|
| - som omhandler tro | Tilbage til oversigten |
”Og hele jorderig fulgte undrende efter dyret”
Roy Allan Anderssond
Adventnyt august 1966
Vi lever i sandhed i en dramatisk tid. Store forandring hører til dagens orden. Selv forhold, som det i århundreder syntes umuligt at ændre, bliver nu forandret. Hvem ville f. eks. have troet, at den romersk-katolske kirkes liturgiske messe med dens historiske intoneringer på det latinske sprog måtte vige for modens pres? Pålidelige rapporter fra både gejstlige og ikke-gejstlige fortæller, at i løbet af nogle få måneder vil katolikker i Amerika og andre steder i verden høre messe – ikke i de århundredgamle latinske kadencer, men på ”værdig engelsk prosa”. Endnu mere betydningsfuldt er det, at dette måske er indledningen til mange andre ændringer, som denne middelalderlige kirke må fortage under tidens pres. Skønt messen, som det hævdes, fremføres på elleve forskellige sprog, er alle disse sprog meget gamle. Men latin er katolicismen officielle sprog.
De katolske ledere har i nogen tid følt, at det var nødvendigt at indføre ændringer, som stemte overens med vor hurtigt skiftende og materialistiske tids synspunkter. Pave Johannes syntes at gå ind for disse forandringer, da han haævdede, at ”i disse tider er det først og fremmest nødvendigt at være hyrdelig”, og at enhver præst og biskop burde betragte det som en hellig pligt at gøre alt, hvad der er muligt for at forsøge at nå frem til alle, både katolikker og ikke-katolikker. Sandelig yderst betydningsfuldt! Dette er såre forskelligt fra denne kirkes historiske stilling som troens forsvarer og som anklager af alle protestanter.
Samtidig med at betydningen af ”det fælles velfærd” understreges, gøres der et målbevidst forsøg på at overvinde de religiøse uoverensstemmelser. I stedet for tidligere års ophidsede doktrinære dikussioner forsøger den umiskendeligt ”hyrdelige ånd” at forsone de forskellige opfattelser mod hinanden. Romerkirken ønsker at vinde forståelse og forsøger derfor at tale et verdenssprog.
Som et eksempel på denne ændrede holdning skal vi nævne, hvordan det er gået en kendt katolsk teolog, som for nogle få år siden havde den dristighed at foreslå ophævelse af præstekabets colibat. Han blev strengt irettesat af den pavelige kurie og derefter forvist fra Den evige Stad. Da pave Johannes XXIII kom til magten, kaldte han ikke alene denne mand tilbage til Rom, men optog ham blandt koncilets rådgivere!
Ved at forkynde vort særlige budskab og forklare Åbenbaringens betydningsfulde profetier har vi syvende dags adventister i et Århundrede hævdet, at der vil komme forandringer, som vil muligheøre i hvert fald en åndelig forening af romerkikens katolikker og de frafaldne protestanter. Vi har yderligere påstået, at den magt, som fremkalder denne forening, er spiritismen. Hele den religiøse verden ved, at der i årtier har været en konstant infiltration af psyskisk indflydelse i både katolske og protestantiske trossamfund.
Profetien i Åb. 13,3 er ved at blive virkelighed, for dette skriftsted siger: ”Dens dødshug blev lægt. Og hele jorderig fulgte undrende efter dyret.”
Samtidig med at den okkulte videnskab har vundet fodfæste i den vestlige verden, har romerkirken genvundet en del af sin magt. Da præsident Roosevelt i 1940 foreslog, at Myron C Tayloer skulle sendes til Vatikanet som ”observatør” med rang som ambassadør, løftede der sig et ramaskrig. Der blev sendt en mængde harmdirrende protester til Det hvide Hus. Men der er sket mangt og meget siden den tid. Vi er blevet så immune over for forbavselse, at udnævnelsen af en biskoppelig ”observatør” ikke ville afføde kommentarer. Selv om De forende Stater præsident aflagde officielt besøg i den romersk-katolske hovedkvarter, ville dette kun interesserer et fåtal. Naturligvis har en katolsk præsident ligesom enhver anden borger ret til at opsøge sin kirkes overhoved, paven; men hvis han gjorde det, ville det være noget ganske nyt i Amerikas historie. Betydningen af de begivenheder vi oplever og snart skal opleve, må ikke ignoreres. I Åb. 16, 15 står der: ”Salig er den, som våger.” Våger vi?
Det bør betyde noget for os, at så at sige hele verden komplimenterede pave Johannes for hans encyklika. Masser af amerikanske aviser benyttede meget begejstrede vendinger. F. eks. stod der er i Washington Post en ledende artikel med titlen ”En lampe tændes”. Det hed heri, at den stemme, som taler til menneskeheden i denne encyklika, ”ikke er en gammel præsts eller en gammel kirkes stemme, med verdens samvittigheds stemme og verdens håbs og tragtens stemme.” Artiklen fortsætter:
Dens ”inspiration er hverken sekterisk eller national, men universel og har rod i den civiliserede menneskeheds fineste og ædleste følelser og tilskyndelser. Dens tilhørere er ikke blot de trofaste medlemmer af én stor menighed eller en forsamling af lutter troende, men hele den menneskelige familie, hvis medlemmer alle ejer menneskelig værdighed. . . . .Nødvendigheden af en offentlig autoritet med verdens omspændende magt, som kan hævde det fælles bedste over de enkelte staters selviskhed, forfægtes med stor veltalenhed. . . . Paven har tændt den lampe, som brænder foran alteret for det, som bør gøres. . . . . Overalt i verden vil de mennesker, som læser, hører og forstår den ærværdige paves budskab, løfte dens blikke, deres sind og deres hjerter over de en forstyrret konges sorger og bekymringer.” 12. april 1963.
Der er intet mærkeligt i, at den vestlige verdens journalister udtrykker sig på en sådan måde; men det er en sensation, at den europæiske kommunismes leder, katolicismens bitre fjende, fremfører rosende kommentarer og understreger betimeligheden af pavens appel for verdensfred. Alle rettænkende mennesker påskønner naturligvis ethvert forsøg på at undgå krig, og dette gælder selvfølgelig også for os syvende dags adventister; men sagen har også sine skjulte sider.
Profetierne viser tydeligt, at før tidernes ende skal der komme en verdensomspændende fredsbevægelse, som skal føre til, at ”folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.” Es. 2, 2-9. Mika bringer den samme profeti: Mika 4, 1-5. Fuld af indsigt mindede apostlen Paulus tessalonikerne om de instrukser, han tidligere har givet dem angående dette. Derefter sagde han: ”Men om tid og time, brødre, har I ikke nødig, at man skriver til jer; selv ved I jo god besked om, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når de siger: ”Fred og ingen fare!” da er undergangen pludselig over dem.” 1. Tess. 5, 1-3.
Før tæppet falder for sidste gang og det store drama er udspillet, vil der blive rettet en appel til troskab til alle mænd og kvinder, lærde og ulærde, religiøse og irreligiøse. Det vil faktisk være mere end en appel – snarere en befaling eller lov fremført af en ”universel stemme”.
Ingen kender de begivenheder, der fører til den sidste dramatiske akt, for profetierne har ikke åbenbaret dem; men som ”lysets børn”, der af Gud er kaldet til at berede et folk til at tage parti for sandhed og retfærdighed, skal og bør vi vide, hvad vi kan vente os af de dage, som er umiddelbart forestående. Herrens formaning om at ”våge og bede” bør aldrig glemmes. Som profeternes forkyndelse er vi udset til at være fortolkere, ikke spåmænd.
Herren fremsatte et guddommeligt princip for profetisk fortolkning, da han sagde: ”Og nu har jeg sagt jer det, før det sker, for at I skal tr, når det er sket.” Joh. 14, 29. Den mindeværdige nat, da han blev forrådt, udtrykte han sig således tre gange. Havde disse mænd kendt profetierne ville de ikke have ladet sig overrumple, for at det, de oplevede, var blevet forudsagt. Hvis de havde lyttet til deres øjne i stedet for til deres fordomme, kunne og ville de have vidst besked. Hvis vi med åbent sind gransker de profetier, som tager sigte på vor tid, kan også vi være orienterede.
Vi syvende dags adventisters enestående bidrag til studiet af profetierne er i sær knyttet til 13. og 19. kapitel i Johannes åbenbaring. Da vore pionerer havde fået forståelse af denne del af Åbenbaringen, blev de herolder for det sandhedsbudskab, som nu forkyndes overalt i verden, og til os, deres børn, rettes formaningen om at ”være forud for tiden”, således at vi kan forkynde sandheden for vore medmennesker.
Historien viser at Gud altid har haft specielle budbringere, som fortolker profetierne på de tidspunkter, da de gik i opfyldelse. Også nu har han sådanne budbringere. Vi kender ikke de begivenheder, som skal føre til, at hele jorderig undrende følger efter dyret, men vi kan uden vanskelighed gøre os en forestilling om den. Alt det, som i dag møder verden som en udfordring, siger os tydeligt, at Herrens genkomst er nær. Hvor må vi være lykkelige over, at vi har fået den opgave at forkynde profetierne i denne betydningsfulde stund. Dette er ikke blot en privilegium, men et stort ansvar. Måtte Gud sætte os i stand til at løse vor opgave!