-------------------------

Indledning

Thi den Herre, Herre gør ikke noget, uden at han har åbenbaret sin HImmelighed for sine Tjenere, Profeterne." Amos 3,7.

Ingen Sandhed i Bibelen kan bevises klarere end den,a t Gud åbenbarer sine Planer for sine Tjenere, for at Mennesker og Nationer må beredes for deres Udførelse. Før Gud har hjemsøgt Menneskene med sine Straffedomme, har han altid udsendt tilstrækkelige Advarsler til at sætte de troende i Stand til at undgaa hans Vrede og til at fordømme dem, som ikke gav Agt paa Advarslen. Dette var Tilfældet før Syndfloden. Menneskenes Ondskab var bleven meget stor. Alt deres Hjertes Tankers Paafund var ikkun ondt. Det synes, som om de havde forspildt al Ret til Livet. Vold og Fordærvelse fyldte Jorden, og de eneste Maade, hvorpaa det onde kunde udryddes, var at udrydde dem, som gjorde ondt. Men før dette blev udført, skulde Verden advares om den truende Dom; og der fandtes en Maand, som vilde udføre dette Værk. Noah troede Gud, og i hundrede og tyve Aar forkyndte han Advarslen og Frelsens Budskab. Hans Gjerning vidnede ogsaa med hans Ord.

"Formedelst Tro var det, at Noah, advaret af Gud om det, som endnu ikke faas, frygtede Gud, og beredte Arken, til sit Huses Frelse; ved den fordømte Verden." Heb. 11,7.

Senere hen, da Nationerne igen var nedsunkne i Afguderi og Ugudelighed, besluttede Gud at ødelægge de ugudelige Stæder Sodoma og Gomorra. Herren sagde:

"Skulde jeg dølge for Abraham, det, jeg gør? efterdi Abraham skal visselig vorde et stort og stærkt Folk, og alle Folk paa Jorden skal velsignes i ham." 1 Mos. 18, 17.18.

Den retfærdige Lot blev advaret i Tide og blev bevaret tillige med sine Døtre, og der var ingen, selv i hin ugudelige Stad, som omkom uden at være tilstrækkelig advaret. Det er klart, at Lot advarede Folket, og idet han saaledes samtalte med dem, plagedes han "ved de ugudeliges uterlige omgængelse". 2 Pet. 2,7,8. Hans retfærdige Liv været en Irettesættelse for dem, og vi har al Grund til at tro, at Abrahams hellige Eksempel og hans Vandel i sand Gudsfrygt var dem bekendt. Han havde en Gang frelst dem og taget Fangerne og Byttet tilbage fra den sejerrige Fjende, som førte dem bort. Men da Lot advarede sine Venner om den Straffedom, som nærmede sig, syntes han for dem, "som han gækkede". 1 Mos. 19,14. Ligesom Menneskene før Syndfloden fremturede de i Synd og faldt under Guds Vrede.

Senere hen steg Ninives Synder op for Guds Ansigt, og Johans blev sendt for at forkynde dette forfærdelige Budskab for den stolte Stad: "Der er endnu fyrretyve Dage, saa skal Ninive omstyrtes." Disse syndige Menneskers Samvittighed vidnede for dem, at dette Budskab var sandt, og fra den mindste til den største iblandt dem ydmygede de sig, saa at de truende Dom blev afvendt.

Før Kristus begyndte sin Gerning paa Jorden, blev Johannes den Døber sendt som en Røst af en, der raaber i ørken: "Bered Herrens Vej!" Paa denne Maade blev Folkets Forventning vakt, og der var uden Tvivl mange, som derved blev ledte til at antage Frelsen, medens Slægten i det Hele taget blev forkastet, fordi den foragtede Lyset.

Vor Frelser saa, at Jerusalem snart efter hans Tid skulde ødelægges, og han advarede Folket trofast og gav dem Tegn, hvorved de kunde vide, at Stadens ødelæggelse var nær. Luk. 21,21. Saaledes vidner Skriften om, hvorledes Gud behandlede sit Folk i fordums Tider.

Enhver, der antager Bibelen som Guds Ord, erkender, at han har været meget trofast i henrundne Tider med at advare Menneskene om truende Straffedomme saa vel som andre Begivenheder, der angik deres Velfærd. Da Guds Plan nu har været saaledes i Fortiden, saa er det visselig ret at forvente saadanne Advarsler angaaende Kristi andet Komme, som svarer til denne Begivenheds Vigtighed. Men naar vi omtaler Fremtiden og især vor egen nærmeste Fremtid, saa vækker det straks Mistanke hos mange.

Man hvad er Sandheden angaaende dette Punkt? Kan man lære noget af Bibelen angaaende Kristi andet Komme? Dette er et alvorsfuldt Spørgsmaal. Det er af en saadan Beskaffenhed, at det er værdt at undersøge nøje, og det bør besvares oprigtigt. Det er bedrøveligt, at mange paa Grund af en almindelig Fordom blandt Menneskene er komne til den Slutning, at Tiden for Kristi andet komme er en Hemmelighed, som er skjult hos Herren. Disse Personer kan neppe saa godt af dette Emne, saa længe de paavirkes af Mennesker, som forkaster al Undersøgelse af denne Sag og siger, at man derved søger at udforske den Almægtiges Hemmeligheder. Men vi tror alligevel, at der er mange, som venter paa Beviser, før de afgør denne Sag.

Vi antager Bibelen som en Aabenbarelse fra Himmelen. Det, som Gud har aabenbaret i denne Bog, bør ingen kalde den Almægtiges Hemmelighed "De skjulte Ting er for Herren vor Gud; men de aabenbare er for os og vor Børn evindelig." 5 Mos. 29,29. Dersom den hellige Skrift meget klart fremhæver Tegnene paa Kristi Kommes Nærhed, og der er Beviser for, at "han er nær for Døren", saa er denne Genstand visselig en Genstand af stor Vigtighed.

Da Disciplene spurgte: "Hvad Tegn skal der være paa din Tilkommelse og Verdens Ende?" irettesatte Jesus dem ikke, fordi de spurgte om disse Ting, ej heller sagde han til dem, at det med Forsæt var skjult for alle Mennesker, men han besvarede deres Spørgsmaal meget bestemt.

Den simle Kendsgerning, at Herren nævner Tegnene paa sit andet Komme, er det bedst mulige Bevis for, at hans Folk ikke bør være uvidende om denne Begivenheds forholdsvise Nærhed Føj hertil Jesu Formaninger om at vaage og de Velsignelser, han udtaler over dem, som er vaagne og venter paa hans Komme, saa bliver det vist, at han ikke vilde lade sit Folk være uvidende om denne Begivenheds Nærhed.

Paulus siger ogsaa: "Anden Gang skal han uden Synd ses af dem, som forventer ham til Saliggørelse." Heb. 9,28. Og atter siger han, at Retfærdigheds Krone skal gives alle dem, "som har elsket hans herlige Aabenbarelse". 2 Tim. 4,8.

Med saadanne Vidensbyrd for øje kan vi vente at se tydelige Tegn paa Frelserens andet komme.

Kristi Profeti.

Der er neppe noget Kapitel i Bibelen, som med Kristi egne Ord taler mere fuldstændig og mere tydelig om Kristi andet komme end Matt 24. Vi indbyder den upartiske Læser til med Opmærksomhed at betragte en Udlæggelse af hele Kapitlet.

"Og Jesus gik ud, bort fra Templet, og hans Disciple gik til ham, som at vise ham Templets Bygninger." Matt. 24,1.

Jesus havde talt til Mængden i Disciplens Nærværelse. Han havde irettesat de skriftkloge og Farisæerne for deres Synd og havde i det foregaaende Kapitel vidne om de Straffedomme, der skulde komme over Jøderne og over deres Stad og Tempel. Disciplene troede, at Templet skulde staa altid, og de henvendte Kristi Opmærksomhed paa dets Storhed og Styrke og paa de store Stene, som det var bygget af. Angaaende dette Punkt siger Josephus, en Historieskriver fra hin Tid: "Templet var bygget af Stene, som var hvide og stærke, og hver af dem var 25 Alen lang, deres Højde var otte og deres Bredde var omtrent tolv Alen." (Antiquites, 15de Del, 9de Kap.)

"Men Jesus sagde til dem: Ser I ikke alt dette? Sandelig siger jeg eder: Her skal ikke lades Sten paa Steen, som jo skal nedbrydes." 2det Vers.

"Men da han sad paa Oljeberget, gik hans Disciple til ham afsides og sagde: Sig os, naar skal dette ske? og hvad Tegn skal der være paa din Tilkommelse og Verdens Ende?" 3dje Vers.

Dette Vidnesbyrd af Mesteren kunde ikke andet end interessere Disciplene meget. Det kommer ud paa et, enten de tænkte, at Templets ødelæggelse, Kristi Komme og Verdens Ende skulde alt sammen ske paa samme Tid eller til forskellige Tider, eftersom Kristus i sit Svar i dette Kapitel har talt tydeligt og særskilt om hver af disse Begivenheder og har givet hver af dem sin rette Plads i den profestiske Kæde. Dersom de mente, at Templets ødelæggelse og Verdens Ende skulde ske paa samme Tid, saa beviser det paa ingen Maade, at det skulde gaa saaledes til. Skriften viser, at Apostlenes Begreber før Pinsefestens Dag, da den Helligaand blev udgydt, var fejlagtige i mange Stykker. Som et Bevis paa dette kan vi anføre den Lignelse, Herren talte, da han drog op til Jerusalem. Luk. 19. De troede, at Guds Rige skulde straks aabenbares. For at rette paa denne Fejltagelse talte Jesus Lignelsen om en højbaarn Mand. Dersom de forstod Lignelsen paa den Tid, den blev talt, saa forandrede dette dog ikke deres forudfattede Begreber. Dette kan man se af deres Opførsel, da de drog ind i Jerusalem. Det er ikke rimeligt, at de havde hilset ham som Davids Søn og glædet sig over ham som en triumferende Konge dersom de havde forstaaet, at han drog ind i Staden for at fordømmes og korsfæstes som en Misdæder. Palmegrene og Sejrsraab plejede ikke at omgive dødsdømte Personer paa deres tunge Vej.

Johannes tilstaar som sig selv og Peter, efter at de havde set den tomme Grav, at "de forstod ikke endnu Skriften, at det burde ham at opstaa fra de døde". Joh. 20,9.

Atter læser vi, at Jesus efter sin Opstandelse irettesatte to af sine Disciple. De havde haabet, at han var den, som skulde forløse Israel. De havde Haabet, at han var den, som skulde forløse Israel, men de var alligevel bedrøvede og modløse. De forstod ikke endnu, at Kristus burde lide dette, før han indgik til sin Herlighed. Luk. 24,21.26. Jesu Lidelse var endnu en Hemmelighed for dem. Nogle af Apostlene var saa langsomme til at fatte det, som Herren havde talt til dem, at de neppe kunde overtales til at tro, at han i Sandhed var opstaaet fra de døde. Og efter at han havde været med dem i fyrretyve Dag og talt til dem om de Ting, som hører Guds Rige til, forstod de endnu ikke Tiden og Stunden. Derfor spurgte de ham: "Herre! Vil du paa denne Tid oprette Israel Riget?" Ap. G. 1,6.

Hvorledes nu end Disciplene betragtede Sagen, saa er det klart, at Frelseren opfattede deres ord som to særskilte Spørgsmaal. Disse Spørgsmaal angik først Jerusalems ødelæggelse og dernæst Kristi andet Komme ved Verdens Ende. Vor Herren besvarede dem tydeligt. Dette gjorde han dog ikke for en hel Forsamling, men ved en privat Sammenkomst med sine Disciple. Kristus taler her til sine Disciple; derfor er hans Ord i denne profetiske Tale især henvendte til Menigheden.

"Og Jesus svarede og sagde til dem: Se til, at ingen forfører eder. Thi mange skal komme i mit Navn og sige: Jeg er Kristus; og de skal forføre mange." 4de, 5te Vers.

Jesus kendte Menneskenes Hjerter. Han vidste, at mange Bedragere vilde opstaa og forføre mange. Han advarer her sine Disciple imod ærgerrige og fordærvede Menneskers Bedragerier. Den almindelige Forventning om, at Messias skulde aabenbares blandt Jøderne, var saa stor, at mange paastod, at de var Kristus, for at udføre deres egennyttige Hensigter eller for at vinde Berømmelse; og de lettroende Mennesker lod sig let besnære af deres Bedrageri og blev derfor dræbte som Oprørere. Vi læser, at et stort Antal Bedragere fremstod i de Dage, som fulgte efter Kristi Vandring paa Jorden. Josefus fortæller om en ægypter, en falsk Profet, som førte 3000 Mennesker ud i ørken for at vise dem Tegn og derefter førte dem til Jerusalem, som om han vilde angribe Staden. Han foraarsagde megen Plydning og ødelæggelse i Judæa; men da det kom til et Slag, løb han bort og overlod sine Tilhængere i de forbitrede Romers Hænder. (Wars of the Jews, 2anden De, 13de Kap.)

I den første Del af det andet Aarhundrede fremstillede Eaziba sig som Anfører for den jødiske Nation og forkyndte, at han var den længe forventede Messias. For at fremme dette dristige Foretagende forandrede han sit Navn til Bar-Cochba, hvilket henviser til den Stjerne, som Bileam havde profeteret om. Adrian samlede en Hær og sendte den imod ham. Han trak sig tilbage til en By, som kaldtes Wither, hvor han blev belejret. Bar-Cochba blev dræbt i Belejringen, Staden blev tagen, og derpaa fulgte et forfærdeligt Blodbad. Jøderne indrømmer selv, at de i den korte Krig med Rom for at forsvare denne falske Messias mistede fem eller seks Hundrede Tusende Sjæle. (Buck's Dictionary.)

Dr. A. Clarke siger Ifølge Josephus, at denne Slags Bedragere nogle faa Aar derefter under Neros Regjering var saa talrige, at nogle af dem blev grebne og dræbte næsten hver Dag. Og siden den Tid har Jøderne, som vedbliver at forvente Messias, mange Gange været Offer for grusomme Bedragerier.

"Men I skal høre Krige og Rygter om Krige. Ser til at I ikke forstrækkes; thi dette maa alt sammen ske. Men Enden er ikke endda." 6de Vers.

Det er vel at lægge Mærke til, hvad der menes med Ordet "Enden" i dette Vers og i 14de Vers, "da skal Enden komme", samt i 3dje Vers, "hvad Tegn skal der være paa din Tilkommelse og Verdens Ende?" Man kan med god Grund sige, at dette Udtryk ikke har Hensyn til Slutningen af den jordiske Tidsalder, som endte ved Korsfæstelsen; ej heller kan den hentyde til Jerusalems ødelæggelse, som skete omtrent 40 Aar senere. Dette ses af følgende Grunde: 1) Jesus behandlede Spørgsmaalet om Templets ødelæggelse og om sin Tilkommelse og Verdens ende, som to forskjellige Begivenheder, vidt adskilte, hvad Tiden angaar. 2) De Tegn, som skulde tjene til Advarsel angaaende Verdens Ende, blev ikke set før Tenmplets ødelæggelse. 3) Kristi andet Komme, Prøvetidens slutning, Dommen, Opstandelsens, Syndens, Dødens og forkrænkelighedens Ophør er ofte i Bibelen fremhævede og omtalte i Sammenhæng som de Ting, der foregaar i det vigtigste Tidsafsnit i Menneskenes Historie. At anvende denne indtrængende Tale blot paa Jerusalems ødelæggelse, som var stedlig og ligger langt i Fortiden, vil være at berøve den al dens Kraft og Ypperlighed. Ikke alene vilde Matt. 24de Kapitel, som vi nu betragter, derved fremstilles i et taabeligt Lys, men meget af Skriftens Liv og Kraft vilde gaa tabt ved en saadan Fremgangsmaade.

Hvad dette Udtryk, "Verdens Ende" angaar, kunde det meget godt oversættes "Tidsaldernes Ende". Den bibelske Betydning deraf kan Læseren finde i Matt. 13, 38-42 og de Vers, som staar i Forbindelse dermed, hvor de samme Ord bruges og gentages i Grundsproget.

"Men Ageren er Verden; og den gode Sæd er Rigets Børn; og Klinten er den ondes Børn; og Fjenden, som den saaede er Djælvelen; og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene er Englene. Derfor, ligesom Klinten sankes og opbrændes med Ild, saa skal det og ske ved denne Verdens Ende. Menneskenes Søn skal udsende sine Engle, og de skal sanke af hans Rige alle Forargelser, og dem, som gør Uret og de skal kaste dem i Ildovnen: der skal være Graad og Tænders Gnidsel."

I Aab. 14,14-16 ser vi, at Jordens Høst og Kristi andet Komme foregaar paa same Tid. Saaledes kan det ikke paa nogen Maade bevises, at "Verdens Ende" betyder Jerusalems ødelæggelse. Videre Bevis findes i Matt. 28,20, hvor det samme udtryk forekommer baade i Grundsproget og i Oversættelsen: "Og se, jeg er med eder alle Dage, indtil Verdens Ende." Ingen vilde være saa fræk at paastaa at denne Forjættelse sluttede i Aaret 70, hvilket den maatte have gjort, dersom Disciplenes Spørgsmaal og Kristi Tale, som følger derefter, blot angik den Dom, der skulde kommer over Templet og Staden.