svensk   norsk   dansk


Bibelstudium nu



effata



DVD-tilbud



Information om hjemmesiden



oversigt

s.78 – Vor frelsers profeti.


1. Gav vor frelser en forjættelse i sit andet komme?
”I min faders hus er mange boliger; Men dersom det ikke så var, har jeg sagt jer det. Jeg går bort for at berede jer sted. Og når jeg er gået bort og får beredt jer sted, kommer jeg igen, og vil tage jer til mig, at hvor jeg er, skulle også i være.” Joh. 14. 2,3.

2. Hvad skulle ske før Herrens genkomst?
”Solen skal omvendes til mørke og månen til blod, førend Herrens dag, den store og forfærdelige kommer.” Joel 3:4.

3. Hvad spurgte disciplene om, da Jesus sagde til dem, at Jerusalems tempel skulle ødelægges helt?
”Sig os, når skal dette ske, og hvad tegn skal der være på din tilkommelse og verdens ende?” Joel 3:4

4. Sagde Jesus, at verdens ende den gang var lige for hånden?
”Og Jesus svarede og sagde til dem: Se til, at ingen forfører jer; thi mange skal komme i mit navn og sige: Jeg er Kristus; og de skal forføre mange. Men I skal høre krige og rygte om krige. Se til at I ikke forskrækkes; thi dette må altsammen ske; men enden er ikke endda.” Matth. 24. 4-6.

5. Efter at have fortalt dem, at der skulle blive krig og hunger og pest og jordskælv på mange steder, hvad sagde han så, at alt dette vilde blive et tegn på?
”Men alt dette er kun veernes begyndelse.” Matth. 24:8. Dersom alt dette blot skulle være veernes begyndelse, så kunne disciplene visselig ikke forvente Herrens komme i deres slægt.

6. I hvor stor udstækning skal evangeliet prædikes før verdens ende?
”Og dette riges evangelium skal prædikes i den ganske verden til et vidnesbyrd for alle folk; og da skal enden komme.” Matt. 24:14. Ordet da er et tidsadverbium, som betegner: på den tid. Evangeliet som således bliver prædiket, så ikke omvende verden; Men det skal forkyndes til et vidnesbyrd for alle folk. Enhver, som ikke vil lyde det, skal blive fordømt.

7. Hvorledes går det på vor tid med evangeliets prædiken?
Centralafrika og Tibet i aften, de sidste tilflugtssteder for overtro og barbarisme, er blevet åbne, og missionærere forkynde nu Guds ord i disse land. Dersom den lære er ret, at evangeliet skal prædikes, ikke for at omvende verden, men ”til et vidnesbyrd for alle folk,” og at når det er således forkyndt, vi da kunne vente verdens ende, så er det rimeligt at tro, at enden er nærmere, end de fleste tænkte.

8. Efter at Herren havde omtalt det hele i en sum, hvorledes beskrev han så de enkelte begivenheder i fremtiden?
”Når I da se ødelæggelsens vederstyggelighed, om hvilken profeten Daniel har talt, da stå på det hellige sted, (hvo, som det læser, give agt derpå!)” Matth. 24:15.

9. Hvorledes udtrykkes den samme tanke på et andet sted?
”men når I se Jerusalem rundt omkring belejret af krigshære, da mærker at dens ødelæggelse er kommet nær.” Luk. 21:20.

10. Hvad sagde vor Herre, at der skulle følge efter stadens ødelæggelse?
”Thi da skal være så stor en trængsel, som ikke har været fra verdens begyndelse hidtil, som ikke heller skal blive. Matth. 24:21.

11. Hvor længe skulle pavemagten herske over de hellige?
”Og han skal tale ord imod den højeste, og undertrykke den højestes hellige. og tænke på at forandre tider og lov, og de skulle gives i hans hånd indtil en tid og tider og en halv tider.” Dan.7:25.

12. Hvad betyder dette udtryk, en tid og tider og en halv tid?
”Og kvinden flyede i ørken, hvor hun har et sted beredt af Gud, at de skulle ernære hende tusinde to hundrede og tredsindstyve dage.” Åb. 12:6. Dette tidsrum omtales atter i 14. vers og kaldes der en tid og tider og en halv tid. Dette udtryk betegner altså det selvsamme som 1260 dage. Men disse dage er symbolske og må derfor betegne en virkelig tidsperiode.

13. Hvor lang tid betegner en symbolsk dag?
”Dette skal være Israels hus til et tegn. . . og når du får tilendebragt disse, da skal du lægge dig anden gang på din højre side og bære Judas huses misgerning fyrretyve dage; for hvert enkelt år sætter jeg dig en dag.” Ez. 4:3-6.
Anmærkning. – Disse symbolske dage må derfor betegne et lige så stort antal år. Pavedømmet fik magt til at være ”Kætteres revser” år 538 ved den romerske kejser Justinias befaling. Den tid, paven skulle have magt over de hellige, var 1260 år. De endte altså i 1798.

14. Hvad sagde vor Herre, at der skulle ske på grund af disse dages hårde forfølgelse?
”Og dersom disse dage ikke blev forkortede, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld skulle disse dage forkortes.” Matth. 24:22. Men det var blot trængselens dage, som skulle forkortes, ikke de dage, hvori det var forudsagt, at pavemagten skulle have herredømme. Reformationen under Wickliffe, Luther og andre formidles den offentlige følelse, så at pavemagtens forfølgelse tildels blev forhindret og således blev trængslen forkortet.

15. Sagde Herren, at han ville komme igen straks efter, at trængslen hørte op?
”Dersom nogen da siger til jer: Se, her er Kristus, eller der! da skulle I ikke tro det, Thi falske Kristi og falske profeter skal opstå og gøre store tegn og undergerninger, at de udvalgte skal og forføres, om det var muligt.” Matth. 24: 23,24.

16. Hvad sagde han, at der skulle følge straks efter trængslen?
”Men straks efter de dages trængsel skal solen formørkes og månen ikke givet sit sin, og stjernerne falde af himmelen, og himmelens kræfter røres.” Matth. 24:29

17. Hvorledes udtrykkes dette hos Markus?
”Men i de dage, efter den trængsel, skal solen formørkes, og månen ikke give sit skin.” Mark 13:24. Det er, i den pavelige herredømmes dage, efter at trængslen er ophørt, skulle disse begivenheder ske. Forfølgelsen var stærkest under Jeruitternes ledelse. Denne orden blev grundlagt af Ignattius af Lyola og stadfæstet af pave Paul den 27. september 1540. Den blev tilsidst så modbydelig for paverne, grundet på deres bestandig tiltagende magt, at den blev opløst den 21. juli 1773 ved en pavelig bulle. Efter denne tid er der ikke nogen beretning om, at de hellige blev offentlig forfulgte. Vi må derfor ifølge det sidst anførte skriftsted vente, at det første af de tegn, vor Frelser gav – solens formørkelse – ville ske mellem 1773, da forfølgelsen ophørte, og 1798 da de 1260 profetiske dage endte.

18. Indtraf der en sådan begivenhed?
Ja, den skete den 19. maj 1780.
Anmærkninger. – ”Den 19. maj 1780 var en mærkværdig mørk dag. lys blev tændt i mange huse. Fuglene blev stille og forsvandt. Hønsene gik til hvile. Det var den almindelige mening, at Dommens dag var nær. Connecticus lovgivnende forsamling var samlet i Hartford, men da den ikke var i stand til at udføre sine forretninger, blev den hævet.” – Præsident Dwight i Connecticut Historical Collections.
”Den mørke dag den 19. maj 1780, kaldet således på grund af et mærkværdigt mørke, hvilket på den dag udstrakte sig over hele Ny England. På nogle steder kunne folk ikke se at læse almindelig tryk under åben himmel i flere timer efter hverandre . . . . Den sande årsag til dette mærkværdige fænomen er ubekendt.” – Websters unabridged Dictionary i Ecplanatory and Pronouncin Vocbulary Art. Dark Day.
Man kunne spørge: Hvorfor var Solens formørkelse indskrænket til at få lidt distrikt som en del af den vestlige halvkugle, dersom den skulle være et tegn på Herrens komme? Svar: af samme grund, som den stjerne, der ledede de vise mænd fra Østerland til den nyfødte Frelsers fødested, blot blev set af dem. På den tid var jøderne, som kaldte sig selv Guds folk og boede midt i det land, hvor Messias blev født, så dybt nedsunket i mørke (selvom profetierne, som henviste til Kristi første komme, var opfyldte, og tiden, da den forud forkyndte stjerne skulle lade sig se [4. Mos. 24.:17] var nær),. at Gud holdt dette tegn tilbage fra dem og gav det til nogle få afsondrede sjæle, som boede i det fjerne Østerland. Der var en lighed i omstændighederne, da tiden kom, at det første tegn på Herrens andet komme skulle åbenbares. De, som bekendte sig til at være Guds folk var nedsunkne i kulde og formalitet. Tegnet kunne ikke have gavnet dem. Men der var alligevel nogle få trofaste sjæle, som ved forfølgelse var drevne til at søge tilflugtssted på Ny Englands kyster. Disse mennesker, som ville påskønne et sådant tegn og bevare kundskaben derom, gav Gud det første tegn, som viste hen til hans søns komme.

19. Hvornår undlod månen at give sit skin?
”Natten, som fulgte efter hin dag (den 19. maj 1780), var så bælgmørk, at man i nogle tilfælde ikke kunne tvinge hestene til at gå ud af stalden, når man ønskede at bruge dem.” – Stone Historie of beverly (Mass).
Mørket om natten var lige så overnaturligt, som det havde været om dagen, da det var fuld måne dagen i forvejen.

20. Når faldt stjernerne, således som det var forudsagt i Profetien?
Den. 13. november 1833.
Anmærkninger. – ”Den herligste stjerneregn, som historien omtaler, blev set overalt i de Forende Stater om morgnen den 13. november 1833. Man har ikke fået nøjagtig kundskab om hvorvidt dette forbavsende skue strakte sig, men det bedækkede en ikke ubetydelig del af jordens overflade. . . . Det så ud, som om hele himmelen var i bevægelse; og det mindede nogle om det storartede skue, som er afbildet i Åbenbaringen, når det sjette segl oplades. ”Og Himmelen stjerner faldt ned på jorden, som et figntræ nedkaster sine umodne fign, når det røres af et stærkt uvejr.” – Buritts Geography of the Heavens, side 163, udgav 1854.
”I sandhed, ord kunne ikke beskrive den pragt, som fulgte med dette storartede skue, og jeg kan med god grund sige, at ingen, som ikke har været vidne dertil, kan danne sig noget ret begreb om dets herlighed. Det syntes, som om hele stjernehimlen samlede sig på ét sted nær ved himmelrummets midtpunkt, og som om stjernerne på én gang skød frem med lynets hurtighed mod alle dele af synskredsen. Og dog blev kilden ikke tømt. Tusinder på tusinder fulgte hurtig efter hverandre, som om de var skabte for dette tilfælde.” – Christian Advocate and Journal, den 13. december 1833.
En stjerne eller en meteor, som var beredt for dette tilfælde, gik foran de vise mænd for at lede dem til frelseren. Det er ikke nødvendigt, at alle stjerner i verden skulle falde ned for at opfylde profetien i Matth. 24:29.
Dette skue må have været overordentlig skønt. Apostlen Johannes har måske haft det for sig, da han nedtegnede det skriftsted, som omtaler, at det sjette segl oplodes: ”Og himmelens stjerner faldt ned på jorden, som et figntræ nedkaster sine umodne fign, når det røres af et stærkt vejr.” – Edward Dunkin i The heavens and the earth, side 186.

21. Hvad vide vi, når bladene på træerne skyde ud?
”Lærer en lignelse af figntræet: Når væsken er kommet i dets grene, og bladene fyldt ud, da vide I, at sommeren er nær.” Matth. 24:32.

22. Hvad viser ligeså sikkert, at Herrens komme er nær?
”Således og I, når I se alt dette, vidner, at han er nær for døren.” Matth. 24:33.

23. Hvor når er Herrens komme, når disse ting er blevet opfyldte?
”Sandelig siger jeg eder, denne slægt skal ikke forgå, før dette sker altsammen. Himmelen og jorden skulle forgå, men mine ord skulle ingenlunde forgå.” Matth. 24:34, 35. Som om Herren sagde: Denne slægt om hvilken jeg taler, som har set det sidste ten, har set dem alle. Således tale vi om, at vi har set videnskabens fremskridt. Vi have ikke levet under hele dens udvikling, men vi se tilbage og sige, at vi have set den. Således kunne disse ord også anvendes.

24. Kunne vi vide, hvilken dag eller time Herren kommer?
”Men om den dag og den time ved ingen, end ikke himmelens engle, uden min fader alene.” Matth. 24:36

25. Hvorledes vil verdens moralske tilstand være, når frelseren kommer?
”Men ligesom Noas dage var, så skal også menneskenes søns tilkommelse være. Thi ligesom de i dagene før syndfloden åd og drak, tog tilægte og bortgiftede indtil den dag, der Noa gik ind i arken og de agtede det ikke, indtil syndfloden kom og tog dem alle bort: således skal også menneskenes søns tilkommelse være.” Matth. 24:37-39.

26. Hvad er vor pligt, når vi høre kundskab om Herrens komme?
”Derfor være I også rede; thi Menneskenes søn kommer på den time, som I ikke mene.” Math. 24:44.

27. Hvad vil Herrens tro og snilde tjener gøre på den tid?
”Giv dem mad i tide.” Matth. 24:45. Den mad, som Herrens tjenere føde hjorden med, når Jesu tilkommelse er nær, er sådanne sandheder, som kunne vække dem til at se og fatte den tid, hvor de leve, så at de kunne berede sig til at møde Herren med Glæde. Den Sandhed, at Herrens dag er nær, besidder en rensende og helliggørende kraft. 1. Joh. 3:1-3.

28. Hvad siger Herren om disse tjenere?
”Salig er den tjener, hvilken hans Herre, når han kommer, finder at gøre således”. ”Sandelig siger jeg eder, at hans skal sætte ham over alt sit gods.” Matth. 24:46,47.

29. Hvorledes vil det gå med dem, som siger i deres hjerte, at Herren tøver med sit komme?
”Men dersom nogen ond tjener ville sige i sit hjerte: Min tjener tøver med at komme og begynde at slå medtjenerne, men at æde og drikke med de drukne, så skal den tjeners Herre komme på den dag, som han ikke forventer, og på den time, som han ikke ved, og slå ham sønder og give ham sin del med øjenskalke; der skal være gråd og tænders gnidsel.” Matth. 24: 48-51.

Udi solen, månen, stjernerne
Tegn og undere er sket;
Under krig har jorden sukket,
Folk derpå med gru har set.

Snart skal Havets dyb så mægtigt
Rystes af en vældig storm.
Torden ruske, bjerge bæve,
Snart forandres jordens form.

Frygt de stolte skal betage.
Verdens riger så et fald,
Når med storm og lyn og torden
Jordens dommer komme skal.

Men om end fra Herrens ansigt
Himmelen og jorden fly,
Frygt dog ikke, I udvalgte,
I Guds stad er evigt liv.
Reginald Heber

næste