Kristus syboliseret i helligdommen

Vejen for Kristi forsoning
Ordet dannede en helligdom iblandt os (Joh. 1,14; DA 23, 209; Ed 36). Hen tilslørede sin guddommelighed med menneskelighed (Hebr. 10,20). Den guddommelige og menneskelige natur blev forenet i ét sjælstempel. Kristi menneskehjerte var syndfrit fordi det var fyldt med Ord (skuebrød), Ånden (lysene) og et vedvarende samfund med Gud (røgelse)

Efter at have udviklet en fuldkommen menneskelig karakter, blev han døbt. Han gav til sidst sig selv som et guddommeligt-menneskeligt offer på korset. Idet han døde blev hans køds forhæng revet i stykker (5BC 1105), det guddommelig og det menneskelige blev ét i Kristus. Retfærdighed og barmhjertighed, lovens to store piller, blev forenet i forsoningen og Kristus åbnede frelsens dør.

“Enhver del af den (helligdommen) var et symbol på ham.” Den store Mester 18. Jesus sagde, “Jeg er døren.” (Joh. 10,1,9; 4. Mos. 3,16).Han er Lammet (Joh. 1,29). De hvide linnedklæder som omgav den angrende synder der gik ind ad forgårdens dør er Hans retfærdighed (Åb. 19,8; Jer. 23,6). Vi må døbes ind i Kristus, for Han er livets kildeudspring (Gal. 3,27; Sal.36,9). Han er substansen i helligdommen - Brødet, Lyset, og røgelsen (Joh. 6,35; 8,12; Ef. 5,2). Forhænget er et symbol på Hans kød (Hebr.10,19). Hans liv er loven, for loven var i Hans hjerte (Gal. 6,2; Sal.40,8).
Han er vor nådestol eller forsoning (1 Joh. 2,2 Rom.3,25).
Han er den levende manna og den stav som satte grene (Joh. 6,33; Es. 11,1,2).
Han er livets bog (2. Mos. 28,29; Joh. 1,1 Åb. 13,8, 17,8).
Han er dommeren og advokaten (Joh. 5,22; 1.Joh. 2,1).
Han er helligdommens herlighed (Joh. 1,14; Heb. 1,3).

Alle åndelige velsignelser er i Ham, både syndstilgivelse og udslettelse af synder, tidlig- og sildigregnen (Ef. 1,3). Kristus er vejen til fuldkommenhed, begyndelsen af vejen og enden af vejen (Joh. 14,6; Sal.77,13). Vi får ikke velsignelser fra Kristus, som er væk fra Ham, men vi modtager dem kun i Kristus. (1. Joh. 5,10-11)

Når vi går ind ad forgårdens dør, finder vi to levende ”strømme”: blod og vand (1Joh. 5,8; Joh. 19,34), til at bortvaske det gamle liv og genoprejse det nye. Så vil vi forenes med Kristi ”guddommelig-menneskelige natur.” 1 SM 251