E F F A T A

Artiklar
                          - som handlar om tron
Åter till översikten





Vil Kristus, som døde og opstod og opfór til Himmelen, komme igen?

Af L. Mudersparch

Tidens tale 1938 nr 4 side 5

"Denne Jesus, som er optagen fra eder til Himmelen, skal komme igen på samme Måde, som I har set ham fare til Himmelen." Ap. G. 1, 11.

Et mere bestemt Svar på det Spørgsmål, som er fremsat i Overskriften, kan ikke let gives. "Denne Jesus . . . skal komme igen." Del er Sendebud fra Himmelen, som taler, Engle, der bringer Apostelskaren netop det Budskab, den hårdest trængte til i det tunge Øjeblik, da deres elskede Frelser blev taget bort fra dem.

I tre og et halvt År havde de vandret sammen med ham og for hver Dag lært at elske ham højere. Han havde mange Gange i den sidste Tid mindet dem om, at han snart skulde forlade dem for at indtage sin Plads ved Faderens Side, for at sende Talsmanden til dem og for at optræde som deres Præst og Forbeder i den himmelske Helligdom; men det var alligevel så svært for dem at fatte, at det velsignede Samvær med deres Mester nu skulde være forbi. Med tårefyldte øjne ser de op mod Skyen, som "tog ham bort" fra deres Blik, og alt synes så mørkt for dem alene, uden ham at klynge sig til, som altid havde forstået "at styrke de trætte med Ord". (Ee. 50, 4.)

Da lyder det liflige Budskab: ”Denne Jesus . . . skal komme igen!" og Smerten over Afskeden dulmes. På Vejen fra Oliebjerget taler de sammen om det vidunderlige, de har set, om, hvad de "to Mænd" ”i hvide Klæder havde sagt, og de mindes, hvorledes Jesus selv tidligere havde forsøgt at trøste dem med netop den samme Tanke - hans Genkomst. Havde han ikke på sin egen inderlige Måde sagt til dem: "Eders Hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud, og tro på mig! I min Faders Hus er der mange Boliger. Dersom det ikke var så, havde jeg sagt eder det; thi jeg går bort for at berede eder Sted. Og når jeg er gået bort og har beredt eder Sted, kommer jeg igen og tager eder til mig, for at, hvor jeg er, der skal også I være." Joh. 14, 1-3.

Ja, de vilde tro på ham. Han havde aldtig løjet fot dem. De vilde stole på hans Løfte og gøre, hvad han havde befalet dem at udføre. Derfor siger Skriften om dem: "De gik ud og prædikede alle Vegne, idet Herren arbejdede med og stadfæstede Ordet ved de medfølgende Tegn." Mark. 16, 20.

De første Kristnes Budskab.
Hvad prædikede Apostlene om? Om Jesus, som var kommet til Verden for at "frelse sit Folk fra deres Synder", om, at han døde på Golgathas Kors, at han blev begravet, men opstod fra de døde, og at han opfór til Himmelen, medens de så på det; men de kom også stadig ind på Emnet om hans Genkomst som deres saligste Håb.

I Peters første Prædiken - den bekendte Tale på Pinsefestens Dag omtaler han "Herrens store og herlige Dag", og i den næste Tale, som Bibelen tillægger Peter, kommer han atter ind på Emnet om ."alle Tings Genoprettelse" og "Vederkvægelsens Tider", da Gud skal "sende den for eder bestemte, Kristus, Jesus" (Ap. G. 2, 20; 3, 19-21). I den samme Apostles første Tale til Hedningerne, hos Kornelius i Kæsarea, henviser han til Kristus som "den af Gud bestemte åbenbares, da skal vi vorde ham lige Dommer over levende og døde" (Ap. G. 10, 42), hvorved han uvilkårlig leder Tankenhen til ”den Herres Jesu Åbenbarelse fra Himmelen med sin Krafts Engle, med Lueild, når han tager Hævn over dem, som ikke kender Gud, og over dem, som ikke lyder vor Herres Jesus Evangelium”. (2 Tess. 1,7.9.)

Også i sine Breve henviser Peter

Også i sine Breve henviser Peter flere Gange til Kristi Genkomst, idet han formaner Menigheden og siger: "Sæt fuldt ud eders Håb til den Nåde, som bliver eder til Del i Jesu Kristi Åbenbarelse», og .glæd eder i samme Mål, som I har Del i Kristi Lidelser, for at I også kan glæde og fryde eder ved hans Herligheds Åbenbarelse»; thi «når Overhyrden åbenbares, skal I få Herlighedens uvisnelige Krans». (1 Pet. 1, 13; 4, 13; 5, 4) I sit andet Brev henviser han til, at han ikke fulgte «kløgtigt opdigtede Fablen, da han kundgjorde «vor Herres Jesu Kristi Kraft og Tilkommelse». (2 Pet. " 16.) Det har altså været en Del af hans Budskab til Menigheden, og at det ikke varen uvæsentlig Del, fremgår af den Måde, hvorpå han i det tredie Kapitel polemiserer mod dem, der i de sidste Dage skulde sige: «Hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkommelse?,» og den krafrige Skildring, han giver af «Herens Dag», da Løftet om Kristi Genkomst bliver opfyldt: 2 Pet. 3, 4-14.

På samme Mådeforkyndte også de andre Apostle Budskabet om Kristi Genkomst med stor Kraft, og i deres Breve henviser de profetisk til «de sidste Dage» og formaner Guds Børn på den Tid til at berede sig for den store Begivenhed.Således siger Jakob: «Vær tålmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommel",. . . . "Styrk eders Hjerter; thi Herrens Tilkommelse er nær. . . . Se, Dommeren står for Døren.» Jak. 5, 7-9.

Den apostel, «som Jesus elskede» skriver: ”Og nu mine Børn! Bliv i ham, for at vi, når han åbenbares, kan have Frimodighed og ikke skal blive til Skamme for ham ved hans Tilkommelse. ”Vi ved, at når han åbenbares, da skal vi vorde ham lige; thi vi skal se ham, som han er.” 1 Joh. 2, 28; 3, 2.

Johannels Syner om Kristi Genkomst.
I Åbenbaringens Bog skildrer Apostelen Johannes de mange vidunderlige Syner, Gud gav ham på Patmos, og som næsten alle sammen kuliminerer i den for Jordens Beboere så skæbnesvangre Begivenhed, nemlig Kristi Komme i Kraft og Herlighed. Han ser ham som den mægtige, der «sidder på Tronen», og for hvem «Kongerne på Jorden og Stormændene og Krigsøversterne og de rige og de vældige og hver Træl og fri» skjuler sig «i Hulerne og Bjergenes Kløften; han hører dem råbe til Bjergene og Klipperne: «Fald over os og skjul Os for hans Åsyn, som sidder på Tronen, og for Lammets Vrede" Åb.6, 15. 16.

En anden Gang ser Apostelen i et Syn« en hvid Sky, og på Skyen sad der en lig en Menneskesøn med en Guldkrone på sit Hoved og en skarp Segl i sin Hånd. Og en anden Engel gik ud fra Templer og råbte med høj Røst til ham, som sad på Skyen: Udsend din Segl og høst; thi Timen til at høste er kommen, fordi Jordens Høst er moden. Og han, som sad på Skyen, lod sin Segl gå over Jorden, og Jorden blev høstet." Åb. 14, 14-16. Her er Kristi Genkomst omtalt som en Høstdag, i fuld Harmoni med Jesu egne Ord) Lignelsen, hvor han siger: "Høsten´ er ”Verdens Ende" (Matt. 13, 39).

"Jeg så Himmelen åben," fortsætter han på et tredie Sted, og "se en hvid Hest, og han, som sad på den, kaldes trofast og sanddru, og han dømmer og kæmper med Retfærdighed. Men hans øjne var Ildsluer, og på hans Hoved var der mange Kroner; han havde et Navn skrevet, hvilket ingen kender, uden han selv; og han var iført en Kappe, dyppet i Blod, og hans Navn kaldes: Guds Ord. Og Hærene i Himmelen fulgte ham på hvide Heste, iførte hvidt, rent Linklæde. Og af hans Mund udgik der et skarpt Sværd, for at han dermed skulde slå Folkeslagene; og han skal vogte dem med en Jernstav, og han skal træde Guds, den almægtiges, Vredes Harmes Vinperse. Og på Kappen, på sin Lænd har han et Navn skrevet: Kongers Konge og Herrers Herre." Åb. 19, 11-16. Dette er også Kristi andet Komme, der bringer den store Opgørsdag.

Gang på Gang lyder det i Åbenbaringens Bog: "Se, jeg kommer!" "Se, jeg kommer snart!" "Se, han kommer med Skyerne, og hvert øje skal se ham!" Og det ´var derfor ikke underligt, at Menigheden i de første kristne Århundreder talte meget om Kristi Genkomst og i de Trængselstider, de måtte gennemgå, trøstede hverandre med "det salige Håb", at Jesus skulde komme igen for at befri dem fra alle Lidelser og give dem den evige Salighed - ´ja, vi kan også let forstå, at deres Længsel efter Befrieren fik dem til at tro, at "Herrens Dag var lige for Håndem>, og at de hilste hverandre med et "Maranata" -Herren kommer!

Apostelen Paulus om Kristi andet Komme.
Om dette skriver Paulus i sit andet Brev til Thessalonikerne. Denne store Hedningernes Apostel havde ikke haft samme Privilegium som de andre Apostle, at følge Mesteren i flere År, lytte til hans guddommelige Undervisning og høre Løfterne om hans Genkomst; men der er alligevel´ ingen af det nye Testamentes Forfattere, der skriver så meget om Kristi herlige Åbenbarelse som Paulus. Dog ønskede han ikke, at Menigheden skulde have en fejlagtig Opfattelse af Tiden for Kristi Genkomst og siger derfor:

"Vi beder eder, Brødre! angående vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse og vor. Samling til ham, at, I ikke i en Hast må lade eder bringe fra Besindelse eller forskrække hverken ved nogen Ånd eller ved nogen Tale eller Brev, der skulde være fra os, som om Herrens Dag var lige for Hånden. Lad ingen bedrage eder i nogen Måde; thi først må jo Fra faldet komme og Syndens Menneske åbenbares, Fortabelsens Søn." 2 Thess. 2, 1-3.

Paulus forstod godt, at der var adskillige Profetier, som måtte gå i Opfyldelse, før Kristus kunde komme igen, bl. a. Forudsigelsen om det store "Frafald", som Profeten Daniel henviser til i sit 7. Kapitel - den kristne Kirkes Udvikling til at blive en forfølgende Magt, som taler store Ord imod Gud og tænker på at forandre hans Lov o.s.v. Alt dette opfyldes gennem den romersk-katolske Kirke, som må have udspillet sin Rolle, før Kristi herlige Åbenbarelse kan ske.

Skønt adskillige Århundreder således måtte henrinde, før Guds Folks Befrielsesdag kunde oprinde, leder Apostelen dog Gang på Gang Tanken hen på Kristi Tilkommelse som det Øjeblik, da Lønnen for Troskab skal erholdes og alle gode Længslers Mål nås - dels ved en Opstandelse fra de døde for deres Vedkommende der er sovet ind i Troen på Frelse ren, og dels ved en Forvandling af de hellige, som måtte leve, når Kristus kommer.

Klarest taler han om disse Emner i Thessaloniker-Brevene (se, Thes. 2, 19; 3, 13; 5, 23; 4, 13-,8; 2 Thess. 1, 7. 10; 2, 8. 9.); men vi vil for Pladsens Skyld kun citere følgende:

Thi dette siger vi eder med Herrens Ord, at vi levende, som bliver tilbage til Herrens Tilkommelse, vi skal ingenlunde komme forud for de hensovede. Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen med et Tilråb, med Overengels Røst og med Guds Basun, og de døde i Kristus skal opstå først; derefter skal vi levende, som bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i Skyer til at møde Herren i Luften; og så skal vi altid være sammen med Herren.” I Thess. 4, 15-I7; se også 1 Kor. 15, 51-55.

Når Paulus formaner Menighederne til at leve et helligt Liv, henviser han ofte til Kristi Genkomst, idet denne Begivenhed skal afsløre, om deres Tro har været ægte eller kun "Gudfrygtigheds Skin>; og selvom de næsten alle skulde blive lagt til Hvile og "sove under Mulde" i Århundreder, så vilde dog det næste, som hændte dem, være at høre Basunen, som kalder dem frem til "Livets Opstandelse" (Joh. S, 29), og se den store Livgiver, der indsamler alle de "kaldede og udvalgte og trofaste" (Åb. 17, 14) til det vidunderlige Møde i Luften. Når han derfor formaner Guds Børn "til at forsage Ugudelig. heden og de verdslige Begæringer og leve sindigt og retfærdigt og gudfrygtigt i den nærværende Verden”, føjer han til: "forventende det salige Håb og den store Guds og vor Frelsers Jesu Kristi Herligheds Åbenbarelse”; og når han i sin anden Skrivelse til Timotheus fortæller om sig selv, at han "har stridt den gode Strid, fuld. kommet Løbet og bevaret Troen”, fryder han sig ved Tanken om Belønningen og siger: "I øvrigt henligger Retfærdighedens Krans til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig på hin Dag, og ikke alene mig, men også alle dem, som har elsket hans Åbenbarelse.” Tit. 2, 12. 13; 2 Tim. 4, 7. 8.

Der kan derfor ikke lades Tvivl tilbage om, at det er Skriftens Lære, og at den kristne Kirke i Aposteltiden fuldt og fast troede på, at Kristus skulde komme igen. Hvornår denne Begivenhed skulde indtræffe, og hvilke kolossale Forandringer den skulde føre med sig, vil vi behandle i andre Artikler; men denne Gang vil vi kun betone, at når Guds Tid er inde, "så kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve". Hebr. 10, 37.