|
| - som omhandler tro | Tilbage til oversigten |
Adventisttankegangens udvikling om ren og uren kød.
Ron Graybill
Frigivede manuskrifter nr. 852 side side 1 af Ron Graybill
Kostadskillelsen mellem ren og uren kød, der baseres på 3. Mos 11 og 5 Mos 14, forstås og accepteres i almindelighed blandt adventister i dag. I modsætning til det gamle testamentes ceremonilove, som pegede til Kristus, eller til de borgerlige love, der styrede teokratiet, så var disse sundhedslove baseret på naturlige love, og gjaldt derved ikke kun den tidsalder. Således undgås urent kød blandt adventister, der spiser kød. I det nittende århundrede accepterede adventister ikke desto mindre denne skelnen mellem rent og urent baseret på levitiske love, også selvom de klart fordømte svinekød.
Forbuddet mod svinekød skulle først oprettes, men det tog dog tid. Før sundhedsbudskabet kom til Ellen White i 1863, forhindrede både hun og James White de troende som prøvede at forbyde svinekød. “Vi tror på ingen måder at Bibelen lærer at dets [svinekødet] rette brug, i den evangeliske dispensation, er syndigt,” skrev James White i 1850. I 1858 prøvede en bror i New England, utvivlsomt S. N. Haskell, igen at modarbejde brugen af svinekød, og ville gøre dets brug til en loyalitetsprøve mod Guds ord. Mrs. White skrev til ham og sagde at, “Hvis det er menighedens pligt at afholde sig fra svinekød, vil Gud vise det for mere end to eller tre.”
Efter helsereformens syn, var Mrs. White naturligvis imod brugen af svinekød, argumenterede at det skabte “akrofula, spedalskheds- og kræfts-væske.” Det var tydeligt at hun og andre adventister, som skrev imod brugen af svinekød frem til 1866, argumenterede strengt fra et sundhedssynspunkt. Med andre ord, blot fordi nogle bibelske argumenter blev brugt for at forstærke forbuddet mod svinekød, kan vi ikke konkludere at adventister på det punkt var på rette vej til en regulær lære om adskillelse mellem ren og uren kød.
I 1866 hentydede D. M. Canright til 5. Mos 14,8, “Ej heller svinet, thi det har vel klove, men tygger ikke drøv; det skal være eder urent. Deres kød må I ikke spise, og ved deres ådsler må I ikke røre.” Men Canright nævner ikke andet urent kød, og bruger ikke materialet i 5. Mos yderligere til emnet. Når han nævner østers, i en artikel efterfølgende år, nævner han deres påståede kræfter til at opildne ”visse slags følelser,” og indfører ikke noget bibelsk argument.
I 1870, påtager W. C. Gage sig at modbevise i et konkurrerende adventisttidskrift, som gjorde indsigelser mod den ”bibelske påstand, at svinet er urent.” Men Gage citer hverken 5. Mos 14 eller 3. Mos. 11. Faktisk siger Gage dette: “Hvis bibelen ikke afgør spørgsmålet, så lad fornuften sejre. Undersøg dyret, og se på dets beskidte vaner.” Han diskuterer nogle af de bibelske vidnesbyrd om svinekød, men hans artikel bidrager langt fra til bred forståelse af den bibelske lære om ren og uren kød, er det betynget med naturalistiske argumenter og udelukkende kun for svinekødsspørgsmålet.
I en 1872-artikel viser James White hvordan “Svinets kød,” hvordan den levitiske lov skal bruges. Han nævner 5. Mos. 14,8 igen, og han prøver at modbevise argumenterne at et forbud mod svinet kun var jødisk, og derfor ikke bindende for de kristne. Han minder sine læsere om at forskellen mellem ren og uren blev anerkendt i Bibelen længe før der ”eksisterede en eneste jøde.” Dog borer han argumenterne imod svinet, ikke for at sætte overordnede kategorier for ren og uren kød. Han diskuterer overhovedet ikke det bibelsk kriterium for at skelne.
Den overordnede adskillelse mellem ren og uren kød i adventistkredse forbliver uudviklet, resten af det nittende århundrede. Selvom adventister diskuterer livligt imod svinekød, fortsætter tyngden af deres argumenter til at være fysiologisk kriterium. Uriah Smith afviser klart anvendelsen af den mosaiske skillen: “Vi tror at der er bedre grund at hvile på [forbud mod svinekød] end de ceremonielle love i den tidligere dispensation, for hvis vi antager at lovene stadig er bindende, må vi antage dem alle, og så skal have mere i vore hænder, end vi kan klare.”
For adventister i det nittende århundrede, blev al kødspise modarbejdet, så at spise svinekød faktisk blev forbudt. Andet kød som vi betragter som urent, kunne ikke, tilsyneladende, ses i det samme lys som svinekød.
En gang da Ellen White var syg, fortalte hende søn, W. C. White, at hun blev opmuntret til at drikke lidt østers-suppe for at stabilisere hendes mave. Hun blev opfordret til at tage en skefuld eller to, men hun afviste resten. Der er her bevis for at Mrs White et sted i sit liv faktisk spiste nogle østers. I 1882, da hun boede i Healdsburg, Californien, skrev hun et brev til sin svigerdatter, Mary Kelsey White, i Oakland, hvor hun spurgte om dette: “Mary, hvis du kan skaffe mig en god kasse sild, friske, så gør venligst dette. De sidste som Willie fik er bitre og gamle. Hvis du kan købe dåser, et halv dusin dåser med gode tomater, så gør dette. Vi har brug for dem. Hvis du kan få nogle få dåser gode østers, så skaf dem.”
Ellen White lagde ikke skjul på at hun under vanskelige omstændigheder, når hun rejste, eller når hun blev besværet under sine rejste, spiste noget kød. I bogen Råd og vink, som blev udgivet i 1938, kommer hendes beretning om hendes forhold til kødspise, efter at have fået synet om sundhedsreformen, som følgende: ”Jeg tog straks kødmad ud af min spiseseddel. Herefter var jeg nogle gange derhenne hvor jeg var tvunget til at spise lidt kød.” Dette stemmer med hendes tidligere publicerede udtalelser fra 1890 i bogen Kristen afholdenhed og bibelsk renhed, hvor der står: ”Da jeg ikke kunne få den mad jeg havde brug for, spiste jeg nogle gange lidt kød; men jeg bliver mere og mere bange for det.”
Men udover disse er der bevis på en vis slaphed i 1870´erne og 1880´erne som tillod lidt kød komme på bordet, skønt det ikke var absolut nødvendigt. Vanskelighederne med at nedkøle og transportere mad i det nittende århundrede, var det et meget større problem end at få den dækkende kost uden at bruge kødmad. Først i 1890´erne gav Mrs. White udtryk for sin afsmag for kødmad på vej til Australien: ”De har en overflod af mad med kød i, tilberedt på forskellige måder; men da jeg ikke synes om kødmad, overlades jeg til en ret sparsom kost.”
Da Ellen White var i Australien først i 1894 besluttede hun sig for at ikke længere spise kød, en beslutning som hun ikke trak sig, fra resten af hendes liv. Hun skriver sådan om det:
“Siden lejrmødet i Brighton [Januar, 1894] har jeg absolut aflagt kød fra mit bord. Dette er forståelsen uanset om jeg er hjemme eller ude, intet af den slags skal bringes i min familie, eller komme på mit bord. Jeg har fået vist meget for mit sind i nattestunden om dette emne.
Ellen White´s egen forståelse af rent og uren-sondringen virker til at være blevet stærkere over tid. I 1864 bemærkede hun at efter at have gennemgået Noa, at han fik lov at spise ”rene” dyr efter vandfloden. Og i 1890, da Patriarker og Profeter blev udgivet, bemærkede hun at Samsons forældre var instrueret til at holde ”alle urene ting” tilbage fra ham. Denne adskillelse ”mellem fødeartikler som rene og urene” var ikke “blot en ceremoni og egenmægtig forskrift, men blev baseret efter sanitære principper.” Derudover kunne jødefolkets ”utrolige livskraft” i tusinde år spores til denne adskillelse. Bemærkelsesværdigt, kom hun ikke med dette aspekt i Samsons liv i 1881, da hun skrev artiklerne som det meste materiale om Samson baserede sig på, i Patriarker og profeter. I 1905 forklarede hun igen til fordel for den sondring jøderne fik, denne tid omtales i forbindelse med svinekød, ”andre dyr og fugle hvis kød blev erklæret for urent.” Passagen fortsætter med at opremse andre aspekter af jødiske sundhedslove som syvendedags adventister aldrig har prøvet at gennemføre, så kortfattet kan det siges at Mrs. White aldrig tydelig erklærede et overordnet skille mellem rent og urent kød var noget som syvendedags adventister endnu var bundet til at overholde. Hendes udtalelser anbefalede ad den jødiske praksis visselig opmuntrer til det standpunkt, men skal aldrig gøre det åbenlyst.
I dag behøver adventister, med deres adskillende forståelse, mellem ren og uren kød, at betone den generelle mangel af en sådan lære i adventistkirken for hendes tid. I 1883 sagde W. H. Littlejohn, i en spørgsmål og svar spalte i Review, at han ikke var sikker på om østers skulle forbydes som urent kød, som det står i 3. Mos 11. Hvis de gjorde sagde han, ville det være fordi der var en naturlig grund til det. Det var også på det tidspunkt at Uriah Smith udtrykte sin stærke fornægtelse af bruge de mosaiske love i den sag, som nævnt ovenfor.
De første sundhedsreformatorer nævnte nogle gange østers, idet de forklarede hvorfor kødspise var skadeligt. I 1857 siger Russell i sin vandkur kogebog Trall at alle bløddyr, inklusiv østers, var “dårlig næring.” James C. Jacksons kommentar om østers var nok mere velkendt for adventisterne, sammen med hans anden kritik af kødspiser i en artikel James og Ellen White genoprtrykte i en artikel i Sundhed eller Hvordan der leves. Jacksom gjorde indvendinger mod østers fordi de var ådselsædere. J. N. Loughborough sagde at alle skaldyr, deriblandt østers, var forkastelige, idet de indeholdt meget lidt næring og var vanskelige at fordøje. Endelig i 1891 reagerer Kellogg kraftigt på nogle kommentarer fra videnskabsfolk om østers. Fordømmer dyrene som vanskelige at fordøje, og ”den laveste form for skraldespande,” og indeholder sandsynligvis dødelig gift, tyrotoxin. I betragtning af det megen litteraturmateriale der imod svinekød, er protesterne mod østers og anden ”uren” kød så minutiøs at det er svært at se.
Uanset hvilken praksis eller forståelse vore pionerer havde af dette spørgsmål, skal vi aldrig basere vore egne beslutninger for sund levevis på andre menneskers eksempel. Mrs. White gjorde dette punkt klart nok for sig selv i 1901 under en improviseret tale i Battle Creek:
[Ellen G. White taler:] “Søster White havde ikke kød i sit hus eller tilberedte det på nogen måde, eller noget død kød, i årevis. Og her er [grundlaget for nogle folks] sundhedsreform: ´Nu har jeg fortalt jer at søster White ikke spiste kød. Nu ønsker jeg ikke at I skal spise kød, fordi søster White ikke spiser det.´ Nuvel, jeg vil ikke give – jeg bryder mig ikke om noget som dette. Hvis du ikke er overbevist om noget bedre – skal du ikke spise kød fordi søster White ikke spiser noget – hvis jeg er autoriteten, giver jeg ikke noget for jeres sundhedsreform. Hvad jeg ønsker er at enhver af os skal stå i jeres personlige værdighed over for Gud, i jeres personlige indvielse over for Gud, at sjælstemplet skal dedikeres til Gud. ´Enhver der besmitter Guds tempel, ham vil Gud udslette.´ Nu ønsker jeg at I skal tænke over disse ting, og ikke gøre noget menneske til jeres kriterium.”
Ikke overraskende ser det ud til at S. N. Haskell, som var de første der tilskyndede menigheden til at opgive brugen af svinekød, også var de første til at diskutere et klart bibelsk forbud mod al uren kød, der bruger forbuddene i 3. Mos 11 til fulde. I maj 1903 skrev han:
“Bibelen nedligger principper i mange henseender, og vi overlades til at udøve vor egen dømmekraft i denne sag, medens der i mange andre sager gives en tydelig befaling. . . . Med Sin almægtige plan har [Gud] udpeget en del af dyreriget til at være som skraldespande. . . . For at vi må kende dem som spiser rent kød. Han satte et mærke eller brændemærke på dem.”
Så citerede Haskell 3. Mos 11,1-8: “At spise af disse ting har Herren forbudt,” Haskell konkluderede, “at der er meget vederstyggeligt i hans øjne.”
White Estate. – 27. april, 1981.