VISERNE på Guds store profetiske ur fortæller os, hvor vi befinder os i verdenshistorien.
Et ur er til megen nytte for os. Det ser vi ret ofte på. Det fortæller os, når tiden er inde til at stå op, hvornår det er arbejdstid, og hvornår der er spisepause. Vi. retter os efter uret.

For ca. 6000 år siden, da vor klode blev sat ind på sin bestemte bane blandt de rullende kloder i universet, satte Gud verdensuret i gang på vor klode, og Gud har altid været interesseret i at fortælle os, hvad "klokken er".

Vi har fået at vide, hvor længe patriarkerne levede. Der er nævnt en mængde tal og tidsperioder, for at vi kan se, hvor vi befinder os i tidens gang. Når disse tidsperioder udløber, falder klokken i slag. Begivenhederue er indtruffet som forudsagt.

I Bern i Schweiz findes der et tårnur i en af byens kirker. Det er en seværdighed, og tilrejsende turister er meget interesseret i at se det. Eet minut før kl. 12.00 kommer en lille figur, åer forestiller en vagtpost, frem fra uret og slår på to små klokker, og så lyder hammerslagene 12 gange. Nu kommer der forskellige dyr frem. De går rundt om en bronzestatue. Dernæst kommer en gammel mand frem og vender et timeglas. Så kommer en hane frem. Den basker med vingerne og galer tre gange. Til aller sidst viser en metalløve sig. Den nikker med hovedet. Så lukkes dørene, og forestillingen er forbi. Turisterne har fået at vide, at når klokken er 12.00, sker der noget særligt i det bestemte tårnur.

I Bibelen findes en profetisk klokke, der fortæller os om visse tidsperioder, og når disse udløber, og klokken falder i slag, sker der noget. En sådan tidsperiode er omtalt hos Mos. 6, 3. 7, hvor der siges, at menneskeslægten på Noas tid fik en tidsfrist. Ved udløbet af denne tid kom syndfloden over den gamle verden. Ca. 600 år efter Adams død havde menneskeslægtens voldshandlinger og uretfærdighed nået sådanne højder, at Gud besluttede at udrydde alle de ugudelige af Jorden ved en vandflod. Men de fik først en advarsel og en tidsfrist. til omvendelse. Vi kender alle til, hvorledes menneskene benyttede denne tidsperiode. Til trods for, at de så arken blive fuldført, traf de ingen forberedelser til at gå ind i arken for at blive frelst.

Hvilken tid er det, vi lever i? Den ligner Noas og Lots dage.

Vi kan med rette sige, at det er en

1. Oplysningens tidsalder.
2. En kundskabens tid, som for udsagt hos Dan. 12,4.
3. Det er en fartens og travlhedens tidsalder, hvor få har tid til og interesse i at gå i kirke.
4. En videnskabens tidsalder.
5. En rejselivets tidsalder.
6. En byggeriets og babelstårnenes tidsalder.
7. En uroens, utryghedens og katastrofernes tidsalder.
8. En vantroens og bibelkritikernes tidsalder.
9. En sammenslutningernes tid i religiøs, politisk og faglig henseende.
10. En byernes tidsalder med øde gårde på landet.
11. En umoralens og forbrydelsernes tidsalder.
12. En forførelsens tidsalder. Alle folkeslagene vil blive forførte. (Åb. 18,23.)
13. En tidsalder, hvor evangeliet bliver forkyndt. Hele verden vil blive oplyst af evangeliets herlighed. (Åb. 18, 1.)

Men fremfor alt er det en forberedelsens tid. Gud har givet os tid til at søge frelse, for at vi kan agtes værdige til at indgå i Guds rige, før denne verden synker i grus ligesom de gamle oldtidsriger.

Der er nu hengået 127 år, siden den sidste lange profetiske tidsperiode udløb, og 173 år, siden "endens tid" tog sin begyndelse.

Jesus dvæler meget indgående ved vigtigheden af at forberede sig og være årvågen i den sidste tid før hans
andet komme. Han fremsætter ikke mindre end 6 illustrationer eller lignelser angående dette for at indtrykke på vore hjerter betydningen af at våge.

Hos Mark. 13, 35-37 omtaler han en dørvogter eller nattevægter, der er sat til at passe på huset, for at ingen skal bryde ind. Han må være vågen hele tiden, i alle 4 nattevagter: kl. 21.00 - kl. 24.00 - kl. 3.00 - kl. 6.00. Han ved ikke noget som helst om, i hvilket øjeblik tyven kommer. En tyv melder aldrig sin ankomst. Han søger altid at overraske folk. I Vidnesb., 2. bd., s. 192, skriver Herrens tjenerinde til os: "Vi er forbi den første og anden nattevagt; vi er i den tredje nattevagt, hvor vi skulle vente og våge før Herrens komme."

Der er blot en lille tidsperiode for os at våge i. "Jeg så, nogle var blevet trætte. Deres øjne så nedad. De var optaget af jordiske interesser, og de undlod derfor at våge." "Jeg så, at det var umuligt at være optaget af denne verdens interesser og samtidig være i den tilstand, hvor man våger og venter. Engelen sagde: De kan kun sikre sig een verden. For at opnå de himmelske skatte må de ofre de jordiske skatte. De kan ikke have begge verdener."
Men erfaringen fortæller os, at det er en meget vanskelig og hård opgave at få mennesker til at slippe alt det jordiske for at opnå de himmelske goder.

Hvad var årsagen til, at folk i Noas dage ikke ville gå ind i arken? Jo, siger vi, det skyldtes vantro, og det er rigtigt. Men hvorfor ville de ikke tro på Noas forkyndelse om en kommende vandflod? Mon ikke, det skyldtes angsten for at blive fattig og miste alt, hvad de ejede, i denne verden? Menneskene nærer skræk for at blive fattige, at være uden komfort og bekvemmeligheder. Mennesker føler sig godt tilpas ved at eje noget, ved at være i besiddelse af huse, landejendomme, en god bankkonto, et smukt hjem, moderne møbler. Det er så betryggende. Det giver en vis tryghed i livet, at man har noget at stå imod med, hvis der skulle blive dårlige tider eller nedgangstider.

Det var denne angst for fattigdom, der gjorde, at den rige yngling vendte sig bort fra Jesus og kristendommen.
Han ønskede at leve en rigmands behagelige tilværelse til sin død, men han mistede belønningen i Guds rige.

Det var derfor en hård prøve, menneskene blev sat på i Noas dage. De måtte forlade hus og hjem og landejendomme og jordiske goder og leve under små og snævre forhold i arken for at blive frelst, og det ville de ikke. De valgte at tro, at det ikke var sandt, hvad Noa fortalte. Det var det letteste i øjeblikket. Først senere blev det svært for dem, da de skulle dø.

Hvad er Guds frelses ark i dag, som menneskene må gå ind i for at blive frelst? Det er Guds menighed. Hvilken menighed? Adventmenigheden, den 7. menighed, Kendetegnet på, at det er den rette menighed, står omtalt i Åb. 14, 12: "Her er de, som bevarer Guds bud og har Jesu tro." (Ældre oversættelse.)

Vi tilhører det folk, som er sammenlignet med de ti brudejomfruer, der er gået ud for at møde brudgommen. Men hvilke forberedelser har vi truffet, og hvori består vor forberedelse?
Noa forberedte sig for den kommende verdenskatastrofe ved at bygge arken. Det tog al hans tid. I Patriarker og Profeter læser vi: "Alt, hvad han ejede, blev indsat i arken." Det var det eneste byggeforetagende, der blev tilbage af den gamle verden.

Hvor megen tid anvender vi på at fremme Guds værk? Hvor mange penge investerer vi i Guds frelses ark i dag? 10 % siger vi til fremme af arbejdet herhjemme. Jo, og hvor meget til andre lande? 3-4 % ifølge rapporterne fra vort samfunds statistikker. "Inden Guds værk afsluttes, vil mange lægge alt på Guds alter," skriver E. G. White.

Vi lever nu nær ved prøvetidens afslutning, og vi må derfor forberede os på den sidste store trængselstid, som fordrer en stærk tro. Vi behøver en erfaring, som vi ikke har endnu, og som mange er for ligegyldige til at søge, læser vi i Den store Strid, s. 591.

"De begivenheder, som står i forbindelse med prøvetidens afslutning, og den forberedelse, der må træffes
for at bestå i trængselstiden, er tydeligt fremstillet for os i Guds ord. Men de allerfleste forstår ikke disse vigtige sandheder bedre end disciplene fordum, og trængselens tid vil finde dem uforberedte.
De, som venter med at berede sig for Guds dag, kan ikke berede sig i trængselstiden eller på noget senere tidspunkt. Alle sådanne personers stilling er da håbløs." - Den store Strid: kapitlerne "Den hellige skrift et værn" og "Trængselens tid".

Hvorledes kan vi da forberede os, så vi kan bestå i den kommende store trængselstid? Vi bør oprigtigt spørge os selv: "Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?" Vi må ydmyge os for Herren ved faste og bøn og grunde meget på Guds ord, især de skriftsteder, der vedrører dommen. Vi har intet øjeblik at spilde. Det er ikke nok, at vi er træer i Guds have; vi må også bære frugt. Det venter Gud af os.

Vi må ikke smigre os med, at vi ikke gør noget ondt, og så glemme at udføre gode og ædle handlinger, som Gud kræver af os, men som mange undlader at gøre.

I Enoks slægtled spottede menneskene ham, fordi han ikke søgte at samle guld eller sølv eller erhverve sig ejendom her på Jorden. Men Enoks længsel stod ti! de evige skatte. Hans sind, hans hjerte, var i Himmelen. Midt i en verden, der var dømt til undergang, stod Enok i nær forbindelse med Gud. Denne profets gudfrygtige karakter viser den hellige tilstand, som de mennesker vil være i, der ikke skal smage døden ved Kristi andet komme. Da vil uretfærdigheden også være stor ligesom i Noas dage, men Guds folk vil ligesom Noa advare verden om Kristi andet komme og om de straffedomme, som vil hjemsøge Jorden. Ved deres hellige vandel og tale vil de fordømme de ugudeliges synder. Ligesom Enok vil de retfærdige blive optaget til Himmelen, fordi de har søgt at opnåhjertets renhed og har levet i overensstemmelse med Guds vilje og genspejlet Kristi karakter. De er blevet lutret og renset og agtet værdige til at leve i engles selskab og sammen med alle de himmelske beboere gennem evigheders evigheder.