E F F A T A

Artiklar
                          - som handlar om tron
Åter till översikten





Hvad er Synd?

Af J. M. Jackson.

Tidens tale 1938 nr 5 side 7

Om man prøvede at standse hundrede Mennesker ude paa Gaden og rettede dette Spørgsmaal til dem: "Hvad er Synd?", vilde man sikkert faa mange Slags Svar. Nogen vilde maaske svare: ”Synd er at gøre noget, som vi ikke har Lov til." Andre: "Synd er at gøre, hvad der er galt." Disse Svar er rigtige nok, men Spørgeren staar fremdeles der uden at vide, hvad der er galt. Atter andre vilde svare: ”Synd er at begaa en Forbrydelse." Det er sandt, at mange Slags Forbrydelser er Synd, men alligevel udtrykker de to Ord ikke den samme Mening.

Vi kender fra Historien Lande - og der kan ogsaa være Steder i Dag hvor det strider mod Landets Lov at forkynde Evangeliet om Jesus. En Mand, der aabent forkynder Budskabet om Jesus paa et saadant Sted, vil blive arresteret og betragtet som en Forbryder. Men han er ingen Synder, for han har kun fremholdt det glade Budskab om Frelse.

Og hvis en Mand hader en anden og al den Grund dræber ham, er han selvfølgelig en Morder. Han er ogsaa en Synder. Men hvis han i Stedet for at dræbe ham gaar omkring og hader ham og ønsker, at han kunde slaa ham ihjel, er han ingen Forbryder, men en Synder. I Guds øjne er han imidlertid ogsaa en Morder, for vi læser i l. Joh. 1,15: "Hver den, som hader sin Broder, er en Manddraber."

Der er nok i vor Tid, som vil fortælle os, at der ikke eksisterer noget, der kan kaldes Synd, at rigtigt og galt kun er to Udtryk. som betyder et og det samme; det kommer kun an paa, hvorledes man ser paa Sagen. De mener, at alt er rigtigt, hvis det bare ikke fører Ubehageligheder med sig.

Men at der findes noget, som bringer Elendighed og Ulykke, Sorg og Død saa vel over enkelte Individer som over Samfundet som et Hele, maa alle indrømme. At sige, at det er Uvidenhed, som er Skyld i det hele, er kun at omgaa Sagen.

Hvorfor skal vore bedste Beslutninger og vore højeste Motiver ogsaa ofte ende med Nederlag? Lad Apostlen Paulus besvare Spørgsmaalet: "For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg." Paulus vidste, hvor Vanskeligheden laa, og hvad Aarsagen til hans Bekymring var. Han fortsætter: "Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, saa er det ikke mere mig, som gør det, men Synden, som bor i mig. Saa finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det onde ligger mig for Haanden. Thi jeg glæder mig ved Guds Lov elter det indvortes Menneske; men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer. som strider imod mit Sinds Lov og tager mig, fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer. Jeg elendige Menneske l hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme?"

Paulus opdagede Kendetegnet og gav denne Menneskehedens Ødelægger Navn. Han siger, at dette onde kaldes Synd. Men igen rejser det Spørgsmaal sig: Hvad bestaar selve Synden i? Hvor og hvorledes opstod den? Var den ikke en Del af Mennesket, da Gud skabte det, eller hvorledes er Menneskeheden blevet befængt med denne frygtelige Plage, som Bibelen kalder Synd?

Bibelen fortæller tydeligt, hvad Synden er: "Hver den, som gør Synden, begaar ogsaa Overtrædelse al Loven, og Synden er Lovens Overtrædelse." 1 Joh. 3,4.

Lovbrud vil altid føre os i Vanskeligheder. Vi har fysiske Love, som styrer de materielle Ting her paa Jorden. Menneskene maa adlyde disse Love, hvis det skal gaa dem vel. Vi har Love for Vækst og Udvikling, vi har Love for Sundhed og Diæt, og alle disse Love maa adlydes. Disse fysiske Love er konstante og uforanderlige. Hvis de ikke var det, vilde Livet paa denne Klode være en Umulighed. Et lille Barn, som lærer at gaa, maa opdage loven om Tyngdekraften, før det vil lykkes, selvom der gaar mange Aar, før Barnet kan forklare denne lov og vide, hvad den hedder.

Hvis de Mænd, som udsteder de civile love, havde været alvidende, ufejlbare og i alt, hvad de foretog sig, blev drevet af de højeste og ædleste Motiver, saa vilde de maaske være i Stand til at udstede love, som kunde bringe fuldkommen lykke til Folkene, d. v. s. dersom de da adlød saadanne fuldkomne love.

Naar det nu er et Faktum, at der findes love, som styrer de fysiske og materielle Ting lige saa vel som civile love for det civile Liv, maa det være indlysende, at der ogsaa maa findes moralske og aandelige love, som skal styre og retlede i moralske og aandelige Anliggender.

Paulus har fortalt os, at det var Synden, som besværede ham. Johannes siger, at Synden er lovbrud. I Rom, 7,7 fortæller Paulus os, hvilken lov han sigter til: "J cg kendte ikke Synden uden ved loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke loven sagde: Du maa ikke begære."

Der er kun een fundamental lov, som forbyder Begær. Det er Guds Tibudslov, som vi finder i 2 Mos. 20. Kap.

Menneskelige love kan ikke forbyde Begær eller lyst, for disse Ting findes skjult i det menneskelige Hjerte og kan ikke opdages af andre Mennesker. Gud alene kan læse Menneskenes Sind og Tanker.

Denne lov danner Grundvolden for Guds Regering. Den er et Udtryk for hans Karakter. Den er fuldkommen, fordi den er skrevet af en fuldkommen og alvis Gud,

I 2 Mos. 31,18 læser vi: ”Da han nu var færdig med at tale til Moses paa Sinaj Bjerg, overgav han ham Vidnesbyrdets to Tavler, Stentavler, der var beskrevet med Guds Finger." Denne lov fik ikke engang Moses lov til at skrive, men, for at ingen Fejl skulde snige sig ind, skrev Gud den selv med sin egen Finger paa Stentavler. Det er Overtrædelse al og Brud paa denne lov, som kaldes Synd.

I den gamle Pagts Tempel var der en Kiste, som kaldtes Arken. I denne Ark blev de to Tavler, som Gud havde skrevet de ti Bud paa, opbevaret, Da Apostelen Johannes fik et Syn al Himmelen, fik han ogsaa selve Guds Pagts Ark at se, som Indeholdt Guds lov. Vi læser i Aab, 11,19: ”Og Guds Tempel i Himmelen blev aabnet, og hans Pagts Ark kom til Syne i hans Tempel."

Det kan synes mærkeligt, at Synden ikke havde sin Oprindelse i Helvede eller paa Jorden, men først kom til Syne i Himmelen. I Bibelen læser vi om, at den højeste Engel i Himlen, Lucifer, gjorde Oprør mod Guds Regering, og fordi han fortsatte at gøre Oprør, blev han udstødt al Himlen, Han var den første Overtræder. Hos ham har Synden sin Oprindelse. Dernæst overvandt han Mennesket ved løgn og Bedrag og fik vore første Forældre til at tro, at den højeste Grad af lykke laa i Ulydighed mod Gud. Saaledes faldt Menneskeheden i Synd.

Hvorfor ødelagde da ikke Gud denne Engel og udslettede Synden, saa snart den kom til Syne? Bibelen gør det klart for os, at alle Guds skabte Væsener, baade Engle og Mennesker, blev skabt med Evne til at tænke og med en sund Fornuft, og at alle fik Frihed til at vælge. Saa vel Engle som Mennesker kunde vælge at være lydige eller ulydige.

Synden kunde til at begynde med ikke se ud til at være saa farlig. Hverken Mennesker eller Engle kunde ane, hvilke frygtelige Følger den vilde faa. Men Gud vil ikke tvinge nogen. Hverken Mennesker eller Engle kunde blive lykkelige, dersom de skulde tvinges til at være lydige. Før Synden fik Indpas, vidste Gud, hvilke frygtelige Frugter den vilde føre med sig, men Mennesker og Engle kunde ikke forstaa det. Da var det, Gud ligesom afskar denne Jord fra den øvrige Del al sin Skabning, saa at Synden her fik lov til at udvikle sig, indtil alle kunde indse, hvor afskyelig og ødelæggende den er.

Hvorfor er denne vor Verden fyldt med Misundelse, Selviskhed, Begær, Urenhed, Sygdom, Ødelæggelse, Forbrydelse, Elendighed og Død? Fordi alt dette er den logiske Følge og den naturlige Frugt af Ulydighed og Synd mod Gud.

Men Gud har en lægedom lor Synd. Naar den har udspillet sin Rolle, vil Universet blive renset, og Gud har selv lovet, at "ej kommer der to Gange Nød". Nah. 1,9.

I Aabenbaringen 5,13 læser vi: "Og hver Skabning, som er i Himmelen og paa Jorden og under Jorden og paa Havet, ja, alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige, Ham, som sidder paa Tronen, og Lammet tilhører Velsignelsen og Æren og Prisen og Magten i Evighedernes Evigheder!"