|
| - som omhandler tro | Tilbage til oversigten |
Profeten Elias og vor Tid
Af. S. Lundstrøm.
Det var sikkert mange Slags Tanker, der rørte sig i Folkets Hjerter, da de betragtede denne Begivenhed. Her var 850 Præster, og der stod Elias alene. Mange tænkte nok: "Men kan alle disse store og lærde Mænd, disse nidkære Præster og Profeter tage fejl? Tror Elias virkelig, at han har Sandheden, og at alle de andre tager fejl, ja er bedragne og vildfarende?" Mennesker har til alle Tider været tilbøjelige til at bedømme Kristen dommen paa samme Maade. Tænk paa, hvor mange det er, der stiller sig paa Flertallets Side og lader Mængden afgøre deres Stilling over for Gud. Men hvor er det dog en Fejltagelse! At Flertallet tror paa Barnedaaben er dog ikke noget Bevis for, at den er det rigtige. At alle holder Søndagen er ikke noget Bevis for, at vi skulde gøre det samme, Og om Masserne har fulgt en Vildfarelse i tusind Aar, saa bliver den dog ikke derfor til Sandhed. En Løgn bliver aldrig til Sandhed, om den saa bliver aldrig saa gammel. Da Baals Præster havde holdt Bønnemøde fra Morgen til Middag og sprunget rundt om Alteret og paakaldt deres Gud, uden at han svarede, begyndte Elias at haane dem: "I maa raabe højt, thi han er jo en Gud! Han er vel faldet i Tanker eller gaaet, afsides eller rejst bort, eller han er faldet i Søvn. og maa først vaagne!" 1 Kong. 18,27. I manges øjne var Elias sikkert en ugudelig Mand, naar han kunde tale saa bespotteligt til disse Tilbedere, der havde haft Bønnemøde hele Dagen. Tænk hvilke "aandelige Mænd" de var imod Elias, som slet ikke bad, men tvært imod spottede disse "Bønnens Mænd"! De mente sikkert, at det var forfærdeligt, for der var ganske givet mange blandt Folket, der sympatiserede med den store Skare af Præster, som var begunstiget baade af Kongen og Dronningen og ovenikøbet spiste ved Dronningens Bord. Saa æret var Elias ikke; nej, han hørte ikke til de store i Landet, han nød ikke den Ære at være Hofpræst, han var jo kun en stakkels "Vildleder". Da Elias bad dem raabe endnu højere, gjorde de det ogsaa, og "da det var over Middag, begyndte de at rase, og det varede lige til hen imod Afgrødeofferets Tid." Tænk, hvilke "Aandens Mænd"! Var de ikke ledet af Gud? Var dette ikke Guds Værk? Mange Mennesker i vore Dage tror, at alt det, der ligner det guddommelige, og som sker i Guds Navn, f. Eks. Tegn og Undere, maa være fra Gud. Men meget kan i høj Grad ligne det guddommelige og alligevel´ ikke være fra Gud.
Det samme fremholdt Kristus paa sin Tid. Han sagde: "ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre I skal komme ind i Himmeriges Rige, men den, der gør. min Faders Vilje, som er i Himlene. Mange skal sige til mig paa hin Dag: Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit Navn, og har vi ikke uddrevet onde Aander ved dit Navn, og har vi ikke gjort mange kraftige Gerninger ved dit Navn? Og da vil jeg bekende for dem: Jeg kendte eder aldrig; vig bort fra mig, I, som øver Uret!" Matt. 7,21-23.
Hvor alvorlige er ikke disse Jesu Ord! De drejer sig om Mennesker, der har gjort Tegn og Undere og mange kraftige Gerninger i Jesu Navn, ført mange til Korset og vakt Opmærksomhed blandt Mennesker, der har betragtet dem som "Aandens Mænd". Men Jesus siger: "J eg kendte eder aldrig." De har gjort alt dette i Jesu Navn, men Jesus har alligevel ikke haft noget med det at gøre. De maa altsaa have gjort det i en anden Aands Kraft.
Efter at Elias havde spottet Præsterne, bad han nu Folket om at komme hen til ham, og saa satte han Herrens Alter i Stand, for det var nedrevet. Efter Forberedelserne frembar han sit Offer, som de overøste med Vand, saa den Grav, der var rundt om Alteret fyldtes. Saa traadte Profeten Elias frem og sagde: "Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det kendes i Dag, at du er Gud i Israel og jeg din Tjener, og at jeg har gjort alt dette paa dit Ord! Hør mig, Herre, hør mig, for at dette Folk maa kende, at du Herre er Gud, og at du atter drager deres Hjerte til dig!" Han raabte ikke hele Dagen, men han bad paa en gribende Maade. Man kunde forstaa, at dette var en Mand, der havde været alene med Gud, og som havde en levende Tro paa ham. "Da for Herrens Ild ned og fortærede Brændofferet og Brændet og Stenene og Jorden;. endog Vandet i Renden slikkede den bort. Da alt F61ket saa det, faldt de paa deres Ansigter og raabte: Herren er Gud! Herren er Gud!" Vildfarelsen blev afsløret, Bedrageriet opdaget og Folket reddet.
Paa Jesu Tid var det ogsaa en saadan Mand, Verden behøvede til at berede Vejen for Kristus. Derfor sendte Gud Johannes Døberen, som gik foran Kristus "i Elias´s Aand og Kraft. .. for at berede Herren et velskikket Folk." Luk. 1,17. Uden Frygt angreb han Synden og afslørede Hykleriet og Vildfarelsen. Frimodigt prækede han Sandheden og paapegede, hvorledes Folket vandrede paa "krumme Stier" og "ujævne Veje", for de havde ligesom Folket paa Elias´ Tid overtraadt Herrens Bud for at følge Menneskebud, og hele deres Gudsdyrkelse var derfor forgæves. Luk. 3,3-5; Matt. 15,6-9. Der fandtes saa mange Planter i Herrens Vingaard, som Herred ikke havde plantet, og derfor sagde Jesus: "En: hver Plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med Rode." Matt. 15,13.
Folket jublede over Lyset og Sandheden, som Johannes forkyndte for dem. "Og hele Folket, som hørte ham, endog Tolderne, gav Gud Ret, idet de blev døbte med Johannes´ Daab. Men Farisæerne og de lovkyndige har foragtet Gud; Raad med dem selv, idet de ikke blev døbte af ham." Luk. 7,29.30.
Elias og vor Tid. I Elias´ Dage "haltede" man mellem Gud og Ba´al, i Dag halter man mellem Kristus og Antikrist, mellem Gud og Verden. Man vil tjene Gud, men samtidig være Ven med Verden. Men det gaar ikke, for da bliver vi "Ægteskabsbrydere" i Guds øjne. .Ved I ikke, at Venskab med Verden er Fjendskab imod Gud?" Jak. 4,4.
Hensigten med Elias´ Budskab er altsaa at prædike mod alt Frafald, al Verdslighed blandt Guds Folk, al "Halten" mellem Gud og Verden, al Sænkning af Guds Principper. Det er et Budskab, der formaner os til at tjene Gud med et helt Hjerte "i Aand og Sandhed" og saaledes berede et Folk, der er rede til at modtage Kristus, naar han kommer i Magt og Herlighed. Indeholder Bibelen et saadant Budskab for den sidste Tid? Ja, Gud være lovet.
I Aabenbaringens 14. Kap. finder vi igen et saadant Budskab, der i Sandhed kan kaldes et "Adventbudskab". Vi læser i det 6. Vers, hvordan de! skal forkyndes for "alle Folkeslag og Stammer og Tungemaal og Folk", for det er et Budskab, som alle Nationer trænger til. Det er et "evigt Evangelium", der taler om Frelse fra Synd. Det er et Budskab, der forkynder for Verden, at "hans Doms Time er kommet", og derfor formanes vi til at frygte "Gud og give ham Ære" I Frygter vi Gud, saa vil vi ogsaa holde "hans Bud! Thi det bør hvert Menneske gøre." Vi vil ære ham i vort Liv og i vore Gerninger, vi vil forherlige ham ved at bære megen Frugt i vort kristelige Liv, og dette skiller os fra Verden og Synden.
Er dette ikke et Budskab, Kristenheden behøver i vor Tid? Det er i Sandhed Elias´ Budskab, der vil berede et Folk, om hvilket vi læser: "Her gælder det de helliges Udholdenhed,
Dette Budskab lyder i Dag i hele Verden fra Tusinder af Herrens Vidner - spredt over liere Jorden og forkyndes paa over 500 forskellige Sprog. Hver Uge modtager omkring tusind Mennesker dette Budskab og forener sig med Adventfolket, og Sandhedens Fane vajer blandt alle Folk.
Aandens Regn.
Hvornaar kan vi vente Aandens Udgydelse i vor Tid? Vilkaarene er de samme. Gud giver sin Aand til dem, der lyder ham. Gud kan ikke give sin Aands fulde Udgydelse til Mennesker, der halter mellem Gud og Verden. Han kan ikke udgyde sin Aand i urene Kar. Vi maa først vaskes rene i Jesu Blod. Vi maa vende os bort fra Menneskebud og stille os helt paa Guds Side, saa han kan lede os til sin Sandhed. Da vil hans Løfte blive Virkelighed ogsaa i denne Tid.
Ved List og Bedrag var det lykkedes Dronning Jesabel at indføre sin Fars Religion, Ba´aldyrkelsen, og hun indsatte ikke færre end 850 Præster for at omvende Folket til denne Religion. Det var lykkedes disse Præster at gennemsyre Folket med denne falske Lære, der var blevet Statsreligion. Herrens Tjener Elias havde ikke kunnet gøre meget for Folket, for dengang som nu var de tilbøjelige til at følge med Strømmen. Imidlertid lykkedes det Elias at faa Akab til at samle hele Israel og de 850 Baalspræster paa Bjerget Karmel, hvor nu Elias stod alene paa Herrens Side med alle disse Præster mod sig.
Naar Gud siger, at han maa sende Elias i de sidste Dage, for at han ikke skal "slaa Landet med Band", naar han kommer, saa forstaar vi, at Tilstanden i Verden maa være meget lig Elias´ og Døberen Johannes´ Dage.
Da Folket fordum vendte sig bort fra Ba´aldyrkelse, Frafald og Vildfarelse og holdt op med at halte mellem Gud og Ba´al og vendte om til Herren, blev Tørken og Hungersnøden ombyttet med Velsignelse og herlige Regnbyger.