E F F A T A

Artiklar
                          - som handlar om tron
Åter till översikten





Effatha

en folkekirkeprædiken

12. søndag e. Trinitatis, Rønnevang folkekirke

Den døvstumme

Sl.115,1-9 (Deres gudebilleder er sølv og guld)
Mk.7,31-37 (Effata)

Helbredelsen af den døvstumme er i mange henseender forskellig fra de andre helbredelsesundere, Jesus gjorde, bl.a. derved, at han bruger denne for os så fremmedartede ceremoni med at røre ved den syges tunge og øren. I første omgang kunne det minde os lidt om de kunster, som medicinmænd og kloge mænd plejer at bruge. Hvad gør det godt for her? Vi véd dog, at Jesus ellers nok kunne helbrede de syge ved sit ord alene. "Din tro er stor; det ske dig, som du ville", sagde han til den kanaanæiske kvinde, og til den blinde: "Bliv seende; din tro har frelst dig!"

Hvad gør da hele denne ceremoni godt for?

Vi véd det ikke. Vi kan kun gætte. Så gør vi det! Lad os gætte på, at Jesus ville i kontakt med denne mand, der hverken kunne tale eller høre, - som ikke var i stand til at bede Jesus om hjælp, og som heller ikke kunne forstå det, hvis Jesus havde talt til ham på almindelig manér.

Til ham talte Jesus så et sprog, han forstod: tegnsprog! Han rørte ved hans tunge og øren, og viste dermed, hvad det var, der skulle ske. Han så op mod Himlen for at vise, hvor han ville hente hjælpen fra. Dette kunne den døvstumme mand følge med i uden at kunne høre.

Og så skete det, som fik mange af dem, der var tilstede, til at tro på Jesus. Manden blev helbredt, da Jesus talte til ham. Det har præget sig så dybt i Markus´ sind, at han gengav det ene ord på det sprog, som Herren selv talte: "Effata", = Luk dig op!

Vi får ikke at vide, om denne mand har været døv alle sine dage; men hvis det var tilfældet, så blev Guds Søns stemme den første stemme, han hørte i sit liv.

I gamle dage, i de første århundreder af den kristne kirkes historie, havde man den smukke skik, når man holdt barnedåb, at præsten, ved begyndelsen af dåbshandlingen, brugte netop dette ord, henvendt til dåbsbarnet: Effata, Luk dig op! Det må have betydet noget i denne retning: Skal Guds ord høres, må Gud selv først lukke øre og sind op. Før Gud har begyndt sin gode gerning i os, kan vi hverken høre hans ord eller svare på det med bøn og tak. Ligesom den døvstumme mand i evangeliet ved et guddomsord blev taget ud af den tilværelse, han hidtil havde levet i, - ud af den isolation, som det må være, når man hverken kan høre eller tale, og fik lov til at leve et ganske normalt liv, - sådan bliver vi, når Guds ord lyder til os, første gang i dåben, hentet ud af vores isolation. Nu kan vi høre ordet, Gud taler til os, og nu har vi mund og mæle, så vi kan svare på det med bøn og sang.

Jo, der er slægtskab mellem dette helbredelsesunder og så dåben. Det

var også, hvad Grundtvig ville sige med de fine salmelinjer:

Vor sjæl er døv og stum
for evangelium;
men høres vil

Guds ord
og føres trindt på jord.

Guds ord til sjæl og krop
det siger selv: Luk op!
Afsiger

løgnen du
og tror Guds sandhed nu?

Det er hans Effata,
og tungen svarer: Ja!
Guds røst som

almagts-hånd
os skar for tungebånd.

Ja, dengang i dåben skete begyndelsen. Da lukkede Gud vore ører op, så hans ord kunne nå os, og han gav os lov til at tale til ham med den bøn, som vi hørte første gang dér: fader Vor, barnebønnen, der siden hen blev ved med at være det faste støttepunkt, vi altid kunne vende tilbage til, hvis bønnen ville gå i stå.

Føler vi, at der er en meget stor afstand mellem os og dem, der var tilstede dengang, da Jesus helbredte den døvstumme? Føler vi, at det hele virker på os som noget fjernt og fortidigt? Eller kan vi få det til at komme os tæt ind på livet?

Dengang virkede det meget stærkt på dem, der var vidner til det. På dem havde det den mægtige virkning, at de blev klar over, hvem de havde for sig. I ham så de pludselig opfyldelsen af nogle løfter hos profeten Esajas:

Da åbnes de blindes øjne, de døves ører lukkes op,
da springer den halte som en hjort, den stummes tunge jubler. Den, der kan virke det, han må sandelig være Guds Søn, og ud af mødet med ham vokser der en lovsang: Han har gjort alle ting vel, - en genklang af skabelsesberetningen, hvor det hedder om det, Gud havde skabt: Se, alt var såre godt.

Er det noget fjernt og fortidigt, det, vi har hørt om? Jamen, det kan det jo ikke være! For det er jo os selv, det handler om. Det beskriver jo netop os i den situation, som vi så tit har været i, og er i endnu. Det er jo sådan, at fortid og nutid altid mødes, hvor Herrens ord lyder. Vi kommer her som dem, der gerne vil høre ham, men kan ligesom ikke forstå, hvad han taler til os. Vi har i os denne trang til at høre livets ord, - og når det lyder, vil det ikke trænge igennem til os, fordi vi ikke er i stand til at lytte til det, som vi skal.

Men Han er her, Han, der gør alle ting vel. Også os vil han gøre vel imod, ved at vise os, hvem han er, og hvad han vil med os. Og når han ser, at det er for svært for os at høre og forstå, hvad han vil os, - ja, så taler han til os med tegn i stedet for, ligesom han dengang talte tegnsprog. Billedsprog!

Dåbens vand, nadverens brød og vin, - her er jo hans tegnsprog til os. I det alt sammen er det ham selv, vi ser. Når vi møder ham, vil det pludselig ske, at han åbner vore ører og løser vore tungebånd, så han kan tale sit ord til os, og vi kan svare ham.

Bøn og lovsang får fylde i kirken, når han selv kommer til os i gudstjenesten, og den bliver til vort møde med ham. Han vil åbne vore ører, så vi kan lytte, når han taler, og han vil give os mund og mæle, så vi kan tale, når han lytter.

"Dan vort hjerte, løs vor tunge, så vi bede, så vi sjunge", sang vi. Det er vor bøn til ham i dag, at vi må få det ud af vort møde med ham, at vi må lære først at lytte til ham, så at tale til ham, og til sidst at tale om ham, som de gjorde det, da de havde lært ham at kende.

Et guddomsord. Et Effata, så tungebånd løses og døve øren åbnes. Et guddomsord og et svar på ordet, en énstemmig lovsang: Han har gjort alle ting vel!

Jonas´ tegn

12.s.e.Trin. II
Jonas 2 (Jonas)
Mt.12,31-42 (Bespottelse mod Ånden)
Når Jesus taler billedsprog, henter han altid sine billeder lige ud af hverdagslivet. Folk, som hørte ham fortælle, kunne genkende de små træk, han brugte som eksempler. Sådan er det med Jesu lignelser. Men lignelserne er ikke det eneste sted, hvor Jesus knytter til ved noget, som hans tilhørere kendte godt i forvejen. Rundt omkring i hans taler findes der talrige hentydninger til GT, og vi må gå ud fra, at folk virkelig følte det som noget velkendt og fortroligt, når han citerede GT eller blot mindede dem om en person eller en begivenhed i GT. Vi må jo regne med, at de fleste mennesker på Jesu tid kendte GT så godt, at han egentlig kun behøvede at pege på det allervigtigste. Så var de med. Det var ikke nødvendigt at genfortælle et langt hændelsesforløb eller en salme eller en af de profetiske taler. Men for mennesker, der ikke på samme måde er virkeligt godt hjemme i den gammeltestamentlige tankeverden, vil der gå meget tabt af det, som Jesus forudsætter bekendt.

I evangeliet i dag har vi et godt eksempel. Jesus prøver at illustrere det, han mener, ved at minde om profeten Jonas, der var tre nætter i havdyrets bug. Det er vist ikke galt gættet, at mennesker i dag ikke véd ret meget andet om profeten Jonas end lige det, som Jesus genfortæller.

Men hans tilhørere dengang kendte utvivlsomt hele historien, og med den i tankerne forstod de meget bedre end vi, hvad han ville fortælle dem med den.

Lad os for en gangs skyld bevæge os lidt bort fra evangeliet. Profeten Jonas er så spændende, at han fortjener at blive draget frem i lyset en gang imellem. Med den nye gudstjenesteordning har vi fået lejlighed til at høre et enkelt af Jonasbogens fire kapitler, og det er bedre end ingenting. Men prøv selv at læse hele Jonasbogen i GT: en spændende og meget humoristisk fortælling, - en lille perle. Vi tager et hurtigt overblik:

Assyrerriget var en vældig krigsmagt, der ofte truede det gamle Israel, og selve navnet på Assyrerrigets hovedstad Ninive kunne fylde enhver israelit med rædsel. Men Gud sender Jonas til Ninive for at forkynde Guds dom over den: "Rejs til den store by Ninive, og råb ud over den, at jeg har set deres ondskab."

Jonas har ikke spor lyst til den rejse. Han stikker af og køber billet på et skib, der netop skal afsted på en længere sørejse over Middelhavet. Undervejs bliver det uvejr, og skibet truer med at gå under. Søfolkene opdager, at Jonas er på flugt fra Gud, og de forestiller sig, at uvejret er Guds straf over ham. Så kaster de ham overbord, for, som de tænker: Hvis det er ham, der skal straffes, så lad ham omkomme. Så kunne vi andre måske blive reddet. De blev reddet. Det gjorde Jonas også, men ikke lige med det samme.

Nu følger det, vi har hørt: "Herren befalede en stor fisk at sluge Jonas, og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter. Fra fiskens bug bad Jonas til Herren: "I min nød råbte jeg til Herren, og han svarede mig; fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp, og du hørte mig. - Vandet truede mit liv, havdybet omgav mig. - Men du, Herre min Gud, løftede mig op fra graven. Da mit liv var ved at ebbe ud, huskede jeg på Herren; min bøn nåede til dig i dit hellige tempel. - Jeg vil ofre til dig med takkesang; jeg vil indfri de løfter, jeg aflagde." - Så talte Herren til fisken, at den skulle kaste Jonas op på landjorden."

Nu synes Jonas ikke rigtigt, at han kan undslå sig længere. Han tager afsted til Ninive, og han begynder ligefrem at glæde sig til at se sin domsprofeti gå i opfyldelse: de vil sikkert overhovedet ikke tage hans advarsler alvorligt, og så må Gud jo ødelægge den store by!

Men det usandsynlige sker: byen omvender sig, og Gud skåner den. Nu bliver Jonas for alvor fornærmet på Gud, og det lille skrift fra GT slutter med, at Gud får Jonas´ vrede til at lægge sig: "Så gik Jonas ud af byen og slog sig ned øst for den. Han lavede sig en hytte og satte sig dér i skyggen for at se, hvad der skete med byen. Gud Herren befalede så en olieplante at skyde op over Jonas, så den kunne skygge for hans hoved og befri ham for hans mismod, og Jonas glædede sig meget over olieplanten. Men da det blev lyst næste morgen, befalede Gud en orm at gnave i olieplanten, så den visnede. Og da solen stod op, befalede Gud en gloende østenvind at komme, og solen stak Jonas i hovedet, så han var ved at besvime. Han bad om at måtte dø og sagde: "Jeg vil hellere dø end leve."

Da sagde Gud til Jonas: "Har du ret til at være vred over olieplanten?" Han svarede: "Jeg har ret til at være dødeligt vred." Da sagde Herren: "Du har ondt af olieplanten, som du ikke selv har haft noget arbejde med at få til at gro, men som blev til i løbet af én nat. Skulle jeg så ikke have ondt af den store by Ninive?" Dér slutter Jonasbogen.

Senere gik Ninive alligevel til grunde. Nu er der kun ruiner tilbage af den, - samt en høj, der hedder Jonasbjerget!

Denne gode fortælling bruger Jesus så som eksempel til at illustrere to ting: dels som en forudsigelse af sin egen død og opstandelse, dels for at give en påmindelse til de mennesker, der ikke ville tro på ham, uden at de fik tegn eller undere at se: Han minder dem om, at engang var der dog nogen, der omvendte sig alene ved det talte ord.

De bibeltekster, vi har hørt i dag, kan fortælle os noget om, at i ordene som vi taler, og i ordene som vi hører, er der en magt, som kan være større end al ondskaben i den store stad, men som også af Gud kan vendes, så hans gode vilje sker.