E F F A T A

Artiklar
                          - som handlar om tron
Åter till översikten





7. Dødens mysterium

v Daniel Pel

Og åbenbaringen af profetierne

I dag er der millioner, som tror de kan høre stemmer fra de døde. Ifølge en afstemning i 1994, foretaget af Today-CNN-Gallup tror næsten 70 millioner amerikanere på, at det er muligt at kommunikere med de døde. (People Weekly, October 25, 1999). I dag er dette antal helt sikkert steget. Det er ikke kun i Amerika at dette er populært. Over hele Europa og i andre vestlige lande er dette fænomen stigende. Asien, Afrika og Sydamerika har længe været kendt for heksedoktorer, medier, magi osv. Mediernes popularitet fortsætter med at vokse, eftersom millioner rundt om i verden længes efter at tale med de døde. Fjernsyn og biografer drager fordel af publikums fortryllelse af det usynlige. Hvem er disse stemmer fra de døde? Er det muligt at kommunikere med vores elskede afdøde? Giver Bibelens profetier os nogle retningsliner angående dette. Hvem er disse spiritualistiske ånder ?

Åbenbaringens Profetier

Johannes´ Åbenbaring 16:13-14

Og jeg så, at der ud af dragens mund og ud af dyrets og ud at den falske profets mund kom tre urene ånder, som lignede frøer. De er nemlig dæmoners ånder, som gør tegn; og de går ud til kongerne på hele jorderige for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag.

For to tusinde år siden forudsagde Bibelens profetier, at lige før slaget på Armageddon vil en hær af overnaturlige styrker være i virksomhed. Det viser, at dæmoners ånder vil udvirke mirakler og samle verden, før det sidste store slag skal finde sted. Bibelen taler om ånder, og lad os se på forskellen imellem de gode og de onde ånder.

De Gode Ånder

Salme. 34:8

Herrens engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.

Salme. 104:4

Vindene gør du til sendebud, ildsluer til dine tjenere.

Brevet til Hebræerne 1:14

Er de ikke alle ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse?

Herren har lovet, at der er gode ånder som tjener for vores frelse. Disse ånder referer sædvanligvis til engle. Engle fra himmelen arbejder konstant på måder, som vi ikke kender og ikke ser. Uophørligt stiger de ned til denne verden, hvor de leder og beskytter os og stiger op til Guds trone igen, hvor de tilbeder Ham. Disse overnaturlige ånder er fulde af kraft og er kommet Guds folk til hjælp igen og igen. De kan se bag lukkede døre og høre hemmelige samtaler. De kan komme som mennesker eller endog som dyr for at komme menneskeheden til hjælp. De har befriet den fængslede, reddet den skibbrudne, forsvaret den hjælpeløse og opmuntret den modløse. Herren har lovet os sin beskyttelse og vejledning ved hans sendebuds mellemkomst. Måske har I oplevet en sådan mirakuløs indgriben fra deres side?

De Onde Ånder

Paulus´ 1. Brev til Timoteus 4:1

Men ånden siger med klare ord, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme.

Johannes´ Åbenbaring 12:7-9

Og der blev kamp i Himmelen: Mikael og hans engle stred mod dragen, og dragen og dens engle stred mod dem. Men de kunne ikke stå sig, og der fandtes ikke længere plads for dem i Himmelen. Så blev den store drage nedstyrtet, den gamle slange, som kaldes Djævlen og Satan, hele verdens forfører; han blev nedstyrtet på jorden, og hans engle blev nedstyrtet sammen med ham.

Der er ikke kun gode ånder, men der er også onde ånder. Disse onde ånder var egentlig gode ånder engang, men et oprør brød ud i himmelen. I dette oprør, begærede en af de højeste engle de privi-legier, som kun er givet til Gud alene. Da han blev nægtet den autoritet og tilbedelse som han for-søgte at tilrane sig, begyndte han at opildne de andre engle til at nære mistro og mistillid i deres hjerter. Inden længe udbrød der regulær krig. Lucifer og hans tilhængere blev besejret og kastet ud af Himmelen. Disse engle, der engang var hellige, mistede deres høje stilling på grund af synd og faldt så dybt, at de blev dæmoner. Siden disse onde ånder var gode engang, har de beholdt det meste at de gode ånders magt. De kan vise sig som lysets og magtens strålende væsener. De kan afsløre de dybeste hemmeligheder og fremstå som mennesker eller dyr. De kan udvirke mirakler og udføre store tegn, men disse er falske tegn som leder til ødelæggelse. Denne åbenbare eksistens af både gode og onde ånder gør det yderst påkrævet, at vi ikke tror på enhver spirituel manifestation.

Prøv Ånderne

Johannes´ første Brev 4:1

I elskede, tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud; thi mange falske profeter er draget ud i verden.

Esajas 8:19-20

Og siger de til eder: ”Søg genfærdene og ånderne, som hvisker og mumler!” – skal et folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende? Nej! Til læren og til vidnesbyrdet! ”Hvis de ikke taler i overensstemmelse med disse ord, er det fordi der ikke er lys i dem.

Guds Ord gør det helt klart, at vi må teste enhver overnaturlig manifestation. Hvis vi ikke gør det, åbner vi op for, at ærkefjenden kan fylde os med sine bedrag. Den ufejlbarlige test Skriften giver er, at vi skal sammenligne enhver overnaturlig hændelse med Guds lov og andre bibelskribenters vidnesbyrd. Alt må være i overensstemmelse med Guds ord og hans lov. Hvis manifestationerne ikke stemmer overens hermed, ved vi at det kommer fra onde ånder. Der er en stor fare for, at så mange er villige til at undersøge det overnaturlige, men der er så få, der nærlæser de retningslinier der er nedfældet i Guds Ord. Bibelen giver nemlig vigtige forskrifter desangående, som mange kristne og ikke kristne desværre ignorerer.

Den Ufremkommelige Vej

5. Mosebog 18:10-12

Der må ingen findes hos dig, som lader sin søn eller datter gå igennem ilden, ingen, som driver spådomskunst, tager varsler, er sandsiger eller øver trolddom, ingen, som foretager besværgelse eller gør spørgsmål til genfærd og sandsigerånder og henvender sig til de døde; thi enhver, der øver sligt, er Herren vederstyggelig, og for disse vederstyggeligheders skyld er det, at Herren din Gud driver dem bort foran dig.

Job 7:9-10

Som skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i døden, borte, han vender ej atter hjem til sit hus, hans sted får ham aldrig at se igen.

Job 14:10-12

Men dør en mand, er det ude med ham, udånder mennesker, hvor er han da? som vand løber ud af søen og floden svinder og tørres, så lægger manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før himlen forgår, aldrig vækkes han af sin søvn.

Selvom det er blevet almindeligt for mennesker at søge kontakt med deres elskede afdøde, forbyder Guds Ord det strengt. Der kunne ikke være brugt et stærkere sprog i fordømmelsen af dem, der udøver sådanne ting. Det er en vederstyggelighed. Gud har lagt en ufremkommelig afgrund imellem døden og livet, og det er grunden til, at det er sådan en vederstyggelighed. Guds Ord erklærer bestemt, at når en person dør, vil han ikke vende tilbage til livet. Når en person er død, kan han ikke kommunikere med de levende. Han vil ikke genopstå før i opstandelsen, hvor himlene forsvinder. Hvis en ånd vender tilbage og påstår, at han er en afdød, er det ubestridelig sikkert en bedrager. Når mennesker i dag tror, de kommunikerer med de døde, er det i realiteten onde ånder, de samtaler med.

Gud har oprettet denne ubestigelige barriere for vores sikkerheds og beskyttelses skyld. Onde ånder kan nøjagtigt efterligne de døde. De kender lyden på stemmen, ansigtsudtrykkene og hemmelig-hederne, som ellers ingen andre kender. Hvis de døde kunne kommunikere med os, ville det ikke være muligt at fortælle forskellene mellem en efterlignende dæmon og vore elskede afdøde. Derfor har Gud lagt en afgrund imellem de levende og de døde, som ikke kan krydses. Alle ånder, som står frem og påstår at være en afdød, er ikke fra Gud. Det er ikke den døde, som taler. Det er en ond ånd, som søger at få adgang til at indlede et af sine underfundige bedrag.

Bevisbyrden

Esajas 28:9-10

Hvem skal han lære kundskab? Og hvem skal han bringe til at forstå det, som høres, er det dem, som er vænnet fra mælk, dem, som lige er taget fra brystet? Thi der er bud på bud, bud på bud, regel på regel, regel på regel, lidet her, lidet der.

Et vigtigt princip, som man altid må have i tanke når man sætter sig ned for at undersøge ethvert bibelsk emne, er først at se på bevisbyrden. Vi må sammenligne den ene bibelpassage med den anden og vers med vers. Det er den eneste studiemetode, der er, for at vi på rette måde kan forstå hvad Herren prøver at fortælle os. Fra tid til anden udlægges vers på en sådan måde, at de modsiger det tydelige vidnesbyrd i Skriften - derfor må vi altid være opmærksomme på, hvad hele Bibelen siger om det pågældende emne. Ethvert vers, der er vanskeligt at forstå, vil blive gjort tydeligt, når det belyses ud fra Bibelens andre letforståelige vers i samme emnekategori. Der er en ting, der er helt sikker, og det er, at man kan drage en forkert slutning, især når man har forudfattede meninger af nogle få bibelvers, medens hovedparten af Skriften vidner imod en så fastgroet opfattelse. Men vi må tage hele Skriftens vidnesbyrd til indtægt for at forstå Guds vilje.

Hvad sker der, når et menneske dør ?

Prædikerens Bog 12:7

Og støvet vender tilbage til jorden som før og ånden til Gud, som gav den.

1. Mosebog 2:7

Da dannede Gud Herren mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen.

Prædikerens Bog 3:19-21

Thi menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd har de alle; mennesket har intet forud for dyrene, thi alt er tomhed. Alle går samme sted hen, alle blev til af muld, og alle vender tilbage til mulden. Hvo ved, om menneskenes ånd stiger opad, og om dyrenes ånd farer nedad til jorden?

Spørgsmålet om, hvad der sker med en person, efter han er død, har forvirret de største mænd i årtusinder. Da Socrates var ved at drikke sin kop gift. Sagde han: ”Farvel, jeg går samme vej som alt kød, men om det er til liv eller glemsel, ved jeg ikke.”

Bibelen giver pålidelige kendsgerninger om, hvad der sker, når et menneske dør, siden Skriftens guddommelige Ophav døde og brød gravens lænker påskemorgen.

Guds Ord fastslår, at ved døden vender kroppen tilbage til støv, og ånden vender tilbage til Gud. For at forstå dette må vi indse, hvordan menneskets legeme blev sammensat ved skabelsen. Det bestod af støv, som Herren dannede til formen af et menneske, og livsånden eller livets ånd som Gud pustede ind i mennesket. Kombinationen af støvet og ånden er lig med en levende sjæl. Sjælen eksisterede ikke, før den havde disse to elementer. Når disse to dele bliver adskilt, eksisterer sjælen ikke mere. Livsånden er ganske enkelt bestanddelen eller livsgnisten, som Gud skænker ethvert levende væsen. I denne bestanddel findes der ingen bevidsthed, for Gud skænker den både til mennesker og dyr. Forskellen ligger bare i, at Gud bevarer menneskets ånd indtil opstandelsen. Med øvrige skrifthenvisninger kan vi være vis på, at den hverken har en bevidsthed eller har nogen anelse om, hvad der foregår omkring den.

I en ubevidst tilstand

Prædikerens Bog 9:5-6,10

Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud. Både deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte, og de får ingen sinde mere lod og del i noget af det, som sker under solen. Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget, hvor du stævner hen.

Salme. 146:4

Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.

Guds Ord fortæller os, at når et menneske dør, ved det ikke noget. Dets følelser og tanker forgår. Når en menneske dør, ophører bevidstheden (indtil Gud giver den tilbage ved opstandelsen). Ganske kort - de døde ved ingenting.

De døde priser ikke Herren

Salme. 6:5

(vers 6 på dansk) Thi i døden kommer du ikke i hu, i dødsriget hvo vil takke dig der?

Salme. 30:10

Hvad vinding har du af mit blod, af at jeg synker i graven? Kan støv mon takke dig, råbe din trofasthed ud?

Salme. 88:11-13

Gør du undere for de døde, står skyggerne op og takker dig? – Sela. Tales der om din nåde i graven, i afgrunden om din trofasthed? Er dit under kendt i mørket, din retfærd i glemselens land?

Salme. 115:17

De døde priser ej Herren, ingen af dem, der steg ned i det tavse.

Esajas 38:18

Thi dødsriget takker dig ikke, dig lover ej døden, på din miskundhed håber ej de, der synker i graven.

Guds ord fastslår gentagne gange, at når et menneske dør, kan det ikke prise Herren. De levende kan prise og takke Herren, men ikke de døde. De levende kender Herrens vidunderlige arbejde, men de døde kender ikke noget til Herrens kærlige venlighed og trofasthed. Døden er bestemt en ubevidst tilstand. Hele Himmelen priser Herren. Hvis de døde steg direkte op til himmelen, ville de utvivlsomt prise Herren også, men det gør de ikke. De døde ved ikke, hvad der sker i himmelen eller på jorden; de ved ingen ting. I døden vil tankegangen gå til grunde. Hvorfor denne intetanende passive tilstand? Hvad kaldes døden i Bibelen?

Døden er en søvn

Salme. 13:4

(Overs. fra eng.) Se til og svar mig, Herre min Gud, klar mine øjne for at jeg ikke skal sove dødens søvn.

Daniel 12:2

Og mange af dem, der sover under mulde, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til skam, til evig afsky.

Johannes Evangeliet 11:11-14

Efter disse ord siger han til dem: ”Lazarus, vor ven, er sovet ind; men jeg drager hen for at vække ham af søvne.” Da sagde disciplene til ham: ”Herre! Er han sovet ind, så kommer han sig. Men Jesus havde talt om hans død; de andre mente”, at han talte om søvnens hvile.

Apostlenes Gerninger 13:36 – David sov jo hen, efter at han i sit slægtled havde tjent Guds frelsesplan, og han blev lagt hos sine fædre og så forrådnelse.

Peters andet Brev 3:4 – De siger:” Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra begyndelsen.”

60 gange referer Bibelen til døden som en søvn. Igen og igen har Bibelens forfattere åbenbaret konceptet, at døden er en ubevidst søvn. Hvis vi tror på Bibelen, må vi tro på, at døden er en søvn. Dette er eftertrykkeligt nævnt igen og igen og der er ingen vej udenom. Det er måske anderledes, fra det vi altid har troet og hørt, men vi må tro på, at Guds vej er den bedste.

Det begynder at blive tydeligt nu, hvorfor der er en uoverstigelig kløft imellem de døde og de levende. Medens livsånden vender tilbage til Gud, så er den uden en bevidsthed. Det er kun livskraften, Gud bevarer indtil han gendanner den ved opstandelsen. Når en person dør, sover han faktisk i graven, indtil Herren kalder ham frem ved opstandelsen. Ligesom i en fysisk søvn ved en person ikke, hvad der sker, medens han sover dybt. Han kunne have vundet en stor pris - eller 3. verdenskrig kunne have brudt ud, men den der sover i dødens søvn, vil være fuldstændig uvidende om det. Han vil intet vide om, hvad der har fundet sted, før han bliver vækket. Han kan have sovet i ti minutter eller i otte timer, men det vil have været som et øjeblik for ham. Han vil ikke vide noget, før han vågner og tidsperioden vil synes at have været som et sekund. Sådan er dødens søvn. Når en person dør, forsvinder følelser og tanker, og han er ikke bevidst om noget af det, der sker. Når Herren kalder ham frem fra graven begynder han først at fatte, hvad der sker. Guds løsning på dødens mysterium er virkelig den bedste løsning.

De retfærdige er ikke i Himmelen

Apostlenes Gerninger 2:29,34

Mine brødre! Lad mig få lov at tale frit til jer om patriarken David; han er jo både død og begravet, og hans grav findes hos os den dag i dag. Thi David er ikke faret op til Himmelen; men han siger selv: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd.

Gud har givet os et umiskendeligt bevis på, at de retfærdige ikke er i himmelen nu. David var en højt elsket profet og konge, han syndede, men hans oprigtige anger gjorde ham endnu mere til en mand efter Guds hjerte. Denne højt elskede og retfærdige mand er ikke steget op til himmelen. Han er stadig i sin grav og venter på at Herren skal kalde ham frem. Hvis David, som var manden efter Guds eget hjerte, ikke steg op til himmelen, da han døde, hvem vil så? svaret er klart, ingen.

Opstandelsen er vort håb

Johannes Evangeliet 5:25,28-29

Sandelig, sandelig siger jeg eder: den time kommer, ja, er nu, da de døde skal høre Guds Søns røst, og de, som hører den, skal leve. Undres ikke herover! Thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom.

Paulus´ første Brev til Tessalonikerne 4:16-18

Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!

Hvis de retfærdige gik direkte til himmelen ved døden, ville opstandelsen ikke være nødvendig. Der ville ikke være brug for en opstandelse, hvis de retfærdige allerede havde glædet sig med Herren i tusinder af år. Hvis en person går lige til paradiset ved sin død, ville Jesus ikke have sagt tre dage efter hans død, at han endnu ikke var gået til Paradiset. (Joh. 20:17) Hvis en person dør og stiger lige til himmelen, ville døden være de troendes håb, for døden ville sætte dem fri for det fangeskab, som denne verden holder dem i. Men døden er ikke de troendes håb. Vi er blevet fortalt, at op-standelsen er vores håb. Når troende ligger for døden, må vi opmuntre dem med opstandelsen. Det er ved opstandelsen, at de retfærdige stiger til Paradiset sammen - både de retfærdige opstandne og de retfærdige levende. Guds vej er virkelig den bedste.

De to opstandelser

Johannes´ Åbenbaring 20:6

Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse! Dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i tusinde år.

Johannes´ Åbenbaring 20:5

De andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende. Dette er den første opstandelse.

Både de retfærdige og de onde sover i gravene indtil opstandelsen. De, som har været ulydige over for vores Herre, går ikke ned i det dybe helvede, men venter på deres opstandelse såvel som straf . Jesus sagde, at der er to opstandelser - en til liv og en til død. Når Jesus kommer igen, bliver de retfærdige taget til himmelen. De vil regere i himmelen i et tusinde år. I denne tid er jorden øde, og det er kun djævelen og hans engle som er der (Åb. 20:1-2). Satan er bundet til jorden i tusinde år. Ved slutningen af de tusinde år skal de onde opstå. I overensstemmelse med Åbenbaringen kapitel 20 vil de onde omringe byen Jerusalem, som er kommet ned fra himmelen og sat på Oliebjerget (Zak.14:4). Satan vil være kaptajn og lede alle de onde til at omringe byen i et sidste forsøg på at overtage byen med magt. Det kedeligste er, at de fortabte mennesker kunne have været inde i Jerusalem, hvis de havde hørt på Jesu kærlige kald. Nu er det for sent, og den sidste begivenhed finder sted (Åb. 20:9). Ild kommer ned fra himmelen og fortærer de onde. Den nye jord bliver beboet af de retfærdige. Åbenbaringen kapitel 21 giver et smukt billede af den nye jord. Alle, som læser denne beskrivelse, må føle en længsel efter at være der. Og ligesom profetierne er gået i opfyldelse igen og igen i historien, så er denne herlige forudsigelse ikke et eventyr. Det er en smuk ny jord, som venter på de trofaste kristne.

Et nærmere kig

Selv om Skrifterne er tydelige angående døden og opstandelsen, har der være mange misforståelser. Selv mellem kristne er de bibelske beviser ofte blevet sat til side til fordel for menneskers lære. Læren om en udødelig sjæl, som fortsat lever, havde sin oprindelse hos Satan selv. I Edens Have udtalte Satan den første løgn angående døden. Han sagde til kvinden, I skal ingenlunde dø (1. Mos. 3:4). Satan har lige siden forsøgt at bedrage menneskeheden på dette punkt. Han havde succes med at bedrage den hedenske verden til at tro på denne løgn. Babylon havde nedværdiget sig til at tilbede som forfædrene gjorde, og denne tilbedelsesform blev givet videre til andre nationer. Men djævelen havde ikke kun succes med at bedrage hedningerne, han formåede også at lukke de kristnes øjne for den vidunderlige tro. Hedenskab fandt vej ind til den kristne kirke, og gradvist blev hedenske ritualer som soltilbedelse, afgudsdyrkelse og tilbedelse af forfædrene, indført i kirken. Den romersk katolske kirke tror sammen med mange andre protestantiske kirker på sjælens udødelighed. Lad os kort se på nogle af de argumenter, der bliver brugt for at forsvare denne lære. Efterhånden som vi ser nærmere på disse skriftsteder, vil vi se, at argumenterne smuldrer, og at sandheden er tydelig.

Den rige mand og Lazarus

Lukas Evangeliet 16:19-31

Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og levede hver dag i lyst og pragt. Men en fattig mand, der hed Lazarus, lå ved hans port, fuld af sår. Og han ønskede blot at spise sig mæt i det, der faldt af fra de riges bord; ja, endog hundene kom og slikkede hans sår. Så skete det, at den fattige døde og blev båret af englene hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog sine øjne op i dødsriget, hvor han var i pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Da råbte han: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge; for jeg pines her i denne lue. Men Abraham sagde: Mit barn, husk på, at du har fået dit gode, mens du levede, Lazarus ligeså det onde; nu trøstes han her, men du pines. Tilmed er der lagt en dyb afgrund mellem os og jer, så at de, som vil gå herfra over til jer, ikke kan det, og heller ikke kan de komme derfra over til os. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader! at du vil sende ham til min faders hus – thi jeg har fem brødre – for at han kan vidne for dem, så ikke også de skal komme i dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre! Han sagde: nej, fader Abraham! Men kom der en til dem fra de døde, så ville de omvende sig. Da sagde han til ham: hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde.

Lignelse om den rige mand og Lazarus er blevet brugt til at forsvare den grundløse påstand om, at en død person går direkte til himmelen eller til helvedet. Når man læser denne lignelse første gang, er det sandt, at den virker til at modsige andre klare erklæringer i skrifterne, men ved en dybere undersøgelse bliver denne lignelse også enkel at forstå. Den første ting vi må lægge mærke til, er, at det er en lignelse, og at bygge en læresætning på en symbolsk lignelse er mildest talt rystende. Den er inkluderet i en fuldkommen række af lignelser – det mistede lam, den mistede mønt, den fortabte søn og uvenlige tjener. De symbolske detaljer i disse historier er udiskutable. Vil alle de retfærdige være trygge i Abrahams skød? Vil der være kommunikation mellem himmelen og helvedet i en periode af evigheden? Vil en dråbe vand virkelig hjælpe? Når man studerer lignelser, må man se på sandheden som bliver fortalt, og ikke nødvendigvis på måden den bliver fortalt. Den smukke sandhed der bliver illustreret i disse lignelser er følgende: 1) den rige er ikke favoriseret frem for den fattige, 2) der er ingen anden prøvetid, dette liv er vores forberedelsestid, og 3) vores tro skal være bygget solidt på Guds Ord. Når vi indser disse vigtige trosperler, vil vores sind ikke blive forvirret af detaljerne i lignelserne.

Det vil være uretfærdigt imod Guds Ord at tage enhver detalje i en lignelse bogstaveligt. Hvis vi tog alle detaljer bogstaveligt i lignelsen om hveden og rajgræsset (Mattæus 13:24-30), ville vi tro at det var forkert at luge i haven. Ved at tage alle detaljer i lignelsen om den uretfærdige dommer (Lukas 18:1-8) bogstaveligt, så ville vi lære, at Gud er en uretfærdig konge. Ved at bogstaveliggøre lignelsen om den utro godsforvalter (Lukas 16:1-13), må vi tage den selvmodsigende holdning, at Jesus godkender uærlighed. Derfor er det klart, at vi ikke kan anvende alle detaljer i lignelserne. Sandheden som der bliver undervist i, må stå i sit eget vidunderlige lys og ikke være tilsløret af detaljerne, der er anvendt.

Røveren på Korset

Lukas Evangeliet 23:42-43

Og han sagde: ”Jesus! Kom mig i hu, når du kommer i dit rige.” Da svarede han ham: ”Sandelig siger jeg dig, i dag skal du være med mig i Paradis.”

Johannes Evangeliet. 20:17

Jesus siger til hende: ”Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.”

Teksten, som indeholder samtalen mellem Jesus og røveren på korset, er en anden lignelse, der er blevet fordrejet i et forsøg på at fastholde traditionen om, at et menneske ikke dør rigtigt. Røveren accepterede Jesu sonoffer ved tro og tryglede Jesus om at huske ham, når han gik ind i sit konge-rige. Jesus forsikrede ham om, at han ville komme i Paradis.

Flere spørgsmål dukker op. For det første for Jesus ikke til himmelen den dag. Det var først et stykke tid efter hans opstandelse om søndagen, at han steg op til sin far. Hvordan kunne Jesus så love røveren at komme i Paradis denne dag, hvis han ikke engang selv var der? Når vi forstår; at der ikke var nogen tegnsætning på originalsprogene, men at tegnsætningerne er sat efter; af over-sætterne, så er gåden løst. Oversætterne har gjort et rigtig godt arbejde ved at indsætte kapitel og vers inddeling og tegnsætning, men af og til lavede de en mindre fejl. Lukas 23:43 kan læses på to måder. Det kan læses sådan, ”Sandelig, jeg siger dig, i dag skal du være med mig i paradis,” eller det kan læses, ”sandelig, siger jeg dig i dag, du skal være med mig i paradis.” Når man sammen-ligner tekstbeviserne vil man se, at den sidst nævnte tekst er i fuldkommen overensstemmelse med resten af Bibelen. Jesus sagde ganske enkelt til røveren, ”jeg fortæller dig i dag, du vil blive frelst.” Han gav ham denne forsikring, selvom de begge to hang på korsene, så ville de være sammen i Guds kongerige.

Sandheden i disse ord er fantastiske. Det er uheldigt at ordene er blevet konstrueret sådan, men det ophæver ikke skønheden fra teksten. Jesus hængte på et kors, var forkastet af hans eget folk, foragtet af de religiøse ledere og disciplene der skammede sig ved at kendes ved ham, men i denne fattige foragtede kriminelle fandt han en troende. Medens frelseren hang på korset, var der mennesker, som man mindst forventede det af, der genkendte ham og så, hvem han i virkeligheden var. Røveren havde været vidne til dagens begivenheder. Han så, at profetierne var gået i opfyldelse, og hans tro greb den døende Guds søn. Da røverens tro greb frelserens hånd, forsikrede Jesus ham denne dag, at han ville blive frelst. Har du grebet din frelsers hånd? Har din tro set ham som dit eneste håb? Er du villig, ligesom røveren til at bære enhver hånelse og bebrejdelse for hans navn? Ser du, at det er kun gennem ham du kan få opstandelse og liv? Vil du gøre det samme valg som røveren gjorde for så mange år siden? Hvis du gør, vil Herren sikre din frelse ligesom han gjorde for røveren. Nøglen er, at vi må være villige til at følge ham hvert eneste skridt, gøre alt, hvad han spørger os om at gøre. Vil du acceptere Ham, så du kan få del i den første herlige opstandelse.