svensk   norsk   dansk


Bibelstudium nu



effata



DVD-tilbud



Information om hjemmesiden



oversigt

s. 194 - De to pagter


1 Hvad bød Gud Moses at minde Israels børn om, da han var nær ved at forkynde sin lov for dem?
"Så skal du sige til Jakobs hus og kundgøre Israels børn: I har set, hvad jeg gjorde ved Ægypterne, og jeg bar jer på ørnevinger og lod jer komme til mig." 2 Mos. 19:3,4.

2 Hvilken pagt forslog han at gøre med dem?
"Og nu dersom I kun ville lyde min røst og holde min pagt, da skulle I være mig en ejendom fremfor alle folk thi mig hører al jorden til. Og I skulle blive mig et præsteligt kongerige og et helligt folk. Disse er de ord, som du skal sige til Israels børn." 5., 6., vers.

3 Hvad er en pagt?
"En imellem to eller flere indgået forening, hvorved genstridige forpligtelser pålægges." - Molbech.

4 Hvad sagde folket, da Moses fortalte dem, hvad Herren havde foreslået?
"Da svarede alt folket tilhobe og sagde: Alt det, som Herren har sagt, ville vi gøre; og Moses bragte igen folkets ord for Herren." 2 Mos. 19:8.

5 Hvad sagde Herren, at Israels børn skulle gøre i den pagt, han foreslog at opretholde med dem?
"Og nu, dersom I kun ville lyde min røst og holde min pagt." 5. vers, første del.

6 Hvad var hans pagt, hvilken de skulle holde som deres del af den genstridige overensskomst eller pagt imellem ham og dem?
"Og han forkyndte jer sin pagt, hvilken han bød jer at holde de ti ord; og han skrev dem på to stentavler." 5 Mos. 4:13.

7 I hvilket forhold stod de ti bud til den pagt, som blev afsluttet imellem Gud og Israels børn?
Som man ser i det sidst anførte skriftsted, var de ti bud den "Pagt" som Herren henviste til, da han forslog at gøre en pagt med Israels hus og sagde: "Dersom I kun ville lyde min røst og holde min pagt." o.s.v. 2 Mos. 19:5. De ti bud blev kaldte Guds pagt, før pagten blev gjort med Israel. De var ikke en overenskomst, men noget som Gud befalede dem at udrette, og han lovede dem noget, dersom de ville holde den. Således blev de ti bud (Guds pagt) grundvolden for den pagt, som blev oprettet imellem ham og Israels børn. De ti bud i alle deres enkeltheder er "alle de ord", om hvilke pagten blev gjort. Se 2 Mos. 24:8

8 Vedblev Gud at tale til folket, efter at han havde talt sin lov (den befalede pagt, 2 Mos. 20:3-17)?
"Og han lagde intet til; og han skrev dem på to stentavler, og gav mig dem." 5 Mos. 5:22 sidste del.

9 Af hvilken bestandighed var den undervisning, som siden efter blev givet Moses (2 Mos. 20:22 til slutningen af 23. kap.)?
Det var en praktisk anvendelse eller forklaring over de ti bud, så at folket bedre kunne forstå, hvad der hørte med til at holde den. Henvisning til alteret i 2 Mos. 20:24-26 (hvorledes det skulle bygges, og hvorledes de skulle nærme sig det) viser blot den omsorg, Gud vil at man skal vise for hans tilbedelse. I 2 Mos. 23:14-19 forekomer andre bud som også angår gudsdyrkelsen.

10 Da Moses kom og fortalte folket alle Herrens ord, og de lovede at være lydige (2 Mos. 24:3), hvad gjorde han så derefter, for at der ikke skulle blive nogen misforståelse?
"Og Moses skrev alle Herrens ord og stod tidlig op om morgnen og rejste et alter neden for bjerget og tolv støtter efter de tolv Israels stammer . . . . Og han tog pagtens bog og læste den for Israels øren." 2 Mos. 24:4,7.

11 Folket hørte atter Herrens ord og levede atter lydighed. (7. vers.) Hvad blev derefter gjort for at stadfæste den pagt, som således var blevet oprettet?
"Da tog Moses blodet og stænkede på folket, og sagde: Se det er den pagts blod, som Herren har gjort med jer over alle disse ord." 2 Mos. 24:8. "Og han bestænkede bogen selv og alt folket, sigende Dette er den pagts blod, hvilket Gud har villet slutte med eder." Heb. 9:19,20.
Anmærkning. - Vi har her en fuldstændig beretning om hvorledes den første pagt blev oprettet Den bestod af et løfte om at lyde de ti bud på Israels børns side og Herrens vidnesbyrd om, hvad han ville gøre for dem, dersom de adlød hans pagt.

12 Er den pagt, som blev oprettet på Sinai, den eneste pagt, som Gud har oprettet med Israel?
"Se, de dage kommer, siger Herren, da jeg vil slutte en ny pagt med Israels hus og med Judas hus; ike efter den pagt, som jeg sluttede med hans fædre, og med Judas hus ikke efter den pagt, som jeg sluttede med deres fædre, der jeg tog dem ved hånden for at udføre dem af Ægyptens land, hvilken pagt med mig de brød, endskønt jeg var deres ægtemand, siger Herren" Jer. 31:31,32.

13 Hvorledes sammenligner Gud de to pagter?
"Men nu har han fået en så meget ypperligere tjeneste, som han og er midler for en bedre pagt, hvilken er grunden på bedre forjættelser. Thi dersom hin første havde været ulastelig, da var der ikke belvet søgt sted for en anden." Heb 8:6,7.

14 I hvilken henseende var den første pagt mangelfuld?
Den må have været mangelfuld netop i de stykker, hvori den anden var bedre, nemlig i forjættelserne, som man ser i den sidste del af det sjette vers. Kristus "er midler for en bedre pagt, hvilket er grundet på bedre forjættelser".

15 Hvilke forjættelser indeholder den nye pagt?
"Men denne er den pagt, som jeg vil gøre med Israels hus efter disse dage, siger Herren: Jeg vil give mine love i deres stind, og jeg vil indskrive dem i deres hjerte; og jeg vil være dem en Gud, og de skulle være mig et folk. Og de skulle ikke lære hver sin næste og hver sin broder og sige: Kend Herren, thi de skulle alle kende mig, fra den lille iblandt dem indtil den store iblandt dem." Heb 8:10,11. "Thi jeg vil forlade dem deres skyld, og ikke ydermere komme deres synd i hu." Jer. 31:34, sidste del.

16 Er disse forjættelser fremstillede i orden, således som de ville blive opfyldte?
Det er tydeligt, at i Jer. 31 33, 34, hvor den nye pagts forjættelser er mere fuldstændig fremstillede end i Heb. 8: 10,11, er disse forjættelser ikke fremstillede i regelmæssig orden, således som de ville blive opfyldte; thi syndsforladelsen omtales sidst, selvom den nødvendigvis må gå forud, før loven skrives i hjertet. Den rette orden er som følger: Syndsforladelse; loven bliver givet i sindet og skrevet i hjertet; deres synder skulle ikke mere ihukommes, men udslettes; Guds folk skulle overføres til det himmelske Jerusalem, hvor alle skulle se og kende Herren." Se. Es. 54:11-13; Åb. 21:2-4.

17 Hvad var Israels løfte i den første pagt virkelig det samme som?
I den første pagt lovede folket at holde alle Guds bud, så at de kunne blive værdige til en plads i hans rige. Dette var virkelig et løfte om, at de ville gøre sig selv retfærdige; thi Gud lovede ikke at hjælpe dem. Men Kristus siger: "Uden mig kunne I slet intet gøre." Joh. 15:5. Og Profeten siger: "Al vor retfærdighed" er "som et besmittet klædebon." Es 64:5. Den eneste fuldkomne retfærdighed er Guds retfærdighed, og den kan alene fås ved troen på Kristus. Se Rom. 3:20-26. Den eneste retfærdighed, som vil skaffe os indgang i Guds rige, er "Retfærdigghed af Gud på grund af troen." Fil. 3:9. Herren siger om dem, som skulle arve Guds rige: "Deres retfærdighed. . . er fra mig." Es. 54:17. Og Profeten siger om Kristus, når han har indtaget sin plads som konge over alt Guds Israel: "Dette er hans navn, som man skal kalde ham med: "Herren vor retfærdighed." Jer. 23:6.

18 Hvad må dog gøres for at få evigt liv?
"Men vil du indgå til livet, da hold budene." Matth. 19:17, sidste del. Se også åb. 22:14.

19 Hvorledes kunne ad det gamle Israel få nogen anledning til at få evigt liv?
"Hvor meget mere må da Kristi blod, på grund af evig Ånd frembar sig selv, som et ulasteligt offer for Gud renser jeres samvittighed fra døde gerninger til at tjene den levende Gud. Og derfor er han det nye testamentes midler, på det at, da der er sket en død til forløsning fra de overtrædelser, som var begangne under det første testamente, de kaldede må få den evige arvs forjættelse." Heb. 9:14,15.
Anmærkning. - Den omstændighed, at Kristus som midler for den anden pagt døde til forløsning for de overtrædelser, som var begangne under det første testament eller pagt, viser, at der var ingen forladelse i kraft af den første pagt.

20 Hvorledes kunne de gode gerninger, som loven kræver, fremkomme i et menneskes liv?
Se Joh. 15:4,5; Fil. 2:13; Ef. 2:10; Heb 13:20,21; 1 Kor. 15:10; Gal. 2:20.

21 Hvilken stilling må vi indtage, for at Gud kan befæste os "i al god gerning til at gøre hans vilje"?
"Være derfor Gud underdanige; står djævelen imod så skal han fly fra jer." Jak. 4:7. "Fremstiller ej heller jeres lemmer for synden til uretfærdigheds redskab, men fremstille jer selv for Gud som de, der fra døde er blevet levende, og jeres lemmer for Gud til retfærdigheds redskab." Rom 6:13.

22 Hvad siges om loven i den anden eller nye pagt?
"Jeg [Herren] giver min lov i deres indre, og skriver den i deres hjerter." Jer. 31:33.

23 Er ikke forjættelserne i den nye pagt meget bedre end forjættelserne i den gamle, eftersom der ie var nogle sådanne forjættelser i den gamle pagt? Se 2 Mos. 19:5-8; 24:3-7.

24 Hvornår og hvorledes blev den anden pagt stadfæstet?
Ved Kristi død. "Og han skal befæste en pagt med de mange i den ene uge; og i den halve uge skal han bringe slagtoffer og madoffer til at ophøre." Dan 9:27. førte del. "Thi hvor et testamente er der er et fornødent, at hans død, som har gjort testamentet, skal finde sted. Thi et testamente bliver først gyldigt ved døden, fordi det endnu ikke har kraft, mens han lever, som gjorde det." Heb. 9:16,17.

25 Hvorledes kunne da israelitterne eller andre mennesker gå noget godt af den for Kristi første komme?
Ved tro på den lovede forløser. Se. Heb. 6:13; 16-20; Rom 4:17.

26 Hvorledes og i hvem blev pagten ved Abraham stadfæstet?
I Kristus. Se Heb 6:13,16-20; Gal 3:17.

27 Er der noget i den anden pagt, som ikke var i pagten med Abraham?
"Men er I Kristi, da er i jo Abrahams sæd og arvinger efter forjættelsen." Gal 3:29. Se også 6.-9. vers.
Anmærkning. - Man bør ikke lade sig forvirre ved udtrykkene første pagt og anden pagt", så er den dog på ingen måde den første pagt, Gud nogen sinde har gjort med menneskene. Længe før den tid udrettede han en pagt med Abraham. Han gjorde også en pagt med Noa og med Adam. Ej heller børn man antage, at den første eller gamle pagt var til en vis tid den eneste gældende pagt for folket, før de kunne få de i den anden eller nye pagts forjættelse. Dersom det havde været tilfælde, så ville der på hin tid ikke have været nogen forladelse for folket. Det, som kaldtes den "anden pagt", var i virkeligheden til, før pagten blev oprettet på Sinai; for pagten med Abraham blev stadfæstet i Kristus (Gal. 3:17), og alene gennem Kristus er der noget værd ved det, som kaldes den anden pagt. Der er ingen velsignelse, som kan fås i kraft af den anden pagt, hvilken ikke var lovet Abraham; og de, med hvem den anden pagt er gjort kunne alene få del i den arv, som den lover, ved at blive Abrahams børn. At være Kristi er det samme som at være Abrahams børn Gal 3:29. Alle, som er af troen, er Abrahams børn og får del i hans velsignelse (Gal 3:7-9), og eftersom ingen kan få noget undtagen som et Abrahams barn, så følger deraf, at der intet er i det, som kaldes den anden pagt, hvilket ikke fandtes i den pagt, som blev gjort med Abraham. Den anden pagt var til i alle dens dele længe før den første, ja lige fra Adams dage. Den kaldes "en anden", fordi både dens stadfæstelse ved blot og dens mere nøjagtige fordringer, skete, efter at pagten blev oprettet på Sinai. Desuden var den, den anden pagt, som blev gjort med det jødiske folk. Pagten på Sinai var den første, som blev gjort med hin nation.

28 Hvorfor blev da pagten oprettet på Sinai?
Herren ville netop give sin lov. Israelitternes løfte om at holde den fuldkommelig og deres mislykkede forsøg lærte dem at kende følgerne af at overtræde Guds lov. Bevidstheden om syndeskyld og en følelse af dens følger ville blive indrykkede meget dybere i deres sjæl end dersom de ikke havde lovet at være lydige. Idet de således måtte erkende deres synd og føle dens fulde afskyelighed, ville de drives hen til den eneste hjælpekilde, og den fandtes overflødig i pagten, som blev oprettet med deres fader Abraham. Således kan man sige, at de første pagt blev oprettet for at fremstille den anden pagt (hvis forskellige dele alle fandtes i pagten med Abraham) mere klarlig og at få folket til at antage den.
Når man har bevist, at den første pagt (pagten på Sinai) ikke indeholdt syndsforladelse under hin pagt." Denne vanskelighed opstår ved at forveksle udtrykkene. Vi nægter ikke, at der var syndsforladelse under den gamle pagt, så længe den sod ved magt. Men denne syndsforladelse blev ikke tilbudt i den gamle pagt og kunne ikke fås i kraft af den. Syndsforladelse fås i kraft af noget andet, som man ser i Heb. 9:15. Der var ikke blot anledning til at få fri syndsforladelse og nåde til betimelig hjælp i dem gamle tid, men den samme anledning fandtes, før denne pagt blev oprettet, i kraft af Guds pagt med Abraham, hvilket ikke er forskellig i nogen henseende fra den pagt, som blev gjort med Adam og Eva, undtaget at vi har de enkelte omstændigheder nøjere fremstillede. Vi ser således, at det ikke var nødvendigt at skaffe folket syndsforladelse i pagten fra Sinai. Frelsens plan blev udviklet, længe før evangeliet blev prædiket for Abraham (Gal. 3:8), og de havde overflødig kraft til at frelse til det yderste alle, som ville antage den. Pagten på Sinai blev oprettet for at få Folket til at indse nødvendigheden af at antage Evangeliet.
Heb 9:1 er et skriftsted, som hindrer mange fra at se, at alle Guds velsignelser til menneskene fås i kraft af den gamle pagt og ikke ved den første. Dette skriftsted lyder således: "Nu havde vel også den første [pagt] anordninger for gudstjenesten og en jordisk helligdom." (Norsk overs.) Dette tilligemed den omstændighed, at når menneskene benyttede disse anordninger for gudstjenesten, så fik de forladelse (3 Mos. 4), synes at nogle at være tilstrækkeligt bevis for , at den gamle pagt indeholdt evangeliet og dets velsignelser. Men syndsforladelse kom ikke i kraft at disse ofre; "for det er umuligt, at blot af okser og bukke kan borttage synder." Heb. 10:4. Forladelse modtoges alene i kraft af Kristi offer, som var lovet Heb. 9:15. Han var den nye pagts midler, og de viste deres tro å ham ved deres ofringer. Således var det i kraft af den anden eller nye pagt, syndsforladelse blev tilbudt den som fremførte sådanne ofre, som anordningerne fordrede i den gudstjeneste, der var forenet med den gamle eller første pagt.
Desuden var disse "Anordninger for gudstjenesten" ikke nogen del af den første pagt. Dersom de havde været det, så burde de have været omtalte ved oprettelsen af hin pagt, men det blev de ikke. De var forenede med den, men var ikke nogen del af den. De var blot det middel, hvorved folket erkender, at deres dødsdom for den lovs overtrædelse, hvilket de havde lovet at holde, var retfærdig, og deres tro på den nye pagts Midler.
Planen til synderes frelse både på vor tid og på Moses tid er derfor kortelig fremstillet i følgende ord: Loven må indskærpes kraftelig hos det menneske for at frembringe overbevisning om synd og således drive synderen til at søge frihed. Derefter kommer antagelsen af Kristi nådige Indbydelse, hvilken blev forkyndt længe før, men som synderen ikke ville lytte til; og til sidst efter at have antaget Kristus og være blevet retfærdiggjort ved troen viser troen sig gennem evangeliets anordninger og derved, at man lever et retfærdigt liv i troen på Kristus.

næste