E F F A T A

Artiklar
                          - som handlar om tron
Åter till översikten





Det Store Trefoldige Budskab

Af L. Muderspach.

Tidens tale 1937 nr 3 side 9

Hvad er det for et Mærke, som skal karakterisere dem, der "tilbeder Dyret"? Og hvilket Tegn har Gud på sit Folk?

I de tidligere Artikler har vi påvist, at den Magt, Gud advarer så hastigt imod i den tredje Engels Budskab, og som Seeren Johannes kalder "Dyret", er Pavemagten, og at "Dyrets Billede" er den faldne Protestantisme, der særlig i de Forenede Stater i Nordamerika arbejder ihærdigt for at skabe Forhold, der karakteriserede Kristenheden på den Tid. Pavemagten - den romersk-katolske Kirke - udviklede sig til at blive en forfølgende Magt, idet den fik Staten til at udstede religiøse Love (især Søndagslove) , hvis Overtrædelse medførte hårde Straffe.

Den tredje Engels Budskab advarer imidlertid ikke alene imod "Dyret" og

"Dyrets Billede", men også imod at antage et "Mærke", der skulde karakterisere dem, som holdt med "Dyret". Engelen gør Sagen meget alvorlig ved at sig" "Dersom nogen tilbeder Dyret og dets Billede og tager Mærke på sin Pande eller på sin Hånd, så skal han drikke af Guds Harmes Vin, som er iskænket ublandet i hans Vredes Bæger".

Idet Johannes i Åh. 13. Kap. skildrer den Magt, der opretter et "Billede af Dyret" (se forrige Artikel), siger han også, "Og det får alle, både små. og store, både rige og fattige,

både frie og Trælle, til at sætte sig et Mærke på deres højre Hånd eller på deres Pande, for at ingen skal kunne købe eller sælge uden den, som har Mærket, Dyrets Navn eller dets Navns Tak Åb. 13,16.17. Denne Sag kommer ifølge disse Vers til at berøre alle mennesker, og Spørgsmålet om, hvad dette Mærke er, har således Betydning for enhver.

Da Dyret, som vi før har bevist, betegner Pavemagten, må "Dyrets Mærke" være noget, som ifølge Guds Ord karakteriserer denne Magt. Når Bibelens Profetier omtaler Romerkirken, fremhæves det tydeligt, at denne skulde træde frem som en Magt, der satte sig op imod Gud og foretog sig Ting, som kun Gud havde Ret til at gøre. I Dan. 7,25 siges om Pavemagten, at den skulde "tale mod den Højeste" og sætte sig for at "ændre Tider og Love". I Lighed hermed siger Paulus om samme Kirke i 2. Thess. 3,4, "Han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller Helligdom. så at han sætter sig i Guds Tempel og udgiver sig selv for at være Gud". På hvilken tydeligere Måde kan Pavemagten indtage dette formastelige Standpunkt end netop ved at tage sig for at forandre Guds Lov?

Ingen uden Gud kan med Rette foretage en sådan Forandring; men som bekendt har jo den romersk-katolske Kirke foretaget den store Forandring i det fjerde Bud i Moralloven, at den har indsat den første Dag i Ugen til Hviledag i Stedet for Sabbaten, den syvende Dag - et Foretagende, der viser, at Pavemagten ophøjer sig ikke alene til Gud, men over Gud, korrigerer Guds Bestemmelser og vover at sætte Guds tydelige Krav til _de og påtvinge Menneskene en anden Hviledag. Denne nye Hvile er Dyrets Mærke.

I fuld Forståelse af denne sin Gernings vidtrækkende Betydning er der heller intet, den katolske Kirke gør mere Væsen af eller brovte r mere med, end at den - på Trods af Herrens eget Ord, på Trods af Guds evige, uforanderlige Natur, på Trods af Kristi sande Efterfølgeres Protest - har fået Søndagen, den første Dag i Ugen. indsat som Hviledag i Stedet for den af Skaberen ved Skabelsen

indstiftede Sabbat, den syvende Dag i Ugen.

Fra Dr. Ecks Håndbog (Euchiridiana) vil vi anføre et Par Linier. I Diskussionen med Luther begrunder han Kirkens Autoritet som følge"

"Skriften lære" Kom i Hu, at du holder Lørdagen hellig. Seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning, men den syvende Dag er Guds din

Herres o. s. v. . . Men Kirken har forlagt Sabbaten til Søndag af sin egen Magt, uden Skrift, uden Tvivl efter Indgivelse af den Helligånd. Fald ikke fra Kirken alene for Skriftens Skyld, thi så må du holde Sabbat med Jøderne, således som den er bleven holdt fra Verdens Begyndelse".

Katolikkerne erklærer altså selv, at denne Forandring er et Tegn eller Mærke på deres Magt. Og hvem kan benægte det? Se, hvorledes hele den kristne Verden bøjer sig ydmygt for denne Kirkes Befalinger I Ikke blot Katolikker, men også Protestanter, hvis Valgsprog jo ellers´ er: "Bibelen og Bibelen alene", forlader Guds Bud for at følge dette Menneskebud.

Et Citat fra et katolsk Værk vil stadfæste, at Hviledagsforandringen er Mærket. I en katolsk Katekismus læses følgende Spørgsmål og Svar:

"Spørgsmål: Kan du på nogen anden Måde bevise, at Kirken har Magt til at indsætte Festdage?

Svar: Dersom den ikke havde sådan Magt, så kunde den ikke have gjort, hvad alle Religionsbekendere er enige med den om, - den kunde ikke have indført Helligholdelsen af Søndagen, den første Dag i Ugen, i Stedet for Helligholdelsen af Lørdagen, den syvende Dag, en Forandring, for hvilken ingen Autoritet findes i Skriften.

Spørgsmål: Når Protestanterne arbejder om Lørdagen eller den syvende Dag i Ugen, følger de da Skriften som deres eneste Trosregel - finder de tydeligt nedskrevet i den hellige Bog, at Gud har givet dem Tilladelse hertil?

Svar: Langt fra! De har ingen anden Autoritet for denne Handlemåde end Traditioner. Ved at arbejde om Lørdagen overtræder de et af Guds Bud, som han aldrig tydelig har afskaffet. - "Doctrinal Catechism", Side 101,

174, 351, 355.

Som for ret at håne Protestanterne har Katolikker gentagne Gange udlovet Belønning til dem, der fra Skriften kan bevise, at det er ret at helligholde Søndagen, og derved formå at fravriste den katolske Kirke Æren af at have foretaget Sabbatsforandringen; men endnu har ingen meldt sig for at hæve den udlovede Præmie. Læs her en Korrespondance mellem en Hr. E. E. Fronke, New York, og nogle fremragende katolske gejstlige:

"Den 11. Jan. 1892. Hr. E. E. Franke, New York. Kære Ven!

Deres Brev kom mig i Hænde for nogle Dage siden. Det Blad, De omtaler, har jeg ikke set. Mine Ord var: "Jeg har gentagne Gange tilbudt 1000 Dollars til hvem som helst, der fra Bibelen alene kan bevise, at jeg er pligtig til at holde Søndagen. Der er ingen sådan Lov i Bibelen. Det er en Lov fra den hellige kalolske Kirke alene. Bibelen siger: "Kom Sabbatens Dag i Hu, at du holder den hellig". Den katolske Kirke siger: Nej, ved min guddommelige Magt afskaffer jeg Sabbaten og befaler dig at helligholde den første Dag i "gen". Og se! hele den civiliserede Verden bøjer sig i ærbødig Lydighed for den hellige Kirkes Befaling. Undskyld, at jeg bar tøvet med at svare.

Med Agtelse T. Enright, Css. R., katolsk Præst ved Redemptorist College, Kansas City, Mo."

Hr. Franke skrev derpå til Ærkebiskop Ryan, Filadelfia, og omtalte Fader Enrights Standpunkt, Han ",holdt følgende Svar:

"Min Herre! Fader Enright har naturligvis Ret, Der er ikke eet Ord i det nye Testamente om, at Kristus forandrede Dagen, tværtimod: han helligholdt altid Sabbaten, den syvende Dag.

Undersøg et hvilket som helst katolsk Værk, der indeholder et Kapitel om Traditioner, så vil De finde, hvad De behøver.

Kirken alene er Autoritet for Hviledagens Overførelse fra Lørdag til Søndag.

Med Agtelse Ign. T. Hoostman, Sekr."

En anden katolsk Præst, A. Gerritsma, skrev følgende i Winnipegs Dagblad "Free Press" for den 21. April 1910:

"Dersom Dr. Duval nægter vor Kirke Retten til at give Love, hvorfor adlyder han da denne med Hensyn til Helligholdelsen af Søndagen, hvilket er stik imod Bibelens Lære? Protestanternes Bibel siger tydeligt: "Kom Sabbatens Dag i Hu, at du holder den hellig," og på mange Hundrede Steder i såvel det gamle som det nye Testamente hævder .Bibelen Helligholdelsen af Sabbaten. Ethvert Skolebarn ved jo, at Sabbatsdagen er vor Lørdag, den syvende Dag i Ugen; dog holder alle Protestanter, Syvende Dags Adventisterne undtagen, Søndagen i Stedet for Sabbaten, fordi den katolske Kirke i Kristendommens første Tider foretog denne Forandring. Jeg tilbyder herved Dr. Duval 1000 Dollars, dersom han fra den protestantiske eller katolske Bibel, det gamle eller nye Testamente, kan fremkomme med et Skriftsted, som viser, at vi bør holde Søndagen."

I den bekendte katolske Bog: "Plain Talk About the Protestantism of Today", Side 213, læser vi:

"Det er imidlertid værd at erindre, at denne Overholdelse af Sabbaten (Søndagen) - hvori, når alt kommer til alt, hele Protestanternes Gudstjeneste består - ikke alene ikke har nogen Hjemmel i Bibelen, men endogså er i skarp Strid med dens Bogstav, ,om påbyder Hvile om Sabbaten som er Lørdagen. Det er den katolske Kirke, som ved Jesu Kristi Autoritet har overflyttet denne Hvile til Søndagen til Ihukommelse af vor Herres Opstandelse. Således er Protestanternes Iagttagelse af Søndagen en Selvmodsigelse og en Erkendelse af Kirkens Autoritet."

Og endelig vil vi citere Kardinal Gibbons i "Catholic Mirro",. 23de September 1893: "1 Kraft af den guddommelige Mission forandrede den katolske Kirke Dagen (Sabbaten) fra Lørdag til Søndag, over et Tusinde År, før der fandtes en Protestant."

Kardinalen. skriver i samme Blad for den 23de December 1893:

"Der findes ingen anden Udvej for en samvittighedsfuld Protestant end at forkaste Søndagshelligholdelsen og vende tilbage til Lørdagshelligholdelsen, hvilket hans Trosregel, Bibelen, befaler. Hvis han derimod nødig vil forlade den katolske Overlevering, som pålægger ham at helligholde Søndagen, og som Protestanterne stik imod deres Trosregel, Bibelen, har antaget, så må han selvfølgelig også antage alt, hvad Kirken lærer; Retfærdighed og sund Fornuft fordrer, at man her vælger eet af to, det vil sige. helligholder Søndagen. Ingen Overenskomst er mulig."

Vi kunde med Sandhed spørge om, hvad andet Bevis, der behøves. Romerkirken viger ikke tilbage for frejdigt at fremstille sig selv som den Magt, der har foretaget Forandringer i Guds Lov; men på samme Tid. som den således fremhæver den falske Sabbat - Søndagen - som sit Mærke, stempler den sig selv som den Magt, Gud advarer så indtrængende imod i den tredje Engels Budskab.

Fra katolsk Side fremkommer hyppigt lange Afhandlinger, der drager til Felts mod Protestantismen på dette Område. Således forelå der for nogle År siden en Artikelrække senere udgivet i Brochureform under Titlen: "Roms Udfordring" - der i Virkeligheden er et klart og kraftigt Indlæg for Sabbaten som den af Gud indstiftede og såvel i det gamle som i det nye Testamente lovbefalede Hviledag, men samtidig påviser også disse Artikler. hvorledes den katolske Kirke har forkastet Sabbaten som Helligdag og erstattet den med Søndagen.

Ingen kan således være i Tvivl om, hvad "Dyrets Mærke" er. Dermed være ingenlunde sagt, at alle. som helligholder Søndagen. derfor har Dyrets Mærke; thi det er først, når et Menneske selv tager Mærket (på sin Pande, d. v. s. med velberåd Hu, eller på sin Hånd, d. v. s. i Gerning viser sit Standpunkt) og med fuld Forståelse af. hvad Søndagshelligholdelsen er, vælger at vise Lydighed mod en Menneskeanordning og derved for kaster et af Guds tydelige Bud, at det med Rette kan siges om vedkommende, at han tager "Dyrets Mærke". "Dersom jeg ikke var kommen og havde talt til dem." siger Jesus. "havde de ikke Synd, men nu .har de ingen Undskyldning for deres Synd." Joh. 15.22.

Til Trods for det stærke Pres, der både fra katolsk og protestantisk Side vil blive øvet på Mennesker med Hensyn til det at tage Mærket (se Åb. 13 17), vil der dog findes nogle, der modigt optræder som sande Protestanter, og som i Stedet for "Dyrets Mærke" glæder sig ved at erholde Guds Tegn eller

GUDS SEGL
i deres Pander. Denne lille Skare, der ifølge Åb. 7 og 14 vil tælle 144,000, foretrækker at "bevare Guds Befalinger", erindrende Jesu Ord: "De dyrker mig forgæves, idet de lærer sådanne Lærdomme, som er Menneskers Bud." Matt. 15,9. Og det Bud, der da særlig er Tale om at "bevare", er Sabbatsbudet; thi Gud erklærer selv flere Gange højtideligt, at Sabbaten er Tegnet mellem ham og haus Folk: "Israeliterne skal holde Sabbaten, så at de fejrer Sabbaten fra Slægt til Slægt som en eviggyldig Pagt. Den skal være et Tegn til alle Tider mellem mig og Israeliterne. Thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden, men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig." 2. Mos. 31, 16, 17. "Også mine Sabbater gav jeg dem, for at de skulde være et Tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, Herren, er den, som helliger dem." Ez. 20, 12.20.

At Sabbaten er Guds Tegn. er let forståeligt af den simple Grund, at Sabbatsbudet står som det Bud. der sætter Guds Segl eller Navnetræk på Loven; det er det eneste Bud, der om. taler, hvilken Gud det er, der har givet Loven - SKABEREN nemlig; og Skabernavnet er netop det Navn. ved hvilket der altid i Skrifter .gøres Skel imellem den sande Gud og de falske Guder.

Derfor læser vi også om 144,000, at de står på Zions Bjerg, beseglede med Faderens Navn i deres Pander; og derfor læser vi endvidere, når vi atter lader Opmærksomheden fæste sig ved den tredje Engels Budskab, at Resultatet af dette Budskabs Forkyndelse er Fremkomsten af et Folk, om hvilket der siges: "De, som bevarer Guds Bud og Troen på Jesus." Åb. 14, 12.

Herom er det netop, Kampen vil komme til at stå.´ Det vil blive en Kamp mellem Guds Bud og Menneskers Bud. Den vil gælde Tilbedelsen af den sande Gud eller Tilbedelsen af Dyret. Alvorligt lyder Ordene fra den Højestes Udsending: "Frygt Gud og giv ham Ære, . og tilbed ham, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder!" Åb. 14. 6-7. "Frygt Gud og hold hans Bud! thi det bør hvert Menneske gøre." Præd. 12, 13.14.

SLUTNING.
Til Slutning kunde det have sin Betydning at betragte Resultatet af Antagelsen eller Forkastelsen af det store trefoldige Budskab, som Herren i disse Dage lader forkynde med høj Røst til alle Folk på Jorden. At forkaste Budskabet er ensbetydende med at "drikke af Guds Harmes Vin, som er iskænket ublandet i hans Vredes Bæger", og Guds Harmes Vin er de "syv Plager", som omtales i Åb. 15de og l6de Kapitel, og som Johannes så Engle udgyde over "de Mennesker, som havde Dyrets Mærke, og dem, som tilbad dets Billede".

Frygtelig er Skildringen af disse Plager, der rammer en Slægt, for hvem Nådens Dør i det høje er lukket; thi Guds Harmes Vin er ublandet med Nåde - Kristus har på det Tidspunkt ophørt med sin Gerning som Ypperstepræst og Forbeder i det himmelske Tempel, og han bereder sig til som Konge over alle Konger at vende tilbage til Jorden og forløse sit Folk - dem, der har lyttet til hans Budskab og holdt hans Befalinger.

Ligesom Gud engang fordum med mægtig Hånd førte sit Folk ud af Trældommens og Syndens Land, efter at det var blevet ramt af hans Plager - dengang dog blandet med Nåde - således skal han "atter udrækker sin Hånd for at vinde, hvad der er til Rest af ´hans Folk" (Es, 11,11); og som på hin Tid Luften genlød af Mose Sejrssang, således skal den frelste Skare denne Gang synge både "Mose, Guds Tjeners, Sang, og Lammets Sang, sigende: Store og vidunderlige er dine Gerninger, Herre, Gud, du almægtige l retfærdige og sande er dine Veje, du Folkeslagenes Konge!" Åb. 15,3. Og som han dengang førte dem ind i et herligt Land, således fører han dem nu til et langt bedre Land, "det er et himmelsk"; thi "Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel, med evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly." Es. 35,10.

Kære Læser! Overvej alvorligt det her behandlede Emne! Lad Guds Ånd oplyse din Forstand under. Guds Ords Læsning, og vælg at stå på den levende Guds Side. Lad alle andre Hensyn vige for dette ene: at gøre Guds Vilje; og husk, at ved Guds uendelige Kærlighed er der åbnet Adgang for enhver til den himmelske Stad. Betingelsen er at "bevare Guds Bud og Troen på Jesus".