svensk   norsk   dansk


Bibelstudium nu



effata



DVD-tilbud



Information om hjemmesiden



oversigt

s. 437 – Om at tilgive hverandre


1 Er det nødvendigt at forlade, når vi beder?
”Og når I står og beder, forlad, dersom I har noget imod nogen, at og jeres fader, som er i himlene, må forlade jer jeres overtrædelser.” Mark. 11,25.

2 Vil Gud tilgive dem, som ikke tilgiver andre?
”Men dersom I ikke forlader, skal jeres fader, som er i himlene, ej heller forlade jer jeres overtrædelser.” 26. vers.

3 Hvorledes skal vi bede om tilgivelse?
”Og forlad os vor skyld, som og vi forlader vore skyldnere.” Matth. 6,12.

4 Hvor ofte skal vi forlade?
”Da gik Peter frem til ham og sagde: Herre hvor ofte skal jeg forlade min broder, som synder imod mig? indtil syv gange? Jesus sagde til ham: Jeg siger dig: Ikke indtil syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange.” Matth. 18, 21.22.

5 I hvilken lignelse lærer Herren os at forlade?
”Derfor er Himmeriges rige lignet ved en konge, som ville holde regnskab med sine tjenere. Men der han begyndte at holde regnskab, blev en ført frem for ham, som var ti tusinde talenter skyldig. Men der han intet har at betale med, bød hans Herre ham at sælges og hans Hustru og børn og alt det, han har, og gælden at betales. Da faldt tjenere ned for hans fødder og sagde: Herre, vær langmodig med mig, og jeg vil betale det alt sammen. Da ynkedes samme tjeners Herre inderlig over ham og gav ham løs og forlod ham gælden. Men den samme tjener gik und og fandt en af sine medtjenere, som var ham hundrede penninge skyldig; og han greb fat på ham og ville kvæle ham, og sagde: Betal mig det, du er skyldig. Da faldt hans medtjener ned for hans fødder, og bad ham og sagde: Vær langmodig med mig, og jeg vil betale dig det alt sammen. Men han ville ikke, men gik hen og kastede ham i fængsel, indtil han betalte det, han var skyldig. Men der hans medtjenere så det, som sket var, blev de såre bedrøvede, og kom og åbenbarede for deres Herre alt, det som var sket.” 23.-31. vers.

6 Hvorledes bør vi handle mod de vildfarne?
”Burde dig ikke og at forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg og har forbarmet mig over dig?” 33. vers.

7 Hvorledes må vi forlade?
”Så skal og min himmelske far gøre mod jer, som I ikke forlade af jeres hjerter, hver sin broder hans brøst.” 35. vers.

8 Hvad bør vi gøre, når vor broder bekender, sin synd, selv om den er stor?
”Så at I tværtimod snarere skal tilgive og trøste ham, på det han ikke skal nedsynke i alt for stor bedrøvelse.” 2 kor. 2,7. Josefs handlemåde mod hans brødre er et skønt eksempel herpå. 1 Mos. 45, 15.

9 Hvilken dyd må vi lægge vind på, når vi søger at oprette de vildfarende?
”Brødre! dersom og et menneske bliver overilet af nogen brøst, da hjælp ham til rette, I åndelige! med sagtmodighedens ånd, men se til dig selv, at ikke også du bliver fristet.” Gal. 6,1.

10 Hvis eksempel følger vi, når vi forlader?
”Så at I fordrager hverandre og tilgiver hverandre, dersom nogen har klagemål imod nogen; ligesom Kristus tilgav jer, således og I.” Kol 3,13.

11 Har Gud forbudt at nære vrede?
”Du skal ikke hævne dig selv; ej heller beholde vrede imod dit folks børn, og du skal elske din næste som dig selv, jeg er Herren.” 3 Mos. 19,18.

12 Hvad siger det nye Testamente herom?
”Suk ikke mod hverandre, brødre! at I ikke skal fordømmes; se, dommeren står for døren.” Jak. 5,9.

13 Er det sand tilgivelse, når nogen vedbliver at nære onde forfølgelser mod vedkommende?
Nogle foregiver, at de forlader, idet de siger: ”Jeg kan forlade, men jeg kan aldrig glemme.” Sådanne mennesker nærer vrede i hjertet.

14 Hvilken er den eneste pligt omtalt i Herrens bøn, hvortil Jesus føjede en forklaring?
”Og forlad os vor skyld, som vi og forlader vore skyldnere” ”Thi forlader I menneskene deres overtrædelser, skal jeres himmelske fader også forlade jer; men forlader I ikke menneskene deres overtrædelser, skal jeres Fader ikke forlade jeres overtrædelser.” Matth. 6,12.14.15.

Livsalig er den tale
Om Sjælebyrden god,
Som os fra dødens dale
Forløste med sit blod;
Som end fra himlens borg
Sit nådeår forkynder
For hver vildfaren synder
Og læger al hans sorg.

Og Gud, de toner milde
Os røre dybt i Ånd
At ej på stier vilde
Vi vandre fra din hånd;
Men følge tro dit røst,
Så du ved dagens ende
Os kan for dine kende
Os skænke livets lyst.

næste