|
| - som omhandler tro | Tilbage til oversigten |
Forstå tungetale
af Doug Batchelor
Med tilladelse fra Amazing Facts®
Kapitel et Forskellige tolkninger
En gave fra en fjende kan være meget dødbringende. Underverden har haft held med at gøre det af med mange mennesker, ved at pakke en bombe pænt ind, som en gave, med smukke sløjfer og papir – og den eksploderer når den åbnes. I dag bruger Djævlen en efterligning af Åndens gave – en hedensk form af tungetalens gave, så han kan få adgang ind i Guds menighed og ødelægge den indefra.
Kort efter, at jeg var blevet en kristen, blaffede jeg fra Palm Springs til Los Angeles for at besøge min mor. Omkring halvvejs, kom jeg op at køre med en venlig, midaldrende pinse-dame, som var meget glad om at høre om min nyomvendelse. Idet vi kørte videre, spurgte hun: ”Har du så modtaget Helligånden nu?”
Jeg var lidt overrasket over hendes spørgsmål, fordi ingen før havde spurgt mig om dette før. ”Nå ja, det mener jeg at jeg har,” sagde jeg lidt tøvende. ”Jeg har helt sikkert mærket Guds Ånd i mit liv. Herren hjælper mig med at gøre så mange ændringer, - ser du, - som at opgive narko, tyveri, lyve, bande og meget mere.”
”Nej, det er ikke det jeg mener,” sagde hun, og så lidt frustreret ud. ”Har du modtaget Helligåndens dåb? Taler du i tunger?” Det slog mig som på en mærkelig måde. Det var som om hun synes langt mere interesseret i at jeg ikke havde erfaret en henrykkelse end at hun interesseret at jeg havde vundet sejr over de synder, som havde holdet mig fanget så længe.
På en måde var denne venlige dame overbevist om at jeg manglede et hovedelement i den kristne erfaring. Og for at ikke at gå glip noget så vigtigt, begyndte jeg en meget dyb undersøgelse af det kontroversielle tungetalespørgsmål. De første få menigheder, som jeg kom i, var alle karismatiske, hvilket vil sige at de troede på at de talte henrykkede i tunger – en oplevelse der ofte betegnes som ”glossolalia”. De fleste af mine venner i vor bibelstudiegruppe ”talte i tunger”, så den information jeg er ved at dele nu, er resultatet af en førstehåndserfaring såvel som af årlange undersøgelser.
Jeg måtte tage fat på nogle upopulære kendsgerninger i dette studie, og jeg må begynde med at sige at, selvom jeg er uenig med nogle af mine karismatiske brødre og søstre, så tror jeg helt sikkert på at Gud har tusindvis af børn i disse fællesskaber. Jeg ser også at der blandt karismatikerne er meget forskellige fortolkninger af hvad tungetalens gave er, så tilgiv mig hvis jeg nogle gange kommer til at generalisere. Den krig jeg fører er ikke mod mennesker, men mod vildfarelse. Den samme sandhed som til tider kan skade, har også lovet os at sætte os fri (Joh. 8,32)!
Kapitel To Den uforfalskede tungetalegave
Lad os begynde med en definition. I bibelen betyder ordet ”tungetale” ganske enkelt ”et sprog”. Gud giver alle Åndens gaver for at udfylde et praktisk behov. Hvad var behovet for tungetale?
Jesus sagde til sine efterfølgere: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn." (Mattæus 28,19). Denne befaling giver et problem. Hvordan kunne apostlene gå ud og forkynde for hele verden, når de kun talte et eller to sprog. Selv om Jesu disciple var meget kvikke, havde de fleste af dem ikke nogen særlig uddannelse. For at opfylde denne store befalling, lovede han at give dem en unik gave fra Helligånden. Det var en mirakuløs og overnaturlig evne til at tale fremmede sprog, som de ikke tidligere havde studeret eller kendt. For derved at sprede evangeliet.
Og disse tegn skal følge dem, der tror: … de skal tale med nye tunger. (Mark 16:17).
Når Jesus sagde at disse nye tunger, eller sprog, ville være et ”Tegn” viser det at evnen til at tale sprogene, ikke ville komme efter et almindeligt sprogstudium. Det ville snarere være en pludselig gave til at tale et tidligere, uvant sprog flydende.
I bibelen står der kun tre egentlige eksempler på at tale i tunger (Apg. kap. 2,10 og 19). Hvis vi ser på disse situationer, vil vi få et klarere billede af denne kontroversielle gave.
”Da pinsedagen var kommet, var de alle samlede med hverandre. Da lød der med ét fra Himmelen en susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og der viste sig for dem tunger som af ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Og de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde.”
Ild er et symbol på kraft. Gud sendte denne gave i form af ildtunger, så de kunne vide at Han ville styrke deres svage tungemål, på samme måde som Han gav Moses kraft til at gå til Farao (2.Mos 4,10-12), og berøre Esajas læber med kul fra det himmelske alter (Es 6,6.7).
Hvorfor ventede Herren til Pinsen med at give denne gave. Apg 2,5-11 sætter senen: ”Men i Jerusalem boede der gudfrygtige jødiske mænd fra alle folkeslag under himmelen. Da nu den lyd kom, strømmede mængden sammen og blev forvirret, fordi de hver især hørte dem tale på deres eget sprog. Og de var ude af sig selv af forundring og sagde: ”Se, er de, der taler, ikke alle sammen galilæere? Hvor kan vi så høre dem tale, hver på vort eget modersmål, vi partere og medere og elamiter, og vi, som hører hjemme i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens egne ved Byrene, og vi tilflyttede romere, jøder og proselyter, kretere og arabere, vi hører dem tale om Guds store gerninger på vore egne tungemål?”
Pinsefestens dag var en jødisk helligdag som faldt 50 dage efter Påske. Rettroende israellittere kom fra hele det romerske rige for at bede i Jerusalem. Gud valgte denne anledning til at udgyde tungetalens gave over disciplene, så de kunne prædike for de besøgende jøder på deres eget sprog. Mindst 15 forskellige sproggrupper var repræsenteret i forsamlingen på den dag! (Apg 2:9-11) Som resultat blev tusindvis af disse gæster omvendte. Efter pinsefesten vendte de så hjem igen til deres respektive lande med deres nye tro.
Ud fra dette eksempel, bør det være meget klart, at tungetalens gave blev givet for at viderebringe evangeliet til forskellige eksisterende sprog i verden.
Nogle har fejlagtigt antydet at miraklet på pinsefestens dag var en gave til at høre og forstå forskellige sprog. Det var ikke en gave så at tilhørerne kunne høre, men snarere en Åndens gave som gjorde de troende i stand til at tale. (Apg 2,4) Det kaldes ikke ørernes gave til tilhørerne, men ildtungernes gave til dem som prædiker.
Nogle gange antydes det også at tungetalens gave er et ”himmelsk sprog” som kun Gud og dem med udlæggelsens gave forstår. Bibelen er klar i Apg kapitel 2, at både disciplene og dem som lyttede forstod, hvad der blev forkyndt af ”Guds store gerninger”. (vers 11)
Lad os nu se på det andet eksempel da Peter forkyndte for Kornelius og hans hus: ”Endnu mens Peter talte således, faldt Helligånden på alle dem, som hørte ordet. Og alle de troende af jødisk herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, blev ude af sig selv af undren over, at Helligåndens gave var blevet udgydt også over hedningerne; thi de hørte dem tale i tunger og prise Gud.” (Apg 10,44-46).
Apg 10,1 siger at Kornelius var italiener, mens Peter var jøde og talte aramæisk. Historien fortæller os også at tjenerne i et romersk hjem kunne komme hvor som helst i fra verden. Fordi der var tydelige sprogbarrierer ved dette møde, begyndte Peter sandsynligvis at prædike gennem tolk. Men da Helligånden faldt på Kornelius og hans hus, kunne jøderne og Peter forstå hedningerne tale i andre sprog, end deres beslægtede tungemål.
Skriften siger at jøderne hørte dem “prise Gud” i disse sprog. I senere fortegnelser siger Peter til kirkelederne om denne erfaring: “Faldt Helligånden på dem ligesom på os i den første tid. ” (Apg 11,15, fremhævelse tilføjet).
Peter siger her klart at Kornelius og hans familie modtog den samme tungetalegave, på samme måde som disciplene gjorde på pinsefestens dag. Med andre ord, de talte sprog de ikke tidligere havde kendt, på en måde som kunne forstås.
Det tredje og sidste eksempel på at tale i tunger er da Paulus forkyndte for 12 efesiske disciple. Apg 19,6 står der: ”Og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede.”
Paulus var den mest uddannede og vidt berejste af apostlene, og han talte mange sprog (1.Korinter 14,18). Da Helligånden kom over disse 12 efesiske mænd, så Paulus at de profeterede, eller forkyndte, i nye sprog. Sandsynligvis har de talt på sprog kendt i det romerske imperium, da det vil være det mest praktiske for at sprede Evangeliet. Lukas siger ikke at de modtog en slags tungegave, som er forskellig fra de to første eksempler. Så vi må antage at det var den samme slags gave som de fik på pinsefestens dag.
Du vil finde at de eneste gange hvor tungetalens gave og Helligåndens udgydelse bliver givet, er når folk fra mere end en sproggruppe er samlet, og der er sprogbarierer.
Bemærk at du i Apg kap 4 har en gentagelse af hændelsen i kapitel 2. Stedet blev rystet og de blev fyldt med Helligånden, men fordi der ikke var udlændinge til stede, udeblev tungetalens gave. I Apg 4,31 står der, " Og da de havde bedt, rystedes stedet, hvor de var forsamlede; og de blev alle fyldt af Helligånden, og de talte Guds ord med frimodighed."
Hensigten med Helligåndens dåb er ikke at mumle eller babble uintelligente lyde, men snarere at få styrke til forkyndelse. Det er derfor Jesus siger således: "Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende." (Apg 1,8).
Kapitel Tre Budskabet til Korinth
Af de 14 nytestamentlige bøger som Paulus har skrevet, er 1.Korinterbrev den eneste hvor han behandler tungetale-spørgsmålet. Den korentiske menighed havde åbenbart et særligt midlertidigt problem, eftersom Paulus ikke engang nævner tungetalen i sit andet brev til Korinth.
Den gamle Korint stad var kendt for dens to internationale havne. Fordi korintermenigheden var et sammensurium af mange forskellige nationaliteter, blev dens gudstjenester ofte kaotiske og forvirrende. Nogle af medlemmerne ville øjensynligt bede, vidne eller prædike på sprog som de tilstedeværende ikke kendte. Det var derfor Paulus befalede at de skulle tie stille, hvis de talte i et tungemål som de fleste ikke kender, medmindre der var nogle som kunne udlægge eller oversætte. (1 Korinter 14,28) Med andre ord, det er ikke høfligt at tale på et sprog som dine tilhører ikke forstår. Lyt til disse klare udtalelser fra apostlen: Se nu, brødre! dersom jeg kommer til jer og taler i tunger, hvad gavn gør jeg så, hvis jeg ikke taler til jer enten med åbenbaring eller med kundskab, enten med profetisk tale eller med belæring? Ligeså de livløse ting, der frembringer lyd, enten det nu er en fløjte eller en harpe: hvis de ikke gør skel mellem tonerne, hvorledes skal man så kunne forstå, hvad der spilles på fløjten eller harpen? Eller hvis en basun giver utydelig lyd, hvem vil så gøre sig rede til kamp? Således også med jer; hvis I ikke med jeres tunge fremfører tydelig tale, hvorledes skal man da kunne forstå, hvad I siger? I står jo så og taler hen i vejret. ... Men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, for at jeg kan undervise andre, end ti tusinde ord i tunger. ... Hvis nogen taler i tunger, så to eller højst tre hver gang, og den ene efter den anden, og én skal udlægge det! Og er han ikke i stand til at udlægge det, skal han tie i menighedsforsamlingen og tale alene for sig selv og Gud!" (1 Korinter 14,6-9. 19. 27. 28).
Det er helt utroligt at nogle folk tager disse skriftsteder og bruger dem som undskyldning for at bable under gudstjenesten! Paulus´ budskab i skriften er stik modsat. I 1 Timotius 6,20 siger han direkte: "vend dig bort fra den vanhellige, tomme snak og indvendingerne fra den "erkendelse", der med urette kaldes således.." Og i 2 Timotius 2,16, gentager Paul dette råd: "Men hold dig fra den vanhellige, tomme snak; thi de vil komme længere og længere ud i ugudelighed." Med andre ord, hensigten med talens gave er at viderebringe dine tanker. Hvis de tilstedeværende ikke forstår din tale, så ti stille.
Kapitel Fire Himmelsk bønnesprog
Mange af mine karismatiske venner er enige i at den tungetale som nævnes i bogen Apostlenes Gerninger var verdens almindelige sprog. Men de føjer hurtigt til at der er en anden gave – et himmelsk bønnesprog. Denne gave, siger de, skal udtrykke Åndens “forbøn for os med uudsigelige sukke.” (Rom. 8,26). Disse uudsigelige sukke, siger de, er således at Djævelen ikke kan forstå vore bønner. Men ingen steder belæres vi at skjule vore bønner fra djævelen. Han skælver når han hører kristne bede!
Denne lære om et bønnesprog er hovedsaligt baseret på 1. Korinter 14,14 hvor Paulus siger, "Taler jeg nemlig i tunger under min bøn, så beder min ånd, men min forstand bliver uden frugt."
De tolker dette sådan, når Paulus beder i Ånden, han burger en “himmelsk tungemål” og at han selv ikke beder. Denne teori rejser et vigtigt spørgsmål. Hvordan kunne den bedende så vide om hans bønner blev besvaret?
Så hvad siger Paulus i virkeligheden i 1 Korinter 14,14? Problemet, med at forstå dette vers, kommer mest fra den besværlige oversættelse. Tillad mig at omformulere dette vers til et mere moderne sprog: "Hvis jeg beder på et sprog, som dem omkring mig ikke forstår, må jeg bede i Ånden, men mine tanker vil være ufrugtbare for dem som lytter." Når Paulus står fast på at vi beder højt, så må vi enten bede så andre omkring os kan forstå os, ellers tie stille. Læg mærke til de næste vers: “Jeg vil bede med ånden, men jeg vil også bede med forstanden; jeg vil lovsynge med ånden, men jeg vil også lovsynge med forstanden. Hvorledes skal ellers, når du priser Gud i ånden, den, der indtager den udenforståendes plads, kunne sige »amen« til din takkebøn? Han forstår jo ikke, hvad du siger.” (1 Korinter 14:15,16). Med hensyn til det næste, hvem har problem med at forstå at det er tilhørerne og ikke taleren som plejer at blive belært. Hvis du har prøvet at bede sammen med en på et sprog du ikke kender, så ved du hvad Paulus mener når han siger det er vanskeligt for dig at sige "Amen" (betyder "lad det ske") når bønnen er slut. Uden en fortolker, har du ingen idé om hvad du samtykker i. Måske har du lige bedt om at få velsignet Djævelen?!
Det er bemærkelsesværdigt at ud fra sammenhængen i 1 Korinter 14 at formålet med at tale i tunger, eller fremmede sprog, er at viderebringe evangeliet og derved opbygge menigheden. Hvis tilhørerne ikke forstår de talte sprog, kan de ikke opbygges. Derfor, hvis der ikke er en oversætter, taler taleren helt ud i luften, og Ham som er tilstede, som ved hvad der bliver sagt, er Gud og Ham alene. Det er den klare mening, i det ofte misbrugte vers 2: ” Thi den, der taler i tunger, taler ikke for mennesker, men for Gud; ingen forstår det jo, men i Ånden taler han hemmeligheder.”
Paulus fremhæver igen, at de talte sprog må kunne forståes af tilhørerne ellers må dem som ønsker at dele evangeliets mysterier, sidde i stille meditation med sig selv og Gud.” Således også med jer; hvis I ikke med jeres tunge fremfører tydelig tale, hvorledes skal man da kunne forstå, hvad I siger? I står jo så og taler hen i vejret.” ”Og er han ikke i stand til at udlægge det, skal han tie i menighedsforsamlingen og tale alene for sig selv og Gud!” (versene 9 og 28). Altså, hensigten med tungetale er at bryde sprogbariererne og viderebringe evangeliet!
Nogle har spurgt, ”Sagde Paulus ikke at han talte med engles tunger?”
Nej. Sagde Paulus, ” Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed …" (1 Korinter 13,1, fremhævelse tilføjet). Hvis du læste dette vers i dens sammenhæng, vil du se at ordet “end” betyder "ikke engang." For eksempel, siger Paulus også i vers 2, " og havde jeg al tro..." Han havde ikke al tro. Og vers 3 tilføjes der, "og gav mit legeme hen til at brændes ..." Paulus blev halshugget, ikke brændt. Så vi kan se at Paulus her bruger ordet "end" for at sige "selv om."
Kapitel Fem Prioriter det rigtige
Jeg tror at der i dag er brug for alle Åndens gaver, deriblandt den rigtige tungetalegave, og at de er til rådighed. Men Skriften lærer at nogle af gaverne er mere vigtige end andre, og at vi bør fokusere på de mest vigtige. "Men stræb efter de nådegaver, der er de største!" (1 Korinter 12,31).
Når bibelen oplister åndelige gaver, findes tungetalens gave faktisk oftest i bunden af listen." Og Gud har i kirken for det første sat nogle til apostle, for det andet nogle til profeter, for det tredje nogle til lærere; dernæst undergerninger, dernæst nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre, og forskellige slags tungetale." (1 Korinter 12,28). "Den, der taler profetisk, er større end den, der taler i tunger." (1 Korinter 14,5).
Alligevel har nogle af de karismatiske forkyndere vendt listen på hovedet og gjort tungetalens gave til det primære i deres forkyndelse. De vil have os til at tro at en kristen som ikke taler i tunger er en andenrangs borger. Men Paulus gør det klart at forskellige gaver gives til forskellige mennesker, og ingen forventes at have alle gaver. Han spørger i 1 Korinter 12,29. 30: "Er mon alle apostle? Er alle profeter? Er alle lærere? Mon alle kan gøre undergerninger? Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle udlægge?" Svaret er absolut NEJ!
Bibelen siger, "Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed." (Galater 5,22. 23). Men disse samme forkyndere vil have os til at tro at Åndens frugt er tungetale eller at enhver, som er fyldt med Helligånden vil tale i tunger. I mere 50 tilfælde i Bibelen fyldte Gud sit folk med Ånden, kun tre gange var tungetalen med i dette.
Derudover er Jesus vort eksempel. Han var fyldt med Helligånden, alligevel har han aldrig talt i tunger. Johannes Døber blev "fra moders liv var fyldt af Helligånden " (Lukas 1,15), men der står heller ikke noget om at han talte i tunger.
Af de 27 bøger i Ny Testamente, referer kun tre af dem til tungetalens gave. Der er omkring 39 Bibelforfattere. Af de 39, nævner kun tre - Lukas, Paulus, og Markus - tungetalespørgsmålet. Med andre ord: Vi bør lægge vægen der, hvor Gud lægger vægten.
Kapitel Seks Kreative forfalskninger
Den ægte tungetalegave er et stærkt redskab til at proklamere evangeliet med. Men husk, Djævelen har en efterligning af alle Guds sandheder.
Glossolalia (glô´se-lâ´ lê-a) er det ord der ofte bruges til at beskrive den populære erfaring som er i de mest karismatiske kirker. Det defineres i ”Den Amerikanske Arvs Leksikon” som ”fabrikeret og meningsløs tale, særlig en tale i forbindelse med en trancetilstand eller visse skizofrene syndrom.”
Sæt dette op mod samme leksikons definition af et sprog: ”Brugen af stemmelyde fra mennesker, og ofte skrevne symboler som repræsenterer disse lyde, i organiserede kombinationer og mønstre for at udtrykke og meddele tanker og følelser.” Uanset diffinistion så er Glossolalias usammenhængende lyde ikke et sprog.
Tro mig, jeg har set dette praktiseret mange gange. I en karismatisk kirke hvor jeg ofte kom, var præsten og hans kone et ”tungetale team.” Hver uge, midt under præstens prædiken, hoppede hans kone på sine fødder, rakte sine arme i luften, og brød ud i ekstase. Men hun sagde altid det samme. "Handa kala shami, handa kala shami, handa kala shami... ." Igen og igen. Dette virkede straks mistænksomt på mig, fordi Jesus sagde: ” Men når I beder, må I ikke lade munden løbe, som hedningerne gør.” (Mattæus 6,7).
Hver gang dette skete, stoppede kvindens mand sin prædiken og gav en tvivlsom engelsk oversættelse af hendes såkaldte budskab. Normalt begyndte det med ”Så siger Herren.” Selvom hun altid gentog de samme ord "handa kala shami," var præstens vage fortolkning forskellig hver gang – og ind imellem var udlægningen tre gange længere end ytringerne. Jeg undredes altid over, hvorfor han ikke ville give os budskabet første gang på engelsk, hvis det kom fra Gud.
Kapitel Syv Inddøbt hedenskab
Min fremstilling af dette karismatiske "tungetale-team", mindede mig om nogle ting som jeg havde læst i mine historiebøger i min opvækst. Denne moderne form for tungetale, finder ikke dens rødder i bibelen, men snarere i gamle hedenske spiritualistiske ritualer. Det sjette århundrede før Kristus, var Delphi-oraklet hjemmehørende i et tempel, som var ved foden af Parnassus-bjerget. Delphi blev også helliget til Dionysus, guden for vin, frodighed, sensuelle danse, og de ni Muses-gudinder, beskytter musikgudinden.
Mens den oplivende musik blev spillet, sagde første præstinden, at Pythia ville indånde berusende dufte, gå i en afsindig trance, og begynde at plapre. De spøgelsesagtige lyde som præstinden sagde, blev fortolket af en præst, som normalt talte i versform. Hendes lyde betragtedes som ord fra Apollo, men budskaberne var så tvetydige at de sjældent kunne vise sig at være forkerte. (The Concise Columbia Encyclopedia og Compton´s Interactive Encyclopedia, under ordet "Delphi.")
Da jeg boede sammen med indianerne i New Mexico, var jeg flere gange vidne til et lignende ritual. Indianerne spise peyote der fremkalder hallucinationer, derefter side i en rundkreds og synge og slå på trommer i timevis. Inden længe, begyndte en krampaktig mumlen idet de så deres pinefulde syner. I dag er de karismatiske kirker langt de meste populære blandt indianerne, fordi det er så nemt og naturligt fra deres gamle religioner.
Blandt mange hedenske afrikanske stammer ofrer folk en høne eller en ged og derefter danse om ilden i timevis, synge sange til en dundrende trommes hypnotiserende rytmer, for at påkalde deres guders velsignelse. Til sidst vil nogle af folkene blive besat af deres guder og begynde at tale det uhyggelige sprog i åndernes verden. Så vil den lokale heksedoktor eller præst begynde at oversætte budskaberne. I dag praktiseres ritualet bland Voodoo katolikkerne i Vestindien.
Denne hedenske skik fandt sin begyndelse i de Nordamerikanske kristne menigheder i begyndelsen af 1800-tallet. Mange af de afrikanske slaver, som kom til Amerika og blev tvunget til at acceptere kristendommen, var ikke i stand til at læse bibelen selv. Selvom de kom fra forskellige stammer i Afrika, var en skik fra stammerne ganske almindelig: ”Åndedans” med ”åndsbesat” mumlen.
Slaverne blev fejlagtigt sat i forbindelse med den kristne ”tungetale gave” og begyndte at optage en mildere form i deres møder. Disse afsindige handlinger, som blev akompagnieret af himmelsk rytmisk musik, begyndte først at sprede sig i Sydstaterne alene og deltagerne blev efterlignet af sekter som "Holy Rollers." Nogle gik endog så langt at de greb om giftslanger under deres trancetilstande som middel til at se om de havde ”ånden”. (Dette var misbrug af Markus 16,18, hvor der står: ”De skal tage på slanger,” med reference til at Paulus blev bidt af en slange, men ikke tog skade af giften. Se Apg 28,3-6) Folk der jagede og tog dødsfarlige slanger op for at bevise at de havde Helligånden, frister i virkeligheden Gud!
Pinsebevægelsens udbredelse over landet, i blandt hvide, begyndte i Los Angeles, ved den Apostolske Tro Evangelium Mission i Azusa Street i 1906. Lederen var en stort tidligere from forkynder med navn William Seymour. Derfra, begyndte lederne at forfine læresætninger og gøre dem mere attraktive og tiltalende for andre kristne. ”Omkring 1960 begyndte den karismatiske bevægelse at tiltrække efterfølgere iblandt de traditionelle trosretninger. Derfra fortsatte den med eksplosiv vækst, til nu, hvor der er adskillige millioner karismatikere i protestantiske og katolske menigheder over verden.” (Compton´s Interactive Encyclopedia, under søgeordet "Pentecostals."
Det er vigtigt at bemærke den fremherskende rolle musikudøvelse har i alle de hedenske religioner som praktiserer glossolalia. Denne forfalskning af tungetalens gave, har fået sit fodfæste i de store kirker, på grund af ”døbt” hedensk musik og tilbedelsesformer. De dominerende og gentagende rytmer og disharmonisk beat-musik, afvæbner den højere fornuft, og sætter underbevidstheden i hypnotisk tilstand. I denne sårbare tilstand får ekstasen nem adgang.
Djævelen bruger denne efterligning af tungetalens gave, som en trojansk hest, til at introducere hedenske tilbedelsesformer i kristne menigheder, - og det med en skræmmende succes! Satan ønsker at flytte den kristnes opmærksomhed fra tro til følelse. Nogle af disse karismatiske menigheder går så langt som at sige at Bibelen er den gamle lærdom, og at budskaber som kommer gennem tungetale er Åndens friske åbenbarelse og derfor mere pålidelige.
Nu er Satans sidste kunststykke gået i gang!
Kapitel Otte Hvordan Guds Ånd påvirker os
Det at en person er "slået ud i ånden" og falder til jorden, vælter sig og mumler vredt er en hån mod Helligånden. Grunden til at Gud giver os sin Ånd er at genoprette Hans billede i os, - ikke for at frarøve os al værdighed og selvkontrol!
På Kamels bjerg, hoppede Baals hedenske profeter omkring alteret og råbte og skreg. De profeterede og skar i dem selv. I modsætning hertil, knælede Elias sig stille ned og bad en enkel bøn (1 Kong 18:17-46).
”Thi Gud er ikke forvirringens Gud. (1 Korinter 14,33). Hvis Gud ikke har ansvaret, hvem er det så som får os til at miste kontrollen, når vi modtager en ånd der ikke stemmer overens med skriften " Profeters ånder er jo profeter lydige." (1 Korinter 14,32).
Her er der en anden pointe. Efter at Jesus befriede en besærk, dæmonbesat mand ved søen, blev den helbredte mand set ”siddende ved Jesu fødder, påklædt og ved sans og samling.” (Lukas 8,35). Guds indbydelse lyder "Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren." (Es 1,18). Han ønsker at vi skal bruge vore hoveder.
Nogle af jer, som læser dette vil uden tvivl tænke: "Hvordan kan du sige dette om tungetale og ved at det ikke er fra Gud?” Som kristne, må vi aldrig basere vor konklusioner efter hvad vi føler. Ellers ville djævelen få os til at føle det godt. Vi må hellere basere vor tro på det sikre Guds ord.
En af mine venner var aktiv karismatiker og talte ofte i tunger. Da han studerede disse ting, kom han i tvivl om denne "gave" var af rette ånd. Så bad han stille og sagde: "Herre, hvis dette ikke er Din vilje og hvis jeg ikke erfarer den sande tungetalegave, så tag den væk." Han fortalte mig at fra den dag, har glossolalia-oplevelsen aldrig vendt tilbage. En sand kristen bør være villig til at opgive ethvert kært synspunkt og praksis på Guds viljes alter og aflægge enhver skik som kan være tvivlsom – uanset hvor populær, accepteret eller elsket den er blandt andre kristne. Der er nogle ting som værtsættes højt blandt mennesker, men er en vederstyggelighed i Guds øjne. (Lukas 16,15).
Kapitel Ni Babble i Babylon
Det er så vigtigt at forstå tungetale-spørgsmålet i dag. Jeg mener at den moderne karismatiske bevægelse fik forudsagt dette i bibelprofetierne.
I åbenbaringen kapitel 18 står der: "Og han råbte med vældig røst og sagde: "Faldet, faldet er Babylon, den store". ... Og jeg hørte en anden røst sige fra Himmelen: "Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager." (versene 2, 4).
Vi må huske på at en af hovedtrækkende i det gamle Babylon, ved Babelstårnet, var forvirring af tungemålene (1.Mos 11,7-9). Åbenbaringen fortæller os at i de sidste dage, skal Guds folk kaldes ud af Babylon og dets forvirrende forfalskende religiøse systemer.
"Og jeg så, at der ud af dragens mund og ud af dyrets mund og ud af den falske profets mund kom tre urene ånder, som lignede frøer." Åbenbaringen 16,13. Vendingen "ud af munden" repræsenterer tale, og glem heller ikke at en frøs største våben er dens tunge, urene tunger. Måske prøver Gud at fortælle os noget. Husk at forvirringen af tungemålene ved Babelstårnet ikke var en Åndens velsignelse, men snarere en forbandelse over deres oprør. Faktisk kommer vort moderne ord "babbling" fra beretningen om gamle Babylon. Ved pinsefesten, blev Babels forbandelse vendt om, så andre kunne forstå evangeliet.
Kapitel Ti Den lydige får gaven.
Jeg har mødt folk som har fortalt mig at de har fået Helligåndens dåb, fordi de talte i tunger. Alligevel havde de en cigaret i den ene hånd og et krus øl i den anden. Lad os gøre en ting klart: Der er nogle forudsætninger som må være der, for at modtage denne værdifulde Helligåndsgave.
Jesus siger: "Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger! Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand til at være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i jer. " (Joh. 14,15-17).
"Og vidner om disse ting er vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham. " (Apg. 5,32, fremhævelse tilføjet).
For nogle år siden havde flere kendte TV-evangelister det på denne måde. De hævdede alle at være fyldt med Helligånden og have tungetalens gave. Men de levede i stor umoralsk ulydighed. De ville tale i tunger på TV, men derefter gik de ud af studiet til et kompromisfyldt liv. Noget var galt. Disse mænd fik mig til at stille spørgsmålet: ”Hvis dette er den rigtige tungetalegave, hvorfor behøver disse karismatiske evangelister så en hær af oversættere, til at oversætte dem, når de forkynder i andre lande?"
Hvorfor gav Gud Ånden: "Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner." Apg 1,8. Gud giver os ikke Ånden for at babble, men kraft til at vidne!
Hvordan kan vi modtage den ægte Helligånds gave til at overgive os totalt til Gud, være villig til at tilgive andre, adlyde Gud, og bede. I Lukas 11,13 står der, "Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen fra Himmelen give Helligånden til dem, som beder ham!"