af Uriah Smith
[CD-ROM-redaktørens bemærkning: For hvert online-katalog, indikerer titelsiderne at dette materiale stammer fra Review and Herald, 10.august, 1897. Det er usikkert hvilke tidspunkter dette blev udgivet på.]
De 144,000
På det sidste er der modtaget utallige spørgsmål om de 144,000 der står i Åbenbaringen 7. Hvem er de? I hvilken tidsalder i verden opstår de? Skal antallet taget fuldstændigt bogstaveligt? eller er det et repræsentativt antal, der betyder en større og udefinerbar gruppe, af nogen fra en særlig klasse?
Dette antal nævnes første gang i Åbenbaringen 7, og de omstændigheder som de fremkommer på giver en klar indikation, på en generel måde, til bruge på korrekt måde. De er en særlig klasse som er beseglet ud af Israels børns tolv stammer; og de besegles på et bestemt tidspunkt, hvor ”de fire vinde” skal blæse hen over jorden, for at skade, eller affolke jorden og havet (versene 2 og 3); og de blæsende vinde holdes tilbage indtil dette antal, som englen kalder for ”vor Guds tjenere,” er beseglet.
Det er vært at betvivle at de ”fire vinde” som denne profeti taler om, er de samme som ”den store hvirvelvind” der profeteres om i Jeremias 25,32. 33, og at det samme sceneri kommer frem for begge disse steder i bibelen. Jeremias skriver: »Så siger Hærskares Herre: Se, ulykken går fra det ene folk til det andet, et vældigt vejr bryder løs fra jordens rand. Herrens slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden; der skal ikke holdes klage over dem, og de skal ikke sankes og jordes; de skal blive til gødning på marken.«
Dette sceneri er helt sikkert fremtid; for intet som dette har nogen sinde sket siden Jeremias’ profeti blev skrevet; og et sådant sceneri vil bevidnes indtil denne jords endelige afsluttende trængselstid skal komme. Daniel 12,1. Hvis nu de fire blæsende vinde i Åbenbaringen 7,1 er det samme sceneri (og hvad vil fire vinde blæse fra ”jordens fire hjørne” blive til andet end ”en stor hvirvelvind”?), så gælder sceneriet i Åbenbaringen 7,1-8 de sidste dage, og er et arbejde der går forud for alle jordiske sceneriers afslutning. De 144,000 må derfor findes i den sidste generation af “vor Guds tjenere” på jorden; og beseglingen af dem må være den sidste særlige religiøse bevægelse blandt mennesker. Det er afslutningen af den kristne bevægelse i den kristne tidsalder.
Men tanken at nogle vil opstå straks, at det ikke er, fordi de beseglede er fra ”alle Israels børns stammer” og da nogle stammer ikke eksisterer nu, må denne profeti gælde en fortid hvor stammernes genealogi (afstamning) blev overholdt, og holdt adskilt. Hvorvidt dette ser anstødeligt ud for ovennævnte, fjerner andre tanker det let, - at selvom mennesker ikke har nogen særlig optegnelse af stammer, kan Gud have en sådan optegnelse, og at det er nok. Hebr 12,23. Og indvendingen lukkes endnu mere ud af at “Israels”-folk ikke er begrænset til Abrahams efterkommere efter kødet, men at de sande israelitter er jøder indvendigt (Rom 2,29); ikke “kødets børn”, men “forjættelsens børn” (Rom. 9,6-8); vilde podekviste indpodet i det gode oliventræ og tager del i dets natur (Rom. 11,17. 24); medlemmer fra hedningene, fra “Israels borgerret.” Efeserne 2,12. 19. Og alt dette angår kristne, som følge af deres forhold til Kristus, “Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse.” Galaterne 3,29. Eftersom Jakob talte til kristne på den tid – da “Herrens komme drog nær” (det tidspunkt som gælder Åbenbaringen 7,1-8), hilser dem som “de tolv stammer som er i spredningen.” Og den nytestamentlige by, det Ny Jerusalem hvis bygmester og skaber er Gud, som bærer på de tolv apostles navne på dens fundamentjuveler, viser på de tolv porte, som hele den genløste hær skal igennem og ud gennem al evighed, viser navnene på de tolv stammer i Israels børn. De 144,000 kan derfor dannes fra den sidste generation af kristne, og alligevel tages fra Israels børns tolv stammer.
Beseglingen indbefatter beskyttelse og frelse. Det er et evangelisk arbejde hvorigennem alle, som effektivt tager del, vil sikre sig evigt liv. Den truende tilstand som holdes tilbage for at beseglingsarbejdet kan udføres, er sådan at når det virker, kan der ikke udrettes mere evangelisk arbejde; således vil beseglingen af de 144,000, og prøvetiden ende, ødelæggelsesvindene vil blæse fra alle fire hjørner, og Guds vredes store hvirvelvind, Hans sidste vidnesbyrd i denne menneskedødelige tilstand, vil fjerne verden ud i sin sidste ruin og ødelæggelse.
Antallet, de 144,000, må betyde en bestemt tal, der består af ligeså mange enkeltpersoner. Det kan ikke stå for et større men uafgrænset antal, for i vers ni introduceres en anden gruppe, som har ubegrænsede dimensioner, og omtales således som ”en stor skare, som ingen kan tælle.” Hvis de 144,000 var planlagt til at repræsentere et så ubegrænset antal, så ville Johannes have sagt, i vers 4: ”Og der blev beseglet en stor skare, som ingen kan tale, ud af alle Israels børns stammer.” Men i stedet for dette, siger han; 144,000, tolv tusinde fra hver stamme et antal, som let kan tælles. Grunden til at denne adskillelse er tydeligt, hvis vi tog den utallige skare i vers 9, vil være at hele den genløste skare, som har del i den første opstandelse, og de 144,000 der er kristne, som vil leve på jorden når Kristus kommer til syne. Og at de 144,000 er dem som således lever, og møder Kristus ved Hans genkomst, viser sig fra den profeti hvor de nævnes næste gang, som er Åbenbaringen 14,1-5. Her repræsenteres de som dem der kommer sejrrige ud af den sidste religiøse konflikt i verden (Åbenbaringen 13,12-18), og som de ”genløste fra jorden”, og ”genløst fra menneskene. Åbenbaringen 14,3. 4.
Vil der således kun frelses 144,000 fra de levende når Herren viser sig? Måtte dette antal ikke være så repræsentativt så at de tager mange andre med? Der synes at være en plausibel grund til at sidstnævnte måtte være tilfældet; som er at de 144,000 kun tager voksne mænd med der er knyttet til den store Adventbevægelsen når kvinder og børn der er forbundet den samme bevægelse vil være så mange flere der skal frelses bland de levende på den dag. Det rimelige i denne tanke ligger i at hebræerne var så talrige, da de blev udfriet fra den ægyptiske trældom som var et symbol på det sande Israels rests udfrielse af denne verdens ægyptiske trældom, ved Herrens komme. Omkring tre millioner i alt kom ud af Ægypten, dog blev kun de talt som kunne gå ud i krig, fra tyve år gammel og opefter, der talte 603,550. 3.Mos. 1,2. 3. 46. Dette vil være omkring en til fem af hele skaren, som Dr. Clarke regner det ud, fra 2 Mos. 12,37, der var antallet på de kæmpende mænd, som kun angives til omkring 600,00. Hvis tallet i Åbenbaringen 7,4 har det samme grundlag (som der naturligvis ikke er tydelig bevis for), vil det dette antal kunne rimeligvis omsættes til over syv hundrede tusinde, i stedet for blot ethundrede og firefyretyve tusinde. Det vil faktisk være mere tilfredsstillende at tro at så mange vil være rede til Herrens tilsynekomst; men ser vi på verdens tilstand, og bemærker det hurtige religiøse fald for disse dag, er det forunderligt at så mange som 144,000 altid vil findes, som vil være rede for Herren, når Han skal vise sig.
Og endelig er spørgsmålet om de 144,000 kun dem som aldrig har gennem døden? – Nej slet ikke. Profetiens betingelser nødvendiggør at mange, der nu er i deres grave, skal medregnes i de 144,000. Det tredje budskab i Åbenbaringen 14 er beseglingsbudskabet i Åbenbaringen 7. De er ikke to budskaber selvom de er i forskellige kapitler og under forskellige forhold, men en og samme ting. Det tredje budskab vil således resultere i at udruste 144,000 til Herrens komme. I Åbenbaringen 7 kaldes dette for at besegle dem med den levende Guds segl på deres pander. Guds segl er sabbaten, kommer arbejdet til syne i det budskab som indbefatter disse dages sabbatsreformbevægelse. Så vil alle dem, som har en ægte religiøs erfaring der begrænser sig til denne bevægelse, naturligvis være med bland de der er beseglet af budskabet. Deres forbindelse med budskabet resulterer i at de bliver beseglet; og når man er beseglet fører det til deres frelse. Nu er der mange som er i deres grave, som vil blive frelst, hvis hele religiøse erfaring, fra en syndstilstand til fuld accept af Gud, har været i forbindelse med dette budskab. De vil frelses på grund af denne erfaring. Besegles disse ikke af dette budskab – Helt sikkert. Men budskabet besegler kun 144,000. Derfor må disse komme op af deres grave, og regnes blandt de 144,000.
Men det kan siges at tiden endnu ikke er kommet, hvor nogen er beseglet; og de der refereres til er døde; og hvordan kan døde mennesker besegles? Lad disse stille sig selv spørgsmål: Hvordan kan døde mennesker frelses? De kan besegles på samme måde som Daniel, en lang død, kan stå i hans lod, som han gjorde, til afslutningen af de 2300 dage. Det nedskrevne beseglingsbudskab går ned i bøgerne deroppe. De hvis erfaring har ledt dem ind til dette budskab, har deres navne der. Hvis de dør i det budskab, når deres navne kommer op til dommen, står de skrevet blandt dem der er beseglet af budskabet. Det kan ikke være på nogen anden måde; for den gruppe finder de deres endelige religiøse erfaring (og i mange tilfælde er det deres eneste religiøse erfaring). Og dette forklarer hvad røsten fra himlen befalede Johannes at skrive: »Salige er de døde, som dør i Herren fra nu af (det er fra det tredje budskabs begyndelse). Ja, siger Ånden, de skal hvile efter deres møje, thi deres gerninger følger dem.« Selvom de hviler stille i deres grave, regnes de til sidst blandt de 144,000 netop de samme, som om de havde levet i de år de har sovet i, og gennemgået al møje, trængsler og konflikter, som de levende skal udstå. Dette syn giver Åbenbaringen 14,13 sin forunderlige betydning, som bortfejer alle andre standpunkter. De som fornægter at de der dør under det tredje budskab, kan regnes blandt de 144,000, ser ikke forbindelsen mellem det budskab og Åbenbaringen 7,1-8.
Det fremhæves endvidere at alle de 144,000 må være dem, der aldrig har døet, fordi de er ”jordens forløste” og er ”forløst blandt menneskene.” Men dette er ingen indvendig; for netop disse udtryk vil gælde dem som døde i Herren under dette budskab, såvel som de som aldrig døde. Der vil så spørges, hvordan kan dette være; og svaret er at de kommer op til en særlig opstandelse, der indbefatter et begrænset antal af både retfærdige og onde, som nævnes i Daniel 12,2 og Åbenbaringen1,7. De som, i denne opstandelse, står op til evigt liv (selvom de ikke er gjort udødelige) er de som tilhører de 144,000 fordi de døde i budskabet; og de som står op til skam og foragt, er de som havde del i Kristi korsfæstelse, og måske andre i forskellige tidsaldre, særlige de sidste, som har vist stor aktivitet for at modsætte sig Guds værk. Skrifstederne forsikrer tydeligt nok at en sådan opstandelse med disse karaktertræk, vil finde sted; og det eneste punkt hvor profetierne gør plads til at de går opfyldelse er tiden der nævnes i Åbenbaringen 16,17. Dette er begyndelsen af den syvende plage, når den store røst udgår fra himlens tempel fra tronen, udstøder de højtidelige ord: ”Det er sket!” Denne røst ryster både himlen og jorden, men taler om befrielse til Guds folk. Jeremias 25,30; Joel 3,16; Hebræerne 12,26. 28. Om denne tid taler bogen “Den store strid” 449, meget klart, som følger: “Stemmen ryster himlen og jorden..... Grave åbner sig, og "mange af dem, der sover under mulde," vågner - "nogle til evigt liv, andre til skam, til evig afsky." Alle de, der er døde i troen på den tredje engels budskab, kommer herliggjorte ud af gravene og hører Guds fredspagt med dem, der har adlydt hans lov. Også de, "som har gennemstunget ham", og de, som hånede og spottede Kristus i hans dødskamp, og hans sandheds og hans folks bitreste fjender opstår og skuer ham i hans herlighed og ser den ære, som overgår de trofaste og lydige.
Hvem er dem der referreres til her, ”som holder Hans lov”? – Visselig dem som er blevet involveret i de sidste dages sabbatsreformbevægelse; og af denne fremkommer de som døde i dette arbejde og betragtes stadig i Guds øjne, som en integreret del af den levende gruppe; for når fredens pagt udtales til dem, oprejses de som er i deres grave, for at høre det sammen med de levende. De står herliggjorte op; og de levende hellige er så også herliggjorte; men ingen af dem er gjort udødelige. Dette vises i efterfølgende ord fra side 453 i samme bog. Der tales om den bevægelse hvor Kristus viser, står der: ”De levende retfærdige forvandles "i et nu, i et øjeblik." Ved lyden af Guds stemme (refereres til ovenfor) blev de (de levende hellige) herliggjort. De bliver udødelige og bortrykkes sammen med de opstandne hellige for at møde Herren i luften.” Men de som blev oprejst ved Guds røst til at høre fredens pagt med de levende, blev også herliggjort på den tid (til en anden identitet), og blev naturligvis gjort udødelige da restgruppen ændrede sig til den tilstand. Se nu på disse opstandne. Se nu på disse opstandne. De kom frem ved Guds røst, ganske kort tid før Herren viser sig; de oprejses kun til dødelighedens plan; de stiller sig op med de levende hellige, som en del af dem, og selvom de er herliggjorte, er de stadig ikke gjort udødelige; de kommer op til Kristi tilsynekomsts dag, i den samme tilstand som de hellige som aldrig har været døde, og så vil de, sammen med disse gøres udødelige, ændres på et øjeblik, med et øjes blink, og samles op til at møde Herren i luften. Således er disse ligeså meget “løskøbt fra jorden,” og “løskøbt ud af menneskeslægten,” som dem der slet ikke har været i graven. I denne forbindelse fortjener pionererne af den tredje engels budskab en forbigående tanke. Forestil dig mænd som Pastor James White, Pastor J. N. Andrews, og Pastor Joseph Bates, som fremførte dette værk, som identificerede sig selv helt som mennesker kunne med dette budskab, hvor hele deres sjæle var optaget af den store tanke at hjælpe med til at kalde tilstrækkeligt mange ud og slutte sig med dem i arbejdet at danne den privilegerede og lykkelige gruppe på 144,000, og som gik ned i døden med deres hjerter og sind, fuld af denne salige forventning – forestil dig disse mennesker gå op efter det der ikke længere er tid for dem end en klokkes tikken, og finde at de er droppet ud af deres ønskeposition, og ikke er en de af de 144,000! Denne tanke er ikke holdbar. Skulle den være det, så dør man i dette budskab, i stedet for at være den velsignelse, som røsten fra himlen har proklameret den at være, er det henved den største katastrofe som kan ramme en troende. Dette er ikke muligt.
Til sidst kan det siges at de, der dør i budskabet ikke kan være en del af de 144,000; denne grubbe kommer “fra den store trængsel” (Åbenbaringen 7,14), som ikke vil være dem der sover i graven indtil seks af de syv plager er fuldførte. Denne konklusion bør knapt nok accepteres uden lidt større overvejelse. Bemærk situationen. Oprejst ved begyndelsen af den syvende plage, den går hele den periode igennem for dom, og bevidner alle de opsamlede ulykker. Ud fra visse skriftsteder, kan det ikke konkluderes at plagerne vil række over et år. Dette vil være henved to måneder efter at den syvende vredesskål bliver udgydt, før enden. Men plagerne har hobet sig sammen. Den første ophører ikke før den anden begynder; men den anden tilføjer sin rædsel til den første, den tredje føjer mere til de andre, og således fortsætter det til den syvende. Under den syvende kommer der et klimaks for dem alle. Og uanset graden af gener og lidelser der falder i de helliges lod på grund af plagerne (og de vil ikke blive fri for disse, vil plagerne dog ikke selv berøre dem. Se Den Store Strid, 445), uanset lyden af pinslerne de andre hører, og uanset hvordan veerne og andres fortvivlelse ser ud, vil de som oprejses ved Guds røst høre og se og gennemgå, det samme som dem der ikke har været gennem døden. Den syvende plages ophobede rædsel vil overgå alle de andre; og de som er overgivet fra den, kan siges at de kommer “fra den store trængsel,” selvom de ikke har erfaret de andre seks.
Således må dette være klart og konkluderer at de 144,000 samles fra den sidste slægt før Kristus kommer; så de kommer ud af den tredje engels budskab; så endog de af dem, som dør i budskabet er salige, op genoprejses til dem, ved opstandelse før Kristi tilsynekomst; og at alle krones med det sidste særlige privilegium at udgøre kongernes Konge og herrernes Herres kammer, der følger Lammet hvor Det end går hen, (Åbenbaringen 14,4), i glæde over Hans stadige tilstedeværelse, og understøttet af Hans aldrig svigtende nåde. Åbenbaringen 7,15. 17.