|
| - som omhandler tro | Tilbage til oversigten |
Guddommen i skriftens lys
J. A. Svendsen
af J. A. Svendsen – forhenværende Sanatorieejer - - -
Det man kan vide om Gud er os åbenbaret Gud har jo selv åbenbaret det Thi hans usynlige Væsen, og hans evige Kraft og Guddommelighed, skues fra Verdens Skabelse af, og forstås af hans Gerninger, så at ingen har Undskyldning. - Rom. 1. 19-20.
- - - - Forfatterens Forord. Det skal være denne lille Bogs Evangelium at fremholde Sandheden om den eneste sande Gud og den, Han udsendte, Jesus Kristus, hans enbaarne Søn. Læs Bogen, men læs den helt til Ende, og du vil finde, at den er oplyst af Himlens eget Lys. Der er ikke Egeninteresse og ikke nogen Samfundsinteresse, men kun dette at ære og forherlige Gud vor Fader og hans Søn den Herre Jesus Kristus. - - - - Gud den almægtige Himlens og Jordens Skaber. Det er ikke en Forklaring paa Livet, men en Forhøjelse af det, som Mennesket begærer, idet de tænker paa Gud. En højeste Magt, Gud er den ubetingede Personlighed, den hellige Kærlighed, det kan næppe nægtes; at Gudsbegrebet er tilstede i sin Fuldkommenhed, og at i Gud er den højeste Grund givet for, at enhver Person kan naa sin evige Bestemmelse. Der er een Gud, som er alles Fader, som er over alle og igennem alle og i alle! Efes. 4,6. Gud er en Aand, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i Aand og Sandhed. Joh. 4,24. Herren er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder; i hans Haand er Jordens Dybder; Bjergenes Tinder er hans, Havet er hans, han har skabt det; det tørre .tand har hans Hænder dannet. Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for Herren, vor Skaber, thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst: Salme 95,-. Stor og højlovet er Herren, forfærdelig over alle Guder. Alle Folkeslagenes Guder er Afguder, Herren er Himlens Skaber. Giv Herren i Folkeslags Slægter, giver Herren Ære og Pris, giver Herren hans Navns Ære, bring Gaver og kom til hans Forgaarde, tilbed Herren i helligt Skrud, bæv for hans Aasyn al Jorden, sig blandt Folkene: Herren har vist, han er Konge, han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke, med Retfærd dømmer han. For hans Aasyn er Højhed og Hæder Lov og Pris i hans Helligdom. Salm. 96.-. Profeten Esaj saa Herren sidde paa en saare høj Trone, og hans Slæb fyldte Helligdommen. Serafer stod hos ham, hver med 6 Vinger; med de to skjulte de Ansigtet, med de to Fødderne og med de to fløj de, og de raabte til hverandre: Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, al Jorden er fuld af hans Herlighed! og Dørstolpernes Hængsler rystede ved Raabet, medens Templet fyldtes med Røg. Da sagde jeg: Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en Mand med urene læber, og nu har mine øjne set Kongen, Hærskarers Herre! men en af Seraferne fløj hen til mig, og han havde i Haanden et glødende Kul, som han med en Tang havde taget fra Alteret, det lod han røre min Mund og sagde: Se, det har rørt dine læber, din Skyld er borte, din Synd er sonet! Es. 6,1-7. Profeten Mika saa Herren sidde paa sin Trone, og hele Himlens Hær staar til venstre og højre for ham. 1 Kong. 22,19. Herren er i sin hellige Hal, i Himmelen er Herrens Trone, paa Jorderig skuer hans øjne ned, hans Blik ransager Menneskenes Børn, Herren elsker og øver Retfærd, de oprigtige skuer hans Aasyn. Salm. 11,4-7. Herren har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme underlagt, lover Herren, I, hans Engle, I vældige, I Kraft, som gør, hvad han byder, saa snart I hører hans Røst. lover Herren alle hans Hærskarer, hans Tjenere, som fuldbyrder hans Vilje. lov Herren, alt, hvad han skabte, paa hvert eneste Sted i hans Rige! Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige Navn! Min Sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans Velgerninger! han som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine Sygdomme, han handler ej med os efter vore Synder, gengælder os ikke efter vor Brøde, men saa højt, som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor over dem, som frygter ham. Saa langt som østen er fra Vesten har han fjernet vore Synder fra os. Ja, som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer Herren sig over dem, som frygter ham. Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, at vi er Støv. Salm. 103.-. Min Gud, du er saare stor! du er klædt i Højhed og Herlighed, hyllet i lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt. Salm. 104,1.2.
Saa siger Herren: "Himlen er min Trone, og Jorden er mine Fødders Skammel. Hvad for et Hus vil I bygge mig, og hvad for et Sted er min Bolig? Alt dette skabte min Haand, saa det fremkom, lyder det fra Herren. Jeg ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust Aand, og den, som bæver for mit Ord. Es. 66,1.2. Salama byggede Herren en Bolig (et Tempel), hvori Herrens Pagts Ark kom til at staa tillige med Aabenbaringsteltet og alle de hellige Ting, som var i Teltet. I Kongerne 8,4. Og Herrens Herlighed fyldte Herrens Hus, 11 Vers. Men kan Gud da virkelig bo paa Jorden? Nej, visselig, Himlene, ja Himlenes Himmel kan ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som jeg har bygget, siger Salomo, 27,v. Nej! den Højeste bor ikke i Huse, gjort med Hænder, som Profeten siger: Himlen er min Trone, og Jorden er mine Fødders Skammel, har ikke min Haand gjort alt dette, siger Herren. Apg. 7,47-50. Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som er i den, han som er Himlens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder, han tjenes ikke heller af Menneskers Hænder som en, der trænger til noget, efterdi han selv giver alle liv og Aande og alle Ting. Apg. 17,24-25.
Paulus skriver til Timotheus saaledes: "Jeg byder dig for Guds Aasyn, som holder alle Ting i live,-at du holder Budet uplettet og ulasteligt, hvilken den salige og alene almægtige Kongernes Konge og Herrernes Herre skal lade tilsyne i sin Tid, han som alene har Udødelighed, som bor i et utilgængeligt lys, hvem intet Menneske har set, ikke heller kan se, ham være Ære og Magt! Amen! I Tim. 6,12-16.
Uden al Modsigelse: "Hør dog, Israel! Herren vor Gud, Herren er een, og du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte, af hele din Sjæl og af hele din Styrke. Disse Bud, som jeg byder dig idag, skal du tage dig til Hjerte. - 5 Mose 6, 4-6. En skriftklog kom til Jesus og spurgte ham: Mester, hvilke Bud er det første af alle? Jesus svarede og sagde: "Det første er: Hør Israel! Herren, vor Gud, Herren er een, og du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke. Et andet er dette: Du skal elske din Næste som dig selv. Større end disse er intet andet Bud." Og den Skriftkloge sagde til ham: "Rigtig, Mester, og med Sandhed har du sagt, at han er een, og der er ingen anden foruden ham, og at elske ham af hele sit Hjerte og af hele sin Forstand og af hele sin Styrke og at elske sin Næste som sig selv, det er mere end alle Brændofrene og Slagtofrene." Og da Jesus saa, at han svarede forstandigt, sagde han til ham: "Du er ikke langt fra Guds Rige." Markus 12,28-34. Denne Gud, som Jesus ærede og ophøjede, da ha,n sagde: Herre, vor Gud, Herren er een, var Abrahams Gud og Isaks Gud og Jacobs Gud og Israels Gud. 26. Vers. Jesus erkendte i alle sine Gerninger og Ord kun een sand Gud fra Evighed og til Evighed, og den samme Sandhed lyder fra alle Bibelens Forfattere, her skal henvises til Davids Salmer! Herre, du var vor Bolig Slægt efter Slægt. Før Bjergene fødtes og Jord og Jorderige blev til, fra Evighed og til Evighed er du, o Gud! Salme 90,1.2, og Herrens Miskundhed varer fra Evighed og til Evighed over dem, der frygter ham. Salm. 103,17.
Jesus sagde: "Det er det evige Liv, at, de kender dig, den eneste sande Gud og den, du udsendte, Jesus Kristus, Joh. 17,3. Det man kan vide om Gud er os aabenbaret; Gud har jo aabenbaret det. Thi hans usynlige Væsen, baade hans evige Kraft og Guddommelighed, skues fra Verdens Skabelse, idet de forstaas af hans Gerninger, saa at de har ingen Undskyldning, Rom. 1,19.20. Guds Vrede aabenbares fra Himlen over al Ugudelighed og Uretfærdighed hos Mennesker, som holde Sandheden nede ved Uretfærdighed. (Sandheden om Gud, den Almægtige, den eneste sande Gud fra Evighed og til Evighed. 18. Vers. Ved Tro forstaar vi, at Verden er blevet skabt ved Guds Ord, saa det ikke er synlige Ting, at det, som ses, er blevet til. Heb. 11,1-6. Ved Herrens Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Aande, al Jorden skal frygte for Herren, Alverdens Beboere skælve for ham, thi han talede, så skete det, han bød, saa stod det der. Salme 33,6-9. Haleluja! Pris Herren i Himlen, pris ham i det Høje! Pris ham alle Engle, pris ham, ane Hærskarer, pris ham, Sol og Maane, pris ham, hver lysende Stjerne, pris ham, Himlenes Himle og Vandene over Himlene. De skal prise Herrens Navn, thi han bød, og de blev skabt. Lad os prise Herrens Navn, thi ophøjet er hans Navn alene, hans Højhed omspænder Himmel og Jord. Salme 148,1-13.
Skabelse er et religiøst Begreb, som danner en nøje Sammenhæng med det monoteistiske Gudsbegreb - Dyrkelse af een eneste Gud med Troen paa den ene almægtige Gud er det givet, at Verden og alt det eksisterende efter sin Oprindelse maa føres tilbage til ham, som skabt ved ham, med dette Udtryk betegnes nemlig det eksisterende og dets fuldkomne Afhængighed af Gud, og det har sin Eksistens alene ved ham, og Gud, den Almægtige, ses i sin fulde Storhed.
Nr. 7 i "Salmer og Lovsange".
Guds almagtsord
Uden Tro er det umuligt at behage Gud, thi det bør den, som kommer frem for Gud, at tro, at han er til, og at han bliver deres Belønner, som søger ham. Heb. 11,1-6.
Naar Herrens Tjener Moses inspireret af den Almægtige taler til Folket og siger: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er een, og du skal elske Herren, din Gud, af hele dit Hjerte, af hele din Sjæl og af hele din Styrke, ja, saa er det saadan, at Herren, Gud den Almægtige, er een, uden nogen ved hans Side. Det stadfæstes ved Tusinde Vidnesbyrd i den hellige Skrift. Hvem, der vil, forsøg at tælle dem i Mosebøgerne. Det citerede er 5 Mose, 6,4. Jesus siger: Tror I ikke Moses, hvorledes skulle I da tro mine Ord. Joh. 5,45-47. Hvorledes kunde I tro, I som tager Ære af hverandre, og den Ære, som er fra den eneste Gud søger I ikke? Tænk ikke, at jeg vil anklage jer for Faderen, der er en, som anklager eder, Moses. Gud talte til Moses og sagde: Jeg er Herren! for Abraham, Isak og Jakob aabenbarede jeg mig som Gud den Almægtige, under Navnet Herren gav jeg mig ikke tilkende for dem. 2 Mose, 6.3.4.
Navnet Gud den Almægtige findes mindst femti Gange i Bibelen og ligeledes andre, meget rammende Udtryk, saasom Himlens Gud, den sande Gud, den levende Gud, den højeste Gud, den allerhøjeste Gud og Faderen, som er større end alle, Himlens og Jordens Skaber. Vi holder Sabbaten, den syvende Dag, til Minde om Guds skabende Kraft, han alene kan ogsaa skabe i os et rent Hjerte og forny en stadig Aand i vort Indre. Vi holder Sabbaten som et Tegn paa vor Troskab mod Himmelens og Jordens Skaber. Hvad Samstemning har Guds Tempel med Afguder? Thi vi er den levende Guds Tempel; jeg vil bo og vandre blandt eder, jeg vil være eders Gud, og I skulle være mit Folk. Jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døtre, siger Herren, den Almægtige. 2 Kor. 6,15-18.
Ifølge det profetiske Ord nærmer vi os Guds Dags Tilkommelse med hastige Fjed, og alle Tings Ende er nær, derfor bør vi hver Dag færdes i hellig Vandel og Gudsfrygt, stolende paa ham alene. Den, der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge, siger til Herren: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, paa hvem jeg stoler, han dække dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge. Du, Herre, er min Tilflugt, den Højeste blev taget til Bolig, der times dig intet ondt, han byder sine Engle at vogte dig paa alle dine Veje. Salme 91,1-2.
Jobs Bog bruger Udtrykket den Almægtige mindst 17 Gange, den Højeste og Allerhøjeste bruges i Skriften mange Gange. Salems Konge Melkisedek, Gud den Allerhøjestes Præst, velsignede Abraham med de Ord: Priset være Abraham for Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din Haand! og Abram gav ham Tiende af alt. -
Abram svarede Sodomas Konge: Til Herren Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, opløfter jeg min Haand. I Mose 14,18-22. Dog, den Højeste bor ikke i Huse, gjort med Hænder, som Profeten siger: Himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel, hvad Hus ville I bygge mig, siger Herren, eller hvilket er min Hviles Sted? Har ikke min Haand gjort alt dette? Apg. 7,48-50. Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som er i den, han som er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder, han tjenes ikke heller af Menneskers Hænder som en, der trænger til noget, efterdi han selv giver alle Liv og Aande og alle Ting. Apg. 17,24-25.
Døberen Joh. skulde kaldes den Højestes Profet, Luk. 1.76.
Engelens Budskab til Maria lød saaledes: Den Helligaand skal komme over dig, den Højestes Kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det hellige, som fødes, kaldes Guds Søn. Luk. 1, 35.
Jesus sagde: Min Fader er større end alle. Joh. 10,29. Han siger et andet Sted: Min Fader er større end jeg. 14, 28. Paulus siger i 1 Kor. 8,4,5: Der er ingen Afgud i Verden, og at der ingen Gud er uden een, om der end er saakaldte Guder, være sig i Himlen eller paa Jorden, som der jo er mange Guder og mange Herrer, saa er der for os dog kun een Gud, Faderen, af hvem alle Ting ere, og vi ved ham, og een Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle Ting ere, og vi ved ham. Thi der er een Gud, og ogsaa een Mellemmand imellem Gud og Mennesker, Kristus Jesus. 1 Tim. 1,5.6.
Men en Mellemmand er ikke kun for een Part, Gud derimod er een. Gal. 3, 20.
Moses minder Israelitterne om Herrens forunderlige Ledelse fra Ægypten og gennem Ørkenvandringen, og han siger: Du fik det at se med dine egne øjne, for at du skulde vide, at Herren, og ingen anden, er Gud. 5. Mose, 4,35, og derfor skal du i Dag vide og lægge dig det paa Sinde, at Herren og ingen anden er Gud oppe i Himmelen og nede paa Jorden. Vers 39. Erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden Gud ved min Side. 32,39. Herren er jeg, ellers ingen, uden mig er der ingen Gud, Es. 45,5. Gud talte disse ord og sagde: Jeg er Herren, din Gud, du maa ikke have andre Guder for mig. 2 Mose, 20,1-3. Uden Tro er det umuligt at behage Gud, det bør den, som kommer frem for ham, at tro, at han er til og at han bliver deres Belønner, som søger ham. Heb. 11,6. Har vi ikke alle een og samme Fader, er det ikke een og samme Gud, som har skabt os. Malak. 2,10. Jesus lærte os at bede til vor Gud og Fader, som er i Himmelen, hvis Navn er helligt. Matt. 6, 9-16. Farer ikke vild, mine Brødre. Al god Gave og al fuldkommen Gave kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge. Jak. 1,17. Siger altid Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Navn. Ef. 5,20. Værer ikke bekymrede for noget, men lader i alle Ting eders Begæringer komme frem for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse. Filpp. 4,6. Og alt hvad I gøre i Ord eller Gerning, det gøre alt i den Herre Jesu Navn, takkende Gud Fader ved Ham. Kol. 3,17. Dersom nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning, det gamle er forbigangent, se, alt er blevet nyt, men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Jesus Kristus, efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig selv. 2 Kor. 5,17-20. Dersom nogen fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, saa skal den gives ham. Jacob 1,5.
Vi vil i denne Forbindelse minde om Pauli Bøn for Efeserne. - Paulus bad til Jesu Kristi Gud, Herlighedens Fader, (Gud den Almægtige) at han (Gud) maatte give dem Visdoms og Aabenbarelses Aand i Erkendelse af ham, og at Gud maatte gøre deres øjne oplyste til at kende, hvilke det Haab er, som han (Gud) kaldte dem til, og hvilke hans Arvs Herligheds Rigdom er iblandt de hellige, og hvilken hans Krafts overvættes Storhed er over for os, som tror, alt efter hans Styrkes vældige Virkekraft, som han udviste paa Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre Haand i det himmelske og lagde alt under hans Fødder. Efeser 1,15-22. Han har jo lagt alle Ting under hans Fødder, men naar han siger: "Alt er underlagt" - aabenbart med Undtagelse af den, som underlagde ham alt - naar da alle Ting er blevet ham underlagte, da skal ogsaa Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at Gud kan være alt i alle. 1 Kor. 15,27-28. O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab! hvor uransagelige er hans Domme, og hans Veje er usporlige! Thi hvem har kendt Herrens Sind? Eller hvem blev hans Raadgiver? Eller hvem gav ham først, saa at der skulde gives ham Gengæld derfor? Thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting, ham være Ære i Evighed. Amen. Rom. 11,33-36.
Det, man kan vide om Gud, er os aabenbaret; Gud har jo selv aabenbaret det. Thi hans usynlige Væsen, baade hans evige Kraft og Guddommelighed skues fra Verdens Skabelse af, idet det forstaas af hans Gerninger, saa at ingen har Undskyldning. Rom. 1,19-20. Lad os vogte os for at holde Sandheden nede om Gud den Almægtige. Jeg saa en Engel flyve midt oppe under Himmelen, som havde et evigt Evangelium at forkynde dem, som bor paa Jorden og for alle Folkeslag, Stammer og Tungemaal og Folk, og som sagde med høj Røst: "Frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommet, og tilbed ham, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder.
Lad enhver stille sig selv det Spørgsmaal: opfylder jeg dette Budskabs Krav? Aab.14,6-7. Vi bliver mindet om at frygte Gud og give ham Ære og om at tilbede ham, som er alle Tings Skaber og Opholder.
Vi bliver mindet om, at hans Doms Time er kommet (den undersøgende Dom). Vi har i alle de anførte Skriftsteder fundet Gud den Almægtige som en fuldkommen selvstændig Skikkelse uden nogen anden ved hans Side, og i den undersøgende Dom fremtræder Gud den Almægtige som den gamle af Dage. Jeg skuede videre, siger Daniel, med et blev Troner sat frem, og den gamle af Dage tog Sæde. - Tusinde Tusinder tjente ham, tusind Tusinder stod ham til Rede; derpaa sattes Retten, og Bøgerne lukkedes op. Dan. 8,9-10.
Jeg skuede videre i Nattesynerne, og se, med Himmelens Skyer kom en, der saa ud som en Menneskesøn, han kom hen til den gamle af Dage og blev ført frem for ham, og Magt og Ære og Herredom gaves ham, og alle Folk, Stammer og Tungemaal skal tjene ham, hans Magt er en evig Magt, og aldrig gaar den til Grunde, hans Rige kan ikke forgaa. Vi ser klart to Skikkelser, først den gamle af Dage, som er Gud den Almægtige, man skal lægge Mærke til alle Enkeltheder ved Synet af den gamle af Dage, og ligeledes Omtalen af Menneskesønnen (Guds enbaarne Søn), Magt, Ære og Herredom blev ham givet, det vil sige, at det, der blev ham givet, havde han ikke forud været i Besiddelse af. Daniel 7,9-14. Profeten Mika saa Herren sidde paa sin Trone, og hele Himlens Hær stod til højre og venstre for ham, I Kong, 22,19, Herren er i sin hellige Hal, i Himlen er hans Trone, paa Jorden skuer hans Øje ned, hans Blik ransager Menneskenes Børn. Salme 2,4.
Herren har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme underlagt, lov Herren, alt, hvad han skabte paa hvert eneste Sted. Salme 103,18-22. Esaias saa Herren sidde paa en saare høj Trone, og hans Slæb fyldte Helligdommen, Serafer stod hos ham, hver med 6 Vinger, med de to skjulte de Ansigtet og med de to Fødderne og med de to fløj de, og de raabte til hverandre: Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, al Jorden er fuld af hans Herlighed! Es. 6,1-3. Kristus har taget Sæde paa højre Side af Guds Trone for at citere et af de mange Skriftsteder, Heb. 12,2. Gud Herren den Almægtige sagde til sin Søn: Sæt dig ved min højre Haand indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel ved dine Fødder. Heb. 1,13. Salme 110.
Beskrivelsen af Gud den Almægtige, som, siddende paa sin Trone, giver et saa storslaaet Billede af een sand Gud fra Evighed og til Evighed. Lovet være Herren Israels Gud fra Evighed og til Evighed, Amen. Salme 106,48. Ja, et saa storslaaet Billede, at man maa undres over, at saa mange ellers fornuftige og forstandige Mennesker, er hildet i en saa stor Vildfarelse som Treenighedslæren. O, lad os dog tro paa Jesu Ord: det er det evige Liv at kende dig, den eneste sande Gud og den du udsendte Jesus Kristus. Joh. 17, 3. Den sande Gud er Kærlighed, thi saa har Gud elsket, at han har givet sin Søn i Døden for os. Joh. 3,16. Kærligheden er af Gud, og hver den, der elsker, er født af Gud og kender Gud, thi Gud er Kærlighed. I Joh. 4,6-8. Hvem er Fredens Gud? Men han selv, den Fredens Gud, helliggør eder ganske og aldeles, og gid eders Aand og Sjæl og Legeme bevares helt og holdent uden Dadel i vor Herre, Jesu, Tilkommelse. I Thes. 5, 23. Men Fredens Gud, som førte den store Faarenes Hyrde, den Herre Jesus op fra de døde med en evig Pagts Blod, han bringe eder til Fuldkommenhed i alt godt til at gøre hans Vilje, og han virke i eder det, som er velbehageligt for hans Aasyn, ham være Æren i Evighedernes Evigheder! Amen. Altsaa Fredens Gud, den Almægtige. Heb. 13,20-21. Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud. I Kor. 14,33. Guds Fred, som overgaar al Forstand, skal bevare eders Hjerter og eders Tanker i Kristus Jesus iøvrigt Brødre, alt hvad der er sandt - - - lægger eder det paa Sinde, og Fredens Gud skal være med eder. Filip. 4,7-9. Hvem er al Trøsts Gud? Lovet være Gud og vor Herre Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader, og al Trøsts Gud, som trøster os under al vor Trængsel for at vi kan trøste andre med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud. 2 Kor. 1.3-4. Men Udholdenhedens og Trøstens Gud give eder at være enige indbyrdes, for at I med een Mund kunne prise Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader. Rom. 15,5-6. Hvem er Naadens Gud? Gud staar de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han Naade, derfor ydmyger eder under Guds vældige Haand, kaster al eders Sorg paa ham (Gud den Almægtige), thi han har Omsorg for eder, og Naades Gud, som kaldte eder til sin evige Herlighed i Kristus Jesus, han vil selv berede eder, styrke, bekræfte og grundfæste eder, ham tilhører Magten i Evighedernes Evigheder! Amen. I ret. 5,5-2. Paulus skriver: Af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade mod mig har ikke været forgæves, men jeg har arbejdet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig. I Kor. 15,10. I de mange Breve hedder det med en saadan Hilsen: Naade være med eder, og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus. Jeg takker min Gud altid for den Naade, som blev givet eder i Kristus Jesus. I Kor. 1,3-5.
---------
Nr. 449 i "Salmer og Lovsange".
Gud er kærlighed
Jeg har i Bøn til Gud, den Almægtige, den Allerhøjeste, den eneste sande Gud fra Evighed til Evighed, nedtegnet en lille Brøkdel af de tusinde Vidnesbyrd, som Skriften rummer, der beviser, at Herren vor Gud er een uden nogen ved hans Side, dog vil jeg minde om et endnu, det er fra Aab. 12, det er Syndefaldet i Himmelen; jeg tror, at der er Enighed om, at Synden kom ind i Universet før Mennesker blev skabt paa denne jord, der blev en Strid i Himmelen. Mikael og hans Engle gav sig til at kæmpe mod Dragen, den gamle Drage, som ogsaa kaldes Djævelen og Satan, som forfører den hele Verden. Jeg hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde: Nu er Frelsen og Kraften og Riget blevet vor Guds og Magten hans Salvedes, Aab. 12,7-12. Satan var en mægtig Engel, en skærmende Kerub, som ikke blev staaende i Sandheden, han sagde i sit Hjerte: Jeg vil være den Højeste lig, Es. 14,12-14. Hans Stræben var at blive den Højeste lig, Udtrykket den Højeste anvendes ogsaa i denne Forbindelse, vil det undre nogen, om Satan gør det yderste for at indbilde Menneskene, at der ingen Højeste er, men at der er endda to ved hans Side, som skal være ligestillet med Gud den Almægtige. Prøv at skaffe frem tre fuldkommen lige store, af hvilken Art det saa maatte være, og prøv at finde den største - - - umuligt, og lige saa umuligt synes det mig at være at finde den allerhøjeste i en Treenighed. Hvem talte gennem de gamle Profeter? Efter at Gud havde talt mange Gange og paa mange Maader til Fædrene ved Profeterne, saa har han ved Slutningen af disse Dage talt til os ved sin Søn, hvem han har sat til en Arving over alle Ting. ved hvem han ogsaa har skabt Verden. Heb. 1,1-2.
Gud den Almægtige talte gennem Profeterne fordum, og han har. indsat Kristus, sin Søn, som Arving, og ved ham har han skabt Verden, men Gud den Almægtige staar bag ved alt, som den eneste sande Gud, der bærer alt ved sit Krafts Ord, Gud, som sagde "Af Mørket skal Lyset skinne frem", han har ogsaa ladet det skinne i vore Hjerter. Lad os lige gøre en lille Runde i Daniels og Aabenbaringens Bog. Vi erindrer Nebudkanezars Drøm? De vise, som skulde udtyde Drømmen for Kongen kunde ikke, men henviste til Guderne, som ikke boede hos Menneskene. De saa Guder i Flertal. Daniel derimod henvendte sig til Himlens Gud, og han Barmhjertighedens Gud aabenbarede Hemmeligheden for Daniel og hans Medbrødre, og Daniel priste Himlens Gud, tog til Orde og sagde: "Lovet være Guds Navn fra Evighed og til Evighed, thi ham tilhører Visdom og Styrke, han aabenbarer det dybe og lønlige, han ved, hvad Mørket gemmer, og Lyset bor hos ham. Dig, mine Fædres Gud, takker og priser jeg, fordi du gav mig Visdom og Styrke, og nu har du kundgjort mig, hvad jeg bad dig om, thi hvad Kongen vil vide, har du kundgjort os! Derfor kunde Daniel svare Kongen: Den Hemmelighed, Kongen ønsker at vide, kan ingen Vismænd, Drømmetydere, Manere eller Stjernetydere sige Kongen, men der er en Gud i Himmelen, som aabenbarer Hemmeligheder, og han har aabenbaret Kongen, hvad der skal ske i de sidste Dage. Kong Nebudkanezar tog til Orde og sagde: "I Sandhed, Eders Gud er Gudernes Gud og Kongernes Herre." Daniel viste, at han kun dyrkede, ærede og tilbad Himlens Gud, og ham alene, og da Kongen saa, hvorledes Himlens Gud kunde frelse fra den gloende Ovn, sagde han: "I, den højeste Guds Tjenere, kom ud! - lovet være Sjadraks, Mesjaks og Abednegos Gud, som sendte sin Engel og friede sine Tjenere, som ikke ville dyrke eller tilbede nogen anden Gud end deres egen! Der er ingen anden Gud, som saaledes kan frelse." Daniel 2. og 3. Kap.
Efter en anden Drøm, som Kong Nebukadnezar havde om det fældede Træ, sagde Daniel: "Det betyder, o Konge, og det er den Højestes Raad, som er udgaaet over min Herre, Kongen: Du skal udstødes, til du skønner, at den højeste er Herre over Menneskene -." 4. Kap. 25-32. Da den fastsatte Tid var omme, løftede Nebudkanezar sine øjne til Himlen og fik sin Forstand igen, og han sagde: " Jeg priser den Højeste og lover og ærer ham, som lever evindelig, hvis Herredømme er evigt, og hvis Rige staar fra Slægt til Slægt, ja, nu priser ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge: Alle hans Gerninger er Sandhed og hans Veje Retfærd." 37. Vers. Saaledes er det fastsat ved Vægternes Raad, og ved de helliges Bud er Sagen afgjort for at de levende maa sande, at den Højeste er Herre over Menneskernes Riger. 17. Vers. Daniel fremholdt den samme store Sandhed for Nebukadnezars Søn, Belsazzar: Kap. 5: Den højeste Gud, o, Konge, gav din Fader Kongedømme, Magt, Herlighed og Ære. Og Kongen fik sande, at den højeste Gud er Herre over Menneskers Rige og kan ophøje, hvem han vil, men den Gud, som holder din Livsaande i sin Haand og raader over alle dine Veje, ham ærer du ikke, derfor er denne Haand, som skrev, udsendt fra ham. 18,21 -24 Vers.
Kong Darius følte ogsaa den levende Guds Haand og saa, hvorledes Gud den Almægtige befriede Daniel fra Løvernes Gab, Kap. 5. Daniel sagde til Kongen: Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Gab, og Kong Darius sagde: Daniels Gud er den levende Gud og bliver i Evighed, hans Rige kan ikke forgaa, og hans Herredømme er uden Ende. Daniel beskriver i syvende Kapitel en antikristelig Magt, der vil tale Ord imod den Højeste og mishandle den højestes Hellige; men Riget og Herredømmet og Storheden, som tilhørte alle Riger under Himmelen, skal gives den Højestes hellige Folk, 25-27 Vers. Daniel bad til sin Gud og bekendte sin Synd og Folkets Synd sigende: Ak, Herre, du store og forfærdelige Gud, som holder fast ved Pagten og Miskundheden mod dem, som elsker dig og holder dine Bud, vi har syndet og handlet ilde, vi veg fra dine Bud og Forskrifter, vare genstridige imod dig, men hos dig er Barmhjertighed og Tilgivelse. Vi adlød ikke Herren vor Guds Røst, saa vi fulgte hans Love, men, Herre vor Gud, du som førte dit Folk ud af Ægypten med en stærk Haand og vandt dig et Navn, som er det samme den Dag i Dag, bøj dit Øre, min Gud, og hør Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, laan Øre og grib uden Tøven ind for din egen Skyld. O, Gud, thi dit Navn er nævnt over din By og over dit Folk. Mens Daniel saaledes bad og bekendte sin Synd for hans Guds Aasyn, kom Gabriel for at besvare hans Bøn, thi Daniel var højt elsket af Gud. Kap. 9. Hovedsummen i disse Tanker, der i Daniels Bog er kommet frem, er Vidnesbyrd om en sand Gud fra Evighed og til Evighed.
Vi har nu flygtigt set Daniels Bog igennem og erfaret, at Profeten kun bruger Udtrykket den Højeste om Gud eller Himlens Gud. Vi har tidligere fra 7. Kap. set, at den Højeste, Himlens Gud, ogsaa kaldes den gamle af Dage. Eftersom man mener, og det med Rette, at Daniels Bog er Nøglen til Aabenbaringens Bog, saa maa man forvente, at finde den samme Almægtige, den eneste sande Gud, ogsaa i denne Bog. Een sand Gud, uden nogen ved hans Side. Der skrives Joh. Aabenbaring, men allerede første Kap. og første Vers siger os, at Gud den Almægtige har givet sin Søn Jesus Kristus denne Aabenbaring, et Slør trækkes til Side, og vi skuer ved Hjælp af dette profetiske Ord ind i Fremtiden, helt ned til Kristi andet Komme og Guds og Kristi evige Rige. Hvad intet Øje har set og intet Øre har hørt og ikke er opkommet i noget Hjerte, hvad Gud har beredt for dem, som ham elsker. I Kor. 1,9. Denne Hilsen, der sendes til Guds Folk, i 4 Vers er fra den Almægtige og lyder saaledes: Naade være med eder og Fred fra ham, som er, og som var, og som kommer, og fra de syv Aander, som er foran hans Trone, 8. Vers tilføjer: Gud Herren den Almægtige, der er, som vi ogsaa saa i Pauli Breve, en Hilsen fra Jesus Kristus, det troværdige Vidne, han som har gjort os til Konger og Præster for sin Gud og Fader: Ham være Æren og Magten i Evighedernes Evigheder! Amen.
Selvom de syv Breve rummer værdifulde Sandheder, skal der i denne Forbindelse kun fremhæves de enkelte Skriftsteder, der stiller Faderen og Sønnen i det rette Forhold til hinanden. Kristus døde ikke som Gud, men som Guds Søn, og derfor findes han beskrevet saadan i Brevet til Tyatira: Skriv til Menigheden i Tyatira; dette siger Guds Søn. Den, som sejrer, siger Sønnen, vil jeg give Magt over Hedningerne, ligesom jeg ogsaa har modtaget det af min Fader. Vi ser klart Faderen, og vi forstaar, at Sønnen har modtaget alt af Faderen. Aabenb. 2,27. Læs iøvrigt Kap. 2, 7 og 3, 2, 12. Hvem skriver til Laodikea? Det siger han, som er Amen, det troværdige og sanddrue Vidne, Guds Skabnings Begyndelse, 21. Vers. Den, som sejrer, vil jeg give at tage Sæde hos mig paa min Trone, ligesom jeg har sejret og har taget Sæde hos min Fader paa hans Trone. Efter de syv Breve til Menighederne, saa Johannes en Dør aabnet i Himmelen, og en Røst lød til ham: "Stig herop, og jeg vil vise dig, hvad der skal ske herefter. Straks henryktes jeg i Aanden, og se, en Trone stod i Himlen, og en sad paa Tronen, og hans Udseende beskrives, omkring Tronen var der 24 Troner, og paa Tronerne sad 24 Ældste, iført hvide Klæder og med Guldkroner paa deres Hoveder. Og fra Tronen, paa hvilken Gud den Almægtige har taget Sæde, udgaar der Lyn og Røster og Tordener, og syv Ildfakler brænder foran Tronen, hvilke er de syv Guds Aander, og foran Tronen er der ligesom et Glarhav ligesom Krystal og i Cirkelens Midte fire levende Skabninger, disse beskrives, de har seks Vinger, rundt om og indad til ere de fulde af øjne, og de raaber Dag og Nat: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, hån som er, og som var; og som kommer! og naar disse Skabninger giver Ære Pris og Tak til ham, som sidder paa Tronen, ham som lever i Evighedernes Evigheder, da falder de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder paa Tronen og tilbeder ham, som lever i Evighedernes Evigheder, og lægger deres Kroner ned for Tronen og siger: Værdig er du, vor Herre og Gud; til at faa Prisen og Æren og Magten, thi du har skabt alle Ting, og paa Grund af din Vilje vare de og bleve de skabte. Vare de, og bleve de skabte, viser tilbage til alle Ting. Det fjerde Kap. er til Ende, og Synet fortsætter i femte Kap., Gud den Almægtige, som sad paa Tronen, havde en Bog i den højre Haand, beskrevet indeni og uden paa og forseglet med syv Segl, og jeg saa en vældig Engel, som udraabte med høj Røst: Hvem er værdig til at aabne Bogen og bryde dens Segl? Kun een fandtes værdig. Løven af Judas Stamme, Davids Rodskud, det slagtede Guds Lam, der bar Verdens Synd. Det var det Guds Lam, som Joh. i sit Evangelium vidnede om og sagde: Se det Guds Lam! men lige forud havde han sagt: Denne er Guds Søn! Joh. 1,34-36. Og Guds Røst lød fra Himmelen: Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg Velbehag. Luk. 3,22.
Guds Søn, det slagtede Guds Lam, som Es. forud havde profeteret om, Es. 53 Kap., omtales saa imtimt sammen med Faderen gennem Aab. Bog., at man frydes i sit Indre over den Hyldest, der ogsaa bliver ham til delt. 5. Kap. 5-14. Men her skal kun nedskrive s Lammets Hyldest af den store Engleskare, som er samlet foran Guds Trone, og jeg saa og jeg hørte rundt om Tronen en Røst af mange Engle, og deres Tal var titusinde gange tusinde og Tusinder gange Titusinder, og de sagde med høj Røst: Værdigt er Lammet, det slagtede, til at faa Kraften og Rigdom, Visdom og Styrke og Ære og Pris og Velsignelse. Vi maa dog lægge nøje Mærke til, at Lammet, som jo dog er Guds eenbaarne Søn, ved sin Lidelse og Død har gjort sig fortjent, Filipp 2,5-9, dertil, allerbedst ses det deraf, at ogsaa Velsignelse ,nævnes, thi det er en Kendsgerning, at ,der maa være en højere, der velsigner den mindre, saaledes læser vi i Hebb. 7,7: men uden al Modsigelse er det den ringere, som velsignes af den ypperligere, og saaledes maa man ogsaa forstaa, Aabenb. 5,11-14.
Kristus har købt os til Gud med sit Blod og gjort os til Præster og Konger for ham, 9.10. Vers. Vi læser i 13. Vers: Ham, som sidder paa Tronen, og Lammet tilhører Velsignelsen og Æren og Prisen og Magten i Evighedernes Evigheder. Hermed er femte Kap. betragtet, og vi finder, at de syv Segl bliver opladt i det følgende eller sjette Kap., men her skal kun fremføres en Tanke, som maaske er fremmed, men dog lige sand og meget let at forstaa. De ikke frelste vil sige til Bjergene og Klipperne: Falder over os og skjuler os for hans Aasyn, som sidder paa Tronen, og for Lammets Vrede! thi deres (Faderens og Sønnens) Vredes store Dag er kommen, og hvem kan bestaa? Naar Kristus kommer for at hente sine frelste, det bliver naar det syvende Segloplades, der bliver da Stilhed i Himmelen omtrent en halv Time. Ottende Kap., første Vers. Da ser det meget ud til, at baade Faderen og Sønnen og alle de hellige Engle er med, men nogen anden Skikkelse kommer aldrig til Syne. Syvende Kapitel fortæller os om Beseglingen, Guds Børn skal besegles med den levende Guds Segl (Gud den Almægtiges hellige Lov, de ti Bud. Sabbaten, den syvende Dag indbefattet). Kapitlet taler om de 144000 og den store frelste Skare, som stod foran Tronen (Guds Trone) og for Lammet, iførte lange, hvide Klæder og med Palmegrene i deres Hænder, og de raabte med høj Røst og sagde: Frelsen tilhører vor Gud, som sidder paa Tronen, og Lammet! Og alle Englene stode omkring Tronen og omkring de 24 Ældste og om de fire Skabninger, og hele Engleskaren faldt ned for Tronen (Gud den Almægtiges Trone) paa deres Ansigter og tilbad Gud og sagde: Amen! Velsignelsen og Prisen og Visdommen og Taksigelsen og Æren og Kraften og Styrken tilhører vor Gud i Evighedernes Evigheder! Amen.
15. Vers siger, at de Frelste er foran Guds Trone og tjener ham Dag og Nat i hans Tempel, og han som sidder paa Tronen skal opslaa sit Telt over dem - - - men Lammet, som er midt for Tronen, skal vogte dem og lede dem til Livets Vandkilder, og Gud den Almægtige skal aftørre hver Taare af deres øjne. I 8. Kap. har vi de syv Basuner! og hvor vi ser Engle staaende for Guds Aasyn, 2,4, og der blev givet dem Basuner. Basunerne fortsætter gennem niende Kap. Men i de Dage, da den syvende Engels Røst lyder, naar han skal til at basune, da er Guds skjulte Raad fuldbyrdet, saaledes, som han har forkyndt sine Tjenere Profeterne. Tiende Kap., indeholder iøvrigt det forunderlige Adventbudskab, men forbundet med den store Skuffelse 8-11 Vers. 11 Kap. Og der blev givet mig et Rør ligesom en Maalestok med de Ord: staa op og maal Guds Tempel og Alteret og dem, som tilbede deri. - - - 11 Kap. fortæller om de tvende Vidner, sikkert de Hellige Skrifter, at de skulde vidne i Sæk. Da den syvende Engel basunerede, hørtes der en Røst fra Himmelen, som sagde: Herredømmet over Verden er blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være Konge i Evighedernes Evigheder. (Gud den Almægtige og de fire og tyve Ældste, som sidder for Guds Aasyn paa deres Troner, faldt ned paa deres Ansigter og tilbad Gud og sagde: Vi takker dig, Herre Gud, Almægtige, du som er, og som var, fordi du har taget din store Magt og tiltraadt dit Kongedømme. 12. Kap. beskriver Syndefaldet i Himmelen og Striden mellem det onde og det gode. Vi vil se paa det tiende Vers. Og jeg hørte en høj Røst i Himmelen sige: Nu er Frelsen og Kraften og Riget blevet vor Guds og Magten hans salvedes, thi nedstyrtet er vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor Gud Nat og Dag. Hensigten med de anførte Skriftsteder er at paavise Forholdet mellem Faderen og Sønnen, selv om Sønnen i denne Bog nævnes som Lammet eller som i dette Skriftsted Guds salvede! 13. Kap. minder Guds Folk om den samme antikristelige Magt, som vi saa i Daniels Bog. I fjortende Kap. ses en Engel flyve midt oppe under Himmelen, som havde et evigt Evangelium at forkynde dem, som bo paa Jorden, og han sagde med høj Røst: Frygter Gud og giver ham Ære, og tilbed ham, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder. 15. Kap. 4. Hvem skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? thi du alene er Hellig. Og jeg saa, og se, Lammet stod paa Sions Bjerg, og med det hundrede og fire og fyrretyve Tusind, som havde dets Navn og dets Faders Navn skrevet paa deres Pander. De sang en ny Sang for Tronen og for de fire levende Skabninger og de Ældste, disse hundrede og fire og fyrre ere løskøbte fra Menneskene, en Førstegrøde for Gud og Lammet. Kap. 14, 1-4. Et andet Tegn blev set i Himmelen, stort og vidunderligt: - - - de, som havde vundet Sejr over Dyret og dets Billede, stade ved Glarhavet og holdende Guds Harper. Og de sang Mose, Guds Tjeners Sang, og Lammets Sang og sagde: Store og vidunderlige er dine Gerninger Herre, Gud du Almægtige! retfærdige og sande er dine Veje, du Folkeslagenes Konge! 15,1-4. Og Templet fyldtes med Røg fra Guds Herlighed og fra hans Kraft. 8. Vers. Og jeg hørte en anden Engel sige: Retfærdig er du, som er, og som var, du Hellige, fordi du har fældet denne Dom. Og jeg hørte Alteret sige: Ja, Herre, Gud du Almægtige! sande og retfærdige er dine Domme.
Demonerne samlede alle Jordens Konger til Krigen paa Gud, den Almægtiges, store Dag. Kap. 16., 5. og 14. Vers. 17. og 18. Kap. taler om den store Skøge og Guds Dom over Skøgen, som skal brændes med Ild, thi stærk er den Gud, som har dømt hende. Derefter hørte jeg ligesom en høj Røst af en stor Skare i Himmelen, som sagde: Haleluja! Frelsen og Herligheden og Kraften tilhører var Gud. Thi sande og retfærdige ere hans Domme, at han har dømt den store Skøge, som fordærvede Jorden med sin Utugt og krævet sine Tjeneres Blad af hendes Haand, og de sagde anden Gang: Haleluja! og Røgen af hende opstiger i Evighedernes Evigheder, og de fire og tyve Ældste og de fire Skabninger faldt ned og tilbad Gud, som sad paa Tronen. og de sagde: Amen! Haleluja! og en Røst udgik fra Tronen, som sagde: Laver var Gud, alle hans Tjenere, I, som frygter ham, de smaa og de store! Og jeg hørte som en Røst af en stor Skare og som en Lyd af mange Vande og som en Lyd af stærke Tordener, der sagde: Haleluja! thi Herren, Gud, den Almægtige, har tiltraadt Kongedømmet. Lad os glæde og fryde os og give ham Ære (Gud den Almægtige), thi Lammets Bryllup er kammet, og hans Brud har gjort sig rede, og han siger til mig: disse er de sande Guds Ord. Det var 19. Kap., der indeholdt denne forunderlige Beretning om Lammets Bryllup og Pris til den Almægtige. 20. Kap. Den tusindaarige Periode og de ugudeliges Straf. Og jeg saa en hvid
Trane og ham, som sad derpaa, for hans Aasyn flyede Jorden og Himmelen, og jeg saa de døde, store og smaa, staaende for Tronen, og Bøgerne blev aabnede. - - - 21. Kap. Den hellige Stad, det nye Jerusalem. Og jeg hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde: Se, Guds Bolig er hos Menneskene, og han skal bo, hos dem, og de skal være hans Folk, og Gud skal være hos dem og være deres Gud. Og han, som sad paa Tronen, sagde: Se? jeg gør alle Ting nye. Den som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min Søn. Staden de frelstes Hjem havde Guds Herlighed, og Guds Herlighed oplyste den, dens Tempel er Herren Gud den Almægtige og Lammet. 22. Kap. Og han viste mig Livets Vands Flod, skinnende som Krystal udvældende fra Guds og Lammets Trone. Guds og Lammets Trone skal være i den og hans Tjenere, skulde tjene ham, og de skulde se hans Ansigt. Salige ere disse, som holder hans Bud. Paa det de maa faa Adgang til Livets Træ og gaa ind gennem Portene i Staden. Han, som vidner disse Ting, siger: Jeg kommer snart. Ja, kom Herre! -
Nr. 1 i "Salmer og Lovsange".
Hellig, hellig, hellig!
Alle Bibelens Forfattere har været forenede om at give Gud den Almægtige, den Allerhøjeste, den eneste sande Gud, fra Evighed og til Evighed, alle Tings Skaber og Opholder, den Ære og Pris, som han, og han alene tilkommer. Kristus, Guds eenbaarne Søn, kan aldrig forbigaas i Guds Menighed, vi maa som Johannes, viste hen til altid i ham se det Guds Lam; som bar og bærer Verdens Synd, og der er ikke Frelse i nogen anden, der gives ikke noget andet Navn under Himlen, ved hvilke vi skulle blive frelste. Apg. 4,12.
Gud har antaget Kristi Offer, som gyldig for alle angrede og bekendte Synder, Jesus Kristus Guds Søns Blod renses fra al Synd. I Joh. 1,7. Gud beviste sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde for os medens vi endnu vare Syndere. Saa meget mere skulde vi altsaa nu, da vi er blevet retfærdiggjorte ved hans Blod; frelses ved ham fra Verden. Rom. 5,8.9 .
Til Pris for Guds Naades Herlighed, som han benaadede os med i den elskede, i hvem vi har Forløsning ved hans Blod, Syndernes Forladelse, efter hans Naades Rigdom. Efeser 1,6.7. Thi det behagede Gud, at i Kristus skulde hele Fylden bo, og ved ham at forlige alle Ting med sig, være sig dem paa Jorden eller dem i Himlen, idet han stiftede Fred ved hans Korsets Blod. Vi vide, at vi ikke med forkrænkelige Ting, Sølv eller Guld ere løskøbte fra vor tomme Vandel, men med Kristi dyrebare Blod som et lydeløs og uplettet Lams, saa at I ved ham tror paa Gud, som oprejste ham fra de Døde og gav ham Herlighed, saa at Eders Tro ogsaa er Haab til Gud. I Peter 1,18-21. Vi er komne til Sions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Tusinder i Højtidsskarer og til de førstefødtes Menighed, som er indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede Retfærdiges Aander og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel. Heb. 12,22-24. Fredens Gud, som førte den store Faarenes Hyrde, vor Herre Jesus op fra de Døde med en evig Pagts Blod, han bringe Eder til Fuldkommenhed i alt godt, ham være Æren i Evighedernes Evigheder! Amen. Heb. 13,20 -2 l.
Naar Kristus saa ofte i Aab. kaldes Lammet, og med Tilføjelsen det slagtede, er det fordi han sonede vore Synder med sit Blod paa Golgata, paa Korsets Træ, efter at være blevet hudstrøget og faaet en Tornekrone trykket ned over sin Pande saa Blodet flød, og haanet og spottet med disse Ord: Hil være dig, du Jødernes Konge, og de slog ham i Ansigtet. Joh. 19,3, og de raabte: Bort, bort med ham! Korsfæst ham! og han bar selv sit Kors ud til Golgata. 15. og 17. Vers; alt sammen en Opfyldelse af, hvad der er skrevet hos Profeten Es. 53, ringeagtet, skyet af Folk, en Smertens Mand og kendt med Sygdom, een man skjuler sit Ansigt for, agtet ringe, vi regnede ham ikke. Og dog - vore Sygdomme bar han, tog vore Smerter paa sig; vi regnede ham for plaget, slagen af Gud. Men han blev saaret for vore Overtrædelser, knust for vore Misgerninger, Straffen blev lagt paa ham, os til Frelse, og vi fik Lægedom ved hans Saar. Vi for alle vild som Faar, men Herren lod vor Skyld blive sonet af ham, han blev knust, men bar det stille. Han oplod ikke sin Mund som et Lam, der føres hen at slagtes, som et Faar, der er stumt, naar det klippes. - Han oplod ikke sin Mund, naar hans Sjæl havde fuldbragt et Skyldoffer, skulde han se Afkom (de Frelste), Herrens Vilje lykkedes ved hans Haand. Thi saaledes elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den eenbaarne, for at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv. Joh. 3,16.
Det er det evige Liv, at de kende dig, den eneste sande Gud, og den du udsendte, Jesus Kristus, Joh. 17,3, derpaa ved vi, at vi kende ham, om vi holder hans Bud. Dersom vi siger, at vi kender ham, og ikke holder hans Bud, saa ere vi Løgnere, og i os er Sandheden ikke. I Joh. 2,3-4. Hver den som tror, at Jesus er Kristus, Guds eenbaarne Søn, er født af Gud, og den, som elsker Faderen, elsker ogsaa den, som er født af ham, 5,1. Den som bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og han i Gud. 4,14-15.
Jesus Kristus, Guds eenbaarne Søn, Vor Herre.Engelen Gabriel, som staar for Gud den Almægtiges Aasyn, blev sendt fra Himlen til Jomfru Maria med den Hilsen: "Hil være dig, du benaadede! Herren er med dig, du velsignede iblandt Kvinder!" Men hun blev forfærdet over den Tale, og hun tænkte, hvad det skulde være for en Hilsen. Og Engelen sagde til hende: "Frygt ikke, Maria! thi du har fundet Naade hos Gud. Og se, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus, han skal være stor og kaldes den Højestes Søn, og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Trone. Og han skal være Konge over Jakobs Hus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongedømme."
Maria sagde til Engelen: "Hvorledes skal det gaa til, efterdi jeg ikke ved af nogen Mand?" Og Engelen svarede og sagde til hende: "Den Helligaand skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det hellige, som fødes, kaldes Guds Søn, thi intet vil være umuligt for Gud". Luk. 1,26-27. Maria sagde: "Min Sjæl ophøjer Herren, og min Aand fryder sig over Gud, min Frelser, thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig, fordi den Mægtige har gjort store Ting mod mig, og hans Navn er helligt, og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygter ham", 46-50. Og det skete, da Tiden var fuldkommet at Maria skulde føde, at hun fødte sin Søn den førstefødte og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe, thi der var ikke Rum for dem i Herberget. Og se, en Herrens Engel stod for Hyrderne der ude paa Marken, og Herrens Herlighed skinnede over dem, og de frygtede saare. Og Engelen sagde til dem: "Frygter ikke, thi se, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal være for hele Folket! Thi Eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids Stad. Og straks var der med Engelen en himmelsk Hærskarers Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde: Ære være Gud i det højeste og Fred paa Jorden! i Mennesker Velbehag, og de kaldte hans Navn Jesus, saaledes som Engelen havde sagt, før han blev undfangen i Moders Liv. Af Jomfru Maria er Jesus født, som ogsaa kaldes Kristus, Lk. 2. Kap. og Mt. 1. Kap.
En Engel aabenbarede sig ogsaa for Josef og sagde: Frygt ikke for at tage din Hustru til dig, thi det, som er avlet i hende, er af den Helligaand, og hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus, thi han skal frelse sit Folk fra deres Synder, men det er alt sammen sket for at det skulde fuldbyrdes som det er talt af Herren ved Profeten, som siger: Se, Jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Imanuel, hvilket er udlagt: Gud med os. Navnene Jesus og Kristus er egentlig dobbelte Navne, som de mange Steder i Skriften bruges i Sammenhæng, Messias er Navnet som er udlagt Kristus, og det var Messias at Jødefolket forventede, den samaritanske Kvinde sagde under Samtalen med Jesus: Jeg ved; at Messias kommer (hvilket er udlagt Kristus), naar han kommer, skal han kundgøre os alle Ting; ogsaa de første Disciple anvender Benævnelsen Messias; to af Johannes's Disciple hørte Jesus tale, og de fulgte ham, men Jesus vendte sig om, og da han saa dem følge sig, sagde han: "Hvad søger I efter?" Men de sagde til ham: "Rabbi, (hvilket udlagt betyder Mester), hvor opholder du dig?" Han siger til dem: Kom og se! De kom da og saa, hvor han opholdt sig, og de blev ved ham den Dag. Den ene, som havde fulgt ham, var Andreas, Simon Peters Broder, denne finder først sin egen Broder Simon og siger til ham: Vi har fundet Messias (hvilket er udlagt Kristus) og han førte ham til Jesus; Jesus finder Filip og siger til ham: Følg mig; Filip finder Natanael og siger til ham: "Vi har fundet ham, hvem Moses i Loven og ligesaa Profeterne har skrevet om, Jesus, Josefs Søn af Nazareth. Jesus saa Natanael komme til sig, og han sagde om ham: "Se, det er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er Svig". Natanael siger til ham: "Hvorfra kender du mig?" Jesus sagde til ham: "Førend Filip kaldte dig, saa jeg dig, medens du var under Figentræet." Natanael svarede ham: "Rabbi, du er Guds Søn, du er Israels Konge!" Og Jesus sagde til ham: I skulle fra nu af se Himmelen aaben og Guds Engle stige op og stige ned over Menneskesønnen." Joh. 1,34-52.
Maria skulde undfange og føde en Søn og kalde hans Navn Jesus, thi han skulde frelse fra Synd, og hver den, som tror paa ham, skal ikke fortabes, men have et evigt Liv. Joh. 3,16. Og man skal kalde hans Navn Imanuel, hvilket betyder Gud med os, Gud vil gennem Jesus Kristus være med os og give os Frelse ved ham, som er hans eenbaarne Søn, hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting ved sin Krafts Ord efter at han har gjort Renselse fra Synderne, har han sat sig ved Majestætens højre Haand i det høje. Andreas sagde til sin Broder Simon, som af Jesus fik Tilnavnet Kefas, hvilket er udlagt Petrus: Vi har fundet Messias, hvilket er udlagt Kristus, en salvet, en Fyrste. Da Jesus var født i Betlehem i Judæa, kom der Vise til Jerusalem og sagde: "Hvor er den Jødernes Konge, som er født, thi vi har set hans Stjerne i østen og er komne for at tilbede ham? Men da Kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og han forsamlede alle Ypperstepræster og de Skriftkloge og adspurgte dem, hvor Kristus skulle fødes, og de sagde til ham: "I Betlehem, i Judæa, thi saaledes er der skrevet ved Profeten: Og du, Betlehem i Judas Land, er ingenlunde den mindste blandt Judas Fyrster, thi af dig skal der udgaa en Fyrste, som skal vogte mit Folk Israel, Mt. 2,1-6. Og Profeten Mika siger: Hans Udgang er fra Fordom, fra Evigheds Dage. 5,1.
Kristusnavnet bliver meget ofte brugt i det Ny Testamente. Jesus spurgte ved en Lejlighed sine Disciple: "Hvem siger Folk, at Menneskesønnen er?" Men de sagde: "Nogle siger Johannes Døberen. andre Elias, Jeremias eller en af Profeterne." Han siger til dem: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" Da svarede Simon Peter og sagde: "Du er Kristus, den levende Guds Søn." Og Jesus svarede og sagde til ham: "Salig er du, Simon, Jonas's Søn! thi Kød og Blod har ikke aabenbaret dig det, men min Fader, som er i Himlene. Mt. 16,13-17. Og han bød sine Disciple, at de maatte ikke sige til nogen, at han var Kristus. Vers 20.
Jesus spurgte ved en Lejlighed Farisæerne: "Hvad tykkes Eder om Kristus, hvis Søn er han?" De siger til ham: "Davids." Han siger til dem: "Hvorledes kan da David i Aanden kalde ham Herre idet han siger, Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender under dine Fødder. Naar nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?" Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmaal til ham. Mt. 22,41-46. For Pilatus begyndte folkeskaren at anklage Jesus og sagde: "Han siger om sig selv, at han er Kristus, en Konge." Raadsherrerne spottede ham og sagde: "Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom han er Guds Kristus, den udvalgte."
Efter sin Opstandelse sagde Jesus til nogle af Disciplene: "O, I uforstandige og senhjertige til at tro alt det, Profeterne har talt! Burde ikke Kristus at lide dette og indgaa til sin Herlighed." Og han begyndte fra Moses og alle Profeterne og undlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham. Lk. 24, 25 og 26. Vel blev vor Frelser korsfæstet i Magtesløshed, men han lever nu ved Guds Kraft, og ogsaa vi er svage i ham, men vi skulde leve med ham ved Guds Kraft! 2. Kor. 13,4-5. Hvem vil anklage Guds udvalgte, Gud er den, som retfærdiggør, hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Haand, som ogsaa gaar i Forbøn for os overfor Gud, vor Fader, og Kristi Fader, og naar Gud er med os, hvad kan da være imod os? Rom. 8,31-34. Vi maa i Tro favne Kristus, den levende Guds Søn, vor Frelser. Englenes Budskab lød saaledes: "Eder er i dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids Stad. Lk. 2,2. Vi maa modtage ham som vor eneste Talsmand, mine Børn, det siger jeg Eder, for at I ikke skulle synde, men dersom nogen synder, har vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus den retfærdige, og han er en Forsoner for vore Synder, 1. Joh. 2,1. Som vi allerede har set, er han, vor Forbeder, han kan fuldkommen frelse dem, som kommer til Gud ved ham, efterdi han lever altid til at gaa i Forbøn for os. Heb. 7,25-26. Kristus gik ikke ind i en Helligdom gjort med Hænder, men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds Ansigt til bedste for os. 9,24.
Kristus er vor Ypperstepræst. Ypperstepræsterne i den gamle Pagts Tid blev taget iblandt Menneskene og indsættes for Mennesker til Tjeneste for Gud, for at han skal frembære baade Gaver og Slagtoffer for Synder, som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, efter som han ogsaa selv er stedt i Skrøbelighed og for dens Skyld maa frembære Syndoffer, som for Folket saaledes ogsaa for sig selv. Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo ogsaa Aron. Saaledes har ikke heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag," som han jo ogsaa siger et andet Sted: "Du er Præst til evig Tid efter Melkizedeks Vis," han som i sit Køds Dage med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, som kunde frelse ham fra Døden og blev bønhørt i sin Angst, og saaledes, endog han var Søn, lærte Lydighed af det, han led og efter at være fuldkommet, blev Aarsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham, idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis. Heb. 5,1-10.
Denne Melkisedek, Konge i Salem, den højeste Guds Præst, er, naar hans Navn udlægges, først Retfærdigheds Konge, dernæst ogsaa Salems Konge, det er Freds Konge, uden Fader, uden Moder, uden Slægtregister, uden Dages Begyndelse og uden Livs Ende, men gjort lig med Guds Søn - som forbliver Præst for bestandigt. Kristus er ikke Præst efter et kødeligt Buds Lov, men efter et uopløseligt Livs Kraft, og han fik det Vidnesbyrd: "Du er Præst til evig Tid efter Melkisedeks Vis."
Hine tidligere Præster blev indsat uden Ed, men Kristus ved Ed. Herren svor, og han skal ikke angre det. Du er Præst til evig Tid." Kristus har et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver til evig Tid, hvorfor han ogsaa kan fuldkomment frelse dem, som kommer til Gud ved ham, efterdi han lever altid til at gaa i Forbøn for os, og en saadan Ypperstepræst var det ogsaa, som passede for os, en from, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøjet over Himlene. Heb. 7. Kap. Vi har en saadan Ypperstepræst, som har taget Sæde ved højre Side al Majestætens Trone i Himlene, som Tjener ved Helligdommen og det sande Tabernakkel, hvilket Herren har oprejst, og han er blevet Mellemmand for en ny og bedre Pagt, der jo er grundet paa bedre Forjættelser end den første, thi det er den Pagt, som jeg vil oprette med Israels Hus; efter de Dage siger Herren: "Jeg vil skrive mine Love i deres Sind og i deres Hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skulde være mit Folk, og jeg vil være naadig imod deres Uretfærdigheder og ikke mere ihukomme deres Synder." Heb. 8. Kap. Da Kristus kom som Ypperstepræst for de kommende Goder, gik han igennem det større og fuldkomnere Telt, som ikke er gjort med Hænder, det er, som ikke er af denne Skabning, og gik ikke heller med Blod af Bukke eller Kalve, men med sit eget Blod een Gang for alle ind i Helligdommen og vandt en evig Forløsning, Kristus gav sit eget Blod, han gav sig selv lydeløs for Gud, Skulde det ikke rense vor Samvittighed fra døde Gerninger og til at tjene den levende Gud? Derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldede maa faa den evige Arvs Forjættelse. Heb. 9,2-15. Arven has ikke ved Loven (Seremoni L.), men ved Forjættelse fra Gud; til Abraham skænkede Gud den ved Forjættelse, Loven blev tøjet til for Overtrædelsernes Skyld indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjalt, besørget ved Engle, ved en Mellemmands Haand. Men en Mellemmand er ikke kun for een Part, Gud derimod er een. Gal. 3,18-20. Paulus formaner først af alt, at der holdes Bønner, Paakaldelser, Forbønner, Taksigelser for alle Mennesker, det er godt og velbehageligt for Gud, vor Frelser, som vil, at alle Mennesker skulle frelses og komme til Sandheds Erkendelse, thi der er een Gud og ogsaa een Mellemmand mellem Gud og Mennesker, Menneskesønnen Kristus Jesus. 1. Tim. 2,1-5.
Vi vil lægge Mærke til, at der i 3. Vers, som forøvrigt mange Steder i Guds Ord staar: "Gud, vor Frelser", det maa ikke undre os, Gud er den virkelige Frelser, me,:1 Frelsen sker, ved at Kristus, Guds eenbaarne Søn, tilbyder at give sig selv hen i Døden som et Sonoffer for vore Synder, Kristus gav sig selv til en Genløsningsbetaling for alle. 6. Vers.
Vorder derfor Guds Efterfølgere, som elskede Børn, og vandre i Kærlighed, ligesom ogsaa Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en Gave og et Slagtoffer, Gud til en velbehagelig Lugt, Ef. 5,1-2. Kristus er og forbliver at være Guds eenbaarne Søn, og i hvert et Skriftsted, der er henvist til, kan ingen undlade at lægge Mærke til, at Gud den Almægtige og Kristus, hans eenbaarne Søn, altid meget nøje er fremstillet og beskrevet som to for sig bestaaende Skikkelser, dog altid saaledes, at Faderen er over Sønnen, som den eneste sande Gud, og fra hvem Sønnen har sin Kraft. 2. Kor. 13,3-4. Kristus er Guds salvede! Om Englene hed det: han gør sine Engle til Vinde og sine Tjenere til Ildslue. Men om Sønnen: Din Trone, o, Gud! staar i al Evighed, og Rettens Kongestaver dit Riges Kongestav, du elskede Retfærdighed og hadede Lovløshed, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre. Heb. 1,7-9.
Gud Fader den Almægtige har salvet sin Søn med Glædens Olie frem for hans Medbrødre (Englene); i 2. Kap., 2. Vers omtales andre af Kristi Brødre, det er de frelste eller Guds Børn her nede paa Jorden. Thi baade den, som helliger og de, som helliges, ere alle af een, hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre, sigende: "Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Menigheden vil jeg lovsynge dig." Og fremdeles: "Jeg vil forlade mig paa Ham." Og fremdeles: "Se, her er de Børn, som Gud har givet mig." 2.-13. Vers. Hvor træder dog Forholdet klart og tydeligt frem i disse Vers, baade den som helliger (Kristus) og de som helliges, Menneskene, ere alle af een (Gud Fader den Almægtige), hvorfor han (Kristus) ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre. Kristus for op til sin Fader og vor Fader, hans Gud, og vor Gud, Joh. 20,17. Kristus vil forkynde, lov synge Gud den Almægtige midt i Menigheden, og han, Kristus, vil forlade sig paa ham, sin himmelske Fader og Gud, og han vil sige: "Se, her er de Børn, som du, o, Gud, har givet mig, o, en Ydmyghed ens Aand, vi maa lære af ham, thi han var sagtmodig og ydmyg af Hjertet. Mat. 2,20. Der var en Mand i Jerusalem ved Navn Simeon, og denne Mand var retfærdig og gudfrygtig og forventede Israels Trøst, og den Helligaand var over ham, og det var varslet ham af den Helligaand, at han ikke skulle se Døden, førend han havde set Herrens salvede, og da han havde set Jesusbarnet, tog han det paa sine Arme og priste Gud og sagde: "Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred efter dit Ord, thi mine øjne har set din Frelse." Ogsaa den gamle Anna, Fanuels Datter af Asers Stamme, en Profetinde, kom til i den samme Stund og priste Gud og talte til alle, som forventede Jerusalems Forløsning. Luk. 2,26-38. David profeterede om Kristus og siger: "Hvorfor fnyser Hedningerne, hvorfor pønser Folk paa, hvad Faafengt er? Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Raad mod Herren og mod hans salvede, og nu, I Konger, vær kloge og lad Eder raade, tjen Herren i Frygt, kysser Sønnen, at han ikke vredes og I forgaa. Davids Salme 2,1-2, 11.-12. Vers.
Kristus taler gennem Profeten Esaias og siger: "Den Herre, Herrens Aand er over mig, fordi han salvede mig, han sendte mig med Glædesbud til ydmyge, med Lægedom for sønderbrudte Hjerter for at udraabe Frihed for Fanger og Udgang for dem, som er bundet At udraabe et Naadeaar fra Herren, en Hævnens Dag fra vor Gud, for at trøste alle dem, som sørger, give dem, som sørge i Sion, Højtidspragt for Sørgedragt, for Sørgeklædning Glædens Olie, Lovsang for modløst Sind, man kalde dem Retfærds Ege, Herrens Plantning til hans Ære. Es. 61,1-3. Profeten faar Lov til at skrive om samme herlige Budskab et andet Sted i sin Bog, men her er det Gud den Almægtige, der taler, sigende: "Se, min Tjener, hvem jeg opholder, min Udvalgte, i hvem min Sjæl har Behagelighed, jeg har givet min Aand over ham, han skal føre Ret ud .til Hedningerne, han skal ikke raabe og ej opløfte Røsten og ikke lade sin Røst høre paa Gaden, han skal ikke sønderbryde det knækkede Rør, og ikke udslukke den rygende Tande, han skal udføre Ret efter Sandhed." Es. 42,1-4.
Efter Jesu Fristelser i Ørkenen - - - vendte han tilbage i Aand og Kraft til Galilæa, og han gik paa Sabbaten ind i Synagogen, og man gav ham Profeten Esajas's Bog, og han slog op og fandt det Sted, hvor der stod: Herrens Aand er over mig, fordi han salvede mig. - - - Og han sagde til Folket: "I Dag er dette Skriftord gaaet i Opfyldelse for Eder til at forkynde Evangelium for Fattige - - og da han havde læst dette profetiske Ord, lukkede han Bogen sammen og gav Tjeneren den igen og satte sig, og alles øjne i Synagogen var rettet paa ham. Men han begyndte at sige til dem: "I Dag er dette Skriftord gaaet i Opfyldelse for Eders øren", og de berømmede ham alle og undrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund. Luk. 4,16-22. I Daniels Bog, 8. Kap., findes en Profeti, der strækker sig over 2300 Dage, en Dag for et Aar, 14. Vers, og da Engelen Gabriel som Svar paa Daniels Bøn kom for at forklare Profetien, sagde han: "Straks du begyndte at bede, udgik der et Ord, og jeg er kommet for at kunde gøre dig det; thi du er højt elsket; saa mærk dig Ordet og giv Agt paa Synet! 70 Uger er bestemt for dit Folk og din hellige Stad indtil Overtrædelsen er fuldendt, Syndens Maal fuldt, Misgerningen sonet, evig Retfærdighed tilvejebragt, Syn og Profet beseglet og en højhellig Helligdom salvet. Og du skal vide og forstaa: fra den Tid Ordet om Jerusalems Genrejsning og Opbyggelse udgik, indtil en salvet, en Fyrste kommer, er der 7 Uger = 49 Aar og 62 Uger = 434 Aar. Men efter de syv Uger og 62 Uger skal en salvet ryddes bort uden Dom, der er endnu en Uge tilbage af de 70 Uger. Vi finder her en Tidsperiode, som er inddelt i tre Afsnit paa henholdsvis 7, 62 og 1 Uge. Udgangspunktet er angivet saaledes: "Fra den Tid Ordet udgaar om at genopbygge Jerusalem," en Begivenhed af stor national Betydning for Jødefolket, det var efter Fangenskabet i Babylon, "og indtil en Salvet, en Fyrste, er der 7 Uger og 62 Uger = 69 Uger = 483 Aar. Persiens Konge, Artaxeres, udstedte netop en saadan Befaling Aar 457 f. Kristus, og Resultatet bliver saaledes, at der fra Udstedelsen af den nævnte Befaling og til Jesu Fremtræden som Messias eller Kristus (en Salvet) skulde der hengaa 483 Aar, midt i den sidste af de 70 Uger skulde han bringe Slagtoffer og Madoffer til at ophøre. Dette gjorde Kristus ved sin Korsfæstelse og Død, der netop fandt Sted midt i den 70. Uge (Aar 31 e. Kristus) eller 3½ Aar efter hans Daab. Og endnu 3½ Aar derefter, ved Slutningen af de 70 Uger Aar 34, tog Jødefolket et bestemt Standpunkt imod Kristi Evangelium ved at dræbe den retfærdige Stefanus og begynde en bitter Forfølgelse mod Kristi Efterfølgere. Om nogen vil spørge, hvorfor det netop maa blive Jesu Daab, her kan blive tale om, saa er Svaret saa ligetil: I Grundsproget saavel som i den engelske Bibeloversættelse staar her Messias, hvilket betyder den Salvede. I den franske Oversættelse benyttes Ordet "Kristus", der er det græske Ord for det hebraiske Messias og betyder det samme. Men det var først ved sin Daab, Jesus blev den Salvede da var det, han blev salvet med den Helligaand og Kraft, da var det, han blev Messias eller Kristus. Es. 61,1 og Apg. 10,38.
I kende det, som er udgaaet over hele Judæa, det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligaand og Kraft, han som gik omkring og gjorde vel og helbredte alle, som var overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham, og vi ere vidende om alt det, som han har gjort, men ham sloge de ihjel, idet de hængte ham paa et Træ. Ham oprejste Gud paa den tredje Dag, han er den af Gud bestemte Dommer over Levende og Døde.. Profetien over de to Tusind og tre Hundrede Dage = 2300 Aar ifølge Es. 4,6, 4. Mose 14,34 sættes een Dag for et Aar. I Betragtning af Kendsgerninger maa man anse det som fuldt fastslaaet, at de 70 Uger = 490 Aar og derfor ogsaa den hele Periode paa 2300 Aar begyndte i Kong Artaxerxes 7. Regeringsaar, 457 f. Kristus, thi da blev en saadan Befaling udstedt, Es. 7. Kap.; men begyndte de 2300 Aar i 457 f. Kristus, saa maa de ende i 1844 e. Kristus. Selvom det egentlig kun er den Del af Profetien, der handler om Kristus, en Salvet, en Fyrste, nemlig den første ½ Uge af den sidste Uge og af de 70 Uger, saa maa der alligevel siges saa meget, at ved Slutningen af den hele Tids Periode, som endte 1844, begyndte der et Renselses- eller Domsværk i det sande Tabernakel i Himlen. Vor store Ypperstepræst, Jesus Kristus, Guds eenbaarne Søn, begyndte da den afsluttende Del af sin præstelige Gerning. Den modbilledlige Forsoningsdag oprandt. Vi staar Ansigt til Ansigt med intet mindre end Dommens Dag, som vi saa ofte har hørt Tale om, men alligevel tænkt saa lidet paa. - -
Vi har tidligere fra Daniels Bog, 7. Kap., set, at den gamle af Dage satte sig, hans Klædning var hvid som Sne, hans Hovedhaar rent som Uld; hans Trone var luende Ild, dens Hjul var flammende Ild. En Strøm af Ild flød ud og strømmede frem derfra. Tusind Tusinder tjente ham, og tusind Tusinder stod ham til Rede. Derpaa sattes Retten og Bøgerne lukkedes op. 9.-10. Vers. De døde blev dømt efter det, som fandtes skrevet i Bøgerne efter deres Gerninger. Og dersom nogen ikke fandtes indskrevet i Livets Bog, blev han kastet i Ildsøen. Aab. 20,12-15. Gud har sat en Dag, paa hvilken han vil dømme Jorderige med Retfærdighed, ved en Mand, hvilken han har beskikket dertil, og gjort det bevisligt for alle, idet han oprejste ham fra de døde. Ap. Gj. 17,31. Daniel skuede videre i Nattesynerne: Og se, med Himlens Skyer kom en, der saa ud som en Menneskesøn, han kom hen til den gamle af Dage og blev ført frem for ham. Daniel 7,13.
Gud kalder ad Himmelen oventil, og ad Jorden for at dømme sit Folk. "Samler mig mine hellige, som har sluttet Pagt med mig ved Offer." Og Himlene kundgjorde hans Retfærdighed; thi Gud, han er Dommer. Salme 50,4-6. Kristus har Budet at prædike for Folket, og at vidne, at han er den af Gud bestemte levendes og dødes Dommer, og denne giver alle Profeterne Vidnesbyrd, at hver den, som tror paa ham, skal faa Syndernes Forladelse ved hans Navn. Apg. 10,42-43. Os bør alle at fremstilles for Kristi Domstol. 2. Kor. 5,10 og Rom. 14,10. Faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, han selv gør, og han skal vise ham større Gerninger end disse, at I skulle forundre Eder. Thi ligesom Faderen opvækker døde og gør levende, ligesaa gør og Sønnen levende, hvilke han vil. Ogsaa dømmer Faderen ingen, men har givet Sønnen al Dom, at alle skulde ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Hvo som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som udsendte ham. Joh. 5,20-23. Det maa være alle klart, at Emnet om Dommen er det mest alvorsfulde af alt. Gud har sagt, at Syndens Sold er Døden, men han møder os med det samme med det forunderlige Løfte, at hans Naadegave er et evigt Liv, som er muligt for os at opnaa ved Troen paa og Antagelse af hans eenbaarne Søn, vor Herre, Rom. 6,23.
Thi Gud, som er rig paa Barmhjertighed, har for sin store Kærlighed s Skyld, hvormed han elskede os, levendegjort os med Kristus, af Naade er vi frelste, ved Tro, og det ikke af os selv, men en Gave fra Gud, thi vi er hans Værk, skabt i Kristus Jesus til gode Gerninger, som Gud forud beredte, for at vi skulde vandre i dem. Ef. 2,4 -10. Den store Dommer er Gud den Almægtige, den gamle af Dage, men eftersom Gud har antaget Kristi forsonende Offer, hvoraf alle Menneskers Frelse afhang, saa har det behaget Gud at overlade til Sønnen al Dom. Altsaa retfærdiggjorte ved Tro har vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, Rom. 5,1.
Dette skal hele Israels Hus vide, at denne Jesus, som I korsfæstede, har Gud gjort baade til Herre og Kristus. Apg. 2,36. Det var den Højestes Kraft, der var virksom ved Jesu Undfangelse og Fødsel, det var Gud den Almægtige, der salvede Kristus og dermed indviede ham til hans store Gerning, Gud var med ham. Apg. 10,38. Gud gjorde ham delagtig i Dommen og har gjort ham baade til Herre og til Kristus. Udtrykket Herre benyttes baade om Gud den Almægtige og om Kristus, det er et Udtryk, en Titel, der anvendes, naar der er Tale om højtstaaende Personer, og da i særdeleshed om Konger og Fyrster. Jesus Kristus er af Gud indsat som Konge paa Zion, Salme 2,6; med den betydning kan det med Rette anvendes baade om Gud den Almægtige og Kristus. Herren sagde til min Herre: "Sæt dig ved min højre Haand, Salme 110,1. David for ikke op til Himmelen, men han siger selv: "Sæt dig ved min højre Haand indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder." Apg. 2,34-35.
Da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænde, og at han var udgaaet fra Gud og at han gik til Gud, rejste han sig og begyndte at to Disciplenes Fødder, og da han var færdig, sagde han: "V ed I, hvad jeg har gjort ved Eder? I kalde mig Herre og Mester, og I tale Ret, thi jeg er det; naar da jeg Herren og Mesteren har toet Eders Fødder, saa er I og skyldige at to hver andres Fødder. Der er kun een Gud, Faderen, af hvem alle Ting ere, og vi til ham, og een Herre, Jesus Kristus." 1. Kor. 8,6. Een Herre, een Tro og een Daab, een Gud og alles Fader, som er over alle og igennem alle og i alle. Ef. 4,5-6.
Da Paulus, den store Hedningeapostel, var blevet døbt, stod han frem i Synagogerne og prædikede om Jesus, at han er Guds Søn. Apg. 9,17-20. Man siger, at kært Barn har mange Navne! Det kan i Sandhed siges om Guds eenbaarne Søn, vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, den Salvede, Messias, Immanuel, hvilket er udlagt Gud med os.
Lad os for en Stund dvæle ved Gud den Almægtiges Vidnesbyrd om sin Søn. Engelen Gabriel blev sendt fra Himmelen med Budskabet til Maria, og det lød saaledes: "Frygt ikke, Maria! Thi du har fundet Naade hos Gud. Og se, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus. Han skal være stor og kaldes den Højestes Søn! og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Trone, og han skal være Konge over Jakobs Hus evindelig. Den Helligaand skal komme over dig, den Højestes Kraft skal overskygge dig! Derfor skal ogsaa det hellige, som fødes, kaldes Guds Søn." Luk. 1,30-35. Fra hans Fødsel af blev han kaldt Guds Søn. Da Jesus var blevet døbt, lød den Almægtiges Røst fra Himlene: "Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag." Mat. 3,16-17. Jesus tog tre af sine Disciple: Peter, Jakob og Johannes med sig og førte dem afsides op paa et højt Bjerg, og han blev forvandlet for deres øjne, og hans Aasyn skinnede som Solen, men hans Klæder blev hvide som Lyset. Og se, Moses og Elias viste sig for dem og samtalede med ham, og medens han endnu talede, se, da overskyggede en lysende Sky dem! og der kom fra Skyen en Røst, som sagde: "Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag; hører ham!" Og da Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigter og frygtede saare. Mat. 17,1-6. Peter vidnede og sagde: "Du er Kristus, den levende Guds Søn." Mat. 16,16. Natarnael vidnede og sagde: "Rabbi! Du er den Guds Søn." Paulus, Jesu Kristi Tjener, udvalgt til at forkynde Guds Evangelium, hvilket han forud forjættede ved sine Profeter, i de hellige Skrifter om hans Søn, født af Davids Sæd efter Kødet, krafteligt bevist som Guds Søn efter Hellighedens Aand, ved Opstandelse fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre. Rom. 1,1-4.
Vil man spørge: "Hvad forstaar man ved Ordet Hellighedens Aand?" Saa faar man Svaret fra mange andre Skriftsteder. Vor Herres Jesu Kristi Gud, Herlighedens Fader, viste sin Krafts overvættes Storhed overfor os, som tror, alt efter hans Styrkes vældige Virkekraft, som han udviste paa Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre Haand i det himmelske, Ef. 1,17-20. Denne Jesus oprejste Gud, hvortil vi alle ere Vidner, efter at nu han ved Guds højre Haand er ophøjet og af Faderen har faaet den Helligaands Forjættelse, har han udgydt denne, hvilket I baade se og høre. Apg. 2,32-33. Gud oprejste ham, idet han gjorde Ende paa Dødens Veer. 24. Vers. Vi bliver da fundne som falske Vidner om Gud fordi vi har vidnet om Gud, at han oprejste Kristus, hvem han ikke har oprejst, saafremt de døde ikke oprejses. Men dersom døde ikke oprejses, da er Kristus ikke heller oprejst, men dersom Kristus ikke er oprejst, da er Eders Tro forgæves! saa er I endnu i Eders Synder! Men nu er Kristus oprejst fra de døde som Førstegrøde af de hensovede. 1. Kor. 15,13-20.
Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Tjener Jesus, hvem I (Jødefolket) prisgave og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulde løslades, men I fornægtede den hellige og retfærdige og bad om, at en Morder maatte skænkes Eder. Men Livets Fyrste sloge I ihjel, hvem Gud oprejste fra de døde, hvorom vi ere Vidner. Men for Eder først har Gud oprejst sin Tjener og sendt ham for at velsigne Eder, naar enhver af Eder vender sig bort fra sin Ondskab. Apg. 3,13-15 og 26. Vers. Det er kraftigt bevist, ikke alene, at Kristus er Guds Søn, men ogsaa i samme Skriftsteder tilstrækkeligt bevist, at Gud den Almægtige selv har oprejst sin Søn, den eenbaarne. Den som ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er Kærlighed. Deri blev Guds Kærlighed aabenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn til Verden, for at vi skulde leve ved ham. Deri bestaar Kærligheden, ikke at vi har elsket ham, men at han har elsket os og udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder. 1. Joh. 4,8;-10. Den, som bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og han i Gud, og han ved, at Faderen har udsendt Sønnen til Frelse for Verden. 14. og 15. Vers.
Gud har baade oprejst den Herre Jesus og skal oprejse os ved sin Kraft. 1. Kor. 6,14; dersom hans Aand, der oprejste Kristus fra de døde bor i Eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre ogsaa Eders dødelige Legemer ved sin Aand, som bor i Eder. Dette Emne behøver ikke at uddybes yderligere. Det er Gud den Almægtige, der selv oprejste sin Søn Kristus fra de døde, og hans Aand er i Fuldkommenhed identisk med Gud den Allerhøjeste, det gaar ikke an, at sætte noget andet Væsen ind der, hvor Gud den Almægtige, og han alene, udøver sin Gerning efter ham Styrkes vældige Virkekraft, som han udviste paa Kristus, da han oprejste ham fra de døde. Ef. 1,19-20. Kristus led een Gang for Synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunde føre os hen til Gud, han som vel led Døden efter Kødet, men blev levendegjort efter Aanden, han som er faren til Himmelen og er ved Guds højre Haand efter at Engle og Myndigheder og Kræfter ere ham underlagte. 1. Pet. 3,18 og 22. Vers. Her kommer vi ind paa Emnet! De dødes Tilstand. Thi dersom Kristus døde efter Kødet maa det mene det samme, som at Kristus døde paa samme Maade som alle Mennesker dør, og der var ingen Muligheder for ham at prædike for nogen, saadan som nogle mener. De levende ved, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og Løn har de ikke mere i Vente; thi Mindet om dem slettes ud. Baade deres Kærlighed og deres Had og deres Misundelse er forlængst borte, og de faar ikke mere nogen Lod eller Del i det, som sker under Solen; derfor, alt hvad din Haand formaar at gøre med din Kraft, gør det, thi der er hverken Gerning eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du farer hen. Ja! saaledes er Tilstanden i Dødsriget (Graven); kun for dem, der hører til de levendes Flok, er der Haab; Prd. 9,4-10.
At Kristus blev levendegjort efter Aanden, er saa fuldt besvaret i ovenforstaaende, at det ikke kræver nogen anden Forklaring. Et andet Udtryk, som ikke endnu er berørt, men som svarer til Es. 42, første Vers: se, min Tjener, ved hvem jeg holder fast, min udvalgte, hvem jeg har kær, paa ham har jeg lagt min Aand, som Guds Tjener, er Kristus forklaret, men Gud har ogsaa udvalgt sin eenbaarne Søn til hans jordiske og selvopofrende Gerning, Han, som var i Guds Skikkelse, holdt det ikke for et Rov at være Gud lig, men forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa og blev Mennesker lig. Og da han i Fremtræden fandtes som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden. Derfor har ogsaa Gud højt ophøjet ham og skænket ham det Navn, som er over alle Navne, for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, deres i Himmelen og paa Jorden, og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre til Gud Faders Ære. Fil. 2,5-11. Higer efter den uforfalskede Mælk, for at I kunne vokse ved den til Frelse, om I da havde smagt, at Herren er god. Kom til ham, den levende Sten, der vel er forkastet af Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud og lader Eder genopbygge som levende Sten, opbygge som et aandeligt Hus, til et helligt Præsteskab, til at frembære aandelige Ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus. Thi det hedder i Skriften: "Se, jeg lægger i Sion en Hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror paa ham, skal ingenlunde blive til Skamme." 1. Pet. 2,2-6.
Kristus er Guds Tjener, Udvalgt af ham, Gud den Almægtige, den Allerhøjeste har salvet ham med den Helligaand og Kraft, og Gud var med ham, fra først til sidst. Kristus var udvalgt af Gud og dyrebar for ham; den som tror paa ham, skal ikke blive til skamme. Men Fredens Gud, som førte den store Faarenes Hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig Pagts Blod, han bringe Eder til Fuldkommenhed i alt godt til at gøre hans Vilje, og han virker i Eder det, som er velbehageligt for hans Aasyn, ved Jesus Kristus: ham være Æren i Evighedernes Evigheder! Amen.
Kristus er den store, Faarenes Hyrde, og naar Overhyrden aabenbares, skal vi faa Herlighedens uvisnelige Krans, derfor ydmyger Eder under Guds vældige Haand, for at han i sin Tid kan ophøje Eder. 1. Pet. 5,4-6. Jesus siger: "Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Faarene. Jeg er den gode Hyrde, jeg kender mine, og mine kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen." Joh. 10,11-14. I tror ikke, fordi I ikke er af mine Faar, mine Faar hører min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig, og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle i al Evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Haand. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget af min Faders Haand. Jeg og Faderen, vi ere eet." Denne Enhedstanke blænder forfærdelig mange, og de griber fat paa og antager Treenighedslæren, selvom den er nok saa uforstaaelig, men saa grunder man over det tilsyneladende uforstaaelige og kalder det et Mysterium, og saa bruger man en Tekst fra S. Mose. 29,29, hvor der staar skrevet: "De skjulte Ting er for Herren vor Gud, men de aabenbare er for os og vore Børn evindelig, at vi maa lære at handle efter alle denne Lovs Ord. Ingen maa nu tro paa, at noget af det, der findes nedskrevet i hele den hellige Skrift, hører ind under Begrebet, de skjulte! Ting! Nej! Guds Ords Aabenbaring spreder Lys og gør de enfoldige forstandige. Salm. 119,130. Og hans Ord er fuldkomment rent. Vers 140. Det er en Lygte for vor Fod og et Lys paa vor Sti. 105. Vers. Søg i Herrens Bog og læs, der fattes ikke een af disse Ting, det ene savner ikke det andet, thi hans Mund har budet det, og hans Aand har sanket det. Es. 34,16.
Der er Mennesker, siger Paulus til Timotheus, der gaar frem til det være; de forfører og forføres; du, derimod, bliv i det, som du har lært og som du er blevet forvisset om, efterdi du ved, af hvem du har lært det, og efterdi du fra Barn af kender de hellige Skrifter, som kan gøre dig viis til Frelse ved Troen paa Kristus Jesus. Den ganske Skrift er indaandet af Gud og er nyttig til Belæring, til Rettelse, til Overbevisning, til Optugtelse i Retfærdighed, at det Guds Menneske maa blive dygtiggjort til al god Gerning. Derfor besværge r jeg dig for Gud og den Herre Jesus Kristus, som skal dømme levende og døde ved sin Aabenbarelse: "Prædike Ordet, hold ved i Tide og i Utide, overbevis, straf og forman med al Langmodighed og Lærdom." 2. Tim. 3,13-17. Naar Kristus siger: "Jeg og Faderen, vi er eet", saa har han selv ved mangfoldige Tilfælde bevist, hvad han mener dermed. Vi kan med Fordel læse Joh. 17, hvor mange alvorlige Tanker møder os i enkelte Vers. Jesus siger om sin Efterfølger i sin Bøn til Faderen: "De er ikke af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden, hellige dem i din Sandhed, thi dit Ord er Sandhed, ligesom du har udsendt mig til Verden, saa har ogsaa jeg udsendt dem til Verden, og jeg helliger mig selv for dem, for at ogsaa de skulle være helligede i Sandheden, men jeg beder ikke alene for disse, men ogsaa for dem, som ved deres Ord tro paa mig, at de maa alle være eet; ligesom din, Fader! I mig, og jeg i dig, at ogsaa de skulle være eet i os for at Verden maa tro, at du har udsendt mig, og den Herlighed, som du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skulle være eet, ligesom vi er eet, jeg i dem og du i mig, for at de maa være fuldkommede til eet, for at Verden maa erkende, at du har udsendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig. Fader! jeg vil, at hvor jeg er, skulle ogsaa de, som du har givet mig, være hos mig, for at de maa skue min Herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig før Verdens Grundlæggelse. Retfærdige Fader! Og Verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og disse have kendt, at du har udsendt mig. Og jeg har kundgjort dem dit Navn og vil kundgøre dem det, for at den Kærlighed, hvormed du har elsket mig, skal være i dem og jeg i dem. Joh. 17,16-26. Enhver sandhedssøgende vil ikke faa Vanskeligheder ved at forstaa disse Frelserens Ord: Jeg og Faderen! vi er eet. At de maa alle være eet, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig, at ogsaa de skulle være eet i os. - - For at de skulle være eet, ligesom vi er eet, jeg i dem og du i mig for at de maa være fuldkommede til eet. Tanken behøver ikke at arbejde længe, før man er overbevist om, at Enheden bestaar deri, at det er det indre Væsen, Gud er Kærlighed, og Kristus, hans eenbaarne Søn, er i Besiddelse af samme højhellige Kærlighed, Gud er Retfærdighedens højeste, og Kristus elskede Retfærdighed og hadede Uretfærdighed, derfor blev han salvet med Glædens Olie. Faderen og Sønnen staar til Fuldkommenhed sammen, men vi finder, at Faderen har givet Sønnen alt, som han er i Besiddelse af.
Jesus sagde til sine Disciple: "Mig er given Almagt i Himmelen og paa Jorden", denne Almagt blev given ham af Faderen. Jesus forringede sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden. Derfor har Gud (Faderen) højt ophøjet ham og skænket ham et Navn, som er over alle Navne, det kan aldrig bortforklares, Gud Fader har saaledes ophøjet ham og skænket ham et saa ophøjet Navn, Fil. 2,7-10. Og han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem, Heb. 1,4, og naar han (Gud den Almægtige), indfører den Førstefødte i Jorderige, siger han: "Og alle Guds Engle skulle tilbede ham." Gud baade indfører sin Søn, den førstefødte i Jorderiget, men giver ogsaa sine Engle Befaling om at skulle tilbede ham. 6. V. Et Lidet gjorde du ham ringere end Englene, men den, som et lidet blev gjort ringere end Englene, Jesus, ser vi formedelst Dødens Lidelser kronet med Ære og Hæder, at han efter Guds naadige Vilje skulle smage Døden for alle, thi det sømmede ham (Gud den Almægtige), for hvem alle Ting ere, og ved hvem alle Ting ere, ham, som vilde føre de mange Børn til Herlighed, ved lidelser at indvie deres Saliggørelses Stifter (Kristus). Det var efter Guds naadige Vilje, at Jesus Kristus led Døden for Syndere, Heb. 2,9, Gud gjorde ham et Lidet ringere end Englene, han, som ellers forud var over Englene. Men Michael, Overengelen, der han tvistede med Djævelen om Moses Legeme, turde ikke fremføre en Bespottelsesdom, men sagde: "Herren straffe dig!" Overengelen, Michael, er Kristus, Guds eenbaarne Søn, men ogsaa her viser han sig Faderen underdanig, idet han ikke vilde eller turde fremføre nogen Bespottelsesdom, men viste hen til Faderen, idet han, Overengelen Michael, siger: "Herren straffe dig." Kristus var saaledes over Englene, men blevet lidet gjort ringere end Englene. Efter at Jesus havde lidt Døden, og ved Guds Kraft var oprejst, thi ham oprejste Gud, Apg. 2,24, sagde Gud til ham: "Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg lægger dine Fjender som en Skammel for dine Fødder." Det var Gud den Almægtige, der bød Kristus tage Sæde ved hans Side, indtil Faderen fik lagt Kristi Fjender som en Skammel under hans Fødder. Heb. 1,13. Med Hæder og Ære kronede Gud Kristus, sin eenbaarne Søn, og satte ham over sine Hænders Gerninger, og lagde alle Ting under ham Fødder, Heb. 2,7-8. Thi det behagede Faderen, at i ham (Kristus) skulde al Fylde bo, og ved ham at forlige alle Ting, være sig det paa Jorden eller de i Himlene, med sig, idet han gjorde Fred formedelst hans Korsets Blod ved ham. Kol. 1,19-20.
Faderen har udvalgt sin Søn, han har salvet ham med den Helligaand og Kraft, han har oprejst ham fra de døde, han har budt ham tage Sæde ved sin Side i Himmelen, han har skænket ham et herligere Navn fremfor de andre Engle, han har kronet ham med Hæder og Ære, han har lagt alle Ting under hans Fødder, han har sat ham ind som Arving over alle Ting, - han har sat ham over sine Hænders Gerninger (alt det skabte), ved hvem han ogsaa har gjort Verden. Heb. 1,2. Kol. 1,16-20. Gud har indsat ham som Præst efter Melkezedeks Vis, han har indsat ham som Konge over Zion, sat ham som Hoved over sin Menighed, som Fyrste over Englenes Titusinder, han er blevet Mellemmand mellem Gud og os Mennesker, og han er vor Forbeder ind for Gud, vor sande Talsmand. Han er Gud Faders Herligheds Glans, ham Væsens udtrykte Billede, og bærer alle Ting ved sit Krafts Ord, Gud har indsat ham som Dommer. Han er den af Gud bestemte levendes og dødes Dommer, thi Gud den Almægtige har sat en Dag, paa hvilken han vil dømme Jorderige med Retfærdighed ved en Mand, hvilket han har beskikket dertil og gjort det bevisligt for alle, idet han oprejste ham fra de døde. Apg. 17,31. Gud er selv den store Dommer, men vil dømme ved Jesus Kristus, vor Frelser, Kristus vil tale vor Sag som Forsvarer indfor Guds Domstol. Lovet være Gud, vor Fader, og den Herre Jesus Kristus. Ja, lovet være Gud, vor Fader, som har velsignet os med al aandelig Velsignelse i det himmelske i Kristus, ligesom han har udvalgt os i Ham før Verdens Grundlæggelse til at være hellige og ulastelige for hans Aasyn, idet han (Gud den Almægtige) i Kærlighed forudbestemte os til Sønneudkaarelse hos sig ved Jesus Kristus, efter sin Viljes Velbehag, til Pris for sin Naades Herlighed, som han benaadede os med i den Elskede, i hvem vi har Forløsning ved hans Blod, Syndernes Forladelse, efter hans Naades Rigdom. Ef. 1,1-8.
Nr. 453 i "Salmer og Lovsange".
Af naade.
Vi gentager: "Gud den Almægtige er den eneste sande Gud; uden nogen anden ved hans Side, een sand Gud fra Evighed og til Evighed, Amen!" Gud er den egentlige Frelser! Vi vare fordum uforstandige, ulydige, vildfarende, Slaver af Begæringer og mangehaande Lyster, men da Gud, vor Frelsers, Godhed og Menneskekærlighed aabenbaredes, frelste han os, ikke for de Retfærdigheds Gerningers Skyld, som vi har gjort, men efter sin Barmhjertighed, ved Igenfødelsens Bad og Fornyelsen i den Helligaand, som han rigeligt udøste over os ved Jesus Kristus, vor Frelser, for at vi, retfærdiggjorte ved hans Naade, skulde i Haab vorde Arvinger til evigt Liv. Tit. 3,3-7.
Vi maa ogsaa lære at se Gud den Almægtige som den virkelige frelser, men at han frelste os ved Jesus Kristus, vor Herre. Det er smukt og velbehageligt for Gud, vor Frelser, som vil, at alle Mennesker skulde frelses og komme til Sandheds Erkendelse. Thi der er een Gud, og ogsaa een Mellemmand mellem Gud og Mennesket, Kristus Jesus, som gav sig selv til Genløsnings Betaling for alle, hvilket er Vidnesbyrdet i sin Tid. 1. Tim. 2,3-6 Derfor lide vi ondt, Møje og Forhaanelser, fordi vi har sat vort Haab til den levende Gud, som er alle Menneskers Frelser, 4,10. Men ham, som er mægtig til at bevare Eder fra Fald og fremstille Eder for sin Herlighed, ulastelige i Fryd, den eneste Gud, vor Frelser, ved vor Herre Jesus Kristus, tilkommer Ære og Majestæt, Vælde og Magt, forud for al Tid og nu og i alle Evigheder! Amen. Jud. 24,25.
Titus formanede til at vise al Godhed og Troskab, for at vi i alle Maader kan være en Pryd for Guds, vor Frelsers, Lære. Thi Guds Naade er bleven aabenbaret til Frelse for alle Mennesker og opdrager os til at forsage Ugudelighed og de verdslige Begæringer og leve sindigt og retfærdigt og gudfrygtigt i denne Verden; forventende det salige Haab og den store Guds og vor Frelsers, Jesu Kristi Herligheds Aabenbaring. Tit. 2,10-13. Maria, Jesu Moder, sagde: "Min Sjæl ophøjer Herren; og min Aand fryder sig over Gud, min Frelser. Den almægtige har gjort store Ting imod mig, og hans Navn er helligt; og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt, over dem, som frygter ham." Luk. 1,46-50.
Ved Profeten Esaias læser vi: "Mine Vidner er I, saa lyder det fra Herren, min Tjener, hvem jeg har udvalgt, at I maa kende det, tro mig og indse, at jeg er den eneste. Før mig blev en Gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen; Jeg, jeg alene er Herren, uden mig er der ingen Frelser. Es. 43,10-11. Saa siger Herren, Israels hellige, Fremtidens Ophav: "Det var mig, som dannede Jorden og skabte Menneskene paa den; mine Hænder udspændte Himlen, jeg opbød al dens Hær. Sandelig, du er en Gud, som er skjult, Israels Gud er en Frelser! Israel frelses ved Herren, en evig Frelse, i Evighed bliver de ikke til Skam og Skændsel, men til Hobe gaar Gudemagerne om med Skændsel. Es. 54,11-17. Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, og fra Ægypten kaldte jeg min Søn. Jeg drog dem med Kærligheds Snore, Hos. 11,1-4. Jeg er Herren, din Gud, fra du var i Ægyptens Land; du kender ingen Gud uden mig, og uden mig er der ingen Frelser. 13,4. Gud har ikke givet os Fejgheds Aand, lid ondt med Evangeliet ved Guds Kraft, han som frelste os og som kaldte os med en hellig Kaldelse, ikke efter vore Gerninger, men efter sit eget Fortsæt, og Naaden, som blev given os i Kristus Jesus fra evige Tider. 2. Tim. 1,7-9. I samme Forbindelse, da nu Emnet handler om Gud, Han, den egentlige Frelser, vil vi ikke forglemme Pauli Hilsen til Timoth. Paulus, Kristi Jesu Apostel efter Befaling fra Gud, vor Frelser, og Kristus Jesus vort Haab, til Timotheus, sit Ægtebarn i Troen: "Naade, Barmhjertighed og Fred fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor Herre. 1. Tim. 1,2. Første Vers viser os Gud, vor Frelser, og Kristus, vort Haab. Selvom vi paa en forunderlig Maade har faaet en klar Fremstilling af Gud den Almægtige som den egentlige Frelser, saa maa vi ikke forglemme, at Kristus, hans eenbaarne Søn, gav sig selv hen som et Sonoffer for vore Synder, og at Kristus derfor er Midlet til syndige Menneskers Frelse, idet Gud tog hans Offer som gyldig for alle; thi med et eneste Offer har han bestandig fuldkommet dem, som helliges. Heb. 10. Kap. Det gjorde han en Gang for alle, da han ofrede sig selv. 9,27. Se det Guds Lam, der bærer Verdens Synd, Joh. 1,29 og 36. Jeg har set det og vidner, at denne er Guds Søn, og der er ikke Frelse i noget andet Navn. Der gives ikke noget andet Navn under Himmelen, ved hvilket vi skulle vorde frelste. Apg. 4,12.
Den Sandhed kan aldrig undergraves, derpaa kende vi, at vi bliver i Gud, og han i os, fordi han gav os af sin Aand, og vi har set og vidnet, at Faderen udsendte Sønnen at være Verdens Frelser. Hvo som bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og han i Gud, og vi har erkendt og troet den Kærlighed, som Gud har til os, Gud er Kærlighed, og den, som bliver i Kærlighed, bliver i Gud, og Gud i ham. 1. Joh. 4,13-16. Joh. 3,16. Kristus er Guds eenbaarne Søn, men han er ogsaa Menneskesønnen, ikke fordi han er Josefs og Marias Søn, men fordi han som Guds Søn blev gjort til eet med Menneskene, hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde os Brødre, og han maatte blive sine Brødre lig i alle Ting, for at han kunde blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst over for Gud til at sone Menneskets Synder. Heb. 2 fra 11-18. Thi idet han har lidt, kan han, som den, der selv er fristet, komme dem til Hjælp, som fristes. Menneskesønnen kom for at søge og frelse det fortabte. Luk. 19,10. Jesus benyttede det Navn om sig selv mangfoldige Gange. Han sagde til sine Disciple: Hvem siger Menneskene mig Menneskesønnen at være. Mt. 10,13. Da Jesus havde været sammen med tre af sine Disciple paa Forklarelses Bjerget, sagde han til dem: "Taler ikke til nogen. om dette Syn, førend Menneskesønnen er oprejst fra de døde. Mt. 17,1 -9. Jesus sagde ved en anden Lejlighed: Naar Menneskesønnen kommer, mon han da skal finde Tronen paa Jorden. Luk. 18,8. Da Ypperstepræsten forlangte at Jesus skulde sværge ved den levende Gud paa, at han var Kristus, Guds Søn, sagde han til ham: "Du har sagt det:" Dag, jeg siger Eder, at fra nu af skulle I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre Haand og komme i Himmelens Skyer. Mat. 26,62-64.
Stefanus saa Menneskesønnen staaende ved Guds højre Haand. Apg. 7,56. Der kunde siges meget om Jesus Kristus som Menneskesønnen, men det vil føre for vidt, og man vil maaske bedre forstaa dette Udtryk end dette, at Kristus er Guds eenbaarne Søn, hvorfor vi skal søge ogsaa i dette at faa Bibelens Vidnesbyrd. Der skrives i Aab. til 7 Menigheder i Asien, og til den syvende skrives der følgende: "Skriv til Menighedens Engel i Laodikea: "Det siger den, som er Amen, det troværdige og san drue Vidne, Guds Skabnings Begyndelse", at det er Kristus, der taler, er der ingen Tvivl om, thi den samme Røst lyder senere i Brevet: Den, som sejrer, ham vil jeg give at Dage Sæde hos mig paa min Trone, ligesom jeg har sejret og har taget Sæde hos min Fader paa hans Trone. Aab. 3,14-22. Guds Skabnings Begyndelse! et særegen bibelsk Udtryk, som det synes, at man ikke ønsker at beskæftige sig med, men mon det ikke netop ligger lige til? Vor store, meget kendte Mand, Biskop Skat Rørdam, udtaler: "Det kan ikke betyde andet, Kristus er skabt af Gud som den rørste." I Ordsprogenes Bog findes der en Forklaring, der er lige saa forstaaelig som Es. 61.1. Kristus taler profetisk om sig selv og siger: Den Herre, Herrens Aand er over mig, fordi han salvede mig; Han sendte mig med Glædesbud til de ydmyge. Saaledes ogsaa i Ords. 8,22, hvor der staar saaledes: "Mig skabte Herren først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet; jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider, jeg fødtes før Verdens dybet var til, da han (Skaberen) grundfæstede Himlen, var jeg hos ham, da hun lagde Jordens Grundvold, var jeg Fasterbarn hos ham, jeg var hans Glæde Dag efter Dag, for hans Aasyn leged jeg altid; den, der finder mig, finder Liv, og opnaar Yndest hos Herren. Dette findes i Ords. 8. Kap. Det synes meget troværdigt, at ogsaa dette er et Udsagn om Guds eenbaarne Søn, vor Herre og Frelser; han, som er den usynlige Guds Billede, al Skabnings Førstefødte, Kol. 1.
Til hvilken Engel sagde Gud nogen Tid: "Du er min Søn, jeg fødte dig i Dag?" og atter: "Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn?" og atter: "Naar han indfører den Førstefødte i Jorderige", siger han: "Og alle Guds Engle skulle tilbede ham. Heb. 1,5-6. Ogsaa Paulus skriver til Romerne om en Førstefødte, 8,29: "Dem, Gud har kaldet, har han ogsaa beskikket til at vorde dannet efter hans Søns Billede paa det, at han (Kristus) skulde være den Førstefødte af mange Brødre.
Nogle vil maaske indvende! Ja, det er vel sandt, at der staar saaledes i Ords. Bog, men er det nu ikke Visdommen, der her er Tale om? Hertil maa der siges, at Vis dammen er fra Evighedernes Evigheder, knyttet til Gud den Almægtige, som en af hans Egenskaber, Den evige Konge, den uforkrænkelige, usynlige, den alene vise Gud, være Pris og Ære i al Evighed! Amen! Eller fra autoriseret Oversættelse af 16. September 1931, hvor der staar: Den eneste Gud, o, Dyb af Guds Rigdom og Vis dam og Kundskab! Hvor uransagelige er hans Domme, og hans Veje usporlige. Ef. 1,17 og Rom. 11, 33. 1. Tim. 1,17.
Paulus ønsker, at vi skulle faa den fuldvisse Indsigts hele Rigdom til Erkendelse af Guds Hemmelighed (Kristus), i hvem (Gud) alle Visdommens og Kundskabens Skatte findes. Kol. 2,2-3. Visdommen blev ikke skabt af Gud, den er en Del af Gud!
Naar vi faar den Forstaaelse, at Kristus er Guds Skabnings Begyndelse, at han er den første, der udgik fra Gud den Almægtiges Skaberhaand, saa kommer der Mening i det hele; saa forstaar vi hvorfor Kristus kaldes Guds eenbaarne Søn, og hvorfor han ligeledes er aver Englene og bærer Navnet Overengelen Mikael. Aab. 12,7. Mikael og hans Engle kæmpede mod Djævelen og hans Engle. Overengelen Mikael tvistede senere med Djævelen om Mase Legeme, Juda 9. Han staar i den aller sidste Tid som Værn for Guds Folk. Daniel 12,1-2. Her kaldes Overengelen Mikael ogsaa den store Fyrste. I Daniels 10. Kap., 13. Vers staar Overengelen Mikael beskrevet som en af de ypperste Fyrster, 21. Vers, og ikke een hjælper mig imod dem undtagen Mikael, Eders Fyrste, Guds Folks Fyrste. I Daniel 5,25 er der en Magt beskrevet, der skal forsøge at staa op mod Fyrsternes Fyrste, og det hovmodede sig mod Hærens øverste! hans daglige Offer blev ophævet og hans Helligdoms Bolig blev kastet til Jorden. Her kaldes Mikael (Kristus) for Hærens øverste! Det er Himmelens Hær, der er Tale om. Dan. 5,10-11. Josua saa denne mægtige Fyrste, Overengelen Mikael, Fyrsten over Herrens Hær. Jos. 5,14.
Vore Fædres Gud oprejste Jesus, hvem Jødefolket hængte paa Kor. sets Træ og sloge ihjel. Ham har Gud ved sin højre Haand ophøjet til en Fyrste og en Frelser for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse. Overengelen Mikael, den store Fyrste, Fyrsten over Herrens Hær (Hærens øverste), Guds eenbaarne Søn, Jesus Kristus vor Herre og Frelser, vor Ypperstepræst, Talsmand og Forbeder, antager sig ingenlunde Englene, men Abrahams Sæd tager han sig af. Heb. 2,16. Jesus siger om sig selv: Jeg er den gode Hyrde, den gode Hyrde sætter sit Liv til for Faarene, for ham lukker Dørvogterne op, og Faarene høre hans Røst; og han kalder sine egne Faar ved Navn og fører dem ud, han siger: "Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kender mig. Joh. 10,3. 11. 14., ligesom Faderen kender mig og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit Liv til for Faarene. 15. Vers. "Guds Søn er den store Faarenes Hyrde, som Gud, den Almægtige, førte op fra de døde med en evig Pagts Blod, han ledede ogsaa fordum Guds sande Børn fremad paa Vejen til det himmelske Kanaen;" David siger: "Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes, han lader mig ligge paa grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han mig, han vederkvæger min Sjæl, han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld." Sal. 23.
Stefanus, en af de syv Mænd, som havde godt Vidnesbyrd, og fuld af Aand og Visdom, havde en forunderlig Indsigt i Guds Ledelse med det gamle Israel fra først til sidst, han sagde: "Herlighedens Gud viste sig for vor Fader Abraham, da han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Karan, og han sagde til ham: "Gaa ud fra dit Land og fra din Slægt, og kom til det Land, som jeg vil vise dig." Stefanus fortæller om Israelitterne i Ægypten, deres Trældom og deres underfulde Befrielse ved Moses, Guds Tjener. Efter at Moses havde boet som fremmed i Midians Land i ca. 40 år, viste en Engel sig for ham i Sinais Bjergs Ørken i en Tornebusk, der stod i lys Lue, og da Moses saa dette, undrede han sig over Synet, og da han gik hen for at betragte det, lød Herrens Røst til ham: "Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud", da bævede Moses og turde ikke se derhen, men Herren sagde til ham: "Løs Skoene af dine Fødder, thi det Sted, som du staar paa, er hellig Jord. Jeg har sit mit Folks Mishandling i Ægypten og hørt deres Suk, og jeg er steget ned for at udfri dem. Apg. 7,29-34. Denne Moses, hvem de fornægtede, idet de sagde: "Hvem har sat dig til Hersker og Dommer", ham har Gud sendt til at være baade Hersker og Befrier ved den Engels Haand, som viste sig for ham i Tonnebusken.
Hvem var den Engel, som viste sig for Moses i Tornebusken? Det var Gud den Almægtige, der talte til Moses, og sendte ham til at være Hersker og Befrier, men ved den Engels Haand, der havde vist sig for ham i Tornebusken; der er ingen Tvivl om, at denne Engel var Guds eenbaarne Søn, Overengelen Mikael. Moses var den, som sagde til Israels Børn: "En Profet skal Gud oprejse Eder af Eders Brødre ligesom mig, ham skal I høre paa. Saaledes udbad du dig det af Herren, din Gud, ved Horeb, den Dag, I vare forsamlede, da du sagde: "Lad mig ikke mere høre Herren, min Guds, Røst og se denne vældige Ild, at jeg ikke skal dø!" Da sagde Herren til mig: "De har talt rettelig! Jeg vil lade en Profet som dig fremstaa for dem af deres Brødre og lægge mine Ord i hans Mund, og han skal sige dem alt, hvad jeg byder ham! og enhver, der ikke vil høre mine Ord, som han taler i mit Navn, ham vil jeg kræve til Ansvar" (udryddes af Folket). Stefanus, som var fuld af den Helligaand, forstod, at denne Profet, som Gud vilde oprejse, var Engelen, som havde vist sig i Tornebusken, og som skulde være ved Mose Side som den virkelige Hersker og Befrier, Moses var den, som i Menigheden i Ørkenen færdedes med Engelen, der talte til ham paa Sinai Bjerg og med vore Fædre! Den, som modtog levende Ord at give os! levende Ord fra Gud ,den Almægtige. Apg. 7,30-38. Peter viser hen til det samme i sin Tale, 3,19-23, naar han siger: "Gud har saaledes fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle Profeternes Mund, at hans salvede skulde lide, derfor fatter et andet Sind og vender om, for at Eders Synder maatte blive udslettede, for at Vederkvægelsens Tider maa komme fra Herrens Aasyn, at han maa sende den for Eder bestemte Kristus, Jesus, hvem Himmelen skal modtage indtil alle Tings Genopretteises Tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra de ældste Dage. Moses sagde: "En Profet skal Herren Eders Gud oprejse Eder af Eders Brødre ligesom mig! Ham skulle I høre i alt, hvad han end vil tale til Eder, men det skal ske, at hver Sjæl, som ikke hører den Profet, skal udryddes af Folket. Apg. 3.
Israeliterne drog paa Grund af Hungersnød ned til Ægypten og boede der i lang, Tid, men Ægypterne mishandlede dem, og de raabte til Herren, deres Gud, og han hørte dem og sendte en Engel og førte dem ud af Ægypten. Mose 20,15-16.
Foran det røde Hav sagde Moses til Folket: "Herren skal stride for Eder, men I skal tie. Guds Engel, der drog foran Israels Hær, flyttede sig nu og gik bag ved dem! og Skystøtten flyttede sig fra Pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem, og kom til at staa mellem Ægypterne og Israels Hær. 2. Mose 14,14-20. I en Skystøtte førte ,du dem om Dagen og i en Ildstøtte om Natten, saa den lyste for dem paa Vejen, de skulde vandre paa. Du gav dem Brød fra Himmelen til at stille deres Sult og lod Vand springe ud af Klippen til at slukke deres Tørst. Neh. 9,12-15. Jeg vil ikke, Brødre, at I skulle være uvidende om, at vore Fædre vare alle under Skyen og gik alle igennem Havet, de spiste alle den samme aandelige Mad og drak alle den samme aandelige Drik; thi de drak af en aandelig Klippe, som fulgte dem; men Klippen, som fulgte dem, var Kristus. 1. Kor. 10,4. Har Peter og Stefanus ikke i deres kraftige og aandsfyldte Taler bevist at Engelen, som Moses af Gud den Almægtige fik som Hjælper og Vejleder, var Overengelen Mikael eller Fyrsten over Herrens Hær, Kristus, Guds eenbaarne Søn, Gud den Almægtige har mange Gange og paa mange Maader talt til os om sin Søn den eenbaarne gennem sine Profeter. Heb. 1,1.
Allerede i Skabelsesberetningen sporer man et Samarbejde mellem to, Gud sagde: "Lader os gøre et Menneske i vort Billede og efter vor Lignelse!" Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem, og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører Eder den underdanig." Selvom vi ser, at Gud i denne Del af Skabelsen ogsaa udfører sit Forsæt, saa talede han dog med een, idet han siger: "Lader os gøre et Menneske i vort Billede." 1. Mose 1,26-28.
Mennesket faldt i Synd, og Syndens Løn er Døden, men Guds Naadegave er et evigt Liv i Jesus Kristus, vor Herre. Rom. 6,23. Efter Syndefald et i Eden blev en Forjættelse om Frelse gennem Kristus med det samme givet, det lød saaledes: Jeg sætter Fjenskab mellem ,dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen. 1. Mose 3,15. Det er Fjendskabet mellem den gamle Slange, som ogsaa kaldes Djævelen, og Kristus, Guds eenbaarne Søn. Alle har jo syndet og fattes Ære fra Gud, men de bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans Naade ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus, hvem Gud fremstillede som Sonemiddel ved Troen paa hans Blod, Rom. 3,23-25.
Syndernes Forladelse efter hans Naades Rigdom, Ef. 1,7.
En anden Forjættelse møder os hos Esaias. Der skyder en Kvist af Esaias' Stub, et Skud gror frem af hans Rod; og Herrens Aand skal hvile over ham (Kristus), Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, Herrens Kundskabs og Frygts Aand, hans Hu staar til Herrens Frygt, og Retfærd er Bæltet, han har om sin Lænd, Trofasthed er Hofternes Bælte. Es. 11,1-5. Et Barn er født os, en Søn er os givet, paa hans Skuldre skal Herredømmet hvile; og hans Navn skal være underfuld (Under). Raadgiver; vældig Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste. Stort bliver Herredømmet, endeløs Freden over Davids Trone og over hans Rige. Es. 9,6-7.
Det er en forunderlig Forudsigelse, men en meget vanskelig Ting at forstaa, at der i samme Vers er skrevet: Et Barn er født os, og en Søn er givet os, naar der bagefter staar: Vældig Gud og Evigheds Fader, disse Udtryk maa nødvendigvis ses i Lyset af de mange Hundreder andre Skriftsteder, der taler om Gud den Almægtige og hans Søn Jesus Kristus og som forud er saa udførlig behandlet; vi erindrer, at Kristus engang vil sige til Faderen: Se, her er jeg, og de Børn, som du, Fader, har givet mig. Heb. 2,13. Kristus har ogsaa sagt: "Mig er givet Almagt i Himmelen og paa Jorden." I Lyset af disse Udsagn kan der blive Mening i det. Thi det er jo dog vitterligt, at det er Faderen, Gud den Almægtige, der lader KristJisbarnet føde, og derved skænker os sin Søn, den eelnbaarne. Luk. 1,28-38.
Vi har foran set, at Gud den Almægtige sendte sin Søn til at være ved Mose Side gennem Ørkenvandringen, og ved andre Tilfælde synes det, at samme Engel viser sig for Mennesker. Sarai, Abrahams Hustru, og Abraham gik efter Sarais Ønske ind til Hagar, Sarais Pige, og hun fødte en Søn, og hans Navn blev Ismael. Da Sarai ydmygede Hagar, flyede hun fra Sarais Aasyn, men Herrens Engel fandt hende ved en Vandkilde i Ørkenen paa Vejen til Schur, og Engelen sagde: Hvorfra kommer du, og hvorhen gaar du? og hun sagde: "Jeg flyede fra min Frue, Sarais Aasyn", og Herrens Engel sagde til hende: "Gaa tilbage og ydmyg dig for hende!" Og Herrens Engel sagde til hende: "Jeg vil gøre dit Afkom meget mangfoldig", og Herrens Engel sagde fremdeles til hende: "Se, du skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Ismael, fordi Herren har hørt din Modgang." Og hun kaldte Herrens Navn, som talede med hende: "Du er mit Syns Gud, den Gud som se." Der er ikke direkte Bevis paa, at Engelen, som talede med Hagar var Overengelen Mikael (Kristus), men der er al Grund til at slutte, at denne Herrens Engel og som Hagar kaldte "Mit Syns Gud", var Guds eenbaarne Søn, Overengelen Mikael. 1. Mose 16,1-13. I 17. Kap., 1. Vers taler Gud den Almægtige til Abraham og siger: "Jeg er Herren, Gud den Almægtige; vandre for mit Aasyn og vær ustraffelig."
Da Abraham efter Guds Befaling drog ud fra sin Slægt og sin Faders Hus, tog han sin Brodersøn Lot med sig, men da der kom Trætte mellem Abrahams og Lots Hyrder, sagde Abraham til Lot: "Kære, lad der ikke være Strid mellem os to eller mellem mine og dine Hyrder; vi er jo Frænder! Skil dig hellere fra mig; vil du til venstre, saa gaar jeg til højre, og gaar du til højre, saa gaar jeg til venstre!" Lot valgte Landet omkring Jordanegnens Byer og kom helt hen mod Sodoma og Gomorra, disse Byer, som Herren ødelagde for deres store Ugudelighed. Før Ødelæggelsen fik Abraham Besøg af tre himmelske Sendebud, at det var Engle ses i Kap. 19,15 og ligeledes i 1. Vers, men kun de to Engle gik til Sodoma. Hvem var mon den tredie, der blev tilbage og talte med Abraham om Sodomas Ødelæggelse og gav Abraham Løfte om en Søn? Ved Modtagelsen af disse himmelske Væsener, synes det, som om Abraham, paa en egen Maa,de kun talte til den ene; idet han bøjer sig dybt til Jorden, siger han: "Herre, hvis jeg har fundet Naade for dine øjne, saa gaa ikke din Træl forbi!" Og de gik ind, og de spiste hos ham, endog de vare Engle. Denne Engel, som Abraham talte med, bliver ved hele Besøget kaldt Herre og Herren, 18. Kap. og sidste Vers: Da nu Herren havde talt ud med Abraham, gik han bort.
Morgenen efter, da Gud havde ødelagt Jordanegnens Byer, gik Abraham ud til det Sted, hvor han havde staaet med Herren, og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen, og han saa Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en Smelteovn. Hele Beretningen og Engelens Tale med Abraham synes at fortælle os, at det ogsaa her er Overengelen Mikael, som er den ene af de tre. Læs med Fordel 18. og 19. Kap. i 1. Mose. Abraham, som paa en saa slaaende Maade havde været i Berøring med Herrens Engel og havde de kraftigste Beviser paa, at hvad Engelen havde lovet eller forudsagt skulle ske, det skete! Han kunne ogsaa senere, da han overlod til sin gamle Tjener Elieser at skaffe sin Søn Isak en Hustru, overlade ham og hans Sag til Engelens Omsorg. Vi læser: Herren, Himmelens Gud, som tog mig bort, han vilde give mit Afkom dette Land, han vilde sende sin Engel foran dig, saa du kan tage, min Søn, en Hustru derfra. 1. Mose 24,7. Undertiden taler Gud den Almægtige selv til sine trofaste Børn, og til andre Tider gennem sin Engel. Om Englene hedder det: at de alle er tjenende Aander, som udsendes til Hjælp for deres Skyld, der skal arve Salighed. Heb. 1,14.
Da Jakob rejste fra Be'ersjeba og vandrede ad Karan til, kom han til det hellige Sted Betel, hvor han lagde sig til Hvile, og han drømte, at han saa en Stige oprejst, den naaede fra Jorden og til Himmelen, og Guds Engle steg op og ned af den, et herligt Billede paa den Forbindelse, der er mellem Himmelen og os Mennesker, 1. Mose 28,12, og se, Herren stod oven over den og sagde: "Jeg er Herren, din Fader Abrahams Gud og Isaks Gud; det Land, som du ligger paa, vil jeg give dig og din Sæd. Ca. 21 Aar efter, da Jakob rejste tilbage til sin Hjemstavn efter, men frygtede for sin Broder Esau, mødte Guds Engle ham; og da Jakob saa dem, sagde han: "Her er Guds Lejr."
Hvilken engel brødes med Jakob? Prøv paa at finde ud af, hvem denne Engel var, der viste sig for Gideon og talte med ham, det var Herrens Engel, Herren bliver ban kaldt. Var det mon ikke Overengelen Mikael?
Endnu en Begivenhed vil vi dvæle ved i Dommernes Bog, det er Samsons Fødsel! Isarelitterne blev ved at gøre det, som var ondt i Herrens øjne, og Herren gav dem i Filisterenes Haand i fyrretyve Aar. Der levede i Zora en Mand af Danitternes Slægt ved Navn Manoa; hans Hustru var ufrugtbar og havde ingen Børn født. Herrens Engel viste sig for hende og sagde: "Se, du er ufrugtbar, og har ingen Børn født, men du skal blive frugtsommelig og føde en Søn!" Kvinden fortalte nu sin Mand, at der kom en Guds Mand til hende, og han saa ud som en Guds Engel, saare frygtindgydende! Jeg spurgte ham ikke, hvor han var fra, og sit Navn gav han ikke til kende. Da bad Manoa til Herren og sagde: "Ak, Herre, lad den Guds Mand, som du sendte atter komme til os for at lære os ad med den Dreng, der skal fødes! og Gud bønhørte Manoa, og Guds Engel kom atter til Kvinden, men hendes Mand var ikke hos hende, men hun skyndte sig til sin Mand og fortalte ham: "Se, den Mand, som kom til mig forleden, har vist sig for mig!" Da Manoa kom hen til Manden, sagde han til ham: "Er du den Mand, som talte til Kvinden?" Og han sagde: "Ja!" Saa sagde Manoa: "Naar nu dit Ord gaar i opfyldelse, hvorledes skal vi da forholde os?" Herrens Engel svarede Manoa: "Alt det, jeg talte om til Kvinden, skal hun vogte sig for!" Da sagde Manoa til Herrens Engel: "Vi vil gerne holde dig tilbage og tillave diget Gedekid!" Men Herrens Engel svarede Manoa: "Selv om du holder mig tilbage, spiser jeg dog ikke af din Mad; men vil du ofre et Brændoffer, saa bring Herren det!" Manoa vidste ikke, at det var Herrens Engel, og Manoa sagde til Herrens Engel: "Hvad er dit Navn? naar dit Ord gaar i Opfyldelse, vil vi ære dig!" Men Herrens Engel svarede: "Hvorfor spørger du om mit Navn, du skal vide, at det er underfuld." Da tog Manoa Gedekidet og ofrede det paa Klippen til Herren, ham, som handler underfuldt, og da Flammen slog op mod Himmelen fra Alteret, steg Herrens Engel op i Alterflammen, medens Malnoa og hans Hustru saa til, og de faldt til Jorden paa deres Ansigt, og Herrens Engel viste sig ikke mere for Manoa og hans Hustru, saa forstod Manoa, at det var Herrens Engel. Dommernes Bog, 13. Kap. Navnet underfuld er navnet, eller et af de Navne, som Kristus, Guds eenbaarne Søn, bærer. Og hans Navn skal være underfuld, Es. 9,6.
Vi har før dvælet ved Guds forunderlige Ledelse af sit Ejendomsfolk gennem Vandringen gennem Ægypten og til de gik ind i Kanaans Land, vi har ogsaa set, at det var ved sin Engel, Gud førte dem frem Skridt for Skridt, lige fra den Stund, Herrens Engel viste sig for Moses i Tornebusken, 2. Mose 3,2, Apg. 7,30, thi der aabenbarede Herrens Engel sig for Moses.
Gud sendte Moses til at være en øverste og Befrier ved Engelens Haand; Moses var den, som i Menigheden udi Ørken stod imellem Engelen, som talede til ham paa Sinai Bjerg. Moses kalder samme Engel en Profet! 5. Mose 18,15, Apg. 7,37, 3,22. Se, jeg sender en Engel foran dig for at vogte dig undervejs og føre dig til det Sted, jeg har beredt. Tag dig vel i Vare for ham og adlyd ham; vær ikke genstridig imod ham, thi han skal ikke tilgive Eders Overtrædelser, efterdi mit Navn er i ham. Naar du adlyder ham, og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg være dine Fjenders Fjende og dine Modstanderes Modstander, ja, min Engel skal drage foran dig. 2. Mose 23,20-23, 33,2, 32,34.
Denne Engel er kaldet efter mit Navn, siger Herren, Gud den Almægtige, og der bør ikke hos nogen være den mindste Tvivl om, at det er Kristus eller Overengelen Mikael. Den hellige Skrift taler meget om Engle, og giver os mange Eksempler paa Deres Tilstedeværelse og i mange Tilfælde deres mægtige Hjælp, Engelen Gabriel var den, der flere Gange blev sendt til Daniel, 9,21. Den samme Engel blev sendt til Sakarias og til Maria, Jesu Moder., Luk. 1,19-26. Og Engelen sagde til Sakarias: "Jeg er Gabriel, som staar for Guds Aasyn, og jeg er udsendt for at tale til dig og for at forkynde dig dette Glædesbudskab." Der er Engle, der bærer Navnet Serafer. Es. 6,2, de staar nær hos Gud" Og der er andre, som kaldes Keruber, 1. Mose 3,24. - De vogtede med blinkende Flammesværd Indgangen til Eden og Livets Træ. Profeten Ezekiel skriver: "Jeg skuede, og se, over Hvælvingen over Kerubernes Hoveder var der noget som Safir; noget ligesom en Trone viste sig over dem. Ez. 10,1-22. Det er et forunderligt Kapitel at lære.
Prøv paa at læse det, og det vil give dig et storslaaet Indtryk af Gud den Almægtige, han bæres frem af Keruber, ovenover Kerubernes Hoveder var der ligesom en Trone, og Herrens Herlighed viste sig overalt, hvor Keruberne bar Tronen hen, Herren, Gud den Almægtige, sidder paa Tronen, og derfor er Herrens Herlighed med overalt, hvor Keruberne bærer Herrens Trone frem. Vi læser om Keruber, vi læser om Serafer, og vi læser i Herrens Ord om Englenes Titusinder, men de mange Steder, hvor vi paa en slaaende Maade læser om Herrens Engel, da hent ydes der til Guds eenbaarne Søn, Jesus Kristus, Guds Salvede, Guds Tjener, Fyrsten over Herrens Hær, Overengelen Mikael.
Han er kaldet efter mit Navn, siger Gud den Almægtige, og hans Navn er blandt Navne underfuld. Stille, alt Kød, for Herren, thi han har rejst sig fra sin hellige Bolig.
Gud den Almægtige, Herren, Hærskarers Gud, lod Zakarias se Ypperstepræsten Josua, og han stod foran Herrens Engel, medens Satan stod ved hans højre Side for at føre Klage imod ham, men Herren (vel Herrens Engel), se Vers 1) sagde til Satan: "Herren true dig, Satan, Herren true dig, han som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en Brand, som er reddet ud af Ilden? Denne Engel, som Josua stod foran, er ingen mindre end Overengelen Mikael eller Kristus, Guds eenbaarne Søn, Juda Brev 9. Det samme er Tilfældet her, som naar David siger i sin Salme 110,1. Herren sagde til min Herre: "Sæt dig ved min højre Haand." Eller i Juda Brev, Overengelen turde ikke fremføre nogen Dom, men sagde: "Herren straffe dig!" saadan ogsaa hos Zakarias. Men Herren sagde til Satan: "Herren true dig, Satan." Den første, der taler, er Herrens Engel, ogsaa kaldet Herren, den der vises hen til, idet der siges: "Herren true dig!" er Gud den Almægtige.
Josua stod foran Engelen, som uden Modsigelse er Guds enbaarne Søn, Engelen Mikael. Josua havde snavsede Klæder paa, men Engelen tog til Orde og sagde til dem, som stod ham til Tjeneste: "Tag de snavsede Klæder af ham!” Og til Josua sagde han: "Jeg har taget din Skyld fra dig, og du skal have Højtidsklæder paa." Og Herrens Engel sagde: "Sæt et rent Hovedbind paa hans Hoved!" og de satte et rent Hovedbind paa hans Hoved og gav ham rene Klæder paa. Saa traadte Herrens Engel frem, og Herrens Engel vidnede for Josua og sagde: "Saa siger Hærskarers Herre: "Hvis du vandrer paa mine Veje, og holder mine Forskrifter, skal du baade raade i mit Hus og vogte mine Forgaarde, og jeg giver dig Gang og Sæde blandt dem, som staar her." (Englene). Hør du Ypperstepræst, Josua, du og dine Embedsbrødre, som sidder for dit Ansigt: "De er Varselmænd! thi se, jeg lader min Tjener Zemak komme, thi se, den Sten, jeg lægger hen for Josua – paa den ene Sten er 7 øjne - se, jeg ridser dens Indskrift, lyder det fra Hærskarers Herre, og paa en Dag udsletter jeg dette Lands Skyld. Paa hin Dag lyder det fra Hærskarers Herre, skal I byde hverandre til Gæst under Vinstok og Figentræ.
Herrens Engel taler fremdeles til Zakarias. Beretningen som anført er fra 3. Kap., læs videre i 4. og 5. Kap., i 6. Kap. spørger Zakarias Engelen om, hvad et Syn, som han havde haft skulde betyde, og Engelen svarede: "Det er Himmelens fire Vinde, som drager ud; efter at have fremstillet sig for al Jordens Herre." Og atter, saa siger Hærskarers Herre: "Se, der kommer en Mand, hvis Navn er Zemak; under ham skal det spire, og han skal bygge Herrens Helligdom. Han skal bygge Herrens Helligdom, og han skal vinde Højhed og sidde som Hersker paa sin Trone; og han skal være Præst ved hans (Guds) højre Side, og der skal være fuld Enighed mellem de to. Kan man ikke med Rette gaa ud fra, at Manden Zemak, som skal vinde Højhed og sidde paa sin Trone og være Præst ved hans, sikkert Guds, højre Side, og som vi læste i Zakarias 3,8. Se, jeg lader min Tjener Zemak komme, og der skal være fuld Enighed mellem de to, at det er Kristus, Guds eenbaarne Søn, vor Herre og Frelser og som ogsaa er Overengelen Mikael, Fyrsten over Herrens Hær, Gud den Almægtiges Engel og Tjener, hans Salvede, ham, som nu sidder ved Gud Faders højre Side, som vor Ypperstepræst, Talsmand og Forbeder. Se, jeg sender min Engel, og han skal bane Vej for mit Aasyn; og til sit Tempel kommer i et nu den Herre, I søge Pagtens Engel, som I søge efter; se, han kommer, siger Hærskarers Herre, han sidder og smelter og renser, lutrer os som Guld og Sølv. Malekias 3,1-3.
Som der forud er skrevet, er Englene tjenende Aander, som udsendes til Hjælp og Beskyttelse for dem, der skal arve Salighed, dem, der af hele sit Hjerte har overgivet sig til Gud den Almægtiges Varetægt. Apg. er fuld af Beviser paa, at Gud hjælper sine Børn ved at sende sine Engle. En Engel kom Herrens Tjenere til Hjælp, aabnede Fængselets Døre om Natten og førte dem ud. Apg. 5,19. Herodes lod Peter kaste i Fængsel, og bevogtet af to Stridsmænd, bunden af Lænker og yderligere Vagter uden for Døren, og se, en Herrens Engel stod der, og et Lys straalede i Fangerummet, og han (Engelen) slog Peter i Siden og vækkede ham og sagde: "Staa op i Hast!" og Lænkerne faldt ham af Hænderne, og Engelen sagde til ham: "Bind op om dig, og bind dine Sandaler paa! og kast din Kappe om dig og følg mig!" Og han gik ud og fulgte ham, og han vidste ikke, at det, som skete ved Engelen, var virkeligt, men mente, at han saa et Syn. Og da Peter kom til sig selv, sagde han: "Nu ved feg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig af Herodes' Haand." Apg. 12,5-11.
Paulus og Silas blev udfriet af Fængselet i Fillippi, det var ved et Jordskælv, men mon ikke en Herrens Engel var den virkelige Kraft i Befrielsen? Ogsaa de var godt bevogtet efter at være pisket og med mange Slag, dog i denne Tilstand sang de Guds Lovsange, og andre Fanger hørte paa dem; men pludselig kom der et stort Jordskælv, saa at Fængselets Grundvolde rystede, og straks aabnedes alle Døre og alles Lænker løsnedes. Apg. 16,22-34. En underfuld Befrielse, den samme, som Daniels Medbrødre i den gloende Ovn eller Daniel i Løvekulen, hvor der intet ondt vederfaredes ham. Herrens Engle ere vældige i Magt og udretter hans Vilje. Mægtige Englekræfter ses i Virksomhed i Aabenbaringens Bog, de kommer med forskellige Budskaber til Menneskene sendt fra Himmelen for at berede Verden for den sidste store og endelige Begivenhed, Verdens Undergang, og Guds Børns evige Frelse, Jesu Kristi Aabenbaring, som Gud har givet ham for at vise sine Tjenere, hvad der snart skal ske, og han sendte Bud ved sin Engel og fremstillede det i Billeder for sin Tjener Johannes. 1. Kap. 1. Vers. Johannes saa Menighedernes Engle 1,20, og han saa og hørte en Røst af mange Engle, og deres Tal var tusinde gange Tusinder, 5,11-12. Han saa fire Engle, som stod og holdt Vindene tilbage (Verdensuroligheder) , indtil Gud fik sine beseglede paa deres Pander med den levende Guds Segl. Aab. 7,1-3. Han saa de syv Engle, som blev givet de syv Basuner for at de hver efter hinanden skulde udbasunere. Sikkert Forudsigelser om de store politiske Verdensbegivenheder.
Johannes fik se en vældig Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i en Sky, og Regnbuen var paa ham Hoved, hans Ansigt var som Solen og hans Fødder som Ildsøjler, og Engelen havde i sin Haand en lille aaben Bog, og han satte sin højre Fod paa Havet og den venstre paa Jorden, og han raabte som en Løve brøler; og da han havde raabt, lode de syv Tordener deres Røst høre, den aabne Bog er uden Tvivl Daniels Bog, som skulde være tillukket og forseglet indtil Endens Tid, da skulde mange granske i den, og Kundskab i Særdeleshed hvad angaar Daniels Profetier, skulde blive stor. Da Da.niels Bog paa en slaaende Maade blev aabnet eller gransket, kastede den Lys over Endens Nærhed, helt fra 1844 har Daniels Bog i sig selv afgivet profetiske Lysstraaler, men ikke det alene, den har været Nøglen til ogsaa at kaste Lys over det profetiske Ord i Aabenbaringens Bog. Engelen, som Johannes saa, svor ved ham, som lever i Evighedernes Evigheder, ham, som har skabt Himmelen og Jorden og Havet, at der ikke mere skal gives Tid. Hvad andet kan her menes, end at der ikke mere skal gives profetisk Tid, Aab. 10. Kap. Joh. saa endvidere Kampen mellem Overengelen Mikael og hans Engle og Djævelen og dens Engle, 12,7-11. Johannes saa tre Engle flyve midt under Himmelen, den første havde et evigt Evangelium at forkynde dem, som bor paa Jorden. Engelen sagde med høj Røst: "Frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommet, og tilbed hæm, som har skabt Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder. De andre to Engle følger hver med sine Budskaber, Aab. 14,6-12, og en anden Engel gik ud fra Templet og raabte med høj Røst: "Udsend din Segl og Høst; thi Timen til at høste er kommet", og en anden Engel gik ud fra Templet, ogsaa han havde en skarp Segel. 14.-20. V.
Joh. saa syv Engle, der blev givet hver sin Guldskaal fyldt med Guds Harme, han, som lever i Evighedernes Evigheder. Kap. 15, og der hørtes en Røst fra Templet sige til de syv Engle: "Gaa hen og udgyder Guds Harmes syv Skaaler paa Jorden. Aab. 16,1. Joh. saa derefter en anden Engel stige ned fra Himmelen; han havde stor Magt, og Jorden blev oplyst af hans Herlighed. Aab. 18,1-5. Denne har et advarende Budskab til Guds Folk, hvorsomhelst de findes inden for alle Samfund, det lyder saaledes: "Gaa ud fra hende i mit Folk for at I ikke skulle blive delagtige i hendes Synder og ikke rammes af hendes Plager. Og jeg saa en Engel staaende i Solen, og den raabte med høj Røst og sagde til alle Fugle under Himmelen: "Kommer og samler Eder til Guds store Nadver." Kap. 19,17.
Johannes saa endnu en Engel at stige ned fra Himmelen, den havde Afgrundens Nøgle og en stor Lænke i sin Haand, og den greb den gamle Slange, som ogsaa kaldes Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde Aar. Aab. 20,1. "Se, jeg kommer snart. Salig er den, som bevarer denne Bogs profetiske Ord. Da faldt jeg ned for at tilbede for den Engels Fødder, som havde vist mig disse Ting, men han sagde til mig: "Gør det ikke! Jeg er din Medtjener, og dine Brødres, Profeternes, og deres, som bevarer denne Bogs Ord; tilbed Gud!" Og Engelen sagde: "Du skal ikke forsegle denne Bogs profetiske Ord, thi Tiden er nær." Han, som vidner disse Ting, siger: " Ja, jeg kommer snart!" Amen. Kom, Herre Jesus, kom snart! Den Herre Jesu Naade være med os alle, Amen. 22. Kap. Hensigten med at gennemgaa Aabenbaringens Bog som gjort, er ikke for at forklare disse mange profetiske Forudsigelser, men for at vise, hvilken Delagtighed, at Englene har i at forkynde disse Budskaber for en falden Verden, som hurtigt gaar sin Undergang i Møde.
Englene er tjenende Aander, udsendt til Hjælp ogsaa paa denne Maade for at søge at frelse dem, som vil lade sig frelse. Se, nu er det en velbehagelig Tid, se, nu er det en Frelsens Dag; 2. Kor. 6,2. Derfor i Dag, naar I hører hans Røst, da forhærder ikke Eders Hjerter. Heb. 3,15-19 og 4,6-7. Det er alvorligt at tænke paa og forstaa lidt af Frelsesplanen, som Gud den Almægtige i sin Naade har tilvejebragt for syndige Mennesker, men det, Gud frem for alt ønsker, at vi skal kende, det er ham selv, den eneste sande Gud, og den han udsendte, hans eenbaarne Søn Jesus Kristus, derfor har det været Hensigten i Skriftens Lys at aabenbare for dem, som vil læse og modtage disse Sandheder, Sandheder om Gud den Almægtige, Sandheder om hans eenbaarne Søn, Sandheder om Englenes Tilstedeværelse og deres Virke med Kristus for Menneskers Frelse.
Vi har endnu et alvorligt Problem at løse, det turde allerede være løst, men Tanken om og Troen paa en treenig Gud, er saa indgroet i Folks Bevidsthed, og Satan, som selv ønskede at være den Højeste lig, søger med al sin Magt og med al Uretfærdigheds Bedrag at holde Sandheden skjult for dem, som fortabes, fordi de ikke tager imod Kærligheden til Sandheden, saa de kunde blive frelste, og derfor sender Gud dem kraftig Vildfarelse, saa at de tro Løgnen for at de skulle dømmes, alle de, som ikke tror Sandheden, men fandt Behag i Uretfærdigheden. Men vi ere skyldige at takke Gud altid, fordi Gud har udvalgt os fra Begyndelsen til Frelse ved Aandens Helligelse og tro paa Sandheden. 2. Thes. 2,8-13. Jesus sagde ved en vis Lejlighed til nogle Saddukæere, hvilke sige, at der ikke er nogen Opstandelse: "I farer vild, idet I ikke kende Skrifterne, og ej heller Guds Kraft. Matt. 22,23-30. Er det ikke derfor, I fare vild, fordi I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft. Mark. 12,24. Er det ikke Guds Kraft, vi ved enhver Lejlighed har saa haardt Brug for, Guds Kraft er det bærende i vort Liv, baade vort fysiske og vort aandelige Liv er kun bestaaende ved Guds Kraft. Det er i vor Betragtning kun det aandelige, der vil interessere os. Guds Kraft findes i Kristi Evangelium til Frelse for hver den, som tror, selve Evangeliet er en Guds Kraft. Rom. 1,16. Den Herre, Herren, er min Kraft. Jeg vil frydes i Herren, ja, juble i min Frelses Gud. Hab. 3,19. Hos Gud er der Kraft til at hjælpe. 2. Kr. 25,8.
Guds kraft til frelse og helliggørelse. Kristus blev korsfæstet i Magtesløshed, men han lever ved Guds Kraft. ogsaa vi ere svage i ham, men vi skulde leve med ham ved Guds Kraft, 2. Kor. 13,4.0. At vor Herre, Jesu Kristi Gud, Herlighedens Fader, maatte give os Visdom og Aabenbarelses Aand i Erkendelse af ham, og hans Krafts overvættes Storhed, ja, hans Styrkes vældige Virkekraft, som han udviste paa Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre Haand i det Himmerske, og lagde alt under hans Fødder. Ef. 1,17-23. Gud har baade oprejst den Herre Jesus Kristus, og skal ogsaa oprejse os ved sin Kraft, 1. Kor. 6,14. Det er denne Guds Krafts overvættes Storhed. hans Styrkes vældige Virkekraft, der er det bærende i hele Universet, i hele hans Rige, som Jesus udtrykte det i Slutningen af Bønnen, som han lærte sine Disciple, og som skal gælde for alle Slægter og til alle Tider, Bønnen til vor Fader, som er i Himmelen, hvis Navn er helligt, thi hans er Riget, Kraften og Herligheden i Evighed, Amen. Det er denne guddommelige Virkekraft, der holder alt det skabte i Live, hans usynlige Væsen, baade hans evige Kraft og Guddommelighed, skues eller ses fra Verdens Skabelse af, men skønt de mange kende ham, saa ære de eller takker ham dog ikke som Gud. Rom. 1,19-22. Hvem vil I ligne mig ved, siger den Hellige, løft Eders Blik mod Himmelen og se: "Hvem skabte disse? (Stjernerne)." Gud den Almægtige er en Gud over alle Ting, Guds Haand er over alle, der søger ham og hjælper dem, men hans Vælde og Vrede kommer over alle dem, der forlader ham. Esra. 8,22. Om Herrens Naade vil jeg evig synge, thi du har sagt: "En evig Bygning er Naaden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed. Herre, Hærskarers Gud, hvo er som du? Herre, din Naade omgiver dig, din er Himlen, og din er Jorden, du grundlagde Jorderige med dets Fylde, Sal. 89,1.2.12. Før Bjergene fødtes og Jord og Jorderige blev til, fra Evighed til Evighed er du, a Gud! Sal. 90,2. Hvo kan opregne dine Velgerninger, finde Ord til at kundgøre al din Pris. Sal. 106,2. Den Højestes Kraft viser sig i Naturen, i Havets Brus og i Vindenes Sus, i Salens Glans og Majestæt, der viser Sig hans Guddomsfjed, ja endog i vort eget Bryst, der hvisker Aandens stille Røst: "Der er en Gud hvis Almagtsord har frembragt Himmel, Hav og Jord." Gud er den, som virker i os, baade at ville og at udrette .efter sit Velbehag, Fil. 2,13. I Evangeliet findes ,der en Guds Kraft til Frelse, og Korsets Ord er vel for dem, som fortabes, en Daarskab, men for dem, som frelses, for dem er det en Guds Kraft. 1. Kor. 1,18.
Vor Omvendelse maa være til Gud, Paulus vidnede baade for Jøder og Grækere om Omvendelsen til Gud og Troen paa var Herre Jesus Kristus, Apg. 20,21. Ved du ikke, at det er Guds Godhed, der leder til Omvendelse. Rom. 2,4. Og den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse til Frelse. 2. Kor. 7,10. Det er Guds vældige Kraft, der virker i os baade til Tro og Omvendelse. Guds Kraft er den Højestes Kraft. Løftet lød saaledes fra Engelens Mund til Maria: "Den Højestes Kraft skal overskygge dig." Luk. 1,35. Jesus Kristus levede og aandede paa de samme Løfter, og den samme Kraft fulgte ham. Dette om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligaand og Kraft, og Gud var med ham. Apg. 10,38. Kristus blev ifølge Heb. 1,9 salvet med Glædens Olie, men i Apg. 10,38 læser vi, at han blev salvet med den Helligaand og Kraft. Jah. sagde: "Jeg døber Eder med Vand; men den kammer, som er stærkere end jeg, og hvis Skatvinge jeg ikke er værdig at løse; han skal døbe Eder med den Helligaand og Ild. Luk. 3,16. Peter forsvarer i Jerusalem sit Forhold til Hedningerne med at berette om sit Besøg has Høvedsmanden Kornelius, en gudfrygtig Mand, som gav mange Almisser. Kornelius havde set en Engel staaende i sit Hus og som sagde: "Send Bud til Jappe, og lad Simon med Tilnavnet Peter hente! Han skal tale Ord til dig, ved hvilke du og dit hele Hus skal frelses." Men idet jeg begyndte at tale, faldt den Helligaand paa dem ligesom paa os i Begyndelsen. Og jeg kam Herrens Ord i Hu, hvorledes han sagde: "Johannes døbte med Vand, men I skulle døbes med den Helligaand." Apg. 11,13-17.
Det er en besyndrelig Sag, og helt ufattelig, at Kristus, Guds eenbaarne Søn, der mange Steder i den hellige Skrift beskrives som Guds salvede eller den, der er salvet af Gud, den Allerhøjeste, selv skulle salve Disciplene med den Helligaand, dersom den Helligaand var en tredie Person i Guddommen. Vi tør vel tilføje, at Kristus, da han blev salvet, blev indviet til sin jordiske Gerning som Menneskehedens Frelser, thi han (Kristus) skulde ved Guds Naade smage Døden for alle. Det sømmede sig ham (Gud den Almægtige) for hvem og ved hvem alle Ting er, ham, som vilde føre de mange Børn ti:! Herlighed, ved Lidelser at indvie deres Saliggørelses Stifter, vor Saliggørelses Stifter kan ikke være andre end Kristus og ham, som indvier ham, kan kun være Gud Fader, Himlens og Jordens Skaber, ved hvem alle Ting er og til hvem alle Ting er.
Thi baade den, som helliggør, og de, som helliggøres, er alle af een; hvorfor han (Kristus) ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre, den som helliggør, kan ikke være nagen anden end Kristus, og de som helliggøres, er Menneskene, men baade Kristus og Menneskene ere alle af een, og denne ene er Gud den Allerhøjeste, var Skaber og opholder.
Ham var det, der salvede Kristus med den Helligaand og Kraft, og Han var med ham. Heb. 2,7-11 og Apg. 10,38. Den der helliggør og de der helliggøres, er alle af een, og som lydige Børn skulde I ikke skikke Eder efter de forrige Lyster i Eders Vankundighed, men efter den hellige, som kaldte Eder, skulde ogsaa I varde hellige i al Eders Vandel, thi der er skrevet: "I skulde varde hellige, thi jeg er hellig." Ordet "hellig" er ifølge gl. Test. en Egenskab, som tilkommer et Menneske, et Folk eller en Genstand, ikke paa Grund af dets egen Beskaffenhed, men alene paa Grund af et Ejendomsforhold til Gud. De hellige er de til Gud Indviede, de, som tjener ham i Himmelen og paa Jorden. Naar Gud selv kaldes for den Hellige, saa betegnes han dermed som den over Verden absolut ophøjede. Jesus kaldes i det ny Test. for Guds hellige. Joh. 6,69. Peter siger: "Vi har troet og erkende, at du er Guds hellige." Dermed betegnes han som den, der fuldkommen tilhører Gud den Almægtige. Ordet eller Udtrykket "Hellig" bruges om Englene, Profeterne, Apostlene og endelig som almindelig om Herrens Menighedsmedlemmer, det er ikke personlige Dyder, men det virkelige Gudsforhold, som er det afgørende ved denne Betegnelse. I Daniels Bog kaldes Kristus Guds Salvede, den Højestes Hellige. 7,18-22 og 25.
I hele Bibelen tales der meget om Guds Aand, og det turde være rigtigt, at Guds Aand er det samme, som naar Ordet "Den Helligaand" bliver anvendt, og vi kan derfor med Rette omtale Guds Aand og Helligaanden under samme Synsvinkel, og da særlig i Betragtning af, at vi ser, Kraften er den samme. Vi vil mindes Profeten Es. 42,1: "Jeg har givet min Aand over ham" og 61,1: "Den Herre Herrens Aand er over mig" og luk. 4,18: "Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Aand", siger Herren. Sak. 4,6. Jeg giver Eder et nyt Hjerte, og en ny Aand giver jeg i Eders Indre; Stenhjertet tager jeg ud og giver Eder et Kødhjerte, jeg giver min Aand i Eders Indre og virker, at i følger mine Vedtægter og tager Vare paa at holde mine lovbud Ez. 36,26--27. Men ogsaa den Helligaand giver os Vidnesbyrd, thi efter at have sagt: "Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage", siger Herren: "Jeg vil give mine love i deres Hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres Sind." Her finder vi det samme foregaa som hos Ezekiel, men det er ubestrideligt, at den Helligaand, som her giver Vidnesbyrd, er Gud, Herren, selv, og saaledes vil vi kunne fastslaa, over alt, at den Helligaand er fuldkommen jævnstillet med Gud den Almægtige, hvad staar der skrevet, og hvorledes læser du? Thi efter at have sagt: "Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage", siger Herren. Aandens Vidnesbyrd er her i Heb. 10,15-16. Guds egen Røst! Jesus bad til Faderen: "Hellige dem i din Sandhed; dit Ord er Sandhed."
Det er ikke saadan, som enkelte vil mene, at den Helligaand først kom frem paa Pinsefestens Dag, Guds gode hellige Aand har eksisteret og virket lige saa længe som Gud den Almægtige, thi det er Guds Egenskaber, i den Helligaand, Guds Aand, ere alle de guddommelige Egenskaber samlet, Guds Kærligheds Dyb er den Egenskab, om vi vil kalde det saadan, det er Guds Kærlighed, der griber Hjerterne, og derfor er det, som vi allerede har læst, Guds Kærlighed, der leder Syndere til Omvendelse, Guds Kærlighed smelter de stenhaarde Hjerter og gør dem ydmyge som Voks, saa Herren kan bøje dem efter sin hellige Vilje og lede dem paa Retfærdigheds Veje for sit Navns Skyld, David bad til Gud: "Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne; skab mig, o Gud, et rent Hjerte, given ny og stadig Aand i mit Hjerte; kast mig ikke bort fra dit Aasyn, og tag ikke din hellige Aand fra mig, glæd mig igen med din Frelse og giv mig til Støtte en villig Aand. Sal. 51,9-14.
Profeten Esaias skriver om Guds Folks Erfaringer: "Jeg vil synge om Herrens Naade, kvæde hans Pris, efter alt, hvad Herren har gjort os, han løfted’ og bar os alle Fortidens Dage, men vi strede imod og bedrøvede hans hellige Aand; saa vendte han sig fra os, da tænkte Folket paa gamle Dage, paa Moses: "Hvor er han, som drog sit Smaakvægs Hyrde op af Vandet? Hvor er han, som lagde sin hellige Aand i hans Hjerte, lod vandre sin herlige Arm ved Moses højre." Gud lagde sin hellige Aand i Moses Hjerte. Es. 63,7-12. Da Moses bliver nævnt, vil vi erindre Skabelsesgerningen, som hele Skabelsesugen fremviser, gaar det saa an, at sætte en anden eller en tredie Person ind, som enkelte forsøger paa at gøre, nej! det var selvsagt Gud den Almægtiges Kraft, der virkede over Verdensdybet. 1. Mose, 1. Kap.
Vi finder Benævnelsen Guds Aand mange Gange, ja, mangfoldige Gange i det gl. Testamente og en Del Gange, hvor Benævnelsen Den Helligaand bliver benyttet, men vi maa gaa ud fra, som før fremhævet, at Guds Aand og den Helligaand betyder et og samme, og denne Slutning er mere begrundet end noget andet, og da i Særdeleshed ved at anføre 2. Kor. 3,15-18, hvor der læses: "Der ligger indtil denne Dag et Dække over Hjerterne", naar Moses oplæses, men naar de omvende sig til Herren, borttages Dækket, men Herren er Aanden, og hvor Herrens Aand er, er der Frihed. Men alle vi, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som i et Spejl, bliver forvandlede til det samme Billede, fra Herlighed til Herlighed, saa som det er fra Aandens Herre. Og fremdeles, vore kødelige Fædre har vi til Optugtere, og vi følte Æresfrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Aandernes Fader og leve? Heb. 12,9.
Ordet Helligaand er et bibelsk Udtryk, som betegner Guds Væsen fra en særegen Side. Der tales, som vi allerede har set, i gl. Test. hyppigt om Guds Aand, hvorved der maa tænkes paa den guddommelige Livskraft, som er Kilden til alt levende. Den er Princippet for Skabelsen og Opholdelsen, og baade det fysiske Liv og det aandelige afhænger af Guds Aand; Benævnelsen Hellig Aand leder Tanken hen paa det religiøse Livs dybeste Grund, og denne Betragtning fortsætter i Ny Test., naar i Englens Hilsen til Jomfru Maria, Helligaanden og den Højestes Kraft jævnstilles, det er endvidere i Tilslutning hertil, at Helligaanden maa betragtes som det bærende Livsprincip i Jesu Person, Luk. 4,1 og 3,22.
Tænker vi os de guddommelige Egenskaber, saa maa vi ved disse forstaa de begrebsmæssige Bestemmelser af Guds forskellige Forhold til Verden, ved at samle disse Bestemmelser, vil man finde et saa levende og konkret Billede af Gud, som det er muligt. Naar vi skal foretage en Inddeling af Egenskaberne, da kan vi skelne mellem saadanne som svarer til den givne formelle Bestemmelse af Gud som ubetinget Personlighed, og saadanne som svarer til den reelle Bestemmelse af ham som hellig Kærlighed. Til de første hører Almagt, Allestedsnærværelse og Alvidenhed, blandt de sidste kan nævnes Visdom, Retfærdighed, Godhed og Naade, saadanne Prædikater som Evighed, Uendelighed og Uforanderlighed er abstrakte Bestemmelser, der er afledede af Guds almene Væsen. Almagten er den Egenskab, hvorefter Gud med sin Vilje betinger alt hvad der sker. Allestedsnærværelse er den Egenskab, hvorefter Gud som den fuldkomne over Rummet hævede, opfylder alt med sit tilstedeværende Væsen og virker med sin Kraft overalt, Salme 139, gennem disse forunderlige fastsatte Love, som vi finder overalt omkring os og i os, gaaende ud fra den Almægtige. Alvidenhed er den Egenskab, hvorefter Gud erkender alt gennem en umiddelbar tidløs Anskuelse, for hvilken Fortid, Nutid og Fremtid bliver lige presente og saaledes ophæves i deres Forskelle. En særegen Vanskelighed ligger i Spørgsmaalet om Forholdet mellem den guddommelige Forudviden og den menneskelige Frihed. Man kan forsøge paa at begrænse den første til kun at gælde Hovedpunkterne i Fremtiden eller forsøge at benægte den sidste, men begge Løsninger bliver utilfredsstillende, Guds Ord giver dog Løsningen uden at begrænse det første og uden at benægte det sidste. De Egenskaber endelig, som svarer til Bestemmelsen af Gud som Hellig Kærlighed, maa udtrykke den Grundbestemmelse, hver paa sin Maade, saaledes Retfærdighed.
At den Helligaand dalede ned over Jesus i Skikkelse som en Due, beviser ingenlunde, at det er en tredie Person i Guddommen, men bedre at det fra Guds Side er et for Johannes og de, der kom til ham, synlig Tegn paa, at denne var Kristus, Guds eenbaarne Søn, den lovede og forventede Messias, og Røsten lød fra Himmelen, fra Gud: "Denne er min Søn, den elskede, i dig har jeg Velbehag." Johannes vidnede og sagde: "Jeg har set Aanden dale ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham, og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med Vand, han sagde til mig: "Den, som du ser Aanden dale ned over og bliver over, han er den, som døber med den Helligaand, og jeg har set det, og jeg har vidnet, at denne er Guds Søn, Joh. 1,31-36.
Bønnens magt Johannes's Vidnesbyrd til disse, som var udsendt for at spørge ham: "Hvem er du? og hvad siger du om dig selv?" Han sagde: "Jeg er en Røst af en, som raaber i Ørkenen, jævner Herrens Vej, som Profeten Esaias har sagt." Joh. 1,22-24 og Es. 40,3. Vi kan derfor med Sikkerhed betro os til Johannes's Vidnesbyrd, som foran skrevet om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligaand og Kraft, da han steg ned i Daabens Vande, Apg. 10,38 og Joh. 1,20-36. Og da han steg op, fik han det synlige Bevis paa Guds Velbehag. Johannes's Vidnesbyrd indbefattede ogsaa dette, at Kristus skulde salve sine Disciple med den Helligaand og Ild, 33. V. Matt. 3,11. Luk. 3,16. hvilket fik sin virkelige opfyldelse paa Pinsefestens Dag. Der kom pludselig fra Himmelen en Lyd som fra et fremfarende vældigt Vejr og fyldte hele Huset, hvor Jesu Disciple vare forsamlede, og der viste sig for dem Tunger som af Ild der fordelte sig og satte sig paa hver enkelt af dem, og de bleve alle fyldte med den Helligaand, og de begyndte at tale i fremmede Tungemaal, efter hvad Aanden gav dem at udsige. Det der skete paa Pinsefestens Dag var vel varslet forud, Jesus havde sagt: "I skal faa Kraft, naar den Helligaand kommer over Eder, og I skal være mine Vidner baade i Jerusalem, Judæa og Samaria og indtil Jordens Ende", sikkert ment paa den Maade, at dette Riges Evangelium skulde prædikes i den ganske Verden til et Vidnesbyrd for alle Folk, og da skal Enden komme. Matt. 24,14. Men Guds Aand bliver ikke givet til nogen, uden der er gaaet noget forud hos dem, som modtager Aandens Fylde. Disciplene havde været i inderlig Bøn til Gud lige fra den Stund, deres Mester og Frelser blev optaget, og en Sky tog ham bort fra deres øjne. Apg. 1. Kap. - -
Det er inderlig Bøn til Gud, der bevæger ham til at give os den Helligaand, og maa vi ikke ogsaa tro paa, at det, som skete paa Pinsefestens Dag, var en direkte Følge af deres inderlige og indtrængende Bønner. Disciplene havde forstaaet deres Mester og Frelsers Ord: "I skal være mine Vidner." Og til dette følte de sig nu fuldkommen afhængige af Gud og ham Kraft, den alvidende Gud, som ser og kender alle Ting paa Forhaand, havde ogsaa forudset Disciplenes Længsel efter Aandens Fylde, og derfor lød det til dem forud: "I skal faa Kraft, naar den Helligaand kommer over Eder;" Disciplene fik fra Gud den Almægtige et synligt Tegn paa hans Nærværelse og hans Iboen, der viste sig Tunger som af Ild, der der fordelte sig og satte sig paa hver af dem. Ildtungerne var ikke den Helligaand, lige saa lidt, som Duen, der dalede ned over Frelseren, da han var steget op af Daabens Vande, men et Symbol paa, at han med sin Aand og Kraft vilde være nærværende og gaa med dem i den store Gerning, som var dem betroet, at bringe Evangeliet om Frelse gennem Troen paa Kristus ud til en i Synd falden Verden. Kristus havde sagt: "Se, jeg sender Eder som Faar iblandt Ulve", men han havde ogsaa sagt: "Jeg vil ikke forlade Eder faderløse, jeg kommer til Eder." Joh. 14,18. og se, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende. Matt. 28,20. Det gælder om at søge Aandens Kraft, hvor den findes, og det er derfor af største Betydning at forstaa, at Kraften findes hos Gud den Almægtige, som de tusinde Skriftsteder stadfæster for os; skulde der findes et Par Skriftsteder, som man er i Tvivl om, da er det klogt at lade de tusinde forklare de to; med Skrift maa man Skrift forklare, og det er jo alle Bibelgranskeres Erfaring, at der findes Skriftsteder, som har faaet en uheldig Oversættelse, hvorfor man mange Steder i Skriften finder i Randbemærkninger, at dette V:ers mangler i flere af de ældste Haandskrifter. Matt. 18,11-14, Luk. 17,9, og Ordene: "Jeg mener det ikke" mangler i nogle af de ældste Haandskrifter 22,68, 23,17, 24,42. Joh. 5,3-4, her vedføjes: "De indklammede Ord i 3. og 4. Vers mangler i de vigtigste Haandskrifter og ældste Oversættelser og synes at være en senere Tilføjelse. 8,11 hørte oprindelig ikke med til Johannesevangeliet, men blev allerede tidligt tøjet til paa den nuværende Plads. Apg. 8,37. Verset mangler i de vigtigste Haandskrifter og antages at være en senere Tilføjelse." Der hades flere saadanne Randbemærkninger, men det kuldkaster ikke i nogen Grad Guds Ords Sandruhed, det fortæller kun, at der er enkelte Vers her og der i den hellige Skrift, som maa forklares med andre Skriftsteder, der griber ind i samme Emne.
Om Daabsspørgsmaalet er der delte Meninger, omend de mange Skriftsteder ere klare og tydelige nok, saa ingen sandhedssøgende behøver at være i Tvivl om, at den voksne Daab er den eneste Daab, som Bibelen omtaler. Der er kun een Herre, een Tro og een Daab, og een Gud, som er alles Fader, som er over alle og igennem alle og i alle. Ef. 4,5-6. Daaben hedder paa Græsk Baptismos, et Ord, der bruges, naar man dykker nogen helt ned i Vandet, saa det gaar sammen over den. Paa Latin hedder Daaben Mersio. Daaben skal symbolisere Begravelse. Rom. 6,3-11.
Vi ved, at der er delte Meninger om, hvilken Dag Gud ønsker, at vi skal helligholde, til Trods for, at Guds Ord siger: "Kom Sabbatens Dag i Hu, at du holder den hellig, i seks Dage skal du gøre al din Gerning, men den syvende Dag skal være Hviledag for Herren, din Gud; da maa du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter, din Tjener eller din Tjenestekvinde, dit Kvæg eller den Fremmede, som er inden for dine Porte." Thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden og Havet, og alt hvad der er i dem, og paa den syvende Dag hvilede han; derfor har Herren velsignet Hviledagen og helliget den." 2. Mose 20,8-11. 1. Mose 2,1. Det er et af de ti Bud, som er gældende for alle Mennesker og til alle Tider.
Om Tilstanden bag Død og Graver der ogsaa delte Meninger. Dør en Mand, er det ude med ham; udaander et Menneske, hvor er det da? Vand løber ud af Søen, og Floden svinder og bliver tør, saaledes lægges ogsaa et Menneske ned og rejser sig ikke og opvaagner ikke af sin Søvn, før Himlene ikke mere er. Job. 14,10-13.
Kun for de levende er der Haab; de levende ved, at de skal dø, men de døde ved ingen Ting, og Løn har de ikke mere i Vente, thi Mindet om dem slettes ud. Baade deres Kærlighed og deres Had og Misundelse er forlængst borte, og de faar ikke mere Lod eller Del i alt det, som sker under Solen, derfor alt hvad din Haand formaar at gøre med din Kræft - gør det, thi der er hverken Tanke eller Gerning eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du farer hen. Prd. 9,4-10. Intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke. Sal. 49,18. Er hans Børn i Ære, da ved han det ikke, er de i Ringhed, da ved hun det ikke. Job. 14,21. Jeg vil prise Herren saa længe, jeg lever, lovsynge Herren saa længe jeg er til. Sal. 146,2. De døde takker ikke Herren, ingen af dem, der gaar ned i det tavse, takker Herren, men vi, vi lover Herren. Sal. 115,17. Et Guds Barn sætter sit Haab til Opstandelsens herlige Morgen, da alle de, der ere i Gravene skulde høre Guds Røst, og de skulde gaa frem, de som havde gjort det gode, til Livets Opstandelse, men de, som har gjort det onde, til Dommens Opstandelse. Joh. 5,28-29. Heller ikke i det store Spørgsmaal behøver der at være Tvivl hos et Guds Barn, men det bør altid gælde ved ethvert bibelsk Emne, at de mange tydelige Skriftsteder, skal være i Stand til at klarlægge de enkelte mere utydelige, saaledes er det ogsaa, naar der er tale om Gud den Almægtige, den Allerhøjeste, den eneste sande Gud fra Evighed og til Evighed, og saaledes ogsaa, naar Talen er om Kristus, Guds eenbaarne Søn, og ligeledes dette vigtige Spørgsmaal om den Helligaand samt hele Guds Engleskare, Jesus bad: "Hellige dem i din Sandhed, dit Ord er Sandhed. Joh. 17,17.
Lad denne vor Frelsers Bøn til Faderen gøre et dybt Indtryk paa vore Hjerter, Guds Ord er Sandhed, det er en Fjende af al Løgn og Uretfærdighed. Den ganske Skrift er indaandet af Gud, nyttig til Lærdom, til Rettelse, til Optugtelse i Retfærdighed, for at et Guds Menneske maa blive fuldkommen dygtiggjort til al god Gerning, de hellige Skrifter kan gøre os vise til Frelse ved Troen paa Jesus Kristus. 2. Tim. 3,14-17. Paulus havde en levende Tro paa og Forstaaelse af Guds levende Ord, han skammede sig ikke ved Evangeliet, thi deri havde han fundet Guds Kraft til Frelse, derfor anbefalede han kun to mægtige Ting til Efesermenighedens Ældste, vi læser: "Jeg overgiver Eder til Gud og hans Naades Ord, som formaar at opbygge Eder og give Eder Arv iblandt alle de hellige, Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveægget Sværd og trænger igennem, indtil det deler Sjæl og Aand, Ledemod saavel som Marv, og dømmer over Hjertets Tanker og Raad. Heb. 4,12. Paulus siger til Thesalonikerne: "Derfor takker vi ogsaa Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord, men som Guds Ord, hvad det sandelig er, hvilket ogsaa viser sig virksom i Eder, som tro. 1. Thes. 2,13.
Jesus sagde: "Det er Aanden som levendegør, Kødet gavner intet; de Ord, som jeg taler til Eder, ere Aand og ere Liv. Joh. 6,63.
Der kunde fremdrages i Hundredtal af Skriftsteder, hvis Indhold fortæller os, at Guds Aand og Helligaand er knyttet ufrariveligt fast til Ordet, Ordet er Aand og er Liv. Den hellige Skrift kan gøre os vise til Frelse, dygtiggøre os til al god Gerning, den er mægtig til at opbygge os og bevare os, og give os Arv iblandt alle de hellige, hvad mere af Kraft og Vejledning og Hjælp har vi Behov. Vise til Frelse og Salighed.
Paulus skriver til Korinthierne: "I vandrede forhen i Synd, men I lode Eder aftvætte, ja, I bleve helligede, ja, I bleve retfærdiggjorte ved den Herre Jesu Navn og ved vor Guds Aand." 1. Kor. 6,11. Der tales her om Helliggørelse og Retfærdiggørelse ved vor Herre Jesus og ved Guds Aand, i Romerbrevet, 5. Kap. læser vi: "Altsaa retfærdiggjorte af Tro havde vi Fred med Gud, vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi ogsaa havde faaet Adgang til den Naade, hvori vi staa, og vi rose os af Haab om Herlighed hos Gud. Tron kommer derved, at man hører, men at man hører, ske ved Guds Ord." Rom. 10,17.
O, Slægt, giv Agt paa Herrens Ord! Jer. 2,31. Hvad er nu alles Erfaring med Hensyn til at have modtaget den Helligaand? Og hvad Bevis har du paa, at du har modtaget Aanden? Dersom du er blevet retfærdiggjort ved Troen paa den Herre Jesus Kristus, da ved du, at Ordet er dig nær, i din Mund og i dit Hjerte, nemlig det Troens Ord, thi dersom du med din Mund bekender Jesus som Herre og tror i dit Hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, da skal du blive frelst. Thi med Hjertet tror man til Retfærdighed, og med Munden bekender man til Frelse. Skriften siger jo: "Hver den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme. Rom. 10,6-11. Alle er I Guds Børn ved Troen paa Kristus Jesus. Thi I saa mange, som bleve døbte til Kristus, havde iført Eder Kristus. Gal. 3,26-27.
Vi vente jo ved Aanden af Tro Retfærdigheds Haab. 5,5. Saa mange, som ere døbte til Kristus, havde iført sig Kristus; Kristus bor ved Troen i Deres Hjerter. Ef. 3,17. De ere i Besiddelse af Kristi Sindelag. Det samme Sind være i Eder, som ogsaa var i Kristus. Fil. 2,5. Jesus sagde: "Kommer hid til mig alle, som lide Møje og ere besværende, og jeg vil give Eder Hvile. Tager mit Aag paa Eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet; saa skulde I finde Hvile for Eders Sjæle. Matt. 11,27-30. Derfor, om nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning; det gamle er forbigangent, se, alt er blevet nyt! men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus. 2. Kor. 5,17. Vi blev altsaa begravet med Kristus ved Daaben, for at ligesom han blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, saaledes ogsaa vi skulde vandre i et nyt Levned. Rom. 6,4.
Paulus bøjede sine Knæ for Faderen, fra hvem enhver Faderlighed i Himle og paa Jord har sit Navn, og bad at han vil give Eder efter sin Herligheds Rigdom mægtigt at styrkes ved hans Aand i det indvortes Menneske; at Kristus maa bo ved Troen i Eders Hjerter. Ef. 3,14-17.
Vor forening med Faderen og Sønnen Der er en Forbindelse mellem Kristus og hans sande Efterfølgere, som kun kan opfattes ved sand Tro og en urokkelig Tillid til Gud og hans Ord. Jesus sagde til sine Disciple: "Endnu en liden Stund, og Verden ser mig ikke mere, men I se mig; thi jeg lever, og I skulde leve. Paa den Dag skulde I erkende, at jeg er i min Fader og I i mig og jeg i Eder." Forbindelsen er ikke til at tage Fejl af, og dog er der saa mange, mange, som har saa svært ved at forstaa denne Forbindelse; de der forstaar Foreningen mellem Kristus og hans Efterfølgere, forstaar ogsaa Foreningen mellem Faderen og Sønnen. Kristus siger: "I i mig, og jeg i Eder." Hvorledes er vi i Kristus? Dersom nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning, der er sket noget, jeg er korsfæstet med Kristus, og det er ikke mere mig, der lever, men Kristus lever i mig; men hvad jeg nu lever i Kødet, det lever jeg i Troen paa Guds Søn, som elskede mig, og gav sig selv hen for mig. Gal. 2,20. Men de, som hører Jesus Kristus til, havde korsfæstet Kødet med dets Lyster og Begæringer, Kødet begærer imod Aanden, og Aanden imod Kødet, og disse ere hinanden modsatte, men dersom vi ledes af Aanden og lever i Aanden, da lader os ogsaa gaa frem i Arunden. Gal. 5,16-18. 24-25. Kødets Gerninger ere aabenbare. 19-21 Vers. Aandens Frugter ere synlige i den kristnes Liv og viser sig saaledes: Kærlighed, Glæde, Fred Langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, Sagtmodighed og Afholdenhed, mod saadanne er Guds Lov ikke. Gal. 5,22-23. Naar vi læser: "Mod saadanne er Loven ikke", saa skal vi huske paa, at Loven (de ti Bud, som er gældende for alle Mennesker og til alle Tider), er hellig og Budet er helligt og retfærdigt og godt, og vi vide, at Loven er aandelig. Rom. 7,12-14.
Aandens Frugter bliver da at opfatte som Guds eget Indre Væsen. Vi maa erkende, at Gud er hellig, retfærdig og god, thi saaledes har Gud elsket Verden, at han har givet sin Søn, den eenbaarne, for at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv. Joh. 3,16.
Vi vil igen mindes Jesu Ord til sine Disciple: "I i mig, og jeg i Eder." Denne forunderlige Forening, men hvorledes kan det dog blive muligt? Jesus siger: "Den, som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; men den, som elsker mig, skal elskes af min Fader, og jeg skal elske ham og aabenbare mig for ham." Aabenbarer Kristus sig for dig og mig? og paa hvilken Maade kan vi forvente, at det skal ske paa? Før dette Spørgsmaal besvares, maa vi hente endnu en Beretning fra Joh. 14,22.-23. Vers. Judas (ikke Iskariot) siger til Jesus: "Herre, hvor kommer det, at du vil aabenbare dig for os og ikke for Verden." Jesus svarede og sagde til ham: "Om nogen elsker mig, vil han holde mit Ord; og min Fader skal elske ham, og vi (Faderen og Sønnen) skulde komme til ham og tage Bolig hos ham. Ethvert sand Guds Barn kan da ved Tro paa den levende Guds Ord forstaa, at baade Gud den Almægtige og hans eenbaarne Søn Jesus Kristus vil komme og tage Bolig hos ham, og hvad læste vi i Rom. 10,8. Ordet er nær, i din Mund og i dit Hjerte, det er det Troens Ord, du tror i dit Hjerte at Kristus, som blev født af Jomfru Maria, var Guds eenbaarne Søn, du tror i dit Hjerte, at Gud elskede dig saa højt, at han gav ham for dig, du tror i dit Hjerte, at han døde paa Korset for dig, du tror i dit Hjerte, at Gud den Almægtige oprejste ham fra de døde, du tror, at han fik Sæde ved Faderens højre Haand, og du tror i dit Hjerte, at han et Mellemmand mellem Gud og dig, det vil sige, du tror i dit Hjerte, at han er din Talsmand overfor Faderen, 1. Joh. 2,1-2, og at han og han alene er en Soner for dine Synder, og dersom vi bekender vore Synder, er han trofast og retfærdig og tilgiver dem alle, du tror i dit Hjerte, at han og han alene er den Forbeder, du tror i dit Hjerte og af hele dit Hjerte, at han vil komme igen for at dømme levende og døde, du tror i dit Hjerte, at du skal arve alle Ting med ham, salig er du! for Kød og Blod har ikke aabenbaret det, men din Fader, som er i Himmelen.
Den nye fødsel Gud talede til Profeten Ezekiel og sagde: "Menneskesøn, alle mine Ord, som jeg taler til dig, skal du optage i dit Hjerte og høre med dine ører. Ez. 3,10. Gud har sagt: "Jeg vil bo og vandre iblandt Eder, og jeg vil være Eders Gud, og I skulde være mit Folk, jeg vil være Eders Fader, og I skulde være mine Sønner og Døtre," siger Herren den Almægtige. 2. Kor. 6,16-18. Det er store og forunderlige Løfter, som vi erholder gennem Guds Ord, Løfter om Gud den Almægtiges Iboen, Kristi Iboen og den Helligaands Samfund. 2. Kor. 13,13.
Og Englene ere tjenende Aander, udsendte til Hjælp for dem, som paa Grund af Troen paa Kristus skal arve Salighed. Vi kan se, at hele Himmelen ere interesserede i Menneskenes Frelse. Den Helligaand blev paa en særegen Maade udøst over Disciplene paa Pinsefestens Dag, men den Helligaand, som kun kan være den samme som Guds Aand, har som ovenfor nævnt været identisk med Gud den Allerhøjeste fra Evighedernes Evigheder. Først saa vi det ved Skabelsens Morgen, siden ved Moses. Saa steg Herren ned i Skyen og talede til ham, og han tog noget af den Aand, der var over ham og lod den komme over de halvfjerdsindstyve Ældste. 4. Mose 11,25. Es. 63,11. David taler ved den Helligaand, Sal. 110,1 og Mrk. 12,36. Elisabeth Zakarias' Hustru blev fyldt med den Helligaand, og Døberen Johannes skulde fyldes med den Helligaand, alt fra Moders Liv af. Ogsaa Zakarias blev fyldt med den Helligaand. Luk. 1,15 -35-41. Maria, Jesu Moder, modtog den Helligaand, og den Højestes Kraft kom over hende. Den gamle Simeon var retfærdig og frygtede Gud, og den Helligaand var over ham. Luk. 2,25-32. Jesus, som blev salvet med den Helligaand og Kraft, siger: "Hvilken Fader iblandt Eder vil give sin Søn en Sten, naar han beder om Brød, eller naar han beder om en Fisk, mon han da giver ham en Slange? Dersom da l, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal da Herren fra Himmelen give den Helligaand til dem, som beder ham." Luk. 11,13. Jeg siger Eder, beder, saa skal Eder gives; søger, saa skulle I finde; banker paa, saa skal der lukkes. op for Eder, thi hver den, som beder, han faar, og den, som søger, han finder, og den, som banker paa, for ham skal der lades op. 9. og 10. Vers. Johannes siger: "Den Gud udsendte taler Guds Ord; Gud giver nemlig ikke Aanden efter Maal. Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Haand." Joh. 3,34-35. Jesus talede med Nikodemus om den nye Fødsel og sagde: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født af Vand og Aand, kan han ikke se Guds Rige." Hvad der er født af Kød, er Kød, og hvad der er født af Aanden, er Aand (aandelig). Den nye Fødsel synes at være Aandens Værk, men Johannes skriver i sine Breve: "Lader os elske hverandre, thi Kærligheden er af Gud. og hver den som elsker, er født af Gud og kender Gud." 1. Joh. 4,7. Og hver den, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud; og hver den, som elsker Faderen, elsker ogsaa den, som er født af ham. 5,1. Thi alle, som er født af Gud, overvinder Verden; og det er den Sejr, som har overvundet Verden, vor Tro. Hvem er den, som overvinder Verden, uden den, som tror, at Jesus er Guds Søn. 4.-5. Vers. Vi vide., at hver den, som er født af Gud, synder ikke; men den, som er født af Gud, bevarer sig selv, og den Onde rører ham ikke. 18. Vers. Dersom I vide, at han er retfærdig, da erkender, at hver den, som gør Retfærdighed, er født af ham. 2,29. Johannes har mindst 7 Gange vidnet, at den nye Fødsel er af Gud, naar da Joh. 3,5-6 bruger Udtrykket Aand, saa er der kun een Forklaring, nemlig at Aanden er fuldkommen identisk med Gud den Almægtige; farer ikke vild, mine elskede Brødre! Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge. Efter sin Vilje fødte han os efter Sandheds Ord. Jak. 1,16-18.
Genfødte, som I ere, ikke af forkrænkelig, men af uforkrænkelig Sæd, ved Guds levende og blivende Ord. Lovet være Gud og vor Herre, Jesu Kristi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har igenfødt os til et levende Haab ved Jesu Kristi Opstandelse fra de døde. l. Pet. 3,23.
Helligaanden identisk med Gud Aandens Udgydelse paa Pinsefestens Dag giver samme Resultat, I Mænd, Brødre! Det Skriftens Ord burde opfyldes, som den Helligaand forud havde talt ved Davids Mund om Judas, der blev Vejleder for dem, som greb Jesus. Apg. 1,16--20. Læs Davids Salmer 109, 8.41,10. Sak. 11,13, var det ikke Herren selv, der talte til David eller talte ved Davids Mund? Vi læser: "Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordelte sig og satte sig paa hver enkelt af dem, og de bleve alle fyldte af den Helligaand." Vi læser om, hvilket Udslag, der viste sig. Apg. 2,1-14. Men hvad siger Peter? Ikke ere disse drukne, som I mene; men det er hvad der er sagt ved Profeten Joel: "Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Aand over alt Kød." 17. Vers fortæller os, at det er Gud, som siger det ved Joel, læser vi hos Joel, saa lyder det saaledes: "I skal kende, at jeg er i Israels Midte, og at jeg og ingen anden er Herren, Eders Gud, og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme, og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde af min Aand over alt Kød." Det er Gud den Almægtige, den eneste sande Gud (I skal kende, at jeg og ingen anden er Herren Eders Gud), der udgyder af sin Aand, thi Gud Herren selv er Aanden. 2. Kor. 3,17.
Der blev sagt ved Johannes, at Kristus, som selv blev salvet med den Helligaand og Kraft, ogsaa skulde salve sine Disciple med den samme Aand. Vi læser i Apg. 2. fra 32. Vers: Denne Jesus oprejste Gud, hvorom vi alle er Vidner, efter at nu han ved Guds højre Haand er ophøjet og af Faderen har faaet den Helligaands Forjættelse, har han udgydt denne, hvilket I baade se og høre, Her er det vitterligt, at det er Kristus, der udgyder den Helligaand og ifølge Faderens Forjættelse. Baade i 17. Vers og i 33. Vers hedder det: at han vil udgyde af sin Aand, lad os spørge os selv, hvorledes kan macn mene, at det skulde kunne være en tredie Person i Guddommen, en Aand, som Kristus modtager fra Faderen og udgyder over alle sine Disciple. Nej, Tanken er umulig, Peter sagde i 38. Vers: Omvend Eder, og hver af Eder lade sig døbe paa Tesu Kristi Navn til Eders Synders Forladelse, og I skulde faa den Helligaands Gave. Paulus skriver til Korintherne: "Hvad de aandelige Gaver angaar, Brødre, vil jeg ikke, at I skulle være uvidende. I vide, at da I vare Hedninger, droges I hen til de stumme Afgud er, derfor kundgør jeg Eder, at ingen, som taler ved Guds Aand, sige: "Jesus er en Forbandelse." Og ingen kan sige: "Jesus er Herre", uden ved den Helligaand. Der er Forskel paa Naadegaver, men det er den samme Herre, og der er Forskel paa kraftige Gerninger, men det er den samme Gud som virker alt i alle. Før vi gaar videre med Hensyn tilde aandelige Gaver, maa vi slaa Sandheden fast, saadan som vi finder den i 5. og 6. Vers. I de følgende Vers er der Tale om Visdom, Kundskab og Tro, Gave til at helbrede og Gave til at udføre kraftige Gerninger, profetisk Gave, og til at tale fremmede Sprog. 1. Kor. 12:
Men alt det virker den ene og samme Aand, som uddeler til enhver især efter som han vil, nu har vi Brug for 6. Vers, hvori der læses: "Men det er den samme Gud, som virker alt i alle" eller 5. Vers: "Der er Forskel paa Tjenester, og det er den samme Herre" vi maa sande, at den Gud, som virker alt i alle er fuldkommen at med Aanden, thi det er Gud som ved sin Aand udvirker alle de aandelige Gaver i Menigheden. Gud har sat Lemmerne ethvert af dem, paa legemet eftersom han vilde, og Gud har sammenføjet Legemet saaledes, at han tillagde det ringere mere Ære. Nogle satte Gud i Menigheden, for det første til Apostle, for det andet Profeten, for det tredie Lærere, dernæst kraftige Gerninger, dernæst Gaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre og forskellige Slags Tungemaal. 18., 24. og 28. Vers fortæller os, at det er Gud den Almægtige, der uddeler til enhver i Besynderlighed som han vil. Naar der i Vers 28 staar: "Og nogle satte Gud i Menigheden", saa maa vi bøje os for Sandheden og erkende, at han jo netop nævner alle disse Gaver, som ogsaa kaldes Aandens Gaver.
Det er interessant at betragte Guds Menighed, som ogsaa kaldes Kristi Legeme: "Men I ere Kristi Legeme og Lemmer enhver især." 27. Vers. Thi med een Aand bleve vi jo alle døbte til at være eet Legeme, og alle fik vi een Aand at drikke. Vi bliver alle døbte med Guds Aand, og vi faar alle sammen en Aand at drikke, og Guds Kærlighed bliver udøst i vore Hjerter ved den Helligaand, som blev os givet. Rom. 5,5. Og Herren styre vore Hjerter til Guds Kærlighed og til Kristi Udholdenhed. 2, Tess, 3,5.
Gud den Almægtige har lagt alle Ting under Kristi Fødder, og han gav ham som Hoved over alting i Menigheden, der er hans Legeme, fyldt af ham, som fylder alt i alle. Ef. 1,22-23. Gud satte Kristus som Hoved over sin Menighed.
Faderens, sønnens og aandens iboen ikke er Eders egne? Thi I bleve købt dyrt; ærer derfor Gud i Eders legeme. Den, som holder sig til Herren, er een Aand med ham. 1. Kor. 6,17-20.
I er ikke kødelige, men aandelige, om ellers Guds Aand bor i Eder. Men om nogen ikke har Kristi Aand, saa hører han ham ikke til, men om Kristus er i Eder, da er vel legemet dødt paa Grund af Synd, men Aanden er liv paa Grund af Retfærdighed. Men om hans Aand, der oprejste Jesus fra de døde, bor i Eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre ogsaa Eders dødelige legemer ved sin Aand, som bor i Eder. Thi saa mange, som drives af Guds Aand, disse ere Guds Børn. Ja, Aanden selv vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn. Men ere vi Guds Børn, ere vi ogsaa Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for ogsaa at herliggøres med ham. Og han, som ransager Hjerterne ved, hvad Aandens Higen er, at den efter Guds Vilje gaar i Forbøn for hellige, hvem vil anklage Guds udvalgte? Guder den, som retfærdiggør, hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Haand, som ogsaa gaar i Forbøn for os. Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke ogsaa med ham skænke os alle Ting? Kødets Higen er død, men Aandens Higen er Liv og Fred, og de, som ere kødelige, kunne ikke tækkes Gud. Rom. 8. Kap. lad os nu ,lægge alle forudfattede Meninger til Side, og vi vil se, hvor ligetil det er alt sammen, vi maa helt bort fra den Tanke, at Aanden skal være en tredie Person i Guddommen eller et tredie Væsen. Nej, Aanden er Guds hellige, retfærdige, sandrue og fuldkommen rene Væsen, som ledsages af hans Krafts overvættes Storhed, og Kristus er hans Herligheds Glans og hans Væsen udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord. Heb. 1,3. Og Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os, og vi saa hans Herlighed, en Herlighed, som en eenbaaren Søn har den fra sin Fader, fuld af Naade og Sandhed. Joh. 1,14. Det ere forunderlige Tanker og helt rene linier at gaa frem efter. Aanden er Guds indre Væsen, og det møder os i al sin Herlighed og Storhed, i den hellige Skrift, som kan gøre os viise til Salighed ved Troen paa Jesus Kristus, Guds eenbaarne Søn, var Herre og Frelser.
Den Helligaand maa ikke være et Mystetium for Guds Børn, Bibelen rummer ikke noget Mysterium. De skjulte Ting er for Herren, vor Gud, men de aabenbare er for os evindelig og altid. 5. Mose 29, 29. Ethvert Ord lige fra Første Mosebog, første Kap. og første Vers til Aabenbaringsbogens sidste Kap. og sidste Vers er en Aabenbaring til os. Jeg vidner for enhver, som hører denne Bags Profetis Ord: "Dersom nogen lægger naget til disse Ting, da skal Gud lægge paa ham de Plager, som der er skrevet om i denne Bog. Og dersom nogen tager noget bort fra denne Profetis Bogs Ord, da skal Gud tage hans Lod bort fra Livets Træ og fra den hellige Stad, om hvilke der er skrevet i denne Bog. Aab. 22,18-19. Gud giver alle dem, der adlyder ham, den Helligaand. Apg. 5,32
Der blev udset syv Mænd til at tage Vare paa Menighedens forskellige Ting, og det skulde være Mænd fulde af Aand og Visdom, Iblandt dem var Stefanus, en Mand fuld af Tro og den Helligaand, han var fuld af Naade og Kraft, og gjorde store Undere og Tegn Iblandt Folket, og der stod nogle frem, som tvistede med Stefanus, og de kunde ikke modstaa den Visdom og den Aand, som han talte af. Han holdt en lang Forsvarstale, hvori han mindede om Guds Ledelse af sit Folk og deres Genstridighed, mod Slutningen af sin Tale sagde han: "I haarde Halse og uomskaarne baade paa Hjerter og Øren! I staar altid den Helligaand imod; som Eders Fædre, saaledes ogsaa I. Men da de hørte det, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham. Men som han var fuld af den Helligaand, stirrede han op mod Himmelen og saa Guds Herlighed og Jesus staaende ved Guds højre Haand, og de stenede ham medens han bad: "Herre, tilregn dem ikke denne Synd!" og som han sagde dette, sov han ind. Han var fuld af den Helligaand og Kraft! Apg. 6. og 7. Kap. Han sagde til dem: "I staar altid den Helligaand imod, som Eders Fædre, saaledes ogsaa I. Vi gaar til Fædrene!" Efter at Gud med en stærk Haand havde ført dem ud af Ægypten og vist sin Magt til at frelse ved Det røde Hav og gennem hele Ørkenvandringen, knurrede de Gang paa Gang mod Moses, ikke mod Moses alene havde de knurret, men mod Gud, og Herren sagde: "Hvor længe skal jeg taale den onde Menighed, dem, som bestandig knurrer imod mig? J eg har hørt Israelitternes knurren, hørt hvorledes de knurrer imod mig." 4. Mose 14,27. 2. Mose 17,1-7. Derfor, som den Helligaand siger: "I Dag, naar I høre hans Røst, da forhærder ikke Eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørkenen, hvor Eders Fædre fristede mig ved at sætte mig paa Prøve, og de saa dog mine Gerninger i fyrretyve Aar, derfor harmedes jeg paa denne Slægt og sagde: "De farer altid vild i Hjertet"; men de kendte ikke mine Veje. Heb. 3,7-11. Naar der siges: "I Dag, naar I høre hans Røst, da forhærder ikke Eders Hjerter som i Forbitrelsen." 15. og 16. Vers.
De, for hvem det gode Budskab om at gaa ind først lød, gik ikke ind for deres Genstridigheds Skyld, saa bestemmer han atter en Dag: "I Dag", siger han ved David saa lang Tid efter, som ovenfor sagt, "I Dag, naar I høre hans Røst, da forhærder ikke Eders Hjerter!" Heb. 4,6-7. Derfor, som den Helligaand siger: "I Dag, naar I høre hans Røst." Det er alle Steder Guds Røst, han siger: "De fristede mig, de satte mig paa Prøve, de saa mine Gerninger", og han bestemmer atter en Dag, der vises hen til Davids Salme, hvor vi læser: Kom lad os kaste os ned for Herren, vor Skaber! thi han er vor Gud. Ak, lyttede I dog i Dag til hans Røst. Vi hører her den Helligaands Stemme, men det er direkte Guds Stemme gennem David, den Helligaands Stemme er ogsaa her identisk med Guds Stemme, hele den hellige Skrift er jo Guds Aands Stemme, hans Mund har talet det, og hans Aand har sanket det. Mærk, hvad jeg siger, og Herren giver dig Indsigt i alle Ting. 2. Tim. 2,7.
Da Jesus Disciple vare forsamlede, af Frygt for Jøderne, (det var paa Jesu Opstandelsesdag), kom Jesus og stod midt iblandt dem, og sagde til dem: "Fred være med Eder!" Og som han sagde dette, viste han dem sine Hænder og sin Side, og Disciplene bleve glade, da de så Herren. Jesus sagde da atter til dem: "Fred være med Eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, saaledes udsender ogsaa jeg Eder." Og da han havde sagt dette, aandede han paa dem, og han siger til dem: "Modtager den Helligaand!" Joh. 20,19-22.
Da Apostlene hørte, at nogle i Samaria havde taget imod Guds Ord, sendte de Peter og Johannes til dem, og da disse vare komne derned, bade de for dem, om at de maatte faa den Helligaand, de vare blevne døbte til den Herre Jesu Navn. Da lagde de Hænderne paa dem, og de fik den Helligaand. Apg. 8,14-17. Helligaanden blev her givet ved eller i Forbindelse med Haandspaalæggelse, men efter forudgaaende Daab. Peter kaldes af Gud til at forkynde Evangeliet, det glade Budskab om Frelse gennem Troen paa Kristus, Verdens Frelser, Peter talede til dem og sagde: "Jeg forstaar i Sandhed, at Gud ikke anser Personer, men I ethvert Folk er den, som frygter ham og gør Retfærdighed, velbehagelig for ham." Angaaende Jesus af Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligaand og Kraft, han, som gik omkring og gjorde vel og helbredte alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham; ham oprejste Gud paa den tredje Dag og gav ham at aabenbares ikke for alle, men for de Vidner, som vare forud udvalgte af Gud, for os, som spiste og drak med. ham, efter at han var opstanden fra de døde. Ham giver alle Profeterne det Vidnesbyrd, at hver, som tror paa ham, skal faa Syndernes Forladelse ved hans Navn, og medens Peter endnu talte disse Ord, faldt den Helligaand paa alle dem, som hørte Ordet, og Peter blev meget forbavset over, at den Helligaands Gave var blevet udgydt ogsaa over Hedningerne, og Peter sagde: "Man nogen kan formene disse Vandet, saa de ikke skulle døbes, de, som dag have faaet den Helligaand ligesom os," og han befalede, at de skulde døbes i Jesu Kristi Navn. Apg. 10,28-48. Over disse i Kornelius's Hus blev den Helligaand udgydt, som en Guds Gave, men før Daaben, det besynderlige er, at de, der bliver døbt, og som nævnes i Apg. kun bliver døbt i den Herre Jesu Kristi Navn. Peter forklarer indgaaende Brødrene i Jerusalem, om hvorledes Gud kaldte ham til Kornelius's Hus, og han sagde: "Jeg kammer Herrens Ord i Hu, hvorledes han sagde: Johannes døbte med Vand, men I skulle døbes med den Helligaand. Naar altsaa Gud gav dem lige Gave med os, da de troede paa den Herre Jesus Kristus, hvem var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?" Apg. 11,16-17.
Herrens Ord til Disciplene havde lydt saaledes: "I skal døbes med den Helligaand", er Herrens Ord her i Strid med Matt. 28,19? Og hvad kan der vel være, som gør, at Meningen bliver en anden? Det ene Sted staar der, at Disciplene skulde døbes med den Helligaand, og det andet Sted staar der, at de skal døbes bil den Helligaand, og Jesus selv blev døbt med den Helligaand, var det saa ikke det, der ogsaa i Matt. 28,19 burde være Meningen, Oversættelsen kan være misvisende, saadan, at man er nødt til at benytte de mange Skriftsteder til at belyse de enkelte. Matt. 28,19 byder ogsaa paa en anden Vanskelighed, nemlig deri: Gaar derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døbe dem, man kan ikke gøre nogen til Jesus Disciple ved at døbe, men ved at tale vil dem om den korsfæstede Frelser, og lære dem at holde alt, hvad han har befalet, og hans Løfte er: Se, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende. Det er Fremgangsmaaden, der bliver benyttet i hele Apostelgerningen, Troen kommer ja derved, at man hører, men at man hører, sker ved Guds Ord, og Guds Ord siger: "Omvender Eder og lader Eder døbe, og tro paa den Herre Jesus, saa skal du blive frelst. Apg. 16,31.
Beretningen om Filip, der døber Kandakes Skatmester, har stor Betydning. Filip fik Naade til at forkynde for ham Evangeliet om Jesus. Men som de kom frem ad Vejen, kom de til noget Vand, og Hofmanden siger: "Se, her er Vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?" men Filip sagde: "Dersom du tror af hele dit Hjerte, kan det ske," men han svarede og sagde: "Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn." Og han bød, at Vognen skulde holde, og de" stege begge ned i Vandet, baade Filip og Hofmanden; og han døbte ham. Apg. 8,31-40. En levende Skildring af den bibelske Daab, han troede paa Kristus, Guds eenbaarne Søn, til frelse, og de nedstege begge i Vandet, og Filip døbte ham. Det var en Herrens Engel, der talte til Filip og sagde: "Staa op og gaa mod Syd paa den Vej, som gaar ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde." Og han stod op og gik. Og se, der var en Æthioper, en Hofmand, en mægtig Mand has Kadake, Æthiopernes Dronning, som var sat aver alle hendes Skatte; han var kommet til Jerusalem for at tilbede, og han var paa Hjemvejen og sad paa sin Vagn og læste Esajas; men Aanden sagde til Filip: "Gaa hen og hold dig til denne Vogn," og Filip løb der hen og hørte ham læse Profeten Esajas, og han sagde til ham: "Forstaar du ogsaa det, som du læser?" Men han sagde: "Hvorledes skulle jeg kunne det uden nogen vejleder mig?" Og han bød Filip stige op og sætte sig has ham, men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: "Som et Faar blev han ført til Slagtebænken," men Hofmanden spurgte: "Om hvem siger Profeten dette?" Hele denne Beretning er slaaende, men lad os ikke glemme, at det var en Engel, som Gud sendte til Filip. "Englene plejer at kunne tale "Guds Budskab til Mennesker," var Aanden i dette Tilfælde saa ikke Herrens Engel, som Gud først sendte til Filip? Det vilde være meget rimelig at opfatte det saaledes, og ligeledes 39. Vers Apg. 8,26-40. Det behøvede ikke direkte at være med Engelens Hjælp, det kunde jo ogsaa være en direkte Indskydelse fra Gud, men man vil ikke sætte det i Forbindelse med nogen anden Magt ener et andet Væsen. Der er mange Skriftsteder givet os, hvori Udtrykket den Helligaand staar omtalt, men citerer ikke et Sted, uden man med bedste Forstaaelse baade kan og maa sætte det i Forbindelse med Gud den Almægtige selv og hans vældige Virkekraft, som han udviste, da han oprejste Kristus fra de døde. Ef. 1,19-20. Bibelen nævner ikke alene Guds Aand, men ogsaa Kristi Aand, men det er uden al Tvivl den samme, og maa opfattes saaledes, at det ogsaa er Kristi indre Væsen, som er fuldkommen eet med Faderens, efterdi Kristus er hans udtrykte Billede. Ellers staar vi i Fare for at lave endnu en Person i Guddommen, det er ikke Ironi, men den dybeste Alvor, at det skrives i. - - Vi læser i Heb. 1,1:
Efter at Gud mange Gange og paa mange Maader har talt til Fædrene ved Profeterne. Profeterne have gransket og ransaget de, som profeterede om den Naade, der skulde blive os til Del, idet de granskede over, hvilken og hvordan en Tid Kristi Aand, som var i dem, henviste til, naar den forud vidnede om Kristi lidelser og den derpaa følgende Herlighed. 1. Pet. 1,10-11. Og det blev dem aabenbaret, at det ikke var dem selv, men os, de tjente med disse Ting, for hvem Evangeliet er blevet forkyndt i den Helligaand, som blev sendt fra Himmelen, hvilke Ting Engle begærer at skue ind i. 12. V. De, som er i Kødet, kunde ikke tækkes Gud. I derimod, ere ikke i Kødet men i Aanden, om ellers Guds Aand bor i Eder, men om nogen ikke har Kristi Aand, saa hører han ham ikke til, men om Kristus er i Eder, da er vel legemet dødt paa Grund af Synd, men Aanden er liv paa Grund af Retfærdighed. Rom. 8,8-10. Paulus skriver: "Jeg ved, at det skæl blive mig til Frelse ved Eders Bøn og Jesu Kristi Aands Hjælp. Fil. 1,19. Det, vi møder, er en ny Tanke, vi møder, nemlig Skriftens Vidnesbyrd om Jesu Kristi Aand, og der er ingen Tvivl om, for det første, at den er helt identisk med Kristus, og dernæst, at den jo ogsaa er i samme Forhold til Gud og Faderen. Vi finder, at den Helligaand blev sendt fra Himmelen, at det var Guds Aand og Kristus Aand. Guds Aand bor i os, og Kristus er i os, formedelst Troen.
Paulus siger til Galateerne: "I uforstandige! hvem har fortryllet Eder, I, hvem Jesus Kristus blev malet for øje som korsfæstet? Kun dette vil jeg vide af Eder: var det ved lovens Gerninger, I modtog Aanden, eller ved i Tro at høre? Ere I saa uforstandige? Vilde I, som begyndte i Aand, nu ende i Kød? Have I da prøvet saa meget forgæves?" Hvis det da virkelig er forgæves, mon da han, som meddeler Aanden og virker kraftige Gerninger iblandt Eder gør det ved lovens Gerninger eller ved, at I høre i Tro? ligesom jo "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed."
Her faar vi i det mindste eet Fingerpeg, som fortæller os, at Gud meddeler os Aanden ved, at vi tror eller ved, at vi høre og tro. Han, som meddeler os Aanden, er den, som ogsaa virker kraftige Gerninger Iblandt os. I denne Forbindelse skal vi i al Korthed bemærke at her er ikke tale om Moralloven de ti Bud, der er gældende for alle Mennesker og til alle Tider, men den ceremonialske lov med alle dens Paabud, som skulde gælde indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjaldt, besørget ved Engle, ved en Mellemmands Haand (Kristus). Da Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født al en Kvinde født under Loven, for at han skulde løskøbe dem, som var under loven, for at vi skulde faa Sønneudkaarelsen. Men fordi I ere Sønner har Gud udsendt i vore Hjerter sin Søns Aand, som raaber: "Abba: Fader!" Hvorledes læser du, og hvad staar der skrevet? Gud har udsendt til og i vore Hjerter sin Søns Aand! Gal. 3,1-6.
Vi modtage jo ikke en Trældomsaand atter til Frygt, men vi modtog en Sønneudkaarelses Aand, i hvilken vi raabte: "Abba, Fader!" Nu er der da ingen Tvivl om, i hvilken Aand det er, at vi har lov til og kan raabe Abba, Fader, det er i Kristi Aand, og Kristi Aand vidner med vor Aand at vi ere Guds Børn. Nu skinner der et vidunderligt lys ud Æra Rom. 8. Kap., vi læser i 26. Vers: "Og ligeledes kommer ogsaa Aanden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulde bede om, som det sig bør, men Aanden selv gaar i Forbøn for os med usigelige Sukke, ja, nu er der Mening i det! Det er Kristi Aand, Kristi Kærlighed, den dybeste dybe Kærlighed, Kristus gaar selv i Forbøn for os, for de hellige. Og Gud den Almægtige, som ransager Hjerterne, ved, hvad Aandens Higen er, Kristi Aand, som er i os, og at den efter Guds Vilje gaar i Forbøn for den hellige. Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Haand, som ogsaa gaar i Forbøn for os. O, læs hele 8. Kap. - -
Behøves der flere Beviser? Der er endnu Hundreder af Skriftsteder, hvori Guds og Kristi Aand nævnes, og som for en lydhør og sandhedselskende Sjæl aflægger Vidnesbyrd. I Johannes Aabenbaring (Jesu Kristi Aabenbaring, som Gud har givet ham) skulde der skrives til syv Menigheder. Vi læser: "Hvad du seer, skriv det i en Bog, og send det til de syv Menigheder, til Effesus og til Smyrna, til Pergamus og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea." Som det fremgaar af Indholdet i disse Breve, er det Kristus, der ved sin Aand taler til dem alle. Vi vil ikke gennemgaa dem alle, men et eller to for at vise, hvorledes Kristi Aand taler: Skriv til Menighedens Engel i Efesus: "Det siger han, som holder de syv Stjerner i sin højre Haand, han, som vandrer midt imellem de syv Guldlysestager: "Jeg kender dine Gerninger og dit Arbejde og din Udholdenhed, og at du ikke kan fordrage de onde; og du prøvede dem, som kalder sig selv Apostle og ikke er det, og du har fundet, at de ere Løgnere; du har Udholdenhed, og du har døjet ondt for mit Navns Skyld og er ikke blevet træt. Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første Kærlighed. Kom derfor i Hu, hvorfra du er falden, og omvend dig og gør de forrige Gerninger; men hvis ikke, da kommer jeg over dig, og jeg vil flytte din Lysestage fra dens Sted, hvis du ikke omvender dig. Dag, det har du, at du hader Nikolaiternes Gerninger, som ogsaa jeg hader. Hvem er han, som har talt om det for Menigheden i Efesus? og som saa indgaaende har Kendskab til Menighedens aandelige Tilstand og giver saa kærlighedsfulde Raad og Formaninger og Opmuntringer?" Ja, hvem er han? Det siger han, som holder de syv Stjerner i sin højre Haand, han, som vandrer midt imellem de syv Guldlysestager. Johannes skriver: "Jeg henryktes i Aanden paa Herrens Dag, og jeg hørte bag mig en Røst, som sagde: "Hvad du seer, skriv det i en Bog," og jeg vendte mig for at se Røsten, som talte med mig, Dg da jeg vendte mig, saa jeg syv Guldlysestager, Dg midt imellem de syv Lysestager en, lig en Menneskesøn, iført en fodsid Kjortel og omgjordet om Brystet med et Guldbælte. Hans Hoved og Haar var hvidt som hvid Uld, som Sne; Dg hans øjne som ildslue; og hans Fødder lignede skinnende Malm, naar det gløder i Ovnen; og hans Røst var som mange Vandes Lyd; og i hans højre Haand havde han syv Stjerner; og af hans Mund udgik der et tveægget, skarpt Sværd, og hans Udseende var som Salen, naar den skinner i sin Kraft. Og da jeg saa ham, faldt jeg ned for hans Fødder som død; og han lagde sin højre Haand paa mig og sagde: "Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste Dg den levende;" og jeg var død, og se, jeg lever i Evighedernes Evigheder, og jeg har Dødens og Dødsrigets Nøgler." Det er Menneskesønnen, der fremstiller sig for Johannes, og i Brevet til Thyatira-Menigheden staar der: "Det siger Guds Søn, han der har øjne som Ildsluer, og hvis Fødder er som skinnende Malm." Det er Kristus, Guds eenbaarne Søn, der ved sin Aand taler til Menighederne, det kommer klart frem i alle Brevene, men i Brevet til Thyatira bliver det skrevet saaledes: "Det siger Guds Søn." I Brevet til Laodikea læser vi: "Det siger han, som er Amen, det troværdige og sandrue Vidne, Guds Skabnings Begyndelse." Her, som i alle Brevene, kender Kristus alt vedrørende Menighedens Tilstand. Laodikea Menigheden er den syvende og den sidste, Kristus siger: "Jeg ved dine Gerninger, at du hverken er kald eller varm; gid du var kald eller varm! Derfor, efterdi du er lunken og hverken kald eller varm, vil jeg udspy dig af min Mund; fordi du siger: "Jeg er rig og har Overflod og fattes intet, og du ved ikke, at duer elendig og jammerlig og fattig og blind og nøgen. Jeg raader dig, at du af mig køber Guld, lutret i Ilden, for at du kan blive rig, og hvide Klæder, for at du kan klæde dig dermed, og din Nøgenheds Skam ikke skal blottes, og Øjensalve til at salve dine øjne med, for at du kan se. Alle dem, jeg elsker, dem revser og tugter jeg, vær derfor nidkær og omvend dig! Se, jeg staar for Døren Dg banker, dersom nøgen hører min Røst og aabner Døren, vil jeg gaa ind til ham og holde Nadver med ham, og han med mig. Den som sejrer, ham vil jeg give at tage Sæde has mig paa min Trane, ligesom jeg har sejret og har taget Sæde hos min Fader paa hans Trone. Den, som har Øre, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!"
Naar Kristus, som vi har set, har talt hvert et Ord til Menighederne, og har givet Løfterne til dem, som sejre, saa vil det være formasteligt at betvivle, at det jo er Kristi Aand, der har talt. Aab. 3,14-22. I Brevet til Efeser-Menigheden skrives der til dem, som sejrer: "Den, som har Øre, høre, hvad Aanden siger til Menighederne! Den, som sejre, ham vil jeg give at æde af Livets Træ, som er i Guds Paradis." Det er den samme Stemme eller den samme Aand, som taler hvert Ord, og nu ved vi, at det er Kristi Aand, hans eget indre Væsen. Aab. 1., 2. og 3. Kap. Og Aanden og Bruden siger: Kom! og den, som hører, siger: "Kam!" og den, som tørster, han kommer; den, som vil, han modtage Livets Vand uforskyldt.
Han, som vidner disse Ting, siger: "Ja, jeg kommer snart! Amen, kam, Herre Jesus! Aab. 22,17-20. Jeg, Jesus, har sendt min Engel til at vidne for Eder disse Ting om Menighederne, jeg er Davids Rodskud og Slægt, den straalende Margenstjerne. 16. Vers.
Aanden, som siger "Kom", er her ligesom ved Menighederne Kristi Aand, Bruden er Guds Menighed, og enhver enkelt, som hører Budskaberne og modtager dem saadan, som de fremkammer i denne Bog, vil være med til at sige: "Kom!" Tro ikke paa, at det er nogen anden Aand end Kristi Aand, der i første Instans kammer til os med dette indtrængende Budskab, det er det sidste Naadesbudskab til en falden Verden.
Helligaanden er at opfatte som det nye kristne Livsprincip, der betegner Fortsættelsen af den af Gud gennem Jesus Kristus udførte Frelsesgerning. Det er derfor til det almindelige Menneskeliv, saaledes som det i al Ufuldkommenhed leves af kristne her paa Jorden, at vi henvises for at finde Helligaanden, men det er vel at mærke til Livsgrunden i dette Menneskeliv, der maa tænkes paa, nemlig en guddommelig Kraft. Den dybeste Drivkraft i Guds Menighed og den enkeltes Liv, Guds og Kristi Kærlighed, tvinger os til at udøve de aandelige Frugter. 2. Kor. 5,14. Thi Guds og Kristi Kærlighed er udøst i vare Hjerter ved den Helligaand, som blev givet os. Rom. 5,5.
Historiens vidnesbyrd om Helligaanden Foruden Matt. 28,19, hvor man vel tør sige, at Oversættelsen er vanskelig at faa til at harmonere med Johannes Vidnesbyrd om Helligaanden i Forbindelsen med Daaben, thi Johannes Døberen siger om Frelseren Jesus Kristus, at han skal døbe sine Disciple med den Helligaand, og Matt. tilføjer, at han skal døbe med den Helligaand og Ild. Vi finder den store Forskel, nemlig, paa det ene Sted døbes der med, og paa det andet Sted døbes der i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn. Jesus selv blev døbt med den Helligaand og Kraft. Apg. 10,38 eller ,som der mere direkte læses: Gud salvede ham med den Helligaand og Kraft, men det betvivles sikkert ikke, at det var ved Daaben, at Jesus blev salvet med den Helligaand og Kraft. Med Skrift skal man Skrift forklare, det faar staa til troende at tage Stilling til Oversættelserne, men der synes at være tusinde Skriftsted er, der modsiger Matt. 28,19. Det synes at være en Befaling, givet af Frelseren selv, men Jesus siger om Johannes, at han var større end en Profet. Vi læser: "Hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, jeg siger Eder, endog mere end en Profet. Thi han er den, om hvem der er skrevet: "Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt; han skal berede din Vej for dig. Sandelig siger jeg Eder, iblandt dem, som er født af Kvinde, er ingen større fremstaaet end Johannes Døberen." Matt. 11,7-11,1. Apg. døbte Apostlene kun i eller til den Herre Jesus Kristi Navn. Apg. 8,16, 19,1,6,10,48,2 38 Rom. 6,3. Gal. 3,27. Mon Apostlene gik imod Frelserens Daabsbefaling, eller forstod de det anderledes end Matt. 28,19? - - - Det er ikke alene Matt. 28,19, der har været Aarsag til Striden, der har været ført om Emnet! eller det store Problem, den Helligaand.
Joh. Evangelium 14.-16. Kap. frembyder ogsaa store Vanskeligheder, men der er ingen Vanskeligheder i Bibelen saa store, at de ikke kan løses, dog, det bliver ikke ved Menneskers Visdom, men ved Guds Ord og ved den Aand, som virker i Ordet, nemlig Guds Aand.
Herren taler hus Jeremias om falske Profeter, som han ikke har sendt, og siger: "Den Profet som har en Drøm, meddele sin Drøm, men den, hos hvem mit Ord er, tale mit Ord i Sandhed!" Hvad har Straa med Kerne at gøre? lyder det fra Herren. Er ikke mit Ord som Ild, lyder det fra Herren, og som en Hammer, der knuser Fjelde?" Jer. 23., 28. og 29.
Guds Ord er levende og kraftige og skarpere end noget tveægget Sværd og trænger igennem, indtil det deler Sjæl og Aand, Ledemod saavel som Marv, og dømmer over Hjertets Tanker og Raad. Heb. 4,12. Guds Ord er Aand og Liv. Joh. 6,63. Jesus sagde til de Jøder, som vare komne til Troen paa ham: "Dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple, og I skulde erkende Sandheden, og Sandheden skal frigøre Eder, thi dersom Sønnen faar frigjort Eder, ere I sandelig frie." Joh. 8,36.. Det Ord, som I høre, er ikke mit, men Faderens, som sendte mig, og dersom I blive i mig, og mine Ord bliver i Eder, da beder om hvad som helst i vilde, og det skal blive Eder til Del." Joh. 15,7.
Der er langt større Løfter givet til Guds Folk, end vi kan fatte, Gud den Almægtige vil tage Bolig i os, og Kristus vil bo ved Troen i vore Hjerter, Guds Aand og Kristi Aand skal være i vore Hjerter, og Guds Ord, som er Aand og Liv, skal ogsaa faa Indgang i vore Hjerter og blive der. Joh. 14,23. Ef. 3,17. Rom. 8,9-11. Gal. 4,6. Vi har ikke faaet Verdens Aand, men Aanden fra Gud for at vi kunde vide, hvad der er os skænket af Gud. 1. Kor. 2,12. Jesus siger til sine Disciple: "Eders Hjerter forfærdes ikke! Tro paa Gud og tro paa mig! I min Faders Hus er der mange Boliger. Dersom det ikke var saa, havde jeg sagt Eder det; thi jeg gaar bort for at berede Eder Sted, og naar jeg er gaaet bort og har beredt Eder Sted, kommer jeg igen og tager Eder til mig for at, hvor jeg er, der skulde ogsaa I være, og hvor jeg gaar hen, vide I, og Vejen vide I. Jeg er Vejen og Sandheden og Livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig." Jesus siger til Disciplene: "Tro paa Gud og tro paa mig." Det er ikke en treenig Gud, der vises hen til for at erholde ,evigt Liv. Jesus siger videre: "Jeg er Vejen, Sandheden og Livet, der kommer ingen til Faderen uden ved mig."
Helligaanden er Talsmand, det er Kristi og Guds Aand i tilknytning til Ordet Jeg vil ikke forlade Eder faderløse; jeg kommer til Eder. Endnu en liden Stund, og Verden ser mig ikke mere, men I se mig; thi jeg lever, og I skulde leve: Paa den Dag skulde I erkende, at jeg er i min Fader og I i mig og jeg i Eder. Det er den samme herlige Forsikring om hans forunderlige Nærværelse og Iboen. Jesus maatte lide Døden, drikke den bitre Drik først gennem svære Lidelser, Haan og Foragt og saa lide Korsdøden. Jesus laa i Graven i Tiden, som var forudsagt, og som han selv havde vidnet? sigende: "Nedbryder dette Tempel, og i tre Dage vil jeg oprejse det." Men han talte om sit Legemes Tempel, og da han saa var oprejst fra de døde, kom hans Disciple i Hu, at han havde sagt dette; og de troede Skriften og de Ord, som Jesus havde, sagt. Joh. 2,19-22. Matt. 26,61. Og da Jesus hang paa Korset, spottede nogle ham og sagde: "Du, som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset!" men efter at Jesus var død, sagde nogle af Ypperstepræsterne og Farisæerne til Pilatus: "Vi kommer i Hu, at denne Forfører sagde, medens han endnu levede: "Tre Dage efter bliver jeg oprejst, 27,63. Endnu en liden Stund, og Verden ser mig ikke mere, men I se mig, thi jeg lever, og I skulde leve," Verden saa ham ikke mere, men efter at han var opstanden fra de døde, aabenbarede han sig for sine Disciple. Joh. 21,4-22. 1. Kor. 15,3-9. Det har jeg talt til Eder, medens jeg er hos Eder. Men Talsmanden, den Helligaand, som Faderen vil sende i mit Navn, den skal lære Eder alle Ting, og minde Eder om alle Ting, som jeg har sagt Eder. Joh. 14,25-27. Det er ikke til at forstaa, at Stedordet han bliver benyttet, det var mere forstaaeligt, om Stedordet den blev anvendt her. Den viser tilbage til den Helligaand, medens Stedordet han ganske vist skal vise tilbage til Talsmanden, men Talsmanden behøver ikke at være en Person eller et Væsen, og i Følge tidligere fremhævede Skriftsteder er det ingen Person. Guds og Kristi Ord, som er Aand og Liv, er det, hvorfra Gud den Almægtige lærer os alle Ting og minder os om alle Ting, som Kristus har sagt os. Den ganske Skrift er indaandet af Gud, nyttig til Belæring, til Rettelse, til Forbedring, til Optugtelse i Retfærdighed, for at Gudsmennesket maa vorde fuldkommen dygtiggjort til al god Gerning; 2. Tim. 3,14-17. Jesus siger videre, efter at have givet Disciplene Løfte om, at Faderen vilde sende Talsmanden den Helligaand i hans Navn. Fred efterlader jeg Eder, min Fred giver jeg Eder; jeg giver Eder ikke, som Verden giver. Eders Hjerte forfærdes ikke og forsage ikke! I have hørt, at jeg sagde til Eder: "Jeg gaar bort, og kommer til Eder igen. Dersom I elskede mig, da glædede I Eder over, at jeg gaar til Faderen; thi Faderen er større end jeg, og nu har jeg sagt Eder det, før det sker, for at I skulde tro, naar det er sket." Joh. 14,26-29. Jesus sagde: I har jo hørt, at jeg sagde til Eder: jeg gaar bort, og kommer til Eder igen. At Jesus skulde gaa bort, ved vi, hvad betød, han gik til Faderen, og som han tilføjer, min Fader er større end jeg, men han sagde ogsaa: "Og kammer til Eder igen." Det er ikke hans andet Komme, han henviser til, saaledes som han gjorde i 14,3, der viste han hen til Tiden, da han vilde komme igen og tage dem til sig, for at, hvor han var, skulde de ogsaa være. Nej, det passer bedre ind i, hvad der staar skrevet i 18. Vers: Jeg vil ikke forlade Eder faderløse, jeg kommer til Eder. Eller 21-23: Om nogen elsker mig, vil han holde mit Ord, og: Jeg skal elske ham og aabenbare mig for ham. Og min Fader skulde elske ham, og vi skulde komme til ham og tage Bolig hos ham. Naar der her i Joh. 14,16-26, 15,26 og 16,7 tales om Talsmanden, ja, saa er det kun 14,26, der rent ud siger: "TaIsmanden den Helligaand," det er dog underforstaaet i de andre Vers, men Spørgsmaalet er dog ligefuldt berettiget? Er det Talsmanden, som er den Helligaand? Eller er det den Helligaand, der er Talsmand? Det er saa enkelt, som det ser ud, men alligevel af den allerstørste Betydning. Thi er det den Helligaand, som er Talsmanden, saa maa Stedordet han udelukkes og Stedordet den være det rette, og derfor læser vi: Talsmanden den Helligaand, som Faderen vil sende til Disciplene i Kristi Navn, og den Helligaand skulde lære dem alle Ting og minde dem om alle Ting, som Kristus havde sagt dem.
Dette Spørgsmaal bliver maaske lige saa vanskeligt for mange at besvare, som da Jesus stillede Spørgsmaalet til Ypperstepræsterne og Folkets Ældste, det lød saaledes: "Johannes's Daab, hvorfra var den? Fra Himmelen eller fra Mennesker? Men de tænkte ved sig selv og sagde: "Sige vi: fra Himmelen, da vil han sige til os: "Hvorfor troede I ham da ikke?" Men sige vi: fra Mennesker, frygte vi for Mængden; thi de holde alle Johannes for en Profet." Her stilles vi overfor Spørgsmaalet: Er den Helligaand Talsmanden, eller er Talsmanden den Helligaand? Dersom den Helligaand er Talsmanden, saa er det gaadefulde løst og Mystikken fjernet. Saa maa han forsvinde, og den Helligaand som den Højestes Kraft træde i Forgrunden. Det vil da sige, at der alle Steder maa og skal bruges Stedordet den og ikke han! Der findes da ikke heller Støtte for Treenighedslæren i Joh. 14. Kap., og 15. og 16. Kap. vil vise det samme.
Jesus som Vintræet og Faderen som Vingaardsmanden Alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort Eder, men naar Talsmanden kommer, som jeg skal sende Eder fra Faderen, Sandhedens Aand, som udgaar fra Faderen, da skal han vidne om mig, men ogsaa I skulde vidne; thi I vare med mig fra Begyndelsen. 26.-27. Vers.
Hele 15. Kapitel modsiger Treenighedslæren. I Mellemtiden har vi sikkert faaet dette vigtige Spørgsmaal besvaret. Er det Talsmanden, der er den Helligaand, eller er det den Helligaand, der er Talsmand? I 26. Vers er Talsmanden forklaret som Sandhedens Aand, hvilken Jesus vil sende os fra Faderen, Sandhedens Aand, vi kan ikke med den Viden, vi har nu, bruge Stedord et han, thi det er forkert; Talsmanden er ikke Aanden, men Aanden derimod Talsmand, det er Sandhedens Aand, Guds Aand og Kristi Aand. Mon da han, som meddeler Eder Aanden og virker kraftige Gerninger iblandt Eder gør det ved Lovens Gerninger eller ved, at I høre i Tro? Men fordi vi ere Sønner, har Gud udsendt i vare Hjerter sin Søns Aand, som raaber: "Abba, Fader!" I ere ikke kødelige, men aandelige, om ellers Guds Aand bor i Eder, men om nogen ikke har Kristi Aand, saa hører han ikke Kristus til. Men om Kristus bar i Eder, da er vel Legemet dødt paa Grund af Synd, men Aanden er Liv paa Grund al Retfærdighed.
Men om hans Aand, der oprejste Jesus fra de døde bor i Eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre ogsaa Eders dødelige Legemer ved sin Aand, som bar i Eder. Rom. 8,9-11. Her er der Brug for Gentagelser for at faa det rette Udbytte af Skriftstedernes Indhold frem i det virkelige Lys, vi læste: Man da han, som meddeler Eder Aanden, og virker kraftige Gerninger iblandt Eder. Det er Gud den Almægtige, der meddeler os Aanden, han udgyder af sin Aand over os. Apg. 2,17. - Og Gud den Almægtige har udsendt eller givet i vore Hjerter sin Søns Aand, som raabe: "Abba, Fader!"
Vi ere aandelige, saafremt Guds Aand bor i os, og dersom vi ikke har Kristi Aand, hører vi ikke Kristus til, men om Kristus bor i Eder, da er Aanden Liv paa Grund af Retfærdighed. Vi spørger: "Er Gud den Almægtiges Aand og Kristi Aand og Sandhedens Aand ikke den ene og samme Aand? Er ikke Guds Iboen og Kristi Iboen det samme som Guds og Kristi Aands Iboen? Jo, visselig, og Sandhedens Aand er den samme som Guds og Kristi Aand, og saaledes ogsaa med Benævnelsen den Helligaand, der jo er den samme som Sandhedens Aand. Udtrykket Naadens Aand finder vi i Heb. 10,29. Man kan træde Guds Søn under Fod og agte Pagtens Blod, hvormed han blev helliget for urent, og forhaane Naadens Aand. - Paulus skriver om Kristus: Kraftelig bevist som Guds Søn efter Helligheds Aand, ved Opstandelse fra de døde. Rom. 1,4. Og Peter skriver: "Dersom I haanes for Kristi Navns Skyld, ere I salige; thi Herlighedens og Guds Aand hviler over Eder. 11. Pet. 4,14. Her bruges Udtrykket Herlighedens Aand, dag jævnstillet med Guds Aand, og hos Profeten Esaias 11. Kap., 9. V. læser vi: Der skyder en Kvist af Esajs Stub, et Skud gror frem af hans Rod; og Herrens Aand skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, Herrens Kundskabs og Frygts Aand. Herren er i dette Skriftsted Gud den Almægtige og hans Aand, som skal hvile over ham. Kristus er Visdoms-, Forstands-, Raads-, Styrkes-, Kundskabs- og Frygts Aand. Det er en Profeti om Kristus, og derfor maa vi have Ret til at anvende alle disse Udtryk i Forbindelse med Herrens Aand eller Kristi Aand. Vi skal da ogsaa anvende Jakobs Udsagn, naar han siger: "Mene I, at Skriftens Ord ere tomme Ord?" Med Nidkærhed længes han (Gud) efter den Aand, han har givet Bolig i os. Jak. 4,5, 2. Kor. 3,17-18 staar der skrevet: "Men Herren er Aanden, og hvor Herrens Aand er, er der Frihed. Men alle vi, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som i et Spejl, blive forvandlede til det samme Billede, fra Herlighed til Herlighed, saa som det er fra Aandens Herre. Tilsidst skal vi se Heb. 12,9. Skulde vi ikke underordne os under Aandernes Fader og leve? Vi vil nu ved Guds Naade forsøge paa, at drage enkelte Punkter frem fra Joh. 16. Kap. Jesus siger: "Nu gaar jeg hen til ham, som sendte mig, og ingen af Eder spørger mig: "Hvor gaar du hen?" men jeg siger Eder Sandheden: Det er Eder gavnligt, at jeg gaar bort, thi gaar jeg ikke bort, kommer Talsmanden ikke til Eder. Og naar han kommer, skal han overbevise Verden om Synd og om Retfærdighed og Dom. Men om Retfærdighed, fordi jeg gaar til min Fader, og I se mig ikke længere; men om Dom, fordi denne Verdens Fyrste er dømt. Det var nødvendigt at Kristus gik bort. Thi som Menneske kunde hans Indflydelse kun gøre sig gældende paa det Omraade, hvor han færdedes, men som Guds Søn ved Majestætens Side i det himmelske, kunde han ved sin Aand, saadan, som forud skrevet, virke med sin Aand overalt. Thi hvor to eller tre nu ere forsamlede i hans Navn, der vil han ved sin Aand kunne være midt iblandt dem. Det er fra og igennem Ordet, at hans Aands Indflydelse gør sig gældende. Kristus saavel som Faderen virker med sin Aand overalt, Salme 139, 1-14.
Talsmanden, saadan som vi finder det skrevet i syvende Vers, er den samme, som i 13. Vers, hvor vi læser: "Men naar Sandhedens Aand kommer, skal han vejlede Eder til hele Sandheden; Apostlene forstode saa godt Aandens Undervisning, og de fremholdt Evangeliet ud fra de hellige Skrifter med det samme Ord som Jesus: der staar skrevet: Søg i Herrens Bog og læs, der fattes ikke een Ting, det ene savner ikke det andet, thi hans Mund har talet det, og hans Aand har sanket det, Es. 34,16. Den hele Skrift er indaandet af Gud, 2. Tim. 3,16. Hvad siger Skriften? "Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed." Rom. 4,3 og Skriften siger jo: "Hver den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme." Og Ordet er nær, i din Mund og i dit Hjerte. Det er det Troens Ord, som vi prædikede. Rom. 8-11.
Sandhedens Aand - den Helligaand - møder os i Ordet som Talsmand for Gud Paulus skriver til Efeserne: "I hvem ogsaa I, da I hørte Sandhedens Ord, Evangeliet om Eders Frelse, i hvem ogsaa I, da I bleve troende, bleve beseglede med Forjættelsens hellige Aand." Der er ikke nogen Grund til at tvivle paa, at Guds levende og blivende Ord, den hellige Skrift, er Sandheds Ord, og at Sandhedens Aand ufravigelig er knyttet til Ordet den hellige Skrift; Profeterne vidner om det og Apostlenes Udsagn er overalt det samme. I elskede! Lader os elske hverandre, thi Kærligheden er af Gud, og hver den, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Vi er af Gud, den som kender Gud, hører os; den, som ikke er af Gud, hører os ikke. Derpaa kende vi Sandhedens Aand og Vildfarelsens Aand. Derpaa kende vi, at vi blive i ham og han i os, at han har givet os al sin Aand. 1. Joh. 4,6-16.
Sandhedens Aand skal ikke tale af sig selv, den skal tage af mit, siger Kristus, og forkynde Eder, alt hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at den skal tage af mit og forkynde Eder. Hvad forkynder Guds Tjenere i Dag? Er det ikke fra Guds levende og blivende Ord, at Verden overbevises om Synd? Er det ikke fra Guds Ord, som er Aand og Liv, at Sandheden om Retfærdiggørelse ved Troen paa Guds eenbaarne Søn, vor Frelser, bliver forkyndt? og hvor vil vi gaa hen for at blive bekendt med saavel den undersøgende som den afsluttende Dom? Kristus har paabudt os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde. Apg. 10,42.
Ordet er det eneste, hvorfra Evangeliet i sin Renhed og Fuldkommenhed kan og skal forkyndes for alle Slægter, Stammer, Tungemaal og Folk, og det ledsages af Guds Aand og Kristi Aand, Sandhedens Aand, Retfærdigheds Aand, Naadens Aand, Hellighedens Aand og Herlighedens Aand, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand og Herrens Kundskabs og Frygts Aand. Gud Herren selv er Aanden. Lad os prøve at gøre en Sammenligning med Vers 7 og Vers 13 i Joh. 16, Tabmanden i syvende Vers kommer da til at staa for os som Sandhedens Aand, sammenligner vi saa 16,13 med 15.26, finder vi ogsaa der, at Talsmanden er at betragte som Sandhedens Aand, vi sammenligner igen 15,26 med 14,26, og vi møder her Udtrykket Talsmanden den Helligaand, og her møder vi det store og forunderlige Spørgsmaal: er Talsmanden den Helligaand? eller er den Helligaand Talsmanden? I første Tilfælde løber vi Panden mod en kompakt Mur, et Mysterium, men er den hellige Aand Talsmand, saa er Mystikken borte. Det er da en hellig Indflydelse, der udstraaler til os fra hans rene og hellige og dyrebare Ord, og deri fattes der ikke noget, thi hans Mund har budet det, og hans Aand har sanket det.
Jesus, det livets Brød Olie - symbol paa Aanden De syv Lamper has Zakarias 4. Kap., synes at tyde paa at skulle symbolisere det samme. I Aab. 11. Kap. finder vi tilsvarende tvende Olie træer og de tvende Lysestager, ogsaa her staar de tvende Lysestager for al Jordens Herre; det er Herrens tvende Vidner, og alt tyder paa, at det er den hellige Skrift, det gamle og ny Testamentes hellige Bøger, disse skulde profetere i Sække eet Tusinde og to Hundrede og tresindstyve Dage, hvilket vi ikke her skal kamme nærmere ind paa, men kun tænke paa den Kendsgerning, at disse tvende Vidner er de. tvende Olietræer og Lysestager, som staar for al Jordens Herre, og at de profeterer, og derfor synes alt at tyde paa, at det er den hellige Skrift, som er Aand og Liv. Olien synes da utvivlsomt at symbolisere den Helligaand, som tilflyder hans Folk, hans Menighed. Ved Zakarias var der een Lysestage helt og holdent af Guld og eet Oliekar oven paa. Desuden var der to Olietræer ved Siden af Lysestagen, og fra de to Olietræer og to Oliegrene var der to Guldrør, som leder den gyldne Olie ned. Oliekarret er det Sted, hvorfra hele Oliemængden flyder ud, og den gyldne Olie flyder gennem to Guldrør til de to Olietræer og Grene, men der er ogsaa syv Guldrør, som fører Olie til de syv Lamper. Vi maa gaa ud fra, at Lysestagen, Træerne og Grenene samt de syv Lamper er bestemte til at lyse, men uden Tilførsel af den gyldne Olie er de ikke i Stand dertil; en Lysestage eller en Lampe uden Olie kan ikke lyse, selv om den er nak saa blankpudset, endda om den er af det rene Guld. Der maa være Forbindelse med Oliestationen, hvorfra Olien kommer, og ja rigeligere Olietilstrømningen er, desto klarere blusser Flammen, og jo længere udad er den i Stand til at skinne. Jesus siger til sine Disciple: I ere Verdens Lys, en Stad, som ligger paa et Bjerg, kan ikke skjules. Man tænder .ikke et Lys og sætter det under en Skæppe, men paa en Lysestage; saa skinner det for alle dem, som er i Huset. Lader saaledes Eders Lys skinne for Menneskene, at de maa se Eders gade Gerninger og ære Eders Fader, som er i Himmelen. Her ser vi da Guds Hensigt, han ønsker, at den gyldne Olie skal tilflyde os i rigelig Mængde. Olien er Symbol paa den Helligaand! Saadan ønsker Gud, at hans Børn, de enkelte, hver for sig skal være Lys. Matt. 5,14-16.
Herren siger: "Gør dig rede, bliv Lys, thi dit Lys er kammet, Herrens Herlighed er oprundet over dig. Thi se, Mørke skjuler Jorden og Dunkelhed Folkene, men aver dig skal Herren oprinde, over dig skal ham Herlighed ses, og til dit Lys skal Folkene vandre hen. Es. 60,1-3. Saadan lyder Herrens Ord til de enkelte, men ogsaa til sin Menighed ønsker Gud at udgyde af sin Aand i rig Overmaal. 1. Kor. 12. Kap. De ti Jomfruer i Matt. 25,1-13 vidner ogsaa om, at Olien er Symbol paa den Helligaand. De fem vare Daarer og de fem kloge, de tage alle deres Lamper og gik Brudgommen i Møde. Daarene tage nemlig deres Lamper, men toge ikke Olie med sig, men de klage tage Olie i deres Kar tillige med deres Lamper, og da Brudgommen tøvede, slumrede de alle ind og sav. Men ved Midnat lød der et Raab: "Se, Brudgommen kammer, gaa ham i Møde!" Da vaagnede alle Jomfruerne og gjorde deres Lamper i Stand. Men Daarerne sagde til de klage: "Giv os af Eders Olie, thi vare Lamper slukkes." Men de klage svarede og sagde: "Der vil ikke blive nok til os og Eder, gaar hellere hen til Købmanden og køber til Eder selv!" Men medens de gik bort for at købe, kom Brudgommen; og de, som vare rede, gik ind med ham til Brylluppet, og Døren blev lukket. Men senere kom ogsaa de andre Jomfruer og sagde: "Herre, Herre, luk op for os!" Men han svarede og sagde: "Sandelig siger jeg Eder, jeg kender Eder ikke. Vaager derfor, thi I vide ikke Dagen, ej heller Timen. Dagen og Timen ved ingen, end ikke Himmelens Engle, heller ikke Sønnen, men Gud Faderen alene." 24,36. I denne Skildring fremdrager Jesus det farlige ved at leve et saakaldt Kristenliv uden Olie paa lampen eller uden Guds Aands Iboen, thi Olien er Symbol paa den Helligaand. Gud den Almægtige, som ere Aanden, men som dog er en Person, et allerhøjeste Væsen, som har livet i sig selv, er repræsenteret ved Oliekarret hos Profeten Zakarias. Gud er lys, og der er intet Mørke i ham! I Joh. 1,5. Han boer i et lys, til hvilket ingen kan komme, han som alene har Udødelighed, som bor i et utilgængeligt lys, hvem intet Menneske har set, ikke heller kan se; ham være Ære og Magt! Amen! Og Gud, som sagde, at lyset skulde skinne, han har ogsaa ladet det skinne i vore Hjerter. 1. Tim. 6,16. og 2. Kor. 6,4.
Er det muligt, at Kristus, Guds eenbaarne Søn, repræsenterer den ene lysestage som Zakarias saa? Jeg skuede, og se, der er en lysestage helt og holdent af Guld og et Oliekar ovenpaa. Denne lysestage er nærmest Oliekarret, og de to Olietræer er ved hver sin Side af denne lysestage. I Jesus Kristus har lyset fra det høje besøgt os. Joh. var ikke lyset, men at han skulde vidne om lyset, det sande lys, der oplyser alle Mennesker. Joh. 1,6-9. Jesus sagde: "Jeg er Verdens lys; den, som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have livets lys." Joh. 8,12. Guds Aand er i Kristus og Guds og Kristi Aand er i Ordet, og fra Ordet straaler Guds og Kristi Aand os i Møde. Det er Guds eget Indre, den hellige Kærlighed, Sandheden og Retfærdigheden i hele sin Fuldkommenhed, Renheden og Helligheden.
Der er skrevet: ”Vorder hellig, thi jeg er hellig," siger Herren, Eders Gud. 3. Mose 19,2 og 1. Pet. 1,16. Men efter den hellige, som kaldte Eder, vorder og I hellige i al Omgængelse. 15. Vers. Hellig, hellig, hellig er den Herre Zebaoth; al Jorden er fuLd af hans Ære. Es. 6,3. Kristus, Guds eenbaarne Søn, er den højestes hellige! Daniel 7, 18.22.25. Luk. 1,35. Men han selv, Fredens Gud, helliggøre Eder ganske og aldeles, og gid Eders Aand, Sjæl og legeme maa bevares helt og holdent, uden Dadel i vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse! 1. Thes. 5,23. Aandens Frugter i et Menneskehjerte er det eneste Bevis paa, at Fredens Gud har helliget os ganske og aldeles, og at det er sket, som Jesus bad sin himmelske Fader om, hellige dem i din Sandhed, dit Ord er Sandhed. Dersom lyset fra det høje har besøgt os og faaet lov til at lade det skinne i vore Hjerter, da ere vi lysets Børn og Dagens Børn, vi ere ikke Mørkets og Nattens Børn. 1. Thes. 5,5. Vi ere da Guds ulastelige Børn, midt i en vanartet og forvænt Slægt, iblandt hvilke vi viser os som Himmellys i Verden. Fil. 2,15. Dersom vort Aandsliv er det indvortes Menneske, skabt i Kristus Jesus til gode Gerninger, er det da vanskeligt at forstaa, at Aandslivet, saaledes som det viser sig hos os, er kommet til os fra lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge. Gud er Kærlighed, og den, som bliver i Kærlighed, bliver i Gud og Gud i ham. 1. Joh. 4,8-16.
Det var Olietræerne og Grenene hos Zakarias, der symboliserede den hellige Skrift, de to Olietræer stod paa hver sin Side af denne ene lysestage, der stod lige under Oliekarret og derfor fik sin Tilførsel af Olie direkte, og det er derfor mest antagelig at denne lysestage symbolsk er Kristus. Ingen har nogen Sinde set Gud; dersom vi elske hverandre, bliver Gud i os, og hans Kærlighed er fuldkommet i os. Derpaa kender vi, at vi bliver i ham, og han i os, at han har givet os af sin Aand. I elskede! lader os elske hverandre, thi Kærligheden er af Gud, og hver den, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Vi finder, at Guds Aand er knyttet saa intimt til Kærligheden, som er det dybeste og helligste hellige i hele Guds ophøjede Væsen, Kærligheden er lovens Fylde. Det er Guds lov, som er hellig og retfærdig og god. 1. Joh. 4,6-16. Rom. 7,12. Og Kærligheden staar med gyldne Bogstaver højt hævet over de aandelige Frugter. Gal. 5,22-23.
Alle Aandens Frugter ere i den fuldkomneste Harmoni med Guds lov, 23. Vers, mod saadanne er loven ikke! loven er aandelig! Rom. 7,14. Og den, som saar i sit Kød, skal høste Fordærvelse af Kødet; men den, som saar i Aanden, skal høste evigt Liv af Aanden. Gal. 6,8. Dersom vi opfylder den kongelige Lov efter Skriften: "Dette, du skal elske, Herren, din Gud, af hele dit Hjerte, af hele din Styrke og af hele din Sjæl og din Næste som dig selv, gør du Ret. Jak. 2,8. Mr. 12,30-31. Den kongelige Lover de ti Bud, som er gældende for alle Mennesker og til alle Tider. Den samme Lov kaldes ogsaa Frihedens fuldkomne Lov, og det er den Lov, som er aandelig, den er hellig, retfærdig og god. Herrens Lover fuldkommen, den vederkvæger Sjælen. Salme 19,8. Loven er derfor et Udtryk for Guds eget Væsen, og Gud har skrevet den med sin egen Finger, han vil skrive Loven i vore Hjerter, og det er den nye Pagt. Derfor hedder det: "Vil du indgaa til Livet, saa hold Budene!" Matt. 19,17. Vi kommer tilbage til Emnet: "Det er det evige Liv at de kende dig, den eneste sande Gud, og den du udsendte, Jesus Kristus. Joh. 17,3. Moses sagde: "Hør Israel! Herren vor Gud Herren er een." 5. Mose 6,4, og Jesus bekræftede det og sagde: "Det første Bud er: Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er een." Mr. 12,29. Der er een Gud, som er alles Fader. Ef. 4,6. 1. Kor. 8,6. Det er vor Herres, Jesu Kristi, Fader. 1. Pet. 1,3. Jesus sagde: "Min Fader og Eders Fader, min Gud og Eders Gud. Joh. 20,17. Der er kun een Gud, og der er een Midler! Jesus Kristus. 1. Tim. 2,5. Jakob siger: "Du tror, at Gud er een; deri gør du ret. Ogsaa de onde Aander (Djævelen), tror det og skælver. Give Gud, at alle de, der bekender sig til Gud og tror paa den Herre Jesus Kristus, maatte bekende det, som Jakob betoner: at Gud er een, og tjene ham af hele sit Hjerte, Sjæl og Sind og Styrke. Amen!
Gud skal du frygte, og ham skal du tilbede Jesus sagde til den samaritanske Kvinde: "Den Time kommer, ja, den er nu, da de sande Tilbedere skulde tilbede Faderen i Aand og Sandhed; thi det er saadanne Tilbedere, Faderen vil have. Thi som før er skrevet: "Gud er Aand, og de, som ham tilbede, bør tilbede i Aand og Sandhed. Oversættelsen Gud er Aand, synes at være lidt bedre end i en tidligere Oversættelse, hvor der staar: "Gud er en Aand." Forskellen er maaske ikke stor, men der ligger en lidt anden Tanke i det alligevel, det er mere i Forstaaelse med den Samklang, der fremkommer ved at tro paa Aanden som Guds Indre og dybe Væsen, som forud fremholdt. Engelen, som Kristus udsendte med Budskaberne, der ,fremholdes i Aabenbaringens Bog, sagde til Johannes: "Jeg er din Medtjener; tilbed Gud." Aab. 22,9. Jesus viste ogsaa hen til Faderen, Gud den Almægtige, da han lærte dem at bede; de skulde fremføre deres Bønner for Faderen, sigende: Vor Fader, du som er i Himlene, helliget vorde dit Navn, komme dit Rige, ske din Vilje, som i Himmelen, saaledes ogsaa paa Jorden, vær med os gennem Fristelser, og fri os fra det onde, thi dit er Riget, Magten og Æren i Evighed. Amen! Matt. 6,9-13.
Paulus og de andre Apostle forstod Herrens Undervisning. De tilbad Gud og opsendte deres Bønner til Gud og Faderen, som er i Himmelen. Paulus formaner Efeserne til at sige Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Navn. Ef. 5,20. Værer ikke bekymrede for noget, men lader i alle Ting Eders Begæringer komme frem for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse; og Gud skal efter sin Rigdom fuldelig give Eder alt, hvad I have nødig i Herlighed, i Kristus, men han, vor Gud og Fader, være Æren i Evigheders Evigheder! Amen. Fil. 4,6.19.20. Naade være med Eder og Fred fra Gud, vor Fader! Vi takke Gud vor Herres Jesu Kristi Fader altid, naar vi bede for Eder, og vi takke Faderen, som gjorde os dygtige til at have Del i de helliges Arvelod i Lyset. Kol. 1,3-12. Vi ere skyldige altid at takke Gud for Eder, Brødre! som tilbørligt er. 2. Thes. 1,3. Mine Brødre, dersom nogen fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, saa skal det gives ham. Men han bede i Tro, og ikke tvivlende, thi ikke skal det Menneske mene, at han skal faa noget af Herren. Farer ikke vild, mine elskede Brødre! Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem, der ikke er Forandring eller skiftende Skygge. Jak. 5,16 -17. Og der er ikke Forskel, thi den samme er alles Herre, rig nok for alle dem, der paakalder ham. Rom. 10,12. Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn golde Gaver, hvor meget mere skal Eders Fader, som er i Himlene, give dem gode Gaver, som beder ham! Beder, saa skal Eder gives; Matt. 7,7-11.
Lukas skriver det samme, som er citeret fra Matt., men i Stedet for gode Gaver hos Matt., sætter Luk. ind Ordet den Helligaand, altsaa: "Hvor meget mere skal da Faderen fra Himmelen give den Helligaand til dem, som beder ham!" Jesus siger: Hvad som helst I beder Faderen om i mit Navn, det vil jeg gøre, for at Faderen maa herliggøres ved Sønnen, dersom I bede om noget i mit Navn, vil jeg gøre det. Joh. 14,13-14. Jakob siger om nogle: "I har ikke, fordi I ikke bede; I bede og faa ikke, fordi I bede ilde, for at ødelægge det i Eders Lyster." Jak. 4,2-3. David siger: "Jeg raaber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj øret til mig og hør paa mit Ord. Sal. 17,6. Den Undervisning, Bibelen giver angaaende Bøn, er ikke til at misforstaa, og dog synes det, som om de fleste ikke lytter efter Jesu Undervisning angaaende Bønnen, det er her, som det er med at erholde Guds Kraft, vore Bønner ere henvist til Gud den Almægtige, det er ham, vi skal opsende vore Bønner til. Og Jesus har sagt, at vi overfor Faderen maa bede i hans Navn.
Kristus er Mellemmand mellem Gud og Mennesket, han er ogsaa vor Talsmand og vor Forbeder, men netop derfor maa vi forstaa, at vore Bønner skal opstige til Gud Fader og Kristus, som er ved Faderens højre Haand, vil da træde frem for Guds Aasyn til Bedste for os. Heb. 9,29: Kristus er jo vor Ypperstepræst (efter Melkezedeks Vis), der har taget Sæde paa højre Side af Majestætens Trone i Himmelen som Tjener ved Helligdommen og det sande Tabernakel, hvilke Herren, Gud den Almægtige, har oprejst, og ikke et Menneske. Heb. 8,1-2.
Der skete en Ophævelse af det foregaaende Bud, fordi det var svagt og unyttigt, men der skete Indførelse af et bedre Haab, ved hvilket vi nærmer os til Gud. Kristus er blevet Borgen for en bedre Pagt, hvorfor han ogsaa kan fuldkomment frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han lever altid til at gaa i Forbøn for dem. Hep. 7,17-25. Hvorhen vi vender os i Herrens Bog, saa faar vi at vide, at vore Bønner maa opstige til Gud og hans Trone, og den oprigtiges Bøn vil efter Guds og Kristi Løfte blive baade hørt og besvaret, men vi bede i Tro og ikke tvivlende! Gud elsker sin Søn og ønsker, at Sønnen skal æres sammen med ham, men vore Bønner maa efter Guds Undervisning og hellige Plan opsendes til ham, den Allerhøjeste, Himlens og Jordens Skaber.
Det sidste Naades Budskab lyder: "Frygter Gud og giver ham Ære, og til bed ham, som har gjort Himlen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder." Er det mon ikke en grundig Appel til den sidste Menighed og de sande kristne i de sidste Dage? I Vankundighedens Tider bærer Gud over med os, men der kommer en Tid for enhver, som er afgørende, naar Gud søger at lade Lyset skinne, da byder han at vende om for at Vederkvægelsen kan komme til os fra Herren Gud den Allerhøjeste. Apg. 17,30. Jesus sagde paa hin Tid til den samaritanske Kvinde: "I tilbede det, I ikke kende." Vi tilbede det, vi kende; Kristus kan ikke forbigaas af hans sande Efterfølgere, men han siger til os: "Min Fader er større end jeg, tilbed Gud den Allerhøjeste." Jesus siger ogsaa i Henhold til de sidste Tider: "Men naar jeg kommer igen, mon jeg skal finde Troen paa Jorden." Er det ikke derfor paa Tide at vaagne op af Søvne, for at Dagen ikke skal komme over os som en Tyv om Natten, men at vi maa være Lysets Børn og Dagens Børn. 1. Tes. 5,1-8.
Elias's aand og kraft Profeten Malakias skriver: "Se, jeg sender Eder Profeten Elias, før Herrens store og frygtelige Dag kommer. Han skal vende Fædrenes Hjerter til Sønnerne og Sønnernes til Fædrene, at jeg ikke skal komme og slaa Landet med Band." Vi kan sikkert ikke forvente Elias, men en Bevægelse, der gaar frem i Elias's Aand og Kraft. Johannes Døberen skulde fyldes med den Helligaand alt fra Moders Liv af, og mange skulde han omvende til Herren, deres Gud, og han skulde gaa frem i Elias's Aand og Kraft for at berede Vejen for Frelseren, den Herre Jesus Kristus. Mal. 4,5. Luk. 1,15-17.
Elias blev taget til Himmelen uden at smage Døden og kan derfor symbolisere det Folk, der lever til Kristi Komme, og som skal forvandles fra Dødelighed til Udødelighed og fra Forkrænkelighed til Uforkrænkelighed. Thi uden at smage Døden skal de gaa med Kristus hjem til de himmelske Boliger, og sammen med alle de frelste være hos Herren gennem Evigheden. 1. Thes. 4,15-18. 1. Kor. 15,51 -55. Thi vort Borgerskab er i Himmelen, hvorfra vi ogsaa forvente som Frelser den Herre Jesus Kristus, der skal forvandle vort Fornedrelses Legeme til at blive ligedannet med hans Herligheds-Legeme, efter den Kraft, ved hvilken han ogsaa kan underlægge sig alle Ting. Fil. 3,20-21. Vi maa fyldes med den Helligaand og Kraft, saa Vederkvægelsens Tider kan komme fra Herrens Aasyn. Apg. 3,19. Han venter paa at give os meget af sin Aand, saa lad os da jage efter at kende Herren! Som Morgenrøden er hans Opgang vis, da kommer han til os som Regn, som Vaarregn, der væder Jorden. Hos. 6,3. Herren skal I bede om Regn ved Tidlig- og Sildigregnstide; Herren skaber Uvejr; Regnskyl giver han dem, hver Mand Urter paa Marken. Zak. 10,1. Gud lover at give Regn i rette Tid, og hans Byger skal blive til Velsignelse. Ez. 34,26.
Den sildige Regn saavel som den tidlige Regn og Elias's Aand og Kraft er Udtryk for et og samme, det er det samme som Guds Aands kraftige Virkemaade blandt sit Folk eller over den enkelte, Aarsagen er altid den samme. Det fremkommer kun ved inderlig og oprigtig Bøn og Paakaldelse med Taksigelse! Bøn til Gud den Almægtige om Naade og Barmhjertighed og Kræft og Styrke til at arbejde for Menneskers Frelse. En retfærdig Bøn formaar meget, naar den er alvorlig. Elias var et Menneske, lige Vilkaar undergivet med os, og han bad en Bøn, at det ikke maatte regne; og det regnede ikke paa Jorden i tre Aar og seks Maaneder, og han bad atter om Regn, og Himlen gav Regn paa Jorden, og den gav sin Afgrøde. Mine Brødre! Dersom nogen af Eder er faren vild fra Sandheden, og om nogen omvender ham, han vide, at den, som omvender en Synder fra hans Vejs Vildfarelse, han frelser en Sjæl fra Døden og skjuler en Mangfoldighed af Synder. Jak. 5,16-20.
Bøn er Sjælens Aandedræt. Elias var en Bønnens Mand, han bad til Gud, og han blev bønhørt! Han fik ikke smage Døden, thi Gud tog ham til sig i et Stormvejr. 2. Kg. 2,1. Og vi møder derfor Elias sammen med Moses paa Forklarelses Bjerget, da Jesus sammen med tre af sine Disciple vare deroppe. Matt. 17,1-5. Jesus blev forvandlet for Disciplenes øjne, hans Aasyn skinnede som Solen og hans Klæder blev hvide som Lyset. De overskyggedes af en lysende Sky, og se, fra Skyen lød en Røst: "Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag, hører ham." Der er nogle som mener at kunne bevise, at Kristus døde paa Korset som Gud og ikke som Guds Søn, endog Kristus beskrives som Guds Søn overalt i Ny Test. af hans Apostle. I Apostlenes Gerninger og i alle Brevene, ja, selv i Aabenbaringens Bog.
Mennesker vil forføre og forføres. Taler nogen, han taler som Guds Ord; har nogen en Tjeneste, han tjene, eftersom Gud forlener ham Styrke dertil, for at Gud maa æres i alle Ting ved Jesus Krisros, hvem Herligheden og Magten tilhører i Evighedernes Evigheder! Amen! 1. Peter 4. Dersom I haanes for Kristi Navns Skyld, ere I salige, thi Herlighedens og Guds Aand hviler over Eder. 14. Vers. Paulus skriver til Thesalonikerne og minder dem om, hvorledes de vendte om til Gud fra Afguderne for at tjene den levende og ,sande Gud og ventede paa hans Søn fra Himlene, hvem han oprejste fra de døde, Jesus, som frier os fra den kommende Vrede. 1. Thes. 1.9.10.
Kristus, Guds søn gennem evighedernes evigheder Loven indsatte til Ypperstepræster Mennesker, som havde Skrøbelighed; men Edens Ord, som kom senere end Loven, indsætter en Søn, som er fuldkommet til evig Tid. Heb. 7,28. Kristus er Guds Søn samtidig med, at han er Ypperstepræst til evig Tid efter Melkizedeks Vis. Kristus er Søn over Guds Hus, og hans Hus ere vi, saafremt vi fastholde Haabets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden. Heb. 3,6. Gud har fordum talt til Fædrene ved Profeterne, men i disse sidste Dage taler han ved sin Søn. Heb. 1,1. Og som sidste Bevis for, at Kristus fremdeles er Guds Søn, skal vi anføre Aab. 2,18, hvor vi læser: "Skriv til Menigheden i Thyatira: "Det siger Guds Søn." Den, som bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham blive Gud og han i Gud." I. Hoh. 4,15. Den som har Sønnen, har Livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke Livet, dette har jeg skrevet til Eder, for at I skulde vide, at I have evigt Liv, I, som tror paa Guds Søns Navn. 5,12-13. Hvad vi have set og hørt forkynde vi Eder, for at I maa have Samfund med os; men vort Samfund er med Faderen og med hans Søn Jesus Kristus, dette skriver vi til Eder, for at Eders Glæde maa være fuldkommen, og det er det Budskab, som vi have hørt af ham og forkynde Eder, at Gud er Lys, og der er slet intet Mørke i ham. I. Joh. 1,1-5.
Den store antikrist Det er et stort Spørgsmaal, om de mange Antikrister, som Johannes skriver om, ikke ere fremkomne ved, at denne Magt kastede Sandheden til Jorden og Vildfarelser kom ind i Sandhedernes Sted? Er det ikke denne Magt, vi kan takke for eller græde over, at Treenighedslæren har vundet saa stor Udbredelse, og ført saa mange bag Lyset. Djævelen ønsker ikke, at nogen skal lære at kende den eneste sande Gud og den han udsendte, Jesus Kristus. For han ved, at det er det evige Liv at kende Gud den Højeste, den Almægtige, den levende Gud, Sandhedens Gud, Naadens Gud, Barmhjertighedens Gud, Fredens og Frihedens Gud, og hans Søn, Jesus Kristus, vor Frelser, Talsmand, Ypperstepræst og Forbeder. Det hjælper hans Sag at Menneskenes Tanker bliver forvirrede angaaende det allerhøjeste i vor Tro, Troen paa een sand Gud fra Evighed og til Evighed. lad os mindes de store Ord baade fra Moses, Guds Tjener og fra Kristus, Guds eenbaarne Søn: Hør Israel, Herren vor Gud; Herren er een. 5. Mose 6,4.4,35.39.32,39. Mr. 12,27-34. Og du skal ikke have andre Guder for mig, men du skal elske Herren, din Gud, af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke. Vi vil igen stille Spørgsmaalet: Er den Helligaand vor Talsmand, eller er der en tredie Person i Guddommen, en Talsmand, der er den Helligaand? Guds levende og blivende Ord, hvorigennem Gud ønsker at hellige os ganske og aldeles, Sandhedens Ord, vor Saliggørelses Evangelium, deri hvor Guds Kraft møder os er Guds Talerør. Rom. 1,16. KoI. 1,5.
Herrens Ord bliver evindelig, og det er det Ord, som er forkyndt Eder ved Evangeliet. 1. Pet. 1,25. Herrens Ord er ikke et Mysterium, men det er kraftigt og skarpere end noget tveægget Sværd, og det trænger igennem, indtil det adskiller baade Ledemod og Marv og dømmer over Hjertets Tanker og Raad. Der var et næste Spørgsmaal i 1. Joh. 2,18-29, vi læste: I have Salvelse fra den hellige og vide alt! Og den Salvelse, som I fik af ham, bliver i Eder, og I haver ikke nødig, at nogen skal lære Eder, hvorfra eller fra hvem, vi har denne Salvelse faar vi at vide ved at læse de to følgende Vers, vi skal ikke blive til Skamme for ham ved hans Tilkommelse, det er fra Kristus, Guds eenbaarne Søn, det var jo ogsaa saadan, som Johannes vidnede: "Han, som kommer efter mig, han skal døbe Eder med den Helligaand," og da Kristus blev døbt, hed det: Gud salvede ham med den Helligaand og Kræft. Apg. 10,38. I Lighed hermed bliver enhver Kristi Efterfølger salvet med den Helligaand og Kraft, genfødte som vi ere ved Guds levende og blivende Ord.
Den store Antikrist, som Daniel, Johannes Aabenbaring og Paulus omtaler, har traadt de bibelske Sandheder under Fødder, og Vildfarelser er kommet i Stedet, den er ikke Guds Menighed, selvom den har Gudfrygtigheds Skin, den beskrives som en Skøge. En af de syv Engle, som havde de syv Skaaler, kom og talede med mig og sagde: "Kom, jeg vil vise dig Dommen over den store Skøge, som sidder over de mange Vande, med hvem Jordens Konger (Folk) havde bolet, og de, som bo paa Jorden, ere blevne drukne af hendes Utugts Vin. Aab. 17,1-2. At denne Skøge sidder over de mange Vande, betyder Folk og Skarer, Folkeslag og Tungemaal. 15. Vers. Og Engelen førte mig i Aanden ud i Ørkenen; og jeg saa en Kvinde sidde paa et skarlagensfarvet Dyr, som var fuldt af Bespottelsens Navne; og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og straalede af Guld og Ædelstene og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Haand fuld af Vederstyggeligheder og hendes Utugts Urenheder, og paa hendes Pande var skrevet et Navn, en Hemmelighed: "Babylon (Forvirring) den store, Moderen til Jordens Skøger og Vederstyggeligheder," og Kvinden var drukken af de helliges Blod og af Jesu Vidners Blod; og jeg undrede mig meden stor Forundring, da jeg saa hende, og Engelen sagde til mig: "Hvorfor undrede du dig? jeg vil sige dig Hemmeligheden med Kvinden og Dyret, som bærer hende," Hemmeligheden aabenbares i Versene 7-18, og Kvinden, som du saa, er den store Stad, som har Herredømme over Jordens Konger. Det er uden Tvivl den katolske Kirke (Pavemagten), Ordet katolsk betyder paa græsk almindelig, egentlig udbredt over hele Jorden. Medens Fællesskabet i Apostlenes Dage blev bestemt som en Aandens Enhed, der samlede sig om de store aandelige Grundfaktorer i Menighedens Liv, EL 4,3-6, blev der indenfor Katolicismen lagt mere Vægt paa Fællesskab i ydre Ting (Fælles kirkelige Bispedømme), man gik ud fra, at der var Enighed og Fællesskab mellem Biskopperne, og at de derfor stod lige Men efterhaanden arbejdede der sig en anden Tanke frem, og den romerske Biskop blev Overbiskop eller Pave.
Samtidig gik man mere og mere over til den Opfattelse, at hvor Biskopperne var, der var Kirken, og hvad Biskopperne enedes om, var katolsk. Paven var Konciliernes Ordfører (Ordfører ved Bispemøderne ), ellers havde han en selvstændig, af Bispemøderne uafhængig Autoritet. Katolicismen er i Virkeligheden lagt i Pavens Haand, hvad han erklærer for katolsk, det er katolsk. Katolicismen er derfor en Kirkeordning med Paven som øverste Myndighed og Leder i alle Lærespørgsmaal, i Kultur og i Kirkestyre.
Begyndelsen til en katolsk Kirke sporedes allerede i den efter apostolske Tid Biskopperne begyndte at træde frem som Førere og Lærere paa Lægfolkets og de guddommelige Sandheders Bekostning. I østen (den græsk-katolske Kirke) optoges Kirken først af dogmatiske Spørgsmaal vedrørende Kristologien (Læren om Kristi Person) og Treenighedslæren, disse Spørgsmaal blev dog senere afgjort af de biskoppelige Synoder, men den græsk-katolske Kirke kaldte sig dog med Forkærlighed for en ortodoks Kirke; man forstaar ved Ortodoksi en omhyggelig Fastholden ved de gamle Læreformler og en Kultur, der afviser alle nye religiøse Tanker. Der vedblev gennem Aarhundreder at være Rivninger mellem østens katolske Kirke og Roms. Romerbiskoppens Stilling ved Konciliet i Nicæa 325 forblev fast. Den store Pave Gregor den I. blev blandt andet Grunden til, at Paven fik verdslig Magt, idet han skabte en Kirkestat i Italien under Pavens fyrstelige Styrelse. Det gik omsider saaledes, at alle de europæiske Herskere saa i Paven deres aandelige Vejleder, en senere Pave, Ennocens, proklamerede sig selv som Guds Statsholder paa Jorden. Den rene apostolske Lære var efterhaanden blevet blandet med hedensk Filosofi. Saa sent som i 1870 naaede Pavekirken eller Paven sit højeste, idet Vatikanerkonciliet fastslog Pavens Ufejlbarlighed, naar han taler fra Katedret. Dermed var der skabt en Højesteret i alle Spørgsmaal vedrørende Lære og Trospunkter. Fra Rom udgaar saaledes alle Direktiver, og der samledes alle Traade. I Aab. 17. Kap. som ovenfor skrevet, har vi en nøjagtig Beskrivelse af denne Kirke, og Kvinden, som du saa, er den store Stad, som har Herredømme over Jordens Konger. Det er den Magt, der har kastet Sandheden til Jorden og udført det med Held. - -
Derefter saa jeg en anden Engel stige ned fra Himmelen; han havde stor Magt, og Jorden blev oplyst af hans Herlighed, og han raabte med stærk Røst og sagde: "Falden, falden er Babylon (Forvirring), den store, og den er blevet Dæmoners Bolig og et Fængsel for allehaande mene Aander! thi af hendes Utugts Harmes Vin have alle Folkeslagene drukket, og Jordens Konger have bolet med hende." Det er den samme Kvinde, som havde drukket alf de helliges Blod og af Jesu Vidners Blod, 17,6. Det er Skøgen, en Moder til Skøger, 5. Vers. Og nu lyder der en anden Røst fra Himmelen, som siger: "Gaar ud fra hende, I mit Folk! for at I ikke skulde blive delagtige med hende i hendes Synder og ikke rammes af hendes Plager, thi hendes Synder ere opdynget indtil Himmelen, og Gud har kommet hendes Uretfærdigheder i Hu. Der lyder en kraftig Advarsel til Guds Folk. Gaa ud fra hende, I, mit Folk, kan vi med Sikkerhed vide, at vi er gaaet ud fra hende? Adlyder vi Befalinger udstedt af denne Magt? Er Treenighedslæren udsprunget af denne Kirke? og i saa Fald: har jeg enten i det skjulte eller aabent Lov til at hylde denne Lære? Herren kræver intet andet af dig, end at du skal tjene ham alene og gøre, hvad hans Vilje er; dersom I elske mig, da holde I mine Befalinger! Thi det er Kærlighed til Gud, at vi holde hans Bud, og hans Bud ere ikke svære. Du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele din Styrke og din Næste som dig selv. Det bør ethvert Menneske at gøre, thi hver en Gerning bringer Gud for Retten, naar han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt. Prd. 12,13-14.
Laodikeamenighedens tilstand Er det ikke paa Tide og aldeles nødvendig for enhver kristen at lære at kende mere til Gud den Almægtige, Gud den Allerhøjeste, den eneste sande Gud? Hør, Israel, Herren vor Gud, Herren er een! og hans Søn Jesus Kristus, vor Frelser, lære at kende ham som vor eneste Talsmand, vor Forbeder og store Ypperstepræst efter Melkezedeks Vis, han er vor rette Mellemmand, han som altid lever og træder frem for Guds Aasyn til Bedste for os. O, naar dit Hjerte bliver helt knyttet til Gud og til hans eenbaarne Søn, da har du ikke mere Brug for en Talsmand, som for dig alligevel staar som et Mysterium, men da har du Brug for Guds Aand, denne hellige Aand og Indflydelsen, der udgaar direkte fra ham, thi Herren, Gud selv, er Aanden.
Gud har i sin Naade givet os Advarslen: "Gaa ud fra hende I, mit Folk," og selvom Emnet om den store Skøge kun flygtigt er berørt, saa er der ingen, der behøver at være i Tvivl om, hvad Gud mener: Vi skal. Vi skal undersøge denne alvorlige Sag til Bunds og forlade Vildfarelsens Vej, som fører til Smerte og Død, og følge Sandheden, som leder os fra Syndens og Dødens Vej og ind paa den Vej, som fører til evigt Liv gennem Troen paa Gud den Almægtige, den eneste sande Gud, og den han udsendte, Jesus Kristus. Tøv ikke med at forlade enhver Vildfarelse, hvor liden og uskyldig den end ser ud, bekend det ikke alene for Gud, men for alle dem, du kommer i Berøring med, husk paa, du er Sendebud i Kristi Sted, og at du skal bede i Kristi Sted: "Lader Eder forlige med Gud, den eneste sande Gud, han, som er Himlens og Jordens Skaber." Maaske du uden at vide det har troet paa og endda tilbedt en saakaldt Talsmand, en tredie Person; vend da om til den levende Gud. Den som taler til Laodikeamenigheden siger: "Jeg raader dig, at du af mig køber Guld, lutret i Ilden, for at du kan blive rig, og hvide Klæder for ilt du kan klæde dig dermed, og din Nøgenheds Skam ikke skal blottes, og Øjensalve til at salve dine øjne med for at du kan se. Alle dem, jeg elsker, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig!" Vi tilraades at købe af ham Guld, lutret i Ilden for at vi kan blive rige; disse, der tales til, tror sig rige, de faar at vide, at det er et stort Bedrag, de ere fattige, men ved at købe af ham Guld, lutret i Ilden, kan de blive virkelig rige.
Efter som det i første Instans kan være Sandhedspunkter, der kan være tale om, saa gælder det om, at enhver undersøger Forholdet i alvorlig Bøn til Gud. Det gælder om at kunne se; det vil vel sige, at der er noget, som vi ikke er blevne opmærksomme paa, men som Gud vil, at vi skal se, og hvad andet kan det være end Sandheder, dersom det var det, Fattigheden bestod i. O, lad os bede: "Oplad mine øjne, at jeg maa skue de underfulde Ting i dit Ord, og lad dit Ord være en Lygte for min Fod og et Lys paa min Sti. Med denne oprigtige Bøn, skal Gud vise os Sandhedens Vej, og Sandheden skal frigøre os fra Vildfarelsens Vej, Salme 119,18-105. Herrens Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv. Sal. 12,7 Fuldkommen er Guds Vej, lutret er Herrens Ord. Han er et Skjold for alle dem, der sætter sin Lid til ham. Sal. 18,31. Ja, hvem er Gud uden Herren, og hvem er en Klippe uden vor Gud? Ja, hans Ord er fuldkommen rent, lad os elske det! Sal. 119,140. Herrens Revselse bestaar ikke i Straf eller udvortes Lidelser, nej, hans Revselse ligger deri, at han viser dem deres Vejs Vildfarelser og siger til dem: "Denne er Vejen, vandre paa den, dine Øren skal høre det Ord bag ved dig: "Her er Vejen, I skal gaa!" Hver Gang I er ved at vige til højre eller venstre, din Vejleder skal ikke mere dølge sig, dine øjne skal skue din Vejleder. Es. 30,20-21. Herren siger: "Se, jeg staar for Døren og banker; dersom nogen hører min Røst og aabner Døren," der menes, at naar vi hører Herrens Røst, da skal vi fjerne det, der er til Hinder for, at han kan gaa ind og holde Nadver med os og vi med ham. Lad ikke det Løfte gaa upaaagtet hen, han siger: "Den, som sejrer, ham vil jeg give at tage Sæde hos mig paa min Trone, ligesom jeg har sejret og har taget Sæde hos min Fader paa hans Trone. Aab. 3,14 -22. Vor Herres Jesu Kristi Naade og Guds Kærlighed og den Helligaands Samfund være med os. 2. Kor. 13,13. Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit Ansigt lyse over dig og være dig naadig, Herren løfte sit Aasyn paa dig og give dig Fred. Saaledes skal Herrens Navn lægges paa Eder, og han vil velsigne Eder. Amen! 4. Mose 6,24-27.
- - - - Nr. 460 i "Salmer og Lovsange".
Jesu, gør mig stille, stille
- - - - Herrens værk.
Guddommen i skriftens lys
Juelsminde 1953
Nærværende lille Bog er blevet til som Følge af de mange Spørgsmaal, der i Aarenes Løb er stillet mig angaaende de mange aktuelle, og i vor Tid saa alvorlige, bibelske Emner. Ifølge min Gerning i Sundhedsmissionen gennem ca. 50 Aar og i Kraft af min Stilling som Leder og Indehaver af Sanatorievirksomheder, har jeg været nødt til meget indgaaende at studere Guds Ord, den hellige Skrift, for derigennem at kunne besvare Spørgsmaalene, der Tid efter anden stilledes mig. Det har været paa Knæ og i Bøn til Gud, som har sagt: Søger, saa skal I finde, og banker paa, saa skal der blive lukket op. Alene i Lyset af den guddommelige Aabenbarings urokkelige Ord, Bibelen, - denne sikre Ledestjerne gennem Tidens Mørke og Virvar - kan de store Problemer ved Guds Aands Bistand faa sin rette Løsning. Paa samme Tid maa vi ikke overse Historiens Lærdomme og deraf følgende Advarsler. Medens alt synes at være i Forvirringens og Uvishedens Tegn, saa er der en Gud, som ikke er Forvirringens, mens Fredens Gud, en højere Leder, en alvis og almægtig Gud, hvis evige Raad trods alt skal følges. Karakteristisk for vor Tid er den Utryghed, som hersker paa alle Livets Omraader, det politiske, sociale og religiøse. Vor Slægt er grebet af en indre Uro, en Ængstelse, som den ikke let kan frigøre sig for, og det ikke mindst paa det religiøse Felt, thi der er Hundreder af Stemmer, der siger: "Denne er Vejen, vandrer paa den." Og Mennesker spørger i Dag, som Pilatus spurgte Kristus: "Hvad er Sandhed?" Middelalderens Kirke og den Tids skolatiske Lærere var Aarsag til, at mange af Biblens klare Sandheder maatte vige Pladsen for Dogmer og Filosofi, ja, man ansaa Filosofien for at være i Stand til selvstændig at oplyse om Sandheden. Bibelens Vej er: "Hellige dem i den Sandhed, thi dit Ord er Sandhed." Der paagaar en Strid indenfor Kirken, der ikke drejer sig om Smaating, det er selve den kristne Menigheds Grundvold, som angribes. Troen paa Bibelens guddommelige Oprindelse, ja selv de, som hævder dens Guddommelighed, nægter eller vægrer sig ved paa mange Omraader at adlyde dens klare Undervisning. Troen paa Guddommen er et af de svære Emner, som man falder over. Bibelen siger: "Der er een sand Gud fra Evighed og til Evighed", men saa godt som alle de mindre Samfund sammen med den ortodokse Kirke (Statskirken) siger: "Der er en sand treenig Gud fra Evighed og til Evighed." Treenighedslæren er et af de mange Vildskud, der er fremkommet og rendyrket fra Middelalderens Kirke og dens skolastiske Lærere.
Forfatteren.
Ordet Guder Grundordet i det religiøse Sprog, det er Navnet paa den ubetingede Almagt, af hvilke Menneskene, som betingede i sidste Forstand, føler sig afhængige og som betingede i dobbelt Forstand. Baade udvortes og indvortes (legemligt og aandeligt) føler de ham, som den, der er over dem baade i Naturen og i deres eget Hjerte, deraf Forpligtelsen til Tilbedelse og Anerkendelse, saaledes gør Forholdet til Gud sig gældende.
Der er en Gud, hvis Almagts Ord
Har frembragt Himmel, Hav og Jord,
Det vidner Blomsterengens Dragt,
Det viser Stjernehimlens Pragt.
Jeg hører ham i Tordnens Drøn
Og ser ham i Naturen skøn.
Jeg ser hans Spor, hvorhen jeg gaar,
Paa alle Ting hans Stempel staar:
I Maanens Skin, i Fossens Brus,
I Fuglens Sang, i Stormens Sus,
I Solens Glans og Majestæt,
- der viser sig hans Guddomsfjed.
Der er en Gud, saa siger mig
alt, som for Øjet viser sig
J a, endog i mit eget Bryst
Jeg hører Aandens stille Røst:
Der er en Gud, hvis Almagtsord
Har frembragt Himmel, Hav og Jord.
Gud, du er Kærlighed, alt, du har gjort,
Vidner derom, baade lidet og stort,
Blade og Blomster og Fuglenes Sang,
Solen og Maanen og Stjernernes Gang.
Kor:
Lov, pris Gud, du er Kærlighed,
Lov, pris, du elsker og mig!
Lov, pris Gud, du er Kærlighed,
Led os paa Kærligheds Vej!
Gud, du er Kærlighed, men dog især
Elsker du Verden, skønt falden den er,
Gerne din eenbaarne Søn du hengav,
Slægten at frelse fra Død og fra Grav.
Kor:
Gud, du er Kærlighed, det er vor Trøst,
Det giver Tillid og Mod i vort Bryst.
Herren er Hyrde, han vogter med Flid
Sine i denne saa farlige Tid.
Kor:
Gud han er Kærlighed! Hør dette Ord,
Unge og gamle, ja, alle paa Jord!
Tro nu hans Løfte og adlyd hans Bud.
Det er saa saligt at leve med Gud.
Kor:
Hellig, hellig, hellig! Til din Pris, a, Herre, vi vor Lov-Sang
hæver mad høje Himmel-Kor. - Hellig, hellig, hellig,
naadig og barmhjertig, du, Herre, som i Evigheden bor!
Hellig, hellig, hellig! Jublende det lyder
fra de Engleskarer, som for din Trone staar –
tusind Gange tusind, som med evig Tunge
Lovpriser dig, fra hvem alt Liv udgaar.
Hellig, hellig, hellig! - Selv om du dig skjuler,
saa at vare øjne din Herlighed ej ser,
vi det ved, o, Herre, at kun du er hellig, -
kun du er Gud, og ingen ydermere!
Af Naade er jeg det, jeg er, Guds Barn og Arving med, ja Broder til min Frelser kær, tænk hvilken Salighed, tænk hvilken Salighed!
Af Naade er jeg frelst og fri
I Lammets dyre Blod
Fra Syndens tunge Slaveri,
"Hvor er dog Herren god!"
Af Naade faar jeg Kraft og Mod
At trodse Satans Værk,
At træde Verden under Fod,
"Hvor gør dog Naaden stærk!"
Af Naade faar jeg Aandens Trøst.
Jeg ved, paa hvem jeg tror,
Saa lyder Stemmen i mit Bryst,
"Hvor er dog Naaden stor!"
1. Mose 32,1-2-24. Da Jakob før sin Død vilde velsigne sine Sønner sagde han: "Den Engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne Drengene, saa at mit Navn og mine Fædre Abrahams og Isaks Navn maa blive nævnet ved dem. Den Gud, for hvis Aasyn mine Fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet mig fra min første Færd og til nu. 1. Mose 48,15-16. I Dommernes Bog 6. Kap. læser vi om Gideons Kaldelse til at frelse Israel ud af Midjaniternes Haand, og Herren talte og sagde: Saa siger Herren Israels Gud: Jeg er Herren, eders Gud, frygt ikke." Da kom Herrens Engel, medens Gideon var ved at tærske Hvede, og Herrens Engel viste sig for ham og sagde til ham: "Herren er med dig, stærke Kriger!" Gideon mindede om alle Herrens Undergerninger, men sagde: "Nu har Herren forstødt os!" Da vendte Herren sig til ham og sagde: "Drag hen i denne din Kraft, saa skal du frelse Israel!" Men Gideon sagde: "Hvordan skulle jeg kunne frelse Israel?" Men der blev sagt: "Herren vil være med dig!" Da sagde Gideon: "Hvis jeg har fundet Naade for dine øjne, saa lad mig faa et Tegn paa, at det er dig, som taler med mig." Gideon fik et Tegn! og Guds Engel gav Gideon Undervisning om Kødet og om det usyrede Brød, og Herrens Engel udrakte Spidsen af den Stav, han havde i Haanden, og rørte ved Kødet og Brødet, og Herrens Engel forsvandt for hans Blik. Gideon skønnede nu, at det havde været Herrens Engel; og han sagde: "Ve, Herre, Herre, jeg har jo set Herrens Engel Ansigt til Ansigt!" Men Herren sagde til ham: "Fred være med dig! Frygt ikke, du skal ikke dø!" Da byggede Gideon Herren et Alter og kaldte det "Herren er Fred". Men Herren talte fremdeles til Gideon, 25. Vers og 7. Kap., 2., 4., 5., 7. og 9. Vers. Gideon frelste Israelitterne fra Midjanitternes Haand, men Israelitterne glemte Herren, deres Gud, han som frelste dem fra deres Fjender, 8. Kap. 34-35.
Gud, som sagde: "Af Mørke skal Lys skinne frem", han har ladet det skinne i vore Hjerter for at bringe Kundskaben om Guds Herlighed paa Kristi Aasyn for Lyset. Men denne Skat havde vi i Lerkar, for at denne overvættes Kraft maa være Guds 2. Kor. 4,6-7. Paulus skriver til Korintierne og formaner dem, for at de ikke forgæves maa have modtaget Guds Naade ved Sandheds Ord og ved Guds Kraft, 2. Kor. 6,1 og 7. V. Gud har ikke givet os Fejgheds Aand, men Krafts og Kærligheds og Sindigheds Aand. Derfor, skam dig ikke ved Vidnesbyrdet om vor Herre, men lid ondt med Evangeliet ved Guds Kraft. 2. Tim. 1,7-8.
Da Jesus var i Helligdommen, gik Ypperstepræsterne og Folkets Ældste til ham og sagde: "Af hvad Magt gør du disse Tegn, og hvem har givet dig denne Magt?" Men Jesus svarede og sagde til dem: "Ogsaa jeg vil spørge Eder om een Ting; og dersom I sige mig det, vil ogsaa jeg sige Eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting. Johannes's Daab, hvorfra var den? Fra Himmelen eller fra Mennesker?" Men de tænkte ved sig selv og sagde: "Sige vi: fra Himmelen, da vil han sige til os: Hvorfor troede I ham da ikke? Men sige vi: Fra Mennesker, frygter vi for Mængden; thi de holde alle Johannes for en Profet." Matt. 21,23-26.
Kristus vil bo ved Troen i vore Hjerter. Jesus sagde til sine Disciple: "Jeg vil ikke forlade Eder faderløse; jeg kommer til Eder. Joh. 14,18. Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt Eder. Matt. 18,20.
Søg i Herrens Bog og læs, der fattes ikke een Ting, det ene savner ikke det andet, thi Herrens Mund har talt det, og hans Aand har sanket det, lad ikke nogen bedrage Eder i nogen Maade, lad Sandhed være Sundhed, Herrens Aand er her, som alle Steder i Skriften, Gud selv, den Almægtige,. det er hans Ord, der vises hen til, og det er hans Mund, der har talt. Det er ogsaa Gud den Almægtige, der har sanket det, og med den Sandhed for øje, kan vi trygt granske deri; Es. 34,16.
Alle Udtrykkene i Forbindelse med Johannes's Vidnesbyrd angaaende saadanne, som ere fødte af Gud, siger klart, at Aanden er identisk med Gud, men Udtrykkene viser ogsaa, at Aanden er knyttet til Guds indre Væsen. Disse, som ere fødte af Gud, ere blevet til nye Skabninger, de har Guds Kærlighed i deres Hjerter, de ere retfærdiggjorte, de har overvundet Verden med dens Lyster, de tror i deres Hjerter, at Jesus er Kristus, Guds eenbaarne Søn. Dersom nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning; det gamle er forbigangent; se, alt er blevet nyt, men alt dette er fra Gud. 2. Kor. 5,17-20. Gal. 6,15-16. Aanden var identisk med Gud den Almægtige ved Skabelsen, den er det i Forbindelse med den nye Fødsel, den nye Skabelse, og det er paa Forhaand kraftigt bevist, at det samme er Tilfældet ved Jesu Kristi Opstandelse fra de døde. l. Peter 3,18. Kristus blev levendegjort efter Aanden. - - - Ef. l. 19-20. Den Almægtiges vældige Virkekraft, som han udviste, da han oprejste Kristus fra de døde. - -
Menigheden er Guds, den tilhører ham, som fylder alt i alle. Paulus skriver til Tim: Du skal vide, hvorledes man bør færdes i Guds Hus, hvilket jo er den levende Guds Menighed, Sandhedens Søjle og Grundvold, stor er den, Gudsfrygtens Hemmelighed: Kristus, som blev aabenbaret i Kød, blev retfærdiggjort i Aand, seet af Engle, prædiket iblandt Hedninger, troet i Verden og optaget i Herlighed. 1. Tim. 3,15-16. Kristus er Menighedens Hoved, men Gud er Kristi Hoved. 2. Kor. 11,3. Med een Aand ere vi alle døbte til at være eet legeme. 1. Kor. 12,13. Eet legeme og een Aand, ligesom I ogsaa blev kaldede til eet Haab i Eders Kaldelse. Ef. 4,4. Jeg formaner Eder, Brødre! ved Guds Barmhjertighed til at fremstille Eders legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt, Offer, det er Eders fornuftige Gudsdyrkelse. Skikker Eder ikke lige med denne Verden, men varder forvandlede ved Sindets Fornyelse, saa I skønner, hvad der er Guds Vilje, det gode og velbehagelige og fuldkomne. Rom. 12,1-2. Eders legemer enhver især er den Helligaands Tempel, et Tempel for den Helligaand, som er i Eder, hvilken I have ruf Gud, og at I
Aandens Ejendommdigheder at finde i Faderens og Sønnens Virken, om dette Punkt den Helligaands Forhold til Faderen og Sønnen har der været stor Uenighed om gennem Aarhundreder. En kirkelig Stilling til Helligaands-Spørgsmaalet ligger i Treenighedslæren. For de apostolske Fædre som Hermas staar den Helligaand som et med Sønnens ideale Væsen; senere Kirkelærere som Irenæus og Tertulian betoner paa Grund af Matt. 28,19 Helligaandens Forskellighed fra Faderen og Sønnen. I 4. Aarhundrede gav nogle Kirkelærere med Biskoppen Macedonius af Konstantinopel i Spidsen Forargelse ved at betegne Helligaaden som en Tjener; herimod rejstes der da Indsigelse især fra Athanacsius' Side; man gjorde nu Helligaandens Guddommelighed og Personlighed gældende, og paa Kirkemødet i Konstantinopel 381 vedtoges der en Tilføjelse i samme Retning. Endnu en Strid førtes der dag. Da den lat. Kirke i 5. Aarh. havde optaget en Lære om, at den Helligaand fra Evighed af udgik ikke alene fra Faderen, men ogsaa fra Sønnen; dette opponerede den græske Kirke imod; og den Strid, som endnu er staaende, har faaet endog sørgelige politiske Følger. Ikke underligt, at dette store og alvorsfulde Tema for de mange er blevet et Mysterium, hvor meget anderledes er det ikke, naar man anerkender, at Helligaanden er en guddommelig Livskraft, som er Kilden til alt levende. Den er Princippet for Skabelsen og Opholdelsen, og baade det fysiske og det aandelige Liv afhænger af den. Da er man villig til at acrutage den, som den virkelig er: "Den Almægtige, den Allerhøjestes Kraft, som man ser den i Engelenes Hilsen til Jomfru Maria, hvor Helligaanden og den Højestes Kraft jævntilles," eller om vi vil mindes Pauli Ord til Efeserne: idet han forklarede for dem Guds Krafts overvættes Storhed, hans Styrkes vældige Virkekraft, som han udviste, da han oprejste Kristus fra de døde og satte ham ved sin højre Haand i det himmelske. Ef. 1,17-23.
Jesus siger: "Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger! og jeg vil bede Faderen, og han skal give Eder en anden Talsmand til at være hos Eder evindelig, den Sandhedens Aand, som Verden ikke kan modtage, thi den ser den ikke og kender den ikke; men I kende den, thi den bliver hos Eder og skal være i Eder. Jeg vil ikke forlade Eder faderløse; jeg kommer til Eder." Ifølge Jesu Ord til Disciplene bliver der lovet dem en Talsmand til at være hos dem evindelig, en Sandhedsaand, som Verden ikke kendte, men Disciplene kendte den, thi den skulde blive hos dem og være i dem, denne Sandhedens Aand den var altsaa til Stede og skulde være i dem. Jesus var nærværende, og gav Løfte om at han ikke vilde forlade dem, men komme til dem. Jesus er Sandheden, og han vil bo ved Troen i vore Hjerter; vi har forud læst, at Gud udsendte sin Søns Aand i vore Hjerter. Gal. 4,6 og Rom. 8,9. I ere ikke kødelige, men aandelige om ellers Guds Aand bar i Eder, men om nogen ikke har Kristus Aand, saa hører han ikke Kristus til! Men om Kristus er i Eder, da er vel Legemet dødt paa Grund af Synd, men Aanden er Liv paa Grund af Retfærdighed, men om hans Aand, der oprejste Jesus fra de døde, bor i Eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre ogsaa Eders dødelige Legemer ved sin Aand, som bor i Eder. Jesus sagde videre: "Hellige dem i din Sandhed, thi dit Ord er Sandhed." Joh. 17,17. Resultatet er lige til, denne Talsmand, der omtales i Joh. 14,16, og som benævnes som Sandhedens Aand, kan i Følge de mange Skriftsteder ikke være nagen anden end Kristi Aand, og i Forbindelse med Guds og Kristi Ord, som er Aand og Liv, og vi har den fulde Sikkerhed for, at Guds Aand og Kristi Aand og Ordet, som ogsaa er Aand og Liv, vil være i vore Hjerter ved Tro. Det er den samme Talsmand, vi møder i 1. Joh. 2,1. Joh. siger: "Dersom nogen synder, har vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus den retfærdige, han er en Soner for vore Synder." Gaar det an at tro, at Faderen har to Talsmænd ved sin Side, er Kristus ikke nok for os? Kristus vil bo formedelst Troen i vore Hjerter, og hvor to eller tre ere forsamlede i hans Navn, der er han midt iblandt dem. Matt. 18,20.
Jesus siger: "Jeg er det sande Vintræ, og min Fader er Vingaardsmanden. Hver Gren paa mig, som ikke bærer Frugt, den borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han for at den skal bære mere Frugt. I ere allerede rene paa Grund af det Ord, som jeg har talt til Eder. Bliver i mig, da bliver jeg i Eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv uden den bliver paa Vintræet, saaledes kunde I ikke heller, uden I blive i mig. Jeg er Vintræet, I ere Grenene. Den, som bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet intet gøre; dersom I blive i mig, og mine Ord blive i Eder, da beder om hvad som helst, I ville, og det skal blive Eder til Del. Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen Frugt, og I skulle være mine Disciple." I de nedskrevne Vers fremstilles Foreningen med Faderen og Kristus ved Vingaardsmanden og Vintræet, Disciplene ere Grenene. Det er Faderen, som er den bærende Kraft, og fra hvem alt Liv udgaar, han er Vingaardens Ejer. Kristus er Vintræet, og vi ere Grenene. Faderen borttager disse Grene, som ikke bærer Frugt, og han renser dem, som bærer Frugt, for at de maa bære mere Frugt; den rensende Kraft ligger i Ordet: "I ere allerede rene paa Grund af det Ord, som jeg har talt til Eder." Skal vi bære Frugt, det vil sige, de aandelige Frugter, som fremhaldes i Gal. 5,22-23, maa Forbindelsen med Kristus (Vintræet) være fast, thi uden ham kan vi slet intet gøre, og de vil da blive kastet ud og visner, og de tjener til intet uden at brændes. Ligesom Faderen har elsket mig, saa har ogsaa jeg elsket Eder; bliver i min Kærlighed! Dersom I holde mine Befalinger, skulle I blive i min Kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders Befalinger og bliver i hans Kærlighed. Dette har jeg talet til Eder for at min Glæde kan være i Eder, og Eders Glæde kan blive fuldkommen. Dette er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg har elsket Eder. Større Kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit Liv til for sine Venner. Og I ere mine Venner, dersom I gør, hvad jeg befaler Eder. 15,1-14.
Disse i Berøa, som havde hørt Paulus' Tale, vare rettænkende, de ransagede daglig Skrifterne for at se, om disse Ting forholdt sig saaledes, Apg. 17,10-11. Og vi har det profetiske Ord, hvilke vi gør vel i at give Agt paa, mere stedfæstet, det skinner som et Lys paa et mørkt Sted. 2. Pet. 1,19. Og Jesus begyndte fra Moses og fra alle Profeterne, og udlagde dem i alle Skrifteme det, som var skrevet om ham. Og han sagde til dem: "O, I uforstandige og senhjertede til at tro paa alt det, Profeterne have talt." Luk. 24,25 -27. Efter at Gud fordom har talt til Fædrene ved Profeterne, saa har han i de sidste Dage talet til os ved sin Søn. Heb. 1,1. Jesus sagde til Ypperstepræsterne i Forbindelse med Lignelsen om den udlejede Vingaard: "Har I aldrig læst i Skrifterne: "Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er blevet til en Hovedhjømesten; fra Herren er det kommet, og det er underligt for vore øjne." Matt. 21,42. Jesus sagde ogsaa, da han havde læst ud fra Profeten Esaias: "I Dag er ,dette Skriftord gaaet i Opfyldelse for Eders øren." Luk. 4,21. Nogle af Jesu sidste Ord til sine Disciple var: alt dette bør opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lovbog og Profeterne og i Salmerne. Og han oplod deres Forstand, saa de forstode Skrifterne. Og han sagde til dem: "Saaledes er der skrevet." Luk. 24,44 -46. Jesus bad til sin himmelske Fader og sagde: "Hellige dem i din Sandhed, thi dit Ord er Sandhed." Efter sin Vilje fødte han os ved Sandhedsord. Jok. 1,18. Genfødte, som vi ere, ved Guds levende og blivende Ord. 1. Pet. 1,23. Der er et Haab, som vi har hørt om i Evangeliet, Sandheds Ord. Kol. 1,5.
Da Jesus ved en vis Lejlighed fortalte sine Disciple den store Sandhed, at han var Livets Brød, og at ingen kunde komme til ham, uden det var givet ham af Faderen, traadte mange af hans Disciple tilbage og vandrede ikke mere med ham. Jesus sagde da til de tolv: "Mon ogsaa I vilde gaa bort?" Simon Peter svarede ham: "Herre! Til hvem skulde vi gaa hen? Du har det evige Livs Ord; og vi have troet og erkendt, at du er Guds hellige." Joh. 6,65-69. Peters Svar til Jesus vil blive det afgørende i alle bibelske Spørgsmaal, vi maa tro paa, at Jesus har det evige Livs Ord, eller at Guds Ord er Aand og er Liv. Forbindelsen mellem Kristus og hans efterfølgere er saa sluttet, at ingen anden Person eller intet andet Væsen kan komme imellem. Jesus sagde, idet han talte om Livets Brød: "J eg er Livets Brød! Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig; og den, som kommer til mig, vil jeg ingenlunde kaste ud." Det er Faderens Vilje, at hver den, som ser Sønnen og tror paa ham, skal have et evigt Liv. Ingen kan komme til mig uden Faderen, som sendte mig, drager ham; sandelig, sandelig, siger jeg Eder, den, som tror paa mig, har et evigt Liv. Jeg er Livets Brød! Det er det Brød, som kom ned fra Himmelen, og den, som æder dette Brød, skal leve evindelig. Ligesom den levende Fader udsendte mig og jeg lever i Kraft af Faderen, ligesaa skal ogsaa den, som æder mig, leve i Kræft af mig, mange af hans Disciple sagde: "Dette er en ha ard Tale." Og Jesus sagde: "Derfor har jeg sagt Eder, at ingen kan komme til mig, uden at det er givet ham af Faderen, det er Aanden, som levendegør, Kødet gavner intet; de Ord, som jeg har talt til Eder, er Aand og er Liv." Joh. 6,35-69. Thi ligesom Faderen har Livet i sig selv, saaledes har han ogsaa givet Sønnen at have Livet i sig selv. 5,26.
Hvo, som har Øren at høre med, han høre! Profeten Zakarias giver os en levende symbolsk Fremstilling af den Helligaands Udgydelse, han siger: Engelen som talte med mig, vakte mig, som man vækker et Menneske af hans Søvn, og spurgte mig: "Hvad skuer du?" Jeg svarede: "Jeg skuer, og se, der er en Lysestage, helt og holdent af Guld, og et Oliekar ovenpaa og syv Lamper og syv Rør til Lamperne, desuden to Olietræer ved Siden af den, et til højre, et andet til venstre for Oliekarret." Og jeg spurgte Engelen, som talte med mig: "Hvad betyder disse Ting, Herre?" Han svarede: " Ved du ikke, hvad de betyder?" Jeg sagde: "Nej! Herre!" Da svarede han og sagde til mig: "Det er Herrens Ord: "Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Aand," siger Hærskarers Herre. Hine syv er Herrens øjne, som søger ud over hele Jorden." Derpaa spurgte jeg ham: "Hvad betyder de to Olietræer der til højre og til venstre for Lysestagen?" Og videre spurgte jeg: "Hvad betyder de to Oliegrene ved Siden af de to Guldrør, som leder den gyldne Olie ned derfra?" Han svarede: "Ved du ikke, hvad de betyder?" Jeg sagde: "Nej, Herre!" Saa sagde han: "Det er de to med Olie salvede, som staar for al Jordens Herre." I Johannes Aabenbaringen finder vi et nogenlunde lignende Billede. Johannes saa syv Guldlysestager og midt imellem de syv Lysestager en lig en Menneskesøn", iført en fodsid Kjortel og omgjordet om Brystet med et Guldbælte. - - - De syv Guldlysestager er de syv Menigheder, han, som vandrer midt imellem de syv Lysestager, holder syv Stjerner i sin højre Haand, de syv Stjerner er de syv Menigheders Engle. Aab. 1, 12.13.20.
Frygter Gud og giver ham Ære og tilbed ham, som har skabt Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder. Aab. 14,7. Frygter du Gud og giver ham Ære? Tilbeder du Gud den Almægtige og gennem Bønnen har en levende Forbindelse med din Skaber, han har sagt, at han vil være din Gud og din Fader, han er din Herre og du skal tilbede ham, men du skal tilbede ham alene. Matt. 4,10: Herren din Gud skal du frygte, og ham skal du tjene, ved ham skal du holde fast, og ved hans Navn skal du sværge. 5. Mose. Og nu Israel! Hvad andet kræver Herren, din Gud, af dig, end at du skal frygte Herren din Gud, saa du vandrer paa alle hans Veje, og at du skal elske ham og tjene ham af ,hele dit Hjerte og hele din Sjæl. 5. Mose 10,12-20.
Budskabet om Kristi andet Komme skal forkyndes med høj Røst for alle Slægter, Stammer og Tungemaal og Folk, og det er derfor Guds Ønske, at Ordets og Budskabets Forkyndere skal gaa frem i hele hans Aands fulde Styrke, at han med Kristus kan bo i Hjerterne, de vil da gaa frem i Elias's Aand og Kraft.
Naar Kristus kommer igen, kommer han som Guds Søn. Til Kolossenserne siger Paulus, at de skulde takke Faderen, som gjorde dem dygtige til at have Del i de helliges Arvelod i Lyset, han, som friede os ud af Mørkets Magt og satte os over i sin elskede Søns Rige. Kol. 1,12-13. Naar Kristus modtager Riget, som er os beredt, kaldes han fremdeles Guds elskelige Søn, men naar alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal ogsaa Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at Gud kan være alt i alle. I. Kor. 15,28.
Mine Børn! Det er den sidste Time. Og som I have hørt, at Antikrist kommer, saaledes ere nu mange Antikrister fremtraadte; derpaa kende vi, at det er den sidste Time. De tre udgaaede fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de havde været af os, da vare de blevne hos os. Dog, det var for at det skulde blive aabenbart, at de ikke alle er af os. I have Salvelse fra den hellige og vide alt. Jeg har ikke skrevet til Eder, fordi I ikke vide Sandheden; men fordi I vide den og vide, at ingen Løgn er af Sandheden, og den Salvelse, som I fik af ham (den hellige) bliver i Eder, og I have ikke nødig at nogen skal lære Eder, men saaledes som ham salvede lærer Eder alt, er det ogsaa sandt og er ikke Løgn, og som den har lært Eder, skulde I blive i ham, og nu mine Børn! bliver i ham, for at vi, naar han aabenbares, kunde have Frimodighed og ikke skulde blive til Skamme for ham ved hans Tilkommelse. I. Joh. 2,18-29. Her har vi for os to store Punkter; det første taler til os om de mange Antikrister, Guds Ord taler om en stor antikristelig Bevægelse eller Magt, der skal tale Ord mod den Højeste og mishandle den Højestes hellige; og han skal sætte sig for at forandre Tider og Lov, og det skal lykkes i hans Haand. Dan. 7,25. Og samme Magt skal søge at kaste Sandheden til Jorden og have Lykke med det. 8,11-12. En lignende og samme Magt omtales i Aab. 13,1-9. Og Paulus minder om et Frafald, og taler til os om et Syndeas Menneske, Fortabeisens Søn, han som modsætter og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller Helligdom (Gudsdyrkelse), saa at han sætter sig i Guds Tempel og udgiver sig selv for at være Gud. Vi har en stor antikristelig Magt for os i disse noterede Skriffsteder, men som vi ikke kan komme nærmere ind paa.
Laodikeamenigheden er den sidste af de syv og som derfor vil gælde til Jesu andet Komme, disse syv gælder uden Tvivl Perioder i den kristne Tidsalder, lige fra Kristi Himmelfart og til han kommer igen i Himmelens Skyer med alle de hellige Fugle, for at hente de frelste hjem til sig, at hvor han er, skal ogsaa de være, de skal skue den Herlighed, som han havde hos Faderen før Verden var. Joh. 17,24. Laodikeamenigheden tegner et trist Billede, det er det troværdige og sandrue Vidne, Guds Skabnings Begyndelse, det er Guds eenbaarne Søn, Menneskehedens Frelser, der giver os dette sandrue og troværdige Vidnesbyrd; han siger: "Jeg ved dine Gerninger, at du hverken er kold eller varm! Gid du var kold eller varm! Derfor, efterdi du er lunken, og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min Mund; fordi du siger: "Jeg er rig og har Overflod og fattes intet." Hvad kan her menes, andet end at man tror, at man har hele Sandheden, og det paaberaaber man sig, og er stolte og selvsikre paa, og derfor lukker øjnene for de store og vidunderlige Sandheder, som Gud har til os, og som vil betyde saa uendelig meget for os eftersom Tiden drager nærmere, da vor Frelser vil komme for at hente sit Folk. Vi maa betænke, at da vil der være en Trængselstid, som der aldrig før har været, da vil Overengelen Mikael staa frem som Værn for Guds Folk. Dan. 12,1. Og den, som da sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge, siger til Herren: "Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, paa hvem jeg stoler, han dækker dig under sine Fjedre, under hans. Vinger finder du Ly, ham Trofasthed er Skjold og Værge. Herren er vor Tilflugt, thi den Højeste har vi valgt til Bolig, og han byder sine Engle at vogte dig paa alle dine Veje." Salme 91,1-11.
Jesus, gør mig stille, stille,
Tryk mig nær ind til dit Bryst.
Naar mig Satan vil forvilde,
Lad mig høre blot din Røst.
Jesus, frels mig fra al Fare,
Fyld mit Hjerte med din Fred,
Fri mig fra hver listig Snare,
Giv mig din Retfærdighed.
Jesus, lad min egen Vilje
Ganske blive eet med din,
Lad ej nogen Ting os skille,
Jesus, vær du altid min.
Tryk mig nær ind til dit Hjerte,
Jesus, gør mig dig helt lig!
Midt i Fattigdom og Smerte
Bliver jeg da lykkelig.
Vor Gud er stor, til ham vi stunde,
Hans Vandre vi med Glæde se.
Han tager bort de falske Grunde,
Som mange have hængt sig ved.
Han sønderriver Satans Garn
Og frelser hvert forloret Barn.
Guds Ord med Magt gaar frem paa Jorden,
Hans Budskab lyder vidt og bredt;
Og mangen Sjæl annammer Naaden.
Som Jesus har for dem beredt.
De Frelse faa i Jesu Blod:
Med Fryd de synge: Gud er god.
Se op, se op! thi hvid er Marken,
Og Høstens Time kommen er.
Gaa ud, byd Syndere til Arken,
Kan hænde Floden snart er her.
Op, Brødre! alle som en Mand,
At sove nu, det gaar ej an.
O Gud! lad mig ej staa tilbage,
Mens andre Riget tage ind.
Lad mig din Naade se og smage,
Ja lad mig evig være din.
Før du mig hjem, giv mig din Aand,
Jeg lægger mig nu i din Haand.
Hjælp mig at være tro til Enden
Og lyde Høstens Herres Bud.
Jeg venter glad, til Jesus kommer
At føre sine hjem til Gud.
O store Dag. da alt blir klart,
Jeg venter dig. Kom snart, kom snart!