|
| - som omhandler tro | Tilbage til oversigten |
De årlige højtider og deres forebilleder
Lennart Wiberg
I det jødiske, levitiske gudstjenstesystem forekom et antal årlige forårs- og efterårsfester med syv ceremonielle sabbatsdage i alt. Disse fejres altså kun en gang om året.
Den syvende dag og de årlige sabbatsdage Den ”skygge” – afbillede - som omtales i Kol 2,17 beskæftiger sig bland andet med ”sabbat” i vers 16. Men denne ”skygge” afbilleder ”virkligheden selv…Kristus” (v 17). Disse skygger må være kommet til efter syndefaldet, eftersom de sigtede til Kristus. Før syndefaldet behøves intet forsoningsværk. Syvendedagssabbaten, som indstiftedes på den syvende dag i Skabelsen -før syndefaldet -kan altså ikke være en sådan ”skygge” som der talas om her. De sabbater som indstiftedes på Sinai er imidlertid sådanne ”skygger”, og det skal snart bevises.
Forsoningsdagen, som var en ceremoniel sabbatsdag, afbildede den virkelige forsoningsdag, som begyndte 1844 e Kr, ifølge profetien om de 2300 dage i Dan 8,14. Som forklaring på dette henvises f eks. til ” Den store strid” af Ellen White. Her skal vi kun bevise at forsoningsdagens placering på den syvende måneds tiende dag (3 Mos 23,27) oplyser om at forsoningsdagen er en del af en fremadskridende frelsesplan, hvilken endnu ikke er opfyldt.
I denne forbindelse bør nævnes at festerne i 3 Mos 23 også fejres af Israel under det Gamle Testamentes tid, dels (1) til minde om Guds ledelse og velsignelser i den forløbne tid, dels (2) til minde om Guds godhed mod Israel under den tid som var den gang. Den profetiske opfyldelse (3) var således den tredje anledning til højtidsfejringen. Her skal der ikke kommenteres nærmere på disse festers betydning når det gæller Israels minde af Guds velsignelser til dette folk under GTs tid uden blot at nævne festernes profetiske betydning.
Påsken Lammet, som hele Israels folk skulle slagte og spise under påsken (se 2 Mos 12), pegede fremad mod Jesu Kristi offer på Golgata: ".....vi har også et påskelam, som er slagtet for os, nemlig Kristus." 1 Kor 5,7. Påsken fejres på den 14. dag i første måned, se 3 Mos 23,5, hvilket bliver i marts/april. Denne højtid indstiftes i Egypten da de 400 år af undertrykkelse og slaveri havde taget sin afslutning for Israel, se 1 Mos 15,13-14, 2 Mos 12. I samme nat hvor Israels børn spiste det slagtede påskelam drog folket ud fra slaveriet i Egypten (2 Mos 12). Dette symboliserer Jesu offer som frelser os fra syndens slaveri om vi tager imod ham som vor personlige Frelser (Joh 8,31-36, Gal 4,8-9): ”…Jesu Kristi, hans (Faderens) Søns, blod renser os fra al synd…Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så at han forlader os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.”1 Joh 1,7. 9.
Det usyrede brøds fest Kristi syndfrie liv var absolut nødvendigt for frelsensplanen. Offret må være fejlfrit (1 Petr 1,18-19). Gennem troen på Påskelammet Kristus tilregnes os hans pletfrie retfærdighed (retfærdiggørelsen) samtidigt som vi får Guds kraft til at overvinde alt som er urent i vore liv. Guds børn overvinder synden gennem Kristi nåde. Den gamle surdej aflægges.
Syv symboliserer fuldkommenhed. Bespisningen af det usyrede brød under syv dage afbilleder Guds børn som under hele sit liv gør sig mere og mere godt af Kristi karakter. De vokser i fuldkommenhed – ”først strå, siden aks og derefter fuld kærne i akset”. Mark 4,28 (sammenlign Matt 5,44-48; 19,21). Guds børn er samtidig bekendt med at deres synder er forladte gennem troen på Påskelammets blod, - hvilket påsken, som kommer lige før det usyrede brøds fest, underviser om.
Dagen efter påsken, den 15. i første måned, var en ceremoniel, årlig, sabbatsdag, den første dagen i det usyrede brøds fest. Dagen efter den dag da Jesus korsfæstes var den syvende dagens sabbat, se Luk 23,54 – 24,1 og Joh 19,31. Denne dag hvilede Jesus i graven. Den ceremonielle sabbat den 15. i første måned afbildede den syvende dags sabbat da Frelseren lå i graven. Da bekræftedes den syvende dags gyldighed efter Hans død.
Inden vi studerer de festsdage som indeholder ceremonier i forbindelse med høstene i Israel, bør vi vide at i Bibelen sammenlignes Guds børn med sæd, som vokser og modnes til høst (Matt 13,24-30, 37-43; Mark 4,26-29; Åb 14,14-16).
"Dagen efter sabbaten skal præsten svinge . . . det neg, som er førstegrøden af jeres høst". (3 Mos 23,11, 10). Den sabbat som her omtalas er den ceremonielle sabbat den 15. i første måned. Svingningsceremonin, som altså faldt på den 16. dag i denne måned, var en del af det usyrede brøds højtid. Førstegrødeneget skulle således svinges på den tredje dag efter påsken. Denne ceremoni pegede frem mod Jesu Kristi opstandelse på den tredje dag efter Hans korsfæstelse (Matt 16,21, 17,23): "Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af de hensovede." (1 Kor 15,20). Det førstegrødeneg som nævnes ovenfor var begyndelsen på kornhøsten. Kristus var forbillede for det førstegrødeneg som skulle "svinges fremfor Herrens ansigt, for at I skal regnes som velbehaglige" (3 Mos 23,11). Det er først når syndere, gennem troen, iklædes Kristi retfærdighed at de får foretræde for Fadern og får evigt liv (se 1 Kor 1,30).
Sammen med Kristus opstod mange hensovne hellige, hvilke fór op til himlen sammen med Ham (Matt 27,52-55, Ef 4,8) "med løfte om" at samme sag skal ske med alle som er døde i troen på Frelseren (1 Kor 15,20.23). Årets sidste fest, bjergningsfesten, dvs løvhyttefesten, afbilleder denne senere opstandelse hvor Jesus kommer tilbage (mere om dette senere). Hvad angår den skare som opstod med Kristus siger grundteksten at "de kom ud af sine graver efter Hans opstandelse" (Matt 27,53, Baker´s interlinear Bible), hvilket viser at Jesus var "førstegrøden" af disse opstandne præcis som Han er "førstegrøden" til den sisdste, store, hellige skare, som opstår ved Hans genkomst (1 Kor 15,23). Førstegrødeneget skildrede alt dette.
Pinsen I det Nye Testamentes tid kaldes denne fest for pinsen (Apg 2,1. 20.16; 1 Kor 16,8) hvilket i de engelske bibler er oversæt til "Pentecost" fra det græske ord "pentekostes", hvilket betyder "halvtreds" (Strong´s Exhaustive Concordance). Dette er altså en henvisning til de halvtreds dage som skulle regnes fra den dag da svingningsofferneget skulle svinges "overfor Herrens ansigt".
Det var netop ved pinsen at "høstfesten" - "ugefesten" - fik sin symboliske opfyldelse da en stor sjælehøst (3000 personer) blev bjerget gennem Helligåndens udgydelse, se Apg 2. Præcis som ved "høstfesten" var begyndelsen på hvedehøsten blev konsekvensen af Helligåndens udgydelse på pinsedagen begyndelsen til en sjælehøst som skulle strække sig over en stor del af den dakendte verden (Kol 1,5-6). Det var Jesu Kristi sejr over død og Satan i opstandelsen som gjorde denne store sjælshøst mulig. Det er derfor at denne fest regnes halvtreds dage fra den dag som afbildede Jesu opstandelse.
Eftersom "høstfesten" og dens symbolske opfyldelse faldt på samme dag, erkendes det også at Jesu korsfæstelse hhv. opstandelse faldt præcis i påsken hhv. på den dag da svingningsoffersceremonin udførtes to dage derefter.
Løvhyttefesten Løvhyttefestenen, som begyndte den 15. i den syvende måned, varede i otte dage, se 3 Mos 23,33-36, 39-43. Løvhyttefesten kaldes også "bjærgningsfesten" og den holdes "ved årets udgang" (2 Mos 23,16). Den første og den ottende dag var ceremonielle, årlige, sabbatsdage (3 Mos 23,39). Denne højtid var en glad fest af taknemlighed for årets sidste store indbjærgende afkast, se 2 Mos 23,16, 3 Mos 23,33-43, 5 Mos 16,12-15. Høstindsamlingen var ovre og al frugt var samlet ind (i flere bibeloversættelser - se King James Bible, Revised Standard Version, New English Bible - står der at afkastet var bjærget i 3 Mos 23,39). Løvhyttefesten afbildede Guds folks glade fest i himlen efter den endelige sjælehøsts bjærgning ved Jesu andet komme, se Matt 13,24-30, Åb 14,14-16, Es 35,10. Præcis som Guds ejendomsfolk under GTs tid, i Kanaans land, under denne højtid glædes over Guds ledelse og velsignelser under den anstrengende ørkenvandring (3 Mos 23,40-43) vil Guds børn i himlen, det himmelske Kanaan, glædes over Guds ledelse og velsignelser under den svære tid her på denne syndens og sorgens planet.
Den første dag i løvhyttefesten var sabbat og den får sin symbolske opfyldelse ved Jesu genkomst. Sabbatsdagen på den ottende dag afbildes den nye fødsel af denne jord umiddelbart efter de tusinde år som følger efter Jesu genkomst (Åb 20-21). Otte er den nye fødsels tal i Bibeln (se Bibliske Tolkningsprincipper af L. Were).
Forsoningsdagen ”… Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.” 1 Kor 10,13.
Lad os nu studere alle disse årlige jødiske højtids- og sabbatsdage i et tidsperspektiv. De som faldt om foråret efterfulgtes af en lang og varm periode af sommertørke. Dette modsvarer den 1260 år lange åndelige tørke med pavelig øvrighed mellem 538 e Kr og 1798 e Kr (Åb 12,6, 4 Mos 14,34). Den stærke sommersol i Israel gav styrke og modning på den hærdede udsæd, hvilket modsvarer Guds sande menigheds lutrelse og renselse under pavemagtens svære forfølgelser mod menigheden under disse 1260 år (Dan 11,33-35). Men både sandheden og Guds menighed holdt stand mod udryddelse i disse 1260 år af åndelig sommertørke. Først ved efteråret faldt altså de tilbageværende årlige højtids- og sabbatsdage.
Eftersom forsoningsdagen, som var en årlig (ceremoniel) sabbatsdag, kun kom fem dage før løvhyttefesten (3 Mos 23,27) indses det at den virkelige forsoningsdag må falde meget nær Jesu genkomst - da det jødiske gudstjenesteår afbildede den evangeliske tidsalder som er mellem Golgata og Jesu genkomst. Dan 8,14 og 9,24-27 fastsætter årstallet 1844 e Kr som begyndelsen på den virkelige forsoningsdag.
Forsoningsdagen i det levitiske gudstjenestesystem var en domsdag, eftersom der nu var spørgsmål om den endelige forsoning for årets synder. Af alle årets højtider var det kun på forsoningsdagen at der advares mod ødelæggelse (ved arbejde) og udryddelse (for den som ikke fastede), hvilket viste at det var en domsdag, se 3 Mos 23,29-30. Kun på denne dag forekom en obligatorisk faste (3 Mos 23,29). Samtidig med at præsten stænkte syndoffersblod ved nådestolen, hvor der fandtes en forladende Gud samt på den overtrådte lov, skulle alle israelitter dybt ransage sine hjerter og bekende sine synder overfor Gud og overfor dem som de har forurettet for at kunne bestå overfor Gud. Når løvhyttefesten kom skulle alle jøder være forsonede med Gud og med hinanden. Israeliterne var lykkelige og dette viste sig på denne sidste af årets højtider. Dette lærer os at den virkelige forsoningsdag også er en domsdag.
I 3 Mosebog 23,29 kan vi læse at de som ikke fastede og ransagade sine hjerter under forsoningsdagen skulle ” udrydes” af sin slægt. Årsagen var at når præsten forlod helligdommen på forsoningsdagen kunne han ikke længere mægle for synden gennem syndoffrets blod (se 3 Mos 16). Den levitiske præstetjenste afbildede Kristi præstetjenste i den himmelske helligdom (se Hebr 8,5 og 9,24). Når Kristi præstetjenste er afsluttet, og de syv sidste plager begynder til sidst Åb 15 og 16, må Guds folk inden da, af hjertet have bekendt sine synder overfor Gud og gennem Guds nåde og egen målbevidste anstrengelser have sejret over ” alle…synder” (3 Mos 16,30).
Guds folk som lever i dag ved at de, så længe nådens dør er åben, ikke kan få Guds forladelse hvis de ikke bekender og overgiver alle sine synder (Ords 28,13, Es 55,7, Rom 2,13 (”forklares retfærdige” = får forladelse).
Åb 3,5 og 2 Mos 32,33 viser at kun de som, gennem Guds nåde, sejer over alle sine synder ikke får strøget sine navne af livets bog under den virkelige forsoningsdag. Siden 1844 udsletter Kristus Guds sande børns synder fra den himmelske helligdom gennem sit blod. Dette er den sidste del af Kristi forsoningsværk.
Den virklige forsoningsdags begivenheder (står herover) har megen stor betydning for at forberede et folk for Jesu genkomst.
Jesus påtog sig vor menneskelige natur (Rom 1,3; 8,3 (se svensk 1917 som har oversat grundteksten korrekt), Hebr 2,17; 4,15). Eftersom Jesus, gennem Åndens kraft, sejrede over synden i vor faldne natur, viste han os at vi, gennem Åndens kraft, kan sejre over synden ”ligesom jeg (Jesus) selv har sejret” (Åb 3,21; jævnfør 1 Petr 1,15-16; 2,21-22 og 1 Joh 2,5-6).
Har vi stadig gemte synder i vore liv? Utålmodighed? Irritation? Avindsyge? Hovmodighed? En destruktiv kritisk ånd? Sladder? Kan vi blive frelste om vi ser på noget sådant (f eks på TV) som forurener vort sind? Eller om vi lytter til musik som producers af mennesker som hader Gud? Er sabbaten en feriedag for os eller helt og holdent en helligdag? Stjæler vi fra Gud (tiende eller offergaver)? Ser vi på pornografi (f eks på internettet)? Har vi kærlighed til moden? Spiser vi forkerte ting – eller for meget af det som er rigtigt – så at vore sind bliver uklare, hvilket gør det sværere for os at skille mellem rigtigt og forkert? Kan vi blive frelste om vi synder bevidst?
Basunfesten Fra 1833-34 frem til 1844 udbasuneres følgende budskab ud til hver civiliseret nation på jorden: "Frygt Gud og giv ham ære, thi er hans domstime kommet." Åb 14,7. Det som vil læser om denne hændelse i Sverige under denne tid henvises til "Roparna" af David Carlsson. (Findes også på dansk) Når det gælder forkyndelsen af dette budskab i USA (på samme tid) beskrives dette omhyggeligt af Francis D Nichol i "The Midnight Cry”.
Sammenfatning
Inden vi går videre skal der påpeges en forskel mellem den syvende dags sabbat og de årlige ceremonielle sabbater. Den førstnævnte indstiftedes i skabelsen (1 Mos 2,1-3; 2 Mos 20,8-11; 31,12-18), som et mindesmærke over denne, hvilket indebær at den fortsat er gældende. De årlige sabbatsdage (3 Mos 23) indstiftedes på Sinai som billeder på Kristi forsoningsværk, hvilket indebær at de ikke længre skulle fejres når "virkeligheden selv ..... Kristus" (Kol 2,17) var kommet. Den syvende dags sabbat, som er en del af Guds Ti Bud (2 Mos 20), er idag gyldig for hele menneskeheden i samme høj grad som de øvrige ni bud. Denne hellige dag gav Gud til menneskene tusinde år inden der fandtes nogen jøde som kunne hellige den. Den kan ikke være en jødisk helligdag. De årlige ceremonielle sabbatsdage, derimod, gav Gud til jøderne umiddelbart efter deres udgang fra Egypten (på Sinai).
Syv er fuldkommenhedens tal i Bibelen. De syv menigheder, de syv segl og de syv basuner i Åb.bog beskriver Guds folks erfaringer i de 2000 år mellem Jesu første og andet ankomst. De årlige fester med de syv ceremonielle sabbatsdage i 3 Mos 23 afbilleder forskellige faser i Guds frelsesplan under samme tidsperiode. Præcis som de syv menigheder, de syv segl og de syv basuner kommer - hver for sig - i bestemt orden tidsmæssigt, et højere antal medfør en senere opfyldelse, så opfyldes disse syv sabbatsdage tidsmæssigt i den orden de udregnes.
Det Nye Testamente viser os at de årlige højtider med de syv ceremonielle sabbatsdage i 3 Mos 23 beskriver frelseshistoriens udvikling mod slutningen.
Det usyrede brøds fest begyndte den 15. i den første måned og varede i syv dage (3 Mos 23,6-8). På første og sidste dag i festen var der ceremonielle, årlige, sabbater. Under disse syv dage skulle jøderne kun spise usyrede brød - al surdej skulle renses bort, se 5 Mos 16,3-4. Det usyrede brød symboliserede Kristi syndfrie liv, medens surdejen symboliserede synden: " Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej, da I jo er usyrede; thi også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, ej heller med sletheds og ondskabs surdej, men med renheds og sandheds usyrede brød." 1 Kor 5,7-8. Se også Luk 12,1.
Halvtreds dage efter ceremonien med svingningsofferneget (den 16. i første måned) fejredes næste årlige fest under det jødiske gudstjensteår, se 3 Mos 23,15-22. Denne fest, som var en ceremoniel, årlig, sabbatsdag, der kaldtes "ugefesten" eller "høstfesten" (2 Mos 23,16) og indebar begyndelsen på hvedehøsten (2 Mos 34,22).
Alle de årlige fester som hidtil er præsenteret faldt altså om foråret, i løbet af to måneder. De tilbageværende årlige fests- og sabbatsdage (3 Mos 23,23-44) faldt ikke før under afslutningen af gudstjenesteåret, i den syvende måned, i oktober/november. Disse dage faldt tæt efter hinanden, hvilket er af betydning. Lad os først se nærmere på forbillederne til løvhyddefesten, det jødiske gudstjenesteårs sidste årlige fest, for at vi lettere skal kunne se forbillederne til de øvrige årlige festsdage som faldt om efteråret.
”Han, som selv bar vore synder på sit legeme op på korsets træ, for at vi, afdøde fra vore synder, skal leve for retfærdigheden.” 1 Petr 2,24.
Basunfesten i 3 Mos 23,23-25 er den eneste af de syv årlige ceremonielle sabbatsdage som står tilbage at undersøge. Den faldt ti dag før forsoningsdagen. Formålet med basunfesten var at forberede Israels folk til forsoningsdagen. Rent praktiskt var det trompeter som lød overalt i Israel (under basunfesten) som påmindelse og beredelsessignal for denne store dag. I forbilledet skulle vi vente os et verdensomfattende budskab som forkyndte at tiden var nær hvor den virkelige forsoningsdag, den undersøgende dom, skulle begynde. Historien viser at et sådant budskab virkelig forkyndes i rette tid.
Sammenfatningsvis kan konstateres at de årligt tilbagevendende højtider, sammen med syv ceremonielle sabbatsdage, under det jødiske gudstjenesteår lærer os følgende: På samme måde som de forskellige modninger for afgrøder på årets bestemte måneder, så udvikler også Guds store frelsesplan sig fra en tidsperiode til en anden mod endelig opfyldelse ved endens tid. Forsoningsdagen intraf fem dage før løvhyttefesten, hvilket viser forsoningsdagens store betydning for frelsesplanens fuldbyrdelse. Forkyndelsen af den undersøgende dom har stor betydning for modningen af den sidste store gode sjælehøst her på jorden, se Åb 14,6-16. Dette faktum at den yderste dom begyndte i 1844 kan ses som det første tegn på at Jesu genkomst er meget nært forestående. Men Guds bekendende børn har forsinket Jesu genkomst eftersom de, som et folk, endnu ikke afspejler Guds karakter, se 2 Petr 3,10-14; Åb 7,1-4; 14,1; 2 Mos 33,18-34,7; Åb14,4-5; 14.12, Christ Object Lessons, side 69, Ellen White.