|
| - som omhandler tro | Tilbage til oversigten |
En dag til hvile, men hvilken?
Odd-Henrik Olsen
Tidernes Tegn 3 1968 side 6
Der findes mange oprigtige kristne mennesker, som tror, at Det nye Testamente indeholder henvisninger til, at hviledagen efter Jesu opstandelse blev forandret for lørdag til søndag. Måske kan man ikke lige huske, hvor det står, eller den nøjagtige ordlyd, men at en sådan tekst findes, er der mange, der er overbevist om. I alle tilfælde står der, at de første kristne samles til gudstjeneste om søndagen.
Spørgsmålet har en vis betydning for os, da det gælder vort forhold til de ti bud, og da der er mange kristne, som helligholder ugens 7. dag. som sabbat.
Lad os først slå fast, at ordet ”søndag” ikke forekommer i Bibelen, da man ikke brugte dette ord, da Bibelen blev skrevet. Man brugte udtrykket ”den første dag i ugen” for at betegne den dag, vi kalder ”søndag”. I Det nye Testamente er dette udtryk brug 8 gange, og det er følgende steder: Matt. 28,1; Mark. 16, 1.2; Mark 16,9; Luk 24, 1; Joh 20,1; Joh 20,19; Apg. G. 20, 7; 1 Kor. 16,2. Hvis Det nye Testamente fortæller, at hviledagen blev forandret for lørdag til søndag, eller at kristne helligholdt søndag som hviledag, må det stå i et af disse skriftsteder.
Men det gør det ikke. De første 6 af disse henvisninger fortæller beretningen om, at Jesus opstod fra de døde på den første dag i ugen, og om, hvad disciplene foretog sig på den samme dag. Der nævnes intet om en forandring af hviledagen. Det modsatte er snarere tilfældet. Mark 16, 1.2. fortæller, at opstandelsen fandt sted tidligt om morgnen den første dag, ”da sabbaten var omme.”. Luk. 23, 56 fortæller os, at Kristi efterfølgere ”sabbaten over . . . . holdt sig stille efter lovens bud”, før de ”ved daggry på den første dag i ugen kom . . . til graven”. Jesu disciple holdt sabbaten efter hans død. De kendte ikke noget til en forandring.
De andre 4 steder, hvor den første dag er nævnt i forbindelse med Jesu opstandelse, fortæller ikke andet, end hvad vi har slået fast.
De sidste to henvisninger, Apg. 20, 7 og 1 kor. 16, 2 bringer os frem til år 57 e. kr eller omtrent 36 år efter opstandelsen. Disse to tekster fortæller os noget om menighedens skikke og forhold en generation efter dens grundlæggelse.
Ap. G. 20, 7 fortæller, at ”på den første dag i ugen, da vi var samlede for at bryde brødet, samtalede Paulus med dem, da han næste dag ville rejse derfra, og han blev ved at tale lige til midnat”. Her har vi et tilfælde, hvor de kristne samledes til møde på den første dag, men beviser dette noget om, at hviledagen er blevet forandret fra lørdag til søndag? En nærmere undersøgelse af hvad teksten siger, vil vise, at der næppe er tale om en ugentlig sammenkomst. Versetsiger, at grunden til, at de var samlet, var den, at Paulus næste dag skulle rejse derfra. På sin rejse var han kommet til Troas og havde opholdt sig der i 7 dage. Dette var afskedsmødet – næste dag ville han rejse videre. Der siges intet om, at det var en fast skik, at de kristne i Troas holdt møde på den første dag i ugen. Vi finder her heller ikke noget påbud om at holde søndagen hellig. Dette er en beretning om, hvad nogle kristne gjorde ved en speciel lejlighed, ikke om, hvad Herren havde påbudt dem at gøre.
Det at samles til møde en bestemt dag gør ikke dagen til en helligdag. Ej heller, at man holder nadver, som man gjorde det her (se også v. 11), gør dagen til en helligdag. Jesus indstiftede naderen en torsdag aften, men derfor er der da ingen, som vi gøre torsdagen til helligdag.
Den sidste af de nytestamentlige henvisninger til ”Den første dag i ugen” finder vi i 1 Kor 16, 2, hvor Paulus retter en opfordring til de kristne angående indsamlingen til de fattige i Judæa: ”Hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til, hvor at der ikke først skal finde indsamlinger sted, når jeg kommer”.
Det står helt klart, at Paulus ikke taler om nogen gudstjeneste, men om noget, de skal gøre derhjemme. Pengegave er ikke noget, de skal frembære ved deres møder, men noget, de skal lægge til side, så deres offergave er klar den dag, Paulus kommer for at hente den.
Dette første brev til menigheden i Korint blev skrevet på Paulus 3. missionsrejse, som er dateret til år 57-58 e. kr. Men vi finder her ingen beviser på, at de kristne har forandret deres hviledag fra lørdag til søndag, og der er gået 36-37 år siden opstandelsen.
De nytestamentlige henvisninger til ”den første dag i ugen” har ikke sagt noget om en forandring af hviledage, og det kan her være af interesse at se, hvad Det nye Testamente siger om ugens 7. dag, sabbaten.
Ved det store kirkemøde i Jerusalem i år 47 eller 49. e. Kr. blev det udtalt, at ”hver sabbat oplæses (Moses) jo i synagogerne” (Ap. G. 15, 21). Her gøres ingen forskel på den jødiske og den kristne sabbat. Der trækkes ingen skillelinjer, og det fremgår, at de kristne holdt gudstjeneste på samme dag som jøderne.
Markus, som skrev sit evangelium omtrent samtidig med, at Paulus var på sin 3. missionsrejse, ser heller ikke ud til at kende noget til en forandring af hviledage, for han citerer en udtalelse af Jesus, hvor han siger: ”Sabbaten er blevet til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbatens skyld” (Mark. 2, 27). Jesus slår her fast, at sabbaten blev til for at opfylde et menneskeligt behov, men han siger intet om, at den skal afskaffes eller overføres til en anden dag.
Lukas skrev sit evangelium kort tid efter, at Markusevangeliet var skrevet, og han fortæller os, at Jesu efterfølgere ”efter lovens bud” hvilede på sabbaten. Han siger ikke noget om, at Jesus havde fortalt dem, at hviledagen skulle forandres, og at de holdt fast ved det gamle, fordi de havde misforstået Jesus. Mere end 40 år efter opstandelsen anså Lukas helligholdelse af hviledagen på ugens 7. dag som værende ”efter lovens bud”.
Mattæus-evangeliet blev skrevet mellem år 60 og år 70 e. Kr., men Mattæus bringer ingen udtalelser af Jesus, hvor han siger, at hviledagen skal forandres. I stedet bringer han en udtalelse, hvor Jesus siger, at ”før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå” (Matt. 5, 18).
De fleste forskere er enige om, at Johannes-evangeliet er det sidste af evangelierne, som blev nedskrevet. Der gik 60 til 70 år efter opstandelsen, for Johannes skrev sin beretning om Jesu liv. Men heller ikke ´der finder vi noget, som tyder på, at hviledagen var blevet forandret. Johannes fortæller, at Jesus diskuterede med jøderne angående sabbaten. Men diskussionen gjaldt aldrig, hvilken dag man skulle helligholde, kun måden, hvorpå sabbaten skulle helligholdes.
Påstanden om, at Jesus forandrede hviledagen fra lørdag til søndag, finder ingen støtte i Det nye Testament, og vi finder heller ingen henvisninger til, at de kristne i den første tid helligholdt søndagen.
Den, som i vore dage ønsker at bygge sin kristne tro og praksis på Bibelens lære og Jesu eksempel, må anerkende, at hviledagen ifølge Det nye Testamente ikke er blevet forandret. Den, som ønsker at følge i Mesterens fodspor, vil slutte sig til den stadig voksende skare, som ”efter lovens bud” helligholder den samme dag, som Jesus, hans disciple og de første kristne helligholdt, nemlig ugens 7. dag, sabbaten.