|
| - som handlar om tron | Åter till översikten |
Den tredje engels budskab har været angrebspunktet
Adventnyt april 1965 Det er den tredje engels budskab, som altid har været punktet for Satans særlige angreb på os som et folk. Det er især dette punkt, som Ellen G. White var kaldet til at forsvare.
Hvorfor var det således? Skyldtes det en svaghed i den dogmatiske struktur? Slet ikke. Grunden var, at den tredje engels budskab afslørede fjendens planer og vil blive det endelige og afgørende punkt, hvorpå hele menneskeheden i den sidste kamp må vedgå, om de vil tjene Gud eller en frafalden magt.
Det var den tredje engels budskab, som gjorde syvende dags adventisterne til en speciel menighed, som trådte frem på scenen i overensstemmelse med de bibelske profetiers forudsigelser. For at kunne forstå dette må vi gå tilbage til de begivenheder, som udspilledes i 1840´rne ag de følgende år.
Vore forfædre var blevet vakt af de skriftsteder, som forkynder Kristi snarlige genkomst. Dette var forbundet med den første engels advarsel, som vi finder i Åb. 14, 6. 7. Budskabet lød således: "Nu er hans doms time kommet." Den anden engels budskab, som kaldte Guds folk ud af Babylon, var fulgt efter i foråret og sommeren 1844. De fik snart forståelse af Kristi tjeneste i den himmelske helligdom og den renselse, som begyndte i det allerhelligste, da var Herre og Frelser den 22. oktober 1844 trådte derind for at begynde sit hverv som undersøgelsesdommer. Dette gav bevis for forståelse af den tredje engels budskab.
Sabbaten og den tredje engels budskab Bogen Budskaber til Menigheden giver os beretningen derom. Ellen G. White fortæller om dagens begivenheder og om, hvorledes hun i dette syn syntes at befinde sig i den himmelske helligdom:
"I det allerhelligste så jeg en ark. Dens låg og sider var af det reneste guld. ... I arken var... Stentavlerne, der var foldet sammen som en bog. Jesus åbnede dem; og jeg så de ti bud skrevet derpå med Guds finger. På den ene stentavle var der fire bud og på den anden seks. De fire på den første tavle skinnede klarere end de øvrige seks, men det fjerde, sabbatsbudet, overstrålede dem alle, for sabbaten var bestemt til at skulle holdes til ære for Guds hellige navn. Den hellige sabbat havde et herligt udseende den var helt omgivet af en glans af herlighed." - Budskaber til Menigheden, side 42. 43.
Derpå så hun i panoramiske scener, som syntes at glide forbi hendes øjne i hurtig rækkefølge, hvorledes sabbaten blev ændret - ikke af Gud, men af en frafalden magt. Hun så den krise, der kommer som følge af sabbatsforkyndelsen. Hun så, at sabbaten var det punkt, som skilte det sande Israel fra de vantro, det punkt, som afgør, om det er Gud eller en oprørsk, frafalden magt, som skal tjenes. Derefter så hun scener af Kristi genkomst og belønningen til dem, som holder "Guds bud" og har "ret til livets træ".
Den særlige betydning af dette syn angående sabbaten fremgår af ordene: "Jeg fik forevist dens betydning og dens plads i den tredje engels budskab." - E. G. White, Brev 2, 1874, Messenger to the Remnant, side 34. (Fremhævet her.)
Da vore pionerer nu granskede ordet, kunne de se sammenhængen mellem de tre engles budskaber. De kunne se, at "den engel, som forkynder det evige evangelium, forkynder Guds lov; for frelsesevangeliet fører mennesker til lydighed mod loven". - Selected Messages II, side 106.
På symbolsk vis blev kort tid senere betydningen af disse tæt til hinanden knyttede sandheder og deres betydning vist i et syn som en fast grundvold af sandheder bygget på den første, den anden og den tredje engels budskaber. På denne grundvold stod en velbeskyttet og standhaftig skare, som ikke agtede på dem, der ønskede at rokke deres tro. Den engel, som stod ved hendes side, erklærede: "Ve den, der vil flytte en blok eller røre ved en pind i disse budskaber! Den rigtige forståelse af disse budskaber er af den største betydning. Sjæles skæbne afhænger af den måde, på hvilken de bliver modtaget." - Budskaber til Menigheden, side 312.
En enestående menighed med et specielt budskab "Og dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mad de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd."
Der blev erklæret krig, og lige fra begyndelsen har vort liv været kamp og march. De særlige sandheder, som gjorde os til et folk, ville vise hele verden de rænker, som smededes al Guds og menneskehedens fjender. Ved hjælp af list og snuhed havde han for en tid nået sit mål, idet en falsk hviledag var blevet indført for jordens beboere. Han arbejdede underfundigt på at ændre Guds lov, og masser af mennesker, som troede, at de tjente Gud, adlød i virkeligheden en lov, som gav udtryk for den store fjendes vilje. Dette anbragte Satan i netop den position, som han ønskede - han blev æret, som stod han over Gud. Nu var tiden inde til, at verdens opmærksomhed blev henledt på dette vældige bedrag og på det, der lå til grund for hans oprør, et oprør mod Guds lov.
Kampen ville utvivlsomt blive hård, men Gud ville yde en særlig hjælp til dem, som nu måtte tage kampen op. Ligesom i gamle dage, da Herren "ved en profet førte... Israel op fra Ægypten, og det vogtedes ved en profet" (Hos. 12, 14), ville Gud lede og vogte sin sidste menighed, det nye Israel.
De gjorde Bibelen til deres rettesnor Medens deres fødder var fast plantet i Guds ord, var deres ører åbne for Guds Ånds stemme, som "nu og da" ville tale til dem gennem syner, som blev skænket hans budbringer i deres midte. Dette var deres eneste sikre stilling, en stilling, som var usårlig over for fjendens angreb, så længe de forblev ivrige efter at lade sig belære af Guds ord. De måtte være rede til at erkende og acceptere sandheden og hurtige til at opdage og forkaste bestikkende løgne. Den store fjende, som havde erklæret menigheden krig, var vagtsom, og har var i stand til at benytte enhver fordel, som tilbød sig.
Kampen for at bevare vort særpræg ”Skønt det har kostet strid at søge at bevare vort særpræg, har vi som bibeltroende kristne stadig vundet terræn." - E. G. White, Brev 170, 1907, udgivet i Selected Messages II, side 396. 397.
Det ville have været håbløst for Guds lovs ærkefjende at forsøge et frontalangreb på det folk, som er "Guds lovs vogtere". Vore menighedsmedlemmer var forsikre i deres af Bibelen understøttede opfattelse af det fjerde buds hellighed. Derfor var hans angreb på Guds lov og det folk, som adlød denne lov, lumske flankeangreb. Vi vil lige kaste et blik på nogle få eksempler. Et folk, som ikke kunne lokkes til at forkaste loven, kunne måske forledes til at misbruge den.
En betydningsfuld sandhed blev overset "Som et folk triumferer vi i sandhedens klarhed og styrke. Vor sag støttes fuldt ud af en overvældende rigdom på bibelske vidnesbyrd." - Testimonies for the Church III, side 253.
Men denne fremgang var farlig, for den affødte selvsikkerhed og stridbarhed. Samtidig med at vi forfægtede pligten til at vise lydighed mod alle Guds bud, kom der en selvretfærdighed, som fik mange til at glemme betydningen af retfærdiggørelse ved tro, et af den kristne kirkes fundamentale dogmer og en central del af den tredje engels budskab. På denne måde lykkedes det ærkefjenden, som drog fordel af, at vi gik så stærkt i brechen for Guds tilsidesatte lov, at fremkalde ligegyldighed over for en sandhed, som er en forudsætning for frelse. Det er ikke loven, men Kristus, som skænker os frelse.
Om dette har et øjenvidne, L. H. Christian, som var en af menighedens ledere, skrevet følgende:
"Retfærdiggørelse ved tro var ikke et ukendt begreb, men vanskeligheden lå i, at en legal, nominel religion i større eller mindre grad havde fortrængt den levende Kristus fra vore hjerter og vor forkyndelse ... Selvretfærdigheden voksede, og forkyndelsen blev over alt død og formel. Det var menighedens hidtil farligste krise." - Fruitage of Spiritual Gifts, side 226. 227.
Sagen kom til afgørelse på den generalkonference, som i november 1888 blev afholdt i Minneapolis. Ellen White deltog. Hun anråbte de tilstedeværende om at åbne deres hjerter for lyset fra Guds ord og for den forkyndelse, som blev fremført af dem, som understregede betydningen af retfærdiggørelse ved tro. Efter konferencen fortsatte hun sammen med andre at forkynde denne fundamentale evangeliske sandhed. Hun skrev:
"De, der arbejder for sandhedens sag, bør forkynde Kristi retfærdighed - ikke som et nyt lys, men som et kosteligt lys, som vort falk for en tid har tabt af syne." - Review and Herald, 20. marts 1894.
Da hun blev spurgt, om dette budskab om retfærdiggørelse ved tro er den tredje engels budskab, svarede hun: "Det er i sandhed den tredje engels budskab." - Review and Herald, - 1. april 1890.
Denne betydningsfulde sandhed er faktisk grundlaget for frelsesplanens virkeliggørelse. Betydningen af retfærdiggørelse ved tro går som en rød tråd gennem Vejen til Kristus, Lys over Hverdagen, Kristi Lignelser og mange andre af profetiens ånds bøger. I det store og hele blev slaget vundet, selvom ikke alle drog fuld velsignelse af dette vigtige budskab, for det tilkommer hver enkelt at gøre sine erfaringer. Men ærkefjenden kunne i hvert fald ikke længere bruge Guds lov, som han hadede, som et middel til at skabe forvirring med hensyn til lærens betydning hos den sidste menighed.
Den tredje engels budskab drages i tvivl i 1896 "Sandhedens store milepæle, som viser os vej i profetiernes historie, må beskyttes omhyggeligt, således at de ikke væltes omkuld og erstattes af teorier, som bringer forvirring i stedet for sand oplysning..."
"Den advarsel, som nu forkyndes for Guds folk, nær og fjern, er den tredje engels budskab. Og de, som forsøger at forstå dette budskab, vil ikke af Herren ledes til at danne sig en opfattelse af Ordet, som vil underminere grundlaget for den tro, der har gjort syvende dags adventisterne til det, de er i dag. De sandheder, som er blevet os åbenbaret, medens vi er vandret fremad langs den profetiens vej, som er åbenbaret i Guds ord, er i dag sandhed - hellig, evig sandhed." - Selected Messages II, side 101 og 103.
Sandheden stadfæstet af Herren, Himmelens Gud "De, som i fortiden gik fremad skridt for skridt og så sandhedskæden i profetierne, var rede til at acceptere og adlyde enhver lysstråle. De bad, fastede, søgte og gravede efter sandheden som efter en skjult skat, og vi ved, at Helligånden belærte og ledte os.
Der blev fremsat mange teorier, som havde en vis lighed med sandheden, men som samtidig var så iblandet med forkert fortolkede og forkert anvendte skriftsteder, at de førte til farlige vildfarelser. Vi ved såre vel, hvorledes hver enkelt sandhed blev oprettet, og hvorledes de blev beseglet af Guds Helligånd. Og hele tiden hørtes stemmer, som sagde: "Her er sandheden", "Jeg kender sandheden, følg mig." Men advarselen lød: "Følg dem ikke. Jeg har ej sendt dem, alligevel løber de." (Se Jer. 23, 21.)
Herrens ledelse var umiskendelig, og vidunderlig var hans åbenbaring af, hvad der er sandhed. Punkt efter punkt blev stadfæstet af Herren, Himmelens Gud. Det, som den gang var sandhed, er også sandhed i dag." - Selected Messages II, side 103. 104.
Angreb på sandheden om helligdommen Vi var næppe kommet gennem denne krise, før der kom et nyt angreb - denne gang et frontalangreb på sandheden om helligdommen. I 1905 gaven kendt præst udtryk for synspunkter, som fornægtede opfyldelsen af profetien i 1844 og forkastede sandheden om den himmelske helligdom. Ellen White gik i kamp mod denne mærkelige forkyndelse, som hævdedes at være baseret på mange af Bibelens skriftsteder. På adskillige punkter lignede denne kamp de tidligere, men nogle af de advarende ord, som Gud sendte os gennem profetiens ånd, fortjener at gentages. Hun mindede os igen om de dage, da grundvolden til vor tro blev lagt, og hun identificerede denne nye forkyndelse som en løgn, der overvandtes af den viden, som var skænket hende. Hun erklærede:
"Når Guds magt afgiver vidnesbyrd om, hvad der er sandhed, skal denne sandhed i evighed forblive sandhed. Der må ikke næres antagelser, som er i modstrid med det lys, som Gud har tændt." - E. G. White, Brev 329, 1905, udgivet i Selected Messages l, side 161.
Medens vi formanes til at søge sandheden, advares vi om, at
"Vi må ikke fæste lid til dem, der kommer med et budskab, som modsiger de specielle punkter i vor tro. De samler en mængde skriftsteder og anvender dem som bevis på rigtigheden af deres teorier. Dette er i løbet af de sidste halvtreds år blevet forsøgt gang efter gang. Og medens Bibelen er Guds ord, som skal respekteres, er enhver fortolkning af den, som fjerner blot én søjle fra det fundament, som Gud har opretholdt i disse halvtreds år, en stor fejltagelse. Den som fremfører en sådan fortolkning, kender ikke hin vidunderlige manifestation af Helligånden, som gav magt og styrke til de budskaber, der tidligere er blevet forkyndt for Guds folk" - Samme, side 161.
Idet hun vendte sig direkte mod den falske lære, som hun bekæmpede, sagde hun:
"Vi må være bestemte på dette punkt; for de synspunkter, som han forsøger at bevise ved hjælp af Bibelen, er ikke rigtige. De viser ikke, at Guds folks erfaring er en vildfarelse. Vi kender sandheden; vi ledes af Guds engle. Det var under Helligåndens ledelse, at løsningen på problemet angående helligdommen blev givet os. Enhver bør bevare tavshed angående de træk af vor tro, i hvilke de ikke har spillet nogen rolle. Gud modsiger aldrig sig selv. Det er et misbrug af skriftsteder at ville, tvinge dem til at bevise noget, som ikke er sandt. Den ene efter den anden vil stå frem og erklære, at de er sandhedens forkyndere. Men vi holder fast ved de gamle landemærker. (1 Joh. 1, 1-10 citeres) . . .
Hvis der fæstes lid til disse teorier, vil de føre til fornægtelse af den sandhed, som Gud i de sidste halvtreds år har skænket sit folk, og som er dokumenteret af Helligåndens manifestation." E. G. White, Brev 329, 1905, udgivet i Selected Messages I, side 161. 162.
Efter at den falske forkyndelse var blevet afsløret ved hjælp af disse budskaber, som blev sendt fra Gud, fik den læn ringe indflydelse.
Grundvolden er urokkelig budskaber, har altså modstået alle fjendens angreb og vil fortsætte dermed til tidernes ende. Generalkonferensen.
I 1844 begyndte nogle få adventister, som erkendte, at det fjerde bud varen befaling til at komme sabbaten i hu, at helligholde denne dag. I 1845 var deres antal steget til halvtreds, og blandt disse var James og Ellen White. De henholdt sig til det fjerde bud. Da disse adventister, som helligholdt sabbaten, og som boede i Maine, på den første sabbat i april 1847 mødtes for at holde gudstjeneste, benyttede Gud lejligheden til at forøge deres forståelse af sabbat ens betydning og påpege dens tilknytning til den tredje engels budskab. I et helligt syn talte Gud atter til en af disse adventister - denne gang for at lede dem alle til at indse den fulde betydning af denne bibelske sandhed, som de ærede.
Syvende dags adventisternes menighed er i de bibelske profetier beskrevet som en menighed med et særligt budskab - Guds sidste advarende budskab til verden - et budskab, som er sammenfattet af de tre engles budskaber, som nu var knyttet sammen, og som i de følgende år af te blev kaldt "den tredje engel s budskab". Dette er de andre af kvindens slægt, genstanden for Satans velovervejede fjendskab, som omtales i Åb. 12, 17:
Vore pionerer gjorde Bibelen til deres rettesnor, da de gjorde sig rede til kamp, og de nægtede at lytte til de trosbekendelser, som var skabt af mennesker. De var rede til at modtage og adlyde, hvad Gud pålagde dem gennem profetiens ånd. De erklærede: "Bibelen er vor trosbekendelse. Vi modtager Bibelen og Åndens gaver, og vi klynger os til troen på, at Herren nu og da vil belære os." Review and Herald, 8. oktober 1861.
Når vi i dag ser hundrede år tilbage og betragter væksten af en nu gennem organiseret menighed, hvis kald er at forkynde de tre engles budskaber, ser vi det ansvar og de forpligtelser, som er knyttet til at være disse store sandheders forkæmpere. Vi ser et folk, som er forenet i tro og lære, og som er spredt over hele jorden. Vi føler sandheden af de ord, som Ellen White skrev i 1907:
Da grundlaget først var skabt, gik det hurtigt fremad med forkyndelsen al den tredje engels budskab med dets bibelbekræftende sabbatssandhed, som til stadighed blev understreget. Ellen White skrev i 1873:
Medens Ellen White arbejdede i Australien, blev hun kaldet til at afværge et nyt angreb på den tredje engels budskab. Nogle erklærede, at en korrekt forståelse af kendsgerningerne ville få os til at indse, at de tre engles budskaber hørte fremtiden til Ellen White, som selv havde været med til at forkynde alle de tre budskaber, og som havde en så usædvanlig forståelse af deres betydning, kunne ikke ignorere en sådan erklæring. I meddelelser, som argumenterede mod og gendrev denne vildfarelse, indbefattede hun advarende og fortrøstningsfulde ord, som er os til hjælp den dag i dag. Idet hun betegnede disse synspunkter som "en blanding af sandhed og usandhed", skrev hun:
I denne forbindelse kastede Ellen White blikket tilbage på de dage, da grundvolden blev lagt, og fortsatte:
Et af Satans mest mesterlige angreb på den tredje engels budskab blev foretaget ved århundredskiftet, da panteistiske synspunkter, som blev kaldt "nyt lys", blev fremført af visse ledere af menighedens sundhedsvirksomhed. Disse synspunkter, der, som Ellen White advarende sagde, ville "rydde Gud af vejen", blev imødegået i vidnesbyrd, som blev udsendt i rette tid til at afværge skaden. Men beretningen om dette er velkendt, og der er ingen grund til at gentage den her. Når vi ser tilbage på vor historie, må vi dog bemærke, at ved hjælp af disse "fantastiske teorier" ville Satan "annullere sandhederne om forsoningen og tilintetgøre vor tillid til de trospunkter, som vi har betragtet som hellige, siden den tredje engels budskab først blev forkyndt", og vi ville blive berøvet "vor tro på netop det budskab", som har "gjort os til et særligt folk og givet vort arbejde karakter og kraft". (Evangelism, side 224. 225.)
Sandhedens grundvold, den sikre basis for de tre engles