|
| - som omhandler tro | Tilbage til oversigten |
Hvorfor syvende dags adventisterne ikke bærer smykker
Af G. Burnside
Adventnyt april 1965
Fra både medlemmer og prædikanter har jeg fået mange anmodninger om at fremholde de bibelske grund til, at syvendedags adventisterne ikke bærer smykker. Den menighedshåndbog, som Generalkonferensen autoriserede i 1962, udtaler sig klart og tydeligt om det standpunkt, som samfundet indtager:
”Som syvende dags adventister har Gud kaldet os ud af verden. Vi er reformatorer, og den sande tro, som gennemtrænger alle livets områder, må have en indflydelse, som danner alle vore handlinger. Vore livsvaner må baseres på principper og ikke på det eksempel, verden omkring os giver. Skikke og moder kan forandre sig fra år til år, men rette principper er altid de samme.
Klædedragen er en vigtig faktor, når det gælder en kristen karakter Lige fra menighedens begyndelse blev der givet os undervisning om, hvorledes vi kom kristne burde klæde os for at beskytte os mod verdens fordærvende indflydelse såvel som for at fremme vor fysiske og moralske sundhed.” Testimonies, 4. b., s. 634.
“Dette er i sandhed et omfattende formål! Der er i og for sig ingen dyd i at klæde sig anderledes end vore omgangskreds blot at være anderledes; men hvor det drejer sig om dannelse og moralske principper, vil den samvittighedsfulde kristne være tro mod sin overbevisning hellere end at følge skik og brug.”
”Det er i harmoni med vor tro at klæde sig enkelt og afstå fra brugen af smykker af enhver art.” Testimonies, 3. bd., s. 366.
Bibelen lærer klart og tydeligt, at det er imod Guds vilje at bære smykker. ”Så de ikke smykker sig med håropsætning, guld eller perler eller kostbar dragt,” formaner Paulus i 1. Tim, 2, 9. At pynte sig selv med smykker for at tiltrække sig opmærksomhed er ikke i overensstemmelse med kristen selvforglemmelse.
”I nogle lande betragtes den skik at gå med vielsesring som tvingende nødvendig, idet det betragtes som et kendemærke på dyd, og som følge deraf anses den ikke for et smykke. Under sådanne forhold har vi ingen grund til at fordømme denne skik.” Church Manuel 1963. Profetiens ånd fordømmer heller ikke vielsesringen i lande, hvor denne skik er nødvendig. (Veiledning for Menigheden I, s. 494.) Vor menighedshåndbog er korrekt, når den fastslår, ”at skrifterne tydeligt lærer, at det er imod Guds vilje at bære smykker”.
Som kristne skal vi ikke smykke os med guld og perler. Paulus’ formaning, som vi allerede har henvist til, gælder kvinder, som bekender sig til gudsfrygt, og det skulle omfatte enhver kvinde i den sidste menighed. De undervises om ikke at bære ”guld eller perler eller kostbar dragt”. Peter understreger dette yderligere i 1. Pet. 3, 3.4. ”Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med en uforgængelig prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne.”
Profetiens ånd, som altid er i harmoni med Bibelen, siger om denne tekst: ”Her taler Herren ved sin apostel tydeligt imod at bære guld. Lad de, som har erfaring, passe på, at de ikke ved deres eksempel vildleder andre. Den ring du har på fingeren, er måske ganske enkel, men den er unyttig og den kan have en forkert indflydelse på andre. Vore prædikanters hustruer bør være særlig omhyggelige med ikke at afvige fra Bibelens undervisning angående klædedragten.” Testimonies, 4, bd., s. 630.
“Mange, der bekender sig til at være Guds børn, nærer ingen skrupler, så de følger verdens skik og bærer guld og perler og kostbare klæder, og de betragter de samvittighedsfulde, som ikke vil bære smykker, som snæversynede, overtroiske, ja endog fanatiske. Men det er Gud, som har nedladt sig til at give os denne undervisning. Den er en erklæring fra den evige visdom, og de, der ringeagter den, gør det til deres egen undergang. De, der klynger sig til prydelser, som er forbudt i Guds ord, nærer stolthed og forfængelighed i deres hjerte.” Samme, side 645.
Det er interessant at vide, at de første metodister forbød deres medlemmer at bruge smykker, fordi det var forbudt i Guds ord. Om 1 Pet. 3,3 siger John Wesley: ”Disse [guldsmykker] bør hverken tillades og langt mindre forsvares af kristne.” Forklarende bemærkning til N.T. af John Wesley. Den kendte bibelkommentator, dr. Adam Carke siger om de samme vers: ”Hvor få kristne kvinder følger dette!” Han siger videre, at det at bære smykker åbenbarer enten et overfladisk sind eller et fordærvet hjerte. Dette princip angående korrekt klædedragt og særlig brugen af smykker finder vi i hele skriften. ”Thi således prydede også fordum de hellige kvinder sig.” 1. Pet. 3,5.
Det har altid været karakteristik for hedningerne at bære smykker, som det ses i hele den hedenske verden den dag i dag. Vi læser i Dommerens bog 8, 24: ”Derpå sagde Gideon til dem: ”Jeg har noget at bede eder om: Enhver af eder skal give mig de ringe, der findes mellem hans bytte!” Hine havde nemlig guldringe, thi de var ismaelitter.”
Når hedningerne opgav deres afgudsdyrkelse, aflagde de deres prydelser, men når Israel forfaldt til hedenskabet, pyntede de sig med deres smykker. I 1 Mos. 35, 2-5 læser vi om, at Jakobs hus skaffede de fremmede guder af vejen, da de gav Jakob ”alle de ringe, de havde i ørene”. Som en modsætning hertil læser vi i Hos. 2, 13:
”Jeg hjemsøger hende for ba’alernes fester, på hvilke hun bragte dem ofre, smykket med ring og kæde. Sine elskere holdt hun sig til, mig glemte hun, lyder det var Herren.”
Og atter i 2. Mos. 33, 5,6: ”Da sagde Herren til Moses: ”Sig til israelitterne: I er et halsstarigt folk! Vandrede jeg kun et eneste øjeblik i din midte, måtte jeg tilintetgøre dig. Tag nu dine smykker af, så skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!” Da aflagde israelitterne deres smykker fra Horebs bjerg af.”
Det er indlysende, at Israel udfordrede Gud med deres prydelser, thi som en hedensk skik var det et vidnesbyrd om deres frafald fra ham.
Når det gamle Israel gled bort fra Gud, hengav de sig til den fordærvende ba’als- eller soldyrkelse og smykkede sig med ”ring og kæde” og ”glemte” Herren. Hos. 2, 13. I det moderne Babylon, som er fordærvet og frafaldent, selv om det bærer kristennavnet, er man også behængt med ”guld og ædelsten og perler”. Åb. 17, 4.
Gud råber: ”Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.” Åb 18, 4. De må forlade Babylon for ikke at blive meddelagtige i hendes synd. Da syn er overtrædelse af Guds lov (1. Joh. 3,4), vil de ”drage ud” for at holde Guds bud. Guds folk i de sidste dage omtales som dem, der holder Guds bud. Åb. 12, 17; 14, 12. Selv om det her først og fremmest gælder Guds ti bud, indbefatter Guds bud alt, hvad Gud har befalet. Det er indlysende at de også vil agte på den undervisning, Gud har givet angående smykker, thi den sande menighed er ikke en frafalden menighed, der er behængt med guld, kostbare stene og perler. I denne beskrivelse, vi finder af den sande menighed i Åbenbaringen, er smykker ikke nævnt. De, der vælger moden, kan sige: ”Regn ikke med en kvindes dyd, men med hendes smykker,” men Gud har sagt noget andet: ”Det er i overensstemmelse med vor tro at afstå fra brugen af smykker og pynt af enhver art.” Testimonies, 3. bd., s. 366. De, der vælger, hvad Gud har fordømt, vil få en strengere dom end de hedninger, som ikke har haft lyset og aldrig har kendt Gud og hans lov.
”De, der nægter at følge det lys, som Gud har givet dem, og i stedet for vælger verdens fornøjelser, forfængelighed og dårskab og undslår sig for at bringe deres vandel i harmoni med Gud lovs hellige krav, er i Guds øjne skyldige i de mest graverende synder.” Samme, s. 366.
Jeg er taknemmelig for, at syvende dags adventisterne hele tiden har fulgt Guds sandhed. Anderledes må det ikke være, thi Gud har en fuldstændig sandhed, der må forkyndes for hele verden i disse sidste dag. Menighedshåndbogen påpeger klart den eneste undtagelse: ”I nogle lande betragtes den skik at bære en vielsesring for en tvingende nødvendig, idet den betragtes som et kendemærke på dyd og derfor ikke anses for et smykke. Under sådanne forhold har vi ingen grund til at fordømme denne skik.”
Ingen adventistkvinde, som elsker sandheden i Kristus, vil bære øreringe, halskæder eller armringe. Når et træ dør, falder bladene af for aldrig mere at vende tilbage, og når vi giver vort liv til Herren og med ham afdør af synden, selvet og alt, hvad der strider mod hans dyrebare bibel, vil vi ”falde af”, for aldrig mere at vende tilbage.
”Der er kun én vej at følge, nemlig at gøre Bibelen til rettesnor for vort liv. . . og tage det alt længe forsømte kors op og lytte til hans advarsler og formaninger, som sagde: ”Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!” Matt. 16, 24
Jo ældre og talrigere et samfund bliver, desto større bliver faren for, at det skikker sig lige med verden. For os adventister skulle det være lige modsat, thi ”Natten lider, dagen er nær. Så lad os aflægge mørkets gerninger og iføre os lysets våben.” Rom 13, 12. Vi må stadig mindes om de guddommelige principper, som Herren har åbnet vore øjne for i Bibelen, og ikke gå på akkord eller i laodikeisk lunkenhed sige: ”Gud tager det ikke så nøje.” ”Stå ved vejene,” siger Jeremias, ”og se efter, spørg efter de gamle stier, hvor vejen er til alt godt, og gå på den; så finder I hvile for eders sjæle. Men de svarede: ”Det vil vi ikke.” Jer. 6, 16