|
| - som handlar om tron | Åter till översikten |
Vi skal åbenbare Herrens herlighed
af Torkild Pedersen
Prædiken af Torkild Pedersen i Næstved adventkirke juni 1999 Skriftlæsningen: »Det er ikke for eders skyld, jeg griber ind, Israels hus, men for mit hellige navns skyld, som I har vanæret blandt de folk, i kom til. Jeg vil hellige mit store navn, som vanæres blandt folkene, idet I har vanæret det iblandt dem; og folkene skal kende, at jeg er Herren, lyder det fra den Herre Herren, når jeg helliger mig på eder for deres øjne. Jeg vil hente eder fra folkene, samle eder fra alle lande og bringe eder til eders land. Da stænker jeg rent vand på eder, så i bliver rene; jeg renser eder for al eders urenhed og alle eders afgudsbilleder. Jeg giver eder et nyt hjerte, og en ny ånd giver jeg i eders indre; stenhjertet tager jeg ud af eders kød og giver eder et kødhjerte. Jeg giver min ånd i eders indre og virker, at i følger mine vedtægter og tager vare på at holde mine lovbud.« Ez.36,23-27.
Hvad er Guds hensigt med menighederne ned gennem alle tiderne og Guds hensigt med adventfolket i dag? I Es 40 er der et særligt kald til os. I det daglige stress kan det svært at huske dette kald:
Det er jo rigtigt at dette er først og fremmest sagt med henblik på stjernehimlen. Men set med åndelige øjne er det ligeså meget sagt om menigheden – hans folk – og de individuelle medlemmer af den menighed. På grund af hans kraft og vældige styrke, så mangler der ikke en eneste.
Hvad havde Herren oprindelig til hensigt ved at stifte et folk, som kunne repræsentere ham og være en åbenbarelse af ham i en verden, som er blevet ledet så langt bort fra det oprindelige.
Se det i dette lys idet vi læser Es 60,1-2:
Og så står der: »Hans herlighed viser sig på dig« Når vi taler om Guds herlighed i den åndelige betydning, som det er brugt her, så se på en erfaring i 2. Mosebog 33. og 34. kapitel, hvor Moses, som havde fået lov til at leve så tæt på Gud end nogen anden måtte på den tid, som havde fået de ti bud, som havde set Guds herlighed åbenbare sig på bjerget og han havde været der i 40 dage. Man kan blot forestille sig hvad der foregik, hvilket fællesskab der var mellem ham og Gud, da han kom ned og da skinnede hans ansigt af Guds herlighed. Den herlighed forsvandt kun langsomt. Og Moses siger: »Gud! jeg vil så gerne blive lidt mere kendt med dig!?« Han havde ikke fået lov at se Gud, men han havde fået lov at se Guds herlighed. Han havde fået lov til at se at Gud var dér. At han var en levende Gud. En Gud som greb ind i hans folks tilværelse, og prøvede at lede og styre med en uendelig tilgivende nåde og tålmodighed. - Og så siger Moses: »Herre vis mig din herlighed?« Og så siger Herren: »Ja, jeg skal gerne opfylde dit spørgsmål!, om hvorledes jeg er. Men jeg vil gøre det sådan at du ikke kan se mit ansigt. Men du kan stå dér, og så vil jeg beskytte dig mod min herlighed. Og så får vi forklaringen om hvordan Gud går forbi ham og åbenbarer al sin godhed, for ham.
Det er interessant måde at besvare et sådant et ønske på. »Vis mig din herlighed« spørger han, »Ja« siger Gud og så åbenbarer han al sin godhed for Moses.
Guds herlighed i åndelig forståelse er Guds karakter, Guds renhed, Guds fuldkommenhed, hans uendeligt tilgivende nåde, hans tålmodighed med os. Når du og jeg ser tilbage over vore liv, det vi har været involveret i, om hvordan Gud trak os op fra det ene hul efter det andet, og hjalp os til at blive på hans vej, så må vi sige at det er en uendelig tålmodighed Gud har med dig og mig. Tænk på din egen erfaring. Vi har nok lært mange erfaringer og en af de ting vi har lært er Guds store Kærlighed, hans tilgivelse og hans tålmodighed. Endnu i dag, nyder vi, som sidder her i dag, godt af hans tålmodighed. Fordi Gud ønskede jo at afslutte hans værk for længe siden, så Jesus kunne komme igen noget før. Men det er ikke lykkes, og grunden er vel nok at han stadig må være tålmodig.
Men her i Esajas 60 er der en udfordring til menigheden, om at stå op og gøre noget. Og det vi er blevet bedt om at gøre her, det er at »blive lys.« Dette er vigtigt. Det er at lade Herrens herlighed vise sig på os. For så længe som synden er omkring og ødelægger livet for os og andre, ligeså længe har Gud brug for at der bliver en åbenbarelse af den kraft, som Paulus siger tilhører evangeliet.
Rom 1,16: »Jeg skammer mig ikke over jer, fordi det er en Guds kraft« Tænk over at det er en Guds kraft. Det er ikke bare en erklæring om at nu er vi retfærdiggjorte, det kan Gud gøre uden kraft. Men hvis I behøver noget der skal gøres, forandres, noget der er tungt, noget der kræver energi, behøver man kraft.
I det øjeblik evangeliet bliver erklæret at være en Guds kraft, så taler Paulus om den forunderlige forvandling som fandt sted i hans liv – først og fremmest. Han så tilbage på sit liv, og sine mange fejltagelser, og så siger han: »men én ting kan jeg forsikre jer om: Jeg har personligt oplevet at evangeliet er en Guds kraft.« En kraft som forvandler. En kraft som sætter os bedre i stand til at overvinde vore svagheder, vores synder, vores tilbøjeligheder og blive den åbenbarelse af Kristus som enhver eneste af hans troende børn på jorden er kaldet til at blive.
Går vi dybere ind i Es kap 61, 62 og 63 er det forbløffende at se, hvordan evangeliet allerede den gang var åbenbaret som en kraft. Allerede på den tid udfordrede Gud menigheden til at påtage sig lyset, som allerede var givet til dem, i én form og i en anden.
Når evangeliet forandrer vore liv så gøres det ikke sådan, at det er for at vore liv skal kunne blive frelst, den gør det fordi vi allerede er frelst. Fordi evangeliet allerede er blevet er modtaget af vore tanker og hele vor livsførelse. Og på grund af dette udspring, udvikler der sig noget som er underfuldt, endog for mennesker selv. Der er mennesker som har kommet til offentlige møder og hørt evangeliet, som er blevet fuldstændigt forvandlet i deres liv. Så at de nu blev venlige, afholdende, fredsommelige, hjælpsomme og kærlige over for deres medmennesker. Og det er jo forunderligt at se, hvordan Herren fuldstændig kan forandre et menneskeliv. Men der står at den forandring kan ske til hans ære, til hans herlighed.
»Gå ud, gå ud gennem portene,
De skal kaldes Det Hellige Folk. De skal kaldes retfærdigheds ege. Og den forandring, som er sket i deres liv, er et udtryk for at evangeliet, også på Esajas’ tid, var en kraft. Det var ikke noget nyt der skete da Jesus kom.
Nogen siger at det Gamle Testamente giver problemer, fordi det er en blodig Gud, som fremstilles der. Men, som de siger, nu har vi jo Jesus i ny Testamente.
Hertil siger Jesus: »Når I ser mig, så ser I Faderen.« Var Jesus end blot i Jesus? Nej Gud er den samme, altid, i det Gamle Testamente og i det Nye Testamente.
Kapitel 62 vers 12: »Og de skal kaldes det hellige folk, Herrens løskøbte.« Dette skulle være nok, foruden skriftlæsningen i Ez.36,23-27: Hvad er det for en hensigt Gud udtrykker i Ezekiels bog 36? Hvad er det for en forandring han vil se ske mellem dem han vil se løskøbt? Han siger: »Jeg vil forandre jer! jeg vil tage jeres stenhjerter ud – af jeres liv.« Det som var så hårdt og utilgivende, det som altid prøvede at få os selv op på toppen. Og vi var aldrig bange for at træde på andre, for at komme højere op. Har du mødt den slags mennesker? Har du set det i dit eget liv? Det er så naturligt, før Gud kommer ind i vore liv og forvandler os. Og så er der løftet der, i Ezekiel 36: »At jeg vil gøre gøre jer anderledes, jeg vil indlægge mine bud i jeres hjerter« – Og så siger han: »Og jeg vil forårsage at I følger dem!« Det er jo det som Paulus taler om, når han taler om »herligheden i Kristus som er vort håb.« – »Kristus i jer – Herlighedens håb« Det er hensigten med menigheden. Og så ofte glemmer vi det, i det daglige jag. Og når man så ofte møder mennesker, som fortæller at det aldrig kan lade sig gøre, og de tror ikke på det, - så bliver man dog lidt forbavet, fordi de tror på den samme bibel som jeg gør, på den samme Gud som jeg gør. Men Herren har lovet at vil forandre vore liv og gør os til et lys. Det er ikke noget som du og jeg skal prøve at påtvinge os selv. Og hvis vi prøver at gøre det, så er min erfaring at det går nu ikke ret længe. Så opdager man at man er nød til at være ærlig over for sig selv. Der er kun én som kan lave om vores liv og det er Kristus. Og når han får lov at komme ind i vores liv, så bliver det anderledes, det kan ikke andet end ændres. Og det er jo den kraft som Paulus talte om, i Rom 1,16. Det var for ham blevet en personlig forandring. Nu havde han fået et lys som skinnede for andre. Så at igennem hans liv, kunne Gud bruge ham til at åbenbare hans kærlige og tilgivende karakter for mennesker, som ikke tror på nogen kærlig Gud. – på grund af det hårde liv som de er vokset op i, brudte hjem og hvad end vi ved, der foregår omkring os i dag.
Går vi ind i det Ny Testamente, er det forbavsende hvad det Ny Testamente bringer op til overfladen, om netop denne store forandring. I Matt 5 står parallellen til hvad vi har læst i Esajas 60-63. Her står nogle af de samme kraftfulde evangeliet åbenbaret i disse kapitler. Og når der hele tiden tales om den forandring som Gud gerne vil gøre i vore liv, så tales der om at det bliver til hans ære og til hans herlighed. Det samme står der om i Matt 5,15-16:
»Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser« jer for hvor gode I er!? Er det ikke det der siges? Nej! Det står der ikke, og det er ikke det der er hensigten med det! »Så at de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«
Paulus siger det på en anden måde i første korinterbrevet: »Hvad enten I spiser eller drikker eller hvad I gør, så gør det« alt til hvad? – »til Guds ære!« Hele vort liv må være fastbundet til én hensigt. Og det er at lade lyset, som er kommet til os, skinne ud af vore liv og vor karakter. Derved at Kristus bor i os – »herlighedens håb«. Og det »herlighedens håb« som Paulus taler om, af den herlighed fik Moses lov til at se, i 2. Mosebog: »Herre vis mig din herlighed« Og så åbenbarede Gud sin karakter for ham. Og her kommer nøjagtig det samme frem igen, den herlighed som vi skal åbenbare, er den karakter, som Kristus var en åbenbaring af, da han var her blandt os.
Der er så mange mennesker der ser på sig selv. De ser på deres gentagne fald, de svigter, de tager gode nytårsbeslutninger eller også andre beslutninger, og det synes ikke at virke. Og til sidst holder de op med at tage nytårsbeslutninger for det synes at det hele bliver bare en spøg. Men der er mere bag ved det end som så. De bestemmelser som du må tage, for at det lys Herren har givet dig, kan få lov at udvikle sig i dit liv og forandre din karakter, til det punkt, hvor Herrens herlighed bliver placeret på dig. Og nu kan vi begynde at se hvad skriften taler så kraftigt og så stærkt om – at menigheden skal være en åbenbarelse af Guds karakter - i verden. Der er mange mennesker der slet ikke ser lys i dette, jeg forstår det slet ikke, - for skriften har givet os dette budskab.
I Johannes evangeliet går Jesus endnu stærkere ind for netop sådant et liv. Her sætter han vor tro på prøve i dag. Du må acceptere den udfordring Jesus giver. Joh.8,21-24:
Atter sagde han til dem: »Jeg går bort, og I skal lede efter mig, men I skal dø i jeres synd; hvor jeg går hen, kan I ikke komme.« Da sagde jøderne: »Han vil vel ikke tage livet af sig, siden han siger: Hvor jeg går hen, kan I ikke komme?« Han sagde til dem: »I er nedenfra, jeg er ovenfra; …. Derfor sagde jeg til jer: I skal dø i jeres synder. For hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder.«
Og så begynder Jesus at tale til dem om den frihed, som han så gerne vil tilbyde dem. (Joh.8,31-32) »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple,…. sandheden skal gøre jer« Hvad!? – den skal gøre jer fri!! Frihed fra hvad? Fra synd! Tror vi på det? Det burde vi gøre! Hvis du accepterer skriften som siger her: »Du bliver i hans ord« Og accepterer det budskab om frihed, som han giver, så kan du ikke undgå at acceptere at hvad han taler om, det er en frihed fra synd. Og det understreger han også: vers 34: Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. « Dette er taget fra græsk. På græsk er man ikke så interesserede i tidsspørgsmål som man er interesseret i handlingen. Ganske vidst har man fortid, nutid og datid som man har på dansk, men der er mere eftertryk på selve handlingens karakter og natur end på tidsspørgsmålet, som sådan. Samtidig er tidsspørgsmålet bygget ind i det. Således kunne det oversættes som Jesus sagde det den gang: »Enhver som fortsætter med at synde« – det er nutiden her, hvilket betyder en fortsat handling, når man bruger nutid på græsk – »Enhver som fortsætter med at synde, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt.« Dette her er vigtige ord, fra ham, som en dag vil være himlens og jordens dommer. Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer fri, skal I være virkelig frie. Tænk hvilken frihed. Mange Kristne fuldstændig går glip af. Medens at de ser på sig selv i stedet for på Kristus og på deres svagheder og alt hvad der følger med, uden at afkræve den kraft fra Kristus som han er rede til at give, for at sætte dem i total frihed. Jesus er jo ikke den eneste som bringer sådan et budskab til sin menighed. Han ønsker at vi skal stå op og blive lys. Han ønsker at Herrens herlighed skal blive åbenbaret i vore liv. Men det er jo det Jesus netop taler om her: Frihed fra synden. Hvor vi lever på sådan en måde at Kristi karakter og natur bliver åbenbaret igennem os, og på den måde bliver mennesker introduceret til Gud som han virkelig er. Og ikke som mange mennesker i dag mener han er, simpelthen fordi de ikke forstår det.
Mange siger at Romerbrevet er et bevis på at den faldne natur, vi fik med os fra fødslen og som altid vil blive hos os indtil dagen hvor Gud genskaber alt – når Jesus kommer igen, at den faldne natur kontrollerer os, vi kan ikke komme væk fra den, idet vi ikke kan bestemme over vore egne handlinger, den vil dominere os til en sådan grad at synd altid vil være hos os, lige op til den dag hvor Jesus kommer igen. Dette er ikke et bibelsk budskab. Det var ikke et budskab fra profeten Esajas og det er ikke et budskab fra det Ny Testamente. »Hele skabningen ser fremad til den dag da Guds børn skal åbenbares.« (Rom.8,19) Og der er meget visdom lagt ind i den ene sætning. Her har Paulus netop diskuteret den sætning, der åbenbarer vor faldne natur, i Rom 5. Og så siger han: »Hvad skal vi da nu sige«, hvad bliver så resultatet af at det er den slags natur vi er født ind i denne verden med, og så siger han: »Skal vi blive i synden? for at nåden kan blive så meget større« – og hvad er hans svar? Aldeles ikke? (Rom.6,15) På græsk bruger han en af de stærkeste benægtelser han over hovet kan komme op med. Og så går han videre og taler om et sejrende kristenliv, i hele kapitel seks.
»Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster. Stil heller ikke jeres lemmer til rådighed for synden som redskaber for uretfærdighed, men stil jer selv til rådighed for Gud som levende, der før var døde, så I bruger jeres lemmer for Gud, som redskaber for retfærdighed. Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.« (Rom.6,12-14) » Synden skal ikke være herre over jer.« Hvor mange af os i dag har accepteret dette budskab i fuld alvor? Og har fået lov at selv erfare med Gud, at for ham er der ikke noget som er umuligt. Selv ikke at forandre jeres liv, når det synes mest umuligt. Paulus kalder os til at leve sejrende kristenliv, og han kalder os til at skabe en sejrende menighed. Den dag da Guds børn bliver åbenbarede, det vil være den dag da Gud får sin vilje helt med os som en menighed. Ikke os som individuelle, men han taler om os som en menighed.
Går vi til efeserbrevet så er vi konfronteret med et af de mest kraftfyldte breve i hele det Ny Testamente. På det tidspunkt var Paulus i fængsel i Rom. Brevet er sandsynligvis skrevet omkring år 62, Paulus vidste at denne gang slap han ikke levende fra det. Han var forberedt på at blive konfronteret med matyrdøden. Han skrev så til sine elskede menigheder, han havde gjort så meget for. Han havde rejst fra sted til sted, og etablerede en menighed efter en anden, særlig efesermenigheden var hans særlige hjertebarn. Han havde brugt tre fulde år på at undervise dem og virkelig grundfæste dem i den kristne sandhed, og det kristne budskab. Og så skriver han det sidste brev til en menighed, han nogen sinde fik lov til at skrive. I grundteksten så findes ordet »Efesus« slet ikke der, så det var oprindelig beregnet på at være en rundskrivelse. Men vi behøver ikke at betvivle at det først gik til Efesus, for Efesus var et slags kristen-center for alle de andre kristne menigheder. Og hvad Paulus sendte til Efesus, vidste han ville blive fordelt til de andre menigheder. Dette budskab var altså ikke kun et budskab til medlemmerne i efesermenigheden. Det var et sidste kald fra Paulus’ side til at forberede hans menighed, på at Jesus snart skulle komme igen. Og hele den instruktion han gav i efeserbrevet, er møntet på at få menigheden til at forstå, at den dag Jesus kommer igen, er det ikke enhver som kan stå. Og at man ikke kommer let til den forberedelse. Som det tager at kunne møde Kristus i himlens skyer uden at se en fysisk død. Men at leve igennem det hele, og blive hans specielle folk.
Vi taler meget lidt om de 144 000 i vor tid, i vore menigheder. I Esajas’ bog står der noget som evangelistprofeten udtrykte, om Guds hensigt med hans folk.
Hvad betyder det at få et navn i det gamle testamente? Dette er skrevet i gammeltestamentlig kultur, til dem som kendte denne kultur og levede i den. Jakob havde for eksempel været langt væk fra sit land i mange år, og så kom hans bror med soldater og ville dræbe ham, fordi han aldrig havde glemt Jakob og hvad det var han havde gjort. Dette vidste Jakob godt, så Jakob sendte alt sin familie og alt sit kvæg bort og så blev han der alene for at tale lidt til Gud om hans fortid og hans fremtid. Og derude ved bækken Jabbok der beskrives det som han sted med Gud, hele den nat. Her foregik der meget mere end hvad bibelen beskriver her. For senere hen bliver netop den erfaring med Jakob liv brugt som symbol på den samme erfaring i Guds folks liv og tilværelse, lige før Jesus kommer igen. – som en af de sidste begivenheder der sker, for at berede dem fuldstændig, til at passe ind i et himmelsk mønster. Og så er det at englen, som tilsyneladene er Kristus her, sagde til Jakob: »Jakob, hvad er dit navn?« Man kan næsten forestille sig, hvordan Jakob bare bøjede hovedet i skam, før han indrømmede at hans navn betød én der er bedrager. Man kan helt føle hele stemningen i det øjeblik. Og så sagde Kristus: »Den erfaring som du har gået igennem i nat, har forandret dit liv fuldstændigt. Dit navn skal ikke længere være Jakob, men skal være Israel.«
Hvad Israel betyder. Is-sara-el Sara betyder at regere, at have kontrollen, at have magten. El betyder Gud. Tanken med det nye navn er at én som har kæmpet med Gud og har overvundet, har sejret. I Åb 3,21 har Jesus lover dem, som ved det smukke bibelbillede, at side på hans trone, ligesom han sidder på sin Faders trone, igen et bibelsk billedsprog. Hvor han siger: »Dem som sejrede/overvandt skal side på min trone, ligesom jeg sejrede, og sidder på min faders trone. Det er sejren der er grundlag for at vi passer ind. At vi ikke længere er en »Jakob«, men at vi nu er en »Israel« på grund af den forandring, som Gud har skabt i vore hjerter, hvor han lægger sine love ind og hjælper os til at følge hans love.
»Vi er hans plantning« sagde profeten Esajas. I Esajas 62 er det ligesom dette er blevet opsummeret. Vers tre siger efter at alle konger skal se din herlighed og du skal få et nyt navn, som Herren vil give dig. Der står: »Du bliver en prægtig krone i Herrens hånd en kongelig turban/diadem i din Guds hånd.« Det er så hensigten med Gud menighed, den endelige hensigt. – som vil og skal opfyldes en dag, før Kristus kan komme igen. At den oplevelse bliver en del af menighedens dagligliv, hvor de er sat frie i Kristus. Så de bliver et diadem, en prægtig krone i Herrens hånd. Kan du forestille dig noget skønnere? End sådan et billede brugt om menigheden?
Og igen når vi går til efeserbrevet, så finder du at det ikke er så meget den individuelle Paulus her er bekymret for, eller stiler sit budskab til. Der er en forandring i hele hans stil og hans måde at diskutere de emner på, som han bringer frem her. Før var han mest optaget af at diskutere den individuelle persons forhold til frelsen. Han har talt om at vi er i Kristus. Her i Efeserbrevet er eftertrykket ikke på at være i Kristus, men Kristus i os, - herlighedens håb. Han taler om at vi er hans skaberværk. Vi er et udtryk for en gerning, som han har udført. Vi er retfærdighedens ege, hans plantning, til hans ære. Det er det som er grundlaget for hele Efeserbrevet. Læs brevet igennem, under bøn, og bed Herrens Ånd om at lede jer til hele sandheden, om hvad er hensigten med dette brev? Når brevet gennemgås efterlades man ikke i tvivl om at brevet er skrevet med en speciel hensigt. Og forårsage at den menighed Gud har kaldet, nu bliver til et kongeligt diadem, - eller en kongelig krone i hans hånd. Og øjeblikket vil komme, da hele skabningen ser frem til at Guds børn bliver åbenbaret i hans herlighed. Ef. 4,17 og fremefter: I Efeserbrevet kalder Paulus på dem til at leve et forskelligt liv, sådan at kristendommen bliver en livsstil, og ikke bare en bekendelse. Så taler han om det gamle liv, som de må lægge væk, for »Sådan har I ikke lært om Kristus, så sandt som I har hørt om ham og er blevet oplært i ham, sådan som det er sandhed i Jesus.« Og hvad er sandheden i Jesus, om et kristenliv? Det er at vi aflægger »det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføreriske lyster, og at I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske.« Og hvad siger han om det nye menneske? At »skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.« På engelsk og græsk tales der ikke om fromhed, men om hellighed. Og han taler om sand hellighed. For selv på hans tid var der mange som prædikede en falsk hellighed, - også inden for hans menighed. Men Paulus kalder den til at leve et liv, og acceptere at Gud genskaber sit billede i deres liv, til sådan et punkt, hvor at retfærdigheden og sand hellighed bliver åbenbaret.
Og Esajas sagde til os, at de skal blive kaldet et helligt folk. Og når I tænker på hvorledes Gud sagde til Moses: »Du skal bygge mig en helligdom, for at jeg kan bo iblandt dem« På hebræisk er der et meget stærkt udtryk her. Det er så stærk en form at det betyder mere end at bo iblandt dem, det betyder at bo i dem. Og være i fuld kontrol. Og på den måde, for Gud sagde: »Jeg er hellig og I skal være hellige, så bliver i mit folk.« Det budskab er gået igennem det Gamle og det Nye Testamente – hele vejen. Og så er det som om at Paulus ligesom ønsker at opsummere.
I efeserbrevet var der ingen kapitelinddeling. Han fulgte den samme tankegang hele vejen igennem, og så bragte han det op til et klimaks. Dette klimaks er vi introduseret til fra Ef.5,25: »Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den.« – at hellige menigheden. Dette var hensigten med død. Det er det Paulus siger. Og han kalder denne menighed i Efesus til at forberede sig på at Kristus kommer igen, og blive hellig før det sker. Og så siger han: »for at føre kirken frem for sig i herlighed.« (v. 27) Her finder vi ordet herlighed igen. For at fremstille kirken i herlighed, dette er Kristi hensigt. Han gav sit liv for det. Og det er Paulus’ budskab, det er Peters budskab, det er Johannes’ budskab – det er Kristi eget budskab. Han ønsker at sætte os fri, og gøre os til et helligt folk. Som følger ham og er fuldstændig kontrolleret af hans Helligånds kraft, - i alt hvad vi gør, hvad enten vi spiser eller drikker eller - hvad Paulus siger - hvad I end gør, så lad det blive til hans ære. Hans herlighed. Sådan at hans karakter bliver åbenbaret igennem jeres liv og jeres vidnesbyrd. Og så siger han, idet han gør det stærkere og stærkere: Han siger at han ønsker at fremstille kirken i herlighed, og nu ved vi hvad herlighed betyder, og så prøver han at forklare det: »uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri.
I sammenligning med budskabet i Åbenbaringen 14 om de 144 000, så er det praktisk talt de samme ord der bliver brugt, om dem. Idet deres karakter bliver beskrevet, på grund af hvad Gud havde gjort i deres liv. De var blevet en sejrende menighed, og derfor var de sammen med Kristus. »Uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri.«
Er det for vanskeligt at acceptere? Nogen af os har svært ved det. Og det er fordi vi gør den fejltagelse, som så mange andre gør – at de ser på sig selv. Og deres egne fejltagelser, og alle deres gode beslutninger og dem de brød i fortiden. I stedet for at se på Kristus, som den for hvem intet er umuligt.
Der er en meget interessant udtalelse, en bibelkommentar til Ef 5,27 fra Ellen White. Første gang jeg læste den blev jeg lidt chokeret, siden har jeg lært at accepter den i tro på ham, for hvem intet er umuligt i vore liv. Hele Ellen Whites mission var baseret på at få dette budskab igennem til menigheden, og få for menighed til at berede sig, som Paulus prøvede med hans menighed i Efesus. Og blive beredt fuldstændig, for den dag da Jesus kommer igen. Tidernes Tegn 29. juli 1902. »Enhver som vil tro, adlyder Guds bud, vil nå den tilstand af syndfrihed, i hvilke Adam levede før hans overtrædelse. » Det var stærkt. Nogen af os har vanskeligheder dermed. Fordi vi ikke vant til at tage skriften for hvad den er, men mere lytte til menneskelig filosofi. Fra mennesker som ser på sig selv og deres omgivelser og deres medmennesker mere, end de ser på Kristus. Igen: »Enhver som vil tro adlyder Guds bud, vil nå den tilstand af syndfrihed i hvilke Adam levede før hans overtrædelse. Når vi underlægger underlægger os selv til Kristus så lever vi hans liv. Dette er hvad det betyder, at blive iklædt hans retfærdigheds klædning.« Dette er hvad det betyder.
En anden udtalelse fra COL side. 69: »Når Kristi karakter bliver fuldstændig reproduceret i hans folk, så vil han komme tilbage, og kræve dem som hans egn.« Det er det budskab som vi har prædiket, siden vore pionerers dage. – Jeg ønsker at vi skal gå tilbage til det budskab. Og lad den Gud, hvor hvem intet er umuligt, få lov til at tage så total kontrol, over vore liv, vores tanker, vore planer, vores hensigter, - at hvad end vi gør vi i vore liv, så lever vi et liv til hans navns ære. Og det er en Gud, som elsker os. Det er en Gud som er uendelig, i hans tålmodighed, med at arbejde med os. Og forårsage at det bliver opfyldt på os, hvad der sker når der står i Ezekiel 36: Det Gamle Testamentes budskab om frihed i Kristus. Kristus i jer herlighedens håb.
Vidnesbyrdene bind 5, side 472 står der forunderligt: »Han som holder himlens stjerner, i deres stilling, har dig individuelt i hans hænder.« Kristus har givet sit liv. Ikke bare for at etablere en menighed som skal forsætte med at synge salmer i det næste årtusinde. Vi er ikke her for at fortsætte tilværelsen i det næste årtusinde. – Vi er kaldet til at gøre os færdige så han kan komme igen, og hente sit folk, og gøre alting færdigt. Og dette vil ikke ske, før at hans karakter er blevet fuldstændig åbenbaret i hans folk, - men den dag vil det ske. Og det er det vi taler om, når vi ser på bibelens beskrivelse af de 144 000.
Søster White siger at »I skal stride for at være en af de 144 000« Må Gud hjælpe os til at forstå, at vi er kaldet for en højere gerning, end at samles hver sabbat og sidde og varme vore sæder her i kirken. Vi er kaldet til at berede vejen for ham der gav sit liv, for hver af os. Og der er intet der for hver af os, er umuligt. AMENGuds hensigt med menighederne
»Med hvem vil I sammenligne Gud
Hvad vil I sætte op til sammenligning med ham?
Gudebilledet støbes af en håndværker,
guldsmeden beklæder det med guld,
og han støber sølvkæder til det.
Man vælger træ, der ikke rådner
og søger sig en kyndig håndværker
til at oprulle et gudebillede, så det ikke vakler.
Ved I det ikke? Hører I det ikke?
Er det ikke fortalt jer fra begyndelsen?
Har I ikke indset det
fra jordens grundlæggelse?
Det er ham, der troner over jordens flade, …
Med hvem vil I sammenligne mig,
så vi skulle være lige?« siger den Hellige.
Løft jeres øjne mod himlen, og se!
Hvem skabte den?
Han, som fører dens hær talstærkt ud
og kalder dem alle sammen ved navn.
På grund af hans vældige kraft og mægtige styrke
mangler der ikke en eneste.« (Es.40,18-25)
»Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet
Herrens herlighed er brudt frem over dig.
For se, mørket dækker jorden,
mulmet dækker folkene;
men over dig bryder Herren frem,
hans herlighed viser sig over dig.«
I den engelske og hebræiske bibel står der at hans herlighed viser sig på dig, det gør jo en lille forskel.
Her er menigheden blevet fortalt at lyset er kommet. Nu er det menighedens opgave at stå op og blive lys selv.
Guds herlighed
Guds kraft
Evangeliet i Esajas bog
»Din sol går ikke ned,
og din måne tager ikke af,
for Herren er dit evige lys,
og dine sørgedage er forbi.
Alle i dit folk er retfærdige,
og evigt skal de eje landet
? et skud, som Herren har plantet,
hans hænders værk til hans ære. « Es.60,20-21
Det er dette profeten Esajas understreger. Ikke mærkeligt at han er kaldet evangelistprofeten som om han allerede tilhørte det Nye Testamentes budskab.
Og dette budskab er aldrig blevet forandret. Det har altid været det samme, igennem det gamle såvel som det nye testamente.
»For at give Zions sørgende hovedpynt i stedet for aske,
glædens olie i stedet for sørgedragt
og lovsang i stedet for svigtende mod.
De skal kaldes retfærdighedens ege,
plantet af Herren til hans herlighed. » Es 61,3
ban en vej for folket!
Byg vej, byg vej,
rens den for sten!
Rejs et banner for folkene!
Herren lader det lyde
til jordens ender:
Sig til Zions datter:
»Se, din frelser kommer!
Se, hans løn er med ham,
hans fortjeneste går foran ham.« Es 62,10-11
Efter at Jesu genkomst er nævnt, og hans løn er med ham, står der at »De skal kaldes det hellige folk« Læg mærke til at de kaldes det hellige folk.
»De skal kaldes Det Hellige Folk.
Herrens Løskøbte;
og dig skal man kalde Den Eftertragtede,
byen der aldrig bliver forladt.« Es.62,12
Parallellen i det Nye Testamentes evangelier
Den faldne natur
Efeserbrevet
Esajas’ bog
(Es.62,1-2) »For Zions skyld vil jeg ikke tie,
for Jerusalems skyld vil jeg ikke være tavs,
før dens ret bryder frem som et lysskær
og dens frelse som en flammende fakkel.
Da skal folkene se din ret
og alle konger din herlighed,«
Hvorledes definerer vi ordet herlighed, når vi taler om et åndeligt liv?
»Alle konger din herlighed,
du skal få et nyt navn,
som Herren selv bestemmer.«
Tilbage til efserbrevet
Esajas og efserbrevet
De 144 000
Ellen G White: syndfri tilstand
Opfordringen