Bibelstudium nu

Bibelstudium nu

effata

DVD-tilbud

Information om hjemmesiden

oversigt

s. 525 – Vantro.

1 Hvorved retfærdiggøres menneskene?
”Altså retfærdiggjorte ved troen har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.” Rom. 5,1.

2 Hvorledes skal den retfærdige leve?
”Men den retfærdige ved troen skal leve; og dersom nogen unddrager sig, har min sjæl ikke behagelighed i ham.” Heb. 10,38.

3 Hvorfor fik det gamle Israel ikke lovens retfærdighed?
”Fordi de ikke søgte den ved troen.” Rom. 9,32

4 Hvad sagde Kristus om hin slægt, da en kom og omtalte, at hans disciple ikke kunne helbrede hans syge søn?
”Men han svarede dem og sagde: ”O, du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer? hvor længe skal jeg tåle jer? Bring ham til mig.” Mark. 9,19.

5 Hvad sagde Frelseren til Thomas, da han mødte ham, fordi han ikke troede sine brødres vidnesbyrd, da de havde set Kristus i live efter korsfæstelsen?
”Ræk din finger hid, og se mine hænder, og ræk din hånd hid, og stik den i min side, og vær ikke vantro ,men troende.” Joh. 20,27.
Anmærkning. – Dersom menneskene retfærdiggøres ved troen og skulle leve ved troen, så følge deraf, at den, som er vantro, er ikke retfærdiggjort og kan selvfølgelig ikke leve i den forstand, som skriften omtaler. Herren irettesætter Thomas for hans vantro, fordi han ikke ville antage så mange troværdige vidnesbyrd, fremført af de andre ti disciple. Hvor meget mere strafværdig er den vantro, som tilsidesætter den skare af vidner, vi har om Guds godhed og magt til at frelse syndere.

6 Hvad formaner Apostlen enhver til at gøre på grund af den store skare af trosvidner, som omtales i Hebr. 11?
”Derfor lad og so, fordi vi har en sådan skare af vidner omkring os, aflægge al byrde og synden, som lettelig forrasker os, og med standhaftighed gennemløbe den os anviste bane.” Hebr. 12,1.
Anmærkning. – Her tales om, at ”Al byrde skal aflægges. Dette kan have hensyn til enhver naturlig tilbøjelighed, som vil hindre den kristne på livets vej. Disse må alle lægges til side. Men her tales desuden om en anden ting, som er mere end en byrde; det er en synd, og det er den synd, som lettelig forfalsker og besnærer os, når vi mindst venter det. Denne synd er vantro; for vantro er den første årsag til al synd, og vantro er synd.

7 Hvorfor fik de fleste af Israels børn ikke lov til at komme ind i det forjættede land?
”Og hvilke svor han, at de ikke skal indgå til hans hvile, uden dom, som var blevet vantro? Vi ser altså, at de ikke kan indgå på grund af vantro.” Hebr. 3,18,19.

8 Hvorledes betragtede Gud deres vantro?
”Men på hvilke harmes han i fyrretyve år? Mon ikke på dem, som syndede, hvis legemer faldt i ørknen? 17. vers.

9 Hvad formaner Apostlen os til at lære af Israeliternes Handlemåde?
”Lad os derfor, da forjættelsen at indgår til hans hvile endnu står os åben, vogte os, at ikke nogen af jer skal synes at blive tilbage.” Hebr. 4,1. Gud forandres ikke. Dersom han harmedes over Israeliternes vantro og nægtede dem adgang til Kanaan, som en følge deraf, så kan han ikke tillade os at indgå til den himmelske hvile, så længe vi nærer vantro.

10 Hvad bør vi alle beflitte os på?
”Lad os derfor beflitte os at komme ind til denne hvile, på det ikke nogen skal falde efter samme vantros eksempel.” 11. vers.

11 Bør nogen blive modløs, når han prøver at leve som en kristen, selv om han mærker, at Gud revser ham?
”Min søn! agt ikke Herrens revselse ringe, vær ikke heller forsagt når du tugtes af ham.” Hebr. 12,5.

12 Hvem synes ofte at lide mest ondt?
”Thi hvem Herren elsker, den revser han, og han tugter hardelig hver søn, som han antager sig.” 6 vers.

13 Dersom et menneske ikke bliver revset af Herren, hvorledes bør han så se på sig selv?
”Men dersom I er uden revselse, i hvilken alle er blevet delagtige, da er I uægte, og ikke børn.” 8. vers.

14 Hvad svare Kristus, da disciplene blev næsten modløse ved en af hans anmærkninger og spurgte: ”Hvem kan da blive salig?”
”Da så Jesus på dem og sagde: For mennesker er et umuligt, men for Gud er alle ting mulige.” Matth. 19,26.

15 Da Gud gav Abraham et løfte, som det syntes næsten umuligt for ham at opfylde hvorledes modtog så patriarken det?
”Han tvivlede ikke i vantro på Guds forjættelse, men styrket i troen gav han Gud ære.” Rom. 4,20.

16 Hvorledes blev Abrahams tro under disse omstændigheder tilregnet ham?
”Thi hvad siger skriften? Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.” 3. vers.

17 Hvorledes bør vi i sær bede, når vi besværes med vantro? Mark. 9,24.
Jeg tror, Herre! hjælp min vantro.” Mark. 9,24.

18 Dersom nogen tror, at han får de ting, som han beder Gud om, hvorledes vil så hans tro blive belønnet?
”Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I begærer i bønnen, tro, at I skal få det, så skal det vederfares eder” Mark. 11,24.

næste