|
| - som handlar om tron | Åter till översikten |
Hvorfor er bøn nødvendig?
Tidens tale 1937 nr 10 side 17
Hvorfor skal vi egentlig bede, når vi ved, at Gud elsker os og kender al vor Længsel og vort Behov? Kan vi give ham nogen Oplysninger om os, som han ikke allerede kender til? Kan vi have noget Håb om, at han vil elske os mere, eller kan vi vække ham til Medynk? Er Bønnen nødvendig for, at han skal blive villig til at hjælpe os og for at overtale ham til at have Interesse i os? Sådanne Spørgsmål møder vi ofte, og jeg tror, det er Spørgsmål, som fortjener et grundigt Studium.
At Bønnen er et vigtigt Led i Evangeliets Plan er en Kendsgerning, for vi lægger Mærke til, at den har fået en fremtrædende Plads i Skriften og i Jesu og hans Efterfølgeres Liv og Lære. Vi får Undervisning om, at vi altid skal bede, ja og ovenikøbet have Tid til Faste og Bøn. Og alligevel kan Hensigten ikke være den, at vi skal få Gud til at nedlade sig til at skænke os mere Opmærksomhed. For os gælder det om at søge og kende og erfare den sande og virkelige Bøn. Med Disciplene fordum må vi udbryd" "Herre læs os at bede."
Mange beder til falske Guder, hvis Vrede de håber at afværge, eller hvem de håber på at få bevæget til at blive nådige ved mange Bønner og smertefulde Bodshandlinger. Hensigten med deres Bønner er at fremkalde en Forandring hos deres Gud. Med en sådan Opfattelse af en Gud er sådanne Bønner og Bodshandlinger ganske naturlige. Men sådan er det ikke i en sand Bøn til en levende Gud. Når vi beder til Gud, kan vi komme i Forvisningen om, at Kristus har opfyldt og gennemgået alt, hvad Synden kræver, og han er vor Forsoning med Gud. Han opfyldte den Betingelse, som den overtrådte Lov stillede, og han led den Straf og påtog sig den Skyld, der tilkom Synderen. Når vi beder, behøver vi ikke at gøre noget, der skal formilde Guds Vrede på Grund af Synden eller på nogen som helst Måde frembringe nogen Forandring hos ham. Det er ikke ham, men os, der skal forvandles gennem Bønnen. Han er uforanderlig. Hans Kærlighed og Barmhjertighed imod os kan ikke forøges, hvor meget vi end måtte bede, og heller ikke kan han ved vore Bønner få et dybere Indblik i vore Ønsker og Begæringer. Sande og oprigtige Bønner er påkrævet ikke for at gøre Gud mere beredt til at give, men for at gøre os mere beredt til at modtage. Han er altid rede til at give og ønsker at give os en Overflod af Velsignelse. Men han er også på samme Tid en forsigtig og klog Giver og vil derfor ikke give Gaver til dem, der ikke er beredt til at modtage dem.
Jeg håber, jeg ikke bliver misforstået, når jeg siger, at Bønnens Art er af større Betydning end dens Længde. Megen Slags Bøn er helt og holdent værdiløs. Det nytter os ikke at forsøge på at få Gud nærmere os, så længe vi er uvillige til at drage nær til ham. Det står til os at nærme os ham. Han er allerede kommet så nær til os, som vor Stilling vil tillade ham det. Vi må drage nær til ham. Hans Ord til Kong Asa, efter at denne virkningsfuldt havde bedt om Kraft til at sejre over en mægtige Fjende, lød: "Herren er med eder, når l er med ham." Det var nødvendigt for Asa at bede, men vi kan ikke tænke os, at hans virkningsfulde Bøn frembragte nogen Forandring hos Gud. Derimod foregik der en Forandring med denne trængende Mand, der gjorde det muligt for Gud at komme til ham og virke mægtigt gennem ham.
Hører vi ham? Som Svar på Disciplenes Anmodning, "Herre, lær os at bede," lærte den store Mester dem en Mønsterbøn, der bl. a. indeholdt følgende vigtige Punkter, "Ske din Vilje som i Himmelen således også på Jorden."
Denne Tanke bør være fremtrædende i enhver sand Bøn, En af de gamle Profeter fremholder på følgende Måde Kravet om at opgive vor egen Vilje og vore egne Planer: "Søg Herren, medens han findes, kald på ham, ´den Stund han er nær! Den gudløse forlade sin Vej, Urettens Mand sine Tanker og vende sig til Herren, at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade. Thi mine Tanker er ej eders, og eders Veje ej mine, lyder det fra Herren; nej, som Himlen er højere end Jorden, er mine Veje højere end eders og mine Tanker højere end eders." Es. 55,6-9.
Når vi beder til Gud, bør vi have dette i vore Tanker, for Gud kan ikke give Kraft og Visdom til en, som absolut vil gå sin egen Vej, eller som er ligegyldig med Hensyn til Guds Vilje. Veltalende, flydende formelle Bønner, der ikke fører til Overgivelse og til et oprigtigt Had mod Synd og en sand Længsel efter, at Guds Vilje må ske, kan ikke være Gud velbehagelige eller til Hjælp for Mennesker. Ligegyldig, vanemæssig Bøn er vor himmelske Far imod. Der er ingen Kraft i mange og lange Bønner, hvis de ikke ledsages af et oprigtigt Ønske om at gå Guds Veje. Vi må ikke tænke os, at vi kan få ham bevæget til at gå vore Veje eller til at opfylde vort selviske Begær.
Han, der hellere end gerne vil velsigne os, vil velsigne os på sin særskilte Måde. Himmelens rige Gaver kan ikke skænkes dem, hvis Hjerte er uforberedt til at modtage dem, og hvis Vilje ikke er overgivet til Gud. Det er af stor Interesse for os at vide, at Gud endnu søger Verden over efter Mennesker. som han kan udgyde sine rige Velsignelser over. Vi læser: "Herrens øjne skuer omkring på hele Jorden, og han viser sig stærk til at hjælpe dem, hvis Hjerte er helt med ham." 2. Krøn. 16, 9.
Han søger ikke efter Mennesker med et fuldkomment Hjerte, for sådanne Mennesker findes ikke, men Hjertet må være helt med ham. Vi må have Vilje til at gøre hans Vilje og besluttet på at være hans. Og vi må stå i det Forhold til ham, at vi kan gøre det muligt for ham at udføre sin Vilje for os.
Vi ønsker, at Gud skal høre os, når vi beder, men vi må huske på, at det er lige så vigtigt, at vi hører ham. Jeg tænker på den Kvinde, der altid had så meget Hun var en gudhengiven troende og en ivrig Bibelgransker. Men engang hun følte sig nedtrykt og fuld af Bekymring på Grund af en Erfaring, hun måtte gennemgå, fik hun den Følelse, at hendes Bønner ikke blev hørt. Alligevel var´ hun vedholdende i sin Bøn. Hun fortsatte med at studere Guds Ord, Guds Stemme til hende, og hun granskede også nøje sit eget Hjerte og Liv. Medens hun fortsatte dette Liv i Bøn og Studium, blev det efterhånden klart for hende, at hun længe på et meget væsentligt Punkt havde nægtet at høre Guds klare og tydelige Ord til hende. Hun fik øjnene op for, at hun længe havde vendt sig bort fra at høre hans Lov. Hun ønskede inderligt Guds Velsignelse, men hun vilde ikke gå hans Veje. I Dybet af sit Hjerte nægtede hun at høre ham, som hun så inderligt gerne vilde skulde høre hende. Vedholdende Bøn var af stor Betydning i hendes Liv, fordi den gjorde hende beredt til at høre ham, der var mere end rede til at høre og hjælpe hende. Således blev hun rede til at blive Modtager af det, Gud så inderlig gerne vilde skænke hende.