Bibelstudium nu

Bibelstudium nu

effata

DVD-tilbud

Information om hjemmesiden

oversigt

s. 486 – Det orientalske spørgsmål.

Hele Daniels ellevte kapitel er en bogstavelig, historisk profeti. Den er den længste og mærkværdigste af sin slags i hele bibelen. Den begynder med Mederen Darius' første år og går igennem det øvrige Persiens historiske (2. vers), Alexander den Store korte regering (3. og 4. vers) efterfulgt af den lange strid mellem kongerne af Syrien og Ægypten, af hvilke den første kaldes ”kongen af norden” og den sidste ”kongen af sønden”, eftersom disse lande ligger det ene nord det andet syd for Jerusalem (5.-15. vers). Derefter går den gennem Roms historie 16.-29. vers), den store reformation (34. vers) og slutningen af pavens Herredømme i 1798 (35. vers). Derefter indfører den og slutter med den sidste del af det tyrkiske riges historie, fordi dette rige nu indbefatter det selvsamme land, som det gamle assyriske rige, og af denne grund har det også fået navn af ”kongen af norden”. 40.-45. vers. Det er denne fremstilling af det tyrkiske rige, som forbinder profetien med det orientalske spørgsmål; thi det orientalske spørgsmål er simpelthen spørgsmålet om, hvad man skal gøre ved levningernerne af det nu næsten hensyngnede tyrkiske rige. I det 35. vers findes et tydeligt punkt i profetien, hvilket er langt nok tilbage til at indbefatte alt, som siges om det orientalske spørgsmål. Vi begynder derfor undersøgelsen med dette.

1 hvilken tre vigtige ting omtales i 35. vers?
1) En forfølgelsestid. 2) Den omstændighed, at denne forfølgelse er afmålt ved en profetisk tidslængde - ”den bestemte tid” - og 3) at dette profetiske tidsrum bringer os til en tid, som kaldes ”endens tid”.

2 Hvilken forfølgelsestid er således begrænset i bibelen af et proeftisk tidsrum?
Der er blot to tilfælde af denne slags. Det første er forfølgelsen under Diocletian fra 302 til 212, ”ti dage” (År, Åb. 2,10.); men den er for langt tilbage til at kunne nå nær til ”Endens tid”. Den kan derfor ikke være den forfølgelse, her omtales. Den anden er det store tidsrum, hvori pavemagten skulle føre krig imod den højestes hellige og få overhånd over dem (Dan. 7,25; Åb. 13,7), et tidsrum, hvilket profeterne fem gange omtaler som en tid af 1260 år. Dan 7,25; 12,7; Åb. 12,6.14; 13,5. Det pavelige herredømme begyndte år 538 og endte 1798. Således finder vi os selv i det 35. vers førte ned til året 1798 ved enden af de 1260 år og ved begyndelsen af et tidsrum, som kaldes ”endens tid”.

3 Hvad fremstiller profeten derefter?
”En ”konge” eller nation, der i sin egenskab som nation skulle aflægge en bekendelse af gudsfornægelse. 36., 37. vers.

4 Hvilken nation har nogen sinde indtaget en sådan stilling?
Frankrig, og det alene blandt alle nationer, som omtales i historien. Dette skete u nder den store franske revolutions natur og tiden tvinger os til at anvende det 36. og 37. vers på den franske nation på den tid.

5 Hvor længe dvæler profetien ved Frankrig, efter at den således har fremstillet denne magt?
Ned til og og indbefattende en del af 40. vers.
Indførelsen af en ny tilbedelse og en fremmed Gud, som deres fædre ikke kendte.

7 Hvorledes blev dette opfyldt?
Ved indførelsen af ”Fornuftens tilbedelse”. Fornuften blev repræsenteret af en utugtig kvinde. Dette kalder historieskriveren et andet ”vanvittigt træk af den vanvittige tid.”

8 Hvilken enestående handling omtales i den sidste del af 39. vers?
Og han skal ”uddele landet til løn.”
9 Hvorledes blev dette opfyldt?
Dette blev bogstavelig opfyldt, da de revolutionære konfiskerede adelens ejendomme og solgte disse i små lodder til en mængde franskmænd. Følgen deraf var, at over 700 millioner pund sterling eller omtrent 12 600 milioner kroner kom ind i det udtømte franske skatkammer. Se Alifon, 4. bind, side 154.

10 Hvilken tid er omtalt i 50. vers?
Endens tid – 1798. Se anmærkninger over 35. vers.

11 hvem er ”kongen af sønden”, som nu atter omtales?
Ægypten. 5.-6. vers.

12 Hvem skal ”kongen af syd stanges med” eller gjorde en svag modstand imod?
Imod ”ham”; det er i mod Frankrig eller den gudsfornægtende konge, som omtales i 36.-39.vers.

13. Hvem er ”Kongen af norden”, som også omtales her?
Tyrkiet, fordi det indtager det samme landområde, som på alle andre steder i profetien kaldes ”kongen af Norden”. Se 6.-15. vers og den indledende anmærkning.

14. Hvilke begivenheder forudsiger altså det 40. vers ifølge den anvendelse her er gjort?
At der skal udbryde fjendtligheder mellem Ægypten og Frankrig og mellem Tyrkiet og Frankrig, alt sammen i året 1798.

15 Hvad vidner historien om dette punkt?
Den vidner, at disse begivenheder netop forefaldt i det nævnte år. På baggrund af indbildte fornærmelser fra Ægyptens side begyndte Napoleon sit ægyptiske felttog i forrået 1798, og hans erobring af landet gik let. Men på grund af misundelse med de franske og modstand mod deres planer i Ægypten, næret af engelske diplomater erklærede Tyrkiet krig mod Frankrig den 2. september samme år. Englands og Rusland var allierede med Tyrket i denne kamp, og deres flåde udgjorde de ”mange skibe”, som profetien omtaler, medens deres hjælp forøgede Tyrkiets magt til at ”storme frem”.

16 Hvad betegner den sidste del af 40. vers, at han skal ”trænge ind i landene og overvælde og overfare dem”?
At en af de parter, som deltog i denne kamp, skulle komme ud af den med stor triumf. Profetien nævner ikke, hvilken det er, men bruger blot et stedord ligesom i andre lignende tilfælde og overlader til den, som gransker profetien, at udfinde af selve begivenhederne, hvem stedordet henviser til. Vi behøver derfor blot at udfinde, hvem der sejrede, så ved vi, hvem der menes med stedordet ”han”. Den sejrrige part i denne kamp var Tyrkiet. De franske under Napoleon fandt de tyrkiske hære stærkt befæstede i ære i Palæstina ved Middelhavet. Efter at have anvendt 60 dage med frugtesløse bestræbelser for at fordrive dem var Napoleon tvunget til at trække sig tilbage og lede sine tropper tilbage til Ægypten. Videre modgang tvang snart de franske til at drage tilbage til deres eget land og lade tyrkerne beholde Ægypten. Når man betragter disse kendsgerninger, er det umuligt at anvende den sidste del af 40. vers på andre end tyrkerne. Ægypten, som blev styret to gange, først af de franske og derefter af tyrkerne, var visselig den magt, som skulle ”overskylle og overfare” landende. De franske, som med vanære måtte vende tilbage til deres eget land, opfyldte ikke denne del af profetien. Men tyrkerne, som sejrede over de franske og blev Herrer over Ægypten, opfyldte den visselig. Således kom Tyrkiet til at indtage en ledende stilling i begivenhederne på sin tid. Profetien vender sig derfor fra de franske, overfører sit vidnesbyrd til de sejrrige tyrker og søger deres historie fra dette punkt til enden.

17. Hvad omtales i 41.-43- vers?
De fordele den anseelse, Tyrkiet vandt i krigen 1798-1801; at de genvandt alle de steder, som de franske havde taget i det ”Herlige land” - Palæstina. De vendte sig ikke af vejen mod øst for at overfare Edom, Moab og Ammon, men de drog ind i Ægypten, pålagde landet svære skatter og modtog gesander med forsikring om venskab og lykønskninger fra Lybierne og Moarianerne, som boede mod syd i det indre af Afrika.

18 Hvad henviser vidnesbyrdet i 44. vers til?
Til en anden krig i dette århundrede fremkaldt ved den truende stilling, som nationerne øst og nord for Tyrkiet indtog.

19 Hvorledes er dette blevet opfyldt?
Det er blevet opfyldt ved Krimkrigen i 1853-1856. Den fremkom ved den truende stilling, som indtoges af Persien øst for Tyrkiet og Rusland mod Nord. Dr Clarke sluttede sin forklaring over det gamle testamente i 1825. Han talte forud om denne begivenhed. Han sagde, idet han forklarede disse vers: ”Det kan mene, at Persien mod øst og Rusland mod Nord en gang ville bringe det osmaniske rige i stor forlegenhed.” 28 år henrandt og krimkrigen stadfæstede Dr. Clarkes tolkning og opfyldte profetien. England og Frankrig kom Tyrkiet til hjælp, og Rusland blev tvunget til at underskrive de ydmygende betingelser ved overenskomsten i Paris 1856. Ved denne traktat blev Rusland nød til at afvæbne sine krigsskibe og nedrive sine fæstninger ved det Sorte Havs kyster.

20 Hvad antyder profetien dernæst, at den tyrkiske magt skal foretage sig?
”Og han skal opslå sit pragttelt imellem havet og det herlige, hellige bjerg; men nå sin ende, og ingen skal hjælpe ham.” Dan. 11,45.

21 Hvad menes med hans ”Pragttelt”?
Regeringens sæde.

22 Hvor er det nu?
”I konstantinobel på bredden af Bosporus.

23 Hvilket sted henviser profetien til som regeringens fremtidige sæde?
”Mellem havet og det herlige, hellige bjerg.” Biskop Newton siger, at ”dette udtryk må betegne en del af det hellige land.” Dersom det er tilfældet, så kan det ikke være nogen anden del end Jerusalem. Vi må derfor vente, at Tyrkerne ville flytte deres regerings sæde fra Konstantinobel til Jerusalem. Dette vil de aldrig gøre, før de er tvungne til at forlade Europa, og dette vil blive deres sidste foretagende, så kommer de til deres ende, og ingen skal hjælpe dem. Således peger profetien hen til et foretagende fra Tyrkiets side, hvilket danner selve midtpunktet af det orientalske spørgsmål. ”De vil jage tyrken over til Asien og gribe efter hans land,” som Carleton, en referent for The Boston herald, skrev.

24 Er der udsigt til, at en sådan forandring er uundgåelig i en nær fremtid?
For at svare på dette spørgsmål er det blot nødvendigt at kort betragte Tyrkiets forhold til de andre europæiske magter, især til Rusland. Det har været Ruslands drøm lige siden Peter den stores dage (han døde år 17 25) at tilegne sig Konstantinobel og beherske det vigtige udløb fra det Sorte Hav til Middelhavet. Peter efterlod sin sidste vilje og sit testamente, hvori han pålagde sine efterfølgere på Ruslands trone at følge en vis plan med hensyn til rigets udvidelse. En af dette testementes forskrifter var ”at benytte ethvert muligt middel for at tilegne sig Konstantiobel”. En anden var ”at vække strid mellem Tyrkiet og Persien” og at ”påskynde Persiens forfald” for at åbne vejen gennem østen til Indien, verdens store oplagshus. Ruslands uafbrudte bestræbelser for at udføre denne plan har gjort dette land i de sidste 150 år til, hvad det er nu, en magt, som stadig truer Europas og Østens fremtid. Napoleon Bonaparte forlod denne Plan. Da han var en fange på St. Helena, fortalte han sin vogter, guvenør Hudson, at Alexander skulle have Konstantinobel, og Napoleon skulle vælge hvad han ville af de øvrige lande. ”Jeg ville ikke gøre det,” sagde Napoleon; ”for jeg forudså, at dersom Rusland en gang kom til at beherske Middelhavet, så ville det blive en stor sømagt, og således vil Europas ligevægt blive forstyrret.”
Krimkrigen var en følge af denne russiske politik, men den sluttede på en måde, som for en stund standsede Ruslands fremskridt. Rusland har passet på en lejlighed at løsrive sig fra traktaten i 1856, og denne lejlighed fandt det i 1870. Storbritanien og Frankrig havde del i den traktat, men i 1870 blev Frankrig lammet ved den fransk-tyske krig, og England var ikke mægtig nok til at indskærpe traktaten uden Frankrigs hjælp. Rusland erklærede derfor uden frygt, at traktaten var ophævet, og at de ikke ville agte den længere. Alle Ruslands krigsforberedelser blev genoptaget i det Sorte Hav, og derefter fulgte den tyrkisk-russiske krig i 1877. Andre nationer hjalp Tyrkiet igen, og Rusland blev atter indskrænket for en tid ved Traktaten af Berlin. Men Rusland nedtræder nu denne traktat. Den gjorde Batum ved det Sorte Hav til en fristed. Men Rusland har lukket den til trods for denne overenskomst. Hele Ruslands besvær angående grænselinjen i Afghanistan hidrører fra den russiske plan, at åbne vej i denne retning til Indien. Ruslands indblanding i Bulgarien og Fyrst Alexanders sag kommer fra den russiske regerings faste beslutning at tilegne sig Konstantinobel. Nationerne havde derfor forenet sig om at bevare Tyrkerne i deres land, fordi ingen af dem er villig til, at en anden magt skal indtage Konstantinobel, fordi det vil forstyr Europas ligevægt. Men i enhver kamp er Tyrkiet blevet svagere, og det stor blot tilbage for nationerne at blive enige om, hvorledes de skulle skille sig ved levningerne af den ”syge mand”. Dette kan opnås, næsten hvilken dag det skal være, og da vil Tyrkiet i Europa ophøre at være til. Så må de flytte regeringens sæde til Asien, og alle ting henviste til Jerusalem som stedet, hvor det vil blive oprettet.
Derefter følger Tyrkiets ende hurtig. Andre nationer havde hjulpet det i Kristen med Frankrig i 1798; med Ægypten i 1838-40; med Rusland i 1853-56, og med Rusland igen i 1877. Men Profetien siger, at den tid skal komme, da ingen skal hjælpe det. Dan. 11,45.

25 Hvad vil ske i forbindelse med Tyrkiets fald?
”Og på den tid skal Mikael, den store Fyrste, der står som værn for dit folks børn, stå frem, og der skal være en trængselstid, som aldrig har været, siden folk blev til og indtil den tid; og på samme tid skal dit folk undkomme, hver den, som findes skrevet i bogen. Og mange af dem, som sover i støvets jord, skal opvågne, nogle til evigt liv og nogle til skam, til evig afsky.” Dan. 12,1.2.

26 Hvem er Mikael?
Kristus. Jud. 9,1; 1 Thess. 4,16; Joh 5, 25-28.

27 Hvad betyder det, at Mikael skal ”stå frem”?
At ”stå frem” betegner ifølge skriftens udtryksmåde, når det anvendes på en konge, at bestige tronen eller regere.” Dan. 11,2-4. Profetien vidner, at ”på den tid”, når tyrkerne kommer til deres ende, skal Mikael stå frem. Således bliver Tyrkiets fald, som enhver forstand person ikke vil betænke sig på at indrømme som noget, der er uundgåeligt i en meget nær fremtid, et tegn på Kristi regerings begyndelse, at komme i himmelens skyer, trængselens tid, de dødes opstandelse og alle tings ende.

næste