|
| - som handlar om tron | Åter till översikten |
Er din Skæbne forud bestemt?
Af A. M.
Tidens tale 1937 nr 1 side 16 Ordet "forudbestemt" og andre lignende Ord i Bibelen har ledet nogen til at tro, at Gud har bestemt, at blot nogle udvalgte Personer skal blive frelst. Derfor, siger de, har Frelsen intet med Menneskets personlige Valg at gøre. Sådanne Teologer peger også på det Faktum, at Bibelen fremstiller Menneskene som "døde i Overtrædelser og Synder", og spørger, hvorledes en "død" Person kan foretage noget Valg. Medens denne Lære sikkert vil føles som et farisæisk Velvære for dem, der føler sig vis på et evigt Liv, vil den i samme Grad virke nedstemmen de og fortvivlende på de mere søgende og usikre.
Men et Studium af Bibelen angående dette Emne vil også snart vise os, at en sådan Lære er i Strid med Skriften. Gud gjorde Mennesket til et frit moralsk Væsen. Det syndfri Par i Eden kunde frit vælge, om de vilde vise Lydighed eller Ulydighed mod Guds Krav. På samme Måde har vi syndige Mennesker Ret til at vælge. Alt afhænger af, hvem vi viser Lydighed. Denne Sandhed fremstilles klart i Rom. 6,16: "Ved I ikke, at når I fremstiller eder for en som Tjenere til Lydighed, så er I hans Tjenere, hvem I lyder, enten Syndens til Død, eller Lydighedens til Retfærdighed?" Vi finder, at Skriften bugner med Udtalelser som "Jeg har forelagt eder Livet og Døden... Så vælg da Livet" (S. Mos. 30,19). "Vælg i Dag, hvem I vil tjene" (Jos. 24,15). "Moses. . . valgte hellere at lide ondt med Guds Folk" (Heb. 11,25). "Lyder I villigt" (Es. 1,19), og lignende.
Frelsen gælder ikke blot en særskilt begunstiget Klasse. Den er fri for alle, hvad også følgende Skriftsteder viser: "For at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv" (Joh. 3,16). "Den som vil, han modtage Livets Vand uforskyldt!" (Åb. 22,1]). "Alle, som tørster, her er Vand, kom" (Es. 55,1). "Jeg forstår i Sandhed, at Gud ikke anser Personer" (Ap. G. 10,34). "Idet han ikke vil, at no. gen skal fortabes, men at alle skal komme til Omvendelse" (2 Pet. 3, 9).
De, der tror på Forudbestemmelsen, mener, at Frelsen bliver taget ud af Guds nådige Hænder og gjort afhængig af, hvad Mennesket gør eller ikke gør, dersom de skal godkende-La:.[en om Menneskets frie Valg, med andre Ord, at Mennesket da bliver sin egen Frelser. Men denne Slutning er fejlagtig. Et Valg er magtesløst i sig selv. Et Menneske kan ville fly til en anden Planet, men hans Valg vil aldrig føre ham derhen. En Magt uden om ham selv må gøre, at hans Valg går i Opfyldelse. Et Valg i sig selv vil aldrig bringe os til Himlen. Hele Frelsens Kraft ligger i Sandhed i "Guds nådige Hånd". Frelst af Nåde. "Ingen kan tjene to Herrer." Matt. 6, 24. Menneskemasserne i Dag befinder sig i "Afgørelsens Dal”, og det er enhver sand Discipels Pligt at overtale dem til at tage den rette Bestemmelse. Gennem sin store Kærlighed virker Gud gennem menneskelige Redskaber for at drage Menneskene til sig. "Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds Reb" (Hos. 11,4), "Jeg elsked dig med evig Kærlighed, drog dig derfor i Nåde" (Jer. 31,3). Han appellerer lige meget til Menneskets Fornuft som til dets Følelser: "Kom, lad os gå i Rette med
hinanden, siger Herren." Es. 1, 18. Paulus siger, at vi søger at "vinde Mennesker". 2 Kor. 5, 11. Fra Kong Agrippa kom denne utilhyllede Bekendelse: "Der fattes lidet i, at du overtaler mig til at blive en Kristen." Ap. G. 26, 28. I Frelsens Værk benyttes altså både Overtalelse og Kærlighedens dragende Kraft så vel som Appel både til Fornuft og Følelse, i Modsætning til den hedenske Opfattelse om en forudfattet Beslutning, fra hvilken ingen kan undkomme.
Lad os nu betragte nogle af de Skriftsteder, som, hvis vi tager dem alene, kunde synes at antyde, at de frelste, uden nogen personlig Bestræbelse, er blevet udvalgt fra Begyndelsen. "Efterdi vi kender eders Udvælgelse" (1Thess. 1,4), "så mange, som var bestemt til evigt Liv" (Ap. G. 13,48), "dem, som efter hans Beslutning er kaldede. Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også" (Rom. 8, 28-30).
Hele Bibelen er Guds inspirerede Ord. Der er ingen Disharmoni i dens Lære. Ved at sammenligne Skriftsted med Skriftsted, de dunkle med de klare, vil man få klar Mening i dem alle. Og det Skriftsted, som binder disse Skriftsteder sammen med de tidligere nævnte, og som forklarer, hvem de udvalgte, de udsete og forudbestemte er, er Joh. I, 12: "Men så mange, som tog imod ham, dem gav han Magt til at vorde Guds Børn, dem, som tror på hans Navn." I Rom. 8, 28 er de forudbestemte "dem, som efter hans Beslutning er kaldede", og vi har allerede vist, at hans Råd og Hensigter er, at alle, som tror på Kristus, skal blive frelst. I det 29. Vers ser vi, at Forudbestemmelsen grunder sig på Guds Forudviden. I sin Forudviden så Gud, hvem der vilde tage imod den tilbudte Frelse, og det er ´ disse, som er bestemt til et evigt Liv. Men dette Faktum, at Gud vidste om disse Ting forud, forandrer ikke eller tvinger ikke Begivenhederne mere, end vi gør det ved at vide om dem bagefter.
Når vi ser tilbage på Historien, ser vi, at nogen er gået fortabt, og nogen er blevet frelst. Men denne Kundskab forandrer ikke det Faktum, at alle havde den samme Anledning til at blive frelst. Gud så det samme idet han så frem i Tiden, men det forandrede heller ikke Begivenhederne. Gud har udvalgt en Karakter. Han har forudbestemt Visse Krav og alle som underordner sig dem: skal arve evigt Liv.
En falsk tro Det er nødvendigt at være "tro indtil Døden", dersom vi skal kunne få "Livets Krone". Åb. 2, 10. "Så sandt I bliver i Troen, grundfæstede og faste, uden at lade eder rokke fra Håbet i det Evangelium, som I har hørt" (Kol. 1,23). "Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din Krone" (Åb. 3, 11). "Derfor den, som tykkes at stå, se til, at han ikke falder!" (1 Kor. 10, 12). Er ikke dette sidste Skriftsted en Irettesættelse til dem, der påstår, at deres Skæbne for evigt er beseglet? Hvor meningsløse vilde ikke da alle de Skriftsteder være, som fremstiller den Kristnes Liv som et Løb, ja som en Kamp mod Ondskabens Magter.
Det er frygteligt at tænke sig, hvad Resultatet vilde blive, hvis der var mange, der fulgte denne ubibelske Lære. Det vilde være nytteløst at følge Paulus´s Eksempel og overtale Menneskene, hvis deres Skæbne allerede var bestemt. Missionsarbejde vilde være overflødigt, da det intet kun de udrette.
Lad os da hellere holde os til Bibelens klare Ord. Gud indbyder os: "Lad os gå i Rette med hinanden", og efter som vi studerer Skriften for at lære Livets Vej at kende, forsikres vi om, at "den er Valfartsvej for hans Folk, selv enfoldige farer ej vild". Es. 35, 8. "Derfor, Brødre! gør eder des mere Flid for at befæste eders Kaldelse og Udvælgelse; thi når I gør dette, skal I ingen Sinde støde an."
Har Gud bestemt, at nogen skal gå fortabt, og andre blive frelst, således at Menneskets eget Valg bliver betydningsløst?
Friheden til at vælge forringer ikke i mindste Grad Sandheden om, at "Guds Godhed leder dig til Omvendelse". Rom. 2, 4. En rig Mand tilbyder at tage to Venner med på en Jordomsejling. Den ene modtager Indbydelsen, den anden ikke. Men bringer dette Valg den ene Verden rundt? På ingen Måde. Han kunde vælge indtil sin Død, men dette vilde ikke være nok til at skaffe ham Billet. Den udøvende Magt ligger i Vennens Hånd. Rejsen er en Gave fra ham. "Af Nåden er I frelste ved Tro, og det ikke af eder selv, Guds er Gaven." Ef. 2, 8. Man kommer også med den Indvending, at dersom Mennesket skal være i Stand til at vælge det rette, må han, der er død "i Overtrædelse og Synd" blive iført en Åndens Kraft. Dette Ræsonnement holder heller ikke stik. Udtrykket "død i Overtrædelse og Synd" er en billedlig Talemåde, som viser Menneskets åndelige Tilstand borte fra Kristus. Vi er ikke legemligt døde, vore Tanker er levende nok til at foretage et Valg for vort Ve og vort Vel.
"Engang frelst altid frelst" mener de, som tror på forudbestemmelsen. De, der holder fast ved denne Lære tvivler heller ikke på, at Paulus var forudbestemt til Frelse. Hør dog, hvad Paulus selv. siger: "Men jeg bekæmper mIt Legeme og holder og adlyde ethvert Ord, der udgår det i Trældom for at ikke jeg som har prædiget for andre, selv skal blive forkastet." 1 Kor. 9, 27. Det Faktum at Kristne kan falde fra Nåden: opgive Troen og gå fortabt, er også et Bevis på, at der ikke er nogen ubetinget Forudbestemmelse angående den enkeltes Skæbne.