E F F A T A

Artiklar
                          - som handlar om tron
Åter till översikten





En Gud som er hellig og som har en hellig Lov

Af M. L. Andreasen.

Tidens tale 1937 nr 7 side 7

Da Esajas i et Syn så Gud "sidde på en såre høj Trone", hørte han Seraferne råbe til hinanden: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre." Es. 6, 1. 3. Da Profeten Johannes så Gud, hørte han de lire levende Væsener, der stod foran Tronen, sige: "Hellig, hellig, hellig er Herren Gud den Almægtige." Åb. 4, 8.

Både Seraferne og de lire levende Væsener tilskrev Gud Hellighed. Det var hans Hellighed, der gjorde stærkest Indtryk på dem. At dette ikke var en pludselig Indskydelse, de fik, kan vi forstå deraf, at de stod for Gud både Dag og Nat. Alligevel betragtede de hans Hellighed som noget, der overstrålede alt andet i Himmelen.

Det er værd at lægge Mærke til, at de "råbte til hinanden". Hvorledes de sagde det, ved vi ikke. Nogen forstår det, som om det var en Sang sunget af en Engleskare: "Hellig, hellig, hellig", og at en anden Skare svarede med at synge: "Hellig, hellig, hellig." I alle tilfælde sang eller sagde de dette til hinanden. Det er, som om en Engel overvældet af Guds Hellighed vilde sige til en anden: "Gud er hellig", og den anden Engel vilde svare: "Ja, Gud er hellig." Et er sikkert, Guds Hellighed gjorde et så dybt Indtryk på Seraferne, at de talte om det til hinanden. Seraferne er selv hellige. Alligevel er der, når de står for Guds Ansigt, en Ting, som gør Indtryk på dem, nemlig at Gud er hellig.

Guds Hellighed gjorde også et dybt Indtryk på Esajas. Han var uden Tvivl en god Mand, men der var ikke noget godt tilbage i ham, da han stod for Herren. l Guds Nærværelse følte han sig helt uværdig og uren og udtalte et Ve over sig selv. Det var først, da hans Læber var blevet berørt af det glødende Kul fra Alteret, at han vovede at anmode Gud om at bruge ham som Budbærer.

Mange Mennesker har en fejlagtig Opfattelse af, hvad Gud egentlig er. Nogen synes at tro, han er en Tyran, andre athan er ligegyldig og forsømmelig. For nogen er han en Lovens Gud, for andre Kærlighedens Gud. For nogen er han Skaber og Dommer, for andre en Far og Ven. For enkelte er han en grusom Blodhævner, ´for andre en mild Hyrde. For nogen er han hård og nøjeregnende, for andre tilgivende og nådig.

Hvordan kan disse modstridende Egenskaber forenes? Alle kan de ikke forenes, fordi enkelte af dem ikke er i Overensstemmelse med Sandheden. Men de, der er sande, forenes i dette ene, Hellighed. Gud er både streng og mild, men han straffer og tilretteviser. Alle disse Egenskaber indbefattes i Begrebet Hellighed.

Alt i Forbindelse med Gud er helligt. Englene er hellige. Templet er helligt. Pagten er hellig. Loven er hellig. Sabbaten er hellig. Alt, hvad der har nogen som helst Forbindelse med Gud, må være helligt.

Guds Tempel i Himmelen er et helligt Sted. En Del af dette Tempel er særlig helligt og kaldes det Allerhelligste. 2 Mos. 26, 34. I det jordiske Tempel var der ikke andre end Ypperste præsten, der havde Lov til at gå ind på dette Sted, og det var kun én Gang om Året efter grundig Forberedelse. 3 Mos. 16, 2; Hebr. 9, 7. I det jordiske Tempel fandtes der kun een Ting i det allerhelligste, nemlig Pagtens Ark, der stod under Kerubernes dækkende Vinger. I Kong. 8, 6. Denne Ark blev betragtet som Centret for Tilbedelsen, for Nådestolen var dens Låg. Under Nådestolen var der to Sten tavler. Indridse! på dem var Loven, der blev talt med Guds egen Mund og skrevet med hans egen Finger. I Kong. 8, 9; 2 Mos. 30,6. Gud viste sig over Nådestolen i en Sky. "D_ fyldte Skyen Herrens Hus, så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres Tjeneste; thi Herrens Herlighed fyldte Herrens Hus." 1 Kong. 8, 10. 11.

På dette hellige Sted, i Guds eget Nærvær, forsvarligt opbevaret i Arken, var Guds hellige Lov, de ti Bud. Ligesom Ordene er Udtryk for Tanken, således er Loven Udtryk for Karakteren. Ord åbenbarer Tanken, Lov Karakteren. Ligesom Gud er hellig, er hans Lov hellig. "Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt." Rom. 7, 12. Den er en Åbenbarelse af Guds inderste Karakter, som den er gemt i selve Guds Hjerte. "At gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lover i mit Indre." Sal. 40,9.

"For som han tænker i sin Sjæl, så er han." Ord. 23, 7. Et Menneskes Tanker er ikke bare, hvad han er, men når de kommer til Udtryk, er de og så en Åbenbarelse. Hvis et Menneske lægger hele sin Sjæl i det, han skriver, former de skrevne Ord en Indholdsfortegnelse af hans Sjæl. Nogle Skrifter åbenbarer en høj og ædel Hensigt og en uovervindelig Nidkærhed, andre er lave og uædle. Nogle åbenbarer et godt Hjerte, andre dyb Visdom, atter andre en fattig Sjæl. Man hvordan de end er, så afslører de Forfatterens Sjæl og Hjerte.

Således er det også med Gud. De ti Bud er det eneste, vi har, der er skrevet af Gud selv, og som således åbenbarer Gud for os. Hele Bibelen åbenbarer vor himmelske Far. Kristus åbenbarer ham for os, men de ti Bud er de eneste Ord, der er skrevet med hans egen Finger og givet til Menneskeheden som en Arv. Lovens Stentavler blev opbevaret på det hellige Sted i Arken under Nådestolen, i det allerhelligste i det hellige Tempel. Der var ikke noget Sted på Jorden, der var mere helligt. Englene holdt Vagt over dem. Gud indhyllede dem.

Der er også en Ark i Templet i Himlen. Åb. 11, 19. Da Johannes så den, var der "Lyn og Røster og Tordener", som da Gud først talte de ti Bud. Guds Røst rystede dengang Jorden; men nu har han lovet og sag" "Endnu en Gang vil jeg ryste ikke blot Jorden, men også Himmelen." Hvor betegnende er ikke disse Ord: "Endnu en Gang." Gud vil tale igen. Gud vil "endnu en Gang" åbenbare sig for Verden. Og når han igen taler, vil ikke blot Jorden, men også Himmelen blive rystet.

Der er ikke noget, der kan være mere helligt end Loven, for den er en Åbenbarelse af Guds Karakter. Sal. 40, 8. 9. siger Kristus: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift; at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lover i mit Indre."

Læg Mærke til denne Udtalelse: "Din Lover i mit Indre." Det er ingen uskyldig Ting at røre ved Loven. Den er i Kristi Hjerte. Hvad skal vi da sige om dem, der taler om Loven, som om den bare var rent overfladisk? Hvad skal vi sige om dem, der taler nedsættende om den, ja træder den under Fødder? Den, der hader Loven, hader det, som Jesus elsker. Den, der vil afskaffe og ødelægge den, må først udslette den af Jesu Hjerte. Den, som sætter sin Ære i at bryde Loven, sårer´ Jesu Hjerte.

Den Tid, vi lever i, er en Lovløshedens Tid. Menneskene vil ikke vide af noget, der hemmer deres Bevægelsesfrihed. Det, man før havde Afsky for, bliver nu undskyldt. Det er ikke bare blandt den forbryderiske Klasse Loven bliver ringeagtet, men også blandt dem, der bliver betragtet som Landets bærende Kræfter. Ikke engang Prædikestolene danner nogen Undtagelse.

Hvorfor og hvorledes er denne Forandring kommet? Kan det tænkes, at den samme Mentalitet, der ikke vil vide af nogen Hemninger, der undervurderer den advarende Stemme og forsøger at få den til at tie stille, der kvæler Samvittighedens stille Røst, også har rejst sig mod Gud selv, mod ham, som taler gennem Loven? Hader Menneskene Loven, fordi den irettesætter dem? Hader de Loven, fordi den er hellig? Der er Grund til at tro, at det er Tilfældet. Kun en sand Kristen, som har gjort op med sig selv, at han vil være tro mod Gud, koste, hvad det koste vil, kan tåle at få sine Synder åbenbaret og Fejlene påvist.

Det Had, som nogen føler mod Loven, og den Ligegyldighed, andre viser, vidner om Lovens Hellighed. I den åbenbares Gud. Når Loven bliver holdt, vidner den om Hellighed, når den bliver forsømt og vanæret, udtaler den Dødsdommen.

Ligesom Gud er hellig, således er Loven hellig. Ved at dvæle ved dens Forskrifter vil dens Hellighed komme

klarere og klarere til Syne. Hvis vi ønsker at komme nærmere Gud, hvis vi ønsker at lære mere om hans Vilje med os, må vi studere, grunde og tænke på den Lov, som er Udtryk for, hvad Gud selv er. Må Gud hjælpe os til at sige med David: "Hvor elsker jeg dog din Lov! Hele Dagen grunder jeg på den." Sal. 119,97.