|
| - som handlar om tron | Åter till översikten |
Er Herren iblandt os?
Robert H Pierson
Denne artikel er en prædiken, som generalkonferensens formand, pastor Robert H Pierson, holdt sabbaten den 12. okt. 1968 ved et efterårsrådslagningsmåde. Talen er oversat fra lydbånd af br Evald Andersen. Den gengives i noget forkortet form.
”Men da Moses forebragte alle israelitterne disse ord, grebes folket af stor stort; og tidligt næste morgen drog de op mod det øverste af bjerglandet og sagde: ”Se, vi er rede til at drage op til det sted, Herren har talt om, thi vi har syndet” Da sagde Moses: ”Hvorfor vil I overtræde Herrens bud? Det vil ikke gå godt! Drag ikke derop, thi Herren er ikke iblandt heder!” 4. Mos. 14, 39-42.
Det var en meget mørk time for Israel. De, der bekendte sig til at være Guds folk, stod over for nederlagets midnatsmørke i ørkenen, hvor de kunne have oplevet sejrens lyse morgen i Det forjættede Land. Vantro hindrede indgangen til det herlige liv, Gud havde lovet dem. Ved Kadesj-Barnea blev de forkastet med "hjemmet" omtrent inden for synsvidde!
Herrens tjenerinde siger, at "da Gud bød dem drage op og tage landet i besiddelse, nægtede de det. Da han nu gav dem befaling til at trække sig tilbage, var de lige så stædige. De var besluttede på at angribe landet og tage det i besiddelse." (Patriarker og Profeter, s. 198; ældre udgave, s. 434).
"Vi vil drage op og kæmpe," sagde de, som det omtales i 5 Mos. 1,41.
Men, venner, det var ikke Guds hensigt, at landet skulle indtages ved menneskelig magt - det skulle gives dem ved Guds kraft! Herrens tjenerinde siger, at "nu vovede de i deres egen styrke at udføre dette værk uden Guds hjælp. ... Herren havde aldrig befalet dem at "drage op og stride". Det var ikke hans hensigt, at de skulle indtage landet ved krig" (Patriarker og Profeter, ældre udgave, s. 198).
Ikke ved angreb skrig, men ved deres beslutsomme overgivelse til ham skulle landet gives i deres hånd. Det var ikke ´ved deres planer, men ved Herrens kraft, at de skulle få Kana´an i eje! Landet skulle ikke gives til et folk, der var stort i antal og vældigt til krig, men til et folk, som var lille i antal, et folk, som var helligt og lydigt og oplært til fuldkommen overgivelse til sin Gud.
Og så læser vi her i de ord, jeg omtalte i indledningen, i v. 42 og 43 i 4 Mos. 14, hvor Moses sagde: "Drag ikke derop, thi Herren er ikke iblandt jer! ... I har jo vendt jer fra Herren, og Herren er ikke med jer! "
Hvilken tragedie, søskende! Guds folk lige på grænsen til Det forjættede Land, men åndeligt uforberedte til at drage ind og tage det i besiddelse!. De var uforberedte til den sidste store fremmarch, som ville føre dem til målet for deres vandring, uforberedte for det sidste store fremstød til sejr.
Gud havde truffet alle forholdsregler for at kunne føre dem godt og sikkert ind i landet, men de nølede. De manglede tro. Og da de nu så sejrsprisen blive revet ud af deres nølende hånd, blev de ivrige og lagde i formastelse planer om at drage frem, blot for at få at vide, at de ikke skulle drage derop, "thi Herren er ikke iblandt jer!" Hvilken tragedie! Hvilken lærdom for Guds ledere og Guds folk i dag!
Hvad var det, kære venner, som havde drevet Herrens nærværelse bort fra dem? Hvorfor havde Gud trukket sig tilbage fra dem? Svaret giver ordet os her i dag, et svar, som Guds folk i disse sidste dage bør lægge nøje mærke til.
Først og fremmest var det vantro, som drev Herren bort fra deres midte. "Og Herren sagde til Moses: "Hvor længe skal dette folk håne mig, og hvor længe vil det vægre sig ved at tro på mig, til trods for alle de tegn jeg har gjort i det?" " (4 Mos. 14, 11). "Fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans frelse." (Sl. 78, 22).
Også ulydighed over for Guds åbenbarede vilje var med til at drive Herren bort fra deres midte. "Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans lov." Sl. 78,10.
Genstridighed, uvilje fra folkets side til at underkaste sig Guds ledelse og autoritet, drev Herren bort fra dem. "Dog fristed og trodsed de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans vidnesbyrd" (Vers 56).
Oprør fik Herren til at drage sin nærværelse tilbage fra Israel. "En vanartet, stridig slægt, hvis hjerte ikke var fast, hvis ånd var utro mod Gud." Sl. 78,8.
Afgudsdyrkelse som ind imellem Herren og hans folk. "De krænked ham med deres offerhøje, ægged ham med deres gudebilleder" (Vers 58).
Og, kære venner, jeg ved også, at kærlighed til verden svækkede folkets kærlighed til Gud og ledte ham til at unddrage sig. De fik lyst til det, der var i Ægypten. "Men den sammenløbne hob, som fandtes iblandt dem, blev lysten," fortæller Moses her i 4 Mos. 11. "Så tog også israelitterne til at græde igen, og de sagde: "Kunne vi dog få kød at spise! Vi mindes fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og agurkerne, vandmelonerne, porrerne, hvidløgene og skalotterne, og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi ser aldrig andet end Manna." " (Vers 4-6).
Til sidst blev de til et knurrende, klagende folk! Guds tålmodighed var udtømt og derfor truede han med at forlade dem. "Da opløftede hele menigheden sin røst og brød ud i klageråb, og folket græd natten igennem. Og alle israelitterne knurrede imod Moses og´ Aron, og hele menigheden sagde til dem: "Gid vi var døde i Ægypten!" "(4 Mos. 14, 1. 2).
Hvilket sørgeligt billede - et nedslået folk i en nøgen ørken i stedet for et jublende folk i et frugtbart land! Alt dette skyldtes synd i deres rækker, vantro, ulydighed, genstridighed, oprør, afgudsdyrkelse, lyst til verden, knur og klage! Og alt dette var så fremmed for den plan, Gud havde i sit hjerte med Israel! Som Herrens tjenerinde siger i Den store Strid, side 306: "Det var ikke Guds vilje, at Israel skulle vandre i ørkenen i fyrretyve år; han ønskede at tøre dem direkte ind Kana´ans land og lade dem bosætte sig der som et helligt og lykkeligt folk. Men "vi ser, at de kunne ikke gå ind på grund af vantro", Hebr. 3, 19." (Den forkortede udgave; sidst i kap. 26 i de andre udgaver).
Og nu, kære venner, omkring 3500 år senere står Israel, det nye Israel, Guds "rest", på grænsen til Kana´an, det himmelske Kana´an. I en sådan tid taler Herrens budbærer til os i disse ord: "Vi bør altid have Israels børns erfaringer i erindring og tage ved lære af beretningen om deres fejltagelser, som det var hensigten."
Vi kender alle den inspirerede skildring af Kristus og hans menighed i de sidste dage: "Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig. Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone." (Åb. 3, 19. 20).
Fordi Kristus er uden for vore hjerter i dag, er vi uden for Riget! Ligesom Israel fordum står vi udenfor, hvor vi burde have været indenfor. Som Herrens tjenerinde siger: "Det var ikke Guds vilje, at Kristi komme skulle forhales så længe, og at hans børn skulle tilbringe så mange år i denne verden med dens synd og sorg". (Samme).
Hvad er der, søskende, som skiller os fra Gud? Der er kun een frygtelig ting, der kan skille et menneske fra sin Skaber og holde det borte fra sin bankende, søgende Frelser. Det er et lille ord på fire bogstaver: S Y N D.
Som profeten Esajas udtrykker det:
”Se, for kort til at frelse er ej Herrens arm, hans øre er ikke for sløvt til at høre. Eders brøde er det, der skiller mellem eder og eders Gud, eders synder skjuler hans åsyn for jer, så han ikke hører." Es. 59, l. 2.
Herrens tjenerinde skildrer menigheden i dag: "Det bedrøver mig, når jeg tænker på vor stilling som et folk," siger hun. "Herren har ikke lukket Himmelen for os, men vort stadige frafald har skilt os fra Gud. Begærlighed og kærlighed til denne verden har fået indpas i hjertet uden frygt for dom eller fordømmelse. ... Menigheden har vendt sig bort fra at følge Kristus, sin anfører, og går stedse tilbage mod Ægypten. Og dog er der få, som er foruroligede og bekymrede over deres mangel på åndelig kraft." (Aandelige Erfaringer, s. 303).
Du siger, at disse ord blev skrevet for mange, mange år siden. Ja, det er rigtigt. Men jeg gad vide, mine venner, at hvis Guds budbærer var her iblandt os i dag, om hun da ikke ville skrive de samme ord?
Uden frygt for modsigelse vil jeg sige, at det mest påtrængende spørgsmål i dag er dette: Råder Jesus Kristus i mit hjerte? Er han den første og sidste og bedste i alt for dit hjerte? Er Herren virkelig iblandt lederne og medlemmerne af Adventistsamfundet i dag? Dette, mine brødre, er spørgsmålet, dette er den mest presserende udfordring til hver enkelt af os.
Der findes også i apostelmenigheden en lignende lærdom for os i dag. Helligåndens kraft kom over de første kristne, fordi Kristus var iblandt dem! De hørte den åndsfyldte Peters forkyndelse på pinsedagen og så den vidunderlige Frelser ophøjet. Den længe bebudede Messias var kommet. En ny tid var begyndt. Kristus var historiens midtpunkt for dem. Med hans komme trængte evigheden ind i tiden. Gud trådte frem på jordens skueplads. Verden ville aldrig blive den samme igen, fordi han var kommet, ja, endnu var iblandt dem ved sin Helligånd. Med hans komme var der noget herligt afgørende, noget strålende skønt, noget forunderligt personligt, som gennem trængte deres liv.
I dag, mine brødre, længes vi efter, beder vi om og venter på udgydelsen af Guds Helligånd i sildigregnens kraft. Også vi ønsker at opleve pinsen mangfoldiggjort tusindfold. I dag brænder vore hjerter efter en synligt tilbagevendende Messias. Men før denne dag oprinder, før kraften og genkomsten må Kristus bo iblandt sit folk ved tro - sidde på hjertets trone hos sine hellige.
For medlemmerne af den første menighed var Jesus ikke blot en, de havde læst om eller hørt om. Han var en, de havde mødt personligt, en, de kendte, en, de havde erfaret. Han var ikke blot personen i en fortælling, som havde ført et enestående levned og lidt en heltemodig død i et af nabolandene. Han var en levende virkelighed i deres liv, og han levede i al evighed.
Idet disse første troende lyttede til beretningen om korset, stak det dem i hjertet. Korset var dem som "et vindue i tiden", der tillod dem at se den lidende kærlighed, der igennem evigheden havde været i Guds hjerte. Beretningen om korset afslørede, hvad de havde gjort ved at anbringe Guds enbårne Søn på et torturredskab, og deres hjerter blev knust. De følte, at de var ansvarlige for at have knust det elskeligste liv, verden nogen sinde havde set, på den grufuldeste indretning, syndige mennesker nogen sinde havde opfundet.
I en afrikansk landsby fortalte en missionær beretningen om J esu liv. F or at illustrere sin fortælling viste han lysbilleder på et improviseret lærred. Hjerterne blev berørt, efterhånden som verdens mest gribende beretning blev fremstillet. Et billede, som levende illustrerede Frelseren på korset, lyste på lærredet. En stund sad forsamlingen hensunken i dyb tavshed, og så lød der en stemme: "Kom ned fra korset, o Jesus! Det var mig og ikke dig, som skulle lide der! "
Brødre og søstre! Dette skulle være råbet fra vort hjerte, det skulle være vor erfaring. Jesus skal ikke blot være en, vi har læst om eller hørt om. Ligesom de første troende må vi møde ham personlig, vi må kende og erfare ham personlig. Synet af Kristus på korset skulle minde os om, at det var vore synder, som anbragte ham der.
Som den gamle afrikaner må vi råbe: "Kom ned fra det kors, o Herre Jesus! Det var mig og ikke dig, som skulle lide der! "
Peter sagde: "I fornægter den hellige og retfærdige og bad om, at I måtte få en morder benådet. Livets banebryder dræbte I, men Gud opvakte ham fra de døde." (Ap. G. 3, 14. 15). Disse skarpe ord fra apostelen Peter kunne også rettes til os i dag; for Herrens tjenerinde siger, at "hele verden står den dag i dag anklaget for forsætligt at have forkastet og myrdet Guds Søn." (Adventmenigheden er ikke Babylon, s. 9.) "Skylden for at have korsfæstet Guds Søn hviler på os alle." (Den store Mester, s. 511.)
Det er en forfærdende tanke, og en tanke, der som på Peters tid må lede til sand og helhjertet omvendelse. "Da de hørte dette," siger det inspirerede ord, "stak det dem i hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige apostle: "Brødre! hvad skal vi gøre?" Peter sagde til dem: "Omvend jer. " "(Ap. G. 2, 37. 38). O, mine brødre og søstre! et blik på korset leder til omvendelse og forsagelse af det, der driver Herren bort fra vor midte!
Ordet "omvendelse" betyder oprindelig "en anden tanke" eller "en senere tanke", der indbefatter en forvandling af sindet. De alvorlige tider, vi lever i, fordrer, at vi alvorligt kommer på "andre tanker" m.h.t. vort forhold til Jesus Kristus i dag!
Omvendelse er ikke alene den åbenlyse synders første standpunkt for Kristus. Det er også en erfaring, der desværre alt for hyppigt må indgå i Guds svage børns erfaring.
"Ved hvert skridt fremad i vor kristne erfaring vil vor anger blive større," siger Herrens budbringer. "Det er til dem, som Herren har tilgivet, til dem, som han antager som sit folk, at han siger: "Da skal I ihukomme eders onde veje og eders gerninger, som ikk;t var gode, og ledes ved eder selv." ... Vore læber vil da ikke benyttes til at rose os selv. Vi vil erkende, at vor brugbarhed er afhængig af Kristus alene." (Lys over Hverdagen, bind l, s. 154; Kristi Lignelser, s. 160. 161).
Profeten Zakarias indbefatte de os, som lever på vor tid, da han skrev: "Så ser de hen til ham, de har gennemstunget, og sørger over ham." (Zak. 12, 10).
Kære venner! når vi virkelig forstår, at vor vantro, vor ulydighed, vor genstridighed, vort oprør, vort knur og vor klage bragte Guds Søn på Golgatas kors og forhaler hans genkomst, da har vi rigtige "andre tanker" om vort forhold til Jesus Kristus, og det vil bringe os på knæ i ægte og dyb anger. Da, og kun da, kære venner, vil du og jeg vide med sikkerhed, at Herren er iblandt os!
Vi behøver hans rensende blod til at tvætte vor synd bort og retfærdiggøre os for Gud. Vi behøver Jesu milde Ånd i vort liv til at gøre os venlige og kærlige og forstående over for vore medmennesker. Hvis vi er grove og hårde og kolde, så har vi ikke Jesus i vort hjerte og Herren er ikke iblandt os, for Herrens budbringer siger om Frelseren: "Han var aldrig uhøflig og talte aldrig et strengt ord, uden at det var nødvendigt. Han vold te ingen ømfindtlig sjæl nogen unødig smerte." (Vejen til Kristus, s. 10).
Hvis vi kan være ubesindige, utålmodige, vrantne og irriterede uden at samvittigheden piner os til bekendelse; hvis du og jeg er hårde og kritiske; hvis vi kan diskutere andres fejl, hvis vi kan skrive uvenlige breve, da bor Jesus ikke i vort hjerte og Herren er ikke iblandt os.
Kristi Ånd må gøre os venlige og forstående og følsomme over for deres velfærd og følelser, hvis liv kommer i berøring med vort. Når vi kan være mod andre, som vi ønsker, at de skal være mod os; når vi er venlige og milde over for alle; når det er vort livs største attrå at behage vor Frelser, da er vi sikre på at have Jesus i vort hjerte og Herren er iblandt os.
Ligesom israelitterne stolede på, at de i kraft af deres antal og udrustning kunne drage op og indtage landet, men led nederlag, således vil du og jeg i Guds menighed lide nederlag, hvis vi stoler på vore planer og dygtighed til at berede en menighed og en verden for Jesu genkomst. Vi ville være her endnu et hundrede og tyve år, hvis ikke Jesu Ånd og kraft var iblandt os på en eller anden måde.
"Se, jeg står for døren og banker," siger Jesus. Han ønsker at komme ind i dit og mit hjerte i denne stund. Kun sand anger og virkelig at komme på "andre tanker" vil åbne denne dør og lade ham komme ind. Men, mine venner! hvis vor hjertedør bliver holdt tæt lukket af afgudsdyrkelse, skinsyge, dårskab, ukyskhed, uærlighed, ond mistanke, frådseri eller andre af kødets gerninger, så har vi simpelt hen ikke Herren med os. Han kan ikke og vil ikke tvinge os til at åbne døren og pånøde os sin nærværelse, så længe vi nærer synd i hjertet.
Lyt til dette klagende budskab fra den inspirerede pen, og læs det på baggrund af Ab. 3, 20: "Kristus venter med længsel efter at se sit billede åbenbaret i sin menighed. Når Kristi karakter genspejles i al sin fuldkommenhed i hans folk, vil han komme for at tage dem til sig." (Lys over Hverdagen, bind l, s. 55; Kristi Lignelser, s. 68.)
Mine venner, jeg tror, at dette er en af de vigtigste udtalelser fra den inspirerede pen, for her har vi grunden til, at vor Herre tøver med at komme. "Kristus venter med længsel efter at se sit billede åbenbaret i sin menighed." Elskede! hvor længe vil vi lade ham vente? Hvor meget længere skal vore kære trofaste fædre og mødre i Israel gå i deres grave i bitter skuffelse over den ulykke ikke at have set deres Herre komme igen? Hvor mange flere forårs- og efterårsmøder skal vi deltage i for at lægge planer for og bede om, at værket må blive afsluttet?
Jeg vil gerne slutte dette højtidelige budskab, denne alvorlige appel med et ord om forvisning og håb, et ord om herlig sejr i og ved Kristus Jesus. Skønt der står meget tilbage at udrette i vores liv hver især som Guds folk, skønt vi alt for ofte skuffer ham og vanære r hans navn, skønt menigheden er lunken og fattig, blind og nøgen, så er den endnu genstand for hans højeste agtelse og ømmeste omsorg. Den er stadig Guds menighed. Vi er stadig Guds folk, og når vi svarer med sand anger og forsager vore synder, så vil Herren tilgive. Han vil læge vort frafald. Han vil skjule os med sin retfærdighed, og han vil føre sit folk sejrende ind i Det forjættede Land i en nær, meget nær fremtid.
"Dersom du vil søge Herren og hver dag omvende dig til ham, dersom du i din ånd vil vælge at være fri og glad i Gud, og dersom du kommer til ham og med et glad hjerte adlyder hans nådige kald og bærer Kristi åg - lydighedens og tjenestens åg - så vil alle dine klager forstumme, alle dine vanskeligheder bliver fjernet, og alle de besværlige problemer, du nu er stillet overfor, være løst." (Fra Naturens Talerstol, ældre udgave, s. 134; nye udgave, s. 126).
"Frygt ikke, du Jord! fryd dig og vær glad; thi Herren har taget sig for at gøre store ting. ... Og I, Zions børn! fryd og glæd jer i Herren eders Gud; thi han giver eder læreren til retfærdighed og nedsender så til eder for det første tidlig regn og sildig regn. . . . Og jeg vil godtgøre eder årene, i hvilke græshoppen... fortærede. . . .Og I skal fornemme, at jeg er midt i Israel, og jeg er Herren eders Gud, og ingen ydermere; og mit folk skal ikke beskæmmes evindelig." Joel 2,21. 23. 25. 27. (ældre overs.)
O, kære venner, når vi står over for nogle af disse vanskelige problemer i dag, da ser det ud, som nogle af dem hindrer den lige vej til sejr, men jeg siger i dag, at når vi følger Guds ledelse ved Profetiens Ånd og hans ord, så vil Guds folk ikke blive beskæmmet, uanset de problemer vi står overfor.
"Men enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelse s, ... som Herren har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som Herren kalder." (Joel 3, 5, ny overs.) "Derfor vær glade, I Zions børn! og fryd jer i Herren eders Gud; thi han har givet jer den tidlige regn mådeligt og vil lade regnen, den tidlige regn og den sildige regn, falde i den første måned. ... Og I skal spise godt og blive mætte og prise Herren eders Guds navn, som har handlet underfuldt med jer; og mit folk skal aldrig blive beskæmmet. Og I skal kende, at jeg er i Israels midte, og at jeg er Herren eders Gud." (Joel 2, 23. 26. 27, engelsk oversættelse.)
O, brødre, hvilke dyrebare forjættelser er der ikke for jer og for mig som arbejdere og ledere i Guds værk i dag! Lad os takke Gud for disse forjættelser, lad os tilegne os dem, lad os klynge os til dem og gøre dem helt til vore. Lad os takke Gud, og der er lovet personlig sejr for Guds folk! Vi må være glade og fryde os, for sildigregnen vil falde! Vi kan vide, at Herren er i Israels midte og at han er vor Gud, og hans folk skal aldrig blive beskæmmet!