1. Kapitel - Indledning

Da Johannes Døberen udbrød, idet han pegede på Jesus: »Se det Guds Lam, som bærer verdens Synd!« bragte han med det samme det store tema om menneskeslægtens fald og genrejsning på bane. Verdens første og dødeligste pest er synden. Alle dens lidelser og sorger, dens veer og skuffelser, dens fordærvede sæder og onde lidenskaber - hovmod, had, misundelse og hævnlyst - dens torne og tidsler, dens sumpe og vildmarker, dens lyseste og kæreste forhåbninger slået og gemt i gravens gru og mørke - alt dette har sit udspring fra, sin næring og beståen i denne ene bitterheds rod, dette upastræ: synden. Verden er ødelagt og ruineret, så længe giften af dette dødelige onde flyder i menneskenes årer.

Den eneste redning er derfor syndens borttagelse. Den ene, uundgåelige betingelse for genoprettelsen af freden, lykken og paradiset er, at menneskene bliver fri for denne spedalskhedens plage, at synden og kærligheden til den - synden, dersom en giftig urt har spredt sig og fordærvet sind og hjerte - bliver udryddet af menneskets sjæl, og forbandelsen med alle de mærker, den har efterladt sig, bliver fjernet fra jorden for stedse.

(8)Men hvem er mægtig til at udføre denne store gerning? Hvilke midler vil slå til for at få den fuldbragt? Mennesker kan ikke gøre det. engle kan ikke gøre det. Der er kun en, som er så højt ophøjet, så stor i ære, så mægtig i kraft, at han kan udrække sin arm og løfte af menneskenes skuldre denne frygtelige byrde; der er kun et navn under himlen givet blandt mennesker, ved hvilke de kan være frelst - navnet Jesus, der bæres af det ophøjede væsen, som Johannes pegede på - det Guds Lam, Guds enbårne Søn, født af Faderen fra evighed.

Således peger Johannes her på verdens tunge byrde og sorg: synden. Han viser os, hvad der alene kan bringe befrielse: syndens borttagelse. Og han nævner den, ved hvem det alene kan ske: det Guds Lam.

Derved stilles vor Herre og Frelser straks i forgrunden på den skueplads, hvorpå hele menneskeslægtens opmærksomhed burde være rettet. Alles øjne burde være vendt mod ham, vor eneste tilflugt, den eneste håbets stjerne, der lyser i denne verdens mørke; og røsten af den mand, som fremstod i Judæas ørken for at berede Herrens vej, var idet den lød højt og klart i folkets øren og bød dem at »se« på ham, kun et udtryk for den naturlige følelse, der rører sig i ethvert virkelig opvakt hjerte.

Men Så stor er syndens lammende magt, at den blotte åbenbarelse af den sandhed, at redning er tilvejebragt, ikke er nok til at vække sjælen. For de blindes øjne må der sættes et blændende lys, for de døves øren må der lyde et gennemtrængende råb, for at de kan forstå og fatte, at der er frelse for dem fra synd og død. Derfor opløftede den mærkværdige forløber for Kristus sin røst og råbte: »Se det Guds Lam, som bærer verdens synd!« (9) Profetierne havde længe forudsagt hans komme; nu var han kommet og menneskene kunne se ham. Senere lærere af Guds ord gentog atter og atter den samme opfordring som Johannes. Paulus siger: »Vi ser hen til troens begynder og fuldkommer, Jesus.« Atter siger han: »ham, som »en kort tid var blevet gjort ringere end englene«, Jesus, ham ser vi, fordi ham led døden, »kronet med herlighed og ære«, og på to andre steder pålægger han os udtrykkelig at betragte Jesus: »Betragt ham, som tålmodig har lidt en sådan modsigelse af syndere mod sig, for at I ikke skal blive trætte og forsage i eders sjæle;« og atter: »Betragt vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Kristus Jesus.« Heb 12,2.3; 2,9; 3,1.

Og vor Herre selv har lagt endnu stærkere vægt på dette. »Kom hid til mig,« siger ham, »og jeg vil giver jer hvile! Tag mit åg på eder, og I skal finde hvile for eders sjæle.« Matt 11,28-30. Han vidner, at han er det sande vintræ, og at vi er grenene, og at ligesom grenen ikke kan bære frugt, når den er skilt fra træet, således kan vi slet intet gøre uden ham. Joh 15,1-6 Og atter henvender han sig til os ved den samme apostel: »Den, som har Sønnen, har livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet.« 1 Joh 5,12 Den største straf udtales over den, der træder Guds søn under fode (Heb, 10,29), medens den, der sejrer, har det løfte, at han skal sidde med Kristus på hans trone. Åb 3,21.

Disse skriftsteder udgør en indledning til de underfulde åbenbarelser vedrørende ham, om hvem Johannes talte. De begynder med at vise os årsagen, hvorfor vi bør se hen til Jesus og »betragte« ham, vor bekendelses apostel og ypperstepræst. Den kendsgerning, at en (10) levende forbindelse med ham er af så stor vigtighed for vort fremtidige liv og vor sande lykke, burde vække i os en inderlig længsel efter så større kendskab til hans natur, stilling og det værk, han udfører, samt på hvilke betingelser den levende forbindelse med ham, hvorpå vor lykke beror, kan vedligeholdes.