|
"Een gang om året, på den store forsoningsdag, gik præsten ind i det allerhelligste for at rense helligdommen. Den tjeneste, der udførtes der, dannede afslutningen på årets helligdomstjeneste. På forsoningsdagen blev to gedebukke ført hen til tabernaklets indgang, og der blev kastet lod om dem, "et lod for Herren og et for Azazel" Den buk, som det første lod faldt på, skulle slagtes som syndoffer for folket, og præsten skulle bære dens blod inden for forhænget og stænke det på sonedækket. " Ypperstepræsten bekendte Israels børns skyld over den anden buk, og sendte den derefter ud i ørknen. "Ved denne årlige gudstjeneste fik folket undervisning om vigtige sandheder angående forsoningen. I syndofrene, der blev frembåret gennem året, var en stedfortræder blevet antaget i synderens sted; men offerets blod havde ikke skaffet fuld forsoning for synden. Det havde kun været et middel til at overføre synden til helligdommen. Ved at ofre blod anerkendte synderen lovens autoritet, bekendte sin skyld og tilkendegav sin tro på ham, der skulle borttage verdens synd; men han var ikke helt løst fra lovens fordømmelse. På forsoningsdagen tog ypperstepræsten et offer for folket, gik ind i det allerhelligste med blodet og stænkede det på sonedækket over lovens tavler. Således opfyldtes lovens krav, som krævede synderens liv. Så tog præsten i sin egenskab af mellemmand synderne på sig, og når han forlod helligdommen, bar han Israels syndebyrde med sig. Ved indgangen til tabernaklet skulle han lægge hænderne på hovedet af Azazels buk og over den bekende alle israelitternes misgerninger og alle deres overtrædelser, alle deres synder, og lægge dem på bukkens hoved. Og idet bukken, der bar disse synder, blev sendt bort, blev de sammen med den anset for at være fjernet fra folket for stedse. Således udførtes den tjeneste, der var "et afbillede og en skygge af den himmelske". Heb. 8, 5" - Patrarker og profeter dk side 177 |