E F F A T A

Artiklar
                          - som handlar om tron
Åter till översikten





Frelse gennem den nye pagt

W H Branson

Adventnyt juli og august 1966.

Den nye pagt er en nådespagt. I denne hjælper Kristus synderen i hans kamp for at nå op til en hellig lovs norm. Den forvandler mennesket fra en håbløs taber til sejrvinder. Den løfter mennesket fra en håbløs taber til sejrvinder. Den løfter mennesket op fra syndens dynd og sætter det på den faste klippe.

Hvad er den nye pagt? Det er Guds løfte om, at Kristus ved Helligånden vil bo i hans folks hjerter og tildele dem guddommelig kraft til at holde hans hellige lov. Den indbefatter, at Kristus skiver loven i hjertet og ikke på stentavler. Det er genoprettelsen af Guds billede i mennesket ved fuldstændig lydighed gennem Kristi kraft. Den nye pagt baner atter vejen til Paradis.

Læg mærke til at den nye pagts løfte hos profeten Jeremias.

”Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus, ikke som den pagt jeg sluttede med deres fædre, dengang jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Ægypten, hvilken pagt de brød, så jeg væmmedes ved dem, lyder det fra Herren; nej, dette er den pagt, jeg efter hine dage slutter med Israels hus, lyder det fra Herren: Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ven skal ikke mere lære sin ven eller broder sin broder og sige: ”Kend Herren!” Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lydet det fra Herren; thi jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu.” Jer.31, 31-34.

Nogle har hævdet, at de mennesker, der er under den nye pagt, ingen forpligtelse har til at holde Guds lov. Hvilken dårskab! Den nye pagt blev givet i den udtrykkelige hensigt at gøre det muligt for mennesker at holde Guds lov. Gennem den skrives loven i hjertet med Jehovas Jesu finger. Det bliver menneskets natur at holde loven, for det er Kristi natur.

”Kødets attrå er jo fjendskab mod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det.” Rom. 8,7. Men under den nye pagt fornyes sindet. ”Thi kødet attrå er døden, men Åndens attrå er liv og fred.” Vers 6. Kun et åndeligt sind kan fatte Guds lov, og kun et åndeligt liv, som er under Helligåndens kontrol, kan holde den. ”Thi alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn.” Vers 14.

Den gamle pagt
To pagter – den nye og den gamle – er fremstillet i Bibelen. Den ene er et redskab til frelse, den anden til døden.

Den gamle pagt var enoverensskomst, Gud sluttede med Israel for at vise dem deres fuldstændige afhængighed af Kristi kraft til at holde Guds lov. De fik tilladelse til at love det, som de umuligt kunne gøre, for at de kunne få lære om ”retfærdighed alenb gennem Kristus” uudsletteligt indprentet i deres sind og hjerte.

Gud havde lige ført Israel ud fra Ægyptens trældom og stod i begreb med at give dem en ny åbenbaring af sin lov. Han vidste, at de var et stolt, selvbevidst og stivnakket folk, der ikke erkendte deres virkelige fattigdom på åndelig krat. Han kaldte dem ”Ugerningsmænds æt, vanartede børn,” fordi de havde svigtet Herren. Se Es. 1, 3-6.

Sådan var Israels åndelige tilstand længe efter deres bosættelse i Kanan. Hvor meget værre må det ikke have været, da de lige var kommet ud fra fire hundrede års trældom i Ægypten, hvor de havde været slaver og fuldstændig omgivet af hedenskab og afgydsdyrkelse! I denne sørgelige tilstand nærmede de sig Sinaj. De var nu tre dage nærmere den tid, d Jehova ville åbenbare sig i ild, skyer og torden oppe på bjerget og kundgøre sin retfærdige lov, som er den moralske norm for hans rige. Til trods for deres forfærdelige tilstand var de fyldt med stlthed og indbildskhed. De anså sig selv for at stå på et højt åndeligt stade. Det var for at rive dem ud af denne indbildskhed, at Jehova indgik følgende pagtsaftale med dem:

”Men Moses steg op til Gud. Da råbte Herren til ham fra bjerget: ”Dette skal du sige til Jakobs hus og kundgøre for Israels børn: I har set, hvad jeg gjorde ved ægypterne, og hvorledes jeg bar eder på ørnevinger og bragte eder hid til mig. Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk! Det er de ord, du skal tale til Israels børn!” Da gik Moses hen og kaldte folkets ældste sammen og forelagde dem alle disse ord, som Herren havde pålagt ham. Og hele folket svarede, alle som een: ”Alt, hvad Herren har sagt, vil vi gøre!” Da bragte Moses Herren folkets svar.” 2. Mos 19, 3.8.

Paulus erklærer i Heb. 8, 6-8, at denne gamle pagt var mangelfuld og kun indebær ringe løfter; og fejlen var folkets.

” Men nu har han fået en så meget højere tjeneste, som han er mellemmand for en bedre pagt, der er grundet på bedre forjættelser. Hvis nemlig den første havde været udadlelig, ville ingen have søgt at sætte en anden i stedet. Men han dadler jo, når han siger til dem: ”Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus!” Hebr.8,6-8.

Guds part af denne pagt var så god og fuldt ud til at stole på. ”Hvis I nu vil lyde min røst,” sagde han, ”og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, . . . og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk.” Hvis, Hvis, hvis, men de kunne ikke. Alligevel sagde folket: ”Alt, hvad Herren har sagt, vil vi gøre.” Dette var svagheden i overenskomsten. De lovede noget, de ikke havde styrke til atholde.

Tre dage senere kundgjorde Jehova sin lov i folkets påhør, og atter gentog de løftet, og pagten blev nedskrevet i en bog. Blodet af en okse stadfæstede den gensidige pagt.

”Derpå kom Moses og kundgjorde hele folket alle Herrens ord og alle lovbudene, og hele folket svarede enstemmigt: ”Alle de ord, Herren har talet, vil vi overholde.” Da skrev Moses alle Herrens ord op; og tidligt næste morgen rejste han ved foden af bjerget et alter og tolv stenstøtter varende til Israels tolv stammer. Derefter sendte han de unge mænd blandt israeliterne hen for at bringe brændofre og slagte unge tyre som takofre til Herren. Og Moses tog den ene halvdel af blodet og gød det i offerskålene, men den anden halvdel sprængte han på alteret. Så tog han pagtsbogen og læste den op i folkets påhør, og de sagde: ”Vi vil gøre alt, hvad Herren har talet, og lyde ham!” Derpå tog Moses blodet og sprængte det på folket, idet han sagde: ”Se, dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med eder på grundlag af alle disse ord.” 2 Mos. 24, 3-8

Men før Moses havde afsluttet sin ophold hos Gud, bøjede disse mennesker, der havde afgivet så ædle og højtidelige løfter, sig ned for en støbt kalv og hyldede en gud af guld.

”Da sagde Herren til Moses: ”Skynd dig og stig ned, thi dit folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde; hastigt veg de bort fra den vej jeg bød dem at vandre; de har lavet sig en støbt tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med de ord: her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!” 2.M.32,7-8. Hvori lå fejlen. Blot deri, at folket ikke kunne opfylde deres del af overenskomsten. Det var deres fejl. De var kødeligt sindede og kunne ikke underkaste sig en åndelig og hellig lov. De forsøgte at oprette deres egen retfærdighed ve deres egne bestræbelser og indså ikke, at de intet kunne gøre uden guddommelig hjælp. De havde forsøgt at iføre sig færdige handlinger, men opdagede, at de blot havde dækket sig med syndens pjalter og laser.

Den gamle pagt var derfor et reformsystem uden Kristus. Det var en gerningernes pagt, fra hvilken Kristus, den eneste midler for retfærdighed og fred, var fuldstændig udelukket.

”Hvad skal vi da sige? Jo, at hedninger, som ikke jagede efter retfærdighed, vandt retfærdighed, nemlig retfærdigheden af tro; Israel derimod, som jagede efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, nåede ikke frem til en sådan lov. Hvorfor ikke? fordi de søgte den, ikke ved tro, men som om den kunne vindes ved gerninger. De stødte an mod anstødsstenen.” Rom.9,30-32.

Hvad en gamle pagt ikke var
Mange har fejlagtigt antaget, at den gamle pagt var moralloven, de ti bud, og at lvoen blev annuleret og sat til side, da den nye pagt blev stadfæstet. Den gamle pagt var ikke tibudsloven, men en overenskomst oprettet mellem Gud og folket angående overholdelsen af hans bud. ”Hvis I vil lyde min råst og holde min pagt, skal I være min ejendom blandt alle folkene.” Sådan lød Guds løfte. Dertil svarede folket: ”Alt, hvad Herren har sagt, vil vi gøre.” Dette var pagten. Den var om at holde loven, men den var ikke selve loven. Loven var kun emnet.

Den gamle pagt var ufuldkommen, men ”Herrens lov er fuldkommen”. Rom. 7, 12. Nogle af den gamle pagts løfter var mangelfulde; men i Guds lov er alle løfterne gode. Den gamle pagt var forældet og ved at forsvinde. (Hebr. 8,13.) Men om de ti bud er der sagt: ”Hans hænders værk er sandhed og ret, man kan lide på alle hans bud; de står i al evighed føast, udført i sandhed og retsind.” Sl. 111, 7.8. ”Men snarere skal himmel og jord forgå end en tøddel af loven falde bort.” Luk. 16, 17.

Ingen skulle gøre sig skydig i den vildfarelse, at stadfæstelsen af den nye pagt på nogen måde berørte morallovens gyldighed eller formindskede forpligtelsen til at holde alle dens forskrifter. Den nye pagt grundfæster tværtimod loven for bestandig og viser vejen til dens fuldkomne opfyldelse i hvert menneskehjerte. ”Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Nej, langtfra! vi stadfæster loven.” Rom 3, 31.

Fejlen ved den gamle pagt var dens løfter. Mennesket på sin side var svagt, fordi han ikke kunne gøre det, han havde lovet. Han havde ikke lært, at uden Kristus kunne han intet gøre.

Den nye pagts styrke er, sammenlignet med den gamles, at den er ”grundet på bedre forjættelser.” Hebr. 8,6. Hvorfor er den nye pagts løfter bedre end den gamles? Fordi Kristus har givet dem alle. Guds del af overenskomsten er nu som før: ”Hvis I vil lyde.” Men menneskets del er forandre. I stedet for at føle sig selvbevidst og frejdigt erklære: ”Det vil jeg gøre,” føler han nu sin fuldstændige hjælpeløs; han går til Jesus for at få styrke. Og Jesus siger: ”Jeg vil gøre det for og igennem dig. Jeg vil skrive mine love i dit sind og i dit hjerte. Jeg vil være nådig imod dig og ikke mere komme dine overtrædelser og dine synder i hu.” Denne store sandhed har Paulus på det smukkeste fremsat, idet han udbryder:

”Men fredens Gud, som førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod, han gøre jer fuldkomne i alt godt, så I udfører hans vilje, og han virke i os det, som er velbehageligt for ham, ved Jesus Kristus: ham være æren i evighedernes evigheder! Amen.” Hebr.13,20-21.

Den nye pagt bringer en mægtig hjælper
Således medbringer den nye pagt Kristus. Den indfører guddommelig kraft i det menneskelige kød. ”Kristus i er, det herlighedens håb.” Og den får den svageste og mest vaklende synder til at udbryde: ”Alt formåer jeg i ham, som giver mig kraft.” Fil. 4, 13.

Paulus erklærer, at loven ”var magtesløs på grund af kødet.” Rom. 8, 3. Det vil sige, at menneskeheden uden hjælp var magtesløs og ude af stand til at holde loven. Ved den kan intet kød blive retfærdiggjort, for intet kød kan være fuldkommen lydig. Kødet er svækket af synd. Under den gamle pagt blev menneskene stillet over for det paradoks at skulle gøre noget, de ikke kunne gøre. Men Gud gjorde det ikke uden en plan.

”Thi det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden.” Rom. 8, 3.4.

Og hvordan gjorde Gud det virkningsfuldt, som loven ikke kunne gøre? Han sendte sin Søn til verden i kødet og i kødet levede han i fuldkommen lydighed mod loven. Således viste han sin magt til at bringe menneskeligt kød i fuld overensstemmelse med Guds lov. Nu tilbyder han at gentage miraklet ve igen at bo i menneskers kød, hvor han endnu en gang vil vise fuldkommen lydighed mod denne lov i og gennem den. Han tilbyder at forandre hjertet fra sten til kød og skrive sin lov dér.

”Det kendes på jer, at I er et brev fra Kristus, ført i pennen af os, indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, nemlig menneskehjerter.Så stor en tillid har vi til Gud ved Kristus. Jeg mener ikke, at vi af os selv er duelige til at udtænke noget, som kom det fra os selv; men vor duelighed er fra Gud.” 2.Kor.3,3-5.

Hvilken herlig foranstaltning! Vi behøver ikke at være afhængige af vore egne svage bestræbelser, men af hans fuldkommenhed. Når det ny pagtsforhold er indgået, og Kristus ved tro er modtaget i hjertet, så skriver han nøjagtigt den samme lov dér, som blev skrevet på stentavlerne. Der er ikke forandret et bogstav eller en tøddel. Luk. 16, 17. Hvert bud har akkurat samme ordlyd, som da det første gang lød fra Jehovas læber, og han selv skrev med sin egen finder på tavlerne. Normen for Guds moralske regerning forandres aldrig. Han erklærer selv, at han er den samme i går og i dag, ja, til evig tid, og at hans lov er evig. Betingelsen for at kunne indgå i det nye pagtsforhold med Kristus er villig til at lade hans lov indskrive i hjertet og leve den i det daglige liv ved den iboende Kristi kraft. Dette er vejen tilbage til paradis. Vor fremgang eller vore nederlag i det kristne liv afhænger af ”Den kraft, der virker i os.” Ef. 3, 20. Hvis den kraft kun er vor egen, bliver følgen fiasko og nederlag; men hvis kraften hidrør fra den iboende Kristus, bliver der herlig fremgang og sejr. Paulus erklærer, at hvis Kristi kraft er i vort kød, virker han mægtigt i os. Kol. 1, 29.

Den nye pagt er ikke ny
Men denne nye pagt er ikke ny, hvad tid angår. Den kaldes ny, fordi den er stadfæstet senere end den gamle.

Da Kristus døde på Golgata, blev den nye pagt stadfæstet med hans blod. Den gamle pagt blev derimod stadfæstet ved Sinaj med blodet af et dyr. Derfor omtales nådens pagt som ny, men i virkeligheden stammer den fra evigheden.

Grundvolen til den nye eller evige pagt blev lagt før verdens skabelse. I et hemmeligt råd mellem Faderen og Sønnen blev planen til jorden og menneskets skabelse lagt. På den måde blev en ny slægt til. En ny verden blev føjet til Guds store univers.

Men der var stor risiko forbundet dermed. Hvordan ville det indgå, hvis Satan forsøgte at overtale mennesket til at slutte sig til ham i hans oprør og synd? Hvis nu menensket svigtede? Skulle han så overlades til at omkomme, eller skulle der lægges en frelsesplan på forånd?

Dér blev den skæbnesvangre beslutning angående menneskets skæbne truffet. Gud bestemte, at han ville frelse mennesket for enhver pris. En plan som skulle være rede til imødegåelse af den frygtelige nødsituation, hvis og når den indtraf. Gud ville ikke være uforberedt.

I det fredsråd, der blev holdt mellem Faderen og Sønnen, blev der udarbejdet en fuldstændig pla, hvorefter mennesket kunne blive frelst, hvis det syndede (se Zak. 6, 12. 13). Det var utænkeligt at basere planen på tilsidesættelse af dødsdommen. Derfor måtte der skabes udvej for en stedfortrædende død, så at alle den overtrådte lovs krav kunne blive opfyldt. For at frelse mennesket måtte Gud påtage sig straffen for menneskets synder.

Kristi tilbud
Det er med ærefrygt og ærbødighed, at vi ser Kristus fremstille sig for Faderen og frivilligt tilbyde at udføre denne del af den menneskelige genløsning. Han ”Hengav sig selv for os for at løbe os fra al vor lovløshed og rense sig et rejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger”. Tit. 2,14. Han tilbød at gå korsets vej.

Dette skulle være Kristi andel i menneskets frelse. Det var derved, han blev lammet, der var slagtet, fra verdens grundvold blev lagt. Det var forudbestemt, at han skulle være syndbærer og ofre sit blod som soning for menneskets overtrædelser.

Faderens del
Faderens del i den evige pagt var lige så betydningsfuld. Selv om det kostede en frygtelig kamp, elskede han dog verden så højt, ”at han gav sin Søn den enbårne”. Han godkendte det offer, Kristus frivilligt tilbød. Der stod ingen anden vej åben. Der var intet alternativ.

Faderen indvilligede i, at de, der tog imod de forholdsregler, der var truffet ved Kristi offer, skulle få magt til at blive Guds børn.

Han ville tilgive deres synd.
Han ville høre deres bønner.
Han ville tilregne og tildele dem Kristi retfærdighed.
Han ville oprejse Kristi børn fra graven.
Han ville sikre dem det evige livs uvurderlige gave.

Han ville give dem deres længe savnede Paradis tilbage ved at forny jorden og lade de frelste bo dér.

Han ville bo hos dem for evigt.

Gud havde en fuldkommen plan parat. Ikke en eneste enkelthed var overset. Han ville gå hele vejen for at frelse menenskeslægten.

Ud fra disse betragtrninger er det let at se, at den nye pagt strækker sig til begge sider af korset. Den kaldes i virkeligheden den ”evige pagt”, fordi den dækker hele menneskelivet fra det tabte til det genoprettede Paradis. Den udgør den eneste plan, ved hvilken mennesker kan blive frelst og modtage udødelighedens gave.

Løftet om en befrier
Da det lykkedes fristeren at få Abraham og Eva til at synde, kom Gud dem øjeblikkelig til hjælp ved at love dem fristelse. Da de fik at vide, at ”kvindens sæd” skulle knuse slagens hoved, lod Gud dem i virkeligheden vide hvilken forholdsregl han havde truffet til deres frelse gennem den evige pagt.

”Kvindens sæd” var Kristus. Es. 7, 14; Gal. 4, 4. Menneskets skaber skulle nu fødes af en kvinde for at kunne påtage sig menneskets frelse og til slut tilintetgøre både Satan og synden. Evangeliets forkyndelse var begyndt. Dette var den første prædiken.

Denne sande pagt blev fornyet med Abraham, da Jehova lovede ham: ”I den sæd skal alle jordens folk velsignes.” 1. Mos. 22, 18. Se 1 Mos. 17, 7; Gal. 3, 16. Abrahams tro på løftet gjorde, at Gud erklærede ham retfærdig. Hans tillid til, at Jesus, den kommende genløser kunne frelse og give kraft til at adlyde, gjorde det muligt for Gud, at sige: ”Abraham adlød mine ord og holdt sig mine forskrifter efterrettelig, mine bud, anordninger og love.” 1 Mos. 26, 5. Uden guddommelig hjælp og bistand konne en sådan beretning om hans liv aldrig være blevet skrevet.

Den nye pagt blev indprentet ved enhver ofring, som blev udført under det aronitiske præstedømme, og de, der så denne sandhed, blev frelst ved Guds nåde. Evangeliet blev prædiket for dem såvel som for os, og de, som tog imod det i tro, blev antaget som hørende under den nye pagt.

Prøv Jesus
Ingen er nogensinde blevet frelst under den gamle pagt. Den var ikke et middel til frelse. De, der er blevet frelst på begge sider af korset, er blevet frelst ved tro på Jesus Kristus og ved hans iboende kraft i hjertet. ”Thi af nåden er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven; det skyldes ikke gerninger, så nogen kan rose sig. Thi hans værk er vi, skabte i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud lagde til rette, for at vi skulle vandre i dem.” Ef.2,8-10.

Er nogen af dem, der læser dette, ved gentagne fejlgreb i deres bestræbelser eftre at adlyde Guds forskrifter og holde hans bud blevet modløse? Har du været fristet til at sige, at religion ikke lykkes, at det er umuligt at nå det mål, Gud har sat i sin hellige lov? Så ligger vanskeligheden i dit forsøg. Du stræber under den gamle pagts vilkår. Du forsøger at gøre noget for at leve. Fejlen er din egen, ligesom den var det gamle Israels. Vil du derfor ikke erkende din fuldstændige hjælpeløshed og mangel på evne til at behage Gud og blot ”prøve” ham? Det mislykkes ikke for Jesus. I tre og tredive år viste ham, at han kunne holde Guds lov, og han venter blot på en kærlig indbydelse til at komme ind i dit kød for at gentage det samme. Han kan ”gøre jer fuldkomne i alt godt, så I udfører hans vilje”. Hebr. 13, 21. Jesus virker i os med sin kraft ”at gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår”. Ef. 3, 20. Og han står ved døren og banker. Vil du lukke ham ind? Han vil skabe musik, yndig harmoni i din sjæl, hvor der indtil nu kun har været disharmoni og mislyd. Luk ham ind, Luk ham ind nu. Lad ham skrive sin lov på dit hjertes kødtavler og genoprette sit billede i sjælen. Så vil du i stedet for at græde over fejlslagne forsøg og igen falde ned i mismodet dynd føle dig tilskyndet til at udbryde med apostlen Paulus: ”Gud ske tak for hans uudsigelige gave!”