|
| - som omhandler tro | Tilbage til oversigten |
Guddommens Mysterium: Kristus, sand Gud og sandt Menneske.
Tidens tale 1938 nr 12 side 10
Nå, jeg skrive, denne Artikel, gør jeg det i en bestemt Hensigt, nemlig den at opmuntre til fuldkommen Tillid til vor guddommelige Frelse disse farlige og urolige Tider må vi have en sikker Grundvold for vor Tro. En sådan Grundvold også blevet skaffet til Veje: "Thi anden Grundvold kan ingen lægge end den, som er lagt, hvilken er Jesus Kristus." En Undersøgelse af denne Grundvold vil bringe os en sikker Fremvisning og en fornyet Overbevisning.
Efter at Jesus havde været tilstrækkeligt længe sammen med sine Disciple til, at de kunde have nogen Forståelse af ham og hans Mission, spurgte han dem, "Hvem siger Folk, at Menneskesønnen er?" Deres Svar åbenbarede vidt forskellige Meninger. Så rettede Jesus et personligt Spørgsmål til dem, "Men I, hvem siger I, at jeg. er?" Peter, der på en Måde var Ordfører for de tolv, kom med denne ophøjede Bekendelse: "Du er Kristus, den levende Guds Søn." Jesus gav tydeligt sin Anerkendelse af denne Påstand tilkende.
De førte Disciple så Jesus i Kødet. Vi ha, ikke set ham på den Måde. Er nogen af dem under Helligåndens Vejledning fremkommet med Vidnesbyrd, de, kan støtte denne Tanke? Deres Skrifter vil selv besvar dette Spørgsmål.
Hvilket Vidnesbyrd aflægger Apostelen Johannes? Han tab så meget om dette Emne, at vi har kun kan fremkomme med Brudstykket af det Måske det bedste Ord i vort Sprog i denne Forbindelse er Ordet "Frelse". Og måske det bedste Budskab, der nogen Sinde har lydt for Mennesker, " dette "Eder er i Dag en Frelser født." Det var et Faktum, at en Frelse, var blevet Medlem af den menneskelige Familie. Om denne heldige Sandhed vidner Apostelen Johannes. "Vi har skuet og vidn", at Faderen har udsendt Sønnen til Frelser for Verden."
Her har vi den vigtigste Begivenhed i Historien - Guds egen Søn åbenbaret blandt Mennesker som deres Frelser. Men hvis Faderen sendte sin Søn, må Sønnen have været med Faderen, før han kom til denne Jord, og derfor vidner Johannes i sit Evangelium, "I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud." "Og Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os." Her har vi Sandheden fremstillet i et enkelt og let forståeligt Sprog. Han, der blev sendt som Frelser til Verden, var Guds Søn og Gud selv. Derfor skriver Johannes vider" "Vi ved, at Guds Søn er kommet, og han har givet os Forstand til at kende den sande; og vi er i den sande, i hans Søn Jesus Kristus. Denne er den sande Gud og evigt Liv. "Vi hør mærke os, at Stedordet "denne" peger tilbage på Kristus, så at Meningen blive" "Denne Søn, Jesus Kristus, er den sande Gud og det evige Liv." Han er Verdens Frelser - vor Frelser, din Frelser, min Frelser.
Når Johannes dvæler ved den samme Tanke, nemlig om Guds Søn, som var til fra Evighed, og som kom til denne Verden, henviser han til sit eget Kendskab til Kristus i følgende Ord: "Det, som var fra Begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore øjne, det, vi skuede, og vore Hænder følte på, nemlig om Livets Ord; - og Livet blev åbenbaret, og vi har set og vidner og forkynder eder det evige Liv, som jo var hos Faderen og blev åbenbaret for os." Der kan ikke være nogen Tvivl om Virkeligheden af Johannes´ Erfaring. Det er ikke nogen Teori, han fremstiller. Det er ikke nogen Filosofi, han uddyber. Han har "hørt”, han har "set", han har "skuet" og "følt" det åbenbarede "Livets Ord", som i hans Evangelium siges at blive "Kød.. Lige så evig som Gud selv er, så virkelig er Kristendommens Grundvold. Lige så sikker som Gud selv er, lige så sikkert er vort Håb.
Det Liv, der bliver lovet den troende, er ensbetydende med den evige Søn og kan fås ved at tage imod og at være et med Sønnen. "Og dette er Vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt Liv; og dette Liv er i hans Søn. Den, som har Sønnen, har Livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke Livet. Dette har jeg skrevet til eder, for at I skal vide, at I har evigt Liv, I, som tror på Guds Søns Navn." Den evige Søn bliver evigt Liv hos dem, som modtager ham som sin Frelser. Og det Liv, som bliver åbenbaret i dem, er det samme Liv, som blev åbenbaret for Apostelen Johannes, og som han bar Vidnesbyrd om. Det er, hvad det betyder at have Guds evige Søn som vor Frelser.
Ifølge denne Apostels Vidnesbyrd, han der levede i det mest inderlige Forhold til Frelseren, kom Jesus som Menneske, bekendte sig selv som Menneske og døde som Menneske, men var alligevel ikke blot Messias, den som er sendt fra Gud, den som op fylder alle guddommelige Løfter om Forløsning, men han var også Guds Søn, som var i Faderens Skød, og som åbenbarer Faderen. Apostelen Paulus var i Dagene lige efter Pinsefesten en ivrig Forsvarer af det jødiske Lærdomssystem i det første Århundrede, en ivrig Talsmand for Troen på en Gud, og uforsonlig Modstander af den Lære, at Jesus fra Nazareth var Guds egen Søn. Men da han som Forfølger var på Vejen til Damaskus, mødte den herliggjorte Jesus ham og åbenbarede for ham sin forvandlende Nåde og Kraft. Fra den Dag så Paulus ham som "Gud, vor Frelser", og viede fra nu af hele sit Liv til Forkyndelsen af denne Lære.
I Indledningen til sit første Brev betragter han uden Tvivl "Gud Fader og den Herre Jesus Kristus" begge som lige guddommelige. I samme Brev gentager han Gang på Gang Ordet "Herre. helt og fuldt om Jesus. Han fortæller, at det Evangelium, han bringer, er "Guds Evangelium" og "Kristi Evangelium". Han henviser til "den levende og sande Gud. og "hans Søn". Han fremhæver, at vi er bestemt til at "vinde Frelse ved vor Herre Jesus Kristus". Og han ser fremad til "vor Herre Jesu Kristi Komme". Med andre Ord udtrykker denne Gamaliels tidligere Discipel i sin første officielle Skrivelse til de troende sin Tro i Lighed med de andre Kristnes i sin Tid på, at Jesus af Nazareth, der blev kortfæstet og oprejst, er i sit Væsen eet med den evige Gud.
Pladsen tillader ikke, at jeg tager mere end nogle få Skriftsteder af denne Apostels mange Vidnesbyrd om Jesu Kristi Guddom. For ham er han "Gud over alle Ting, velsignet i Evighed". Bekendelsen af, at "Jesus er Herre. er det samme som en Forsikring om Frelse. Han fremholder den kortfæstede Kristus som "Guds Kraft og Guds Visdom", og han er "Herlighedens Herre". Han skriver om "Guds Søn, Kristus Jesus", om "Evangeliet om Kristi Herlighed" og om "Kundskaben om Guds Herlighed på Kristi Åsyn".
I et andet Menighedsbrev fremstiller Paulus klart, hvorledes Kristus fornedrede "sig selv, så han blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden.. Så tilføjer han, "Derfor har også Gud ophøjet ham og skænket ham det Navn, som er over alle Navne, for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders Ære." Jesu Kristi Guddom og ham fuldkomne Ligestillethed med Faderen er tydeligt fremholdt i disse Vers.
Videre formaner den samme Apostel de troende til at have et tilgivende Sindelag "ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus", et Udtryk, der vidner om det inderlige Forhold, som eksisterer mellem disse to Personer i Guddommen. Han siger også om Kristus, at "i ham bor hele Guddommens Fylde legemligt". Denne guddommeligmenneskelige Person, dette Gud-Menneske, som tog sig "en Tjeners Skikkelse" på, stiller sig frem som en fuldkommen Frelser.
Jesu eget Vidnesbyrd om sin guddommelige og evige Natur er meget interessant. Han anerkendte ikke blot andres Vidnesbyrd om, at han var Gud, men han sagde det tydeligt selv. Han gjorde Krav på et så inderligt Kendskab til Faderen, at han måtte være et med ham, "Og ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham." Så fuldkommen var Kristi Åbenbarelse af Faderen, at han kunde sige:
"Den, som har set mig, har set Faderen." Det er klart, at han alene, han der er både Gud og Menneske og det i dybeste Betydning, således kunde åbenbare Gud for Verden.
Da Ypperstepræsten i hele Rådets Nærvær spurgte Jesus: "Jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er Kristus, Guds Søn", svarede han uden Tøven: "Du har sagt det." Han spurgte Jøderne, som tog Stene op for at stene ham, fordi de mente, han spottede Gud: "Siger I da til den, hvem Faderen har helliget og sendt til Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn?"
Men hvad betyder alt dette for os? Det burde i Sandhed betyde, at Kristendommens Grundvold står fast. At Gud er vor Frelser. At det ikke et kløgtigt udtænkte Fabler, vi tror på, men at vi også i Dag kan have fuld Vished om, at Kristus er vor Frelser og Forløser, sendt os fra Gud, og at vor Forløsning stunder til.
Tanken er det Frø, der vokser op til Handling.