|
| - som omhandler tro | Tilbage til oversigten |
Syndig uafhængighed
Marshall J. Grosboll
(delvis oversat af O.A.)
HIMLENS SAMARBEJDENDE ÅND.
I himlens store familie har enhver sin egen personlighed, enhver har sin frihed, og alligevel misbruger ingen den frihed til at modarbejde helheden, der holdes sammen af de tråde som udgøres af selvets ydmyghed, og kærlighed til næsten.
Ligesom bien udvinder honningen og efterlader pollen, sådan foregår det i himlen: Enhver modtager for at give--enhver arbejder til fælles bedste.
, Derfor hersker den perfekte harmoni, selv mens hver enkelt udfolder sin personlighed helt i alle måder, og er stadig sig selv.
Selv Gud modarbejder ikke helheden. Vi skulle nærmere sige specielt Gud! Alt hvad Han gør er til bedste for Hans skabninger. I alt hvad Han gør, får Han kærligheden og samarbejdet med Sine skabninger frem.
Betragt Adams skabelse. Så snart han var skabt, satte Gud ham til at arbejde, til at assistere ham. Gud bad ham om at give dyrene navne. Hvor meget lettere ville det ikke ha´ været for Gud selv at navngive uden Adams hjælp.
Da Adam blev skabt, programmerede Gud ham med ord og sprog - men med forsæt undlod han at indpode dyrenavnene, så Adam i så høj grad som muligt kunne samarbejde med Gud, i det arbejde Han var ifærd med.
Bibelen siger: "Thi Guds medarbejdere er vi " (1. Kor. 3,9)
Så Gud gik langt videre end til blot at lade Adam navngive dyrene. Han fortalte Adam og Eva at de, -sammen med deres efterkommere- skulle fortsætte det arbejde med at befolke jorden, som Gud havde påbegyndt.
Gud skabte netop tilstrækkeligt mange mennesker, til at de kunne fortsætte Hans arbejde.
På den anden side ville det have været meget lettere for Gud på et øjeblik at fylde jorden med mennesker - - - og de ville alle have været fuldkomne! Ingen ville været blevet opdraget af fejlende forældre!
Hvor stor var ikke den risiko Gud dermed tog, og hvor fattigt har de fleste forberedt sig på den opgave det er, at opfostre deres børn -i sammenligning med det forarbejde Gud lagde for dagen før skabelsen.
Og dog har Gud ikke taget ansvarligheden fra den menneskelige familie -på trods af vore fejl. Gud ville hellere lide tab end handle helt alene uden vort samarbejde.
Gud har gennemgået flere kvaler end noget andet væsen for at kunne opnå vort samarbejde, idet han kalder os ”--konger og præster-” (Åbenbaringen 1,6) -fremfor at handle helt alene og uafhængigt af os.
Som det var på jorden med Adam og Eva, således var det i himlen med englene. Gud skabte ikke et hierarki eller et diktatur, men en familie. Det er derfor, der var krig i himlen.
Da Satan valgte at gøre oprør, kunne Gud blot have udtalt ordet, og´ Satan ville have været forvist fra himlen. Men det gjorde Gud ikke, for englene var Hans jævnbyrdige medarbejdere, og selv i denne kritiske situation tog Han ikke tømmerne i egen hånd, men tillod englene -så vidt muligt- at beslutte forløbet. (Åbenbaringen 12,7)
Selv efter krigen, synes det at have været tilladt Satan at komme tilbage for at repræsentere jorden i de himmelske råd. I Jobs bog fremholder Gud Jobs trofasthed, og udfordrede Satans krav på at repræsentere jorden. Satan repræsenterede ikke alle jordens indbyggere, men englene tillod ham at blive tilbage. Men denne tolerante tid sluttede med korset. Jeg har ofte overvejet Ellen Whites forklaring, hvor hun blev vist, at:
"Alle de engle, som tillades at besøge jorden, holder et gyldent kort, som de viser til de engle, der vogter byens porte, idet passerer ind og ud" (Early Writings 39)
Hvorfor må de engle, som besøger jorden, vise et gyldent kort ved portene?
Før Kristus blev korsfæstet, fortsatte englene med at tillade Satan adgang, hvad han betragtede som officiel embedshandling. (Job 1)
-fordi mange stadig havde nogen sympati for ham. På korset blev Satans kamuflering revet væk. . . . . . . . . .
Fra det tidspunkt blev hans udfoldelsesmuligheder indskrænket.
Hvilken forklædning han end kunne finde på, så havde han nu ikke flere muligheder for at få adgang til de himmelske sale og der anklage Kristi brødre for at være klædt i mørkets klædebon og besmittet af synd.
”Det sidste led af sympati for Satan, som forbandt ham med den himmelske verden, var nu brudt.”(Desire of Ages 761 – DSM 522)
På den måde besluttede englene, at Satan ikke længere kunne besøge himlen som jordens repræsentant. Derefter var det Jesus som indtog den post.
Men hvordan kunne de holde ham ude?
De besluttede åbenbart at tildele et gyldent adgangskort til alle, som var blevet bemyndiget til at besøge jorden, og det skulle så præsenteres ved grænsepassage.
Himlen er et meget virkeligt sted, og englene har langt mere at gøre med at udføre styrets beslutninger, end de fleste indser. Himlen styres ikke som et kommunistisk område, eller som et Satan-regeret diktatur, men som en kærlig familie, hvor hver har sit område, enhver har sin stemme og enhver er sikker i sin tro på Faderens visdom.
Idag foregår der domfældelse i himlen. ---Og hvorfor domfældelse? Behøver Gud en retssag?
Naturligvis ikke!
Han vidste, hvem der ville blive frelst og hvem der ville blive fortabt helt fra jordens skabelse!
(Ef. 1,4; Esajas 46,10)
Grunden til, at der er fældes dom er, at Gud ikke er diktator. Han har gjort de himmelske væsener til sine (1.Kor.3,9).
Og for at de kunne blive en udøvende del af processen, behøver de domsudførelsen. De har ikke Guds forhåndsviden. De må tage notater og se dem nok engang.
Gud kunne på et øjeblik have besluttet jordens evige skæbne med fuldstændig nøjagtighed. Men hvad der er et øjebliks sag for Ham, kommer til at tage meget længere tid idet Han inddrager englene til samarbejde.
Han er villig til at bruge extra møje og energi i samarbejdet med sine engle, snarere end at arbejde adskilt fra dem.
Hvilken lærdom for forældre.
Hvor meget lettere er det ikke for dem at rede sengen for børnene, mens de er små, at vaske op for dem, at ordne deres mad, selv at skifte olie på bilen uden hjælp fra ,de små.
Den "hjælp" de små giver, bruger faktisk meget af forældrenes tid! Det er meget lettere at få barnet til at lege eller at se på TV, mens vi ordner arbejdet alene.
Men det er ikke den måde Gud praktiserer. Han siger: "Jeg ønsker menneskers og engles samarbejde, selvom det betyder mere arbejde, flere bekymringer og større hjerteve."
ET SKIFTE FOREGÅR I HIMLEN.
Himlen er således bygget på princippet om samarbejde og enighed, og således har det altid været gennem evighedens uendelige tider, indtil EEN KOM OG STARTEDE sin egen uafhængige måde at styre og organisere på.
Dette var en syndig uafhængighed, for den søgte at arbejde adskilt fra Gud og hans planer og organisation.
Uafhængig præstegerning og selv-underholdende arbejde var ikke en del af Guds oprindelige plan. Men der var een der gik til angreb i de perfekte omgivelser, et perfekt styre, og begyndte sin egen præstegerning i konkurrence med og i modstrid med den rigtige og grundlæggende præstegerning i himlen, som havde fungeret i tidsaldre.
Da den uafhængighedens ånd kom til jorden, kom vi ind i syndens mørke og elendighed. Menneskets første store fristelse gjaldt det at være uafhængig. Bibelen siger:
"Og slangen sagde til kvinden: Du skal visselig ikke dø. For Gud ved, at den dag du spiser deraf vil dine øjne blive åbnet, og du vil blive som Gud til at kende godt og ondt" (1. Mos. 3,4+5)
Således fristede slangen Eva med den tanke, at hun ville blive viis nok til at kunne handle uafhængigt, idet hun selv ville kunne skelne mellem godt og ondt, uden at være afhængig af Guds vejledning.
Store mængder klamrer sig stadig til denne løgn. Således blev denne jord en del af Satans uafhængige præsteskab, og det gjorde tingenes sammenhæng temmelig forvirrende på planeten jorden, fordi næsten hele jordens befolkning ---med nogle få undtagelser som exempelvis Noah--- blev loyale mod Satans uafhængige præsteskab.
Men dem der forblev loyale mod Gud, var stadig uafhængige af oprøret, som fortsatte på jorden. på den måde blev de, der var uafhængige med Satan de etablerede, mens dem der ydmygt forblev loyale mod Gud tilsyneladende var de uafhængige.
Det åbenbare var det modsatte af det reelle.
GUDS UDDANNELSE FOR HIMLEN.
Guds plan har altid drejet sig om ydmygt samarbejde. Gud prøver at lære hver enkelt af os de væsentlige karaktertræk, der hører med til ydmyghed og underkastelse. Det er himlens karakter.
Enhver livserfaring skal gradvis i os få stedse flere og flere af disse kostelige karaktertræk, så vi kan passe ind i det samfund, som Satan mistede på grund af sit hovmod og sin uafhængighedstrang.
Det er derfor Paulus fortæller os i Rom. 13, at vi må lære at underordne os de civile regeringer, og at adlyde deres love. Ef. 6,5+6 fortæller os, at vi må lære at underordne os vore arbejdsgivere.
I det stykke tager fagforeningerne aldeles fejl. vi kan vælge hvor vi ønsker at arbejde, og om vi ønsker at fortsætte med at arbejde på et bestemt sted, men mens vi er der, må vi "adlyde dem som er vores kødelige arbejdsgivere".
Peter fortæller os, at de yngre må underordne sig de ældre, men også at de ældre også må lære de principper, der gælder underkastelsen, og må derfor vise det for både sig selv
og de yngre.
"Ligeså skal I unge underordne jer de ældre; og ifør jer de alle ydmyghed overfor hverandre; thi ´Gud står hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde´ så ydmyg jer da under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer." (1. Peter 5,5+6)
En mængde mennesker synes ikke om underkastelsens ide, medmindre de hører til dem, der er "på toppen." Mange ægtemænd godter sig over Pauli råd til deres hustruer om at de bør "--underordne sig deres egne mænd--", men de overser det foregående vers, hvor det pålægges begge ægtefæller at underordne sig hinanden.
Efeserbrevets 6 kapitel fortæller os, at børn skal lære underkastelsens lektie.
Gud ønsker at alle skal frelses -fædre, børn, arbejdere, ældre og yngre mennesker, og derfor prøver han på at lære hver enkelt de lektier, som vil gøre dem egnede til at passe til himlens samfund.
Den ånd, der er en forudsætning for ydmyg underkastelse, vil komme til udfoldelse både i liv og karakter hos de 144000.
Bibelen beskriver dem som: "-dem, der følger Lammet hvor Han end går-” (Åb. 14,4 )
Der er ingen uafhængighedsret her, Og dog synes der at komme en uafhængighed til syne i forhold til almindelig menneskelig optræden, for:
"-det er dem der ikke har besmittet sig med kvinder, for de er som jomfruer."
Kvinder repræsenterer i Bibelen kirker og religioner, og derfor er de 144000 dem, der ikke har besmittet sig med falsk religion og de falske religiøse filosofier, som er fremherskende udover verden.
De er uafhængige af menneskelige traditioner, og dog siger Bibelen at de er "efterfølgere" -efterfølgere af Lammet.
DET TILSYNELADENDE ER IKKE ALTID REELT
Fra syndens begyndelse har dem, der er forblevet underkastet Gud og afhængige af Ham ved at "følge Lammet hvor Han end går" har fundet sig selv ude af trit med verden, og uafhængige af den.
Tænk på Noah. Han blev givet et forvarsel om den kommende oversvømmelse, og han besluttede at følge Lammet og bygge arken efter Guds anvisninger.
Og dog forblev resten af verden uafhængig af Gud og Hans råd. Kirkernes og religiøse ledere rådgav og udstedte love mod dette projekt. Kun Noah og hans familie forblev underdanige under Gud.
Noah og hans familie syntes at være meget alene og isolerede. Han var tilsyneladende meget langt fra rådgiveren. Og de blev beskyldt for at være uafhængige! Og dog var de, de eneste u-uafhængige forvaltere på jorden.
Satan scorede en større sejr i Noahs dage, da det lykkedes ham at få hele verden til at følge ham i sin uafhængighed. Og dog var hans største sejr, da det lykkedes ham at få hele kirken, Guds kirke, til at gøre sig uafhængig af Gud og Hans råd.
Gud oprettede Sin kirke med Israels børn, og Han ledte dem ud af Ægypten ved Moses´ hånd. Men folket gjorde oprør mod Moses og Guds lederskab.
Helt fra begyndelsen viste "menigheden, dengang den var i ørkenen" ( Ap . g. 7, 38 ) sin uafhængighed af Herrens retning.
-Ved de troløse spioners tilbagekomst:
"Alle Israels børn knurrede mod Moses og Aron, og hele menigheden (Det gamle testamentes ord for "kirke", se Ap.g. 7,38), sagde til dem...Hvorfor har Herren ført os til dette land, for at dø ved sværdet, så vore koner og børn skulle blive ofre? Ville det ikke være bedre for os at vende tilbage til Ægypten. (4. Mos. 14,3)
Og de sagde til hverandre:
"Lad os vælge os en Fører og vende tilbage til Ægypten!" ( 4 . Mos. 14, 4 )
Det var den første nomineringskomite i den hebræiske kirke. De var på vej til at vælge deres egen leder i stedet for den Gud havde udpeget til dem.
Kaleb og Josva demonstrerede mod folket, idet de sagde:
"Gør kun ikke oprør mod HERREN, og frygt ikke for landets befolkning, thi dem tager vi som en bid brød; deres skygge er veget fra dem, men med os er HERREN; frygt ikke for dem!
Hele menigheden tænkte allerede på at stene dem". (4. Mos. 14,9+10)
Ved den lejlighed blev Kaleb og Josva uafhængige af den organiserede kirke -de accepterede ikke de ledere, som kirken valgte, og heller ikke de beslutninger de traf- og derfor valgte kirken at stene dem.
(stening er den kraftigste måde at vise uvenskab på)
Dem der afslog at være uafhængige af Gud, blev således uafhængige af en uafhængig kirke.
Og straffen for at være uafhængig af kirken, var at blive udstødt ved stening.
Spørgsmålet der skal afgøres er nu, hvem havde ret:
-dem der forblev loyale mod kirken, eller dem der tilsyneladende var uafhængige, og derfor blev udelukket? Det er let at give svaret, når man ser tilbage på den bibelske beretning, men ikke så let når man står ansigt til ansigt med situationen.
MOSES ANKLAGET FOR UAFHÆNGIGHED.
To kapitler senere i 4. Mosebog springer denne syndige uafhængigheds ånd frem igen i Koras oprør.
"Men Kora, en søn af Jizhar, en søn af Levis søn Kehat, og Datan og Abiram, sønner af Eliab, en søn af Rubens søn Pallu, gjorde oprør. De gjorde oprør mod Moses sammen med 250 israelitiske mænd, øverster for menigheden, udvalgte i folkeforsamlingen, ansete mænd." (4. Mos. 16,1+2)
Ligesom vor kirke, havde israelitterne en repræsentativ ledelse. Når de udvalgte fra kirken idag kommer sammen kalder vi det en en Generalkonferens.
Disse "øverster for menigheden" var "ansete mænd" og Kora var deres valgte leder, med Datan og Abiram var hans medhjælpere. Disse folkets ledere:
"samlede sig og trådte op imod Moses og Aron og sagde til dem: ´Lad det nu være nok, thi hele menigheden er hellig, hver og een, og HERREN er i dens midte; hvorfor vil I da ophøje jer over HERRENs forsamling?´ ..(4. Mos. 16,3)
Moses og Aron blev beskyldt for at være uafhængige af kirken og for at tage for meget på sig uden kirkens bifald. Når alt kommer til alt var det Guds kirke som Kora og hans medhjælpere repræsenterede, og kirken -sagde de- var hellig, for Gud havde selv udvalgt den..
Uden tvivl er det sådan, at når hele kirken, gennem sine lovligt valgte repræsentanter, beslutter sig for noget, så er det Guds stemme til folket!
Hvordan kan det være, at Moses og Aron ikke var under den autoritet, som kirken og dens ledere havde valgt? Hvordan kunne de retfærdiggøre deres uafhængige veje?
Men Moses og Aron var ikke uafhænige -ligesom i Noas situation var de eneste virkelig ikke-uafhængige indenfor kirken. Endnu engang var det tilsyneladende kun et dække. Kirken var i sig selv blevet uafhængig, mens dem der blev beskyldt for at være uafhængige, i virkeligheden var dem der var forblevet loyale og tro mod styret i himlen.
En overfladisk gennemlæsning af denne beretning kunne lede til en falsk konklusion. Jeg har hørt præster og ledere sammenligne deres tjeneste med Moses´, og hvem som helst der ikke er i harmoni med deres planer eller konferensens planer, sammenlignes med Kora, Datan og Abiram, uanset begrundelsen for deres overbevisning.
Men Ellen White advarer, idet hun skriver til kirkens ledere:
"Spørgsmålet om religiøs frihed må forstås på mere end een måde af vort folk. Med udstrakte arme søger mænd at stabilisere arken, og Herrens vrede optænde s mod dem, fordi de tror at deres position berettiger dem til at sige, hvad Herrens tjenere skal gøre, og hvad de ikke skal gøre.
De mener, at de er kompetente til at afgøre hvad Guds folk må få kendskab til, og hvad der skal undertrykkes. Herren spørger dem:
"Hvem har krævet det af dig? Hvem har givet dig den opgave at være samvittighed for mit folk? Hvilken ånd leder og kontrollerer dig, når du søger at begrænse deres frihed? Jeg har ikke valgt dig som jeg valgte Moses - som mennesker jeg bruger til at viderebringe guddommelige instruktioner til Mit folk.
Jeg har ikke lagt tømmerne i dine hænder. Det ansvar, der hvilede på Moses -der lagde stemme til Guds ord til folket- er aldrig blevet uddelegeret til dig." (Manuscript Release 1335, Aug. 1, 1895)
Det bør noteres, at Moses ikke blev valgt af Israels børn -han blev aldrig valgt af folket. Moses var snarere den som folket fornægtede. (Apost.7,35)
På en måde var Moses en slags forløber for Kristus (5. Mos. 18,15) som var hadet af kirkens ledere, og blev korsfæstet.
Han var en profet valgt af Gud.
Den leder, som folket valgte, hed Kora!
"og Kora kaldte hele menigheden sammen imod" Moses og Aron "ved indgangen til Åbenbaringsteltet" (4. Mos. 16,19)
Anerkendte Gud Kora´s position simpelthen fordi hele kirken stod bag ham?
Would to God that we, today, would remember the lessons of Korah and seek more for the will and direction of God rather than for position, victory at the polls, or referendum mandates.
Vil vi lære den lektie heraf, at ingen komite eller konferens eller magt på jorden har autoritet til at ændre een eneste trosregel, som dyrets magt påstår at være istand til?
Gud søger samarbejde med Sine medarbejdere på jorden, men han har ikke afsagt sig tronen, og Han vil heller ikke tillade noget menneske at udvikle og overtage magt over Hans arv, som er Hans erhvervede ejendom.
JOHANNES VAR UAFHÆNGIG AF SANHEDRIN
Da Gud kaldte Johannes døberen -en profet som Moses - for at forberede vejen for Jesus´ første komme, da var der i kirken ledere, som lignede Kora. Eftersom Johannes var trofast mod kirken, anerkendte han ikke autoriteten hos de selvbestaltede ledere, og han irettesatte dem frygtløst for deres stolthed og hovmod.
"Johannes anerkendte ikke Sanhedrins autoritet til at godkende sit arbejde; og han irettesatte regenter og folk såvel som farisæere og saddukæere." (Desire of Ages 132).
Johannes´ kaldelse og autoritet stammede ikke fra mennesker, men fra Gud, og døberen Johannes respekterede himlens autoritet.
Sanhedrin, der var den højeste menneskelige autoritet i kirken, havde prøvet at tilrane sig forrettigheder og autoritet, som kun tilkom Gud alene hvorved de gjorde sig uafhængige af Gud, og Johannes døberen tilsluttede sig ikke deres uafhængighed ved at underkaste sig dem.
Desuden irettesatte han regenter og ældste, såvel som mennesker i almindelighed -der var ingen personsanseelse. Skønt nogle ville betragte det som kritik af lederskabet, så anerkendte Johannes tydeligt, at synd hos een var lige så galt som synd hos en anden, og offentlig synd, som ikke blev angret, behøvede en offentlig irettesættelse.
Da Johannes døberen "så mange af farisæerne og saddukæerne Lomme for at blive døbt, sagde han til dem: ´I øgleunger! hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede?
Så bær da frugt, som er omvendelsen værdig, og bild jer ikke ind, at I kan sige ved jer selv: vi har Abraham til fader; thi jeg siger jer, at Gud kan opvække Abrahams børn af stenene der!
Øksen ligger allerede ved roden af træerne; så skal da hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugge s om og kastes i ilden." (Matt. 3,7-10)
Johannes lærte folket, at det ikke skulle lægge hele sin indsats hos et enkelt system, profession of personal piety, eller institution -for "ethvert træ som ikke bærer god frugt" vil blive "hugget ned." Enhver uafhængig person, menighed, konferens, institution, præsteembede, hvadenten stort eller småt, som bliver uafhængig af Gud, vil blive hugget ned. "Gud har en kirke. . . Det er de mennesker, der elsker Gud og holder Hans bud." (Upward Look 315)
Guds kirke, Hans folk som er fuldstændigt afhængige af Ham og som "følger lammet hvor Han end går"
-den kirke vil komme igennem helt til slut, og den vil være forenet til eet med Kristus.
Det må dog forstås at bevægelsen er meget mere end systemer, bygninger, og lovformelige dokumenter.
Da Syvende-dags Adventist hovedkvarteret i Battle Creek blev uafhængig, brændte Gud det hele ned, men kirken selv blev skånet, og den vil triumfere til det sidste.
Vi ønsker at triumfere sammen med den. Gud vil ikke begynde en ny kirke eller en ny bevægelse. Men bevægelsen må renses for enhver smule uafhængighed af Ham. Jøderne troede sig sikre, fordi de kunne føre deres slægt lige tilbage til Abraham.
Men Johannes sagde, at Gud var ikke afhængige af dem for at have et folk -Han kunne tage hedningernes sten-hjerter og pode dem ind på den sande stamme. Ud fra Johannes´ budskab forklarer Ellen White nærmere:
"Ikke på grund af dets navn, men ved dets frugter bestemmes et træs værdi. Hvis frugten er værdiløs, kan navnet (jøde, israelit, kristen, eller syvende-dags Adventist) ikke redde træet fra ødelæggelse. Johannes forklarede for jøderne, at deres standpunkt blev afgjort af deres karakter og liv.
Stilling var betydningsløs. Hvis deres liv og karakter ikke var i harmoni med Guds lov, så var de ikke Hans folk.” (Desire of Ages 107)
på een eller anden måde synes Johannes ikke at forstå -som lederne gjorde det- at kirken (som for dem betød de synlige bygninger, som var under deres kontrol) var på vej til at blive betydningsløs.
"Jøderne havde misfortolket Guds løfte om evige fordele for Israel: ´så siger HERREN, han som satte solen til at lyse om dagen og månen og stjernerne om natten, han som oprører havet, så bølgerne bruser, han, hvis navn er hærskarers HERRE:
Når disse ordninger viger fra mit Aasyn, lyder det fra HERREN, så skal også Israels æt for alle tider ophøre at være et folk for mit åsyn.
Så siger HERREN: Når himlen oventil kan udmåles og jordens grundvolde nedentil udgranske s , så vil jeg også forkaste Israels æt for alt, hvad de har gjort, lyder det fra HERREN." (Jeremias 31, 35-37)
Jøderne viste tilbage til deres naturlige afstamning fra Abraham som tilstrækkelig begrundelse for, at Abahams velsignelse også gjalt dem. Men de overså de betingelser som Gud havde stillet." (Desire of Ages, 106)
Jøderne havde tillid til, at Bibelens løfter ville gælde evigt, lige så længe som solen og månen existerede. De ville hånende diskutere med Johannes døberen drillende spørge: "Skinner solen stadig, Johannes? Ja, du kan se, Han har ikke kasseret os endnu, har Han vel?"
Men de havde overset de betingelser, som løfterne var baseret på. Johannes advarede dem med sikkerhed om, at "ethvert træ som ikke bærer god frugt" -selv Israel og Jerusalem!
Da Johannes advarede kirken om, at Gud kunne arbejde uden dem ja, da begik han den utilgivelige synd set fra deres side.
Istedet for at tage hans budskab til hjertet og arbejde på at rense kirken, så Guds betingelser kunne blive opfyldt, så søgte de at få gjort irettesætteren tavs.
For dem var kirken selve bygningerne og det menneskelige lederskab i Jerusalem, og at dette system var så sikkert deres øjne som selve Guds trone.
Yet, "fra begyndelsen har det været trofaste sjæle, der har udgjort kirken" (Acts of the Apostles, 11)
Aldrig har Herren -hverken i fortiden eller nu- gjort sit værk eller sin kirke afhængig af fysiske bygninger. Gud flyttede bygningen på Jesu tid, men den sande kirke overlevede.
Som det er idag, sådan var det dengang: Gud var ikke afhængig af den etablerede kirke for at beskytte et folk.
Johannes advarede om, at det var "ikke var ved sit navn, men ved sin frugt, at et træs værdi afgøres. Hvis frugten er værdiløs, så kan navnet ikke redde træet fra ødelæggelse." (Desire of Ages, 107)
Da Guds folk begyndte at bekymre sig over betydningen af deres navn, idet de søgte at beskytte selve ordene ved at korsfæste dem, der brugte ordene -ligesom de korsfæstede Jesus- så er det et sikkert tegn på, at de har mistet den sande betydning af navnet.
Formålet med navnet er først og fremmest at betegne den karakter, det står for. Hvis Jesus ikke havde kaldt sig for jøde, så ville de jødiske ledere ikke have dræbt ham.
Nu er det igen aktuelt at fremholde Johannes døberens budskab for Guds arvinger, for at vi kunne blive forberedt for Jesu andet komme.
Idag er vi kaldet til at udføre et arbejde, der kan minde om Johannes døberens, og bringe det samme budskab i selv skarpere udtryk, men stadigvæk med kærlighedens ånd.
”I denne frygtelige tid -lige før Kristi andet komme- må Guds trofaste prædikanter fremvise et endnu skarpere vidnesbyrd end Johannes døberen gjorde. Et ansvarsfuldt, vigtigt arbejde ligger foran dem; og de, som taler folk efter munden, vil Gud ikke anerkende som sine hyrder. Et frygteligt ve lyder over dem” (Testimonies 1. bind, side 321)
Man bør være ængstelig, hvis man som præst kun taler glat som folk helst vil høre. Skønt de modtager formålsskrivelser og tiende fra konferensen, så anerkender Gud dem ikke som Sine præster.
”´Fred og sikkerhed´ er det råb, der lyder fra mænd, der aldrig igen vil hæve deres stemmer som en trompet for at vise Guds folk deres overtrædelser, og Jakobs hus deres synder.
Disse stumme hunde, som ikke ville give hals er dem, der føler den retfærdige hævn fra en krænket Gud”(Vidnesbyrdene, bind 5, side 211)
JESUS. vort sande eksempel.
Sandsynligvis er den eneste person i Bibelen, der talte mere direkte på end Johannes døberen -sådan som Guds rette prædikanter idag skal gøre det- det var Jesus.
Når Jesus mødte de religiøse ledere, nøjedes han ikke med at kalde dem giftige slanger -sådan som Johannes døberen havde gjort. Han sagde rent ud, at de var Satans børn.
Jøderne havde fortalt Jesus, at de var helt sikkert Guds folk fordi de havde det officielle navn og den himmelgivne organisation, som de havde haft i århundreder. (Joh. 8,39-41)
Jesus svarede dem:
"Var Gud jeres fader, så ville I elske mig; thi fra Gud er jeg udgået og kommen, jeg er ikke kommen af mig selv, men han har sendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg taler? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han af sit eget; thi han er en løgner, ja, løgnens fader." (Joh.8,42-44)
Måske tænker du, at du repræsenterer Gud, fordi du har det officielle navn og repræsenterer den officielle organisation, men hvis dit liv ikke er i harmoni med Guds udtrykte vilje, så er du højst sandsynligt ikke Hans repræsentant.
Da Jesus kom, var Han helt fra begyndelsen anset for at være uafhængig, men af alle på jorden var Han den mindst uafhængige af alle, der har levet.
Jesus var den mindst uafhængige præst, der nogensinde har levet, så vidt som det drejede sig om Hans egen vilje angik, men Han var uafhængig af kirken, som den var opbygget på jorden, fordi den var blevet uafhængig af Gud.
Han ville helst have været forenet med dem, men Han kunne ikke forenes med dem og forblive afhængig af Sin Far, for de to var i harmoni.
Som Bibelen siger: "Vandrer vel to i følge, når det ikke er aftalt?" (Amos 3,3)
Præsterne ville ikke tåle denne uafhængighed hos Jesus. "De anmodede Ham indtrængende om at acceptere de regler og læresætninger, der var overleveret fra forlængst afdøde rabbinere, men Han spurgte efter deres autoriteter, hentet fra Den hellige Skrift.
Han ville rette sig efter hvert ord, der stammede fra Guds mund, men han kunne ikke adlyde menneskers opfindelser." (Desire of Ages,85)
Jeg kan høre dem prøve at overtale Ham:
"Jesus, tror du ikke at dette er Guds kirke?"
"Jo" ville Han svare.
"Tror du så ikke at Gud har ledet og ført denne kirke gennem tiderne?" "Jo" ville han svare igen.
"Så må du tro på det vi gør og underviser i denne kirke som er blevet besluttet og praktiseret i århundreder. Du tror vel ikke, at alle disse rabbinere har taget fejl?"
(Bemærk, det var "regler og læresætninger, der var overleveret fra forlængst afdøde rabbinere", som de prøvede at kile ind.)
Men Jesus ville ganske enkelt svare: "Hvor læres der sådan i Bibelen?"
Selv Jesu egen mor, som var en omvendt person og en samvittighedsfuldt medlem af menigheden, syntes at Jesus var for uafhængig.
"Maria protesterede ofte mod Jesus, og bad ham instændigt om at rette sig efter rabbiernes sædvaner." (Desire of Ages, 90)
Hvilken prøvelse må det ikke have været for Jesus. Helt alene bar Han denne tros-tillid.
Han blev misforstået af kirkens bedste mænd -de kunne ikke begribe, hvordan nogen som helst oprigtig og indviet person kunne være så uafhængig af den lære, som de meget respekterede rabbinere -både nu og tidligere- udbredte, siden de var ordineret af Gud.
For Jesus var der ikke anden inspireret håndskrift, end det Hellige Guds Ord.
Men kirken var efterhånden blevet så effektivt opbygget med rangorden, at man ikke kunne se at den kunne fungere uden menneskeskabte regler og autoriteter og en streng Jerusalem-centreret struktur.
Men Jesus satte sandheden over strukturen.
Jesus blev anset for at være så uafhængig af strukturen, at lederne i kirken besluttede, at hvis Han blev tilladt at fortsætte, så ville han ødelægge kirken, -og deres kraftstruktur ville uden tvivl være blevet ødelagt.
"Han som var grundlaget for Israels ritual og økonomi, ville blive anset for at være dets fjende og ødelægger." (Desire of Ages, 111)
Kirkens fromme ledere prøvede på alle tænkelige måder at forhindre hans indflydelse i at ødelægge kirken. De prøvede at bevise, at Han tog fejl. De advarede folket mod at lytte til Ham. De forhindrede Ham i at tale i kirkerne.
De spredte løgne og rygter om Ham og Hans præstetjeneste. På alle måder søgte de at begrænse Hans indflydelse (og det lykkedes dem i høj grad) men intet syntes at kunne standse Ham. Til slut besluttede de -som en sidste udvej- med "beklagelse" at de måtte give Ham til døden.
Utvivlsomt "hadede" de at gøre det, men kirken må bevares -dens omdømme og navn må beskyttes for så uansvarlige folk som Barrabas og Jesus.
Jesus og Barrabbas, naturligvis, var vidt forskellige -den ene var morder og den anden var liv-giver. Men de var begge uafhængige, og af de to var Jesus den mest farlige, fordi Hans læresætninger og praksis tog almindelige mennesker med storm.
Og når først uafhængighedens ånd har fået indpas, forestillede de sig at kirken var umulig at beskytte. Det var ubegribeligt for dem, at Gud kunne beskytte og bevare Hans kirke, hvis de ville rense sig selv og kalde på Ham for at få Hans beskyttelse -nej, hvis de ikke bevarede den,
så ville kirken blive ødelagt.
Det var enten Jesus eller kirken. (Joh. 11,50)
Derfor måtte Jesus tilintetgøres, så kirken kunne overleve.
"Hvis Han står ivejen for Israels trivsel, er det så ikke at gøre Gud en tjeneste at fjerne Ham? Det er bedre at een mand går til grunde, end at hele nationen bliver nedbrudt.. . . .
Efter deres mening, havde Han sat præsteskabet til side. Han havde afvist at godkende teologien på rabbinernes skole. Han havde været udsat for præsternes onde fremfærd, og Han havde endegyldigt skadet deres indflydelse. . . .
Satan fortalte dem, at de var nødt til udrydde Jesus for at kunne opretholde deres autoritet, og det råd fulgte de. . .
Deres bedrag var så stort, at de var godt tilfreds med sig selv. selv. De betragtede sig selv som patrioter, der søgte nationens frelse.” (Desire of Ages, 540-541)
Således blev Jesus udelukket, og dem der udelukkede Ham troede de havde reddet kirken fra den store uafhængighedskatastrofe, som truede selve deres eksistens.
GRUNDLAGET FOR SAND AUTORITET
Men skønt de prøvede, og inderligt troede det var lykkedes, så kunne de ikke udelukke Jesus fra kirken. Jesus var kirken.
Det lykkedes dem kun at udelukke sig selv fra den sande kirke. For Gud "lagde alt under hans fødder, og ham gav han som hoved over alle ting til kirken, der er hans legeme, fyldt af ham, som giver alle al sin fylde." (Ef. 1,22+23)
Kirken må stadig: "bygges på Kristus som sit fundament; den må adlyde Kristus som sit hovede. Den må ikke bero på mennesker, eller kontrolleres af mennesker. Mange holder sig til, at en tillidspost i kirken giver dem autoritet til at diktere, hvad andre mennesker skal tro og hvad de skal gøre.
Gud godkender ikke denne autoritet. Frelseren erklærer: ´I er alle brødre´
Alle er udsat for fristelser, og har mulighed for at begå fejl. Vi kan ikke være afhængige af noget begrænset væsen som vejleder.
Troens klippe er Kristi levende nærvær i kirken. Selv den svageste kan stole på det, og de der tror sig stærkest, vil vise sig at være den svageste, hvis de ikke gør Kristus til deres kraft.
"Forbandet være den mand, som stoler på mennesker, og som holder kød for sin arm, hvis hjerte viger fra HERREN" (Jer . 1 7 , 5 ) (Desire of Ages, 414)
"Dette princip hviler med lige vægt på spørgsmål, der længe har ophidset den kristne verden -spørgsmålet om apostolisk efterfølgelse. Afstamning fra Abraham blev bevist, ikke af navn og slægt, men ved samstemmende karakter.
Således hviler den apostoliske efterfølgelse ikke på overførsel af kirkelig autoritet, men på åndeligt fællesskab.
Et liv, der holdes igang af apostlenes ånd, troen og læren om sandheden, som de lærte -det er det sande vidnesbyrd om apostolisk efterfølgelse.
Det er det, der dannede efterfølgerne af de første, der lærte evangeliet. (Desire of Ages, 467)
Indenfor Kristi kirke må der ikke være nogen centraliseret, rangforordnet og kontrollerende magt, der fortrænger Kristus som øverste leder.
Som Herrens budbringer sagde: "Battle Creek er ikke midtpunktet i Guds værk. Kun Gud kan udfylde denne plads" (Testimonies to Ministers, 375)
Orden har sin plads, men det må være en ukompliceret, ydmyg orden som altid sætter Kristus i forsædet. For:
"Han er hovedet for legemet, kirken; han er begyndelsen, førstefødt af de døde, for at han skulle være den ypperste blandt alle." (Kol. 1,18)
Da nu Kristus er kroppens hovede, må Han altid have forrang.
Nårsomhelst kirken tager forrang frem for Kristus eller Hans ord, så bliver den et idol for folket.
Kristus skabte strukturen -altså den hellige- og den er altid underkastet Ordet og har Kristus som sit hovede.
- - - - Alt som erstatter Gud bliver en falsk Gud. Det var hvad jøderne gjorde ved deres tempel.
Templet blev mere vigtigt end sandheden, eller selv Gud´s kære søn. Et kritisk ord udtalt mod templet var værre end falske lærdomme, der udspredtes fra dens område. Den sidste anklage der blev brugt mod Kristus var, at Han talte mod templet.
Som opfølgning af denne fare med at gøre systemet og dets ledere til en falsk Gud, har Ellen White et helt kapitel i Testimonies to Ministers, hvor det hedder: "Du må ikke have andre Andre Guder Før Mig". -hun refererede til BattIe Creek, systemet der og dets ledere.
Hun advarer: "de prøver som Israels børn må gennemgå, og deres indstilling lige før Kristi komme, er blevet vist mig atter og atter for at illustrere Guds folks stilling i deres erfaring før Kristi andet komme -hvordan fjenden søgte enhver mulighed for at overtage kontrollen over jødernes tanker, og idag søger han at sløve sindet hos Guds tjenere, så de ikke er i stand til at erkende den kostbare sandhed." (Selected Messages, bind l side 406)
Jesus blev afvist af de fleste, fordi Han ikke var godkendt af den synlige kirke. Og dem der afviste Ham var fortabte. I henhold til Profetiens And, vil det også blive vores prøve.
"At stå i forsvaret for sandheden og retfærdigheden, når flertallet svigter os, at kæmpe for Herrens sag mens forkæmperne er få -det vil blive vores prøve." (Testimonies, bind 5,136)
KIRKENS HOVEDE
"Og Gud har i kirken for det første sat nogle til apostle, for det andet nogle til profeter, for det tredie nogle til lærere, dernæst undergerninger, dernæst nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre, og forskellige slags tungetale." (1. Kor. 12,28)
Gud er den, der har lovet at placere forskellige gaver i kirken. Når kirken er ren, er det Gud, der kalder og ordinerer gennem Hans valgte medvirkende.
Han vælger gennem embedsmænd når han kan, men når han ikke kan, vil Han kalde mennesker direkte, som tilfældet var med David og Johannes døberen. Gud har aldrig overdraget den fulde kontrol over Sin kirke til menneskelig medhjælp.
Herren ønsker at dirigere sin arv og sin kirke i langt højere grad, end vi giver Ham lejlighed til.
"Hvis præster og mænd med høj autoritet vil gøre sig ganske særlige anstrengelser, og lade Den hellig And virke på lægbrødrene, så vil Gud styre dem, for at ære Hans navn.
Lad mennesker føle sig frie til at bringe det til udførelse, som Den hellige And viser dem. Læg ikke hæmmende bånd på ydmyge mennesker, som Gud ville bruge." (Review and Herald, 9. juli 1895)
Rundt omkring i verden har lægmænd fortalt mig, at de ikke engang kan give et bibelstudium uden pastorens tilladelse. Mange steder er en lægmand end ikke tilladt at holde bedemøde i sit eget hjem, hvis det kaldes et bedemøde, uden kirkens tilladelse -og hvis pastoren ønsker at komme for kontrol, så har han det afgørende ord.
For ikke længe siden blev jeg anmodet om at holde nogle møder i en af Amerikas større byer. Forud for mit komme havde de haft Ron Spear og Colin Standish inde for at tale.
Dette møde blev holdt i en privat hal, og en af de lokale pastorer var tilstede og udtrykte stor påskønnelse af møderne. Præsten i byens største kirke bad ham imidlertid om ikke at have disse møder.
Men lægmændene følte, at Herren ønskede disse møder, og da de ikke havde nogen kirkelig funktion, og da de ønskede talere alle var ordinerede Syvende-dags Adventister, så følte han sig påvirket til ganske enkelt at fortsætte med møderne.
Han var ikke ude på at have en konflikt med pastoren, men prøvede ganske enkelt at tjene Herren.
Men hvem handlede uafhængigt -lægmanden eller pastoren? Der er ingen lov i Bibelen og heller ikke i menighedshåndbogen, som forbyder mennesker at komme sammen og læse og studere Bibelen sammen.
I den mørke middelalder var det forbudt at holde private møder, men Amerika garanterer denne ret -men har vi tabt den i kirken?
Det er "Satan. . . [som] arbejder på at begrænse religiøs frihed, og bringe en slags slaveri ind i den religiøse verden. Organisationer, institutioner -bortset fra dem, der holdes oppe af Guds kraft- vil arbejde under Satans diktat for at bringe mennesker under kontrol af mennesker. . . Hans metoder bruges ,selv blandt Syvende-dags Adventister, som holder på at de er kommet ud over sandheden" (Testimonies to Ministers,366)
Hvis nogen idag prøver at starte en ny menighed eller at holde et møde for bibelstudium og bøn man blive stillet kan spørgsmålet: "Hvem er autoriteten bag disse møder?"
Det var det spørgsmål der blev stillet Johannes døberen og Jesus.
"Da han var gået ind i Helligdommen, kom ypperstepræsterne og folkets ældste hen til ham, mens han lærte, og spurgte: Med hvad ret gør du dette, og hvem har givet dig denne ret?" ( Matt. 21 , 23 )
"Love og regler laves i de arbejdscentrer, som snart vil blive nedbrudt til atomer. . . . Herren beder ikke om lov af dem, der nu indtager ansvarsfulde stillinger, når han ønsker at bruge ganske bestemte som sine hjælpere som sine sandhedsforkyndere. . . . . De som kender sandheden skal Helligånden arbejde med, og de skal ikke prøve at bruge Helligånden som værktøj.
Hvis trådene bliver strammet meget tættere, hvis reglerne gøres meget finere, hvis mennesker fortsætter med at binde deres fellow-Iaborers tættere og tættere til menneskers bud, så vil mange blive bevæget af Guds And til at bryde ethvert snærende bånd og forsvare deres frihed i Kristus Jesus." (Review and Herald, 23. juli 1895)
Gud har ansat ledere til at virke under Ham, men aldrig i Hans sted. Der er et sted, hvor der må organiseres -himlen er et sted, hvor der hersker orden.
Guds kirke har gennem alle tider været et sted med orden. Det gamle Testamentes kirke var en kirke med orden, og Guds kirke idag skal være ligeså regelret som det Gamle testamentes kirke var.
Men deres jobbeskrivelse var aldrig tænkt at skulle dække kirkens hovede, eller kirkens kontrollør, men snarere Guds hjælpere for folket.
"I ved, at folkenes fyrster er strenge Herrer over dem, og de store lader dem føle deres magt. Således skal det ikke være iblandt jer, han skal være jeres tjener; og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl.
Ligesom menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange." (Matt. 20,25-28)
Regner du med at jeg eller nogen som helst ellers kunne opnå en position, hvor vi kunne afløse Guds autoritet i kirken? vi kunne forsøge, men det ville blive en falsk, syndig og foregiven autoritet, som Gud og Hans rette folk ikke ville anerkende, lige så lidt som Johannes døberen ville. (Desire of Ages, 132)
Prøv at forestille dig, at jeg havde et stort mål karisma og en hel del gode lederegenskaber, og jeg sørgede for at få en mængde venner og at gøre nogle gode forretninger eller traf nogle fordelagtige politiske beslutninger og begyndte på den måde at kravle op ad stigen i kirken indtil jeg nåede den øverste top.
Kunne jeg nogen sinde nå en position, hvor min autoritet ville overgå Guds?
Kunne jeg fortælle nogen som helst, som Gud exempelvis havde kaldet til at prædike, at Gud ikke havde kaldet ham til at prædike som Johannes døberen eller Jesus?
Jeg kunne godt fortælle ham det, men ligemeget hvor meget autoritet jeg end troede at besidde, så kunne den aldrig erstatte Guds. Det ville være uafhængighed i højeste grad.
"Men," kunne een eller anden måske indvende "nogen må have den slags autoritet for at kunne opretholde orden i kirken."
Det er nøjagtig hvad man påstår i den pavelige kirke. "Det er een af de ledende doktriner i Romanismen, at paven er det synlige hovede i Kristi universelle kirke, indsat med overordentlig autoritet over biskopper og pastorer i alle dele af verden. . . . Gud har aldrig givet den mindste ntydning i sit ord, om at Han har udnævnt noget menneske til at være kirkens hovede," (Great Controversy, 50+51)
"Der udtales et frygteligt ve over dem der prædiker sandheden, men ikke er helliget ved den, og
også over dem, der samtykker i at modtage og opretholde den vanhellige som præst for dem i ord og lære" (Testimonies,bind 1 side 261+262).
Gad vide, hvor mange præster der er, som Gud ikke vil vedkende sig, skønt de roses og bliver bifaldet af mennesker, og hvor mange præster mon er blevet plaget -endog til døde skønt de var Guds valgte talerør.
Hvis en central, styrende autoritet skal overtage den kontrollerende magt over de lokale medlemmer, ved at fortælle dem, hvem der skal prædike, og hvem der ikke skal, så placerer man sit selv i Guds sted over folket.
Gud har betroet visse uafhændelige rettigheder for sit folk som exempelvis retten og forpligtelsen til omhyggeligt og under bøn at beslutte hvem de vil modtage og understøtte som præst for dem. Bibelen forudsagde, at der ville fremkomme en magt, som ville søge at placere sig i Guds sted.
Kirken skal have en stor portion autoritet under Gud. Når en sag eller en beslutning kan belyses ud fra Guds ord og -set under Den Helligåns ledelse- er fra Herren, må lederne have en stor portion autoritet.
Det var når lederne blev uafhængige af Gud, at Ellen White sagde:
"At disse mænd skulle stå på et helligt sted, og være Guds stemme, som vi engang troede at Generalkonferensen var, det var før i tiden. (General Conference Bulletin,side 25)
1888-PROBLEMET
I pavekirken besluttede een central kraft hvem der var kaldet og hvem der ikke var, hvilke emner der skulle prædikes over, og hvad der ikke skulle prædikes over, -hvad mennesker kunne læse, og hvad de ikke kunne læse -hvilke møder der kunne afholdes og hvilke ikke.
Kirken var et kontrollerende element, og den blev kontrolleret af menneskelig visdom, med "øjne som et menneske" (Daniel 7,8)
Det var den samme slags kontrollerende element som styrede kirken på Jesu tid. Folket kom for at tilbede systemet som deres Herre og mester frem for Jesus.
Det falske evangelium, med system-tilbedelse, hvor organisationen blev mester snarere end tjener, var hvad Ellen White anerkendte som hovedproblemet i Generalkonferensen 1888.
I behandlingen af kirkens problemer, beretter hun om årsagen til disse problemer i det følgende brev:
"Det skyldes hovedsageligt på grund af Elder Butler (Generalkonferensens præsident) that position gave unlimited autority. . . . Gud har indrettet os således, at vi skal bruge vor tanke og bevidsthed for os selv. Han har aldrig ment, at et menneske skulle være skyggen af et andet menneske, og kun ytre andres opfattelse.
Men denne fejl er kommet ind blandt os, at det er meget få, der vil blive passet på, samvittighed og dømmekraft for alle Guds arbejdere.
Kristendommens fundament er ”Kristus vor retfærdighed”.
Mennesker er ansvarlige hver for sig overfor Gud og må handle, som Gud tilsiger dem, ikke eftersom et andet menneskes tanke påvirker deres egen. For hvis denne metode med indirekte indflydelse holdes vedlige, så kan sjæle ikke blive påvirket og dirigeret af den store JEG ER.
De vil på den anden side få deres erfaring blandet med en andens, og blive holdt indenfor moralske begrænsninger, som ikke tillader nogen frihed til virksomhed eller valg. . . . Hvis vi ville være kloge, og bruge flid, også med deres bønner, and thankfully the means whereby ----------------------------------------------------------(EGW. 1888-materials, side 110-113)
Spørgsmålet var ikke blot teologisk -elder Waggoner og elder Jones´ stilling var ikke perfekt, men Gud havde givet dem et budskab, og selvom de stadig var ufuldkomne, et budskab til kirken.
Men lederskabet troede, at ethvert budskab måtte gå igennem dem for at få deres godkendelse.
Disse unge mænd fra vesten -Waggoner og Jones- havde ingen ret til at arbejde uden tilladelse fra embedsmændene fra Generalkonferensen.
"Aldrig, aldrig føl den mindste forstyrrelse, fordi Herren oprejser ungdom blandt jer til at løfte og bære de tungere byrder og forkynde et sandheds-budskab.
Det har været på dette tidspunkt, at elder Butler har fejlet, og han har narret sig selv. . . . Jeg håber der aldrig vil blive den mindste opmuntring til mennesker to put such------------------------------------------------ Selv budskaberne og vidnesbyrdene var uden effekt, på grund af den indflydelse, som elder Butler´s ord og ideer havde. Denne synd er der nogle af vore folk, der ikke har angret, og de bliver nødt til at go over the ground again and again, hvis de ikke afholder sig fra at stole på mennesker, og i stedet sætter den fulde lid til den levende Gud." (EGW. 1888 materials, 975)
Der er en tid for rådgivning, og selv for advarsler mod falske lærdomme, som lederskabet fører. Men alle sådanne råd og advarsler må begrundes på sunde bibelske principper -ikke på hierakisk autoritet.
Folk skal således lære at regne med de råd og advarsler, der lyser ud af Ordet frem for dem, stammer fra mennesker.
vi må lære folk at respektere ledere, men ikke at være afhængige af menneskelig klogskab og lederskab.
"Når vort folk på forskellige steder har deres specielle indkaldte møder, fortæl dem for Kristi skyld, og for deres egen sjæls skyld, - - - - -- - - - - - - - - -
At anbringe mennesker hvor Gud have været, ærer eller forherliger ikke Gud.
Skal præsidenten for generalkonferensen være folkets gud? Skal mændene i Battle Creek betragtes som om deres klogskab var ubegrænset?
When the Lord- - - - - - (Testimonies to Ministers, 375,376)
Som man læser de over 1800 sider i The Ellen G. White 1888 Materials og bogen Testimonies to Ministers, kan man ikke undgå at blive påvirket af både alvoren såvel som den udbredte og indgående uafhængighed.
Det var hovedproblemet i 1888, og det synes som om der aldrig er blevet rettet op på det. Antagelig kom der en korrektion i 1901, men to år senere kommenterede Ellen White:
"Resultatet af den sidste Generalkonferens (1901) har været den største, den mest forfærdelige sorg i mit liv. Der blev ikke foretaget nogle ændringer. Den ånd, som skulle være bragt ind i hele arbejdet som resultat af det møde, kom ikke ind fordi mænd ikke modtog Guds Ands vidnesbyrd" (Manuscript Release, #1016,3-4 [Letter 17, 14. januar 1903]).
Det var i selve 1901 at hun sagde: "Vi må forblive her i denne verden på grund af opsætsighed end nu mange år endnu, ligesom Israels børn." (Evangelism, 696).
TO SLAGS KONGER
Konger er uafhængige. Det er derfor Herrens budbringer forenede uafhængighed med kongelig kraft.
I 1901 advarede Ellen White vore ledere mod uafhængighed, opsætsighed og oprør. på samme tid fortalte hun hvordan disse ting var kommet ind i kirken -ved at udøve "Kongelig kraft", så Guds styre blev afløst af menneskeligt kongevælde.
I sine indledende bemærkninger til de delegerede til Generalkonferencen i 1901, fremholdt hun gentagne gange, at vi blev styret af "kongelig magt". (Se Ellen White´s tale hos Spaulding and Magan, side 162-174.)
Men der er to slags konger, som begge leder til uafhængighed fra Herren. For det første er der de konger. der har tilstrækkelig udstråling og indflydelse til at få tilhængere. -vi kalder dem for succesrige konger.
Men der er også de konger, som ikke kan få nogen til at følge sig, men de er ikke desto mindre parate til at gøre hvad som helst mod hvemsomhelst som en konge uden undersåtter, uafhængig af Herren.
Nogen kunne måske fejlagtigt antage, at fordi der er dårlige ledere, som giver dem ret til at blive uafhængige og gøre hvad de end kunne ønske.
Hvis de gør dette, er de ikke bedre hjulpet, end de "dårlige" ledere, som de kritiserer. Gud har ikke kaldet nogen som helst til at være uafhængig eller at handle uafhængigt. Gud har kaldet os alle til at tjene hinanden, og sammen trække i enighed og kærlighed.
Gud kalder os ikke til adskillelse, men for en rensning af kirken, hvor alle kan arbejde sammen i sand harmoni for at fuldende evangeliet.
Det er sandt, at sandheden må være altoverskyggende, men hvor end sandhed og sjæles frelse ikke har den store betydning, der kan vi gøre hvad som helst, og vi kan leve uforstyrret sammen med alle mennesker og arbejde sammen i enhed og harmoni.
Vi må betragte andre først, og os selv sidst. Sand efterfølgelse af Guds principper vil ikke føre til uenighed, men til den sande enighed, som kom til udtryk i pinsen, hvor alle "alle var samlede med hverandre" (Ap. g. 2, 1)
Gud har en kirke, og det er syvende-dags Adventist kirken. Det er profetiens og forsynet s kirke, og kun Gud kan starte en kirke -den må bygges på Ham, ikke på nogen jordisk grundlægger. (Ef. 2,20)
Kirken for Guds levning beskrives som "elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen" i Laodikæa-budskabet i Åbenbaringen 3, men den er stadig Guds kirke.
Ledere og medlemmer udtrykker ikke altid Guds karakter, og af den grund er vi stadig på jorden. Hele menigheder, institutioner eller selv konferenser kan falde fra organisationen selv kan blive så uafhængig af Gud, at Han ikke kan bruge den længere, som det skete med Israel -og på trods af dette, vil Gud altid have sande og trofaste Syvende-dags Adventister, registreret i bøgerne i himlen (Hebr. 12,22+23) som vil udgøre Hans kirke, og vil gå gennem sejre til slutningen.
Gud ønsker at sejre sammen med enhver konferens, institution og menighed, hvis de vil blive renset for enhver synd.
Skønt vi skulle bestræbe os for at leve fredeligt fredeligt med alle mennesker, og ikke desto mindre vil det bevirke en reaktion, når Gud sender sit budskab for at rense kirken for synd og selviskhed.
"Lige så længe som Gud har en kirke, vil Han have disse som vil råbe højt og ikke spare sig, som vil være Hans medhjælpere til at irettesætte selviskhed og synder, og ikke vil undgå at forklare Guds fulde råd, hvadenten mennesker vil høre eller undlade.
Jeg så, at nogle ville rejse sig mod det fulde vidnesbyrd. Det passer ikke deres naturlige følelser. De ville vælge to have smooth things spoken unto them, og have fred lydende i deres ører. . . . Rystelsen må snart finde sted for at rense kirken." (Spiritual Gifts, bind 2 side 284)
Herren prøver at få mennesker til idag at gøre det arbejde, som førhen blev udført af Elias og Johannes døberen i al ydmyghed.
Men der er mange, som vil rejse sig og komme med et budskab af egen drift uden at have fået det overdraget fra Herren.
Der er mange, som ville prøve at støtte Guds Ark, som Uzza gjorde, med deres egen menneskelige klogskab og kraft.
Hvordan kan en person vide, om han er blevet kaldet af Gud eller ganske enkelt motiveret af tungtvejende grunde?
De som i sandhed er kaldet af Gud må være trofaste, ydmyge tjenere, som ikke søger at blive bemærket eller være forrest i feltet. Ydermere, når som helst Gud søger en medhjælper lægger Han altid byrden på mere end kun den samme. Selv da Jesus begyndte sin præstegerning -skønt Han ikke var anerkendt af kirkens lederskab- var Han godtaget af Johannes døberen og den Helligånd ved Sin dåb.
David blev salvet af Samuel. Disciplene blev kaldet af Jesus. Paulus modtog et syn og blev sat tilside af kirken i Antiokus. Timoteus blev kaldet af Paulus. Daniel og Josef blev sat tilside af en serie omstændigheder og forhold, som Herren havde lagt til rette -men begge havde været trofaste i livets små ting, før de fik deres fremragende pladser
EN DAG OG TID HED UAFHÆNGIGHED
Som aldrig før har en uafhængighedens ånd hærget vores kirke, ligesom den gjorde det på jødernes tid i Kora´s dage, og igen hos Johannes døberen. (Se Selected Messages, bind 1,406).
Vi lever på en dag og i en tid med uafhængighed. Jeg talte med en af mine konferens formænd mens jeg var pastor, om det lokale adventisthospital. Det var blevet så stort, at man kun delvist kunne bemande det med adventistpersonale.
Men alligevel byggede man større. I samtalens løb nævnte jeg en dag venligt, at Profetiens Ånd råder imod at bygge store hospitaler med personale, der ikke deler vores tro, men hans svar var, at disse råd ikke kan anvendes idag.
I vores uddannelsesarbejde, i vort administrative arbejde og i vort medicinske arbejde synes det som om selv-styre og uafhængighed er blevet dagligdags. Guds råd -sluttet man- kan ikke længere anvendes.
"Tiderne har ændret sig. Disse ord styrker deres utroskab" (Testimonies, bind 5, side 211.)
For ikke længe siden talte jeg med en unionsformand, og han bragte tiende-spørgsmålet på bane, og anklagede en præstegren som vi på STEPS TO LIFE arbejder med, og dermed er "tyve" fordi de accepterer tiende. De anmoder ikke om det, men når pengene kommer bliver de accepteret og anvendt i præstearbejdet.
"Hvorfor", spurgte jeg "er de tyve? Hvem har de stjålet fra?"
Svaret var, at hele tienden skulle bringes til organisationen, for der var forrådshuset. Men jeg spurgte: "Hvad så med ´Quiet Hour´, ´voice of Profecy´ og ´Amazing Facts´, som alle modtager tiende, og altid har gjort det? Er de også tyve?" (STEPS TO LIFE+ de 3 andre programmer er kendte, amerikanske SDA-programmer)
Det var virkeligt svært at svare på. Han ville ikke lede tanken hen på, at disse andre præstegrene stjal, men han fastholdt, at den præstegerning han var tilknyttet was stilling the tithe, selvom denne særlige præstegerning ikke gjorde noget, der var forskelligt fra det, som de fleste af vore accepterede præsteembeder altid havde gjort!
Problemet var, at den præstegerning han var modstander af, prædikede det retlinede vidnesbyrd, og det var det han i virkeligheden var modstander af -tienden var kun et røgslør. ---Men alligevel forfulgte jeg emnet.
"Hvad med Ellen White´s eksempel og råd," spurgte jeg. Hun betalte sin tiende direkte til forskellige præster og kvindelige bibelarbejdere, som ikke blev betalt af konferensen. Yderligere accepterede hun andre menneskers tiende, som hun direkte fik overdraget, nogle ikke syntes at de skulle gå til konferensen. ”Var hun en tyv?”
”Bruger du bibelen som grundlag for din tro, eller er det Profetiens Ånd?” ønskede han at vide.
”Jeg troede de var det samme,” svarede jeg. Men så informerede han mig om, at Ellen White ikke forstod tiende-begrebet. Så spurgte jeg ham, om han forstod de bibelske principper om tienden bedre end Ellen White gjorde.
”Han svarede: ”Ja jeg gør. Jeg forstår tiende-begrebet bedre end Ellen White.” Jeg troede jeg havde misforstået, så jeg spurgte ham igen for at være sikker på, at jeg havde hørt rigtigt, og jeg modtog den samme forsikring om, at han forstod princippet bedre end Ellen White. Jeg spurgte om han havde nogle bibelske henvisninger som grundlag for denne forståelse, men han havde ingen!
Det er interessant at da formanden for Colorado konferensen i 1905 prøvede at få gjort sin vilje til fast regel, således at al tiende skulle bringes til konferensskatkammeret, snarere end at blive sendt til folk, som ikke var på konferensens lønningsliste, da advarede Ellen White ham om at hun ville gøre det kendt hvad hun gjorde med sin tiende, hvis han fremførte sin opfattelse.
Idet hun henviste til uenighed med konferensens brug af tiende, skriver hun i Testimonies, bind 9, side 249, at vi skulle gøre vore beklagelser kendt, men at vi ikke skulle tilbageholde tienden.
Men hvis der var tale om frafald og falsk lære i præsteskabet, eller hvis konferensen forsømte eller afslog at understøtte dem, som Herren havde kaldet og valgt, gjorde Ellen White det krystalklart, at det ikke kun var et privilegium men en pligt for hende og alle andre at sende deres tiende direkte hen hvor de kunne gøre mest godt. (Se Testimonies bind 1, side 261+262; Testimonies bind 2,side 552; Spaulding and Magan siderne 117 og 215).
Yderligere fastslog hun, at dem der simpelthen har overladt deres midler til konferensen, uden selv at tage ansvaret for hvad man får ud af pengene, som Gud har sat dem som forvaltere over, ikke ville blive holdt "skyldfri" for Herren for deres husholdergerning. (EGW.1888-materials siderne 1843+1844).
Men nogle har dannet så stærke meninger og fremgangsmåder, at de ved mere end Profetiens Ånd om disse og lignende andre områder.
Idag er stolt uafhængighed fra Herren og hans råd blevet dagligdags.
TO SLAGS UAFHÆNGIGT PRÆSTESKAB
Som der altid har været, er der også idag to slags uafhængigt præsteskab. Som vi læser om Jesus: "Fra barnsben af handlede Han uafhængigt af rabbinernes love" (Desire of Ages, side 84.) Johannes døberen havde et uafhængigt præsteskab i forhold til Sandhedrin. (Desire of Ages, side 132)
Elias og Paulus havde uafhængige præsteembeder.
Madison Sanitarium og skole var ordineret af Herren, med direkte råd fra Herrens budbringer, at de skulle være en institution uafhængig af Generalkonferensen. Gud har altid haft uafhængige præsteembeder.
Jesus talte ved bredden, Wesley på markerne og William Miller i telte.
Idag -mens folk som Desmond Ford tillades at tale i vore største kirker- må mange tale i lejede haller, selvom de har været trofaste præster i årevis på grund af det ligefremme budskab de frembærer.
Måske vil Gud -hvis budskabet bliver stængt ude fra kirkernebruge de uafhængige præsteskaber til at hjælpe med at afslutte arbejdet hvor den officielle kirke har svigtet.
Og således er der en plads fastlagt af Gud for de uafhængige præsteembeder. Gud har aldrig bundet sine hænder til noget sæt råd fra mennesker, men har altid haft det privilegium at kunne vælge fra hvem og hvordan Han ønsker.
Gud har altid brugt uafhængige præsteskaber.
Og dog er der syndig uafhængighed, også idag, som der altid har været. Enhver uafhængighed, der sætter menneskelig klogskab og autoritet over Guds indsigt og myndighed, og således gør mennesket uafhængigt af Gud, den er syndig uafhængighed.
Det var hvad Eva blev fristet til at gøre. Hvadenten et kristent hospital afslår Herrens råd, enten skriftligt eller i praksis, så er det blevet et uafhængigt redskab. Såfremt en menighedsskole eller et unionscollege eller et universitet accepterer verdens standarder, i stedet for Herrens norm, så er det blevet et uafhængigt redskab.
Hvis en konferens eller en kirke følger råd fra psykologer og filosoffer, eller fra religiøse institutioner, som ikke holder sabbaten -som Ahazias gjorde, da han søgte guden Ekron (2. Kong. 1,2)- idet de afviser Herrens klare råd, de følger et uafhængigt præsteskab.
Når et præsteskab angiveligt er et uafhængigt præsteskab, fordi det ikke er under konferensstrukturen, går bort fra lærdommene og den praksis, som stammer fra Herren, de er blevet uafhængige på den forkerte måde. Må Herren fri os fra syndfuld uafhængighed.
BEHOV FOR EN REFORMATION
Det er på tide, at vi ydmyger vore hjerter under Herren, så Han kan give os et sandt nyt liv, og en reformation som den viste sig på pinse festens dag, hvor enighed blev opnået ved den fælles tro, ved ydmyghed overfor selvet, og kærlighed til næsten; hvor det fulde evangelium i al sin renhed og kraft; hvor principperne fra himlens regering blev fulgt, med Kristus som det sande hovede for kirken, og alle dens medlemmer var fellow servants.
Kongelig magt i hænderne på religiøse herskere vil aldrig redde eller ophøje kirken. Enighed gennem centralisering vil aldrig ophøje Kristus. At følge religiøse ledere blindt vil ikke redde en eneste sjæl.
Men ydmygt samarbejde, hvor ethvert medlem er medarbejder med Kristus (1. Kor.3,9), organiseret sammen til eet, i henhold til Guds kald, og hvor afhængighed er stillet først og forrest på Guds åbenbarede vilje, vil bringe de længe ventede velsignelser, som følger sildigregnen og Jesu Kristi snare komme. This is that primitive Godliness som vil blive åbenbaret i Guds folk, før den sidste undersøgelse af Guds domme på jorden. (Great Controversy, side 464)