|
| - som omhandler tro | Tilbage til oversigten |
Gud i historien
Emil Åhrén
Dette er kapitel et ”Gud i historien – profetien og verdensbegivenhederne” i bogen ”De store verdensproblemer, i den guddommelige aabenbarings og historiens lys,” side 13 skrevet af Emil Åhrén
Verdenshistorien uden Gud var ubegribelig, ja, en Umulighed. Hele det uendelige Verdensalt vidner om en højere, bærende Intelligens og om en gennemført, fuldkommen Plan. Det er utænkeligt, at Verdens Gang – ogsaa, naar det gælder Livet på Menneskenes forholdsvis lille Jord – skulde være overladt til den blinde Skæbnes eller tilfældighedens Lune, Nej! Den almægtige og alvise Gud, som har skabt "Verden og alle Ting, som er i den”, og som ”har gjort, at hvert Folk iblandt Mennesker bor ud af eet Blod paa hele Jordens Flade", har ogsaa fastsat ”bestemte Tider og Grænserne for deres Bolig. Han, ”Kongernes Konge", hersker over "alle Riger paa Jorden”, griber ind i Verdensbegivenhederne og styrer Folkenes Historie efter sine egne alvise Beslutninger. Endskønt han har givet Menneskene en fri Vilje og tilladt dem at vandre "deres egne Veje", har han ikke givet Afkald paa sin selvskrevne Ret til som altings Skaber og Opholder at gribe ind i Nationernes Liv og til, naar han finder det for godt, at sætte en grænse for deres selviske, syndige Planer. "Hertil skal du komme og ikke længere," siger han, "og her skal være sat Grænse for dine stolte Bølger." Men medens det er sandt, at Menneskene ifølge Naturens Love her maa høste, hvad de har saaet, og at de engang for Verdens retfærdige Dommer skal staa til Ansvar for det Liv, de har faaet af ham, saa er det lige saa sandt, at han, som er Kærligheden selv, har elsket dem saa uendelig højt, at han har givet sin enbaarne Søn for at frelse dem fra evig Fortabelse.
Gud har saaledes ikke ladet "sig selv være uden Vidnesbyrd", men har givet sig til Kende for Menneskene paa mange Maader. "Det, som man kan vide om Gud", har han selv aabenbaret. "Thi hans usynlige Væsen, baade hans evige Kraft og Guddommelighed, skues fra Verdens Skabelse af, idet det forstaas af hans Gerninger, saa at de [Menneskene] har ingen Undskyldning" (Rom. 1,20). ,"Himlene fortæller Guds Ære og den udstrakte Befæstning forkynder hans Hænder Gerning" (Sal. 19,2)
"Der er en Gud,- hvis Almagts Ord Der er en Gud, som skabte alt Ja, lovet være han den Gud Medens saaledes hele Skabningen vidner om Gud og det allerede paa Grundlag af dette Vidnesbyrd om ham endog fra et rent videnskabeligt Synspunkt - med fuld Ret kan siges at være taabeligt, ja Toppunktet af menneskelig Daarskab, at paastaa, at "der er ingen Gud", saa bærer hele den menneskelige Historie - trods alt - tydelige. Spor af Gud og hans alvise Forsyns Styrelse. Det er ikke blot ukristeligt, men ogsaa uforstandigt at paastaa eller tænke, at Gud ikke har haft sin Haand med i verdenshistoriens Gang, saaledes som vi, efterhaanden som vi trænger dybere ind i dette Emne, vil faa at se at han har.
Det er imidlertid gennem den hellige Skrift at Gud har aabenbaret for os sin Forløsningsplan og sin Villie. Dette Guddommelige Ord og især dets Profetier kaster Lys over Verdens Historie og sætter os i Stand til at se
Guds Haand i den og finde en Løsning paa Verdens store Problemer.
Kristus - Midtpunktet i Verdens Historie. Men ligesom Kristus er Historiens Midtpunkt eller "Tidernes Vendepunkt", er han paa samme Tid ogsaa Historiens A og Ø, Begyndelse og Ende. Med ham tog den menneskelige Historie sin Begyndelse. Som Menneskehedens eneste Haab gaar han og hans Frelsergerning som en rød Traad gennem hele Verdens Historie, indtil den afsluttes med, at han som "Kongers Konge" aabenbares for at oprette sit evige Rige og bringe en ny Tidsalder,
der vil danne Begyndelsen til en ny Verden og en ny Menneskeslægt. Opfyldt af Synd og Sorg, Lidelse og Død peger den nuværende Verdens Historie hen til Virkeliggørelsen af dette alle Tiders evige Haab. Ja, Historien er saa at sige det Suk og den Længsel, der stiger fra Menneskehedens Hjerte og fra al" Skabningens Forkrænkelighed mod denne lykkelige, gyldne Tidsalder.
Verdenshistoriens Maal. "For Ateisten, som benægter Guds Tilværelse, og for Agnostikeren, som anser det for umuligt at vide noget om Gud," siger en Forfatter, "ser Verdenshistorien ud som et Virvar af Begivenheder, der følger efter hinanden som paa Slump uden System eller Maal. En helt anden Betydning faar Historien imidlertid, naar man ser paa den fra et kristeligt eller bibelsk Synspunkt. Da bliver man klar over, at Verden ikke styres af Tilfældigheder, men derimod af den Højeste selv, og at Himmelens Gud til Trods for Menneskenes egenkærlige og hensynsløse Stræben efter at fremme deres egne Paner dog har en Hensigt, som Verdensbegivenhederne tjener, og for hvis Skyld han leder deres Gang."
Hvad denne Hensigt er, siger Apostelen Paulus os i den Tale, han engang holdt i Grækenlands Hovedstad. I det han taler til de afgudsdyrkende Atheniensere, blandt hvilke der var mange Filosoffer, om den eneste sande Gud og altings Skaber, siger han, at Guds Hensigt med at gribe ind i Menneskenes Livsskæbner var, at "de skulde søge Gud, om de dog kunde føle sig frem og finde ham". For at vise dem, at Gud ikke som Hedningernes Guder er utilnærmelig eller "langt borte" fra Menneskene, siger Apostelen: "Thi i ham lever og røres og er vi" (Ap. G. 17, 26-28).
Uden Gud er alt Haabløshed. I Saloniki, det gamle Thessalonika, har man ved Udgravninger fundet to mærkelige Gravurner, som antages at stamme fra den Tid, da Paulus prædikede Kristendommen der. Det mærkværdige ved disse to Urner er deres to forskellige Indskrifter. Paa den ene staar der: "Intet Haab" paa den anden: "Kristus er mit Liv." Disse to Indskrifter fremstiller i al deres enkle Ligefremhed Af standen mellem Kristendommen og Hedenskabet, mellem Lys og Mørke. Dette gælder da ogsaa For"kellen paa. den kristne og den ikke-kristne Opfattelse af Guds Indgriben i Verdens Historie.
Hvilket Haab i Verdens Haabløshed er ikke Troen paa en alvidende og kærlig, himmelsk Fader, som vaager over sine vildfarne Børn, og som med en Kjærlighed, der overgaar al jordisk Kærlighed, vil lede dem tilbage til deres rette Hjem, deres evige Faders Hjem!
Og hvor haabløs var ikke denne Verden, hvor formaalsløs dens Historie, dersom det korte Liv her paa Jorden, saa fuldt af Møje og Sorg, var den eneste HensIgt med Menneskets Tilværelse!
Den store franske Fritænker Voltaire sagde: "Jeg ved ikke hvad et virkeligt Liv indeholder; men det nuværende
Liv er en daarlig Spøg." Ja, gaves der ingen tilkommende bedre Verden, intet evigt Liv, eller var der ingen Mulighed for at opnaa det, da kunde det med Sandhed siges, at det nuværende Liv kun var "en daarlig Spøg".
Det er saaledes Troen paa Gud og det tilkommende evige Liv, som giver det nuværende Liv dets store Betydning og først og fremmest løser Tilværelsens største Problem: Hensigten med Menneskets Tilværelse.
Verdens Historie og Bibelens Profetier. Profeti i Ordets egentlige Betydning er Forudsigelse om tilkommende Ting, Historien fortalt, før den blev til. En stor Del af Bibelen er Profeti. Flere af dens Bøger er saa godt som udelukkende profetiske, samtidig med at næsten alle indeholder en større eller mindre Del Profeti. En profetisk Traad løber gennem den hellige Bog lige fra Forudsigelsen om "Kvindens Sæd", Kristus, som skulde komme for at knuse Satans Magt, til Aabenbaringens Bogs Profetier, denne "Jesu Kristi Aabenbaring", som afslutter Bibelen med Jesu eget Løfte om, at han vil komme tilbage for at genoprette det, som gik tabt, da Synden kom ind i Verden.
Gud talte gennem Profeterne, og han gjorde det "paa mange Maader” (Hebr. 1, 1): i Syner, i Drømme og ved profetiske Sindbilleder. Fremfor menneskelige Udlæggelser og Spaadomme udmærker Bibelens Profetier sig væsentligt derved, at de er givet af den guddommelige, alvidende Aand, som Peter siger:
”Ingen Profeti i Skriften beror paa egen Tydning. Thi aldrig er nogen Profeti bleven fremført ved et Menneskes Vilje; men drevne af den Helligaand talte hellige Guds Mænd" (2 Pet. 1, 20. 21). "Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund" (Ap. G. 3, 21).
Gud alene kan løfte Sløret for Fremtiden. Derfor er det ogsaa her sandt, hvad Babels vise svarede Kong Nebukadnezar, da han forlangte, at de skulde fortælle ham den mærkelige Drøm, han havde haft, og tyde den for ham:
"Kaldæerne svarede Kongen og sagde: der er intet Menneske paa Jorden, som kan kundgøre det, som Kongen forlanger, efterdi ingen stor og mægtig Konge har begæret saadan Ting af nogen Spaamand eller Besværger eller Kaldæer. Og den Ting, som Kongen begærer, er svar, og der er Ingen anden, som kan kundgøre den for Kongen, uden Guderne, hvis Bolig ikke er hos Menneskene" (Dan. 2, 10. 11).
Den gudfrygtige, unge Hebræer Daniel sagde ogsaa, da "Himmelens Gud" havde aabenbaret Hemmeligheden om Nebukadnezars Drøm for ham:
"Velsignet være Guds Navn fra Evighed og indtil Evighed; thi Visdommen og Kraften er hans. Og han forandrer Tider og Timer, han afsætter Konger og indsætter Konger; han giver de vise Visdom og de forstandige Kundskab. Han aabenbarer de dybe og skjulte Ting; han ved, hvad der er i Mørket, og Lyset bor hos ham" (Dan. 2, 20-22).
Da Daniel derefter stod foran den mægtige Konge, sagde han:
"Hemmeligheden, som Kongen begærer, kan de vise, Besværgerne, Spaamændene og Sandsigerne ikke kundgøre Kongen. Men der er en Gud i Himmelen, som aabenbarer hemmelige Ting, han har kundgjort Kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste Dage" (27.28. V.).
Ja, Gud alene ved, "hvad der skal ske i de sidste Dage". At han ogsaa, alt efter som han har fundet det for godt, har aabenbaret det i Bibelens Profetier, skal vi længere hen fæste vor Opmærksomhed ved. Dette er et særdeles
betydningsfuldt og interessant Emne ikke blot for enhver der allerede tror paa Bibelens guddommelige Inspiration; men det er ogsaa i Stand til, som vi vil faa at se, at vække, interessere og overbevise de største Tvivlere.
Kristus i Profetien. Ligesom "Jesu Vidnesbyrd er Profetien s Aand" (Aab. 19, 10), saaledes havde alle Profeterne "Kristi Aand", og ligesom den store Profet Johannes den Døber pegede paa "Guds Lam, som bærer Verdens Synd", saaledes bar "alle Profeterne Vidnesbyrd" om ham og vidnede, at han var Verdens Frelser (Ap. G. 10, 43).
Kristus er saaledes Kernen og Midtpunktet i al bibelsk Profeti, ja, i al guddommelig Aabenbaring. Og i denne Betydning kan det siges, at alle Profetier i Bibelen er "Jesu Vidnesbyrd" og vidner om ham. Paulus siger jo ogsaa, at den kristne Tro er bygget ikke blot paa Apostlenes, men ogsaa paa "Profeternes Grundvold" (Ef. 2,20).
Profetiernes Kristus.
Kristus er ikke blot det Midtpunkt, hvorom Bibelens Profetier drejer sig; men han er ogsaa i en særlig Betydning Profetiernes Kristus. Med andre Ord: Profetierne var - og er den Dag i Dag - det sikre Bevis for, at han var den sande Messias, den lovede verdens Frelser. Selv henviste han ogsaa altid til det gamle Testamentes Profetier, naar han vilde overbevise Folket eller sine tvivlende Disciple om sin guddommelige Mission. Som Eksempel kan følgende Skriftsteder anføres:
"Thi alle Profeterne og Loven har profeteret indtil Johannes" (Matt. 11, 13).
"Men det er alt sammen sket, for at Profeternes Skrifter skulde opfyldes" (Matt. 26, 56).
"O, I uforstandige og senhjertede til at tro paa alt det, som Profeterne har talt. . . . Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham" (Luk. 24, 25. 27).
"Ham giver alle Profeterne Vidnesbyrd" (Ap. G. 10, 43).
Kristi Apostle fulgte naturligvis deres Mesters Eksempel, idet ogsaa de lagde Profetierne til Grund for deres Kristentro og det Kristi Evangelium, 'som de forkyndte; t. Eks. erklærede Peter, at "Gud har saaledes fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle Profeters Mund" (Ap. G. 3, 18).
Da Hedningernes store Apostel Paulus aflagde sin kristne Trosbekendelse og forsvarede sig for Landshøvdingen Felix, sagde han:
"Men dette bekender jeg for dig, at jeg efter den Vej, som de kalder et Parti, tjener vor fædrene Gud saaledes, at jeg tror paa alt det, som staar i Loven, og det, som er skrevet hos Profeterne" (Ap. G. 24, 14).
Da han senere stod foran Kong Agrippa og forsvarede sig mod Jødernes Anklage, sagd:e han:
"Det er altsaa den Hjælp, jeg har faaet fra Gud, at jeg har staaet indtil denne Dag og vidnet baade for smaa og store, idet jeg intet siger ud over det, baade Profeterne og Moses har sagt skulde ske" (Ap. G. 26, 22).
Profetier om Messias. Den nedbrydende Bibelkritik har i sine Forsøg paa at undergrave Troen paa Kristi Tilværelse og Frelsergerning som en historisk Kendsgerning endog benægtet, at det gamle Testamente indeholder tydelige Profetier, der kan siges at være blevet opfyldt af Kristus. Lad os da her i Korthed se, hvorledes det forholder sig dermed. Følgende Profetier om Kristi første Komme, hans Liv og Gerning er vidunderlig klare og tydelige:
1. Kristus skulde blive "Kvindens Sæd", fødes af en Kvinde og saaledes paatage sig menneskelig Natur og menneskelig Skikkelse (1 Mos. 3, 15; Joh. 1, 14; Gal. 4, 4).
2. Sem, Noas Søn - ikke nogen af Sems to Brødre, Kam eller Jafet - skulde særlig udmærkes og velsignes af Gud (1 Mos. 9, 26. 27). Gennem Sems Ætling Abraham, det jødiske Folks Stamfader, skulde Kristus komme som "Abrahams Sæd" (1 Mos. 12, 1-3; Ap. G. 3, 25; Gal. 3, 8. 16).
3. Han skulde endvidere stamme fra Isak og ikke fra Ismael, fra Jakob og ikke fra Esau. Af Jakobs tolv Sønner udvælger Profetien Juda og siger, at Kristus skulde stamme fra Juda (Aab. 5, 5; Hebr. 7, 14; 1 Mos. 49, 9. 10).
4. I Juda Stamme skulde, endnu nærmere bestemt, Kristus stamme fra "Davids Hus". Som Davids Rodskud og det store Modbillede til David skulde han sidde paa "Davids Trone", paa sit Riges Trone, og der regere i sit evige Herlighedsrige (Es. 16, 5; Jer. 23, 5; Sak. 6, 12; Luk. 1, 32).
5. Men først efter at Isais "Stamme" var blevet afhugget og Davids Hus havde mistet sin Herlighed, skulde Kristus "opgaa" som "et Skud af Isais Stub og en Kvist af hans Rødder" (Es. 11, 1).
6. Han skulde fødes af en Jomfru, og han skulde kaldes "Immanuel" (Es. 7, 14; Matt. 1, 20-23).
7. Han skulde fødes i Bethlehem i Judæa, i Davids Stad (Mik. 5, 2; Matt. 2, 4-6). (Ogsaa Bethlehemsstjernen og Massemordet paa Drengebørnene, som Herodes foranstaltede ved Jesu Fødsel, var omtalt i Profetien.)
8. Hans Lidelse og Død som Skyldoffer for Verdens Synder blev fremstillet sindbilledligt ved Offersystemet, der lige fra Abels Tid gennem hele den gamle Pagts Tid var en Profeti om ham (Es. 53. Kap.).
9. Ogsaa en hel Del nærmere Enkeltheder ved hans Død var forudsagt. (Se Sak. 11, 12; J er. 32, 6-15; Matt. 26, 14. 15; 27, 3-10; Sal. 69, 22; 27, 12; 22, 2; Matt. 27, 44; Sak. 12, 10; Joh. 19,34-37; Sal. 22,19; Matt. 27,35; Es. 53, 9; Matt. 27, 60; Joh. 19, 39-42.) I al deres Ligefremhed er disse Enkeltheder særdeles betydningsfulde som Beviser for Profetiens Nøjagtighed og Paalidelighed.
10. Han skulde ikke se "Forraadnelse", men paa den tredie Dag opstaa fra de døde (Sal. 16, 10; Luk. 24, 46; Ap. G. 2, 24-32).
11. Han skulde fare op til Himmelen og sætte sig ved sin Faders "højre Haand" (Sal. 110, 1; Ap. G. 1, 9-11; 2, 33-35).
12. Endelig finder man ogsaa den bestemte Tid for hans Komme forudsagt. Han skulde nemlig komme ved Slutningen af de halvfjerds Aarsuger eller 490 Aar, der i en særlig Betydning var bestemt for Jøderne, og som Daniel havde profeteret om (Dan. 9, 22-27). Disse Uger tog ifølge Profetien deres Begyndelse, da Befalingen om Jerusalems Genopbyggelse udgik Aar 457 f. Kr., og endte derfor Aar 34 ef. Kr. Ved Slutningen af den 69. Uge eller Aar 27 om Efteraaret blev Kristus ved sin Daab salvet af den Helligaand, og tre og et halvt Aar derefter (Aar 31 om Foraaret) eller midt i den 70. Aarsuge blev han korsfæstet til "Forsoning" for Menneskeslægten. Den tilbageværende halve Uge (tre og et halvt Aar) og dermed de 70 Aarsuger endte altsaa Aar 34 ef. Kr., da Apostlene hørte op med deres egentlige Virksomhed blandt Jøderne som Guds Folk, og da disse som et Folk blev forkastet, fordi de som et Folk havde forkastet Kristus, hvorefter Apostlene begyndte at forkynde Evangeliet for Hedningerne. *
*Denne Anvendelse af Profetien om de 70 Aarsuger er af Ribelfortolkere i Almindelighed anset for at være rigtig. Den omtalte Profeti forklarer jo ogsaa sig selv, hvad selve Begivenhederne angaar, da man jo senere finder deres Opfyldelse i Historien. Luther siger: "De 70 Uger er Uger af den Slags, der omtales i l Mos. 29, 27, hvor hver Uge betyder syv Aar, og saaledes betyder disse 70 Uger 490 Aar." Dr. P. Fjellstedt, som anfører Luther siger i sin Bibelforklaring: "Disse halvfjerds Syvtaller eller syv Aar halvfjerds Gange er delt i tre Afsnit. . . . Verdenshistorien viser at fra den Tid da Artakserkses Longimanus omkring Aar 457-454 f. Kr. gav Befaling om at genopbygge Jerusalem (Neh. 2, 5-8), til det Aar da Kristus døde, hengik der 69 Uger, der hver bestod af syv Aar eller 483 Aar."
Herom siger Pastor Petersson i "Bibeltolken":
"Dette er en af de mærkværdige Profetier, som taler saa tydeligt om Kristi Forsoningsværk, om Jødernes Forkastelse af ham og om den guddommelige Straffedom over Jerusalem, og som forkynder den af Gud bestemte Tid, saa at man maa forundre sig og tilbede."
Alt dette, som Profeterne ved guddommelig Inspiration Aarhundreder, ja Aartusinder i Forvejen havde forudsagt, gik bogstavelig og i alle Enkeltheder i Opfyldelse paa Kristus og alene paa ham, da han kom første Gang. Han alene er Profetiernes Kristus, den sande Messias, Verdens Frelser. Saaledes viser det sig, som den gamle, højtagtede Religionslærer, Professor W. Rudin i Uppsala siger, at det gamle Testamentes "Profeti er et uundværligt Grundlag for Forstaaelsen af Jesu Kristi Fremtræden".
De virkelig gudfrygtige Jøder, som havde ransaget Skrifterne, ventede "Lyset fra det høje" og kendte ham derfor ogsaa, da han fremstod som Profetiernes Kristus. Derfor kunde Simeon, inspireret af den Helligaand, med saa stor Glæde tage Jesusharnet i sine Arme, love Gud og udbryde: "Herre, nu lader du din Tjener fare i Fred, efter dit Ord. Thi mine øjne har set din Frelse, som du beredte for alle Folkeslagenes Aasyn, et Lys til at oplyse Hedningerne og en Herlighed for dit Folk Israel" (Luk. 2, 29-32).
Kristi forløber Johannes sagde, idet han pegede paa Kristus: "Se det Guds Lam, som bærer Verdens Synd 1" medens Filip udtrykte sig paa denne tydelige Maade: "Vi har fundet ham, hvem Moses i Loven og ligesaa Profeterne har skrevet om, Jesus, Josefs Søn, fra NazaretJh"(Joh. 1, 46).
Profetiens Betydning og Maal. 1. Den bibelske Profeti, inspireret af den guddommelige Aand, er et særligt Kendetegn paa den sande Gud til Forskel fra de falske Guder. For at baade Israel og Hedningerne maatte forstaa, at de sidstnævnte Guder ikke var virkelige Guder, udæsker Herren ved Profeten Esaias disse Guder med følgende Ord:
"Kommer hid med eders Sag; siger Herren; kommer frem med eders stærke Bevisninger,- ,siger Jakobs Konge. Lad dem komme frem med dem og forkynde os det, som skal hændes; forkynder os, hvad der først skal ske, paa det vi maa lægge os det paa Hjerte og forstaa, hvad Enden derpaa skal blive; eller lader os høre de tilkommende Ting! Forkynder de Ting, som skal komme herefter, at vi kan vide dem; thi I er jo Guder!" (Es. 41, 21-23).
Ved den samme Profet siger Herren videre:
"Kommer de forrige Ting fra gammel Tid i Hu; thi Jeg er Gud og ingen ydermere, ja, jeg er Gud, og ingen er som jeg, jeg, som fra Begyndelsen kundgør Enden og fra fordums Tid de Ting, som end ikke er skete; jeg, som siger: mit Raad ,skal bestaa, og jeg vil gøre alt det, som mig behager; jeg, som kalder en Rovfugl fra østen, en Mand, som skal gøre efter mit Raad, fra et langt fraliggende Land; jeg har baade talt det og vil lade det komme, og jeg har beskikket det, jeg vil ogsaa udføre det" (Es. 46, 9-11).
At Himmelens Gud og han alene kan "aabenbare Hemmeligheder" og forudsige det, som skal ske i Fremtiden, er et uomstødeligt Bevis paa, at han er en levende og alvidende Gud, den eneste sande Gud. "Den profetiske Aabenbarelse er en Kendsgerning, som aabenbarer den guddommelige Alvidenhed," siger en Forfatter.
2. Profetien er paa samme Tid et uomstødeligt Bevis paa Bibelens guddommelige Inspiration. Derfor er den ogsaa som intet andet i Stand til at styrke den Kristnes Tro paa Gud og hans Ord, Bibelen, som Kristus, den absolut største af alle Profeter, sagde til sine Disciple: "Og nu har jeg sagt eder det, før det sker, for at I skal tro, naar det er sket" ( Joh. 14, 29). Der kan heller ikke gives noget stærkere Vaaben mod Vantro og Gudsfornægtelse end de bibelske Profetiers Opfyldelse i Verdenshistorien. Slaaende Eksempler kunde ogsaa anføres for at vise, hvorledes dette Vaaben har formaaet at nedbryde de stærkeste Vantroen s Fæstninger og bevirket, at de største Tvivlere i Ydmyghed og Ærbødighed bøjede sig for den Højeste.
3. Samtidig med at "hvert Skrift er indaandet af Gud og nyttigt til Belæring, til Irettesættelse, til Forbedring, til Optugtelse i Retfærdighed, for at Guds-Mennesket maa vorde fuldkomment, dygtiggjort i al god Gerning" (2 Tim. 3, 16. 17), saa har det profetiske Ord en særlig Betydning, ligesom det er givet i en bestemt Hensigt. Herom siger Apostelen Peter:
"Og des mere stadfæstet har vi det profetiske Ord, hvilket I gør vel i at agte paa som paa et Lys, der skinner paa et mørkt Sted, indtil Dagen bryder frem, og Morgenstjernen oprinder i eders Hjerter" (2 Pet. 1, 19).
Det Billede, Apostelen her anvender, er træffende og lærerigt. Lige forud siger han, at Apostlene ikke havde "fulgt kløgtigt opdigtede Fabler", da de kundgjorde "vor Herres Jesu Kristi Kraft og Tilkommelse", men at de havde "været øjenvidner til hans Majestæt" (16. Vers). Paa Forklarelsens Bjerg (18. Vers) havde Peter sammen med Jakob og Johannes været Vidne til Kristi Forherligelse, der saa at sige var en svag Fremstilling af Kristi Komme i Kraft og Herlighed. Derved blev det profetiske Ord - især med Hensyn til Kristi Komme - "des mere stadfæstet," hvad det altid bliver, naar det gaar i Opfyldelse. Apostelens Ord kunde ogsaa betyde, at det profetiske Ord er meget mere paalideligt end det, vi ser og hører. Med vore ydre Sanser - Syn og Hørelse - kunde vi misforstaa de Ting1 og Forhold, vi med disse Sanser opfatter, medens det profetiske Ord er "des mere stadfæstet", ja, aldeles paalideligt. Apostelen lagde imidlertid meget stor Vægt paa det profetiske Ord. Han ansaa det for ligesaa uundværligt som "et Lys, der skinner paa et mørkt Sted", og det saa meget mere, som det aandelige og evige er uendelig meget vigtigere end det timelige og forgængelige.
Dr. P. Fjellstedt siger i sin Forklaring af det anførte Vers (2 Pet. 1, 19) bl. a.:
"Apostlene støttede sig ikke blot til de store Undergerninger, som de havde set, og de herlige Sandheder, de havde hørt af Jesu Mund, men tillige til det derved "des mere stadfæstede" profetiske Ord, som gik i Opfyldelse med Kristus. Paa dette sikre profetiske Ord skulde ogsaa de Kristne til alle Tider give Agt. . . . Hvor nødvendigt det er for de troende at holde sig til det aabenbarede Ords tydelige Bogstav og tage sig i Vare for alle indbildte Indskydelser og Aabenbaringer, har Erfaringen til alle Tider tydeliggjort. Selv Apostlene, som ved den Helligaands Inspiration i saa rigt Maal havde Aabenbaringens Lys, anfører dog uophørligt det gamle Testamentes aabenbarede Ord som et sikkert Bevis, og Kristus selv mødte Djævelens Fristelser med det skrevne Ord. Hviler din Tro alene paa dette Ord, saa maa Djævelen altid vige, og du har et Skøde paa Himmelen, som gælder i Livet, i Døden og i Dommen."
Lektor P. Waldenström siger i sin Forklaring om det samme Bibelvers:
"Her sigter Apostelen ifølge Sammenhængen særlig til de gammeltestamentlige Profetier, der handler om Kristi Genkomst. . . . l den nuværende Tid vandrer de troende i denne Verden som paa et mørkt Sted, hvor de lyser sig frem med det profetiske Ord som deres Lampe. Men naar den Herre Kristus kommer igen, bryder Dagen frem, og Morgenstjernen oprinder i deres Hjerter, d. v. s., da vil de faa en fuldkommen Kundskab, da bliver alting lyst, klart og herligt, og derefter har de ikke mere Brug for Lampen."
Ligesom Ildstøtten lyste for Israels Børn i Nattens Mørke, da de var paa Vandring gennem ørkenen til det jordiske forjættede Land, saaledes lyser det profetiske Ord i denne Verdens Mørke og leder Guds Folk til det himmelske Kanaan. Ingen menneskelige Teoriers eller Udlæggelsers Lygte kan erstatte dette guddommelige Lys, men kan blot lede vild. Derfor siger Apostelen ogsaa: "I gør vel i at agte derpaa."
Profetiens Lys i Tidens mørke Nat. "Lyset maa vi beholde saa længe og holde os til det lige til den yderste Dag. Derefter vil vi ikke mere behøve Ordet, ligesom man slukker Lyset, naar Dagen bryder frem."
Indtil da gælder det om ifølge Apostelens Formaning at give Agt paa det profetiske Ords Lys. Hvor farligt og" slemt det er ikke at give Agt derpaa, frerngaar af selve Billedet: man famler da i Mørket. Jødernes Historie paa Kristi Tid er et advarende Eksempel paa, hvor skæbnesvangert det er at vandre i aandeligt Mørke.
Har det end altid været vigtigt at give Agt paa Profetiens guddommelige Lys, maa det dog anses for særlig vigtigt at gøre det i Tider med paafaldende stort aandeligt Mørke. Ifølge Kristi Lignelse om de ti Jomfruer (Matt. 25, 1-13) og hans Ord i Luk. 18, 8 tilligemed mange andre Skriftsted er, som vi længere hen skal betragte, vil det aandelige Mørke i Verden tiltage henimod Verdens Ende. Og naar Kristus anden Gang kommer, vil der raade et aandeligt Midnatsmørke paa Jorden. Jo dybere Mørket er, des mere nødvendigt er Lyset, og des stærkere gør det sig gældende.
En sørgelig Kendsgerning. Ikke Hemmelighed, men Aabenbaring. Det er sikkert sandt, hvad Metodismens Grundlægger, John Wesley, siger om Aabenbaringens Bog, "at den blev ikke skrevet uden Taarer og kan heller ikke forstaas men Taarer". Det profetiske Ord, og hele Guds Ord for øvrigt, kan ingen rigtig forstaa uden alvorlig Granskning og inderlig Bøn til Gud om hans Aands Vejledning. Sandt er det ogsaa, at dette Ord - i det mindste til Dels – i et vist Tidsrum eller, indtil Tiden for dets Gyldighed og Opfyldelse er inde, er "forseglet" eller skjult i Mørket. Men det er derfor paa ingen Maade nogen Hemmelighed. ”Den sidste Bog i Bibelen kaldes ikke den hemmelige eller mystiske Bog, men tværtimod "Jesu Kristi Aabenbaring". Kristus siger heller ikke, at den, som ikke læser denne Bog, er salig eller forstandig, men tværtimod: "Salig er den, som læser," o. s. v. Den fromme engelske Sognepræst Fleteher, som stod John Wesley nær, og som med Flid studerede Bibelens Profetier, siger:
"Mange ser paa Granskningen af Profetierne, som Peter saa ultrykkelig anbefaler, som et Tegn paa den største Formastelighed og det vildeste Sværmeri. . . . Det maa være tilladt at granske Profetierne, og om de, der tvivler, kun vilde tænke paa Ordet "Apokalypse", som betyder Aabenbaring og er Navnet paa Bibelens sidste Bog, saa vilde de skamme sig for at sige, at vi ikke maa befatte os med de tilkommende Ting, fordi de ikke er aabenbarede for os." - D. T. Taylor: "Kyrkans Röst i alla tidsåldrar", Side 121, 122.
"De forstandige" giver Agt derpaa. Rigtignok misbruges og forvrænges desværre ofte det profetiske Ord, og dette skader naturligvis Sandhedens Sag meget. Men ingen alvorlig Kristen tør af den Grund forsvare at tilsidesætte dette Ord. Ingen lukker øjnene for Solens Lys, fordi der gives kunstigt Lys. Vi ringeagter ikke de ægte Penge, fordi der findes falske, men sætter snarere saa meget større Pris paa de ægte.
Om Mistydningen af Aabenbaringens Bog og om Betydningen af at studere den siger John Wesley:
"Nogle har været saa uheldige at misforstaa og mistyde denne Bog, og derved hal' andre ladet sig afskrække fra blot at røre den. . . . Det er enhver Kristens Pligt at læse alt det, Gud har aabenbaret; men denne Bog bør den Kristne i Særdeleshed læse, og han bør gøre det ofte, med Ærefrygt, og med Opmærksomhed." - Taylor: "Kyrkans røst", Side 209.
Den verdenskendte Evangelist D. L. Moody har meget sandt og træffende sagt om Følgerne af at forsømme de bibelske Profetier:
"De, som forsømmer Profetierne, har kun et afstumpet Evangelium eller et halvt Evangelium; thi Evangeliet handler ikke blot om Kristi Lidelse, men ogsaa om den derpaa følgende Herlighed, ikke blot om Kristus som en Smertens Mand, men ogsaa om Kristus som Kongers Konge og Herrers Herre, ikke blot om hans første Komme, men ogsaa om hans andet Komme. De, som forsømmer Profetierne mister Halvdelen af Bibelens Undervisning og gaar Glip af Halvdelen af de opmuntrende Anvisninger og Halvdelen af den Trøst, Gud har beredt Sit Folk."
Naar Lyset tilsidesættes, fa ar Mørket Overhaand. Og Tilsidesættelsen af det saa betydningsfulde profetiske Ords Lys maa anses for at være en mægtig Aarsag til den Forvirring, den Søvntilstand og den aandelige Tvivlesyge, som hersker paa det religiøse Omraade i vore Dage.
Profetiens verdenshistoriske Værdi. "Har en Børnelærer selv faaet øjet op for de to vidunderlige profetisk-historiske Billeder, som vi møder i de af Profeten Daniel i Kapitlet 2 og 7 omtalte Syner af det store Billede, der dog til sidst knuses af Stenen fra Himmelen, og af de fire Dyr, der afløser hverandre, indtil det sidste tilintetgøres ved at en "Menneskens Søn"kommer ned fra Himmelen og modtager Riget af "den Gamle af Dage" selv, og kan han eller hun - Børnelæreren - give Barnet noget af dette Blik paa Verdenshistorien, saa har Barnet som Gave faaet en historisk Kundskabskerne, der er mere værd end en" Professors Viden om alle mulige Detailler."- "Uppsatser i teologiska och kyrkliga åmnen", lste Hæfte (Uppsala 1885).
Af det, vi nu har betragtet angaaende dette vigtige Punkt i vort Emne, fremgaar det tydeligt, at de bibelske Profetier er af den allerstørste Betydning og især i vore Dage, samt at det er enhver Kristens Rettighed og Pligt omhyggeligt at give Agt derpaa "som et Lys, der skinner paa et mørkt Sted". Kunde det derfor ved Guds naadige Vejledning og Velsignelse i nogen Grad lykkes os at bidrage til Vækkelsen af en større og mere almen Interesse for Bibelens Profetier og deres historiske Opfyldelse, særlig naar det gælder vore Dages alvorlige Verdensbegivenheder, saa var alene dermed i ikke ringe Grad Hensigten med denne Bog naaet. Forfatteren gør derfor John Wesleys Ord til sine:
"Det vilde glæde mig, om jeg kunde bevæge nogen til mere omhyggeligt at læse og betragte Profetien s Ord."
Angaaende bl. a. den saakaldte højere Kritik, hvis Paastande, der fuldstændig er gendrevet, gaar ud paa, at Bibelens Profetier skulde have været skrevet, efter at de Begivenheder, de omtaler, havde fundet Sted, henviser vi til Kapitlet: "Bibelen og den moderne Bibelgranskning."
Profetiens Brændpunkt "Endens Tid". Det profetiske Ords Betydning bliver derfor slet ikke mindre, men tværtimod større, efterhaanden som det nærmer sig sin endelige Opfyldelse. Hertil kommer, at visse Dele af Profetien skulde være forseglede eller holdt i det skjulte indtil de sidste Dage, da Tiden for deres Opfyldelse er kommet, saaledes som det blev sagt til Daniel:
"Og du, Daniel, luk til for Ordene, og forsegl Bogen indtil Endens Tid; mange skal søge ivrigt i den, og Kundskab skal blive mangfoldig" (Dan 12, 4).*
* I den engelske Bibeloversættelse lyder dette Skriftsted saaledes: ."Mange skal løbe frem og tilbage, og Kundskab skal forøges." Det Ord, som betyder og her oversættes med: "løbe frem og tilbage", bruges - ifølge Gesenius, den tyske Professor i Eksegese i Hane, m. fl. - "i billedlig Betydning for at betegne Undersøgelse, nøjagtig, omhyggelig og trofast Granskning, ligesom det hedder i Sak. 4, 10, at Herrens øjne "løber frem og tilbage" (farer om over hele Jorden)."
Naar "Endens Tid" eller de ,sidste Dage er kommet, skal altsaa Forseglingen brydes og Lys spredes over de Profetier, hvis Indhold hidtil har været skjult. Dr. Adam Clarke (Metodist) siger i sin Forklaring af dette Skriftsted:
"Mange skulde prøve paa at udgranske Betydningen af disse Profetier, og derved skal Kundskaben forøges."
Dr. P. Fjellstedt forklarer Skriftstedet saaledes:
"At denne Profeti skulde forsegles indtil de sidste Dage, og at mange da i den skulde finde stor Kundskab, betyder, at for dem, som giver Agt paa Ordet, skulde disse Profetier blive klarere, jo mere Tiden for deres Opfyldelse nærmer sig, og til sidst ved selve Opfyldelsen blive fuldstændig klare. Det er i Særdeleshed Hensigten med dem, at de skulde styrke og bevare de hellige s Taalmodighed og Tro i Sorgens Tider, og særlig i den sidste Tid, hvortil der her sigtes."
Den fremragende engelske Missionær Thomas Coke (død 1814) siger i sin Bibelforklaring om dette Skriftsted:
"Mange skulde løbe frem og tilbage paa Endens Tid og ivrigt granske denne forseglede Bog, naar de Begivenheder, som omtales i den begynder at gaa i Opfyldelse, og da skal Kundskaben for øges og Lyset falde paa Profetierne, saa at den ihærdige Gransker skal blive i Stand til at forstaa dem med større Fuldstændighed, end de nogen Sinde før er blevet forstaaet. Hvor mørke og uforstaaelige nogle af Profetierne end maatte være, saa vil dog den Tid komme, da de skal blive saa klare, som var de skrevet med Solens Lys."
Her ligger da det spørgsmaal nær for Haanden, hvorvidt den Profeti, som Dan. 12, 4 indeholder om "Endens Tid" ogsaa virkelig opfyldes i vore Dage. Herpaa kan svares at aldrig før har saa "mange" gransket de bibelske Profetier og gjort det saa ivrigt og omhyggeligt som netop i vor Tid.
Rigtignok gives der desværre her, som i saa mange andre Henseender, usunde og skadelige Overdrivelser, ja, fanatiske Spekulationer, der skader Sandhedens sag. Men dette bør ingenlunde afskrække den oprigtige Gransker, og det beviser paa ingen Maade, at der ikke kan være Tale om en forøget kristelig og forstandig "Kundskab" om Profetierne. Daniel siger jo ogsaa, at "ingen af de ugudelige skal forstaa det; men de forstandige skal forstaa det" (Kap. 12, 10). Og hvilken Kristen ønsker ikke at høre til dem, der her kaldes "forstandige"! Her gælder det imidlertid ikke menneskelig Forstand eller menneskelig Viden, men den Forstand, hvis Begyndelse er sand Gudsfrygt, og som da ogsaa helt udelukker alt Hovmod, al Selvtillid og Selvros.
Det er da endelig ogsaa kun paa denne Maade - i Lyset af den guddommelige Aabenbarings Ord, særlig Bibelens Profetier om de sidste Begivenheder - at de store Verdensproblemer faar deres rette Løsning.
har frembragt Himmel Hav og Jord
den lyse Sol, de Bølge; blaa
og Engens favre Blomster smaa,
i alt, som skønt det viser sig,
Jeg ser Guds Haand og bøjer mig.
det vidner Ordet, jeg har talt:
det Blod, der strømmer i mit Bryst,
mit Hjertes Higen, Sorg og Lyst,
i alt, hvad dybest rører sig,
Jeg føler Gud og bøjer mig.
hvis Vink har foldet Verd’ner ud,
som. næppe bød, før al Ting stod
velsignet og i Overflod!
For dig jeg bøjer dybt mig ned
Almagtens Gud, i Ydmyghed."
Ved Kristus blev Verden skabt (Joh, 1, 3). "Han er forud for alle Ting, og alle Ting bestaar ved ham" (Kol. 1, 17) . Han er ogsaa Historiens Midtpunkt, Omkring ham bevæger den historiske Tid sig; før ham og efter ham er alt sket. Hele Kristenhedens Erkendelse af Kristus i selve Tidsregningen maa da ogsaa anses for et mægtigt Bevis paa Kristi enestaaende Storhed i Verdenshistorien, en Storhed, som ogsaa Ikke-Kristne, ja tilmed Gudsfornægtere, aabent har tilkendt ham. Joh. Strauss (d. 1849), den tyske Forkæmper for den moderne Tvivl, siger: "Kristus staar alene og uopnaaelig i Verdens Historie," medens den tyske Filosof Schelling (d. 1854) omtaler Kristus som "Verdenhistoriens Vendepunkt". Den store engelske Filosof John Stuart Mm (d. 1873) erkendte, skønt han var radikal Fritænker, at "Kristus var Menneskehedens Ideal og Vejleder". Den protestantiske Teolog K. A. von Hause (d. 1890) sagde: "Tidernes Vendepunkt er Kristus."
Ud fra et kristeligt Synspunkt kan man da ogsaa tale om et Verdenshistoriens Maal eller, rettere sagt, Guds Hensigt med Verdenshistorien og den menneskelige Tilværelse. Thi man kan nemlig ikke tænke sig Gud gøre noget som helst, uden at han ogsaa har en bestemt Hensigt dermed.
At Menneskene maatte "søge Herren" og "finde ham" - det er Guds Hensigt eller Mening med at gribe ind i deres Liv her paa Jorden. Uden dette Maal, som Gud har sat for Mennesket, men som Mennesket har forladt, er alt Haabløshed; uden et højere og mere varigt Maal for Tilværelsen her paa Jorden end dette korte Liv med dets Sorg og Møje var den menneskelige Tilværelse og med den den menneskelige Historie meningsløs og haabløs. At være "uden Gud" er derfor ogsaa det samme som at være uden Haab. En Verdens Historie uden Gud var, i Sandhed en Haabløshedens Historie, for saa vidt som man kunde tænke sig Verdens Historie uden Gud.
Først naar vi betragter Verdensbegivenhederne i den guddommelige Aabenbarings Lys, faar de deres dybe og rigtige Betydning for os, og dermed bar ogsaa de store Verdensproblemer deres rette og endelige Løsning. Da dette guddommelige Lys er blevet givet os i og gennem den hellige Skrift, er det af særlig stor Betydning, at vi giver Agt paa den og lader den være vort Kompas og vor Ledestjerne, naar vi prøver paa at finde Vej ud af det Virvar, den ængstende Uvished og det Mørke, som især i vore Dage kendetegner Stillingen i Verden. Og det er da i Særdeleshed den hellige Skrifts profetiske Ord, som her er det Lys, der aabenbarer ikke blot Guds Alvidenhed og Forudseenhed, men ogsaa hans vise Indgriben i Verdens Historie.
Menneskene kan jo nok i deres egen Visdom og efter deres egne Følgeslutninger give sig af med at forudsige et eller andet; men paalidelige og sandsynlige kan saadanne Forudsigelser kun være i samme Forhold, som de er bygget paa objektive Beregninger eller paa Erfaringer. Men med Sikkerhed og indtil de mindste Enkeltheder at forudsige det, som skal ske Aarhundreder eller Aartusinder inde i Fremtiden, det kan intet Menneske gøre udelukkende af sin egen Kraft eller ifølge sin egen Indsigt: det kan kun ske gennem Aabenbarelse ved en forudseende, alvidende Aand.
Apostelen Peter siger, at "Kristi Aand" var i Profeterne, som selv ransagede og grundede paa Guds store Forløsningsplan og saaledes blev i Stand til at finde, "hvilken eller hvordan en Tid Kristi Aand, som var i dem, henviste til, naar den forud vidnede om Kristi Lidelser og den derpaa følgende Herlighed" (1 Pet. 1, 11). Saaledes profeterede de baade om Kristi første Komme i Fornedrelse og hans andet Komme i Herlighed. Da det er klart, at Apostelen her taler om det gamle Testamentes Profeter, kan vi ogsaa forstaa, hvad han mener, naar han senere i samme Brev siger, at Kristus "gik hen og prædikede for Aanderne, som var i Forvaring", d. v. s., for de Mennesker, der var bundet i Syndens Trældom og dømt til Døden "i Noas Dage, medens Arken byggedes"; gennem Noa, som var "Retfærdighedens Prædiker", gjorde Kristus "i Aanden" dette (1 Pet. 3, 18-20; 2 Pet. 2, 5). Thi Kristus var til fra Begyndelsen.
Da Kristus kom første Gang, kom han i fuld Overensstemmelse med det gamle Testamentes profetiske Udsagn. Dette var et uomstødeligt Bevis paa, at af alle dem, som udgav sig for at være den i Profetien lovede Messias, var han alene "den, som skulde komme" efter Guds evige Raadslutning.
Allerede af det foregaaende kan man forstaa, hvilken stor Betydning Profetien har, og hvilken vigtig Hensigt den tjener. Imidlertid kan yderligere følgende fremsættes derom:
Det profetiske Ords Lys skal vedblive at lyse, "indtil Dagen bryder frem, og Morgenstjernen oprinder i eders Hjerter". Kristus er "den straalende Morgenstjerne" (Aab. 22, 16), og naar han aabenbares anden Gang, bryder den evige Salighedsdag frem. Da gaar "Retfærdighedens Sol" op over Verden "med Lægedom under sine Vinger". Ligesom Maanens og Stjernernes Lys, der oplyser den mørke Nat, forsvinder eller fordunkles af Solens overvældende Lys, saaledes vil det profetiske Ord have opfyldt sin Hensigt og forsvinde, naar Syndens lange, mørke N at flyr for Evighedens Morgenrøde. Luther siger herom:
I Betragtning af den store Betydning, som de bibelske Profetier har i Særdeleshed i vore Dage, er det et højst beklageligt Forhold, at Kristendomsbekendere i al Almindelighed i saa høj Grad, som Tilfældet er, ja, ofte helt og aldeles tilsidesætter dem. Derved ikke blot tilsidesætter man det Lys, som paa en særlig Maade skulde oplyse Pilgrimmens Vej gennem Verdens Mørke, aabenbare Tidens Farer og, som intet andet, give Løsning paa Tidens store Spørgsmaal; men paa denne Maade berøver man ogsaa sig selv det stærkeste Vaaben mod Tidens Vantro og Gudsfornægtelse. Der er nemlig intet, der bedre er i Stand til at godtgøre Bibelens Sandfærdighed og hos den Kristne stadfæste Troen paa Bibelens guddommelige Oprindelse end dens Profetier og deres Opfyldelse i Historien. Stort er de Tvivleres og Gudsfornægteres Tal, som gennem dem er kommet til en sand Tro paa Bibelens Gud.
Nogle Kristne har den Opfattelse, at den profetiske Del af Bibelen er saa mystisk og ubegribelig, at det er formaalsløst og ligefrem ufornuftigt at give sig af med den. Hvor ugrundet og fuldstændig fejlagtig denne Opfattelse i Virkeligheden er, bør - i det mindste ifølge det, vi ovenfor har betragtet, - være klart for enhver, der af et alvorligt Hjerte tror Bibelen. At en kærlig himmelsk Fader skulde have talt saa meget eller givet Menneskene en Bibel, der for en saa stor Del skulde være en ubegribelig Hemmelighed og derfor formaalsløs og meningsløs, det er aldeles utænkeligt, og det var i højeste Grad ufornuftigt.
Kristus henviste ofte til det gamle Testamentes Profetier, ja, han paaberaabte sig dem som Bevis for sin guddommelige Mission, som før nævnt. Og da han f. Eks. henviste sine Disciple til Daniels Profeti, sagde han ikke til dem, at det var til ingen Nytte, at de læste den. Tvært imod sagde han: "Den, som læser det, han give Agt." Og saa tydelig var Daniels Profeti (i dette Tilfælde om Jerusalems ødelæggelse), at Disciplene paa Grund af den ganske bestemt kunde vide, hvornaar de skulde flygte ud af den belejrede Stad. Saa vigtigt var det for dem at give Agt derpaa, at hvis de ikke havde gjort det, var de alle omkommet sammen med de ugudelige Jøder. Gud siger heller ikke ved Daniel, at det var de uforstandige og sværmeriske, som i de sidste Dage skulde ransage Daniels Profeti og forstaa den; men han siger, at "ingen af de ugudelige skal forstaa det; men de forstandige skal forstaa det" (Dan. 12, 4. 10).
Bibelens Profetier er for en stor Del verdenshistoriske. I Særdeleshed er dette Tilfældet med Daniels Profetier og Aabenbaringens Bog. Herom siger den for sin alvorlige. Gudsfrygt og dybtgaaende Bibelkundskab saa højtagtede Universitetsprofessor W. Rudin (død 1921) i en Forelæsning over Spørsmaalet: "Er det værd at undervise vore Børn i det gamle Testamente?":
Det synes, som om det profetiske Ords Lys" i de sidste Dage samles i et stort Brændpunkt. Da de Profetier, der taler om Kristi andet Komme, er langt flere end de, der taler om hans første, saa peger til syvende og sidst alle Profetierne frem til den sidste Dommens Dag og den store Dag, da alt bliver nyt, da Forløsningsplanen fuldendes. Guds Naaderige i denne Tid er egentlig blot en Forberedelse til det kommende evige Rige. Det tilkommende er Maalet for det nuværende.