10. Kapitel - Helligdommen

(58) Vi har nu nået til det punkt i vort studium, da den underfulde bygning, som Gud lod Israels børn opføre, for at han kunne bo iblandt dem, gør krav på vor opmærksomhed. Rettelig betragtet ses den at kaste lys over de mest vidunderlige og vidtstrækkende sandheder. De redskaber, som fandtes deri var forbilleder på evangeliets velsignelser. Den tjeneste, som forrettedes deri, afbildede Kristi gerning. Intet menneske kan se hen til Jesus og få en ret forståelse af hans stilling og værk uden at betragte sagen i lyset af denne Guds helligdom, bygget af Moses i ørknen - denne skygge kastet på jorden for at fremstille »det himmelske«. Den blev kaldt både tabernaklet og helligdommen; men dens fornemste og mest almindelige navn var »helligdommen«; og under dette navn vil vi nu have lejlighed til med udelt interesse at studere den vigtige plads, den indtager i Guds nådens husholdning.

Læseren vil nok tillade, at vi i forvejen siger nogle udtalelser, som han, om de ikke til fulde fastslås, før vi kommer til slutningen på vor bevisførelse, har fuld frihed til at forkaste sammen med det, vi heri tilsigter at fremholde som sandhed. Denne helligdom vil findes vor opmærksomhed værd som det store midtpunkt, hvorom frelsens plan gennem Jesus Kristus drejer sig. Den var ikke noget, der kun angik det gamle testamentes tid, men den har sin plads også i det nye. Næst efter Kristus selv, den nye pagts (59) tjener, og den midlergerning, han udfører, kræver helligdommen vor opmærksomhed som det sted, hvor forløsningens uudgrundelige gerning foregår og fuldbyrdes. Der findes ikke noget andet enkelt emne forbundet med frelsens plan, hvori vi ser de forskellige åbenbarelser i Guds ord samle sig til et så harmonisk hele som heri. De forskellige dele af et hjul kan, betragtet hver for sig, besidde symmetri og skønhed; men det er kun, når de alle er sammenføjet ved navet i midten og følgerne yderst, at deres brug og værd som dele af et fuldkomment hele ses. Således er det også med sandhedens store hjul. Alle de enkelte dele ejer styrke og skønhed i sig selv, men samlet om Helligdommen som det centrale nav forenet de alle til et harmonisk hele. Dette emne udgør midtpunktet i alle de store sandheder, som er os åbenbaret. Derfra udstråler de i alle retninger. Det forener de to store husholdninger, den jødiske og den kristne, og klargør deres forhold til hinanden. Det er enestående deri, at det forklarer for os vor Herre Jesu Kristi stilling og værk. Som en skinnende fakkel kaster det sit lys over hele den jødiske husholdning. Belyst heraf bliver Mosebøgerne med sine udførlige skildrninger af slagtoffere og brændoffere, sine skikke og ceremonier og alt, hvad der med var forbundet, som i almindelighed anses for at være så anderledes uden interesse, og ikke også uden mening, fulde af liv og skønhed.

I dette emne har man nøglen til udtydningen af nogle af de vigtigste profetier, som henhører til vor tid. Undlader fortolkeren at bruge denne nøgle, kan han næppe komme til nogen ret slutning; men bruger han den, vil han sjælden fare vild. Det viser os, hvor vi befinder os i verdens historie. Det besvarer spørgsmålet: Hvordan skrider natten? (60) Det sætter loven på rette plads, åbner hjerterne for partisk kristendom, viser den søgende vejen til Kristus, fremstiller, hvordan dommen går for sig, hvorledes og hvornår nådens værk for syndere vil få ende, Kristus åbenbares, genløsningen blive fuldbragt og den evige pagts velsignelser blive opnået. Forunderligt er det, at et emne, som indtager en så vigtig plads i den guddommelige husholdning, så længe er blevet forbi-set. Og forunderligt er det også, at der findes så få selv nu, som skænker det nogen videre opmærksomhed, langt mindre gør det til genstand for alvorlig granskning. Kun i en bevægelse blandt menneskene har det fået en fremstående plads. Alene blandt et folk er det gjort til genstand for et omfattende drøftelse og omfattes det med glæde, som vi herefter skal se.

Men lad og først gøre os bekendt med denne bygning og betragte dens oprindelse og konstruktion. Dernæst kan vi drøfte dens brug og bestemmelse. Der findes vel ingen bedre indledning til denne del af emnet end apostlens ord i brevet til Hebræerne. I ottende kapitel taler han om de to pagter, den første og den anden, den gamle og den nye, under hvilken sidste vi nu lever. I niende kapitel viser han os, at begge disse pagter havde en helligdom, og siger:

»Nu havde jo også den første pagt sin gudstjenesteordning og sin jordiske helligdom. Thi i den var der indrettet et forreste rum, hvori lysestagen og bordet og skuebrødene var; det kaldes »det hellige«. Og bag det andet forhæng var der et rum, som kaldes »det allerhelligste«. Deri stod et gyldent røgelsesalter og pagtens ark, på alle sider beslået med guld, og i den var der en guldkrukke med mannaen, og Arons stav, den, som havde blomstret, og pagtens tavler. Oven på den stod herlighedens keruber, som overskyggede sonedækket.« osv. vers 1-5

Lad os nøje betragte disse apostel-ord. De både (61) indleder og afgør en vigtig side ved dette spørgsmål, som der hersker uenighed om. De siger os tydelig, hvad der i en vis tid udgjorde Herrens helligdom. I det tidsrum, der indgår under den første pagt, et tidsrum af omtrent 1500 år, fra Moses til Kristus, medens det tabernakel, der her så nøje er beskrevet, eksisterede, kan der med disse apostlens ord for øje ikke være nogen tvivl om, hvad der da udgjorde helligdommen. Vender vi os til tidligere tiders optegnelser, finder vi der en mere udførlig beskrivelse af denne bygning, der på grund af sin brug som sandhedens guddommelige tempel fortjener at betragtes med udelt og stigende interesse.

Gå da tilbage til den tid, da Israelitterne blev befriet fra Ægyptens trældom. De var netop kommet over på den anden side af det røde hav gennem den vej, Herren åbnede for dem, medens vandet stod som en mur på begge sider. Ægypterne, som forsøgte at gøre ligeså, var midt i havet, da Gud befalede Moses at udrække sin stav, og de blev overvældet af den rivende strøm og druknede. Lyt til den sejrssang, som Moses da sang: »Herren er min styrke og lovsang, og han blev mig til frelse; han er min Gud, og jeg vil prise ham,« eller der står på engelsk: »Jeg vil berede ham en bolig.« 2Mos 15,2

Her findes den første hentydning til den bygning, som Herren snart ville lade opføre, for at han kunne bo iblandt sit folk. I 2Mos 15,17 forekommer ordet »helligdom« for første gang i biblen: »Du skal føre dem ind og plante den på din arvs bjerg, det sted, du har beredt til den bolig, o Herre, den helligdom, o Herre, som dine hænder har grundlagt.« Heraf har nogle draget den slutning, at Kanaans (62) land, hvori Israels børn tilslut skulle bo, måtte være helligdommen. Men man må betænke, at den her anvendte talemåde forekommer i en jublende sejrssang, hvor et poetisk billedsprog er fuldt ud berettiget. Ordet »helligdom« anvendes ved navneombytning på det sted, hvor Israel skulle bo, fordi der skulle helligdommen tilsidst blive opslået og udgøre den vigtigste genstand i landet. I den 78. salme skildrer David dette afsnit i Israels historie og giver os således en inspireret forklaring over denne sang af Moses. Han siger: »Han bragte dem til sit hellige [eng.: sin helligdoms] land, de bjerge, hans høje vandt.« vers 54. Og med henblik på templet, siger han i vers 69: »Han bygged sit tempel himmelhøjt, grundfæsted det evigt som jorden.«

går vi nu tilbage til anden Mosebog, finder vi i det 25. kapitel og fremover en mere udførlig beskrivelse af denne helligdom, og hvorledes den skulle bygges. Gud talte med Moses om de offergaver, folket skulle bringe, så hans bolig kunne opføres, og sagde: »Og de skal gøre mig en helligdom, og jeg vil bo midt iblandt dem.« Vers 8 Ordet »helligdom« forklares som: et »helligt sted«; og dertil må føres, efter denne Guds åbenbarede hensigt: »den højestes bolig«. Hvad dens brug i skriften angår, må den derfor, så længe den bestod her på jorden, betragtes som Guds synlige bolig blandt menneskene. Hvor tjener ikke denne kendsgerning til at forøge den interesse, med hvilken den burde betragtes af enhver sandhedssøgende sjæl!

I den tredje måned efter Israels børns udgang af Ægypten kom de til Sinajs ørken. Moses fik der befaling (63) til at stige op på bjerget for at tale med sin skaber. Denne mindeværdige sammenkomst varede i 40 dage og 40 nætter. Der fik Moses at se et billede af helligdommen og alle de hellige kar og modtog fuldstændig underretning med hensyn til dens opførelse og indretning. Læseren vil gøre vel i at studere den nøjagtige beskrivelse af tabernaklet, som findes i 2Mos kap. 25-31. Lad det være nok her at sige, at det var en ualmindelig pragtfuld bygning. Da den fra først af blev indrettet efter Israels forholde før deres indgang i Kanaans land, var den således sammensat, at den med lethed kunne tages ned, flyttes fra sted til sted og sættes sammen igen på de forskellige stoppesteder på deres rejser. Med dette for øje var bygningens vægge dannet af løse, opretstående planker sammenføjet med tværstænger, og både plankerne og stængerne var belagt med guld. Bygningen var 30 alen lang, ti alen bred og ti alen høj. Ved den østlige ende, som udgjorde indgangen, stod fem støtter af akacietræ, belagt med guld, og med kroge af guld og fodstykker af kobber. Over tabernaklet, efter at det således var opført, lagdes fire forskellige slags tæpper. Det første og inderste tæppe var af fint tvundet lin, broderet med figurer af keruber i blåt, purpur og skarlagen. Dette måtte udgøre et overmåde smukt og prægtigt loft. Det andet tæppe var af geddehår. Det tredje af røgfarvede væderskind og det fjerde og sidste af takasskind tjente til dække over de andre. Et rigt broderet dække, der hang på de fem støtter, som var belagt med guld og stod ved indgangen mod øst, udgjorde tabernaklets dør.

Dette hellige telt var delt i to afdelinger ved et forhæng, som hang på fire støtter af akacietræ, der var (64) belagt med guld og sat i fodstykker af sølv. Der siges intet om de to afdelingens forholdsvise størrelse, men forholdet var vist det samme, som siden efter blev iagttaget i templet (1Kong 6), hvor to tredjedele af rummet udgjorde den første afdeling og den øvrige tredjedel den anden. Her ville altså den første afdeling, det hellige, blive tyve alen lang, og ti alen bred og ti alen høj, medens den anden afdeling det allerhelligste, ville blive ti alen hver vej og således udgøre en fuldkommen firkant.

I den første afdeling eller det hellige var der tre redskaber, som vi må fæste os lidt ved: Guldlysestagen, bordet med skuebrødene og røgelsesalteret, Lysestagen var af rent guld, bordet og røgelsesalteret af akacietræ, men belagt med Guld. Lysestagen havde tre arme på hver side, som med den midterste stang udgjorde syv lamper. Disse holdtes stadig brændende, og alene på den måde blev helligdommen oplyst. På bordet lå tolv brød, som skulle forestille de tolv Israels stammer. Disse brød skulle byttes hver sabbat, da friske brød blev lagt på bordet i stedet for de gamle. Røgelsesalteret blev benyttet til at ofre vellugtende røgelse på i forbindelse med ofrene. I den anden afdeling, det allerhelligste, var der også tre redskaber, som vi må mærke os: Arken, nådestolen og keruberne. Arken var en kiste af akasietræ, treogenhalv alen lang og halvanden alen bred og halvanden alen høj. Den var belagt både indvendig og udvendig med purt guld. I denne ark lå de to sten tavler, som indeholdt de ti Guds bud, skrevet med Guds egen finger. Den blev lavet specielt i dette øjemed. Nådestolen, som udgjorde arkens låg, var af purt guld, og keruberne, som også var af purt guld, stod på hver sin ende af nådestolen. Den kaldtes nådestolen, (65) ikke fordi ypperstepræsten nogen gange sad der under tjenesten i helligdommen, men fordi nåden der havde sit sæde. Thi på forsoningsdagen blev, som vi senere skal se, blodet skænket på arkens låg for at tilfredsstille den lovs krav, som forvaredes derunder; og gennem denne tjeneste blev nåde skænket angrende syndere.

Det var over arken, ovenover nådestolen, i helligdommens allerhelligste, at Guds synlige nærværelse åbenbaredes, og fra dette højthellige sted plejede Gud at tale med sit folk. Og derfor beder David: »Du, som troner på keruberne, åbenbar dig i herlighed.« Sal 80,1.

Til at udføre hele dette underfulde arbejde kaldte Gud særskilte personer, som han dygtiggjorde ved at lade sin ånd hvile over dem. Helligdommen var derfor ikke bare menneskers værk; den var et under Helligåndens vejledning udført mesterligt kunstværk. Hvilket indtrykfuldt skue må ikke helligdommens indre have frembudt! Der var vægge med et udseende af massivt, rent guld, hvori lyset fra guldlysestagens syv lamper gav genskin og kastede sine stråler i alle retninger! Der var bordet med skuebrødene og røgelsesalteret, der i lyset fra guldlysestagen glitrede som blankt guld! Der var tæppet, som dannede det pragtfulde loft med de mystiske englefigurer i blåt, purpur og skarlagen! Alt bidrog til at gøre det til et skue af uforlignelig skønhed. Og bag det andet forhæng var desuden den synlige åbenbarelse af Guds herlighed, foran hvilken ingen kunne træde ind og leve undtagen ypperstepræsten en gang om året. Heb 9,7

I det andet år efter Israels børns udgang af Ægypten, på den første dag i den første måned, blev tabernaklet oprejst. Moses bredte teltet over tabernaklet (66) og lagde vidnesbyrdet, stentavlerne med de ti bud, i arken, satte nådestolen over den, bragte den ind i tabernaklet og ophængte forhænget. Han satte bordet med skuebrødene og guldlysestagen ind i den første afdeling og tændte lamperne for Herrens åsyn. Han satte det gyldne røgelsesalter foran forhænget og brændte vellugtende røgelse på det. Og på alteret foran tabernaklets dør ofrede han brændoffer og madoffer, ligesom Gud havde befalet. Da dækkede skyen sammenkomstens telt, og Herrens herlighed fyldte tabernaklet. 2Mos 40 Den bolig, som Gud havde befalet folket at bygge, for at han kunne bo iblandt dem, var nu fuldført, og ved sin herligheds sky, i hvis nærhed ikke engang Moses kunne komme, vedkendte Gud sig deres værk og tog sin bolig i besiddelse. Enkelthederne vedrørende alt det, der her er hentydet til, vil men finde i en del af anden Mosebog, hvortil læserens opmærksomhed allerede er henvist. Gud havde nu taget sin bolig i besiddelse midt iblandt sit folk.

vi har nu for os helligdommen, som Moses lod den opføre i Sinajs ørken 1490 år før Kristus. Med pagtens ark, nådestolen og Guds herligheds sky udgjorde den midtpunktet for Israels religiøse tilbedelse under det tidligere forbilledlige system. Som allerede bemærket var israelitterne den gang på sine vandringer, og helligdommen var, som den først blev givet dem, indrettet efter deres specielle forholde. Den var sammensat således, at de med lethed kunne tage den ned og bære den med sig på sine rejser. Den kunne også straks opsættes, hvor som helst Herren, som ledte dem i skystøtte om dagen og i en ildstøtte om natten, anviste, at de skulle slå lejr. 4Mos 9,15-23.

Levitterne var udset til tjenesten ved helligdommen, og (67) de havde fået det hverv at bære den og alle dens hellige kar, når lejren skulle flyttes. Således var det hele tiden under de 40 år, de vandre i ørknen. I denne tid kaldes den bygning, som Gud selv gjorde til sin helligdom, og hvor hans tjeneste blev udført, helligdommen på 60 forskellige steder som følger: 2Mos 25,8; 30,13.24; 36,1.3.4.6; 38,24-27; 3Mos 4,6; 5,15; 10,4; 12,4; 16,33; 19,30; 20,3; 21,12,23; 26,2; 27,3.25; 4Mos 3,28.31.32.38.47.50; 4,12.15.16; 7,9.13.19.25.31.37.43.49.55.61.67.73.79.85.86; 8,19; 10,21; 18,1.3.5.16; 19,20.

Det vil være af interesse i korthed at følge denne bygnings historie under de forskellige omvekslinger, så længe den udgjorde helligdommen eller Guds bolig på jorden. Længe efter at Israel ifølge Herrens løfte havde indtaget Kanaans land, indtog helligdommen en ny plads som:

1.Tempel.

Ved denne tid behagede det Gud, at helligdommen skulle oprettes i en mere varig skikkelse. Det var ikke længere nødvendigt, at den skulle være således indrettet, at den kunne flyttes fra sted til sted. Tiden for Israels vandringer var forlængst forbi. De var nu fast bosat i det forjættede land. Den lange periode på over 400 år, da Israels anliggender forvaltedes af dommere, og stillingen ofte var usikker og vanskelig, var også til ende. Israels stammer var forenet og dannede et nyt og mægtigt rige. På Davids tid udøvede det hebraiske herskevælde sin største magt og indflydelse.

Tilsidst gav Gud David ro for alle hans fjender rundt omkring. 2Sam kap 7 og 8. Da kom han til at fæste (68) sine tanker ved Guds hus og udtalte sig således til profeten Natan herom: »Se dog! Jeg bor i et hus af cedertræ, medens Guds ark bor imellem telttæpper.« Dette hentyder uden tvivl til det telt, han havde opslået for Guds ark i Davids stad, hvortil muligvis hetitten Urias ord (2Sam 11,11) også hentyder.

Profeten billigede, hvad der lå David på hjerte: at opføre en passende bygning, hvortil Guds ark kunne få en fast plads, og han sagde: »Gå hen og gør alt, hvad der er i dit hjerte! Thi Herren er med dig.« Men i den samme nat talte Herren til profeten og bød ham at sige til kongen, at han ikke skulle bygge ham et hus til at bo i, fordi han havde været en krigens mand og udgydt meget blod. Dette var et meget vigtigt og helligt værk. I dette hus ville Herren række Fredens oljekvist til en oprørsk verden, og ingen uden sådanne, som havde tilbragt sit liv med fredelige sysler, kunne ansættes ved dets opførelse.

2.Templet bygget efter et billede.

Ikke desto mindre gav Gud David ved sin Ånds åbenbarelse et nøjagtigt billede af templet og alt dets tilbehør, ligesom han havde givet Moses et billede af tabernaklet i Sinajs ørken. Dette finder vi i 1Krøn 28,11 og flg. I det 19. vers siger David: »Om alt dette har Herren undervist mig ved et skrift til mig fra sin hånd, om alle billedets værker.«

Foruden det, at han således modtog billedet, blev det ham også tilladt at gøre rigelige forberedelser for den kommende bygning. Dens opførelse blev overladt til hans søn Salomo, og til ham og fyrsterne gav David følgende højtidelige formaning vedrørende arbejdet: »Så giv da eders (69) hjerter og sjæle hen til at søge HERREN eders Gud og tag fat på at bygge Gud HERRENs Helligdom, så at HERRENs Pagts Ark og Guds hellige ting kan føres ind i huset, der skal bygges HERRENS navn.« 1Krøn 22,19 Dette tempel skulle bygges på Moria bjerg i Jerusalem.

Atter siger han, i 1Krøn 28,10: »Så se da til, thi HERREN har udvalgt dig til at bygge et hus til Helligdom! Gå til værket med frimodighed!«

Bemærk, det var helligdommen, der blev gjort så omhyggelige forberedelser for - den helligdom, hvoraf David havde set billet, hvortil han havde samlet materiale, og om hvilken han gav denne formaning.

Den inderlige forbindelse, der bestod mellem templet og dets forbillede, tabernaklet, ses af hele bygningens indretning og redskaberne deri. Ligesom tabernaklet havde templet sit hellige og allerhelligste, skønt disse afdelinger i længde, bredde og højde var akkurat dobbelt så store som tabernaklet. Det allerhelligste var således tyve alen i firkant i stedet for ti og det hellige tyve alen langt og 40 alen bredt i stedet for ti alen langt og tyve alen bredt.

Foruden disse afdelinger var der en forhal tyve alen lang ved indgangen, og bygningen var omgivet af kamre for præsterne foruden flere forgårde og dækkede buegange, som omgav det hele. Det dækkede et stort areal og frembød et imponerende og prægtigt skue. Ragende op fra sin anselige højde ligesom et bjerg af marmor og guld stod det for verden som et bygningsværk, hvis skønhed og pragt overgik alt, hvad menneskene nogensinde før havde set. De udskårede keruber på husets vægge, det belægning med purt guld indvendig og udvendig, dørene af oliventræ prydet med udskåret arbejde og belagt med guld svarende til udskærelsen (70) tillige med de utallige andre kostbare prydelser og forskønnelser - alt var tilvejebragt til en værdi som det var umulig at beregne.

To kæmpemæssige keruber af oliventræ belagt med guld, hver ti alen høj, blev forarbejdet for det allerhelligste og stillet på hver sin side af det sted, hvor arken skulle stå. »Og man udbredte kerubernes vinger, så den enes vinge rørte ved den ene væg, og den anden kerubes vinge rørte ved en anden væg, medens deres vinger midt i huset rørte vinge ved vinge.« 1Kong 6,27 Således udgjorde de et træffende symbol på de to husholdninger, der overspænder nådens frelsesværk og berører hinanden over nådestolen og Guds lov.

Mange af helligdommens kar blev også forstørret og flere taget i brug ved tjenesten i templet. Ti guldlysestager oplyste det hellige, og på ti borde lå det indviede brød, som hver sabbat blev lagt for Herrens åsyn. 2Krøn 4,7.8

Efter syv år og seks måneders forløb fra den tid, arbejdet blev påbegyndt, var bygningen færdig, skønt indvielsen ikke fandt sted før det følgende år, det tolvte i Salomos regering. Efter at alting var beredt for denne glædelige begivenhed, forsamlede Salomo Israels ældste og alle stammernes overhoveder, øversterne for Israels børns husfædre, for at føre Herrens pagts ark op fra Davids stad til dens nye hjem. 1Kong 8 »Og kong Salomo og med ham hele Israels menighed, som havde forsamlet sig hos ham, var foran arken og ofrede småt kvæg og stort kvæg, som ikke kunne tælles og ikke beregnes for mangfoldighed.« Hvilken imponerende og frydefuldt skue må ikke dette have været! (71)

De førte også tabernaklet med sig op til templet. Det oprindelige tabernakel blev ladt tilbage i Gibeon 38 år forud, og det er den almindelige formodning, at David havde bygget et nyt telt for arken, da han førte den ind i sin stad. Hvilket af disse var det, som blev ført til templet? Nogle tror, at begge blev ført did. Dr Clarke mener, hvad der synes at være det mest sandsynlige, at det oprindelige tabernakel blev ført op fra Gibeon for at opbevares i templet som et minde, og at det midlertidige telt, der var oprejst af David, blev ødelagt.

Arken blev ført ind i det allerhelligste og stillet mellem Kerubernes vinger; og således blev den atter forbundet med helligdommen efter at have været skilt fra den i 136 år. Gud billigede alt, hvad der var blevet gjort som en passende beredelse for hans tilbedelse efter de tiders forholde; og ligesom han havde taget det første tabernakel i besiddelse (2Mos 40,34), således tog han nu også dette i besiddelse: »Og det skete, da præsterne gik ud af helligdommen, da fyldte skyen Herrens hus. Og præsterne kunne ikke blive stående for at forrette tjeneste for skyen; thi Herrens herlighed fyldte Herrens hus.« 1Kong 8,10.11

Dette var en glædesdag i Israel. De tusinder af offere, som blev fortæret på altrene, den sky af vellugtende røgelse, som opsteg fra templet, lyden af de mange musikinstrumenter, røsten af sangerne, den vise Salmons uforlignelige bøn, det nye tempels herlighed, den uhyre mængde mennesker og fremfor alt Herrens herligheds sky, idet han tog sin bolig i besiddelse, - alt dette tjente til at gøre dette til den mest imponerende gudstjeneste, der nogensinde er forrettet i (72) denne verden enten før eller siden den tid.

22 000 okser og 120 000 får medgik til Salomos takoffer. Desuden ofrede han slagtofre, brændofre og drikofre, og hele den forsamlede mængde ofrede til Herren. I fjorten dage holdt Salomo og alt folket fest for Herren, og siden vendte folket tilbage til sine hjem, glade og vel til mode over alt det gode, Herren havde gjort mod dem.

Under Israels ørkenvandring blev, som vi allerede har set, tabernaklet kaldt helligdommen 56 gange. Fra den tid af, da det blev ført ind i det hellige land, og indtil dets indlemmelse i templet er det i følgende skriftsteder nitten gange til kaldt helligdommen: Josva 2,26 1Krøn 9,29; 22,19; 24,5; 28,10; 2Krøn 20,8 Sal 20,2; 28,2; 29,2; 68,24; 73,17; 17,13; 78,54.69; 96,6.9; 134,2; 150,1

3.Templets ødelæggelse.

Med indvielsen af Salomos tempel nåede den jordiske helligdom højdepunkter af sin herlighed. Dens hellige kar var fuldkommen og komplette. Den indeholder den samme ark, som Moses havde gjort efter Guds egen anvisning; og arken indeholdt de selvsamme sten tavler, hvorpå Gud havde skrevet med sin egen finger. Templet var en overmåde prægtig og herlig bygning, og der var intet til hinder for, at den levitiske gudsdyrkelse kunne udføres i al sin fuldendthed.

Det ville være en fornøjelse at dvæle længe både ved templet og helligdommen under disse lykkelige forholde; men syndens mørke spøgelse med de uundgåelige straffedomme og ulykker, det bebuder, viser sig snart atter på scenen. (73)

Templet blev indviet år 1005 f.Kr. 34 år derefter, 971 f.Kr. erklærede Sifak, ægypternes konge, krig mod Rehabeam, indtog Jerusalem og bortførte templets skatte. 1Kong 14,25.26; 2Kong 12,9 Men da kongen ydmygede sig og omvendte sig fra de synder, som havde ført Guds domme over ham, vendte Herren sin vrede fra ham. Vers 12.

Joas begyndte udbedringsarbejdet på templet år 856 f.Kr. 2Kong 12,4.5 Akas, Judas konge, blev indviklet i krig med kongerne af Israel og Damaskus og ranede templet 740 f.Kr. for at kunne betale Tilgat-Pilneser, Asyriens konge, hos hvem han havde søgt hjælp. 2Krøn 28,21.22 Ezekias, hans søn, erstattede i en vis grad dette tab, men blev tilsidst nød til at tage alle templets rigdomme for at købe sig fred med Sankerib, som var draget op imod ham. 2Kong 18,14-16

Manasse, Ezekias’ søn og efterfølger, vanhelligede Herrens tempel ved at oprejse altre for hele himlens hær, endog i Herrens huses forgårde (2Kong 21,4-7), hvorfor Gud overgav ham i den assyriske konges hånd. Han blev lagt i lænker og ført til Babel (2Krøn 33,11) år 677 f.Kr. Men da han ydmygede sig og angrede sin synd, blev han ført tilbage til sit eget rige og bestræbte sig for at godtgøre, hvad han havde forbrudt, da han vanhelligede Herrens hus. vers 14-16

Josias, Judas konge, arbejdede ivrigt for at udbedre templet. 2Kong 22,4-6 Han befalede, at levitterne skulle sætte Herrens ark ind i helligdommen på dens rette sted, og at de ikke længere skulle bære den omkring, hvilket de muligvis havde gjort under de ugudelige kongers regering, som havde hersket før ham. 2Krøn 35,3

(74) Men det var blot ubetydelige forseelser og ulykker sammenlignet med den ødelæggelsens storm, hvor fremrykkende skygge nu begyndte at falde over det hellige land. Folket var sunket så dybt i synd, at Gud ikke længere kunne bo iblandt det. Zefanias klager over, at dets profeter var letfærdige pralene, troløse mænd, at dets præster havde vanhelliget helligdommen og gjort vold på loven. Zef 3,4 Hos profeten Ezekiel (kap 23,38.39) lægger Herren folket det samme til last og tilføjer (kap 24,21): »Se, jeg vanhelliger min helligdom.« Altså:

4.Gud giver atter afkald på sin Helligdom.

Gud hjemsøger aldrig sit folk med straffedomme uden forudgående advarsel. I al hans handlemåde med sit folk ned igennem tiderne er der ingen undtagelse fra denne regel. Denne gang gives advarslen i disse ord:

»Gå dog hen til mit hellige stede i Silo, hvor jeg først stedfæstede mit navn, og se, hvad jeg gjorde ved det for mit folk Israels ondskabs skyld. Og nu, fordi I øver alle disse gerninger, lyder det fra Herren, og fordi I ikke ville høre, når jeg årle og silde talede til eder, eller svare, når jeg kaldte på eder, derfor vi jeg gøre med huset, som mit navn nævnes over, og som I stoler på, og med stedet, jeg gav eder og eders fædre, ligesom jeg gjorde med Silo.« se også kap 26,1-7

Hvad havde Gud gjort med Silo? Lad David svare: »Gud hørte det og blev vred, og han blev såre ked af Israel. OG han forlod sin bolig i Silo, det telt, han havde opslået iblandt menneskene. Og han gav sin styrke hen i fangenskab og sin herlighed i fjendens hånd.« Sal 78,59-61 At gøre det samme med templet ville være at forlade det og give det over i fjendens hænder.

(75) Den måde, hvorpå folket forholdt sig overfor denne advarsel, beseglede Guds hensigt i denne henseende. »De spottede Guds sendebud og foragtede hans ord og forhånede hans profeter, indtil Herrens vrede mod hans folk tog således til, at der ikke var nogen lægedom.« 2Krøn 36,16

Nebukadnezar, kongen af Babylon (det første verdensrige, hoved af guld på det store symbolske billede i Dan 2), var det redskab, Gud valgte til sin hensigt fuldbyrdelse. År 606 f.Kr. blev Jerusalem indtaget, templet plyndret og en del af de hellige kar bortført og sat i Belustemplet i Babylon, og en stor mængde af folket blev ført i fangenskab, og den kongelige families sønner og folkets fyrster blev gildinger og slaver i kongen af Babels palads; hele landet blev gjort skatskyldigt, Jojakim blev af kongen af Babels tjener, og de forudsagte 70 års fangenskab tog sin begyndelse. Jer 25,11.12; 2Krøn 36,6.7

På grundet af Jojakins, Jojakims søns, dårlige opførsel drog Nebukadnezar og mod Jerusalem for anden gang år 599 f.Kr., ved hvilken lejlighed han end yderligere plyndrede Guds hus og dets hellige kar. vers 10

Tilsidst førte Zedekias, Jojakins efterfølger på Judas trone, den frygtelige ødelæggelse over Jerusalem, der medførte, at byen for en tid udslettedes af jorden. Zedekias var tåbelig nok til at trodse den konges magt, som allerede to gange havde indtaget Jerusalem. Nebukadnezar drog derfor tredje gang op imod den dømte stad, fast bestemt på, at han denne gang for stedse ville kue dens oprørte ånd. Efter omtrent et års belejring faldt staden, år 588 f.Kr. Alle de kar, som fandtes i Herrens (76) hus blev bortført, og man sikrede sig alle de skatte, som fandtes i hvert eneste hus i staden. Derefter blev templet og hele staden opbrændt med ild, Dens mure, fæstninger og tårne blev nedbrudt, og hver bygning blev jævnet med jorden indtil grunden, hvor staden lå, når undtages dyngerne af det ufortærede affald, var så bar, som ingen menneskelig fod nogen gange havde betrådt den.

Det sammen som Gud havde gjort med helligdommen i Silo, havde han nu gjort med helligdommen i Jerusalem, men med en tifold tungere straffedom. I lyset af disse kendsgerninger er det let at forstå følgerne hentydninger til helligdommen: Sal 74,3.7; 79.1; Es 63,18; 64,10.11; Ez 24,21; Jer 51,51; klag 1,10; 2,7.20; 4,1.

Medens Israel således var adspredt blandt nationerne, og deres skønne helligdom i Jerusalem lå i ruiner, lovede Gud at selv være dem en helligdom en lille tid i de lande, hvorhen de skulle komme. Ez 11,16. Henimod slutningen af det 70-årige fangenskab bad Daniel til Gud således: »Lad dit åsyn lyse over den ødelagte helligdom.« Dan 9,17.

5.En helligdom på betingelser.

Medens jøderne i det 70-årige fangenskab i Babylon, år 606-536 f.Kr., høstede frugten af sit frafald fra Gud, fremstillede herren for dem en ny helligdom, underfuld og herlig, som de skulle komme i besiddelse af, og hvis tjeneste de kunne glæde sig over, dersom de ville gå ind på de betingelser, hvorpå den blev dem tilbudt. Denne helligdom har aldrig eksisteret på jorden; og ganske naturlig opstår nu spørgsmålet om, hvorfor denne profeti aldrig (77) er blevet opfyldt, og går krav på bevarelse. Den vantro vil straks besvare det med den påstand, at Guds ord har slået fejl. Andre går ud fra at tiden for denne forudsigelses opfyldelse endnu ikke er kommen, at den skal opfyldes engang i fremtiden, i det forventede timelige tusindårsrige, da de forestiller sig, stort ting skal ske, som de med et mindre velbegrundet håb glæder sig over. Vi bør derfor for kritikkens skyld i forbigående give denne profeti lidt opmærksomhed. Hvad vi her vil bekræfte er, af forudsigelsen ikke har slået fejl, fordi intet Guds ord kan slå fejl, og at den ikke vil blive opfyldt i en kommende tidsalder, fordi den tingenes tilstand, som fremstilles deri, er af en sådan art, at den ikke på nogen mulig måde kan eksistere under Kristi fremtidige regering. I sandhed, en sådan tingenes tilstand kunne ikke engang eksistere under evangeliet i verden i denne tidsalder. Om forudsigelsen derfor i det hele taget er blevet opfyldt, måtte det være under den forrige eller mosaiske tidsalder. Men en sådan opfyldelse har man aldrig bevidnet, og spørgsmålet står endnu åbent til besvarelse. Vi har allerede hentydet til den kendsgerning, at den profeti, hvoraf dette om helligdommen er en del, blev givet på betingelser, det vil sige, hvis folket ville gå med på visse ting, ville profetien blive opfyldt; men hvis de undlod dette, ville den ikke blive opfyldt. Betingelserne var, at folket skulle gøre en grundig, gennemgribende forandring, at de skulle omvende sig fra sit frafald, som havde ført de daværende ulykker over dem, og med bluelse og et sønderknust hjerte ydmygede sig for Herren i betragtning af sine svundne forseelser. Hvis de ikke ville gøre dette, da havde Herren ikke i sinde at skænke dem de velsignelser, han nu tilbød dem; for det ville (78) være som at kaste perler for svin. I Ez 43,11 siger Herren: »Og dersom de skammer sig over alt, hvad de har gjort, så kundgør dem templets omrids og indretning« osv. Dette forudsætter at hvis de ikke ville gøre dette, ville de aldrig komme i besiddelse af den dem tiltænkte helligdom. Forudsigelsens opfyldelse beroede således helt og holdent på folkets handlemåde. Men skammende de sig da? Gik de ind på betingelserne? Nej, aldeles ikke. Jeremias siger i sin profeti (kap 6,15), at de ville ikke; og da de under Kyros’ regering havde anledning til at vende tilbage til sit land, var der forholdsvis kun få, som havde så megen nidkærhed for Herren, at de modtog tilbudet.

Men for at gøre sagen dobbelt sikker vil vi lade enkelthederne i profetien selv vise, i hvilken husholdning den måtte opfyldes, om den i det hele taget skulle gå i opfyldelse. Man vil da snart komme til den slutning, at den var bestemt til at få sin opfyldelse, ikke i den kommende tidsalder, i udødellighedstilstanden, ikke heller i den nærværende tidsalder, men i fortiden. Dette vil klart fremgå af nogle af de udsagn, vi mærker os i selve forudsigelsen:

1. Den skulle opfyldes, medens omskærelsen endnu stod ved magt. Ez 44,9. Men omskærelsen blev afskaffet ved Kristi første komme. Gal 5,2; 6,12

2. Den skulle opfyldes, medens skilsmisse endnu var tilladt. Ez 44,22 Men den lov er nu afskaffet. Matt 5,31.32; 19,8.9.

3. Den skulle opfyldes, medens den jødiske lov, som gjorde skilsmisse mellem rene og urene dyr, anerkendtes. Ez 44,23.31. Men dette gælder ikke nu. Apg 10,11-16; Rom 14

4. Ofringerne, brændoffere og syndoffere af okser og (79) bukke, skulle da stå ved magt. Ez 46 Men sådanne offere ville i fremtiden såvel som nu være synd mod Gud, et tegn på, at man ikke troede, at Kristus, modbilledet, var kommet. Heb 9,9-14; 10,1-14.

5. Højtiderne og jubelråbet skulle stå ved magt. Ez 45,21-25; 46,9.11.17. Men disse anordninger blev naglet til korset. Kol 2,14-17.

6. Det levitiske præstedømme skulle fortsætte. Ez 40,46; 44,15. Men Melkesedeks præstedømme, som ikke overlades til nogen anden, har trådt i dets sted. Heb 5,6.

7. Den skulle opfyldes, medens »adskillelsens mellemvæg« endnu eksisterede, hvilket alle disse anordninger viser, og medens man endnu anerkendte forskellen mellem »Israels huses sæd« og den fremmede. Men denne adskillelsens mellemvæg er nu nedbrudt, og denne forskel eksister ikke længere. Es 2,14.

Alle disse betragtninger viser, at løftet og ovennævnte helligdom alene kunne have fundet sin opfyldelse, medens den jødiske husholdning med sine forbilleder og skygger endnu bestod; men denne husholdning har veget for den nye husholdning eller evangeliets tidsalder. Og grunden til, at profetierne ikke blev opfyldt, og Israel aldrig fik den her beskrevne helligdom, har vi allerede anført.

Hvad skal vi da sige som dem, der hævder, at denne profeti vil få sin opfyldelse i fremtiden? Nogle få betragtninger vil fastslå dårskaben af en sådan anvendelse.

1. I den kommende tidsalder skal Kristus være Israels fyrste, og der skal kun være en fyrste. Luk 1,32.33. Men den fyrste, som fremstilles hos Ezekiel, er et svagt, dødeligt menneske, hvilket ses af visse udtryk vedrørende ham.

(80) 2. Han pålægges at ofre en okse til syndoffer for sig selv. Ez 45,22. Men Kristus, den tilkommende tids fyrste, er selv det store syndoffer, der blev frembåret for verden. 1Joh 2,1.2.

3. Han skulle ofre alle slags offere for sig selv. Ez 4,1-8 Men Kristus bragte alle disse offere til at ophøre ved sin død. Dan 9,27; Ef 2,15; kol 2,14.

4. Gud siger til de fyrster, som Ezekiel omtaler: »Hør op at fortrænge mit folk.« Ez 45,9 Men under Kristi regering vil ingen blive fortrængt eller underkuet; for hans øvrighed skal være til fred og hans styrelse til retfærdighed. Es 60,17-19.

5. Den fyrste, Ezekiel omtaler, skulle have sønner og tjenere, til hvem han kunne, om han ville, give arv; men denne skulle gives ham tilbage i Jubelåret; og det var ham forbudt at fortrænge folket. Ez 46,16-18. Det ville jo være bespotteligt at anvende dette på Kristus, på hvem det dog måtte anvendes, om denne profeti sigtede til fremtiden.

6. Og endelig, under de forholde, Ezekiel skildrer, der ægteskab, skilsmisse og død. Ez 44,22.24-27. Men i den tilkommende tilstand skal de hverken tage til ægte eller bortgiftes, men er engle lige og kan ikke mere dø. Luk 20,35.36

Det er således klart bevidst, 1) at Ezekiel ikke har hensyn til den tilkommende verden eller tidsalder; 2) at han ikke har hensyn til den nuværende husholdning; 3) at han profeti hentyder udelukkende til den svundne eller mosaiske husholdning; 4) at profetien var givet på betingelser, og da tiden er gået, og betingelserne aldrig (81) er blevet målt, er den aldrig blevet og vil aldrig blive opfyldt.

På den bygning, som omtales hos Ezekiel, anvendes ordet »Helligdom« atten gange som følger: Ez 41,21.23; 42,20; 43,21; 44,1.5 (vers 7 og 8 hentyder til Salomos tempel).9.11.15.16.27; 45,2.3.4.18; 47,12; 48.8.10.21.

6. Helligdommen i sin sidste skikkelse.

Da de 70 ar af Israels fangenskab var gået, og Judas land havde ligget øde og således gjort fyldest for sine sabbater, som folket ved sin ugudelighed havde berøvet det (3Mos 26,34.35; 2Krøn 36.21), opvakte Herren ifølge sit ord Kyros’, kongen af Persiens, ånd, så at han lod udråbe over hele riget, at hvem som helst, der var iblandt dem af Guds folk, kunne vende tilbage til Jerusalem, om han ville. Kun to stammer, Juda og Benjamin, anerkendte, som stammer betragtet, dette som Guds kald benyttede anledningen. Flertallet af de andre stammer valgte at fortsætte i sin ugudelighed og forblive i hedningernes land. Nogle af hver af stammerne sluttede sig dog til det tilbagevendende selskab, så at »hele Israel« var repræsenteret, og alle stammerne blev forplantet i Judæa efter fangenskabet. Ezra 6,17.21; 8,35; 10,1; Apg 26,7 Den tanke, som nogle har, at der er ti tabte stammer, som engang i fremtiden skal blive genoprettet, er således kun en indbildt formodning. 2Kong 17,18-23.

I alt 42 000 personer, nok til at befolke en ganske almindelig by, vendte efter Kyros’ befaling tilbage til Jerusalem for at genopbygge Herrens hus. De hellige kar, (82) som var bortført, blev også ført tilbage. Ezra 5,13-15. 52 år efter det første tempels fuldstændige ødelæggelse blev grundvolden til det andet tempel lagt af Zerubabel. Profeten Haggai og Sakarias opmuntrede dem, som byggede. Ezra 5,1; 6.14. På grund af samaritanernes og andres indflydelse blev arbejdet forhindret i femten år; men endelig blev bygningen færdig og indviet i Darius Hystaspis’ sjette regeringsår, 515 f.Kr., 21 år efter dens påbegyndelse.

Da grundvolden til dette hus blev lagt, opløftede de yngre blandt folket et stort fryderåb; men de gamle, som havde set det forrige hus og mindedes dets herlighed, græd, når de tænkte på. hvad der ville fattes i dette hus. Ezra 3,10-13. Dog skulle det sidste hus tilsidst få større herlighed end det første; for i tidens fylde skulle han, som var alle nationernes forventning, livets og herlighedens herre, komme til det. Haggaj kap 2

Hvad der fattedes i det andet tempel. - Det var ikke størrelse, at det første tempel overgik det andet; for dette havde de samme dimensioner som det forrige, da det blev bygget på den samme grundvold. Men de kendetegn på guddommelig yndest, som fornemmelig udgjorde det første tempels herlighed, savnedes helt i dette. Hertil regnede jøderne fem, nemlig: 1) arken og nådestolen, som var over den; 2) Guds herligheds sky over nådestolen; 3) Urim og Tummin; 4) den hellige ild på alteret; 5) profetens ånd.

Hvad var der blevet af arken? - Vedrørende dette spørgsmål har der været fremsat mange formodninger. At den sammen med andre af helligdommens større genstande ikke blev ført til Babylon medgives (83) i almindelighed; thi om så var, ville den være blevet bragt tilbage med andre hellige skatte, der var bortført (Ezra 1,8-11), og man ville uden tvivl have sagt noget derom. Nogle mener, at denne blev bortgemt og forvaret af Jeremias. Eet sted i Makkabæernes bog støtter denne anskuelse. Det hedder der, at profeten Jeremias, »efter at der var kommet et svar fra Gud, bød, at tabernaklet og arken skulle bæres efter ham, og hvorledes han kom ud til bjerget, hvor Moses steg op, og så Guds arvedel. Og da Jeremias kom derhen, fandt han en klippehule, og bragte tabernaklet og arken og røgelsesofrets alter derind og tillukkede døren. Og nogle af dem, som fulgte med, gik hen for at mærke sig vejen, men de kunne ikke finde den. Men da Jeremias fik det at vide, dadlede han dem og sagde: Det sted skal være ubekendt, indtil Gud samler sit folks menighed igen, og vil være dem nådig.« 2Makk 2,4-7. Og af dette sidste udtryk har nogle sluttet, at den skal blive opdaget og bringes for lyset igen før enden. Prideaux fortæller, at »de fleste af jøderne påstår, at kong Josias, da han var blevet underrettet af profetinden Hulda om, at templet straks efter hans død ville blive ødelagt, satte arken i en hvælving under jorden, som Salomo, der havde forudset denne ødelæggelse, havde ladet bygge til dens opbevarelse.« Som bevis herpå henviser de til 2Krøn 35,3. Men Prideaux mener, at »disse ord ikke viser andet, end at Manasse eller Ammon havde flyttet arken fra det sted, hvor den havde stået, og at Joas befalede, at den atter skulle sættes tilbage på sin rette plads.«

Men undtagelse af stedet i Makkabæernes bog er det hele kun formodninger. Men med hensyn til arken kunne der synes at være større sandsynlighed for, at Gud på en (84) særskilt måde ville tage sig af den fremfor det øvrige tempeludstyr, for dette var jo kun menneskeværk; og skønt arken blev forarbejdet af mennesker og endog stentavlerne blev beredt af Moses efter Guds anvisning (2Mos 34,1), var dog skriften »Guds skrift, indgraveret på Tavlerne« (2Mos 32, 16; 5Mos 1,4), og det synes næppe rimeligt, at Gud ville tillade, at et værk af hans hænder, som han havde holdt så helligt, at endog hans eget folk ikke kunne se på det og leve (1Sam 6,19), skulle blive genstand for ugudelige menneskers spot og ødelæggelse. Det er meget mere behageligt og tilfredsstillende at antage, at den blev omhyggelig opbevaret, som der står i Makkabæernes bog, selv om det medfører, at man må anse den sidste del af det anførte sted som en sand profetisk ytring om, at den endnu skal blive opdaget og bringes for lyset i de sidste dage, til stadfæstelse af Guds ord, når tvivleren og den højere kritik bestræber sig for at tilintetgøre det. Den manglende ark blev dog, hvad den ydre form angik, erstattet; for en ark af samme form og størrelse som den første blev forfærdiget og sat på det dertil bestemte sted i det andet tempel; men den indeholdt ikke lovens tavler, kun to ruller, hvorpå de ti bud var skrevet; deri var der ingen åbenbarelse af Guds herlighed over den, og intet orakelsvar kom fra den.

Urim og Tummim. - Disse var det tredje, der nævntes, af hvad der manglede i det andet tempel. Vedrørende spørgsmålet om, hvad Urim og Tummim egentlig var, udtaler Prideaux den mening, at disse ord anvendtes alene til at betegne »den guddommelige fuldkommehed og (85) kraft tillagt brystpladen, der var indviet til at modtage orakelsvar fra Gud på en sådan måde, som Guds ord foreskrev, når som helst ypperstepræsten iført dette søgte råd hos ham, og at navnene Urim og Tummim anvendtes som betegnelse på det lys og den fuldkommenhed, som altid udmærkede disse orakelsvar; for disse svar var ikke som de hedenske orakelsvar gådefulde og tvetydige, men altid tydelige og klare, aldrig mangelfulde, hverken hvad svaret udførlighed angik eller med hensyn til dets pålidelighed og sanddruhed. Derfor oversættes Urim og Tummim i Septuaginta med ordene delosin kai aletheian, det er, åbenbarelse og sandhed, fordi alle disse orakelsvar, der fremkom gennem Urim og Tummim, altid var klare og åbenbare, og sandheden i dem altid sikker og ufejlbar. Man gjorde brug af Urim og Tummim, når man ønskede at søge råd hos Gud i vanskelige og vigtige anliggender, der angik hele Israel som et folk.«

Fem hundrede år gik hen. Som man vel kan vente blev templet gennem denne tid forfaldent, at det i høj grad trængte til restaurering. Så besluttede Herodes den store for at indsmigre sig hos jøderne, at han helt ville ombygge det. Det gamle tempel blev nedrevet til grunden, og arbejdet på det nye blev påbegyndt år 19 f.Kr. Det var dette tempel, jøderne hentydede til, da de sagde til Frelseren ved hans første påskefest år 28 e.Kr.: »I seksogfyrre år har der været bygget på dette tempel.« Joh 2,20 Det var blevet fuldført året forud, år 27 e.Kr, det samme år, som Jesus begyndte sin offentlige virksomhed. Hvor lykkelig ville ikke jøderne have været, (86) om de havde kendt sin besøgelsestid, vedkendt sig Kristus som sin Herre og modtaget de velsignelser, han kom for at give dem.

Betragtet udvendig fra var dette tempel, som blev bygget af Herodes, på en gang genstand for verdens beundring og misundelse. »Dets udsende,« siger Josefus, »frembød alt, som kunne fængsle sindet og forbavse øjet; thi det var på alle sider beslået med solide guldplader, så at solen, når den skinnede på det, gav et så kraftigt og blændende genskin, at beskueren var nød til at vende sit blik bort derfra, da han ligeså lidt kunne tåle dets blændende skin som solens glans.« »Betragtet i afstand syntes det som et vældigt bjerg dækket med sne; thi hvor det ikke var beslået med guld, var det usædvanlig hvidt og glitrende.«

Således føres vi ned til vor Frelsers tid. Den pagt, der havde anordninger for gudstjeneste i forbindelse med »en jordisk helligdom«, nærmede sig sin afslutning. Det store sonoffer, som alle offere i helligdommen pegede hen til, var lige ved at blive ofret. Vor Frelser var optaget med sin store missionsgerning for menneskene. Hvor ofte ville han ikke have samlet dem for at oplyse deres formørkede forstand, læge deres frafald og redde dem fra fordærvelsen; men de ville ikke. Deres hårdnakkede genstridighed fremtvang tilsidst denne sørgelige erklæring fra hans læber: »Se, eders hus skal lades eder øde.« Matt 23,38. Ja, deres skønne hus blev, da Guds ånd og hans egen nærværelse var borte, kun en mørk og øde grav. Og idet Kristus med tunge skridt og et bedrøvet hjerte forlod templet i bevidstheden om den frygtelige straffedom, der var i vente for dette folk, fødte han sig tvunget til at kundgøre, ikke i (87) vrede, men i sorg, at templet skulle falde sammen, og at der ikke skulle lades sten på sten tilbage i det.

Som allerede bemærket var dette Tempel netop blevet fuldført, da Kristus begyndte sin jordiske mission år 27 f.Kr. Hans virksomhed varede i tre og et halvt år, indtil påskehøjtiden om foråret 31 e.Kr. Lige før sin død udtalte han ovenstående sørgelige dom over folket. Hvor lidet de anede, da de tog det nye og herlige hus i besiddelse, at dets tid, og dermed også deres egen, skulle blive så kort. De havde aldrig været bedre tilfreds med deres åndelige stilling end netop da. Aldrig før havde de hævet sig så højt på den åndelige stoltheds tinde som da. Og aldrig før havde de været så nær ødelæggelsen. Hvilket slående eksempel på åndeligt selvbedrag! De kunne have vedkendt sig forløseren og vare blevet frelst. Den forbilledlige gudstjeneste ville selvfølgelig have ophørt; men Jerusalem ville være blevet skånet, og templet ville fremdeles have stået og været midtpunktet for den endnu herligere evangeliets tjeneste. Thi kun en ting behøvedes, nemlig at de skulle underkaste sig Gud førelse og vise lydighed mod hans vilje, for at nationen kunne blive bevaret og Jerusalem stå som hovedstad og en pryd for hele jorden. Jer 17,24-27 Men de kendte ikke deres besøgelsestid, de vidste ikke, hvad der tjente til deres fred, og derfor var det skjult for deres øjne. Luk 19,41-44

Ifølge Guds plan var tjeneste i den jordiske helligdom nu til ende. Og da midt under de rædselsfulde scene, mørket og jordskælvet, som ledsagede Guds Søns korsfæstelse, det prægtige forhæng, som hang foran det allerhelligste, af usynlige hænder blev revet itu, var det et alvorsfuldt tegn på, at tjenesten var til ende; for i ham, (88) som hang på korset, fandt alle forbilleder sit modbillede, alle skygger af sin virkelighed.

Kun nogle få år senere blev vor Frelsers forudsigelses bogstavelig opfyldt. Jøderne gjorde oprør mod Rom, og de romerske hære omringede Jerusalem. Staden faldt. Titus, den romerske general, ønskede at skåne et så prægtigt sejrstrofæ som templet, men en romersk soldat, drevet af vanvittig forblindelse, eller måske af guddommelig indskydelse, steg op på sin kammerats skulder og kastede en flammende brand ind gennem forgårdens gyldne gitterværk. Templet stod straks i luer. Ingen magt kunne rede det. Ilden jævnede det med jorden, og Torentuis Rufus drev sin plov over den plet, hvor templet engang stod.

Denne ødelæggelse år 70 f.Kr. falder på samme måned og samme dag i måneden som ødelæggelsen af Salomos tempel ved Nebukadnezar år 588 f.kr, 658 år forud.