E F F A T H A

Artikler                           - som omhandler tro

Tilbage til oversigten

TUNGETALE er en kærlig Guds sproggave til at forkynde evangeliet.

Martin Tofterup

I sin store kærlighed til os faldne mennesker tilbyder Gud os frelsen ved tro på Jesus Kristus og at føre os til tros lydighed og sejr. Rom. 1,5:8,4, Til vor tjeneste for Gud ønsker han at udruste os med åndelige gaver. 1 Kor. 12,1-11
Satan prøver at bedrage os til at tro på en falsk frelse for eks. Ved gerninger eller udvikling af egne iboende evner.
Ligesom der findes sand tilbedelse ved at bede til himmelens Gud, Åb. 22,8-9, bedrager Satan til falsk tilbedelse for eks. ved at bede til helgener eller kommunikere med såkaldte åndelige vejledere. Ligesom Bibelen beskriver troendes dåb, AG. 8,36.37, bedrager Satan med en falsk dåb.
Ligesom der findes en bibelsk hviledag, sabbatten, 1 Mos. 2,1-3, Mark.. 2,2-8, har Satan i forskellige kulturer falske hviledage.
Ligesom der findes sand tungetale, bedrager Satan med falsk tungetale.
Kære brødre og søstre i troen, Gud er ikke tavs!! Han taler tydeligt gennem sit ord!! Det glæder om at vinde sejr over al Satans vildfarelse. Derfor må vi kende Bibelens sande lære.

Der findes en del forklaringer om tungetale som er skrevet for de lærde. Denne forklaring er skrevet for almindelige medlemmer, der ikke har lært noget om græsk eller hebraisk. Der er to afsnit:
Afsnit I. En forklaring på tungetale der viser, at det er et almindelig talt sprog.
Afsnit II. Den Katolske Kirke vil ved hjælp af den falske tungtale lede protestanterne og alle andre kirker ind i moderkirkens frafald.
Gennemgang af skriftsteder om tungetale.
Jesus havde givet missionsbefalingen om at gå ud i alverden og forkynde evangeliet og gøre alle folkeslag til disciple. Matt. 28,18. Til denne opgave havde han lovet Helligåndens kraft og vejledning, og på pinsefestens dag blev en speciel udgydelse af denne gave begyndt.
Apostlenes Gerninger 2.
Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. 2. Og med et kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. 3. Og tunger af ild, viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. 4. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter, hvad Ånden indgav dem at sige. 5. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen.
De mange frafald fra den sande Gud i Israel, havde forårsaget både krige, hvor assyrerne og babylonerne førte Israels stammer i landflygtighed, og tørkeperioder, hvor israelitter var rejst til de omkringliggende lande og var blevet boende der. Men de gudfrygtige jøder blandt disse folkeslag ønskede naturligvis at tilbede og bringe deres ofre templet i Jerusalem, og tog derfor på pilgrimsrejse dertil. Dette var en enestående mulighed for at nå disse pilgrimme med evangeliet, og sprede evangeliet hurtigt over den dakendte verden. Hvis blot disciplene kunne sprogene eller havde tolke nok, så kunne rigtig mange gøres bekendte med evangeliet. Og det er, når mennesket har nået grænsen for dets muligheder og evner, at Guds Helligånd giver os evner og gaver for at fremme Guds gode nyheder om frelsen i Kristus. Gaverne gives ikke i stedet for, at vi udvikler vore evner og talenter, for Gud siger selv, at vi skal bruge alle de evner og kræfter vi har. Fil.2,12
Tungetalen overvinder sprogbarrierer.

6. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. 7. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: ”Hør er de ikke alle sammen galilærere, alle de, der taler? 8. Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? 9. Vi partere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa, Kappadokien, Pontus, og proviensen Asien, 10. Frygen og Pamfylen, Egypten og Kyrene og Libyen, vi tilflyttede romere, 11 jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.”
Det var ubegribeligt, at nogle ulærde arbejdere, fiskere og toldere fra Galilæa, kunne tale, så tilhørerne kunne høre dem tale alle de nævnte sprog, og oplevede dem tale i deres eget modersmål v. 6, og tungemål v. 11. Men det var jo religiøse mennesker, der var samlede, så dette overnaturlige fænomen måtte have en betydning.
v.12. Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: ”Hvad skal det betyde?”
v. 13. Men andre spottede og sagde: ”De har drukket sig fulde i sød vin.”
Men det havde en speciel mening og var en speciel anledning, og lytterne fik forklaringen:
V.14. Da trådte Peter frem sammen med de elleve, og med høj røst talte han til dem: ”Jøder og alle I som bor i Jerusalem! Dette skal stå klart for jer, læg mærke til mine ord: v. 15. Disse folk er ikke berusede, som I tror, det er jo kun den tredje time på dagen. v. 16. Men her sker det, som er sagt ved profeten Joel: v. 17. Det skal ske i de sidste dage, siger Gud: Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres unge skal se syner, jeres gamle skal have drømme.
Helligånden bringer 3000 til omvendelse på en dag.!
Peters indtrængende tale i v.16-41 havde sin virkning, og tungetalens gave, åndens påvirkning og disciplenes vidnesbyrd påvirkede forsamlingen, og resultatet blev, at mange mennesker fik forståelse for Guds store kærlighed, der bragte Jesus til denne jord for at tilvejebringe frelsen.
v. 37. Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: ”Hvad skal vi gøre brødre?” v.38. Peter svarede: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal i få Helligånden som gave.”
Det var høsttid. Nu gik det op for jøderne, hvad der virkelig var sket i de sidste 33 år, hvor Jesus havde levet iblandt menneskene og led døden for at kunne tilbyde alle frelsen. Der var betingelser for frelsen. ”Omvendelse.” Og mange adlød Helligåndens påvirkning v. 41. De, som tog imod hans ord, blev døbt, og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til.
De, som tog imod hans ord, blev døbt…” Peter brugte sin forstand og vidste, hvad han sagde, og tilhørerne forstod ”hans ord,” og det bar frugt.
De var lovet ”Helligånden som gave,” hvis de omvendte sig. v. 38. Det blev skabt en ny bevægelse af Helligånden. Der blev skabt en hær af omvendte åndsfyldte personer, der spredtes over hele den dakendte verden.
Men der var nogen, der ikke forstod, hvad der blev sagt! v. 13 siger: Men andre spottede og sagde” De har drukket sig fulde i sød vin.” Og det er jo let at forklare, for de lokale jøder, der hørte en af Jesu galilæiske disciple tale for eks. medisk, ( nævnt i v. 9) eller et andet sprog, de ikke kendte, ville naturligvis ikke forstå dette sprog. Det ville lyde som en gang usammenhængende lyde, volapyk! Og Satan var hurtig til at udnytte situationen og få disciplene anklaget for druk, og derfor tale uforståeligt. Men Peter gør det helt klart, at det var Helligånden, der havde givet sproggaver.
Nogle nøglepunkter kan opsummeres:
1. Det var en sprogbarriere, som Guds ånd overvandt.
2. Tungetalen var et fremmedsprog, ”Tungemål.”
3. Den bliver talt og forstået.
4. Den er ikke uforståelig volapyk.
5. Den har evangeliet som indhold.
6. Åndsgaven har det bestemte formål at gøre andre delagtige i evangeliet.
7. Der er ikke nogen ekstase.
8. Taleren forstår selv, hvad der siges, og behøver ikke en oversætter for selv at forstå.
9. Forstanden er med i, hvad der tales, kender indholdet og leder mennesker til omvendelse.
10. Peter og disciplene ser frugt af deres arbejde, for 3000 omvendes og døbes ved den lejlighed.
Konklusion. En kærlig Gud gav med tungetalens gave apostlene evner til at tale forskellige sprog. Det var sprog, som en gruppe af mennesker eller et land havde som modersmål, og som en person, der talte dette sprog, kunne forstå. Det var ikke uforståelige lyde, som nogen karismatikere udtaler og kalder ved forskellige navne, for eks. englesprog eller troens sprog, og som de ikke selv forstår.
Apostlenes Gerninger kapitel 10.
Cæsarea havde fået navn efter kejser Augustus Cæsar og var residens hovedstad for romernes guvernør i Palæstina. Det havde en stor havn, der havde mole med massivt murværk 40 meter ned i vandet og var næsten 70 meter bred. I størrelse kom den i nærheden af Athens havn. Den var et vigtigt handelscentrum med handlede fra mange forskellige lande. Der var romerske soldater af mange nationaliteter, for romerne benyttede i deres hær soldater fra de erobrede lande. Til at arbejde hentedes der slaver fra mange dele af riget. I denne beretning ser vi igen, at Helligåndens gave bevirker, at forkyndelsen af evangeliet kan fremmes med tungetalens sproggave.
Kapitel 10 fortæller om officeren Cornelius i den romerske hær i Cæsarea, at både han og hans hus var gudfrygtige, og han oplevede, at en engel kom og sagde til ham, at hans bønner og almisser var steget op til Gud og huskes hos ham. v. 4. Han fik besked på at sende bud efter Simon Peter i Joppe. v. 5-9. Og i Joppe forbereder Helligånden Peter med et syn om nogle urene dyr, som Peter ikke skal kalde urene. Peter fatter ikke, hvordan dette skal forstås, men oplever så, at der kommer bud efter ham fra Cæsarea, og at Ånden siger til ham, at han skal tage med dem. Derved kommer Peter til at forstå, at hedningerne også kan modtage evangeliet og vi læser:
v.34: Så tog Peter ordet og sagde: ”Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, v. 35, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed. V. 36. Det er det ord, Gud sendte til Israels børn, da han forkyndte fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre. v. 37. I ved, hvad der er sket i hele Judæa, det der begyndte i Galilæa …
Vers 35-43 fortæller om Jesus som frelser og herre, om tro, retfærdighed, liv, død, og opstandelse. Efter at hedningerne havde lyttet til evangeliets forkyndelse en tid, greb Gud på overnaturlig måde ind i historiens gang, og til jødernes forbavselse gav Helligånden tungetalens gave til ikke jøder:
v. 44. Mens Peter endnu talte, kom Helligånden over alle, der hørte ordet. v. 45. Og de troende af Jødisk herkomst, som var kommet derhen samen med Peter, undrede sig over, at Helligåndens gave også blev udgydt over hedninger, v. 46. for de hørte dem tale i tunger og lovprise Gud. Da tog Peter til orde: v. 47. ”Mon nogen kan hindre disse mennesker i at blive døbt med vand, når de har fået Helligånden lige som vi? ”v. 48. Han befalede da, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn. Derefter bad de ham at blive der nogle dage.
Peter siger udtrykkelig at ”de har fået Helligåndens gave lige som vi.” Gaven på pinsefestens dag var en gave til at tale sprog, som kunne forstås af andre.
Apostlenes Gerninger kapitel 11:
Da Peter kom tilbage til Jerusalem, måtte han stå til regnskab for sin handling med at lade troende af ikke jødisk herkomst døbe. Det var Helligåndens gave, der afgjorde striden, for Peter siger:
v.15. ”Og næppe var jeg begyndt at tale, før Helligånden kom over dem, ligesom den kom over os i den første tid. V. 16. Da mindedes jeg Herrens ord, at han har sagt: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden.V.17. Når nu Gud har givet dem den samme gave, som vi fik, da vi var kommet til tro på Herren Jesus Kristus, hvordan skulle jeg så kunne hindre Gud i noget?” v. 18. Da de hørte det, blev de rolige og priste Gud og sagde: ”Så har Gud da også givet hedningerne omvendelsen til livet.”
Der står, at ”Helligånden kom over dem, ligesom den kom over os i den første tid, v. 15, og at det var ”den samme gave, som vi fik, da vi var kommet til tro på Herren Jesus Kristus.” v. 17. Gaven de troende fik i begyndelsen var en gave til at tale et eller flere fremmedsprog som forstandsmæssigt blev forstået af taleren og kunne forstås af andre, og evangeliet kunne derfor nå frem til flere mennesker. Det var den samme gave, der blev givet til Cornelius og hans medtroende.
Peter refererede til åndsudgydelsen ved pinsen som noget specielt. Han henviste ikke til noget, som fandt sted hver uge, eller hver gang nogen kom til troen.
Og ligesom der i begyndelsen blev stillet som betingelse til jøderne, at de omvendte sig, (A.G. 2,38) således er der også en betingelse for hedningerne om omvendelse, som der står: ”Så har Gud da også givet hedningerne omvendelsen til livet.” v. 18.
Apostlenes Gerninger 19,1-6.
Den tredje omtale af Helligåndens tungetale er, da denne gave blev givet til nogle mænd i Efesos. Denne storby med plads til 24 500 mennesker i datidens amfiteater, var et centrum for romernes magt i Lilleasien, et skæringspunkt for rejser til og fra Orienten og en stor havneby. Der var således mange nationaliteter med mange forskellige sprog i denne by. Det ville give fremgang for evangeliet, hvis flere arbejdere kunne virke for de forskellige sproggrupper.
V. 1-7. Mens Apollos var i Korinth, var Paulus rejst gennem egnene inde i landet og var kommet til Efesos. Det mødte han nogle disciple v. 2 og spurgte dem: ”Fik I Helligånden, da I kom til tro?” De svarede: ”Vi har ikke engang hørt, at der er en Helligånd.” v. 3. Paulus spurgte: ”Hvilken dåb blev I da døbt med?” De svarede: ”Med Johannes’ dåb.” v.4. Så sagde Paulus: ”Johannes døbte med omvendelses dåb og sagde til folket, at de skulle tro på ham, der fugte efter, det vil sige Jesus.” v. 5. Da de hørte det, blev de døbt i Herren Jesu navn, v. 6, og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede. V. 7. Det var vel i alt tolv mand.
Paulus mødte nogle disciple, som havde fulgt Johannes’ kald til omvendelse og var blevet døbt. Da disse disciple hørte evangeliet, var de rede til at tro på den lovede Messias og blive disciple af ham. Og igen ser vi at, at i en by med mange sproggrupper giver Helligånden tungetalens gave og fremmer derved evangeliets forkyndelse. Det er fra denne by, at Paulus skriver til Korinth og irettesætter dem for de problemer, den forkerte brug af tungetalen havde givet i menigheden.
1. Korinterbrev 14. Korinth var et handelscentrum med gode forbindelser til lands mød øst og vest og gode forbindelser til havet. Mod nord var der en tid to lange mure ned til havnebyen Lechaion, og mod sydøst lå havnebyen Kenkræa, som er nævnt i Rom.16,1. Korinth var centrum for Artemis tilbedelsen. I datiden talte man nedsættende om korinterpigerne, for de havde selv efter datiden en lav moral. En forfatter skriver, at indbygger tallet i gammel tid var op mod 300 000, og slavernes tal var 430 000. (Se The Blue Gude for 2001, side 188.) Paulus havde forkyndt evangeliet i 2 år og 6 måneder i Korith, (AG. 18,1-11.) og ledte mange til omvendelse. Disse nyomvendte vejleders her om, hvordan man i praksis lever et kristent liv.
1 Kor. 14,1: Jag efter kærligheden, og stræb efter åndsgaverne, men især efter at tale profetisk.
Paulus har i kap. 12 skrevet om de forskellige åndsgaver, og i kapitel 13 fremholdt det vigtigste princip i kristendommen, kærligheden, som er basis for Gud frelsesplan og Helligåndens virke i vore liv.
v. 2. For den, der taler i tunger, taler ikke for mennesker, men til Gud, ingen forstår ham jo, det han taler ved Ånden er hemmeligheder.
En bedre oversættelse af ordet tunger, fra det græske ord glossa, er tungemål, eller sprog, som for eksempel Chr. Lindbergs danske oversættelse fra 1856. ”Den, som nemlig taler i fremmed tungemål, taler ikke for mennesker, men for Gud; thi osv …” (I.G. Scharlings Bogtrykkeri.)
Eksempel: Forestil dig at du levede i Korinth og oplevede at der kom kristne handelsmænd fra forskellige egne af det romerske rige, nogen for at handle i Korinth, andre på gennemrejse. Og på en sabbat oplevede du så, at der som vanlig var mange fremmede til stede i menigheden, blandt andet at der kom en kristen handelsmand fra Egypten. (Nævnt i AG 2,11). Og denne egypter var også en ivrig forkynder af evangeliet, samtidig med at rejse rundt og handle. Og du oplever så, at denne ivrige medtroende har tungetalens gave til at arbejde i Libyen (Nævnt i AG 2,10). Men han kender ikke det græske sprog, der tales i Korinth. Han vil gerne dele sin tro, og står derfor frem og taler til forsamlingen og forkynder evangeliet med den tungetalegave han har til at tale i et andet land. Det han taler er glimrende – det er blot til den forkerte sproglige forsamling han forkynder evangeliet.
”Det, han taler ved Ånden, er hemmeligheder.”
Med skrift skal skrift forklares. Hemmelighed er et ord, der er benyttet mange gange i Det Nye Testamente om indholdet i evangeliet, og også om enkelte dele af evangeliet.
Paulus har allerede i begyndelsen af samme brev fortalt korinterne, at han er forvalter af ”Guds hemmeligheder.” 1 Kor.4,1. Flere steder forklarer han, at hemmelighederne nu kun er hemmeligheder for de uvidende, for de troende er de blevet åbenbaret.
1 Kor.15,51: Se jeg siger jer en hemmelighed; Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles …”
Rom.16,25 taler om evangeliet som ”åbenbaringen af den hemmelighed, der har været hyllet i tavshed i evige tider, men som nu er bragt for dagen…”
Ef. 1,7-10 fortæller om ”Guds rige nåde. Den gav han os i rigt mål med al visdom og indsigt, ved at lade os kende sin viljes hemmelighed … om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske.”
Ef. 3,4-8. Paulus fortæller om den hemmelighed, som overraskede jøderne, det vil sige ”Kristus - hemmeligheden” … ”At hedningerne er medarvinger … og har medandel i forjættelsen i Kristus Jesus i kraft af det evangelium, som jeg blev tjener for …”
Jesus siger om os troende, at vi skal kende evangeliet: ”Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se, men intet forstå, og høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.” Mark. 4,11-12
Om hemmeligheder, se også Rom. 11,25. Ef. 5,32. Kol. 1,26,27; 2,2; 4,3. 1 Tim. 3,9.16.
Om profetiske hemmeligheder, læs i 2 Tess. 2,7. Åb. 1,20; 10,7; 17,5.7.
E.G. White bruger ordet hemmelighed om evangeliet: ” Inden frafaldet udfolder sig helt, vil der ske en forvirring af troen. Opfattelserne af Guds hemmelighed vil ikke være tydelige og klare. Den ene sandhed efter den anden vil blive forfalsket.(3. juli, Herren Kommer=Maran Ata;S.T. 28. maj 1894)
(De der ønsker en gennemgang af, hvordan ordet hemmelighed bruges på græsk i Bibelen, kan finde det i Gerhard Hasels bog: Speaking in tongues s. 123-5. (Adventist Theological Socciety Publications, Berrrien Spings, MI 49103,USA. Fås gennem Dansk Bogforlag.)
Når denne åndsfyldte person i Korinth talte hemmeligheder til Gud, var det naturligvis evangeliet, der betød så meget for ham, og som han ønskede at dele med tilhørerne, så de kunne blive opbygget. Problemet var, at han brugte et sprog, de andre ikke forstod. Hvis han havde været blandt mennesker af den sproggruppe, hvis sprog han brugte, kunne de have forstået det.
Mens jeg var elev på Vejlefjord Højere Skole, blev pastor Hakon Muderspach spurgt om at forklare nogle skriftsteder i 1 Kor. 14. Det gjorde han ved både at forklare teksten og illustrere den på den måde, som her er genfortalt.
Kærlighed og tungetale.
Mens Indianere truende kom nærmere og nærmere, talte pastor Stahl til sin indfødte tolk, han havde med. Han fortalte om sin fredelige hensigt og om den vidunderlige Gud i himlen, der i kærlighed havde sendt sin søn for at tilbyde os et nyt liv i en ny verden. Tolken oversatte, men sagde så, at de var kommet ind i et område, hvor han ikke kendte sproget og ikke kunne tale med de indfødte indianere. Pastor Stahl kunne se, at indianerne var vrede over, at fremmede var kommet ind på deres område, og han lagde mærke til de primitive våben, knive, buer og pile, der var rettet imod ham og tolken. Selv om våbnene var primitive, var de dødbringende for en fredelig missionær. Skulle hans missionsarbejde blive afsluttet af en pil?
Pastor Stahl ønskede at forkynde hemmeligheden om den vidunderlige frelsesplan, Gud havde lagt og gennemført i Kristus. Rom. 16,25. Han ønskede at fortælle om den nu åbenbarede hemmelighed, at ved den ”Store Himmelske Ånd” ønskede Kristus at bo i indianernes hjerte. Kol.1,26. Hans ønske om at forkynde evangeliet for indianerne var så brændende, at for at blive missionær havde han endog selv betalt sin rejse derud. Han ønskede inderligt at formidle hemmeligheden om den mest fantastiske kærlige person, som indianerne kunne komme til at kende, Jesus Kristus, der både var Gud og menneske. Ef. 1,9.
I Helligåndens kraft og under dens vejledning kunne Pastor Stahl nu vælge at stå og tale sit modersmål og tale om evangeliets hemmeligheder og bede og opbygge sig selv, så han var klar til døden, når pilene kom. I 1 Kor. 14 vers 2,4, og 17 fortælles om en person, som står og taler hemmeligheder og opbygger sig selv, fordi de andre ikke forstår hans sprog, og ingen oversætter det. Men det var ikke det, pastor Stahl var kommet for. Han ønskede at formidle frelsen i Kristus til indianerne og ikke blot opbygge sig selv.
Derfor opsendte han en bøn i sit hjerte om Guds indgriben og begyndte så at tale til indianerne uden tolk, mens de kom nærmere med deres løftede buer og pile. Han forkyndte evangeliets hemmeligheder, om Guds kærlighed, frelse, og den vidunderlige fremtid, som Gud tilbyder. Og indianerne stoppede op og sænkede buerne. Pastor Stahl talte videre, og indianerne satte sig ned og lyttede. Og så gjorde indianerne tegn til ham, at de forstod, hvad han sagde. Ligesom på pinsefestens dag havde Gud gjort et mirakel, så pastor Stahl kunne tale indianerne sprog uden tolk. De åndelige gaver blev givet menigheden til fælles gavn, 1 Kor. 12,7, og tungetalen er et mirakuløst redskab til at tale til andre på deres eget sprog, når de menneskelige evner og uddannelse ikke strækker til. (Hertil H. Muderspach.)
På pinsefestens dag var der nogen, der ikke kunne forstå, hvad apostlene sagde. De jøder, der for eksempel ikke forstod arabisk eller græsk, og som vidste, at de der talte var galilæere, misforstod hvad der skete og kaldte apostlene fulde. A.G. 2,13.
Ligeledes var der i Korinth nogen, der ikke forstod, hvad der blev sagt. Og til at belyse dette bruges her et eksempel med et par af de sprog, der er nævnt i AG. 2,9-11: En kristen handelsmand, der var opvokset i Medien kunne måske have fået tungetalens gave til at tale elamitisk og missionere i Elam. Hvis han så på en rejse kom til Korinth, kunne han i menigheden stå og tale elamitisk, uden at nogen kunne forstå, hvad han sagde. Og hvis han ikke havde uddannelse og derved havde lært græsk, men kun kendte sit modersmål og sin sproggave, så kunne han heller ikke selv oversætte, men kun opbygge sig selv, hvis ingen andre oversatte, og det ville jo være ukærligt over for de andre. De troende kunne så blive kaldt vanvittige af udenforstående. V. 23.
Han taler ”til Gud” 1. kor.14,2. Det kan i al fald siges, at Gud forstår, hvad der siges, hvilket sprog, der end bruges. Vi beder til Gud. Vi kan synge til Gud og om Gud. Vi kan tale til og om Gud. Vi kan takke Gud for hans vejledning, beskyttelse, evangeliet, hjælp til forkyndelse osv. Vi kan tale til Gud om vore skuffelser, glæder, planer, vort arbejde, og de ting vi gør for os selv og andre osv. (Se også vers 4 om at opbygge sig selv.)
v. 3. Men den, der taler profetisk, taler mennesker til opbyggelse, formaning og trøst.
Her har vi en rigtig god forklaring på en profets gerning, og på hvordan den viden, en profet overnaturligt får fra Gud, skal hjælpe menighedens medlemmer ved at opbygge, formane og trøste.
v. 4. Den, der taler i tunger, opbygger sig selv, men den, der taler profetisk, opbygger menigheden.
Eks. Hvis en troende fra Kappadonien havde Helligåndens sproggave til at arbejde i Pontus (nævnt i AG.2,9) men ikke kunne græsk, så kunne han i Korinth stå og tale om frelsesplanen uden at tilhørerne forstod ham. Han kunne i al fald opbygge sig selv, selv om det var hensigten, at alle de troende skulle opbygges. Men det profetiske ord kunne opbygge dem, der hørte det dengang, og når det blev nedskrevet og givet videre som Guds ord, Bibelen, kan vi i vor tid opbygges derved.
Gud har givet os midler til opbyggelse. Mest centralt for troens opbyggelse står Guds ord, Bibelen. I Rom. 10,17 siges: Troen kommer altså af det, der høres, og det der høres, kommer i kraft af Kristi ord.” Det er ved Bibelens ord, løfter, fortællinger formaninger osv., at Guds Helligånd kan påvirke vore tanker og opbygge vor tro. I 2 Timoteus 3,15-17 står der: ”Fra barnsben kender du De Hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus. Et hvert skrift er indblæst af Gud og nyttig til undervisning, til vejledning, til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.” At vi opbygges ved ordet, er fordi Helligånden derved kan påvirke vore tanker. Jesus siger det på sin specielle måde:” Det er Ånden, som gør levende, kødet gør ingen gavn. De ord jeg har talt til jer, er ånd og liv.” Joh. 6,63. Paulus har flere opbyggende forslag i vers 26. Se også 1 Tess4,18; 1 Pet.1,23.
Ordets opbyggende kraft er også fremhævet i Åb. 12.11:”De har besejret ham ved Lammets blod og deres vidnesbyrds ord.” Helligånden kan opbygge de troende gennem deres eget vidnesbyrd.
Eksempel 1. Mens jeg arbejdede i Oslo, havde pastor Gerrie Williams en bønneuge, hvor han gav et eksempel på at opbygge sig selv og tale til Gud, og gøre brug af Guds ord på en personlig måde. En dag kom der en dame fra menigheden og talte med ham. Hun havde arbejdet på et kontor i flere år og kendte alle de ting, der skulle gøres på kontoret. Så kom der en ny leder. Der var mange ting, han ikke var inde i på kontoret, og hun vidste altid besked. Det irriterede ham, og han begyndte at moppe hende. Han fik hende ganske langsom til at mistro sig selv, og hun blev meget ulykkelig. Gerrie Williams sagde, at hun havde brug for at styrke sig selv ved bøn og tale. Når hun følte sig ulykkelig og nedkørt, skulle hun søge lidt ensomhed for eks. på et lager, eller udenfor alene, og fortælle problemerne til Gud, og så det vigtigste, både at tale inde i sig selv, og også at tale højt, og udtale og gentage hendes tro på Gud, gerne som trosbekendelsen: ”Jeg tror på dig, Gud fader, og din søn, Jesus Kristus, som kom til jorden, levede et retfærdigt liv og døde på korset … for mig.” Hun fulgte hans anvisninger og fik nyt mod og opbygget sig selv i troen. Det vi siger styrker os selv – eller kan gøre os svage, hvis vi taler om tvivl. Læs om flere måder til opbyggelse i vers 26,
Eksempel 2. En af mine venner fortalte, at han engang var i en troskrise. Men han begyndte efter en del studier og overvejelser at forstå noget mere af frelsesplanen. Så kom der en person til ham og fortalte om sin tvivl og spurgte, hvad han skulle gøre. Min ven opsendte en stille bøn og begyndte så at forklare den søgende vejen til frelsen, og derfor måtte han klargøre sine egne tanker, og derved kom han selv til at forstå, hvordan han blev frelst, og hvordan han blev en discipel.
Eksempel 3. Forfatteren E. G. White giver denne interessante forklaring på at ens egne ord virker tilbage på ens egen tankegang og advarer mod negative ord: ”Hvad hjerter er fuldt af, løber munden over med.” Men ordene er mere end en tilkendegivelse af karakteren, de har også magt til at indvirke på karakteren. Mennesker bliver påvirkede af, hvad de selv siger. Tit giver de – efter en øjeblikkeligindskydelse, som stammer fra Satan – udtryk for skinsyge eller ond mistænksomhed, så de udtaler noget, som de selv i virkeligheden ikke tror; men det, de har sagt, virker tilbage på tankerne. De lader sig bedrage af deres egne udtalelser og kommer til at tro på det, som blev sagt efter Satans tilskyndelse.” Den store Mester, side 214. The Desire of ages s.323.
Hvert ord, du siger, er som et frø, der – alt efter dets indhold – vil spire og avle enten god eller dårlig frugt. De ord, vi udtaler, fremmer de følelser, som tilskynder dem. Overdrivelse er en frygtelig synd. Lidenskabelige ord sætter frø, der frembringer en dårlig høst, som ingen bryder sig om at opmagasinere. Vore egne ord indvirker på vor karakter; men de øver en endnu stærkere indflydelse på andres karakter. E.G.W. Youth Instructor den 27 juni,1895
V. 5. Jeg vil gerne, at I alle taler i tunger, men hellere, at I taler profetisk. For den, der taler profetisk, er større en den, der taler i tunger, hvis han da ikke tolker det, han siger, så menigheden kan blive opbygget.
Paulus havde ikke noget problem med, at de troende talte i tunger. Paulus var hedningeapostel og værdsatte gaven til at kunne tale flere sprog, og ønskede at alle de troende kunne tale flere sprog, så de kunne formidle evangeliet til flere mennesker. Problemet var, at nogen af de troende talte et fremmedsprog, som ikke blev forstået af den lokale forsamling. Hvis taleren havde talt til en forsamling, som brugte det sprog tungetaleren talte, så kunne de naturligvis have forstået talen.
Lige siden Alexander den Store erobrede den dakendte verden, var græsk blevet de uddannedes fælles sprog. Efter hans død delte hans generaler verden imellem sig, og derved fortsatte græsk som et hovedsprog for herskere og uddannede. Selv efter at Rom havde taget magten, fortsatte det græske sprog sin betydning. Derfor er Det Nye Testamente skrevet på græsk.
Paulus giver her den første løsning på sprogforvirringen i Korinth. For eks: En kristen missionær, der ikke havde Græsk som modersmål og et andet fremmedsprog som sproggave en græsk, kunne løse problemet ved selv oversætte, hvis han på en eller anden måde havde lært græsk.
V.6. Hvis jeg nu kommer og taler i tunger til jer, brødre, hvad gavn har I så af det, hvis jeg ikke også giver jer åbenbaring, kundskab, profeti, eller belæring.
Paulus gør igen opmærksom på, at tungemålet skal formidle et budskab, der opbygger de troende. Det er skriftens ord, og hvad Gud har vist en person i syner, der skal gives videre til opbyggelse. Det er ikke en følelsesmæssig oplevelse, ekstase eller volapyk tale, der skal opbygge de troende, men her nævnes 4 kommunikations måder, som kan opbygge tilhørerne i troen. Se eksempel v.4.
V. 7. Sådan er det også med de livløse ting, der frembringer lyd, en fløjte eller harpe. Hvis der ikke er forskel på tonerne, hvordan kan man så opfatte det, der fløjtes eller spilles?
Når et orkester spiller, skal hvert instrument give sin egen specielle lyd, og kan kendes på den lyd. Ligeså med et sprog, det har sine bestemte lyde, og det er de forskellige lyde, der gør, at det kan forstås.
V. 8. Og hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil så ruste sig til kamp?
En hær er afhængig af tydelige signaler til at gå i kamp, retræte, slå lejr, eller bryde op. Det samme krav må stilles til sproget i menigheden. De troende skal have viden om troens søjler, og hvordan man omsætter tro til levemåde. Et sprog, de andre ikke forstår vil ikke advare mod vildfarelse.
V.9. Sådan er et også med jer: Hvis i ikke bruger tungen til at tale tydeligt, hvordan kan man så forstå, hvad der bliver sagt? Så snakker I jo kun ud i luften.
Paulus er tindrende klar. De skal ikke stå og snakke ud i luften. De skal ikke snakke et sprog, de andre ikke forstår! Volapyk er udelukket. Tværtimod skal de bruge tydelig forståelig tale.
V.10. Der er så og så mange sprog i verden, og intet sprog er stumt.
Paulus er helt klar. Der tales om sprog! Tungetalen er et sprog, og det specielle er, at den er givet af Gud på overnaturlig måde, med den klare hensigt at kommunikere evangeliet i et menneskeligt sprog. Hvis man ikke har et sprog, kan man ikke kommunikere dermed. Den stumme må bruge andre måder at kommunikere på.
V. 11. Men kan jeg ikke sproget, vil jeg stå som en fremmed for den, der taler det, og han som en fremmed for mig.
Det er denne fremmedgørelsens barriere, som tungetalens gave skal nedbryde. Når man har samme tungemål, kan man kommunikere. Paulus er grundig i sin undervisning og gør igen opmærksom på, at talen skal kunne forstås.
V.12. Sådan er det også med jer: Når I lægger så stor vægt på åndsgaver, så søg at blive rige på gaver, som tjener til at opbygge menigheden.
Nogle personer, der oplever den karismatiske tungetale, taler om selvopbyggelse, ved de lyde de står og udtaler, og som hverken de selv eller andre forstår. Paulus gør opmærksom på, at dette ikke skal have nogen plads i den kristne menighed. Det er modsat af det, som de kommer sammen for. Det er det modsatte af den sande Helligånds gaver, som skal opbygge menigheden.
V. 13. Derfor skal den, der taler i tunger, bede om at kunne tolke det, han siger.
I denne store handelsby vil det være naturligt, at der kommer kristne fra andre dele af det romerske rige, og som tidligere havde arbejdet med at forkynde evangeliet, og som havde fået en sproggave til at arbejde for mennesker i et andet land med et andet sprog. Og nu kommer løsning nr. 2, at personen kan bede om at få gaven til selv at kunne tolke det, han siger, så han kan tale ”ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.” 1 Kor. 2,13.
v. 14. For hvis jeg taler i tunger under min bøn, er det ganske vist min ånd, der beder, men min forstand er uden frugt.
Hvad vil frugt sige??? Med skrift skal skrift forklares!
Frugt er defineret flere steder i Bibelen.
1. Frugt ved at personer omvender sig: Paulus ønskede frugt af sit arbejde i Rom: ”Jeg ville nemlig gerne høste nogen frugt også hos jer ligesom blandt de andre folkeslag.” Rom. 1,13.
Paulus har været pisket flere gange, stenet, i lænker, i fængsel osv. Han er træt af dette liv og ville gerne afslutte sin gerning. Men at få mere frugt blandt hedningerne er også tiltrækkende: ”Men hvis fortsat liv på jorden betyder frugt af mit arbejde, så ved jeg ikke, hvad jeg helst vil.” Fil. 1, 22.
2. Frugt som en ændring af livsstil: Åndens frugt i vore liv er defineret i Gal. 5,22: ”Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed” …
Jakob siger i sit brev 3,17: ”Men visdommen fra oven er først og fremmest ren, og desuden er den fredselskende, mild, omgængelig, fuld af barmhjertighed og gode frugter, upartisk” og oprigtig.”
I versets sammenhæng siges der lige før i vers 12 tydeligt, at den åndsgave, de skal blive rige på, skal ”opbygge menigheden.” At menigheden opbygges er frugt af deres arbejde.
Læs selv videre i Matt. 3,8; Joh. 15,4; Rom. 7,4; Kol. 1,6; Tit. 3,14; Jak.3,18. Åb18,14;22,2.
I vers 13 og 19 er det talen der nævnes. I vers 14 er det bønnen der nævnes. I sammenhængen siges der helt klart lige klart efter i vers 19, hvad Paulus mener med, at forstanden skal have frugt: ”i menigheden vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, og lære andre noget.” At de andre gennem information fra talen lærer noget er at få frugt. Når vi beder i menigheden, siges der ofte: ”Lad os forene os i bøn.” Og derefter kommer så den fælles bøn, som taleren eller lederen holder og som hele menigheden forenes om. Bønnen skal give frugt både i de bedendes liv, og i deres liv, som der er forbøn for. Pastor Stahl så frugt af sit arbejde, idet Guds ånd ledte mange indianere til tro på Kristus. Ligeledes så han Helligåndens frugt i deres liv, idet de ændrede livsstil og begyndte at arbejde for Gud.
Min ånd og er et bibelsk udtryk for ens egen person.. Rom. 8,16 siger: ”Ånden selv vidner sammen med vores ånd, om at vi er Guds børn.” Paulus har allerede forklaret dette til korinterne i 1 Kor. 2,11: ”For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd. Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud.” SDA kommentaren siger i den forbindelse om vores ånd: ”Kun mennesket selv kender dets private tanker, ønsker, hensigter og planer.” Det er mennesket selv som person, ”mig selv”, der menes, når der siges min ånd. I den betydning bruger Maria det i Luk. 1,47: Min ånd fryder sig over Gud, min frelser!” Det vil sige, at Maria fryder sig.
En sammenligning vil vise dette tydeligt. 1931 bibeloversættelsen siger i Sl. 77, 7. ”Jeg gransker om natten i hjertet, grunder og ransager min ånd.” Den nye 1992 oversættelse siger: ”Om natten grunder jeg på det, jeg tænker efter og ransager mig selv. Her oversættes min ånd som mig selv.
Om store tænkere, der har levet i fortiden, siger vi, at de er store ånder. På den måde bruger vi ordene ånder og tænkere som synonymer. I min danske ordbog bruges ordet ånd i mange interessante sammenhænge, for eks. åndsfrisk, åndsarbejde, åndsvidenskab… se selv i en ordbog.
Forstand, er oversat fra det græske ord nous, og havde en mere omfattende betydning, så på dansk må vi bruge flere ord derfor. Nogle eksempler: Sind i Ef.4,17. Tanker i Rom. 11,34; 1 Kor.2,16. Tankegang i Rom. 1,28. ”Forstand til at udregne dyrets tal.” Åb.13,18.
I forstanden er det, at vore tanker registrerer de indtryk, som modtages fra hørelsen, synet og følelserne, og hvor de bearbejdes sammen med den viden, der allerede er modtaget og lagret i hjernen, og her udtænkes vore ønsker og fremgangsmåde osv.
Vi skal bruge vores forstand til at opnå det, vi tænker på og arbejder for. Det vil sige, at vi skal bruge tankerne i forstanden til at få frugt af vores arbejde. Forstanden med tankerne er ikke sat ud af kraft under bønnen og talen, tværtimod, forstanden er med i alt. Vi skal ikke tømmes for vore egne tanker. Vores ånd, det vil sige hele vort inderste væsen med vore tanker, ønsker og hensigter, hele vores personlighed, er med i bønnen eller talen, som tankerne danner i forstanden. Chr. Lindberg siger det fint i sin oversættelse fra 1856: ”thi når jeg beder i fremmed tungemål, beder vel min ånd, men mine tanker er uden frugt. (I.G. Scharlings Bogtrykkeri.)
Ved at bruge meningen fra de omtalte skriftsteder kan verset oversættes, så det er tydeligere hvad der menes. Fra Rom 11,34 bruges tanker i stedet for forstanden. Fra Salme 77,7 bruger vi oversættelsen mig selv omskrevet til jeg:
Vers 14. ”For hvis jeg taler i tunger under min bøn, beder jeg ganske vist, men mine tanker er uden frugt.”
Det vil sige: Hvis jeg taler i et uforståeligt tungemål, så kan jeg bede oprigtigt, og så meget jeg vil, men mine tanker bliver ikke forstået og er derfor uden frugt!!!!
v. 15. Hvad da? Jeg vil bede med ånden, men jeg vil også bede med forstanden; jeg vil lovsynge med ånden, men jeg vil også lovsynge med forstanden. V. 16. For når du lovpriser i ånden, hvordan skal så den, der ikke er fortrolig hermed, kunne sige amen til din takkebøn? Han forstår jo ikke hvad du siger.
Paulus kommer nu med en konklusion. Som følge af det han har fremført, hvad da? Jo, bønnen eller sangen skal kunne forstås, så tilhøreren han opbygges og også deltage. Her siger han ikke min ånd, som i det foregående vers. Paulus siger i Ef. 6,18, at vi skal ”bede i Ånden,” og i Judas v. 20 siges, at vi skal ”bede i Helligånden.”
Her taler Paulus på tilhørerens vegne – at ”den, der ikke er fortrolig” med det benyttede sprog, også skal kunne deltage. Derfor skal der benyttes et sprog, hvor budskabet kan forstås. Konklusionen er: Jeg vil bede fyldt af Helligånden, men også med forstanden kunne forstå, og i tankerne følge med i og bearbejde, hvad der fremføres, og vil sige amen til bøn, tale eller sang, når jeg opbygges.
Da jeg som ung sang engelske sange uden at forså ordene, sagde de mig intet. Jeg blev følelsesmæssigt påvirket, men ikke opbygget gennem ordene i sangen. Jeg kunne ikke lide de uforståelige tekster. Hvis jeg havde kendt min Bibel bedre, så ville jeg have prøvet at få det ændret, for her siger Paulus, at sangeren må komme med sange på et fælles sprog, som tilhøreren kan forstå med forstanden, og derved deltage i tankerne til fælles opbyggelse.
Martin Luther var opvokset med, at der blev talt latin i kirkerne. Men Bibelens klare tale her i Korinterbrevet brugte Luther som argument for at fjerne latin i kirkerne og erstatte den med folkets modersmål. Præsterne skulle ikke stå og tale i tunger. Og derved kunne folket selv begynde at overveje og bedømme, hvad der blev sagt af præsterne.
v. 17. Nok er din takkebøn god, men den anden opbygges ikke.
Paulus gentager og advarer igen medlemmerne i Korinth om at benytte tungetalens gave med sprog, som ikke blev forstået af de andre, selv om det, der blev sagt, var godt nok, og han derved kunne opbygge og styrke sig selv i troen med skriftsteder, tale eller bøn.
v.18. Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end nogen af jer.
Det var gaven til at tale andre tungemål, der udrustede Paulus til, at han kunne gå ind i alle de mange provinser og tungemål, hvor han arbejdede. Den største hedningemissionær, som verden nogen sinde har set, benyttede denne sproggave og så frugt af sit arbejde i de nyoprettede menigheder. Taknemmelighed til Gud var en del af hans livsstil.
v. 19. Men i menigheden vil jeg hellere tale fem ord med min forstand og lære andre noget, end tusindvis af ord i tunger.
Forstandige ord, er ord, der forstås. Chr. Lindbergs oversættelse fra 1856 siger det på en glimrende måde: 1. Kor. 14, 19. Men i menigheden vil jeg hellere tale fem ord forståelig, for at jeg kan undervise andre ” I.G. Scharlings Bogtrykkeri.
Dette siger klart:
1. At karismatisk tungetale, hvor taleren ikke forstår, hvad der siges er udelukket, fordi forstanden skal være med i talen. Selv om en anden oversætter, skal taleren kunne undervise med forstanden.
2. At tilhørerne skal kunne få noget ud af talen eller bønnen og lære deraf,
v. 20. Brødre, vær ikke børn i klogskab I ondskab skal i være små, men voksne i klogskab.
Små børn pludrer nogen gange på livet løs med forskellige lyde. Det er en del af deres udvikling. Det er lyde og ikke forståelige ord, men efterhånden ændrer det sig til at blive et sprog. Paulus siger, at vi voksne skal være klogere, og det indebærer selvfølgelig et udviklet, forståeligt sprog. Men i ondskab skal vi være små, ja, endog som ganske små børn, der ikke gør noget ondt.
v. 21. I loven står der skrevet: Ved folk og fremmede sprog og ved fremmedes læber vil jeg tale til dette folk, og selv da vil de ikke høre på mig, siger Herren.
Her er det græske ord ”glossa” for en gangs skyld oversat med sprog. Oversætterne ved godt, at der er holdepunkt for, at det tydeligt betyder sprog. Fremmede sprog!
Denne profeti gik bogstaveligt i opfyldelse og gør det stadig. Oprindeligt var profetien om fjender, der ville komme på grund af frafald, og tale deres fremmede sprog. Fjenderne bortførte mange jøder som slaver, og den dag i dag bor de fleste jøder stadig i andre lande end Israel. Der lærer de at tale de lokale sprog. På pinsefestens dag fik de nyomvendte Helligåndens gave, som de var lovet. Derfra var mange draget til deres hjemland eller ud som evangelister, og forkyndte evangeliet for andre jøder og hedninger, både med deres modersmål og med tungetalens sproggave. Læs selv nogle henvisninger: 5 Mos. 28,49. Es.28,11-12; 33,19. Jer. 5,15.
v. 22. Derfor er tungetalen et tegn, ikke for de troende, men for de ikke – troende. Og profetisk tale er ikke for de ikke troende, men for de troende.
Nogle karismatiske troende spørger andre kristne, om de har fået tungetalens gave. Det er for dem tegnet på, at de har fået Helligånden. Men her gør Paulus opmærksom på, at tungetalen ikke skulle være et tegn for de troende. Et eksempel på dette findes i AG. Kap. 2, hvor de ikke troende pilgrimme ser det overnaturlige i tungetalen og er overraskede over, at de oplever at ulærde mennesker taler fremmede sprog, så de, der har sproget som modersmål, kan tale med dem.
Eksempler på, at profetisk tale er et tegn for de troende, findes i beretningen om, hvordan Peter afslører Ananias og Safiras bedrag. AG. 5,1-11,
Og modsat, hvis vi kristne oplever okkult tungetale, så er det også et tegn for os, der ikke er okkulte tilhængere, at en overnaturlig ånd virker. Vi ved, at det ikke er Guds ånd, men Satans ånd, der virker. Se mere efter vers 40.
V.23. Hvis nu hele menigheden kommer sammen, og alle taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller nogle ikke troende ind, vil de så ikke sige, at I er vanvittige?
Hvis alle personer i menigheden har forskellige sproggaver, og alle benytter denne sproggave samtidig, så ingen taler samme sprog, hvilken forvirring ville det ikke give. De udenforstående kan så i sandhed sige, at i den menighed kan man komme og se en vanvittig forsamling. Helligåndens sproggave må ikke benyttes forkert!
V.24-25. Men hvis alle taler profetisk, og der kommer en ikke – troende eller en udenforstående ind, så ser han sig afsløret af alle, bedømt af alle. v.25, det åbenbares, hvad der skjult i hans hjerte, og så vil han falde på sit ansigt, tilbede Gud og udbryde: Gud er virkelig hos jer.
Det er overbevisende, når en person kan afsløre noget om en anden person, som denne person troede var skjult, og viser, at der er kommunikation med det overnaturlige
V.26. Hvad da, brødre? Når i kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har en tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse.
Paulus vejleder de nye troende i, hvordan de skal leve et nyt liv, kristenlivet. Her giver Paulus den tredje løsning på sprogproblemet, at en anden oversætter. Så kan alt ske til opbyggelse. Dette er et interessant indblik ind i datidens variation ved deres sammenkomster. Det er også en opremsning af forskellige måder, hvorpå vi opbygges. Det er Guds ord, der opbygger os, når den bibelske lære gøres til en del af vores tankegang. Kol. 3,16 siger: ”Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer.” Hvordan kan vi gøre det? Jo det siges der straks efter: ”Udervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud.” Det er jo netop, hvad han også siger her til korinterne i vers 26: ”salme, belæring”… osv. Ligeledes kan de salmer, der synges i dag være til opbyggelse for os. For eks. nr. 198 i salmebogen: ”Så er det da sandt, at …
”Alting skal være til opbyggelse, siges der her. Jesus kalder os til at tro på ham og at blive discipel, (Matt. 28,19) og at arbejde for at opbygge medtroende. Vi kan ikke leve vort liv, som om andre mennesker i menigheden ikke kommer os ved. Her. 10,24-25 siger tydeligt: ”Lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden …” Nogen tror, at det er lige meget, om de går i menigheden, men Gud har en anden mening, og siger at vi har opgaver og ansvar i menighedens opbyggelse. Gud har givet os talenter og åndelige gaver med den hensigt, at vi skal opbygge menigheden. Hvis vi ikke gør det, svigter vi vort kald og bruger gaverne forkert og skal stå til regnskab for misbruget.
V. 27. Hvis nogen taler i tunger, så højst to eller tre, og en af gangen, og der skal være én til at tolke det.
Når der i menigheden er personer fra flere sproggrupper, så gives der her retningslinjer, så der ikke skal opstå kaos ved at flere taler samtidig, og det skal tolkes så det kan forstås og opbygge. Paulus er ubøjelig, menigheden skal kunne forså ordene.
v.28. Hvis der ikke er nogen til at tolke det, skal den, der kan tale i tunger, tie stille i menigheden. Han kan tale til sig selv og til Gud.
Paulus gentager tidligere argumenter om, at fremmedsprog skal tolkes. Hvis dette ikke er muligt, giver Paulus løsning nr. 4 på sprogproblemet, at personen skal tie stille.
v. 29. To eller tre kan tale profetisk, og de andre skal bedømme, hvad de siger.
Det er vigtigt, at et overnaturligt budskab sammenlignes med det sande evangelium, der allerede er modtaget. Paulus var kendt med falske profeter og frafald. Brevet til galaterne viser jo, at de var ledt ind i vildfarelse. For at vi skal kunne bedømme, hvad vi hører, må vi selv vide, hvad der er sandhed.
v.30-31. Men får en anden, som sidder der, en åbenbaring, skal den første tie stille, 31, for I kan alle komme til at tale profetisk, men én ad gangen, så kan alle belæres og alle formanes.
Her nævner Paulus en prioritering, 1. En åbenbaring som Gud giver, mens de er samlede, skal have første prioritet. 2. Profeter må som alle andre sørge for orden, den ene skal tale efter den anden.
v. 32-33. Profeters ånder underordner sig under profeter, for Gud er ikke forvirringens men fredens Gud.
Der står ikke, at Guds ånd er profeter lydige. Der er tale om menneskets ånd. Paulus benytter de forskellige nuancer i det græske sprog, og vi må i vor tid lære at se disse variationer. I dette tilfælde er det flertal; det er flere menneskers ånder, der tales om. Og da disse mennesker er profeter, siges der naturligvis profeters ånder. Det er naturligvis profeterne som personer, der tales om, som vist i forklaringen i v. 14. Det vil sige, at en Guds profet tænker på at få et godt samarbejde med andre sande profeter, så alle kan bringe deres budskaber frem på en ordnet måde, den ene efter den anden.
v. 34-38 omtaler et andet emne.
v. 39.40. Altså mine brødre, I skal stræbe efter at tale profetisk, og I må ikke hindre nogen i at tale i tunger. 40. Men alt skal gå sømmeligt og ordentligt til.
Paulus gentager sine formaninger om at de skal prioritere profetisk tale. Men for at de ikke skal gå i den anden grøft og forbyde udlændinge at tage del i forkyndelsen, for det ville jo betyde et tab af evangeliets forkyndere, så siger han, at de ikke må hindre en person i at tale et andet sprog men har nu givet retningslinier for at ”alt skal gå sømmeligt og ordentligt til.” .
…………………………………………………………………………..

Afsnit II. Der er her to hoved emner: