svensk   norsk   dansk


Bibelstudium nu



effata



DVD-tilbud



Information om hjemmesiden



oversigt

71 s. 293 – Den nærværende sandhed.


1 Er der noget, som kan hellige menneskene?
”Hellige dem i din sandhed; dit ord er sandhed.” Joh. 17:17.

2 Hvad er Herrens vilje med hensyn til hans sandhed?`
”Som vil, at alle mennesker skal blive salige og komme til sandheds erkendelse.” 1 Tim. 2:4. Det er Guds velbehagelige vilje, at dette skal ske, men menneskene gør ikke altid Guds vilje.

3 Når menneskene har fået kundskab om sandheden, hvad må de så gøre for at blive helliggjorte?
”Gud har udvalgt jer af begyndelsen til salighed i åndens helliggørelse og sandheds tro. 2 Thess. 2:13.

4 Hvad er nødvendigt foruden tro?
”Udvalgte efter Guds faders bestemmelse, i åndens helliggørelse til lydighed.” 1 Pet. 1:2.

5 Hvilen virkning har det at adlyde sandheden?
”Rens jeres sjæle i sandheds lydighed på grund af ånden.” 22. vers.

6 Hvorledes må vi tilbede Gud for at behage ham?
”Gud er en ånd; og de, som hans tilbede, bør det at tilbede i ånd og sandhed.” Joh. 4:24.

7 Hvorledes bør man altid handle med sandheden?
”Køb sandhed og sælg eden ej.” Ordsp. 23:23. Med andre ord: man bør købe sandheden, hvad den end koster, og ikke sælge den for nogen pris.

8 Er der noget i bibelen, som kan kaldes den nærværende sandhed eller en sandhed, som er tilstede blandt Guds børn?
”Derfor vil jeg ikke forsømme altid at påminde jer om dette, hvorvel I vide det og er styrkede i den sandhed, som er tilstede hos os.” 2 Pet. 1:12.
Anmærkning. – Der er nogle bibelske sandheder, som er anvendelige til alle tider, og derfor er nærværende sandheder i enhver slægt. Men der er nogle sandheder i bibelen af en særegen natur, hvilke blot er anvendelige på én slægt og i den slægt tjener til frelse for dem, som tror den. Det ville ikke have samme virkning at tro den samme sandhed i en efterfølgende slægt. Syndfloden er et godt eksempel herpå. Noas advarsler var nærværende sandhed til frelse for den slægt, som leved på hans tid; men det ville ikke have været til nogen nytte for den næstfølgende slægt at tro på en kommende syndflod. Det var en sandhed, som tilhørte fortiden. Det samme kan siges om at tro en vis sandhed før tiden; f. eks.: dersom Johannes den døbers budskab var blevet forkyndt for den slægt, som levede, før Kristus blev født, så ville det ikke have gjort noget godt, fordi tiden for dets fuldbrydelse endnu ikke var kommet. Således er det ikke med bibelens almindelige sandheder, såsom tro, omvendelse o.s.v. De er frelsende sandheder til alle tider.

9 Hvilket særskilt budskab forkyndte Noah på sin tid?
”Da sagde Gud til Noah: Alt køds ende er kommet for mit ansigt; for Jorden er fuld af vold af dem; og se, jeg vil fordærve dem med jorden. Gør dig en ark af gofertræ.” 1 Mos. 6:13,14.

10 Byggede Noah arken? og hvorfor byggede han den?
”På grund af tro var det, at Noa, advaret af Gud om det, som endnu ikke fås, frygtede Gud og beredte arken til sit huses frelse; ved den fordømte han verden, og blev arving til retfærdigheden af troen.” Heb. 11:7.

11 Hvor mange blev frelste i arken?
”Der Guds langmodighed ventede i Noahs dage, der arken byggedes, i hvilken så, nemlig otte sjæle, hvilke frelste i vandet.” 1 Pet. 3:20. Måske mange af dem, som blev fortabte, havde samme tro som Noah og hans familie til den tid, da Gud gav dem dette særskilte budskab. Da så man en forskel, ikke på grund af deres foregående tro, men fordi de ikke således som de sjæle, der blev frelste i arken, troede den særskilte frelsende sandhed, som blev forkyndt på sin tid.

12 Hvilket særskilt budskab forkyndte Johans for folket i Nineve?
”Og Jonas gjorde sig rede og gik til Ninive efter Herrens Ord. . . Og Jonas begyndte at gå ind i staden en dags gang, og han råbte og sagde: Der er endnu fyrretyve dage, så skal Ninive omstyrtes.” Jon. 3:3,4.

13 Hvad frelste Folket fra den ødelæggelse, som var blevet forkyndt?
”Da troede mændene i Ninieve på Gud og de udråbte en faste, og klædte sig i sæl, både store og små iblandt dem.” ”Og Gud så deres gerninger, at de omvendte sig fra deres onde vej; og Gud angrede det onde, som han havde ville gøre dem, og han gjorde det ikke.” 5., 10. vers.

14 Hvad var Johannes den døbers særskilte mission?
”Der blev et menneske udsendt af Gud, han hed Johannes. Denne kom til et vidnesbyrd, at han skulle vine om lyset, at alle skulle tro ved ham.” Joh. 1:6,7.

15 Hvad svarede han den, som spurgte ham om hans mission?
”Han sagde: Jeg er hans røst, som råber i ørken: Jævner Herrens vej, som profeten Esajas har sagt.” 23. vers.

16 Johannes’ dåb var noget nyt og mærkværdigt på hans tid. Hvad gjorde de, som forkastede hans lære?
”Men farisæerne og de lovkyndige foragtede Guds råd med dem, og blev ikke døbte af ham.” Luk 7:30.

17 Og hvad gjorde de, som blev døbte af Johannes?
”Og alt folket, som ham hørte, endog toldere, gav Gud æren, og blev døbte med Johannes’ dåb.” 29.vers. Det er: de rede og forherligede Gud ved det skridt, de to, hvilket viste deres tro på hans sandhed.

18 Da Kristus kom til jorden, blev han så antaget af dem, som kaldte sig Guds folk?
”Han kom til sit eget, og hans egne tog ham ikke.” Joh. 1:11.

19 Hvilken grund anførte de for deres vantro?
”Vi vide, at Gud har talt til Moses; men om denne vide vi ikke hvorfra han er.” Joh. 9:29.
Anmærkning. – Det, som var i vejen, var at de havde ingen tro på noget nyt. De vidste, at Gud havde talt ved Moses. Der behøvedes ingen tro til at antage det. Og de vovede ikke noget ved at tro på Moses; for alle ting havde bevist, at han var sendt af Gud. Alle kunne se det. Men her kom et menneske som deres længe forventede Messias og opfyldte således profetierne. Dette var voveligt at antage, fordi tiden endnu ikke havde bevist, hvor sande hans påstande var. kortsagt, det krævede for megen tro at antage Kristus. De ønskede at se uden at tro; derfor forkastede de ham. Og dog troede disse mennesker på Noas budskab; de troede Elias og alle profeterne; Men når det kom til den skærskilte sandhed, der tilhørte deres tid, så unddrog de sig. Således kan det også gå med hensyn til den nærværende slægt og budskabet om Kristi andet komme. De holdt fast ved gamle lærdomme, fordi ingen siger noget imod dem, men på samme tid forkastede de sandheder, som henhører til Herrens komme.

20 Hvad sagde folket, da Kristus talte om, hvorledes deres fædre ihjelslog profeterne?
”Havde vi været i vore fædres tid, da havde vi ikke været delagtige med dem i profeternes blod.” Matth. 23:30. På samme tid som de foregav, at de var bedrøvede over deres fædres adfærd, da de ihjelslog profeterne, fordi de forkyndte dem nye sandheder, så fyldte de dog snart deres ondskabs mål, idet de ihjelslog Guds søn. Dette viser, at de ville have gjort det samme som deres fædre, dersom de havde levet på deres tid. Må Herren frelse denne slægt fra at beklage Jødernes gerning, idet de korsfæstede Kristus, og på samme tid vise sig særlig værdig til at være deres efterfølgere, idet den handler uretfærdig imod Kristi sandhed for vor tid!

21 Hvad blev følgen af, at jøderne forkastede Kristus?
”Og der han kom nær til og så staden, græd han over den og sagde: Vidste du dog, ja end på denne din dag, hvad der tjener til din fred! men nu er det skjult for dine øjne.” Luk. 19:41,42.

22 Er der et særskilt budskab og værk for den sidste slægt?
”Derfor være I også rede; for menneskenes søn kommer på den time som I ikke mener. Hvem er vel den tro og snilde tjener, som hans Herre har sat over sit tyende, at give dem mad i tide.” 24:44,45.
Anmærkning. – På grund af Herrens komme vil et budskab blive forkyndt, som bringer folk mad i rette tid. Dette må være et advarende budskab om Herrens komme, og et budskab, som leder menneskene til at berede sig for at møde ham. At man ikke altid har forkyndt et sådant budskab beviser ikke, at det ikke nu bør forkyndes. Pastor John Robinson sagde i den afskedstale, han holdt til pilgrimsfæderne ved deres afrejse fra Holland til Amerika: ”Gud ved, om jeg nogensinde mere skal se jeres ansigt; men enten Herren har bestemt det eller ej, så besværger jeg jer for Gud og de hellige engle ikke at følge mig længere, end jeg har fulgt Kristus. Dersom Gud skulle åbenbaret noget for jer ved noget andet redskab, så vær lige så rede til at antage det, som I altid har været rede til at antage den sandhed, jeg har forkyndt., For jeg er vis på, at Herren har mere sandhed og lys, som endnu vil komme frem af hans hellige ord. For min egen del kan jeg ikke noksom beklage de reformerte menigheders tilstand. De er kommet til et vist punkt i religionen og vil ikke gå længere end det redskab, som frembragte reformationen. Luteranere kunne ikke overtales til at gå længere end Luther, og I se, hvorledes kalvinisterne sad fast, hvor hin stor Guds mand forlod dem, selvom han ikke så alle ting. Dette er en jammerlig tilstand, som er meget beklagelig; for selvom de var brændende og skinnedende lys på deres tid, s trængte de dog ikke ind i alt Guds råd, og dersom de levede nu, ville de være lige så villige til at antage mere lys, som de var villige til at antage det lys, de først fik.”

23 Hvad udtaler Herren over dem, som handler således når han kommer?
”Salig er den tjener, hvilken hans herre, når han kommer, finder gør således.” 46 vers.
Anmærkning. - Luther vidnede: ”Jeg tror sandelig, at Dommens dag ikke er over os 300 år borte. Gud vil ikke og kan ikke tåle denne ugudelige4 verden meget længere. Den store dag drager nær, på hvilken vederstyggelighedens rige skal omstyrtes.
Melanchton sagde: ”Denne gamle verden er ikke langt fra sin ende.” Kalvin bød de kristne ”ikke at unddrage sig, men at længes inderlig efter den dag, da Kristus skulle komme, da denne begivenhed var den fornemste af alle.” Og han forsikrede, ” at de troende blandt menneskene ville have den dag for øje.” ”Vi må hungre efter Kristus, vi må søge, at må grund,” siger han, ”indtil den store dag kommer, da vor Herre vil fuldstændig åbenbare sit riges herlighed.”
Knox, den skotske reformator, sagde: ”Har ikke vor Herre Jesus taget vort kød op til himmelen? og vil han ikke vende tilbage? Vi vid, at han vil komme igen, og han vil ikke tøve.”
Ridley og Latimer, som hengav deres liv for sandheden, vente4de i tro på Herrens komme. Ridley skrev: ”Jeg tror det, og derfor siger jeg det, at denne verden uden tvivl nærmer sig sin ende. Lad os med Johannes, Guds tjener, råber af vore hjerter til vor frelser Kristus. Kom, Herre Jesus, kom!”
”Tanken på Herrens komme,” siger Baxter, ”er meget sød og frydefuld for mig; det er Troens gerning og hans helliges natur at elske hans åbenbarelse og at forvente det salige håb.”

24 Hvad vil det fornemste i dette budskab blive?
”Her er de helliges tålmodighed; her er de, som bevarer Guds befalinger og Jesu tro.” Åb. 14:12.

25 Hvor ivrigt skal dette værk udføres?
”Og Herren sagde til tjeneren: Gå ud på vejene og ved gærderne, og nød dem at gå ind, på det mit hus kan være fuldt.” Luk 14:23.
Anmærkning. – Dette værk foregår nu. Den tredje engels budskab lyder i enhver del af verden og formaner menneskene til at adlyde sandheden. Mange af Herrens sendebud på vor tid føler, ligesom apostlen siger. ”Eftersom vi da kender Herrens frygt, søge vi at vinde mennesker.” 2 Kor. 5:11.

næste