E F F A T A

Artiklar
                          - som handlar om tron
Åter till översikten





8. Den tabte profetiske nøgle

v Daniel Pel

Vi er nået frem til vort sidste studium af vort seminar om profetierne: Hvad mon fremtiden rummer? I denne række af studier har vi opdaget nogle spændende ting fra de ældgamle Skrifter. Vi har forklaret nogle af Bibelens profetiske Skrifter, som netop tegner et billede af, hvad fremtiden vil bringe os. Sandsynligvis har I hørt om nye ting, som I ikke har hørt om før. Måske er der stadig nogle emneområder, I undrer jer over. Men en ting er sikkert ..... Bibelen er Bogen, vi behøver, for at fortsætte studiet. Dens blade indeholder en vidunderlig vejledning for os alle. Efter en række af kun otte studier er vi ikke helt i stand til at udforske alle Skrifternes skjulte skatte. Men vi har sammen haft anledning til at finde frem til nogle af dem ved nøje at overveje deres Ord. Resultatet er, at vi nu ser hovedlinien i de begivendheder, der venter os. Lad os fortrøstningsfuldt fortsætte med at søge efter mere lys i Skrifterne.

I vort sidste studium af dette seminar vil vi se på ”Den tabte profetiske nøgle”. Det er altså nøglen, der lukker Johannes Åbenbaringen op for os. Men den lukker også resten af Bibelens budskaber op for vor videre forståelse. Først må vi identificere denne nøgle, som har en så afgørende betydning for os og vor fortsatte åndelige vækst. Nøglen vil åbne op, så vi tydeligt kan se vejen hen til den menighed eller forsamling, hvori vi kan tilbede Gud på rette måde. Idet vi får nærmere kendskab til denne nøgle, vil vi da også opdage, at der kun er én dør, som nøglen passer til. Mange i dag stiller dem selv dette vigtige spørgsmål: ”Hvilken menighed er den rigtige?” ”Hvordan finder jeg ud af, hvor jeg kan tilbede Gud ret?” Det er sandt, at der er mange forskellige slags kirkedøre. Men vi vil lade Bibelen give os ”kendemærkerne på Guds sidste menighed”.

Jesus Kristus som profetiens nøgle

Johannes Åbenbaringen 1, 1-3 - Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der snart skal ske, og som han kundgjorde og sendte med sin engel til sin tjener Johannes, der hermed bevidner Guds ord og Jesu Kristi vidnesbyrd, alt det, han har set. Salig er den, som læser op, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der står skrevet i den; for tiden er nær.

Johannes Evangeliet 14, 6 – Jesus sagde til ham: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. ...”

Johannes Evangeliet 5, 39 – I gransker skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig.

Nøglen er ingen andre end Jesus selv. Det er Ham, som alle Skrifterne åbenbarer. Han er samlingspunktet i dem alle. Hvis vi ønsker at forstå Guds Ord, må vi søge Jesus om hans hjælp. Hans liv og lære lukker op for Åbenbaringens mysterier. Vi har studeret symboler, hvad dyr og mærkelige tal angår. Vi har også beskæftiget os med fascinerende billedsprog, men alt dette har ingen rigtig betydning, hvis det ikke bliver set i lyset af Jesus Kristus. Når vi forstår Dyret og dets hensigter, forstår vi straks vort behov for Jesus. Når vi lærer om Dyrets mærke, vender vi os umiddelbart mod Jesus for at tage imod hans segl. Når vi ser, hvordan Dyret aftvinger mennesker deres tilbedelse, tiltrækkes vi straks af Jesu kærlige kalden! Han er i sandhed den nøgle, der åbner op for Skriften. Han giver os den rette forståelse, og vores liv får en hel ny mening. Jesus har med sig selv som nøgle åbnet en ny dør for sine disciple, en dør, der åbner op til den rette kirke eller det rette samfund med Gud. Jesus har kundgjort tydelige kendemærker for sin kirke i de sidste tider. Han har også afsløret de frafaldne kirker, som ville komme til at føre mange vild. Lad os se på disse to bevægelsers forbløffende afsløring.

En kvinde = en kirke

Johannes Åbenbaring 12, 1-2 – Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer.

Johannes Åbenbaring 17, 1-6 – Og en af de syv engle med de syv skåle kom og talte til mig og sagde: ”Kom, jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de vældige vande. Hende drev jordens konger utugt med, og i hendes utugts vin har de, der bor på jorden, beruset sig.” Og den førte mig i Ånden ud i ørkenen. Dér så jeg en kvinde sidde på et skarlagenrødt dyr, fuldt af bespottelige navne og med syv hoveder og ti horn. Kvinden var klædt i purpur og skarlagen og pyntet med guld og ædelsten og perler; i hånden holdt hun et guldbæger fyldt med afskyeligheder og hendes utugts urenheder. På panden var der skrevet et navn, en hemmelighed: ”DET STORE BABYLON, MODER TIL SKØGERNE OG JORDENS AFSKYELIGHEDER.” Og jeg så, at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod. Og jeg undrede mig meget ved at se hende.

Andet Korintherbrev 1,1; 11,2 – Fra Paulus, Kristi Jesu apostel ved Guds vilje, og vor broder Timotheus. Til Guds menighed i Korinth og alle de hellige i hele Akaja. ... For jeg våger skinsygt over jer med en skinsyge som Guds, fordi jeg har trolovet jer med Kristus, og kun med ham, for at føre jer til ham som en ren jomfru.

Jeremias 6, 2 – Jeg udsletter Zions datter, den yndige og forvænte.

Esajas 51,16 – Jeg lægger mine ord i din mund og skjuler dig i skyggen af min hånd; jeg spænder himlen ud og grundlægger jorden og siger til Zion: Du er mit folk.

Igennem hele Det Gamle og Det Nye Testamente bliver kirken beskrevet som en kvinde. Paulus længes efter at fremstille kirken i Korinth for Jesus som en ”ren jomfru”. I Jeremias sammenligner Herren Zions datter med en yndig og fin kvinde, idet Zion står for Guds folk eller Guds kirke. Hvis kvinden beskrives som værende yndig og uskyldig, er der tale om en ren og hellig kirke. Hvis kvinden fremstilles som en korrupt horkvinde, er det en uren og korrupt kirke, det drejer sig om. I Åbenbaringen skildres to kvinder, den ene ren og yndig, den anden korrupt og afskyelig. Den lyse kvinde i Åbenbaringen 12 er tydeligvis den rene og hellige kirke. Fokus i Åbenbaringsbogen er beskrivelsen af de store verdensomspændende begivenheder, der bliver sat i forbindelse med Guds folk. I Åbenbaringen 12 vises et syn af Guds sande folk lige fra Kristi himmelfart til hans genkomst. Det er således et stort tegn. Kvinden klædt i solen skildrer den karakter, som Guds folk skal have, iført retfærdigheden fra retfærdighedens sol (Malakias 3, 20, Jeremias 23, 6; Åbenbaringen 19, 7-8). Den kendsgerning, at kvinden - eller kirken - står på månen viser forbindelsen til forvaltningen af den gamle pagt. Guds kirke står fast funderet på profeternes og apostlenes grundvold (Efeserne 2, 19-20). Ligesom månen gengiver solens lys, således var den gamle pagt med sine forbilleder og skygger - som månen - et svagt genskin af Guds herlighed og kærlighed. Da det sande lys kom, var spejlbilledet ikke længere nødvendigt; men de udgør stadig kirkens fundament, for uden disse forbilleder og ceremonier ville man ikke kunne kende evangeliets glans. Det vil så sige, at Guds kirke bygger på profeterne og ceremonierne fra den gamle pagt, kronet med det større lys, som skinner fra de tolv apostles værker og skrifter, begge iført Guds Søns – retfærdighedens sol - lydefrie renhed. De er altså genstand for Guds mest inderlige kærlighed og beskyttelse.

På den anden side ser vi mysteriet Babylon afbilledet i Åbenbaringen 17 som den mest korrupte kvinde, verden nogensinde har haft kendskab til. Hun er iført al slags kostbare klæder – guld og sølv, purpur og skarlagen. Hun løfter pralende et guldbæger op til sine læber. Det er fyldt med Guds folks blod. Hun er den store skøge, som sidder ved de vældige vande, klædt i skarlagen og rødt. Vi har således to kvinder i Åbenbaringen, én klædt i lys og én i rødt.

Kvinden i rødt

Åbenbaringen 17, 1-6 – Og en af de syv engle med de syv skåle kom og talte til mig og sagde: ”Kom, jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de vældige vande. Hende drev jordens konger utugt med, og i hendes utugts vin har de, der bor på jorden, beruset sig.” Og den førte mig i Ånden ud i ørkenen. Dér så jeg en kvinde sidde på et skarlagenrødt dyr, fuldt af bespottelige navne og med syv hoveder og ti horn. Kvinden var klædt i purpur og skarlagen og pyntet med guld og ædelsten og perler; i hånden holdt hun et guldbæger fyldt med afskyeligheder og hendes utugts urenheder. På panden var der skrevet et navn, en hemmelighed: ”DET STORE BABYLON, MODER TIL SKØGERNE OG JORDENS AFSKYELIGHEDER.” Og jeg så, at kvindene var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod. Og jeg undrede mig meget ved at se hende.

Denne kvinde eller kirke bliver fremstillet som en skøge. Åndeligt ægteskabsbrud (hor) er ligesom fysisk hor; det er det samme som at bryde Guds hellige lov. Den store kærlighedslov, som Gud gav, så det kunne styre hans trofaste og lydige børns liv, denne lov afskyer Babylon. Hun står i fuldt oprør til himlenes Gud og krænker Guds hellige lov og praler endda dermed. Mysteriet Babylon er den store frafaldne kirke, som bryder Guds lov og lærer andre at følge samme kurs, for der står, at ”i hendes utugts vin har de, der bor på jorden, beruset sig.” (Åbenbaringen 17, 2). At bryde Guds hellige bud er en så stor forbrydelse over for Gud, at han kalder det for ægteskabsbrud eller skøgelevned, og enhver kirke, der påstår at følge himlens Gud og bryder Guds lov, får påskrevet navnet skøge. Ved at påberåbe os at være kristne slår vi følgeskab med Gud i en hellig alliance, der beskrives som en ægteskabelig overenskomst. Vi bliver del af Kristi åndelige legeme; men glemmer vi vores pagt med Herren, da har vi overtrådt pagten og er skyldige i åndeligt hor.

Kvinden i rødt, den hemmelige, bliver kaldet Det Store Babylon. Hendes navn kan hjælpe os med at forstå, hvilken rolle hun spiller i historien og i dag. Når vi følger i historiens spor, får vi en idé om, hvilken magt det repræsenterer i dag. Følg omhyggeligt med.

Oldtidens Babylon

Første Mosebog 10, 1, 6, 8-10 – Dette er Noas sønner Sem, Kam og Jafets slægter; efter vandfloden fik de sønner. .... Kams sønner var: Kush, Misrajim, Put og Kana´an. .... Kush fik sønnen Nimrod. Han var den første, der blev hersker på jorden, og han var en vældig jæger for Herren; derfor hedder det: Så vældig en jæger for Herren som Nimrod. Udgangspunkt for hans kongedømme var Babylon, Erik, Akkad og Kalne i landet Sinear.

Første Mosebog 11, 9 – Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.

Her lærer vi om den store bys opståen. Senere blev den til et stort imperium ved navn Babylon. Bygherren var Nimrod, Noas oldebarn. Det var i Babylon, det første oprør mod Gud efter syndfloden opstod. Folket besluttede at bygge et tårn, som de kunne bruge som flugtvej for det tilfældes skyld, at Gud sendte endnu en syndflod. Det var dér, Gud forvirrede deres sprog, så vi nu alle taler forskellige sprog. Det var i Babylon, hvor folket var i oprør mod Gud, at Satan udarbejdede sin plan med at lave en forfalskning af den sande tilbedelse af Gud og bedrage hele verden. Historiens blade fortæller os, hvad der skete.

Nimrod havde en smuk, men ond kone ved navn Semiramus (i Europa: Istarte). De var meget populære hos folket, og de lærte folket, at det var Nimrod og Semiramus, de skulle tilbede. Da Nimrod døde, fortalte hans kone folket, at han var taget til solen for at leve dér, og at de kunne bede til ham deroppe og tilbede ham ved at tilbede solen. Hun sagde også, at når hun døde, ville hun tage til månen og leve dér og at folket kunne bede til hende i månen.

Senere hen fødte denne onde dronning en illegitim søn. Han var født den 25. december og hun kaldte ham Tammuz. Han var også højt elsket af folket, og da han blev dræbt under en jagtulykke, mens han prøvede at beskytte en ven mod et vildsvins angreb, sørgede folket meget over ham. Til sidst begyndte de også at tilbede ham, selvom han var død; de troede, at han levede blandt stjernerne.

Gradvist udviklede dette falske religionssystem sig til at blive Djævelens store mesterværk. Hvordan det? Lad os antage, at du er medlem af denne religion. Hvordan ville du tilbede?Hvordan ville du tilbede?

I hjertet af byen Babylon og i andre byer, hvortil denne form for tilbedelse udspredtes, ville du finde et stort tempel. Hver den første dag om ugen, meget tidligt ved solopgang, ville du gå hen til templet. Selv i dag bliver den første dag i ugen kaldt Søndag (Sunday = Soldag) over en stor del af verden, fordi den blev viet til solen af oldtidens soltilbedere. Du kan slå ordet Søndag op i et stort leksikon og se ved selvsyn.

Når du nærmede dig templets dør, ville du møde en præst til solguden. Han ville være iklædt en lang sort robe, som næsten rørte ved jorden. Du ville bukke dig for ham for at vise ham respekt. Selvom han var ungkarl og aldrig har været gift, ville du tiltale ham med ”Fader”. Mens du bukkede for ham, ville han udrække sin hånd hen over dit hoved og tegne omridset af det første bogstav af navnet Tammuz i luften, som har form af et kors. Derefter ville du være klar til at gå ind i templet.

Inden for templets dør ville du finde et lille rum med et lille vindue, lige stort nok til én person. Bag ved vinduet ville der sidde en anden præst. Du ville tiltale ham med ”Fader”, så ville du knæle ned foran ham og bekende dine synder for ham. Efter at have hørt på dit skriftemål ville han tilgive dine synder, som om han havde beføjelse til at gøre det. Så ville du gå hen til din plads i templet, idet du tegnede omridset af bogstavet T for Tammuz på din pande og dit bryst, mens du gik derhen.

Tegnet for Tammuz var det magiske tryllemiddel, der skulle beskytte dig fra alt ondt. Når du steg op i en båd eller gik i vandet for at få dig en svømmetur eller foretog dig noget, der kunne bringe dig i fare, ville du altid skrive Tammuz-tegnet på din pande og dit bryst som et magisk tryllemiddel, der skulle bevare dig fra al fare. Dette Tammuz-tegn – udformet som et kors - viar også at finde midt i af rosenkransen, som du ville bruge til at tælle dine bønner med. Det blev båret af præsterne som et tegn på deres autoritet og var anbragt på tempelvægge og andre steder.

Mens du sad eller stod i templet, ville du bede, idet du talte dine bønner ved hjælp af rosenkransen, indtil du hørte processionen komme bagfra. Mens præsteoptoget - messende og syngende i tilbedelse af solguden - ville komme ind i templet, ville alle mennesker vende sig om og bøje sig ned. En præst ville bære på en lille gylden æske indeholdende en lille rund kage på størrelse med en halvdollar, som skulle repræsentere solen. Mens denne æske nærmede sig dig, ville du knæle ned i tilbedelse og ærefrygt af den lille runde kage.

Ved ankomsten foran i templet, hvor der var et pragtfuldt, smukt alter, ville præsten fremstille den lille runde kage for solguden og sige nogle magiske ord. Det var meningen, at ordene skulle få kagen til at forvandles til den levende Gud. Som højdepunkt i tilbedelsen fik folk derefter lov til at spise af kagen, idet de så troede, at de rent faktisk spiste deres solgud og fik hans kraft ind i deres liv.

Hans kraft blev anset for at være kilden til liv og forplantning. I disse menneskers formørkede sind fødtes gradvist den overbevisning, at de ved at bruge deres egne forplantningsorganer tilbad solen på acceptabel vis. De byggede altså kæmpe prostitutionshuse ved templene, og tilbad dér på en måde, der på mest afskyelig vis appellerede til folks kødelige natur. Det ville aldeles ikke være passende af mig at fortælle jer om de onde ting, der var knyttet til soldyrkelsen.

En historiker skriver: ”Da solen var den store gud, den højeste herre, og da den udvirkede sin ypperste magt inden for forplantningen, betragtede deres tilhængere det at tilbyde sig selv og sine evner som værende den mest accepterede form for tilbedelse. Som en konsekvens blev prostituion et af hovedkendetegnene på soltilbedelsen, hvorsomhelst den fandtes. At give afkald på sin jomfruelighed blev anset som det mest acceptable offer, man kunne bringe.

Herodotus, oldtidens græske historiker, siger: ”Den kaldæiske religion kan føres tilbage til den smukke, men utugtige dronning af Babylon, som blev tilbedt som Venus, ”moderen til al ukyskhed; hun ophøjede Babylon til den tvivlsomme værdighed blandt alle nationer som værende det store sæde for afgudsdyrkelse og helliggjort prostitution”.

Som tilhænger af denne religion ville der være to begivenheder om året, som ville have stor betydning for dig. Én var den 25. december, Tammuz´ fødselsdag. Denne var den største fest i året og var forbundet med vild druk, dans og sexorgier. Men lad historikeren tale: ”Gennem hele hedenskabet, ved vinter solhvervtide fejredes vidt og bredt den drukne, udsvævende fest kaldet ”Bacchanalia” eller ”Saturnalia” som Tammuz´ fødselsdag. Gifte og enlige kvinder prostituerede sig selv med vellystig sanselighed. Plato sagde, at han havde været vidne til hele Athens drukkenskab til hans fest.”

Den anden vigtige begivenhed i det religiøse år var den 25. marts. Ved at tælle ni måneder tilbage fra den 25. december nåede man til den 25. marts – Tammuz´ undfangelse, ni måneder før hans fødselsdag den 25. december. I fyrre dage inden den 25. marts havde de en periode med højtidelig sorg, som kaldtes ´gråd for Tammuz´. I denne periode fastede tilhængerne, skæmmede deres ansigter og sørgede over Tammuz på forskellige måder. Men den 25. marts gav sorgen plads for glæde, da de fejrede til ære for hans undfangelse. Denne begivenhed, som fandt sted om foråret, blev associeret med tanken om frugtbarhed, og tilbederne ofrede til Tammuz og hans mor (som i Europa blev kaldt Istarte) i håb om at få en stor høst og drægtige dyr. Som man kan forestille sig, var denne begivenhed et vildt orgie af umoralskhed og tøjlesløs drukkenskab.

Hyslop, giver i sin bog To Babylons en omhyggelig beskrivelse af oldtidens udøvelser af soltilbedelse og viser, hvordan de spredtes fra Babylon ud over hele verden. Det er bogstavelig talt sandt, at næsten hver af jordens nationers religion er eller har været en modificeret form for soldyrkelse. De amerikanske indianere praktiserer den stadig, lige såvel som de sydamerikanske indianere. Det var oldtidens inkaers religion. Det var religionen på Stillehavets øer og i Kina, Japan og Indien. Hvis du er bekendt med de nutidige former for hinduisme, buddhisme etc. så gå i biblioteket og opfrisk dine kundskaber om oldtidens soltraditioner. Du vil finde ligheden stærk og umiskendelig. Det var kelternes og druidernes religion og praktisk talt alle folk fra oldtidens Europas religion. Dens stærkeste fæstning i Europa var byen Rom.

Da Djævelen blev døbt!

Ja, det lyder utroligt, gør det ikke? Og dog skete det. Djævelen prøvede i århundreder at bedrage verden gennem hedenskab og hedenske religioner, idet han forfalskede Guds sandhed og hans ord. Da han så, at kristendommen havde fremgang og voksede hurtigt, fandt han på en ny plan. Han blandede hedenskab med kristendom. Og det nye Babylon blev hans værktøj til at opnå denne hensigt. Er vi urimelige, når vi siger, at Roms kirke har bragt hedenske vaner ind i kristendommen? Nej. De fortæller os det samme i deres egne ord. Kardinal Newman siger f.eks.:

”Idet lederne af kirken havde fået betroet magten over kristendommen til at modstå det ondes besmittelse og at forvandle de instrumenter og værktøjer, der blev brugt i dæmontilbedelse, til evangelisk brug, var disse ledere dog fra tidligt af villige til, hvis tilfældet skulle opstå, at tilegne sig, at efterligne eller at sanktionere de eksisterende riter fra almuen såvel som filosofien fra de lærde klasser. .... Den samme grund, nødvendigheden af at have hellige dage for masserne, bliver tiskrevet af Origen, Skt. Gregory´s mester, til at forklare oprettelsen af Herrens Dag .... Vi får fortalt på forskellig vis af Eusebius, at Konstantin - for at anbefale den nye religion til hedningerne - indførte den ydre pynt, som de havde været vant til i deres egen religion ... røgelse, lamper og stearinlys ... hellig vand; tilflugtssteder; hellige dage og årstidsfester, processioner .... præstelige messedragter, kronragningen, gifteringen, at vende sig mod øst, billeder ... kirkelig messesang .... det er alt af hedensk oprindelse og er blevet helliggjort ved antagelsen i kirken.” Developments of Christian Doctrines, s. 371, 373. London: 1976.

”Kristendommen er nu blevet populær, og et stort flertal af dem, som har antaget den, har kun taget imod navnet og dåbshandlingen, mens deres hjerte forblev ligeså hedensk som før. Fejl og korruption trænger nu ind i kirken som flodvande.” Wharey, Church History, s. 54.

”Kristendommen blev den etablerede religion i det romerske imperium og trådte i stedet for hedenskabet. Kristendommen begyndte med at iføre sig hedenskabets klædning. De fejl, som senere skyllede ind over kirken, begyndte at slå rod. Kristendommen, sådan som den eksisterede i den Mørke Tidsalder, ville kunne benævnes ´døbt hedenskab´” samme.

Det er dette historiske udsagn, der er årsag til dette afsnits undertitel.Djævelen er et åndeligt væsen og han lever i hjertet på sine tilhængere og kontrollerer dem. Da tusinder af hans tilhængere sluttede sig til kirken uden af detronisere Djævelen og sætte Jesus på deres hjerters trone, marcherede Djævelen lige ind i kirken sammen med dem.

”Tendensen hos de kristne til halvvejs at mødes med hedenskabet udvikledes meget tidligt. Retskafne mænd prøvede på at standse flodbølgen; men trods al deres anstrengelser fortsatte frafaldet, indtil hele kirken - bortset fra en lille rest - var blevet oversvømmet af hedensk overtro.” Hyslop, Church History.

Hvad med hensyn til søndagen? Hvor kom den fra? ”Søndagen (soldagen) – kaldet såleledes, fordi denne dag i oldtiden var helliget solen eller dens tilbedelse. Ugens første dag.” Webster´s Dictionary, 1929, edition.

”Kirken tog den hedenske filosofi og gjorde den til et trosskjold mod hedningene ... Den tog den hedenske søndag og gjorde den til den kristne søndag. Der er, sandt nok, noget royalt, noget kongeligt over solen, som gør den til et passende symbol for Jesus, Retfærdighedens Sol. Det kan være derfor, at disse landes kirke har sagt: ´Behold det gamle hedenske navn. Dagen skal forblive indviet, hellig´. Og således blev den hedenske søndag, tilegnet Balder, til den kristne søndag, helliget Jesus.” Catholic World, marts 1894, s. 809

”Ikke så få hedenske vaner krøb ind i kirken, skjult under nye navne. Ved at holde søndagen, som den blev indført af Konstantin og videreført i Europa, blandedes solguden Apollo´s gamle gudsdyrkelse med minderne om genopstandelsen.” Schaff, Church History, s. 375.

Babylons døtre

Åbenbaringen 17, 5 – På panden var der skrevet et navn, en hemmelighed: ”Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens afskyeligheder.”

Vi ser klart fra profetien, at kvinden i rødt, hemmeligheden Babylon, lod til at have døtre. Med andre ord så havde den romerske kirke, som vi har identificeret som værende det moderne Babylon, døtre. Hvad mener Bibelen med døtre? Der må findes kirker, som fulgte hendes læresætninger. En datter har en del lighed med sin mor. Er der kirker i dag, der har læresætninger, der ligner den romersk katolske kirkes? Ja, det er der! Fra ovenstående citater ser vi, at tilbedelsen af søndagen blev indført af den romerske kirke. Er der protestantiske kirker i dag, som har fulgt Rom i tilbedelsen af denne dag? Ja! En stor del af den evangeliske verden har holdt fast i menneskers traditioner og bud. Hvad med sjælens udødelighed? Dette er endnu en læresætning, der har vundet indpas i den romerske kirke gennem hedenskabet og er blevet givet videre til mange af verdens kirkesamfund i dag. Som vi så i sidste lektie, har denne lære intet fundament i Bibelen overhovedet. Mange trossamfund i dag går ind i økumeniske forbindelser. Kirker bliver forenede og samarbejder. Set udefra ser det måske godt ud, men hvad baserer enheden sig på? Er det Guds eller menneskers principper, der holdes i hævd? Kan der være noget om talemåden: Alle veje fører til Rom?

Det moderne Babylon

Åbenbaringen 18, 1-6 – Derefter så jeg en anden engel stige ned fra himlen med stor magt, og jorden oplystes af dens glans. Den råbte med kraftig røst: Faldet, ja, faldet er det store Babylon, det er blevet bolig for dæmoner, skjul for alle urene ånder, skjul for alle urene fugle og skjul for alle urene og afskyelige dyr. For alle folkeslag har drukket af hendes utugts harmes vin, jordens konger har bedrevet utugt med hende, og jordens købmænd er blevet rige af hendes overdådige vellevned. Og jeg hørte en anden røst fra himlen sige: Drag ud fra hende, mit folk, for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager. For hendes synder har hobet sig op til himlen, og Gud har ikke glemt hendes uretfærdigheder. Lad hende få, hvad hun har ladet andre få, giv dobbelt igen for, hvad hun har gjort, og skænk dobbelt op for hende i det bæger, hun skænkede.

Johannesevangeliet 10, 27 – Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig,

Herren kalder sit folk ud af det store frafaldssystem. De er Hans får og Hans folk. De kan være blevet bedraget af Djævelens listighed, men når Gud i sin nåde viser dem nødvendigheden af at tage stilling for Ham og hele Hans Ord, lytter de gerne og adlyder hans stemme. Når de fra Guds Ord lærer om den dygtige forfalskning, som Djævelen så underfundigt har fået hele verden til at sluge, så vil de tage standpunkt for sandheden. Det er det sidste udkald til hele verden. Vil du give agt på dette kald? Vil du tage beslutning for at komme ud af Babylon og stå blandt Guds sande rest? Vil du vælge at følge den Herre, der elsker dig, også i lydighed mod Hans hellige Sabbatsdag?

Kvinden i hvidt!

Åbenbaringen 12, 1-2 – Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjnerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer.

Som vi har set, har Kristus en smuk brud. Hun er afbilledet i Åbenbaringen, kapitel 12. I dette kapitel bliver der tegnet et billede af Guds kirke, den eneste der er. Der er ikke talrige kvinder, men kun én! Jesus Kristus passer ene og alene som profetisk nøgle til denne dør! Vi vil nu identificere Guds kirke gennem tiderne. Kapitel 12 giver os et panoramabillede af Guds folk og de kampe, de vil stå over for.

Åbenbaringen 12, 3-4 – Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte.

Åbenbaringen 12, 9 – Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden – styrtet til jorden, og dens engle blev styrtet ned sammen med den.

Åbenbaringen 12, 5 – Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone.

Dramaet fortsætter med at udspille sig foran Johannes. Til hans forbavselse fremstilles der for ham – efter at han har set den yndigste kvinde, han nogensinde har haft for sine øjne – et grufuldt syn. En stor ildrød drage står foran kvinden for at sluge hendes barn, så snart det var født. Længere henne i kapitlet bliver disse symboler forklaret. Dragen er ingen anden end Guds ærkefjende, selveste Djævelen. Barnet, som kvinden fødte, blev opløftet til Guds trone og skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Hvis man altså afkoder symbolerne, så ses her Guds sande kirke i fødselsveer for at føde Jesus, mens Djævelen står klar til at sluge Jesus, så snart han er født. Lyder dette ikke som tragedien i Betlehem? Djævelen, der virkede gennem Kong Herodes fra det romerske imperium, var årsag til, at alle drenge på to år og derunder blev slået ihjel (Matthæus 2, 16-18). Gud havde på mirakuløs vis bevaret Sin Søn ved at advare Josef om at flygte til Egypten. Selvom Djævelen forsøgte at slå Jesus ihjel fra fødsel af og igennem hele livet, var Jesus under Guds bevogtning - i sikkerhed mod Djævelens raseri -, indtil han blev bortrykket til Guds trone.

Åbenbaringen 12, 5-6 – Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone. Men kvinden flygtede ud i ørkenen; dér har hun et sted, som Gud har gjort rede til hende, for at hun kan få sin føde dér i tolv hundrede og tres dage.

Efter at Djævelen havde tabt slaget om Jesus, vender han i afmægtig raseri sine angreb mod den ene genstand her i verden, der har Guds højeste bevågenhed og kærlighed – Guds kirke. Djævelen vidste, at Guds folk var genstand for Guds særlige kærlighed og omsorg, og at han ved at angribe dem ville tilføje Guds store kærlighedshjerte smerte og kvaler. I tiden fremefter (og endda også i tiden før og under gammeltestamentelige tider), blev hele dragens energi rettet mod Guds folk. Han forsøger at få dem til at gå på kompromis; han søger ind i de verdslige regeringer, så folket bliver knust; han søger at infiltrere Guds folk med falske troende. Han bruger ethvert og alle midler til at kaste de mennesker omkuld, som holder Guds sandhed op for verden. Gennem hele historien har han hæftet nedsættende navne på dem, som er dyrebare for Gud. Guds sande folk, som fremholder livets ord for dem, der er i mørke, er gennem tiderne blev kaldt for en sekt, en kult, en afviger eller et hvilket som helst andet navn, der kunne angribe dets rygte. Ved hjælp af denne metode er det lykkedes at forhindre mænd og kvinder i at modtage evangeliet, og det ser stadig ud til at virke i dag. Selvom Johannes så en ondsindet krigsførelse blive iværksat mod Guds sande folk, havde Kristus givet sit dyrebare løfte, som skulle give dem håb gennem de efterfølgende århundreder.

Johannes 12, 13-14 – Da dragen så sig styrtet ned til jorden, forfulgte den kvinden, der havde født drengen. Men kvinden fik givet den store ørns to vinger, så hun kunne flyve ud i ørkenen til sit sted; dér fik hun sin føde én tid og to tider og en halv tid i sikkerhed for slangen.

Dragen forfølger kirken, efter at han indser, at han har tabt slaget, men Gud tager vare på sit folk. Han giver dem to vinger, som fra en ørn, så de hurtigt kan undfly ud i ørkenen, hvor Gud forsørger og beskytter dem. I tiden under den frygtelige forfølgelse søgte Guds folk ly i de ensomme tilflugtssteder på denne jord. Kirken blev tvunget til at flygte ud i ørkenen. Bibelens profetier angiver endda længden på den tid, som Guds folk blev tvunget til at gemme sig i. Den var på én tid og to tider og en halv tid. Denne tidsangivelse bliver der henvist til i samme kapitel som ”tolv hundrede og tres dage”. (Åbenbaringen 12, 6) ”En tid” bliver brugt et andet sted i Bibelen til at være lig med ”et år” (Daniel 4, 13, 20, 22, 29.) ”Tider” ville således være dobbelt så meget som ”tid”, altså to år, og ”en halv tid” ville jo så være et halvt år. I begyndelsen var hver måned på 30 dage, hvilket giver et år på tre hundrede og tres dage (Første Mosebog 7, 11; 8, 3-4). Profetiske år bliver således altid udregnet med baggrund i Guds oprindelige plan, inden jordens bane ændredes af syndflodens katastrofiske begivenheder og dens eftervirkninger. Tre og et halvt år ville være det samme som toogfyrre måneder (Åbenbaringen 13, 5). I toogfyrre måneder er der tolv hundrede og tres dage (42x30 = 1260). Således er tiden, tiderne og den halve tid, der blev fundet i Åbenbaringen 12, 14, Daniel 7, 25 og Daniel 12, 7 de samme som de tolvhundrede og tres dage (Åbenbaringen 12, 6; 11, 3) og de toogfyrre måneder (Åbenbaringen 11, 2; 13, 5). Én dag i Bibelens profetier udgør et bogstaveligt år (Ezekiel 4, 6, Fjerde Mosebog 14, 34). Det var altså meningen, at Guds kirke skulle flygte ud i ørkenen, hvor Gud ville beskytte og forsørge hende i tolvhundrede og tres år. Denne tidsperiode begyndte i året 538, da Dyret for første gang fik verdslig og politisk magt. Årene for Guds sande kirkes ensomhed og afsondrethed var lange; men i 1798, da pavedømmet modtog det dødelige sår, blev den sande kirke i stand til at komme ud på sikker grund fra sin ørkenfæstning. Under denne ”store trængselstid” (Matthæus 24, 21) lancerede den frafaldne kirke, som hævdede at være den sande kirke, angreb efter angreb på Guds sande folk. Helvedes porte havde sejret over den etablerede kirke og den blev til den forudsagte Antikrist, men Helvedes porte kunne ikke få magt over Guds trofaste folk. Hvis et menneske i denne tid ledte efter den sande kirke, kunne de ikke kende den på det udvortes; for den frafaldne kirke, Dyret, havde alt det udvortes. I en periode på tolvhundrede og tres år så det ud, som om dragen og den frafaldne kirke havde vundet. Dyremagten, den frafaldne kirke, havde organisationen. De havde kirkerne. De havde de katolske præsteskoler. De havde katedralerne. De havde præsterne. De havde kongerne. De havde alle de lærde mænd, og set ud fra et menneskeligt synspunkt så det ud, som om Helvedes porte havde holdt stand mod Guds kirke, men Guds kirke var ikke katedralen eller kirkeorganisationen. Folket, som havde sandheden og var flygtet ud i ørkenen for at bevare sandheden, var Guds sande kirke. De var blottet for alt det ydre, som folk ser på i dag; men de havde Bibelen og fulgte den. Hvis en person dengang ledte efter en kirkes ydre kendetegn, ville han være endt op i Dyrets kirke! Hvis vi altså i dag ser på det udvendige af en kirkebygning, på de store og lærde mænd, på organisationer og kirkesamfund, kan vi meget vel befinde os i en frafalden kirke! Det er meget vigtigt for os at forstå dette.

Åbenbarigen 12, 15-16 – Men slangen spyede en hel flod af vand ud af sin mund efter kvinden, for at hun skulle rives med af floden. Men jorden kom kvinden til hjælp og åbnede sit gab og slugte den flod, som dragen spyede ud af sin mund.

Den mest grafiske skildring af, hvordan Guds kirke, Hans sande folk, flygtede ud i ørkenen, er en skildring af det folk, der flygtede ind i de italienske alpers hjerte. De bliver tit kaldet for Valdenserne eller Vaudois-folket. Gud bevarede dem ved at gøre det ene mirakel efter det andet. Tiden var farefuld, og tusinder blev brændt på bålet. Deres eneste forbrydelse bestod i, at de ejede Guds Ord. Men de var i stand til at flygte ind i bjergdalene, og dér fandt de en fæstning. Skriften siger: ”Bjerge omgiver Jesuralem, og Herrren omgiver sit folk fra nu af og til evig tid” (Salmerne 125, 2). Gud omgav virkelig sit folk, som holdt sabbatten og levede af hvert ord, som udgik af Guds mund. Korstog efter korstog blev iværksat mod dem, men Gud beskyttede sit folk i denne tid i deres bjerglandsbyer i Alperne. Det var ved dem, at vores Bibel blev bevaret. Det så ud, som om Helvedes porte var ved at få overhånd over Guds kirke; men det lykkedes ikke, for Gud omgærdede sit folk med sine hænder. Dyret, den frafaldne kirke, syntes at have alle fordelene, alle de ydre ting, folk ser på; men de manglede sandheden; det var derfor ligegyldigt, hvad de ellers var i besiddelse af; de var ikke Guds kirke. Guds kirke har altid været og vil altid være dem, der følger sandheden og foreholder sandheden fra Guds Ord.

Åbenbaringen 12, 11 – De har besejret ham ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord. De havde ikke livet for kært til at gå i døden.

De elskede Herren Jesus Kristus så meget, at de var villige til at ofre deres liv snarere end at ofre deres overbevisning. Når vi overgiver vores liv til Jesus, kan han give os sin tro. Er du villig til at følge Guds Ord og hans veje uanset omkostningerne? Er du villig til at miste dit job, din familie, selv dit liv, for at kunne få sandheden fra Gud? Folket i ørkenen anså ikke noget offer for at være for stort til gengæld for at modtage Guds gunst.

Guds sidste kirke

Åbenbaringen 12, 17 - Og dragen rasede mod kvinden og gik hen for at føre krig mod hendes øvrige børn, som holder fast ved Guds bud og ved Jesu vidnesbyrd.

John 14, 15 - Elsker I mig, så hold mine bud;

Vi er kommet til selve døren, som Kristus ønsker at åbne for os. Her i Åbenbaringen 12, 17 har vi den enkle beskrivelse af Guds kirke i de sidste dage. Dette er den eneste kirke, som Kristus har udnævnt til at være Hans kirke. Gennem studiet af Åbenbaringens kapitel 12 har vi set, at Guds kirke ikke nødvendigvis behøver at være en etableret kirke med bygninger, organisation, osv. Vi har set, at Guds kirke kan kendes på den sandhed, de holder fast ved. Det er dem, som elsker Jesus for meget til, at de forlader hans veje. Guds kirke kan kendes på, at den holder Guds bud og har Jesu vidnesbyrd. Kort efter 1798, da den pavelige forfølgelse sluttede, vandt Guds kirke frem som en verdensomspændende bevægelse med et verdensomspændende budskab med disse kendemærker. Denne verdensomspændende bevægelse ville inden Jesu genkomst forkynde de tre engles budskaber, som vi tidligere har studeret, for hele verden.

Har du fundet den bevægelse, som bliver karakteriseret af Åbenbaringen 12? Har du identificeret kvindens rest? Det må være et folk, som elsker Jesus og løfter ham op i alt det, de gør. Det må være et folk, som lærer lydighed til alle de vidunderlige ti bud, inklusive Sabbattens gave. Det må være en missiondreven bevægelse, som med kraft forkynder de tre engles budskaber fra Åbenbaringen 14 til alle nationer. Det må være et fællesskab med troende, som ser frem til Jesu glorværdige genkomst i herlighedens skyer. De er et folk, der har et håb om en opstandelse fra de døde, som sover i Kristus. De vil afsløre bedraget af menneskeskabt religion og vende folk mod en autentisk tilbedelse af Gud i ånd og sandhed.

Du kan beslutte dig for at blive del af denne bevægelse, som beskrives i Åbenbaringens kapitel 12. Når du har besluttet dig for at acceptere Jesus i dit hjerte, har du accepteret nøglen, der åbner døren til hele sandheden. Vil du være del af Guds kirke i verdenshistoriens sidste dage? Ønsker du at leve et åndfyldt liv med et autentisk bibelsk grundlag til at vokse på? Beslut i dag at blive del af Guds folk, og han vil lede dig skridt for skridt i sin gang sammen med Ham.