Bibelstudium nu

Bibelstudium nu

effata

DVD-tilbud

Information om hjemmesiden

oversigt

s. 60 – Verdens profetiske historie

1. Omtal de fornemste af de fanger, som blev før fra Jerusalem til Babylon.
”Iblandt dem var der Judas børn: Daniel, Hanania, Misael og Asaria.” Dan. 1:6.

2. Hvem var Nebukadnezar?
”I Jojakims, Judas konges, regerings tredje år drog Nebukadnezar, kongen af Babel, til Jerusalem og belejrede den.” Dan. 1:1

3 Hvad var det, som drev søvnen bort fra Nebukadnezar? ”Og i Nebukadnezars andet regeringsår drømte Nebukadnezar drømme, og hans ånd blev bekymret, og det var fordi for ham med hans søvn.” Dan 2:1.

4. Hvad sagde spåmændene, da han forlangte, at de skulle forklare drømmen?
”Kaldæerne svarede kongen og sagde: Der er intet menneske på jorden, som kan kundgøre det, som kongen forlanger . . . Og den ting som kongen begærer, er svær, og der er ingen anden, som kan kundgøre den for kongen uden guderne, hvis bolig ikke er hos menneskene.” Dan. 2:10,11.

5. Hvilken befaling udgav kongen i sin vrede?
”Over dette blev kongen fortørnet og meget vred, og han befalede, at man skulle udrydde alle vise i Babel.” Dan 2:12.

6. Hvad gjorde Daniel for at undgå følgerne af befalingen?
”Og Daniel gik ind og begærede af kongen, at han ville give ham tid, og at han måtte kundgøre kongen udtydningen.” 16. vers.

7. Hvorledes blev udtydningen kundgjort kongen, efterat Daniel og hans tre medbrødre havde bedet til Gud om denne sag?
”Da blev hemmeligheden åbenbaret for Daniel i et syn om natten.” 19. vers.

8. Hvilket spørgsmål blev fremlagt for Daniel, da han blev ført frem for kongen?
”Er du i stand til at kundgøre mig den drøm, som jeg så, og udtydningen derpå?” 26. vers.

9. Hvilket ydmygt og slående svar gav Daniel?
”Men der er en Gud i himmelen, som åbenbarer hemmelige ting, han har kundgjort kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste dage.” 2. vers.

10. Hvad havde kongen set i sin drøm?
”Du, konge! så, og se, der var et højt billede; samme billede var stort og dets glans var herlig; det stod foran dig, og dets udseende var forfærdeligt.” 31. vers.

11. Af hvilke bestanddele var billets forskellige dele sammensatte?
”Dette billede hoved var af fint guld, dets bryst og dets arme af sølv, dets bug og dets lænder af kobber, dets ben var af jer, dets fødder tildels af jern og tildels af ler.” 32., 33. vers.

12. Hvad så kongen, at der skete med billedet?
”Du så, indtil der blev en sten løsrevet, og det ikke med hænder, og den slog billedet på dets fødder, som var af jern og af ler, og knuste dem.” 34. vers.

13. Hvad skete derefter?
”Da blev jernet, ler, kobberet, sølvet og guldet knust på en gang og blev ligesom avner fra tærskepladserne om sommeren, og vinden borttog dem, og intet sted blev fundet for dem; men den sten, som sønderslog billedet, blev til et stort bjerg og opfyldte hele jorden.” 35. vers.

14. Hvorledes udtydede Daniel, hvad han havde sagt om guldhovedet?
”Du, konge, kongernes konge, hvem himmelens Gud har givet riget, magten, styrke og ære, og har allesteds, hvor mennesker bo, dyrene på marken og fuglene under himlen, givet dem i din hånd og ladet dig herske over dem alle: du selv er guldhovedet.” 37., 38. vers.

Anmærkning. – Her begynder et af de skønneste kapitler i den menneskelige historie. Otte korte vers af den hellige skrift fortælle hele historien; og dog omfatter den al denne verdens pragt og magt. Nogle få øjeblikke er nok til at lære den udenad; og dog når det tidsrum, som den omhandler, fra hint fjerne punkt, som fremtrådte for over 2500 år siden, fordi rigernes opkomst og fald, fordi tidernes kredsløb, forbi rigernes opkomst og fald, forbi tidernes kredsløb, forbi vor egen tid, helt over til det evige rige. Den er så vidt omfattende, at den indeholder alt dette, og dog er den så nøjagtig, at den viser os alle de store omrids af jordiske riger fra hin tid til denne. Menneskelig visdom har aldrig opfundet en så stor beretning, der indeholdt så meget. Menneskelige beretninger har aldrig i så få ord fremstillet en så stor del af historiens sandheder. Guds finger ses her. . . Det er en tydelig regel for skriftens tolkning, at riger omtales i profetien, når de komme så vidt i berømmelse med Guds folk, at det er nødvendigt at omtale dem, som at den hellige historie kan blive fuldstændig. Da dette blev tilfældet med Babels rige, så var det fra profetens sandpunkt den første og mest fremragende genstand i den politiske verden. . . . Så vidt historien underretter os, blev alle lande eller provinser, som Babel førte krig imod i dets velmagtsdage, undertvunget af dets hære.”
I året 606 f. kr. blev Jerusalem indtaget af Nebukadnezar, kongen, af Babel, i hans regerings første år og Jojakims. kongen af Judas, tredje år. Derfor omtales Babels rige på denne Tid i profetien.
Dette riges natur antydes ved de bestanddele, som dannede den del af billedet, hvorved det symbolsk betegnes – hoved af Gud. Det var et gyldens rige i en gylden tidsalder. Dets hoved, Babylon, knejsede højere end nogen af dets medbejlere. Beliggende i østens have bygget i en fuldkommen firkant, 60 engelske mile [99,6 kilometer] i omkreds, femte mile 24,9 kilometer] på hver side; omgivet af en mur, som var 350 fod [107.1 meter] høj og 87 fod [26,6 meter] bred, med en fæstningsgrav omkring den af samme kubikindhold som muren selv; udlagt i 676 firkanter, hvoraf hver målte 2¼ Mil [3,6 kilometer] i omfang; med sine 50 gader, af hvilke enhver var 150 fod [45,9 meter] bred og skar de andre i rette vinkler, så at der var 25 hver vej, allesammen rette og jævne og femte mile [24,9 kilometer] lange; dens 225 kvartdratmiles [620.01 kvartdartkilometer] indhegnede areal, inddelt således, som vi have beskrevet, og udlagt i herlige lystanlæg og have hvori prægtige bygninger hævede sig her og der - . . . denne by, som indesluttede meget, der hører til verdens underværker, var selv et endnu mægtigere under. Aldrig før var jorden set en by som den; aldrig siden har den set dens mage. Der sag denne by og hele jorden udstrakt for sine fødder som en dronning i mageløs storhed, og den fik endog i bibelen det glimrende navn: ”Rigernes krone, kaldæernes herlige prydelse.” Den var en passende hovedstad for det rige, der dannede det store historiske billedes hoved. Således var Babylon med Nebukadnezar, ungdommelig, modig, kraftig og talentfuld på sin trone.

15. Hvad siges der om det andet rige efter Babylon?
”Og efter dig skal opkomme et andet rige, rigere end dit.” Dan. 2:39. første del.

16. Hvem var den sidste konge i Babylon?
”I samme nat blev Belsazar, kaldærnes konge ihjelslagen. Og Mederen Darius modtaog Riget, da han omtrent var 62 år gammel.” Dan. 5:30; 6,1.

17. Hvem blev Belzasars Rige givet til?
”Adsplittet er dit rige, og givet Mederne og Perserne.” Dan. 5:28.
Anmærkning. – Cyaxares, Medernes konge, som hos Daniel (6:1) kaldes Darius, kaldte sin brodersøn, Cyrus af den persiske linje, til hjælp, og han angreb Babylonierne. Krigen blev fortsat med uafbrudt held på Medernes og Persernes side, indtil Cyrus i Nabonadius’, Belsazars Faders, attende år begyndte at belejre Babylon, den eneste by i hele østen, som endnu holdt ud mod ham. Samlede indenfor deres uindtagelige Mure, med proviant nok til 20 år og tilstrækkeligt land inden for deres vidst udstrakte bys grænser til at skaffe føde for Indbyggerne og befæstningen en meget lang Tid, spottede Babylonierne Cyrus fra de høje mure og gjorde Nar ad hans tilsyneladende unyttige anstrengelser for at underkue dem. . . Men i selve denne sikkerhedsfølelse lå kilden til deres fare. Cyrus besluttede ved en krigslist at udføre det, som man ikke kunne gennemføre med vold. Da han erfarede, at en årlig fest var nær for ånden, ved hvilken hele byen vilde hengive sig til munterhed og støjende lystighed, så bestemte han på denne dag at udføre sin plan. Han kunne ikke komme ind i byen uden der, hvor floden Eufrat løb ind og ud under dens mure. Han besluttede derfor at gøre flodlejet til sin egen landevej, hvorpå han kunne drage ind i fjendens fæstning. For at gøre dette måtte Vandet afledes fra dets løb igennem byen. I denne hensigt gravede han en umådelig løbegrav omkring byen, og om aftenen før denne omtalte festdag udsendte han tre afdelinger soldater. Den første skulle til en bestemt tid lede Floden ind i den store kunstige Sø et kort stykke udenfor byen; den anden skulle tage stilling der, hvor floden løb ind i byen; den tredje skulle sætte sig fast femten mil [25 kilometer] nedenfor, hvor floden kom ud fra byen. og disse to sidstnævnte afdelinger fik ordre til at rykke frem gennem flodlejet, så snart man fandt, at de kunne vade gennem floden. derpå skulle de under nattens mørke finde vej ind under murene, skynde sig til kongens palads, hvor de skulle mødes, overraske paladset, ihjelslå skildvagten og fange eller ihjelslå kongen. . . I hin skæbnesvangre aftens svir og sværm havde man ladet alle portene ud til floden stå åbne og lagde ikke mærke til at de persiske soldater, som trængte ind. . . Cyrus’ soldater lod sig først mærke i byen, idet de overfaldt den kongelige vagt i selve forhallen til kongens palads. Belsazar forstod snart grunden til forstyrrelsen og omkom, idet han forgæves kæmpede for sit unyttige liv. Denne Belsazar findes beskrevet i femte kapitel, og historien slutter med denne simple beretning: ”I hin nat blev kaldæernes konge, Belsazar, ihjelslagen, og Mederen Darius modtog riget, da han omtrent var 62 år gammel [538 f. kr.].”
Nabonadius, som regerede tilligemed sin søn, Belsazar, var borte fra Babylon på den tid, blev indtaget af Cyrus; derfor omtaler skriften blot Belsazar som konge.”

18. Ved hvilket symbol fremstilles det medisk-persiske rige på et andet sted?
”Den væder, som du så, der havde de to horn, er kongerne af Medien og Persien.” Dan. 8:20. Denne væder omtales først i Dan. 8: 3,4.

19. Hvilket dyr var det, som kom mod ham?
”Og jeg gav agt, og se, en gedebuk kom fra vesten hen over jorden, . . . og den kom til vædderen, som havde de to horn, og som jeg havde set stå lige for floden, og den løb imod den i sin krafts hidsighed.” Dan. 8:5,6.

20. Hvilke følger havde denne kamp?
”Og jeg så den, at den kom nær hen til vædderen og blev forbitret på den og slog vædderen og søndrebrød dens to horn. . . .og gedebukken blev såre mægtig.” 7., 8. vers.

21. Hvad betegnede gedebukken?
”Og den lådne buk er kongen af Grækenland, og det store horn, som var imellem dens øjne, er den første konge.” 21. vers. Grækenland efterfulgte Medio-Persien.

22. Hvorved betegnes Grækenland i billedet?
”Og et tredje rige endnu af kobber, som skal herske over hele jorden.” Dan. 2: 39, sidste del.
Anmærkning. – Det er ikke nødvendigt for at opfylde profeten, at ethvert af disse riger skulle herske uindskrænket over ethvert folkeslag og ethvert af de omliggende lande. Babylon herskede aldrig over Grækenland eller Rom. At disse riger kaldes verdensriger kan forstås således. Når et af dem trådte i forgrunden, så blev det den fornemste genstand i den politiske verden, som overskyggede alle andre, og i denne betydning taler man om det som et verdensrige. Alle folk frygtede det ligesom folket i og omkring Palæstina, da de hørte, hvorledes Israel var kommet lykkelig ovre det røde hav, og om den store sejr, de havde vundet over Farao. Således sagde Rahab til Israels Spejdere: ”Jeg ved, at Herren har givet eder landet, og at Forfærdelse for eder er falden på os, og at landets indbyggere er mistrøstige for eders ansigt.” Jos. 2:9. Sådanne udtryk bruges endnu. Vi sige om en skik, at den er almindelig, men vi mene ikke dermed, at ethvert menneske i verden har antaget den. Vi mene blot, at den re blevet så anseet, at den respekteres af de fleste. I denne forstand herske den over de fleste. Således også med de profetiske riger. Ingen kunne modstå dem med held. Derfor kaldes de almindelige riger eller verdensriger.

23. Hvad siges der om det fjerde rige?
”Og et fjerde rige skal være stærkt som jernet; eftersom jernet knuse og sønderslår alt, skal det som jernet, der sønderslår, knuse og sønderslå alle hine.” Dan. 2:40. Der som de første tre riger var verdensriger, og det fjerde var stærkere end alle de andre, så må det også have været et verdensrige. To verdensriger kunne ikke eksistere på én gang. Dersom der er et fjerde vredensrige, så må det være det, som betegnes ved benene af jern.

24. Hvor omtales en sådan magt?
”Men det skete i de dage, at en befaling udgik fra kejser Augustus, at al verden skulle skrives i mandtal.” Luk. 2:1.
Anmærkning. – Den romerske kejser, som her omtales, havde magt til at skrive hele verden i mandtal. Dette viser, at hans herredømme strakte sig over hele verden.
Historieskriveren siger herom: ”Romernes rige opfyldte verden, og når dette rige kom i en eneste mands hænder, så blev verden et trygt og sørgeligt fængsel for hans fjender. Den kejserlige depostismes slave måtte finde sig i sin skæbne med tavs fortvivlelse, enten han blev dømt til at slæbe sin forgyldte lænke i Rom og senatet eller at henleve sit liv i landflygtighed på Serisus’ nøgne klipper eller ved Donaus frosne bredder. At sætte sig til modstand ville bringe døden, og at fly var umuligt. Han var omgivet på alle sider af en uhyre strækning af land og hav, som han aldrig kunne håbe at gennemrejse uden at blive opdaget, grebet og gengivet til sin fortørnede herre. Udenfor landegrænserne kunne hans ængstelige øje ikke opdage noget andet end havet, ubeboede ørkener, Barbares fjendtlige stammer, med deres rå skikke og et fremmed sprog, eller afhængige kommer, som med glæde ville købe kejserens beskyttelse ved at ofre en forhadt flygtning. Som Eicero sagde til den landsforviste Marcellus: ”kom ihu, at hvor du end er, så re du ligefult i kejserens magt.” – Gibbon’s Decline and fall of the Roman Empire, 3. kap., 37.del.

25. Hvad betyder det, at fødderne og tæerne var blandede og bestod dels af jern og dels af ler?
”Men at du så fødderne og tæerne tildels at være af pottemagerler og tildels af jern betyder, at det skal blive et helt rige.” Dan. 2:41.
Anmærkning. – At jernet var blandet med ler viser den svaghed, som trængte ind i riget på grund af tiltagende vellyst og blødagtighed. Dette gjorde riget til et let bytte for de forskellige vilde stammer, der boede i de uhyre landfæstninger, som lå nord og øst for det vestlige Rom. Efter at de havde formeret sig gennem mange forudgående århundreder, hang de tilsidst i den første del af den kristne tidsaldre i talløse skarer ligesom mørke skyer af en alt ødelæggende storm langs med roms grænser. Af disse blev det vestlige romerske rige sønderbrudt i ti dele. Dets opløsning varede omtrent 150 år, fra midten af det fjerde århundrede til nær ved slutningen af det femte. Ingen Historieskriver regner begyndelsen af det romerske riges opløsning tidligere end år 351, og ingen regner dets slutning senere end 483 ef. kr. Angående de mellemliggende datoer eller den bestemte tid, hvorfra man skal regne hvert af de ti riger, som opstod af det romerske riges ruiner, er der forskellige anskuelser blandt historieskriverne. Og dette er ikke så underligt når man betænker, at det var en tid fuld af forvirring, da der måtte foretages mange forandringer med kortet ovre Rom. Det var en tid fuld af oprør og modoprør, omvæltninger og modomvæltninger, forandringer og modforandringer, og nationer blev undre tiden oprettede og omstyrtede hurtig efter hverandre. Men alle historieskrivere er enige om dette, at der til sidst blev oprettet ti forskellige riger af det område, som tilhørte det vestlige Rom, så vi med god grund kunne henvise dem til tiden imellem de to sidstnævnte årstal, 351 og 483 ef. kr.
De ti riger, som var mest virksomme i det romerske riges opløsning, kunne opregnes (uden hensyn til tiden, da de blev oprettet) således: Hunnere, Østgotere, Frankere, Vandalerne, Svevere, Burgunderne, Herulerne, Anglosakserne, og Lombarderne. Ligheden mellem disse og nogle af de nuværende nationer i Europa, kan endnu spores i Navne, såsom: England, Burgundien, Lombardit, Frankrige .o.s.v. Se Nerotons værk om Profetierne samt Machlavelli, Gibbon o.a.
Mange politiske revolutioner og forandringer i rigernes grænser har foregået i Europa siden begyndelsen af de sjette århundrede, men den delte tilstand vedbliver endnu, og H. Scott, Bibeltolkeren, forsikrer, at disse politiske dele altid har været betragtede som det vestlige Europas ti riger. De vil også vedblive således indtil Enden.

26. Hvad skal der ske i disse kongers dage?
”Men i disse kongers dage skal himmelens Gud oprette et rige, som i al evighed ikke skal forgå, og hvis regering ikke skal overlades til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv skal det bestå evindelig.” Dan. 2:44.
Anmærkning. – Man vil let kunne indse, at det evige rige, som skal oprettes på de ti rigers ruiner, ikke blev oprettet på Kristi tid; thi de ti riger var på den tid endnu ikke blevet til. Vi ved, at Guds Rige er i fremtiden, fordi de ti riger endnu har tilværelse. Dette kunne ikke være tilfældet, der som det Guds rige, som her tales om, havde været oprettet; for det ville være urimeligt at tale således om en række konger, som fulgte efter hverandre, eftersom Guds rige da ville blive oprettet i den sidste konges dage, ikke i nogen af de foregående kongers.

27. Kan der være nogen tvivl med hensyn til denne profetis opfyldelse?
”Den store Gud har ladet kongen vide, hvad der skal ske herefter, og drømmen står fast, og udtydningen derpå er vis.” Dan. 2:45. Historien stadfæster denne profetis forudsigelse lige indtil den sidste del deraf, og vi kunne let tro, at denne også vil blive opfyldt lige så vist som alle de foregående. Ingen kan vide, hvor fuldstændig bibelens guddommelig oprindelse stadfæstes, uden den, som gransker det profetiske ord.

næste