|
| - som omhandler tro | Tilbage til oversigten |
Pavemagtens rolle i historien
Emil Åhrén
Dette er kapitel ni ”Pavemagtens rolle i historien - protestantismen før og nu” i bogen ”De store verdensproblemer, i den guddommelige aabenbarings og historiens lys,” side 13 skrevet af Emil Åhrén
"Pavedømmet stiller Kirken op mellem Gud og Mennesket. Kristendommen og Reformationen stiller dem Ansigt til Ansigt. - (d'Aubigne.)
BLANDT de mange Spørgsmaal, som paa Grund af Verdenskrigen har trængt sig i Forgrunden, er ogsaa Spørgsmaalet om Katolicismens eller Pavedømmets og Protestantismens Stilling i Europa samt deres Forhold til hinanden. Spørgsmaalet er af større Betydning, end mange tror, og mere Opmærksomhed værd, end de fleste hidtil har ofret det.
Pavemagten har spillet en mægtig Rolle i den kristne Kirkes Historie og paa samme Tid tillige haft stor Indflydelse paa Europas Politik og i den senere Tid ogsaa paa Amerikas. Som en baade religiøs og politisk Magt er Pavemagten af særegen Beskaffenhed og savner sit fuldstændige Modstykke i hele Verdenshistorien. Og "i denne Tid", siger en Forfatter om Pavemagten, "da Troner med hundredaarige Traditioner styrter sammen og Riger opløses og gaar til Grunde, eksisterer der endnu en Magt, der mere end nogen Sinde tidligere maa siges at være af en anden Art end de andre".
Denne Magt er egentlig ogsaa den eneste Magt, som i baade religiøs og politisk Henseende har draget Fordel af Verdenskrigen og den derpaa følgende Forvirring i Verden. Alt tyder ogsaa paa, at den romersk-katolske Kirke i Europas sønderrevne Stater vil vokse frem langt stærkere, end den nogen Sinde har været siden den protestantiske Reformations Tid. En Forfatter spørger tilmed i "Svenska Dagbladet": "Vil den katolske Kirke, som alene har undgaaet Verdenskrigens Rystelser, blive den faste Klippe, hvor en stor Del af den udpinte Menneskeslægt kan finde en Fristad?"
Hvilken Rolle kan da Pavemagten og den romerskkatolske Kirke tænkes at komme til at spille i Fremtiden? Det er ikke blot et interessant, men et særdeles betydningsfuldt Spørgsmaal, som fremkalder andre, næppe mindre vigtige Spørgsmaal, som: Hvorledes forholder det sig i vor Tid med Protestantismen? Staar den protestantiske Kristenhed paa den samme Grundvold som Reformationen i det sekstende Aarhundrede?
Disse Spørgsmaal stiller os over for et af Tidens store Problemer; men ogsaa over dette spreder den guddommelige Aabenbarings Ord sit klare Lys.
Det store Frafald og Pavemagtens Opkomst. Hvad Pavedømmets Opkomst og Udvikling som en aandelig og kirkelig Magt angaar, maa man gaa helt tilbage til Apostlenes Dage for at finde selve Kilden. Paulus taler om en antikristelig Indflydelse, som gjorde sig gældende allerede paa hans Tid, og af hvilken en personificeret Magt til sidst skulde opstaa. Denne Magt kan ikke være nogen anden end Pavemagten. I sin Afskedstale til de Ældste i Efesus siger han:
"Saa giver Agt paa eder selv og den hele Hjord, i hvilken den Helligaand satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds Menighed, som han erhvervede sig med sit Blod. Jeg ved, at der efter sin Bortgang skal komme svare Ulve ind iblandt eder, som ikke vil spare Hjorden. Og af eders egen Midte skal der opstaa Mænd, som skal tale forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig" (Ap. G. 20, 28-30).
Paulus forudser og forudsiger her et Frafald fra Kristi Lære. I sit andet Brev til Thessalonikerne taler han mere udførligt om dette og karakteriserer nærmere den Magt eller det System, der skulde fremtræde som en Følge af dette Frafald. Han siger:
"Lad ingen bedrage eder i nogen Maade; thi først [inden Kristi Tilkommelse kunde ventes] maa jo Frafaldet komme og Syndens Menneske aabenbares, Fortabelsens Søn, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller Helligdom, saa at; han sætter sig i Guds Tempel og udgiver sig selv for at være Gud. Kommer I ikke i Hu, at jeg sagde eder dette, da jeg endnu var hos eder? Og nu ved I, hvad der holder ham tilbage, indtil han aabenbares i sin Tid. Thi Lovløshedens Hemmelighed virker allerede, kun at den, som nu holder tilbage, først maa komme af Vejen, og da skal den lovløse aabenbares, hvem den Herre Jesus skal dræbe med sin Munds Aande og tilintetgøre ved sin Tilkommelses Aabenbarelse" (2 Thess. 2, 3-8).
Der skulde altsaa finde et Frafald Sted, og af dette eller som en Følge deraf skulde den Magt opstaa, som Paulus her beskriver, og som med Sandhed kan betegnes som antikristelig. At anvende dette paa en personlig Antikrist, som endnu ikke er kommet, men som man venter skal fremtræde, er ikke rigtigt. Thi for det første fremgaar det af Pauli Ord, at den Antikrist, om hvilken han her taler, allerede da var ved at fremtræde eller snart vilde gøre det. "Lovløshedens Hemmelighed virker allerede," siger han. Og det, som hindrede dens Fremtræden, eksisterede da, men kunde tilsyneladende ikke længe vedblive at gøre det. Derfor kan Apostelen ingenlunde her tale om nogen eller noget, som skulde komme først et Par Tusinde Aar inde i Fremtiden.
Endvidere skulde denne antikristelige Magt vedblive at eksistere lige til Kristi Tilkommelse, thi først da vil Jesus Kristus "tilintetgøre" den, som Paulus siger. Ogsaa heraf fremgaar det tydeligt nok, at der ikke kan være Tale om en Person, men om et System.
At Pavemagten virkelig opstod paa den Tid og paa den Maade, som Apostelen angiver, er ogsaa et historisk Faktum. Gibbon siger bl. a., idet han særlig taler om Pavernes verdslige Magt:
"Deres verdslige Magt steg umærkeligt op af Tidens Elendighed og Ulykker, og de romerske Biskopper, der siden fik Europa og Asien til at svømme i Blod, blev drevet til at herske som Barmhjertighedens og Fredens Tjenere. . . . Roms Ulykker indviklede den apostoliske Præst baade i Fredens og Krigens Anliggender." - " Om de ydre Tegn paa det dybe aandelige Frafald i den kristne Kirke siger Professor ved det teologiske Seminarium i Geneve J. H. M. d'Aubigne i sit Værk "Det 16. Aarhundredes Reformationshistorie":
"En tilsyneladende og overfladisk Ensartethed traadte i Stedet for den indre og aandelige Enhed, som er den aabenbarede Religions sande Væsen. Man oversaa Troens dyrebare Røgelse og bøjede Knæ for det tomme Kar, hvori den havde været opbevaret. Da Hjertets Tro ikke længere forenede Kirkens Medlemmer, saa man sig om efter et andet Bindeled og tog sin Tilflugt til Biskopper, Ærkebiskopper, Paver, Ceremonier og Kirkeforordninger.”
Daniel profeterer om Pavemagten. "Men de ti Horn betyder, at der af samme Rige skal opstaa ti Konger; og en anden skal opstaa efter dem, og han skal være anderledes end de foregaaende og nedtrykke tre Konger. Og han skal tale Ord imod den Højeste og undertrykke den Højestes hellige og tænke paa at forandre Tider og Lov, og de skal gives i hans Haand indtil een Tid og Tider og en halv Tid" (Dan. 7, 24. 25).
Vi har tidligere set, hvorledes den Del af denne Profeti, som taler om de ti Konger eller det romerske Riges Deling, er gaaet i bogstavelig Opfyldelse. Men hvem er denne anden Magt, som her særskilt beskrives? Svaret maa blive dette, at i hele Verdenshistorien kan man ikke finde nogen, der paa en saa træffende Maade eller i saa høj en Grad har opfyldt denne Del af Profetien, som Pavemagten har gjort det.
Pavemagten opstod, som bekendt, i det fjerde, d. v. s. det romerske Verdensrige, hvor den opnaaede en fuldstændig verdslig Magt, "efter" at dette Rige var blevet delt. Profetiens Karakteristik af denne Magt er tydelig. For det første skulde den være "anderledes end de foregaaende" Magter, som var opstaaet. Den skulde endvidere "nedtrykke tre Konger" for selv at blive tilstrækkelig mægtig. Disse tre var Vandalerne,* Herulerne og Østgoterne, der til det yderste modstod eller hindrede den ny Magts Opkomst. Efter at alle Modstandere endelig var blevet undertrykt, fik den opvoksende Pavemagt frit Spillerum, og Roms Biskop kom i Besiddelse af den verdslige Magt og Indflydelse, som han længe havde higet efter, og som gjorde ham og hans Efterfølgere til de Paver i Rom, som de hele Tiden siden har været.
Hvad de ydre Omstændigheder angaar, under hvilke Pavernagten opkom, svarer de fuldkomment til Profetien.
* Enkelte Forfattere nævner Longobarderne i Stedet for Vandalerne som en af Pavemagtens tre Modstandere. Af de tre var det imidlertid østgoterne, som sidst trak sig tilbage fra Rom Aar 538, hvorefter Paven ubestrideligt besad Magten.
Pavemagtens "store Ord". Har Pavernagten opfyldt dette? J a, visselig! Intet menneskeligt Væsen har talt saa store Ord eller bespottet Gud, som Pavemagtens Repræsentanter, de romerske Paver, har gjort.
Historieskriveren Foxe efterlader i sin Bog "Acts and Monuments" Uddrag af 223 originale Dokumenter, med "Paabud, Dekreter, Aktstykker, pavelige Ceremonier og Buller", som alle indeholder ubestridelige Vidnesbyrd herom. Disse Dokumenter indeholder en Mængde af de "store Ord", som Paverne har talt "imod den Højeste". Nogle faa Eksempler ,skal her gives paa typiske pavelige Udtalelser:
"Jeg er alt i alle og over alle - saa at Gud selv og jeg, G u d s V i k a r,* (Udhævelserne i dette Citat er foretaget af nærværende Bogs Forfatter.) begge har eet Konsistorium - og jeg formaar at gøre næsten alt, hvad Gud kan gøre. . . . Dersom da de Ting, som jeg gør, siges at blive gjort, ikke af Mennesker, men af Gud, h vad kan I da gøre mig til andet end Gud?" "Jeg gør Krav paa at være d e n h ø j e s t e D o m m e r over og Vej l e d e r for Menneskenes Samvittighed. Jeg alene er d e n h ø j e s t e o g e n d e l i g e D o m m e r med Hensyn til, hvad der er Ret og Uret." "Har ikke Gud sat mig til e n F y r s t e over alle Nationer til at oprykke og omstyrte, tilintetgøre og opbygge?"
Roms Paver har anvendt saadanne Navne og Titler paa sig selv, som alene Gud og Kristus har Ret til at bære. De har af deres Tilhængere ladet sig tiltale f. Eks. med følgende Ord: "Du er en Gud paa Jorden." Et Sendebud fra Sicilien tiltalte engang Paven saaledes, idet han kastede sig i Støvet: "Du Guds Lam, som borttager Verdens Synder."
De romerske Paver har saaledes i Sandhed sat sig "i Guds Tempel" eller Guds Menighed og udgivet "sig selv for at være Gud". Og hvis ikke Ord af den Beskaffenhed, som de anførte, er "store Ord" og "Bespottelse", hvad kan da være det?
Ordet "Bespottelse" betyder i Bibelen heller ikke saa meget det at udtale Forbandelser eller Ord, der angiver en Fornægtelse af Gud, men dermed menes snarere en egenmægtig Fordring paa guddommelig Magt og guddommelige Egenskaber. De skriftkloge mente f. Eks., at Kristus spottede, da han sagde til den værkbrudne: "Dine Synder forlades dig" (Matt. 9, 2). Men til Paven (alle Roms Paver) kan man med Rette sige, hvad Jøderne med Urette sagde til Kristus: "Du, som er et Menneske, gør dig selv til Gud" (Joh. 10, 33).
"Drukken af de helliges Blod." Passer nu dette paa Pavernagten? Ja, paa den frygteligste Maade har denne Magt ogsaa opfyldt denne Del af Profetien. Roms Historie fra Middelalderen drypper af Guds trofaste Folks Blod. Det er en kendt Sag, at alle, som ikke bøjede sig for Pavens Bud og Bestemmelser, blev betragtet som Kættere eller frafaldne, som man mente at burde bandlyse, pine og dræbe paa enhver tænkelig og grusom Maade. Ligesom Saulus fra Tarsus i sin aandelige Blindhed troede, at han gjorde Gud en Tjeneste, naar han forfulgte de Kristne, saaledes har ogsaa Pavemagten paastaaet at handle som Kristi Stedfortræder, naar den har udgydt Strømme af hans trofaste Efterfølgeres Blod. Ja, den har ment derved at kunne "bevare den kristne Religions Renhed og vedligeholde Enheden blandt de rettroende"!
"Inkvisitionen - et Navn, der bringer Menneskeheden til at gyse - er," siger Dr. Guinness, "en lang, rædselsfyldt, grusom og skændig Historie, indbefattet i et eneste
Ord. Stiftet i den aabent erkendte Hensigt at undertrykke Kætteriet, blev den indført i alle de Lande, der stod under Pavens Myndighed."
Paa Grundlag af nøjagtige historiske Undersøgelser er det blevet bevist, at alene i Spanien blev i Løbet af en vis Tid flere end 341,000 Personer dømt af denne "hellige Institution". Af disse blev 31,912 levende brændt,
17,000 blev brændt "in effigie" (ved Afbildninger af de dømte), medens ca. 300,000 maatte gennemgaa den mest grusomme Tortur og blev dømt til strenge Bodsøvelser.
Da Franskmændene under Napoleons Generaler erobrede Toledo 1808 og ødelagde Inkvisitionens Fængsler i denne By, blev de Vidne til gruopvækkende Ting. Der fortælles bl. a. herom:
"Gravene syntes at aabne sig, og blege Skikkelser, der lignede Aandevæsener, blev bragt ud af Fængslerne [underjordiske Fængsler eller Torlurkamre] hvorfra der trængte en Lugt som fra en Grav ud. . . . Mange af dem var forvandlet til Krøblinge med hængende Hoveder og visne Lemmer, stive og hjælpeløse."
Det omtalte Værk af Foxe er fuldt af lignende Beretninger om, hvorledes Pavedømmet eller den katolske Kirke har drukket sig "drukken af de helliges Blod", som Profeten siger. Mange andre historiske Beretninger fortæller det samme, som Valdensernes og Albigensernes Historie, hvilke Alpefolk Pavedømmet søgte at udrydde, fordi de ikke vilde opgive deres kristne Tro og antage den katolske Lære.
"Overensstemmende med Sandheden er det blevet regnet ud," siger en Forfatter, "at Paverne i Rom direkte eller indirekte har myrdet halvtreds Millioner Mennesker alene for deres Tros Skyld - halvtreds Millioner Mænd og Kvinder, der har nægtet at deltage i den romerske Afgudsdyrkelse, som har holdt fast ved Bibelen som Guds Ord, og som har ofret Liv og Blod i Striden mod Antikrist."
Med absolut Bestemthed at opgive Tallet paa de Mennesker, der er blevet Offer for Pavedømmets Forfølgelser, er naturligvis umuligt. Antallet er imidlertid beregnet til at være mellem 50 og 100 Millioner, idet disse Tal ogsaa omfatter de Mænd, K vinder og Børn, der er blevet dræbt i forskellige Krige, der ganske vist har haft en politisk Karakter, men som dog er blevet ført i den pavelige Kirkes Interesse. Hvorvidt alle, der er blevet Offer for Pavekirkens Forfølgelser, har været sande Kristne, er jo en Sag for sig - de er i hvert Fald blevet ramt af den pavelige Intolerance. En anerkendt Forfatter siger:
"At den katolske Kirke har udgydt mere uskyldigt Blod end nogen anden Institution, der nogen Sinde har eksisteret blandt Menneskene, betvivler ingen Protestant, der har noget Kendskab til Historien. Opgivelserne angaaende mange af dens Forfølgelser er saa utilstrækkelige, at det er umuligt at danne sig en virkelig Forestilling om de Skarer, der er blevet dens Ofre, og ingen kan til fulde fatte disse Ofres Lidelser." (W. E. Lecky: "History of the: Rise and Influence of the Spirit of Rationalism in Europe", Bind II, Side 32.)
Historien kan imidlertid ikke opvise noget Sidestykke til det frygtelige Drama, som Pavedømmets Historie indbefatter. Og hvis ikke Pavemagten har opfyldt. Profetien ogsaa med Hensyn til at "undertrykke den Højestes hellige" og "føre Krig" mod dem, da er denne Profeti aldrig gaaet i Opfyldelse, endskønt det er indlysende, at den hører Fortiden til.
Pavemagten forgriber sig paa Guds Lov. Til den gudsbespottelige Formastelse og Selvophøjelse, som Paverne (Pavemagten) har dristet Sig til, hører da dette at den har sat sig op over al Lov, ogsaa Guds, saaledes som det følgende siger:
” P a v e n k a n f o r a n d r e G u d s L o v, thi hans Magt er ikke blot men af Gud og han handler her paa Jorden som Guds Viceregent med den mest udstrakte Magt. . . . Hvad som helst Gud Herren selv og Frelseren siges at gøre, det samme gør ogsaa hans Vikar.” (Ferraris: "Ecc1esiastical Dictionary", Art. "The Pope").
Og i et andet katolsk Dokument siger Paven:
”Jeg kan ved bestemme over Loven og gøre det til Ret, som er Uret ved at rette Love og forandre dem . . . Derfor er det intet Under, om det ligger i min magt at forandre Tid og Tider at forandre og ophæve Love og at fritage for alle Ting, Ja endog Kristi Bud." (Citeret af Dr. Guinness i hans Bog "Babylon och vilddjuret" , Side 67, 68.)
I fuld Overensstemmelse hermed har Pavemagten vovet at "tænke paa" at "forandre og forbedre" (!) den Højestes uforanderlige, fuldkomne og hellige "Tider og Lov". Med Tanken herpaa maa man højlig forundre sig, naar man første Gang sammenligner de ti Bud, som de findes i Bibelen, med de Bud, der findes i den lutherske Katekismus, hvor de i Hovedsagen er gengivet efter den katolske Katekismus.
Allerede naar man kommer til det andet Bud - Budet mod Billeddyrkelsen - finder man, at dette slet ikke forekommer i Katekismen. Dette bemærkelsesværdige Forhold er ogsaa paapeget af flere Religionslærere. Saaledes fremsætter Professor Rudin i Uppsala denne Kendsgerning i en Forelæsning om Religionsundervisning. Idet han taler om de ti Buds Ypperlighed, deres Uerstattelighed og Uundværlighed ved Børneundervisning, siger han med Henblik paa det andet Bud:* (* Udhævelsen er foretaget her.)
"Vi faar endvidere lære, at Gud ikke engang kan taale at blive menneskeliggjort eller verdsliggjort ved nogle B i l l e d e r. [Og i en Fodbemærkning:] Nemlig i et Bud, som Jøderne regnede for det andet, men som desværre f o r b i g a a s i d e n L u t h e r s k e K i r k e i f ø l g e T r a d i t i o n f r a d e n k a t o l s k e K i r k e. * (Se 2 Mos. 20, 4. 5.) Den reformerte Kirke har optaget Budet mod Billeddyrkelse som det andet Bud, idet den ligesom Jøderne samler det niende og tiende til eet." ("Uppsatser i teologiska och kyrkliga amnen", 1. Hefte, Side 12.)
Den inden for visse religiøse Rækker ganske almindelige Opfattelse, at de ti Bud skulde være ufuldkomne, og at Kristus selv har afskaffet dem, er aabenbart hverken bibelsk eller evangelisk-protestantisk. Ingen ældre kristne Samfund har haft en saadan Opfattelse. Med Ceremoniloven forholder det sig naturligvis helt anderledes, idet den blev afskaffet ved Kristi Forsoningsdød.
Det virkelige Forhold er saafedes dette, at Pavemagten eller den romersk-katolske Kirke har dristet sig til at foretage denne Forandring af Guds Lov, idet den for det første har udeladt det andet Bud. Og man maa visselig, som ogsaa den gamle, højt agtede Kristendomslærer, Professor Rudin gør, beklage, at dette Bud, "ifølge Tradition fra den katolske Kirke", forbigaas selv i den lutherske Kirke og af protestantiske Kristne i al Almindelighed med Undtagelse af den reformerte Kirke og nogle kristne Samfund. J øderne, der som Prof. R. siger, regner dette Bud for det andet Bud og samler det niende og det tiende (saaledes som de forekommer i Katekismen) til eet, følger ogsaa den Ordning af Budene, som Gud en Gang for alle har fastsat for alle Mennesker. Jøderne blev betroet Guds Ord og gennem dem (fra Gud) har vi faaet ikke blot Loven, men ogsaa Evangeliet. Men intet oplyst Menneske bør vel derfor paastaa, at baade Loven og Evangeliet er jødiske, og at vi Kristne derfor ikke har noget med dem at skaffe! Og dog maa man ikke sjældent i vore Dage høre saadanne Paastande som, at de ti Guds Bud er fra Jøderne.
Aarsagen til, at Pavemagten har dristet sig til paa denne Maade at forgribe sig paa Guds hellige Lov, er tydelig, naar man blot betænker, hvilken Rolle Brugen af Billeder faktisk har spillet og den Dag i Dag spiller i den katolske Kirkes Gudstjeneste, hvor Tilbedelsen af Billeder af Jesus, Jomfru Maria og Helgener i Virkeligheden ikke er andet end Billeddyrkelse.
Men for at bevare det oprindelige Antal af Budene og for paa en lettere Maade at skjule denne Vold mod Guds Lov, har man delt det tiende Bud i to Bud. Det niende og det tiende Bud i Katekismen handler nemlig, som man ser, om det samme - at begære og er eet Bud i Bibelen, saaledes som Jøderne ser paa det, og som Prof. Rudin gør opmærksom paa.
Dette er derfor egentlig en dobbelt Ændring af Guds hellige, uforanderlige Lov. Denne Forandring har ingen anden end Pavekirken tilladt sig at gøre, idet dens højeste Repræsentant, Paven, har ophøjet sig over Guds Lov og paastaaet at have Ret til at forandre eller endog afskaffe den.
Hviledagen. Udtrykket "Tiden eller "hellige Tiden, som nogle Bibeloversættelser nok saa korrekt anvender, bringer os straks til at tænke paa, hvad Bibelen siger om Hviledagen eller Sabbaten som en hellig Dag, der skulde "helligholdes" af Mennesket ifølge et af Budene i den Guds Lov, de ti Bud, som vi her taler om.
Der diskuteres stærkt paa vor Tid om Hviledagen, dens Forandring, og hvorledes den bør iagttages. H viledagsspørgsmaalet, som af flere Aarsager er aktuelt, er imidlertid ikke saa indviklet, som det kan synes, naar man h.ører den Mængde forskellige Meninger, som gør sig gældende, og som tyder paa en religiøs Forvirring (et aandeligt Babylon). Her vil baade Bibelen og Historien kunne give os den ønskede Oplysning.
Paa dette Punkt forholder det sig paa samme Maade som med den Forandring af Guds Lov, der lige er omtalt, og som ingen vil benægte, nemlig at det er "ifølge Tradition fra den katolske Kirke", at vi Protestanter har faaet de ti Guds Bud i en saa forvansket Skikkelse, at samtidig med, at eet Bud helt er fjernet, er et andet delt i to og Rækkefølgen forrykket, saa at Budet om Hviledagen, der i Bibelen er det fjerde i Rækken, i Katekismen er blevet det tredie.
Den katolske Tradition har nemlig paa en eftertrykkelig Maade sat sit Stempel paa Hviledagsbudet. I Nordisk Familjebok, der er kendt som en af Skandinaviens bedste og mest paalidelige Haandbøger, hedder det under Ordet "Tradition":
"Protestantismen forkastede den kirkelige Tradition og opstillede Bibelen som den eneste Rettesnor, men bibeholdt en Mængde Traditioner (Søndagen som Hviledag, de økumeniske Symboler m. m.)."
Paa samme Tid, som Protestantismen forkastede den katolske Tradition som saadan, har den desværre "bibeholdt en Mængde" af de samme Traditioner, blandt hvilke var "Søndagen som Hviledag". Dette historiske Faktum maa man da ogsaa erkende, hvilken Stilling man saa end for øvrigt vil tage til det.
Paa samme Maade, som det er gaaet til, at vi har faaet eller rettere sagt modtaget og i al Almindelighed godkendt en Lov, som i saa betænkelig Grad afviger fra den oprindelige, nemlig som Prof. Rudin siger "ifølge Tradition fra den katolske Kirke", saaledes har vi ifølge den samme Tradition - som "Nordisk Familjebok" fremholder faaet "Søndagen som Hviledag". Men bag ved denne Tradition, som Protestantismen - i det mindste formelt forkastede, staar Pavemagten, for hvem Traditionen har været af større Betydning end Bibelen. Og da nu Protestantismen i fuld Overensstemmelse med Kristi Lære opstillede "Bibelen og Bibelen alene" som Rettesnor for Menneskets religiøse Overbevisning, maa man beklage, at Protestantismen alligevel "bibeholdt en Mængde Traditioner" og i Stedet for at tage Guds Lov, som den er blevet os givet af Gud selv i Bibelen, overtog den fra den katolske Kirke i en saa højst forvansket Form.
Ligesom Pavemagten lidt efter lidt voksede frem som en Følge af Tidens Frafald, medens den hemmelig med sin Aand allerede var virksom i Apostlenes Dage, saaledes udviklede Pavekirkens "Traditioner" eller forvendte Lærepunkter (Ap. G. 20, 30) sig lidt efter lidt og virkede netop derfor saa meget mere vildledende, i Særdeleshed da de naturligvis fremkom i kristelig Form og Betydning.
Da en Sammensmeltning paa det store Frafalds Tid fandt Sted mellem Hedenskab og Kristendom - paa Bekostning af den sidstnævnte - indsneg der sig i Kristenheden mange hedenske Skikke, og dette kunde meget let lade sig gøre, da Kirken netop deri saa et Middel til at lette Hedningernes "Omvendelse". Saaledes gav man f. Eks. de hedenske Afgudsbilleder kristne Navne, Apostles og Helgeners, saa at Hedningerne ikke helt behøvede at skille sig af med deres gamle kære Billeder eller give Afkald paa deres rodfæstede afgudiske Forestillinger. Paa samme Maade sneg ogsaa den hedenske Udødelighedslære sig gennem en Bagdør ind i Kirken og fortrængte den kristne Udødelighedslære, som vi senere vil se.
Og eftersom nu Søndagen - ifølge samstemmende historiske Kilder - fra ældgammel Tid af soldyrkende Hedninger, ikke mindst de gamle Romere, er blevet fejret som en Festdag til Ære for Solguden, efter hvem Dagen ogsaa har faaet sit Navn ("Soldag"), saa er det let at forstaa, at den kunde snige sig ind og lidt efter lidt erobre den guddommelige Sabbatsdags Plads og endelig som romersk-katolsk Tradition vinde Indpas i hele den kristne Verden. Hertil bidrog meget stærkt de saakaldte Kristnes aldeles ukristelige Jødehad. Historieskriverne beretter, at de Kristne paa Frafaldets Tid ikke vilde have noget Samkvem eller noget fælles med Jøderne og befriede sig derfor - foruden af andre Aarsager - for deres Sabbat, idet de helt oversaa, at det i Virkeligheden var Guds Sabbat, som allerede ved Skabelsen var blevet til for "Menneskets [hele Menneskeslægtens] Skyld", saaledes som Kristus, der er "Herre ogsaa over Sabbaten", selv siger (Mark. 2, 27. 28). Den saa ofte anførte Grundsætning: "Hensigten helliger Midlet", er saaledes blevet fulgt lige fra Katolicismens første Dage.
Historiens Vidnesbyrd. Theodor Zahn, fremragende luthersk Professor i Teologi i Erlangen, siger, idet han behandler Spørgsmaalet om Søndagshelligholdelsens Opkomst:
"At anse Søndagen for en Fortsættelse af den jødiske [guddommelige] Sabbat eller i det hele taget at kalde den Sabbat, faldt aldrig nogen Kristen ind i de første fem Aarhundreder. I de Skrifter, som med Sikkerhed vides at skrive sig fra Kirkens tre første Aarhundreder, kender jeg blot et eneste Sted, hvor der mindes om fuldstændig Hvile fra Arbejde om Søndagen. . . . Med at fejre Søndagen mentes i Begyndelsen intet andet end Menighedens Gudstjeneste den Dag."* (* "Söndagens historia, huvudsakligen i den gamla kyrkan”. oversat til Svensk af Pastor N. Z. Thunberg, Side 22 og 24.)
Det er meget betegnende, at da Søndagen først blev fejret af Kristendomsbekendere, blev den ikke fejret som Sabbat med Hvile fra Arbejde, men som en Festdag eller en Dag til Gudstjeneste.
Tilligemed Søndagen fejrede Vestens Kristne ogsaa Onsdagen og Fredagen som hellige Ugedage, paa hvilke de mindedes Farisæernes Planer om Jesu Død (Matt. 26, 4) og Jesu Lidelse og Død. Men dette gjorde de uden at hvile fra deres Arbejde paa disse Dage.
I Betragtning af dette Forhold kan man da ogsaa bedre forstaa, at de Kristne, da de først begyndte at holde Gudstjeneste om Søndagen til Minde om Kristi Opstandelse, ligesom de om Fredagen fejrede Mindet om hans Lidelse, samtidig - i det mindste i nogen Tid - vedblev at iagttage den gamle Sabbat som Hviledag. Blot efterhaanden skete der en "Omflytning, grundet paa falske Forudsætninger", som Dr. Neander saa betegnende kalder denne Flytning af Sabbatshvilen fra Sabbaten til Søndagen. Prof. Zahn siger bI. a. herom:
"Saaledes optog de [de Jødekristne] den Skik at fejre Søndagen; men tillige fejrede de som tidligere Sabbaten som et tydeligt Bevis paa, at d e n k r i s t n e S ø n d a g v a r n o g e t h e l t a n d e t e n d d e K r i s t n e s S a b b a t."* * "Söndagens historia", Side 30, 31. Udhævet her.
De to fremstaaende og velkendte Kirkehistorikere Dr. K. R. Hagenbach og Dr. Aug. Neander omtaler ogsaa dette, at da Søndagen først - og det Aarhundreder efter Kristus - blev fejret af Kristne, fejredes den ikke som Hviledag og traadte ikke straks i Stedet for den bibelske Sabbat, men denne helligholdtes vedblivende som Hviledag "efter Budet" som i Kristi og Apostlenes Dage (Luk. 23, 56). Men lidt efter lidt blev Søndagen Hviledag og fortrængte som saadan til sidst den bibelske Sabbat som dog, efter hvad Historien melder, til alle Tider er blevet iagttaget af nogle Kristne, der trods alt har villet holde sig til Bibelens guddommelige Ord. Og i vore Dage findes der Hundredtusinder af Kristne spredt over hele Verden, der helligholder den syvende Dag i Ugen.
Og denne Flytning af Sabbaten skete hovedsagelig ved Hjælp af Søndagslove. den ene strengere end den anden. Af disse var den, som Kejser Konstantin den Store Aar 321 gav, den første og den mildeste, idet den bl. a. tillod Landmanden "frit at beskæftige sig med sit Landarbejde" om Søndagen. Det er da ogsaa værd at lægge Mærke til, at denne den første af alle Søndagslove blev udstedt af en soldyrkende romersk Kejser, som ogsaa i fuld Overensstemmelse med Dagens hedenske Navn "Søndag" (soldag) i denne sin Lov kaldte Søndagen "Solens ærværdige Dag". Dette minder om, at Dagen allerede i Forvejen havde sin Betydning som en hedensk Festdag. Man kan heller ikke undgaa at mærke, hvorledes den navnkundige Kejser paa forskellige Maader mægtigt bidrog til, at hedenske Skikke blev "kristnede" for at lette Hedningerne Omvendelsen, medens han ogsaa selv paa en vis Maade antog Kristendommen, som den blev repræsenteret af den faldne Kirke, der nu sluttede Venskab med Verden og blev mægtig, idet den ophøjedes til Statskirke.
Men taler da ikke Bibelen om Søndagens Helligholdelse, og var det ikke Kristus, som indførte Søndagen til Hviledag i Stedet for det gamle Testamentes Sabbat? Ja, det lærer man ganske vist i al Almindelighed. Alligevel forholder det sig ikke saadan, hvilket klart fremgaar af Kirkehistorien og det ny Testamente. Dr. Hagenbach siger i sin Kirkehistorie:** Udhævelser foretaget af Forfatteren.
"Kristus har i k k e e n g a n g f o r m e l t P a a b u d t, a t S ø n d a g e n s k u l de f e j r e s, og heller ikke hos Apostlene finder vi nogen bestemt Forordning i den Henseende. . . . L i g e s a a l i d t som Kristus indstifte de Søndagen som en ug en tl i g F e s t d a g, lige saa lidt har Kristus anordnet aarlige Festeller Højtidsdage. . . . Med Hensyn til kristelige Højtider. . . maa jeg fremfor alt minde om, hvorledes det ny Testamente l i g e s a a l i d t med bestemte Ord foreskriver Fejringen af Højtider, som det f o r e s k r i v e r S ø n d a g s h e 11 i g h o l d e l s e." - (1. Bind, Side 164, 394.)
Og Prof. Zahn siger i "Söndagens historia" (Side 6), at "Søndagen er ikke indstiftet eller anbefalet af Kristus", og at den "ikke er saa gammel som selve Kristendommen".
Dr. August Neander er i sin Kirkehistorie kommet til samme Resultat; han siger:
"Fejringen af Søndagen var altid, ligesom Fejringen af alle Højtider, blot en m e n n e s k e l i g F o r o r d n i n g, og det laa Apostlene fjernt at fastsætte en Befaling i den Henseende og dem og den første apostoliske Menighed fjernt at overflytte Lovene for den jødiske [guddommelige] Sabbat paa Søndagen." - "Den kristna religionen och kyrkans allmanna historia", 1. Del, 2. Bind, Side 80, 81.)
Den augsburgske Trosbekendelse, der er den lutherske Kirkes fornemste Bekendelsesskrift, nævner ogsaa dette Forhold, idet den ganske rigtigt siger :* * Udhævelser foretaget af Forfatteren.
"De, der mener, at Helligholdelsen af Søndagen i Stedet for Sabbaten er i Kraft af Kirkens Myndighed paabudt som n ø d v e n d i g, tager storligen fejl. . . . Nogle paastaar, at Søndagens Helligholdelse vel i k k e e r e n g u d d o m m e l i g A n o r d n i n g, men dog ligesom en guddommelig Anordning; de giver Forskrifter angaaende Helligdage, hvorvidt det paa dem er tilladt at arbejde." - (Art. 28.)
Forskellige Religionslederes Udtalelser. * Vi henviser her til alle de Steder i det ny Testamente, hvor den første Dag i Ugen (Navnet Søndag, "Soldag", forekommer ikke i Bibelen) nævnes: Matt. 28, 1; Mark. 16, 2. 9; Luk. 24, 1; Joh. 20, 1. 19; Ap. G. 20, 7; 1 Kor. 16, 2; i alt o t t e Gange. S a b b a t e n omtales derimod langt flere Steder, næsten f y r r e t y v e, f. Eks. Matt. 24, 20; 28, 1; Mark. 1, 21; 2, 27. 28; Luk. 4, 16. 31; 23, 56; Ap. G. 13, 14. 27. 42. 44; 16, 13; 17, 2; 18, 4 o. a. Steder. Kol. 2, 16 sigter tydeligvis til de ceremonielle Vedtægters Højtider og Sabbater, om hvilke man kan læse i 3 Mos. 23. Kap. Den, som med Opmærksomhed læser disse Skriftsteder i det ny Testamente og lader Ordlyden gælde, kan ikke nære nogen Tvivl om Sandheden i dette Spørgsmaal.
Talrige saadanne Udtalelser kunde anføres, der vilde vise, hvorledes religiøse Ledere fra forskellige kristelige Lejre har indset og erkendt den Sandhed, at 'Bibelen ikke indeholder nogen guddommelig Bestemmelse om Hviledagens Forandring, men at denne først er gennemført efter Tiden for Bibelens Tilblivelse og da gennem Indflydelser, som ikke har meget med Bibelen og bibelsk Kristendom at skaffe. Vi vil her citere nogle af disse Udtalelser:
Afdøde Biskop Rørdam sagde paa et Kirkemøde:
"Naar og hvorledes det er blevet Skik at helligholde den første Dag i Ugen, fortæller ny Testamente intet om . . ." - "Beretning om det andet kirkelige Møde i København, den 13.-15. Septbr. 1887", Side 40.)
I Overensstemmelse med denne Udtalelse siger den norske Biskop Grimelund om Hviledagens Forandring:
"Hertil behøves en lige saa udtrykkelig Befaling fra Gud, hvorved den forrige Forskrift ophæves, men hvor findes en saadan Befaling? Det er sandt, at en saadan Befaling findes ikke." - " "Samler vi nu, hvad Historien lærer om Søndagens Opkomst og Søndagslærens Udvikling, saa bliver Summen denne: D e t e r ikke A p o s t l e n e, ikke d e f ø r s t e K r i s t n e, ikke heller O l d k i r k e n s C o n c i l i e r, d e r h a r p a a t r y k t S ø n d a g e n S a b b a t e n s N a v n o g S t e m p e l, m e n d e t e r M i d d e l a l d e r e n s K i r k e o g s k o l a s t i s k e L æ r e r e."
Det er ogsaa paafaldende, at den katolske Kirke selv erkender, at den har forandret Hviledagen, ja, den roser sig af det. Saaledes hedder det i en katolsk Katekismus:
"Hvis ikke den [Kirken] havde en saadan Magt, kunde den ikke have. . . indført Helligholdelsen af Søndagen, den første Dag i Ugen, i Stedet for Helligholdelsen af Lørdagen, den syvende Dag, en Forandring, for hvilken der ingen Hjemmel findes i Skriften." " "At Kirken har indsat Søndagen som Herrens Dag i Stedet for Sabbaten og bestemt den til en Dag særlig til Gudsdyrkelse, er et klart Bevis paa den store Magt, som den paa højtidelig Vis erholdt af Kristus." - " "Dette gik til en vis Grad i Opfyldelse paa Jødefolket gennem Antiokus Epifanes, som var et Forbillede paa Antikrist; men den egentlige Opfyldelse er [var] endnu i Vente, som de tre følgende Vers af samme Kap. 8, Kap. 11, 36-45 og 2 Thess. 2 viser. Denne Fyrste skal endog søge at udrydde al guddommelig Ordning med Hensyn til Sædelighedens Love og Tidens Inddeling, saa at meget erklæres for lovligt, som efter Herrens Lover ulovligt: S a b b at e n a f s k a f f e s og de kristne Højtider ophører og andre Højtider sættes i Stedet o. s. v."
Antiokus Epifanes kan godt betragtes som "et Forbillede paa Antikrist", men ogsaa i saa Fald hentyder Profetien til Antikrist. Og hvad Dr. Fjellstedt her siger om Sabbatens Afskaffelse og andre Højtiders Indsættelse i Stedet for, hvortil han ogsaa finder, at Profetien hentyder, * * er en historisk Kendsgerning: Pavemagten har gennemført dette og saaledes opfyldt ogsaa den Del af Profetien.
** Pastor P. Petersson giver i "B i b e l t o l k e n" denne Bemærkning til Dan. 7, 25: "Dette skal opfyldes paa det Syndens Menneske, Fortabeisens Søn, som nærmere beskrives i 2 Thess. 2 Kap. . . . T i d e r og L o v, d. v. s. Højtidernes og Budenes Orden, den skal han tillade sig at forandre: a f s k a f f e S a b b a t e n og indføre Lovløshed og Forvirring. (Udhævet her.)
"Dets dødelige Saar blev lægt." * Da man har fundet, at en Dag i Profetien svarer til et virkeligt Aar, og at Udtrykket "een Tid og Tider og en halv Tid" betyder det samme som tre og et halvt. Aar. eller 1260 profetiske Dage" udgør den Tidsperiode, der er angivet i Profetien, lige saa mange. Aar., I Aab. 12, 6, hvor Menighedens Lidelser under Pavemagtens særlige Herredømme omtales, er Tiden ogsaa angivet til 1260 Dage, og i Aab. 13, 5, hvor der ligeledes tales om Pavemagten, angives Tiden til "to og fyrretyve Maaneder", hvilket, naar man regner med tredive Dage i hver Maaned, giver 1260 Dage eller lige saa. mange Aar. Se ogsaa Aab. 11, 2. 3. 9. 'Saaledes bekræfter flere' Skriftsted er den Opfattelse, som mange Bibelforskere er kommet til, at den i Dan. 7, 25 omtalte profetiske Tidsperiode udgør 1260Aar, og Historien viser, at denne Opfattelse er rigtig.
Dermed gik ogsaa disse Profetens Ord i bogstavelig Opfyldelse: "Dersom nogen fører andre i Fængsel, han kommer selv i Fængsel" (Aab. 13, 10).
Alle Tegn tyder imidlertid paa, at det Saar, som Pavemagten fik ved Slutningen af den omtalte Tidsperiode, er ved atlæges, saaledes som Profetien siger om et af Hovederne paa Dyret (den romerske Magt), at det blev "ligesom saaret til Døden, og dets dødelige Saar blev lægt, og al Jorden fulgte undrende efter Dyret" (Aab. 13, 3).
Pavens voksende Indflydelse paa vor Tids verdslige Anliggender og den Fremgang, den katolske Kirkes Propaganda gør i de forskellige protestantiske Lande, de skandinaviske Lande ikke undtagen, er et talende Tidens Tegn.
Den faldne Kvinde, som sidder paR Dyret (Aab. 17. Kap.), anses almindeligvis af protestantiske Bibelfortolkere for at være et træffende Symbol paa den romerske Pavekirke. "Hun havde et Guldbæger i sin Haand, fuldt af Vederstyggeligheder og hendes Utugts Urenheder" (4. Vers). Denne Kvinde, der er Modsætningen til den rene Kvinde, som omtales i det 12. Kap., og som fremstiller Kristi Menighed, har i "et Guldbæger" budt Verden saadanne antikristelige Læresætninger, der i Sandhed kali betegnes som " Vederstyggeligheder" i Modsætning til Bibelens Lære.
Foruden hvad vi allerede har fremført af den katolske Kirkes Lærepunkter, nævner vi endvidere følgende: Skærsilden, der indbragte Kirken saa mægtige Summer, ikke mindst paa den bekendte Afladskræmmer Tetzels Tid; Helgendyrkelsen, særlig Mariadyrkelsen og Tilbedelsen af skabte Væsener; Transsubstantiationen eller Brødets og Vinens Forvandling til Jesu Legeme og Blod i Nadveren; Skriftemaalet, hvorved Præsten med sin Magt til at forlade Synder griber ind i Menneskets private, skjulte Liv; Cølibatet, der forbyder Præster at gifte sig - for ikke at tale om saadanne velkendte Lærepunkter som Retfærdiggørelse ved egne Gerninger i Modsætning til Bibelens Lære om Retfærdiggørelse ved Tro samt Traditionens Fortrin for den hellige Skrift, som Pavemagten har villet berøve Folket, ja, ligefrem udrydde.* Mod disse ubibelske og antikristelige Lærepunkter var det, at Reformatorerne protesterede.
* At den katolske Kirke den Dag i Dag brænder Bibelen naar Forholdene tillader det, derpaa savnes der ikke Eksempler.
Er Pavemagten Antikrist? "Hvem er den, som holder tilbage? Det er det romerske Rige. Naar dette knuses og deles mellem de ti Konger, da skal Antikrist komme, som skal kaldes Syndens Menneske, og hvem den Herre Jesus skal dræbe med sin Munds Aande og tilintetgøre ved Sin Tilkommelses Aabenbarelse."*
* Citeret fra "Kristi regering på jorden eller kyrkans röst i alla tidsåldrar om Återlösarens ankomst och rike", af D. T. Taylor, Side 308.
Og Origenes (død Aar 254) udtalte sig saaledes om det samme Skriftsted:
"Hos Daniel findes der en Profeti, som hentyder til den samme Antikrist, og man kan ikke andet end forundre sig, naar man læser den med Opmærksomhed; thi med sande, guddommelIge og profetiske Ord beskrives de Riger, som skulde eksistere fra Daniels Tid til Verdens Ende. Læg Mærke til, at ogsaa Daniel taler om Antikrist." *
* Ordet "Antikrist" forekommer fire Gange i det ny Testamente, nemlig i 1 Joh. 2, 18. 22; 4, 3 og 2 Joh. 7, hvor Johannes taler om Antikrists Aand som allerede virksom.
Den Antikrist om hvilken baade Daniel i det gamle og Paulus i det ny' Testamente taler, skulde ogsaa ifølge Kirkefædrenes Opfattelse fremtræde paa del; tydligt angivne Tidspunkt, da det romerske Rige blev delt. Og netop da fremtraadte Pavemagten.
Af alt, hvad man har fundet vedrørende Pavemagten, kan man ikke andet end komme til samme Resultat som Luther, nemlig at Paven eller det System, han staar i Spidsen for, er Antikrist. Herom udtalte Luther sig ved forskellige Lejligheder bl. a. saaledes:
"Hvem er Antikrist, om ikke Paven er det?" "Jeg tror, at Antikrist, som Paulus omtaler, nu regerer i Rom." "Jeg anser Forfatteren til denne Bulle [den Bandbulle, som Luther fik fra Paven, og som han brændte] for at være Antikrist og Rom Antikrists Rige."
Andre Reformatorer som f. Eks. Galvin, Tyndale, Knox, Latimer o. a. kaldte enstemmig Paven Antikrist. "Det var," siger en Forfatter, "en Grundsætning i den protestantiske Religion, at Paven var Antikrist."*
* Ordet "Antikrist" forekommer fire Gange i det ny Testamente, nemlig i 1 Joh. 2, 18. 22; 4, 3 og 2 Joh. 7, hvor Johannes taler om Antikrists Aand som allerede virksom.
Med Luther maa man spørge: "Hvem er Antikrist, om ikke Paven [eller Pavemagten] er det?" Denne har i hvert Fald paa den mest bogstavelige Maade opfyldt de Profetier, som vi her har betragtet. At anvende disse Profetier paa en eller anden bestemt Person, som man venter skal komme, kan ikke være rigtigt.
Protestantismen eller Katolicismen? "At opstille en mellem Gud og Mennesket mæglende Præstestand, at sælge for Gerninger, Bodsøvelser og Penge den Salighed, som Gud frit skænker - det er Pavedømmet!
Gennem Jesus Kristus, uden nogen menneskelig Midler, at aabne fri Adgang for alle til det evige Liv - det er Kristendommen og Reformationen!
Pavemagten er en mægtig, gennem Aarhundreder opført Skillemur mellem Gud og Mennesket; hvis nogen vil stige over den, maa han enten ofre Penge eller underkaste sig Kirkens Bodsøvelser, og alligevel naar han ikke Maalet.
Reformationen har nedbrudt denne Mur, givet Kristus tilbage til Mennesket og saaledes banet Vejen for det til dets Skaber. Pavedømmet opstiller Kirken mellem Gud og Mennesket.
Kristendommen og Reformationen stiller Mennesket Ansigt til Ansigt med Gud.
Pavedømmet adskiller dem, Reformationen forener dem." (1. Bind, Side 41.)
Om Protestantismen i vore Dage maa man imidlertid desværre sige, at den ingenlunde vedblivende staar paa den protestantiske Reformations Grund.
Det maa i høj Grad beklages, at Protestanterne i Stedet for at følge Reformatorernes Anvisning og søge efter mere Lys saa snart begyndte at udarbejde Trosbekendelser, der skulde være bestemmende for hele Fremtiden, men som paa ingen Maade kunde gøre Krav paa at kaldes fuldstændig bibelske eller endog blot virkelig protestantiske. Havde de stræbt efter mere Lys, havde Protestantismen sikkert ikke nu haft saa mange katolske Traditioner og Lærepunkter, som den i Virkeligheden har. Men man mente, at man var færdig. Vi er dog ikke færdige endnu. "Hvis vi mener," siger Ærkebiskop Söderblom med Rette, "at vi er færdige, saa er vi ikke Reformationens Børn."
Det var en Grundsætning i Protestantismen, ja, det er egentlig dens Grundvold, at "Bibelen og Bibelen alene" som Guds ufejlbare Ord skal være Rettesnor for en Kristens Tro og Vandel.
I en offentlig Diskussion i Leipzig 1519 med den katolske Teolog Dr. Johann Eck udbrød Luther selv:
"Det staar ikke i Pavernes Magt at skabe ny Trosartikler. For en sand Kristen findes der intet andet Grundlag for hans Tro end den hellige Skrift; den er vor eneste guddommelige Lovbog. . . . Den højærværdige Hr. Doktor flygter for den hellige Skrift som Djævelen for Korset. Hvad mig angaar, foretrækker jeg, med al Agtelse for Kirkefædrene, Skriftens Vidnesbyrd, og til dette henviser jeg vore Dommere." - (d' Aubigne's Reformationshistorie, 1. Bind, Side 404, 406.)
Reformationskirkens Bekendelse var derfor Bibelen, eller som en af dens Lærere har udtrykt det:
"Vi tror og lærer, at enhver Del af den hellige Skrift, det gamle og det ny Testamente, er inspireret af Gud; at den er den klareste og mest fuldkomne Fremstilling af Frelsen og det evige Liv, og at den derfor ikke i nogen Henseende maa forandres eller forkortes; at alt, som er en Betingelse for Salighed, er aabenbaret i den. Dette Ord kan aldrig blive til intet."
Men hvorledes forholder det sig med Hensyn til dette paa vor Tid? Alt for mange af Protestantismens Lærere og Ledere nøjes ikke med at stille Traditionen ved Siden af eller endog over Bibelen, som Katolicismen gør; uden Forbehold forkaster de .Bibelen eller Dele af den og benægter dens guddommelige Inspiration og dens Ufejlbarhed. Nogle fornægter endogsaa saadanne kristelige Grundsætninger som Kristi Forsoning og legemlige Opstandelse fra de døde.
"Har Pavemagten nogen Sinde afstaaet fra en eneste Sædvane?" spørger d' Aubigne. Nej - "Rom forandres aldrig!" Naar derfor Protestantismen og Katolicismen i vor Tid rækker hinanden Haanden, og Protestanterne begynder at valfarte til Rom for at kysse Pavens Fod, saa er dette et af de mest aabenlyse Beviser paa, at vor Tids Protestantisme ikke blot har ophørt med at protestere mod Katolicismens ubibelske Lære og derved gjort sig uværdig til sit Navn, men at den befinder sig i en Tilstand af et dybt Forfald, over hvilket Luther uden Tvivl vilde græde bitre Taarer, om han var Vidne til det.
Der ligger en stor og alvorlig Sandhed i, hvad en anset Forfatterinde har sagt:
"Den lutherske Kirke er efter fire Aarhundreders Forløb i lige saa stort Behov af en Luther, som den katolske Kirke var det i 1517."
Tidens Kraver Reformationens Fornyelse, en sand reformatorisk Vækkelse, som stiller den protestantiske Kristenhed over for det samme alvorlige Valg, som det gamle Israel blev stillet over for paa Elias's Tid, da det var faldet fra den sande Gudsdyrkelse: "Dersom Herren er Gud, da vandrer efter ham, men dersom Baal er det, saa vandrer efter ham!"
Katolicismen og Protestantismen er lige saa uforenelige nu som paa Luthers Tid.
Tilbage til Bibelen og Bibelens Kristendom! - det er Reformationsbudskabet for vor Tid, som det var det paa den Tid, da Luther rev sig løs fra Roms besnærende Magt og hævede sin Røst mod Pavekirkens Vildfarelser, saa at antikrists Trone i Rom skælvede. Tilbage til den sejrsikre Tro og Inspiration, hvormed Reformationens' Fader sang:
"Vor Gud han er saa fast en Borg
For at kunne forstaa, hvad Pavemagtens voksende Indflydelse selv i protestantiske Lande vil sige, og hvad Katolicismen betyder i Modsætning til den sande Protestantisme, maa man gaa tilbage til Tiden for dens Opkomst. Herom synes der at raade stor Uvidenhed blandt Nutidens Protestanter, som visselig burde gøre sig bekendt dermed, inden de vender sig til Rom.
Daniels Bog indeholder ogsaa en Profeti, som uden Tvivl sigter til Pavemagten, og som vi vil sammenligne med Pauli Forudsigelse. Profeten siger, idet han taler om det romerske Verdensriges Deling:
"Han skal tale Ord imod den Højeste," siger Daniel. Paulus siger om den samme gudsbespottende Magt, at den "sætter sig op imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller Helligdom, saa at han sætter sig i Guds Tempel og udgiver sig selv for at være Gud". I Aabenbaringens Bog, hvor den samme romerske Pavemagt fremstilles ved et Dyr, siges der, at "der blev givet det en Mund til at tale store Ord og Bespottelser" (Aab. 13, 5).
Endvidere siger Profeten Daniel, at den Magt, han taler om, skal "undertrykke den Højestes hellige". De Udtryk, Paulus anvender, tyder ogsaa paa, at denne Magt skal fare frem paa en ødelæggende Maade. I den tilsvarende Profeti i Aabenbaringens Bog hedder det om Dyret, at "der blev givet det at føre Krig imod de hellige" (Aab. 13, 7). Og om Sindbilledet Kvinden, som sad "paa et skarlagenfarvet Dyr", hedder det, at hun var "drukken af de helliges Blod" (Kap. 17, 3. 6).
Men der er endnu et profetisk Kendetegn paa denne Magt. Profeten siger: "Han skal. . . tænke paa at. forandre Tider og Lov" (Dan. 7, 25). Ligesom det er "Imod den Højeste", at denne Magt "skal tale store Ord", og "den Højestes hellige", som den sk.al "undertrykke", saaledes maa det ogsaa være den Højestes "Tider og Lov", som den "skal tænke paa at forandre".
Pavekirkens Voldsfærd mod Guds Lov indskrænker sig imidlertid ikke til dette ene Tilfælde. Profeten nævner særskilt "Tider", som denne "Lovløshedens Hemmelighed" ogsaa skulde "tænke paa at forandre". Og selv om vi her støder paa et ømt Punkt i den protestantiske Teologi, kan vi ikke undlade at paapege, hvorledes ogsaa denne Enkelthed i Profetien er blevet opfyldt af den katolske Kirke.
Vi vil her give Plads for nogle saglige Vidnesbyrd fra de bedste historiske Kilder om, hvorledes og hvornaar Forandringer af Hviledagen fandt Sted.
Til Trods for den almindelige Skik og de Fordomme, som ganske naturligt vil gøre sig gældende over for anderledes tænkende Menneskers Anskuelser, har mange Teologer og Bibelforskere af forskellige religiøse Retninger erkendt og paavist det samme Forhold, nemlig at Søndagen som Hviledag ikke er saa gammel som Kristendommen. Det er "en god gammel Kirkeskik og intet andet", siger Lektor Waldenstrom i sin Tillægsbemærkning til Rom. 14. Kap., hvor han "klart og uimodsigeligt" viser, at "Bibelens Bud om Sabbaten handler om Lørdagen og ikke kan anvendes paa nogen anden Dag". Og "det er tydeligt, at der i det ny Testamente intet Bud findes om Søndagens Helligholdelse som Sabbab, siger han endvidere. *
Den Tidsperiode, Profetien nævner, i hvilken Pavemagten især skulde optræde paa denne hensynsløse Maade, nemlig "een Tid og Tider og en halv Tid", viser sig at svare til den Periode af 1260 Aar, som begyndte, da Kejser Justinian gjorde Paven til "alle Kirkers Hoved", og østgoterne som den sidste politiske Modstander af Pavemagten blev overvundet i 538. Den nævnte Tidsperiode vilde ifølge dette udløbe 1798, hvilket Aar betegner en højst mærkelig Afbrydelse i Pavemagtens verdslige Myndighed, der udmærkede sig ved antikristelig Vold smagt, idet den daværende Pave Pius VI blev taget til Fange af den franske General Berthier.*
Angaaende Pavemagtens Opkomst har vi tidligere paavist, at denne Magt ifølge Daniels Profeti skulde fremtræde først efter det romerske Riges Deling, og at den, som Pauli Profeti antyder, skulde træde i fuld og aabenlys Virksomhed, naar den Modstand, den mødte fra Roms ny rivaliserende Herskere, var brudt. Det er af Interesse at lægge Mærke til, at allerede Kirkefædrene opfattede disse Profetier paa samme Maade. Tertullian (død omkring Aar 230) sagde angaaende Pauli Profeti i 2 Thess.2,7.8:
J. H. M. d'Aubigne giver i sin Reformationshistorie, efter at han har omtalt de pavelige Læresætninger, følgende uden Tvivl rigtige Karakteristik af Pavedømmet i Modsætning til Reformationen:
han kan os vel bevare,
han er vor Hjælp i al vor Sorg
vort Værn i al vor Fare."