svensk   norsk   dansk


Bibelstudium nu



effata



DVD-tilbud



Information om hjemmesiden



oversigt

s. 72 – Et mærkværdigt symbol


1. På hvilken tid blev rom delt i ti dele?
Mellem årene 351 og 483 ef. Kr. Se bibellæsningen om Verdens profetiske historie.

2. Hvad var det, som kom op mellem de ti Horn, efter at de var kommet frem?
”Jeg agtede nøje på hornene, og se, et andet lille horn skød op mellem dem, og tre af de forrige horn blev oprykkede for det.” Dan. 7:8.
Anmærkninger. – Vi må derfor vente, at det lille horn ville udvikle sig efter året 483. I sandhed, der var på den tid en anmasende magt, som fremkom med de samme påstand. Så tidlig som begyndelsen af det sjette århundrede var biskopperne af rom blevet mægtige nok til at udøve betydelig indflydelse ved det kejserlige hov, og dette ophøjede dem snart til en stilling, hvort de kunne befale over jordens konger. Der var blot én ting, som hindrede deres overherredømme, nemlig Arianernes modstand mod katolikernes lære om treenigheden. Disse magter, som gjorde modstand, blev oprykkede, herulerne i 493, vandalerne i 534, og østgoterne i 538. Se students gibbon, side 309-319.
”Det er mærkeligt at paverne indtil denne dag bære den trefolidge krone, hvilken er forskellig fra alle andre regenters . . . pavedømmet er meget tydelig fremstillet ved det lille horn. . . . I sandhed, denne magt inddrog under sig tre af disse herredømmer.” – Barnes forklaring over Dan. 7. side 327.
”Det mærkeligste af alle var det lille horn, som opstod efter de andre. Dette anvendes af protestantiske bibeltolkere (og vi synes, de har god grund dertil) på biskoppen af Rom eller pavens gejstlige herredømme.” Cottage Bible.
”I 533 begyndte Justinan sin krig mod vandalerne og gotherne. Da han ønskede at sikre sig pavens og det katolske partis indflydelse, udsendte han det mindeværdige brev, som gjorde paven til alle menigheders hoved. Fra den tid, denne befaling blev gennemført, må det pavelige overherredømmes tidsperiode dateres, nemlig år 538 [da det sidste af de tre arianske horn blev oprykket], og ingen, som vil læse historien om det afrikanske felttog år 533-34 og det italienske felttog fra 534-38, kan let undgå at lægge mærke til, at katolikkerne overalt hilsede hæren, som blev anført af Belizar, Justians feltherre, som befrier.” – Betragtninger over Daniels bog, side 108.
”Det berømte brev fra Justinian til paven, år 533, stadfæstede ikke blot alle foregående privilegier, men udvidede dem og gav paven og hans kirke mange fortrin og rettigheder, hvilke siden efter gav anledning til de påskud, som er så fremtrædende i kirkeloven.” – Gavazzi’s Lectures, side 66.
Det er derfor meget tydeligt, at så snart som pavedømmets sidste modstander var bortfjernet, blev det ret grundfæstet ve Justinians berømte brev, at biskoppen af rom skulle anerkendes for den almindelige kirkes hoved og kætternes revser. Man kan betragte år 538 som den tid, da pavedømmets magt blev oprettet.

3. Hvilken sammenligning gør profeten mellem den undertrykkende magt og de andre, idet han taler om, hvorledes det lille horn skal undertrykke de tre magter?
”Men de ti horn betyder, at der af samme rige skal opstå ti konger; og en anden skal opstå efter dem og han skal være anderledes end de foregående og nedtrykke tre konger.” Dan. 7:24.
Anmærkninger. – ”Dette viser tydelig hen til det pavelige herredømme, hvilket i enhver henseende var forskelligt fra de forrige, og som fra en lille begyndelse trængte sig frem blandt de ti riger, indtil det til sidst udrydde tre af dem, det ene efter det andet.” – Cottage bible.
De ti riger var politiske riger, og nu behøver vi blot at spørge, som noget rige er opstået blandt de ti riger af det romerske kejserdømme siden året 483, som er anderledes end alle de foregående, og dersom der er opstået et sådant rige, hvilket er det? Svaret er: Pavedømmets gejstlige rige. Dette svarer til symbolet i enhver henseende, hvilket let kan bevises.

4. Hvorledes vil denne magt bruge sin myndighed?
”Og han skal tale ord imod den højeste, og undertrykke den højestes hellige, og tænke på at forandre tider og lov, og de skulle gives i hans hånd indtil en tid og tider og en halv tid.” Dan. 7:25.
Anmærkninger. – Paven kalder sig selv Kristi vikar. Leo X kaldte sig selv ”Løven af Juda stamme”, hvilket man kan kalde gudsbespottelse. Leo XII tillod, at man kalde ham ”Herren vor Gud.” Pave Martin Vi kaldte sig selv ”den allerhelligste og lykkeligste, som er Himmelens og jordens Herre, St. Peters efterfølger, Herrens salvede, Verdensaltets mester, kongers fader, verdens lys.
Augustinus Triumphus, en pavelig forfatter, siger: ”Det er urimeligt at tænke på, at kirkerådet kan være større end paven; thi det indeholder en selvmodsigelse, nemlig, at den højeste pave ikke er den højeste. Han kan ikke tage fejl. Han kan ikke bedrages. Man må antage om ham, at han kender alle ting.” Denne Gudsbespottelse blev højtidelig bekræftet af Kardinalerne og biskopperne i den katolske kirke ved det økomeniske kirkeråd i 1870, da Paven blev erklæret ufejlbar.
Det følgende er et stykke af lære om pavens ufejlbarlighed: ”Alle Kristi tro tilhængere må tro, at den hellige Apostels stol og den romerske Pave har fortrin over hele verden, og at den romerske pave er den velsignede Peters efterfølger, apostlens fyrste og Kristi sande vikar på jorden, hele kirkens hoved og alle kristnes fader og lærer, og at den hele magt blev ham givet af den velsignede Peter til at regere, føde og styre vor Herre Jesu Kristi almindelige kirke.”
”De har anmast sig ufejlbarlighed, hvilken alene tilhører Gud. De sige, at de kunne åbne og lukke himmelen, hvilken alene tilhører Gud. De påstå, at de er højere end alle jordens konger, hvilket alene tilhører Gud. De gå længere end Gud, idet de foregive at kunne løse hele nationer fra deres trofasthed mod deres konger, når deres konger ikke behage dem. Og de gå imod Gud, når de give aflad fra synd. Denne er den værste af al gudsbespottelse. – A. Clarkes forklaring over Dan. 7:25.

5. Hvorledes har pavemagten undertrykket de hellige?
Derved, at den så ubarmhjertig har forfulgt de kristne og har dræbt over 50 000 000 af dem i den tid, den havde overherredømme.
Anmærkninger. – ”Ingen beregning kan påvirke det antal personer, som de på forskellige måder har dræbt, fordi de har fastholdt deres bekendelse af evangeliet og har sag sig imod den romerske kirkes fordærvelser. 1 000 000 valdenser omkom i Frankrig. 900 000 tro kristne blev ihjelslået i mindre end 30 år , efter Jesuiterordnen blev indstiftet. Hertugen af Alda pralede af, at han havde dræbt 36 000 i Nederlandene ved bøddelens hånd på nogle få år. Inkvitationen ødelagde ved forskellige pinsler 150 000 i 30 år. Disse er nogle få eksempler blandt de mange, som historien omtaler. Men det fulde antal vil aldrig blive kendt, før jorden skal åbenbare det udgydte blod og ikke længere skjule sine ihjelslåede. – Scotts Historie. Til videre bevis for dette kan man læse forskellige kirkehistorier, reformatonens historie og Fox’s bog om martyrene.
”For at svække de anklagede vidnesbyrd, der således kommer fra hele historien, nægte papisterne, at kirken nogensinde har forfulgt nogen. Det har den verdslige magt gjort; kirken har blot afgjort, hvilke der var kættere, og derefter overleveret dem som forbrydere til den borgerlige magt, så at de skulle blive behandlede efter den verdslige domstols behag. Det formastelige hykleri ved denne påstand er let at gennemskue og er en dyb krænkelse af almindelig menneskeforstand. Hvad var den verdslige magt i disse forfølgers tider? Simpelthen et redskab i kirkens hånd til dens rådighed for at udføre dens blodige bud. Når kirken overleverede sine fanger i bødlernes hånd for at dræbe dem, benyttede den med djævels bespottelse følgende udtalelse: Vi overlade dig nu til den verdslige arm og til den verdslige domstols magt, men på samme tid anråbe vi indtrængende denne domstol om at lempe sin dom således, at den ikke rører dit blod eller udsætter dit liv for nogen slags fare. Derpå blev de ulykkelige ofre, som var genstand for pavemagtens had, øjeblikkelig henrettede i overensstemmelse med deres forfølgeres hensigt.” – Betragtninger over Daniels bog, side 112.

6. Hvilken forandring har pavemagten søgt at foretage med Guds lov?
Den har borttaget den første del af det andet bud og delt det tiende for at bevare antallet ti. Den har også afkastet det fjerde bud (så vidt dens magt strækker sig), hvilken er lørdagen og ikke søndagen. Derfor indeholder bibelen ikke alt, som er nødvendigt for salighed, og kan selvfølgelig ikke være en tilstrækkelig regel for vor tro.” – A sure way to find out the true religion. Således underviser katolikkerne deres tilhængere for at nægte bibelen og ophøje deres egen magt.

7. Hvor længe skulle pavemagten have herredømme over den højestes hellige, tider og lov?
”Og de skulle gives i hans hånd indtil en tid og tider og en halv tid.” Dan. 7: 25, sidste del.

8. Hvor omtales den samme tid i det nye testamente?
”Og den store ørns to vinger blev kvinden givet, at hun skulle flyve til ørken, til sit sted, der hvor hun næres en tid og tider og en halv tid, borte fra slangen.”

9. Hvorledes fremstilles den samme tid på et andet sted?
”Og kvinden flyede i ørkenen, hvor hun har et sted beredt af Gud, at de der skulle ernære hende tusinde to hundrede og tresindstyve dage.” Åb. 12:6. Da disse dage forekomme i en symbolsk profeti, er de selv symbolske figurlige.

10. Hvad er regler for at regne symbolske dage?
”Dette skal være Israels hus til et tegn. . . og når du får tilendebragt disse, da skal du lægge dig anden gang på din højre side og bære Judas huses misgerning fyrretyve dage; for hver enkelt år sætter jeg dig en dag.” Ez. 4:3-6.
Anmærkninger. – ”Således også Ez. 4:6. (”for hvert enkelt år sætter jeg dig en dag”), hvor profeten i et billede skal bære Israels synd så mange dage som de år, de havde syndet. I disse ord har vi bevis for, at det er ret, at dage i profetien betegne år.” – George Bush, professor i hebræisk og østerlandsk litteratur ved universitet i Ny York, Forklaring over 4. Mos. 14:34.
”Det er en mærkværdig omstændighed, at de allerfleste bibeltolkere i den engelske og amerikanske verden i mange år har forstået, at de profetiske dage, som omtales i Daniels bog og i åbenbaringen, er symboler af år.” – Stuarts Hints, side 77.
Det pavelige herredømme skulle være 1260 år. Det blev oprettet år 638, da Justinias befaling trådte i kraft. Heraf ser vi, at Pavedømmets magt skulle sønderbrydes 1798.

11. Hvilken begivenhed udmærkede slutningen af dette tidsrum?
I februar 1798 marcherede Berthier i spidsen for en fransk armé ind i Rom. Han tog Pave Pius VI til fange og oprettede en republik i Rom. Paven døde i fangenskab det følgende årl, og i over to år var der ingen pave. – Se nordisk kon-lex., art. Pius VI.
I 1797 befalede det franske direktorat Napolion at omstyrte den pavelige regering. Paven var hjælpeløs; men i stedet for at adlyde ordren sluttede Napolion Fred med ham på sit eget ansvar og vendte tilbage til Frankrig. Herom melder historien følgende:
”Bonaparte drog nu ind i de pavelige besiddelser og overløb dem hurtig. Han havde ordre til direktoratet til at omstyrte den pavelige regering. Men på sit eget ansvar undlod han at følge regeringens ordre og sluttede fred med den hjælpeløse pave i Talentio den 19. februar 1797. Da Bonaparte kom tilbage fra Italien, befalede Direktoratet general Barthler at udføre deres instrukser angående den pavelige regering, hvilke Bonaparte havde undladt at udføre. Folket i de pavelige stæder var meget misfornøjet. Berthier marcherede til Rom og blev modtaget som en befrier. Han erklærede den romerske republik for genoprettet, og pave Pius VI til fange og fratog ham al hans ejendom. . . . Han førte ham derefter til Frankrig, hvor han blev holdt i fangenskab.” – Pictoria History of the world, side 756.
Paven var lige så hjælpeløs i 1797 som i 1798, men i 1797 var for tidlig; tiden udløb ikke fuldstændig før i 1798, ”Og skriften kan ikke rokkes”. Joh. 10:35.

12. Hvad skulle ske, før pavedømmets magt blev det aldeles frataget?
”Derefter skal retten sættes, og man skal fratage ham hans magt for at ødelægge og tilintetgøre den indtil enden.” Dan. 7:26.

13. Hvorledes omtales denne ret første gang i dette kapitel?
”En strøm af ild brød frem og gik ud fra han; tusinde gange tusinde tjente ham, og ti tusinde gange ti tusinde stod for ham; Retten blev sat, og bøgerne opladte.” Dan. 7:10.
Anmærkning. – Den domscene, som her omtales, foregår i himmelen. (Se bibellæsningen om dommen). Men endog på samme tid som Dommen (Dan. 7:11) taler denne magt så bespottelige ord, at profetens særlige opmærksomhed henledes derpå. Ved det økomeniske kirkeråd, som blev holdt i juli 1870, lod Paven sig selv erklære for ufejlbar af 538 stemmer mod to.

14 Hvor snart efter dette mistede paven sin verdslige magt?
I september 1870, da Rom, ikke længere understøttet af franskmændene (thi disse var blevet overvundet af tyskerne), overgav sig til Victor Emanuel. Den 2. oktober 1870 blev Pavens besiddelser offentlig taget og beslaglagt af italienerne. – Se Chambers Cyclopedia, art, Italy.

15. Hvorledes skal dyret ødelægges?
”Da så jeg til, fordi man havde hørt de store ord, som hornet havde talt; jeg så til, indtil Dyret blev slået ihjel og dets legeme lagt øde og givet hen til at brændes i ilden.” Dan. 7:11.

16. Hvorledes vidner apostlen om pavemagtens ødelæggelse?
”Og da skal den retfærdige åbenbares, hvilken Herren skal fortære med sin munds ånde og tilintetgøre ved sin tilkommelses herlige åbenbarelse.” 2. Tess. 2:8.

næste