svensk   norsk   dansk


Bibelstudium nu



effata



DVD-tilbud



Information om hjemmesiden



oversigt

s. 201 - Tabt tid.


1 På hvilken dag i ugen opstod Kristus fra de døde?
"Men der han var opstået den første dag i ugen, åbenbaredes han først for Maria Magdalene." Mark. 16:9.

2 Hvilken er den fornemmeste grund, som anførtes for at helligeholde søndagen?
At den er den dag, hvorpå Kristus opstod fra de døde.

3 Søndagen er den første dag i ugen; hvilken dag går altså forud for den?
"Men efter sabbaten, da det gryede ad den første dag i ugen." Matth. 28:1.

4 Var Sabbaten en vel bekendt ordning på Kristi tid?
"Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik i synagogen efter sin sædvane på sabbatsdagen, og stod op at forelæse." Luk. 4:16.
Anmærkning. - Kristus sagde, at han var sabbatens herre. Mark 2:28. Han vidste selvfølgelig, på hvilken dag i ugen sabbaten kom. Dersom jøderne på den tid havde været uvidende om, hvilken dag var den rette sabbat, ville han have underrettet dem derom. Men i stedet for at sige noget angående dette helligholdt han den samme dag som de og sagde at det var tilladt (lovligt eller overensstemmende med loven) at gøre vel på sabbaten. Matth. 12:12.

5 Var den sabbat, som Jesus og jøderne helligholdt, den samme som den, der blev forkyndt på Sinai?
"Men de vendte tilbage og beredte vellugtende urter og Salver; og sabbaten over holdt de sig stille efter loven." Luk. 23:56.

6 Hvilken dag befalede loven at helligholde?
"Den syvende dag er sabbat for Herren din Gud." 2 Mos 20:10.

7 Hvorfor skulle den syvende dag holdes hellig?
"For i seks dage gjorde Herren himmelen og jorden, havet og alt det, som er i dem, og hvilede på den syvende dag: derfor velsignede Herren sabbatsdagen og helligede den." 2 Mos. 20:11; 1 Mos. 2:1-3.
Anmærkning. - "Lad det imidlertid være nok angående dette punkt, hvorom de allerfleste er enige, at anføre fire fremstående forfatteres vidnesbyrd. "Dagens ordning i syv," siger Scalinger, "var i brug i østerlandende i den fjerneste oldtid." Præsident De Gouet siger: "Vi har grund til at tro, at indstiftelsen af den korte tidsregning af syv dage, som kaldtes en uge, var det første skridt, menneskene tog [i overensstemmelse med Jehovas plan] for at dele og måle deres tid. Vi finde fra umindelige tider, at denne tidsperiode har været ibrug blandt alle nationer uden nogen forskel i deres form. Israelitterne, assyrene, ægypterne, inderne, araberne og med ét ord, alle østens folkeslag har til alle tider brugt en uge, som har bestået af syv dage. Vi finder samme skik blandt de gamle romere, galler, bruter, tyskere, nordens nationer og i Amerika." Ifølge La Place er ugen måske det ældste og mest ubestridelige minde om menneskelig kundskab Det synes ,at kineserne, som nu ikke har nogen sabbat en gang i fortiden ærede den syvende dag i ugen." - Gilfillan on the sabbath, side 364, 365.

8 Helligholdt Israels børn sabbaten, efter at de forlod Ægypten, før den blev forkyndt på Sinai?
"Og det skete på den sjette dag, at de sankede dobbelt brød, to omer for én" "Og de lod det ligge til morgenen, som Moses befalede ,og det lugtede ikke ilde og der var ikke orm i det. Da sagde Moses: Æd det i dag: for det er sabbat i dag for Herren; i dag skulle I ikke finde det på marken. Seks dage skal I sanke det, men på den syvende dag, på sabbaten, på den skal det ikke være at finde." 2 Mos. 16: 22, 24-26.
Anmærkning. - Mannaen begyndte at falde over en måned, før loven blev forkyndt på Sinai. De kendte allerede på den tid sabbaten og helligholdt den, og da Gud holdt Manaen tilbage på den tid sabbaten og helligholdt den, og da Gud holdt mannaen tilbage på den dag, han kaldte sabbat, så var det den selvsamme dag, som israelitterne kaldte sabbat og kendte forud.
9 Hvorledes skulle det gå med jøderne efter Jerusalems ødelæggelse?
"Men når I ser Jerusalem rundt omkring belejret af krigshære, da mærk at dens ødelæggelse er kommet nær." "Og de skulle falde for sværets æg, og føres fangne til alle hedningerne, og Jerusalem skal nedtrædes af hedningerne, indtil hedningernes tider fuldkommes." Luk. 21: 20, 24.
10 På hvilken dag holdt jøderne sabbat, efter at de nu er adspredte i alle lande og lever under forskellige omstændigheder?
Den syvende dag eller lørdag.
Anmærkning. - "Der er intet århundrede i den troværdige historie, som ikke er omsluttet af jødiske traditioner. Derfor kunne man lige så godt påstå, at søndagen ikke er den første dag i ugen eller den tredje efter korsfæstelsen, eller at den hebriske bibel ikke er skrevet af de gamle jøder, som at påstå, at jøderne havde glemt dagens orden (eller tal), da sabbaten var så hellig for dem. . Den, som påstår dette, må vise, hvor og når jøderne glemte dagens orden eller tidsregningen.
"Jøderne havde ingen navne på dagene, men kaldte dem første, anden o.s.v. til sabbaten. Dersom de havde glemt at tælle på én egn, hvor de var, siden de blev adspredte 800 år før Kristus, så havde andre talt ret på en anden egn; og der måtte have opstået en strid mellem dem om den rette sabbbat; men historien omtaler ingen sådan strid. Fra Esra til år 70 ef. Kr. var den store synagoge, som siden blev kaldt sanhedrim, i Jerusalem. Fra den tid til år 300 var den i Jamania, Ushah eller Tiberias. Denne domstol udgav regelmæssig hvert år en kalender for alle jøder i verden. Den blev efterfulgt i myndighed af den babyloniske højskole fra år 200 til år 1000 ef. Kr. i regelmæssig følgerække. Hvornår kunne de have glemt sabbaten? Den, som påstår dette, påstår en urimelighed." - Isaac M. Wise, jødisk rabbi i Cincinnati, Ohio.

11 Havde forandringen på gammel til ny stil nogen indflydelse på sabbaten? - Aldeles ingen.
Mange havde bygget deres indvending på forandringen fra gammel til ny stil, men dette er ganske ubeføjet. Ingen tid gik tabt ved tidsregningens forandring. De forandringer, som skete, er kortelig følgende: Man fandt at den julianske kalender der blev indført år 46 f. Kr., ikke var helt nøjagtig. Den havde været fuldkommen brugbar dersom det tropiske år havde været netop 365¼ dag eller afveget umærkelig derfra. Men da det kun er 365,2422 dage, så er altså det julianske år 0,00,78 dage så stort, hvilket udgør omtrent 7 dag i 900 år. I det sekstende århundrede begyndte man at føle denne fejl, idet f. eks.. jævndøgn og solhverv ikke længere faldt på den 21 som førhen, men som bekendt tidligere. 1582 indførtes derfor af pave Gregor XIII den efter han kaldede gregorianske kalender. Fejlen rettedes ved at udelade 10 datoer (ikke dage!) efter 4. okt., s at den påfølgende dag kaldtes den 15. Men denne forandring i månedsberegningen gjorde intet afbræk i ugeregningen, da man hele tiden har talt Ugens dage uafhængig af datoerne. Dette bevises klart deraf, at den nye stil blev indført i rom 169 år, før den blev indført i England. Men de to nationer stemte ligefuldt overens om ugens dage i denne mellemtid. Desuden har Rusland aldrig indført den nye stil, men regner endnu efter den gamle, og dog er ugebladene de samme hos denne nation som hos andre nationer Forskellen er nu i dette Århundrede tolv Datoer; derfor daterer man ofte breve fra St. Petersburg med begge datoer, f.e. , "St. Petersburg 10/22 Juni 1896." Den nye stil blev indført i Danmark og Norge i året 1700 under Frederik IVs regering.

12. Hvad lærer astronomien med hensyn til muligheden at tabe nogen tid?
Den viser, at dersom nogen tid var gået tabt, så ville det blive umuligt forud at beregne himmellegemernes bevægelse nøjagtig.
Anmærkning - Siden Ptolemæus' tid kan ikke en dag være gået tabt; thi hans jævndøgn og de, som nu regnes tilbage til hans tid, stemme overens. På denne måde kunne man finde, om der var tabt blotét Minut ,end sige en hel Dag. Plutarch, Ptolmæus, Cenophon, Herodotus, Thuchdides, Josephus, Tacitus og andre af oldtidens forfattere omtaler måne- og solformørkelser, som indtraf indtil over 700 år før Kristi fødsel, og som på det nøjagtigste stadfæste tidsregningen. Ifølge Plutarch indtraf der således, for at give et eksempel, en total solformørkelse den 20. sep. 331. f. Kr. k. 6.35 om aftenen, just elleve dage før salget ved Arbela, hvor Alexander den store overvandt den persiske hær. Således ser vi, at vanskeligheden overfor dette spørgsmål forsvinder ved nærmere undersøgelse.
S. C. Robison fortæller følgende interessante begivenhed i The Chrristian for at vise, hvor nøjagtig himmellegemernes gang stemmer overens med Tidens løb. "Da jeg engang besøgte observertoreiet på Hartvard Højskole ved dagens slutning, spurgte en ven, som var med mig, om vi måtte se det nye teleskop, som det netop havde fået. Professoren var meget forekommende og sagde, at der var tid endnu til at se en stjerne, dersom de ville finde en. En bog med astronomiske tabeller lå på bordet. Min Ven så i den og fandt en stjerne, som skulle komme frem i Synskredsen kl. 5.20.
"Låget blev hurtig taget af instrumentets store messingrør, og den ivrige professor lå på ryggen lige under Øjestykket. Min ven stod ved siden af med en lille harmmer i ånden og holdt øjne med et stort kronometerur. Den indtryksfulde stilhed blev pludselig afbrudt af to slags lyd; den ene vor ordet "der", som professoren udtalte, den anden var min vens hammerslag på bordet; bege udtaltes i samme øjeblik, men den person, som udtalte ordet kunne ikke se klokken. Han så på stjerne, som rullede frem på sin bane, indtil den rørte ved den fine hårlinje i Instrumentet. Og den anden, som slog med hammeren, kunne ikke se stjernen. Han så blot på klokkens viser. Da klokken i sin regelmæssige gang viste tyveminutter over fem, faldt hammeren på bordet, og i samme øjeblik var en af Guds stjerner mange millioner mile borte rullet frem i himmelrummet til det bestemte punkt, således som Herren bød den, da den fremkom ved hans almagt "bliv".
"Derefter blev det mig tilbudt at se i instrumentet, og jeg så på nogle øjeblikke en hel verden af lys og skønhed, som rullede forbi den næste i linje i røret.. Jeg så derpå nysgerrig i bogen og fandt, at den var udgivet for ti år siden. Dens beregninger, som var 1000 år gamle. Næsten 3000 år er henrundet, siden David skrev den 19. salme, men gud har i trofasthed besvaret sin pagt med naturen, og han bragte en af sine herlige skabninger frem på himlen til det bestemte punkt netop på det minut, som den gamle beregning havde forudsagt. Jeg forlod værelset i tavs ærefrygt, med den dybeste beundring for den store skabers værk."

næste