11. Kapitel - Tjenesten i helligdommen

(89) Vi har taget et kort overblik over den jordiske helligdom. Som vi har set, blev den indlemmet i Salomos, Serrubabels og Herodes’ tempel, og vi har fulgt dens historie ned til år 70 ef.Kr., da den forsvandt fra jorden. Bibelen anerkender ingen anden helligdom end denne i det lange tidsrum fra Moses til Kristus. Den var for det jødiske folk det synlige sindbillede på Guds bolig iblandt dem. Men alene det, at Herren var med dem, boede i Helligdommen, var ikke nok. De behøvede endnu at lære, hvorledes de kunne nærme sig ham for at blive benådet. I dette øjemed blev offersystemet anskaffet. Til ofringer brugtes fem slags dyr: Okser, bukke, får, turtelduer og unge duer. De fornemste offere bestod af syndofere, skyldofre, brændofre, mad- og drikoffere og takoffere. Vi har allerede nævnt den kendsgerning, at ofringen var en guddommelig anordning. Dette fremgår klart deraf, at vi allerede i Adams familie finder denne vigtige anordning fremstillet som en anordning i brug uden nogen beretning om dens indførelse; og tanken om at fremstille et uskyldigt offer til soning for synd kunne hverken have haft sin oprindelse hos menneskene, ej heller kunne offeret have været antageligt for ham og benyttet i forbindelse med hans tilbedelse, hvis det have været en menneskelig oprindelse. Før Moses’ tid synes det at have været brændofferet, som var mest almindeligt i brug. Der nævnes ikke noget andet slags (90) med undtagelse af Kains, som blev forkastet, fordi dette ikke indeholdt blod og derfor ikke kunne afbilde den kommende Genløser. Men under den jødiske husholdning blev offersystemet udvidet og udviklet til fuldkommenhed. Især kom syndofferet nu i brug blev et af de mest fremstående og vigtige offere i hele gudstjenesten.

Rundt om tabernaklet var der en forgård, hundrede alen lang og halvtreds alen bred. Enderne vendte mod øst og vest, og indgangen, der vendte mod øst, var tyve alen bred og bestod af et dække. I den vestlige halvdel af denne forgård stod tabernaklet, der allerede er beskrevet. I den østlige halvdel, et areal på halvtreds alen i firkant, stod bækkenet og bærndofferalteret i nærheden af tabernaklets dør. Hertil havde alt folket adgang. Det var den genstand, som stod nærmest, når de trådte ind i forgården. I helligdommens første afdeling kunne blot præsterne gå ind og i det allerhelligste blot ypperstepræsten, og det kun engang om året. Men alle kunne bringe sine offere hen til kobberalteret i forgården. Dette var derfor i virkeligheden stedet, hvor Gud og folket mødtes. På dette alter ofredes det hele af brændofrende og alle dele af andre offere af dyr, som ofret til Herren. Syndofrende blev brændt udenfor uden for lejren.

Blandt de forskellige offere var: 1) de nationale eller sådanne, som blev ofret på hele nationens vegne; 2) de officielle eller de, der blev ofret af præster og øvester i deres stilling som embedsmænd; 3) de personlige eller de, som blev ofret for enkelte individer. Præstedømmet var det aronitiske eller levitiske, da Levi stamme var udset til denne gerning. Ypperstepræstedømmet var i første omgang indskrænket til Arons familie. De nationale offere omfattede (91) de stadige, de festlige og de tilfældige ved særskilte anledninger. De stadige offere indbefattede den daglige tjeneste i helligdommen og bestod af det sædvanelige morgen- og aften-brændoffer (2Mos 29,38-43), ofringen af vellugtende røgelse på det gyldne røgelsesofferalter hver morgen, når ypperstepræsten gjorde lamperne rede, og hver aften, når han tændte dem (2Mos 30), det foreskrevne ekstraoffer på Herrens sabbater samt på de årlige sabbater, nymåner og højtider. 3Mos 28. og 29. kap Hvad der forstås med de officielle ofre fremgår tilstrækkeligt af selve navnet. Men den del af tjenesten, som var viet til personlige offere, var den vigtigste og mest omfattende del og fortjener som sådan en mere grundig betragtning.

Den tjeneste, der udføres for de enkelte personer, som havde syndet, bestod af flere indtryksfulde og højtidelige handlinger. De vigtigste blandt disse var følgende: Når en person havde syndet, sikrede han sig et sådant offerdyr, som loven foreskrev, som da skulle dø i hans sted. Dette offer bragte han til præsten til tabernaklets dør. Derpå lagde han sin hånd på offerdyrets hoved og bekendte sin synd over det. Ved således at fremstille sig selv og sit offer for præsterne udførte den ofrende en højtidelig religiøs handling.

»At komme til alteret var at komme til Herren; at komme med et villigt sind og opfylde lovens betingelser var at bede om en andel i de løfter, som var knyttet dertil. Dernæst kom håndspålæggelsen. Efter at offeret højtidelig var fremstillet, lagde den ofrende sin hånd på dets hoved, uanset om ham var præst eller lægmand, konge eller ældste. Denne handling udgjorde en indvielse af offeret til det øjemed, for hvilket det var ført did.«

(92) »Det er umuligt i noget tilfælde at stille den handling at lægge hånden på offerdyrets hoved fra anerkendelsen og over førelsen af synd. Den særskilte tjeneste, blodet skulle udføre i alle ofringer, var at gøre forsoning for synderens skyld på alteret; og den ofrendes håndspålæggelse var et udtryk for hans ønske om gennem offeret at finde befrielse for sin syndebyrde og blive benådet hos Gud. Vi lærer af jødiske kilder, at håndspålæggelse altid var ledsaget af syndsbekendelse. Og i den eneste forklaring, som Moses selv har givet os over betydningen af denne anordning - som den forekommer i forbindelse med tjenesten på forligelsens dag - fremstilles den som ledsaget, ikke alene af syndsbekendelse, men også af skyldens overførelse til offerdyret. »Aron skal lægge begge sine hænder på den levende buks hoved og bekendte over den alle Israels børns misgerninger og alle deres overtrædelse i alle deres synder; og han skal lægge dem på bukkens hoved.«

Derved at synderen lagde hånden på offerdyret og bekendte sin synd, anså man synden som overført fra den angrende synder til offeret; og det øvrige af tjenesten blev udført i overensstemmelse med denne forudsætning.

»Den højtidelige skik af lægge hænderne på offeret var uden betydning, dersom den ikke betegnede overførelsen af den ofrendes synd til det offer, der blev taget i hans sted. Ofringerne tjente således til stadig at indprente i Folkets sind nødvendigheden af en forsoning og den eneste måde, hvorpå den kunne tilvejebringes - ved at ofre liv for liv.«

Dette begreb om overførelsen af synderens skyld til offeret, der da blev behandlet som synderen selv, bør vi omhyggelig mærke os. Som Dr. Alexander siger: Dersom handlingen ikke betegnede dette, var den uden betydning. Denne forudsætning ligger til grund for hele helligdomstjensten; og dersom dette ikke var tilsigtet, var hele tjenesten (93) kun en komedie. Efter at synderen havde bekendt sin synd og overført den til offerdyret, stod det tilbage, at dyret skulle dø på grund af denne tilregnede synd. Dette gjorde synderen med sin egen hånd og aflagde derved den mest slående velsignelse, som det i dette tilfælde var muligt, om, at han var skyldig til døden. Dernæst gik tjenesten over til præsten. Han tog blodet, og var det et syndoffer, hvilket var det første i en række af de offere, en synder skulle bringe, bar han det (blodet) ind i helligdommen så nær arken, der indeholdt loven, som det var muligt under den daglige tjeneste, lige fra forhænget, der skilte det hellige fra det allerhelligste, og stænkede af det syv gange for forhænget. Eftersom blodet er livet (3Mos 17,11), og i dette liv var syndeskylden, så var den omstændighed, at blodet var kommet ind i helligdommen, et bevis på, at livet var taget, og at synden i og med dette blod var indført i helligdommen selv. Det var ikke alle offerdyrs blod, som således blev ført ind i helligdommen; men de, der blev behandlet på denne måde, fremstillede systemet som et hele. Men i alle tilfælde havde præsten en tjeneste at udføre med blodet. Han tog sig altid af dette, og hvad som helst han end gjorde med det, enten han bar det ind i helligdommen og stænkede det foran forhænget, eller han stænkede det på brændofferalteret eller strøg det på alterets horn eller hældte det på jorden ved alterets fod, var det lige så meget et vidnesbyrd om, at den ofrendes synder var fjernet fra ham selv og taget i helligdommen ved tjenesten der og således da fandtes i selve helligdommen.

På denne måde forrettedes tjenesten gennem året. Dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned foregik (94) denne tjeneste; ofrene førtes i uafbrudt række til helligdommen, syndsbekendelsen gik stedse for dig, blodet flød rigelig til forsoning, og de alvorsfulde præster vedblev højtideligt med at stænke dette tegn på et forspildt liv foran den brudte lov. Der skete således en stadig overførelse af synd fra folket til offerdyrene og gennem dem til helligdommen hele året igennem. Hvad blev der da af disse synder? Måske kunne man spørge: Hvorfor behøvedes der at gøres mere med dem? Hvorfor var ikke dette nok til at bortskaffe dem? Havde ikke synderen fået tilgivelse, og var ikke det alt, der krævedes? Siges der ikke, at præsten skulle tage synderens offer og med det gøre forligelse for hans sjæl? Jo, hvad den enkelte synder angik, da var der sket forsoning for hans synd ved det offer, han bragte til præsten; men som allerede påvist var synden ikke dermed udryddet. Synderen havde fået tilgivelse, fordi synden var fjernet fra ham. Men den var overført til offerdyret og siden til helligdommen; og det var derfor nødvendigt, at noget mere skulle gøres med den. Det kunne ikke tillades, at synden for stedse skulle ophobe sig i helligdommen. Således bliver altså spørgsmålet: Hvad blev der videre gjort med disse synder, og hvad blev der af dem til sidst? Vor søgen efter svaret på dette spørgsmål fører os til den anden vigtige gerning i forbindelse med tjenesten af helligdommen, nemlig:

Helligdommens renselse. - Een dag om året var bestemt til denne del af tjenesten. Det var den tiende dag i den syvende måned og den vigtigste dag i den årlige tjeneste, som da fandt sin afslutning. Den kaldtes forligelsens dag, fordi det var den store forsoningsdag. I modsætning til den personlige forsoningtjeneste, der (95) udførtes gennem året, blev der på den dag udført en almindelig forsoninstjeneste for hele folket. Det var en usædvanlig højtidelig dag. Hensigten med den var at fjerne synden fra folket og fra Helligdommen. Handlingen på den dag havde at gøre med hele folket; for alle måtte ydmyge sine sjæle, og enhver, som ikke ydmygede sig på den dag, skulle udryddes af folket. 3Mos 23,27.29 Tjenesten på den dag bragte således i en vis forstand alle folkets synder fra det foregående år frem, for at en endelig afgørelse kunne finde sted. Og det er uden tvivl dette, Paulus hentyder til, når han siger: »Men ved ofrene sker årlig syndes ihukommelse.« Heb 10,3 Som vi allerede har set, blev synderne ved den daglige tjeneste båret ind i helligdommen; tjenesten på forligelsens dag derimod viser os, hvorledes de blev båret ud deraf.

Den fornemste del af tjenesten på den dag var den, som blev udført i den anden afdeling eller det allerhelligste. Denne afdeling, hvori arken og loven og nådestolen fandtes, og hvor herlighedens sky eller det synlige tegn på Guds nærværelse viste sig, var så hellig, at ingen måtte gå derind hele året igennem. Selv ypperstepræsten var forbudt under dødsstraf at gå derind uden for forligelsens dag og selv da kun for at udføre den højtidelige tjeneste, der var forbundet med denne afdeling. 3Mos 16.2 Således siger Paulus, at i den anden afdeling »gik alene ypperstepræsten ind en gang om året, ikke uden blod som han ofrede for sig selv og for folkets forseelser«. Heb 9,7 Når denne forsoninsgerning i det allerhelligste sammen med de forskellige handlinger forbundet dermed var udført, da var tjensten i helligdommen gennem året fuldendt. Så blev det allerhelligste atter tillukket for (96) dødelige mennesker for et helt år, og gerningen i den første afdeling eller det hellige begyndte igen og vedblev som før indtil den næste tiende dag i den syvende måned, da helligdommen atter blev renset.

Beskrivelsen af denne særskilte eller årlige tjeneste i det allerhelligste, hvorved helligdommen blev renset, findes i 3Mos 16 Vi henleder læserens opmærksomhed på nogle af de væsentligste træk ved denne tjeneste. Gennem Moses gav herren følgende undervisning angående Aron, præsten: »Tal til Aron, din broder og sig, at han ikke til enhver tid må gå ind i helligdommen indenfor forhænget lige for nådestolen, som er over arken, for at han ikke skal dø; thi jeg vil åbenbare mig i skyen over nådestolen.« 3Mos 16,2 Herren mødte undertiden med sit folk på andre steder (2Mos 29,42.43 osv.), men over nådestolen mellem Keruberne i den jordiske helligdom må betragtes som det sted, hvor Herren i almindelighed åbenbarede sig, og hvorfra han havde sagt, at han ville tale med dem. I hvert fald havde han lovet at møde med præsten på forligelsens dag.

Det var noget frygteligt alvorsfuldt således at komme i Guds umiddelbare nærværelse, og det måtte ikke ske uden en passende forberedelse og ganske bestemt ikke på en letsindig eller ligegyldig måde. Derfor skulle præsten ofre en ung okse til syndoffer og en vædder til brændoffer og gøre forligelse for sig og sit hus. 2Mos 16,6.11-14 Efter at han således, såvidt det lod sig gøre ved denne tjeneste, selv var befriet fra synd, var han skikket til i dagens øvrige højtidelige tjeneste at stå som en midler mellem Gud og folket.

Derefter skulle han tage af Israels børns menighed to gedebukke og fremstille dem for Herrens ansigt ved indgangen (97) til sammenkomstens telt. vers 5,7 Den ene af disse bukke skulle slagtes, og dens blod bæres ind i det allerhelligste; den anden skulle være syndebukken; men det var ikke overladt til Aron at bestemme, hvilken af de to skulle tages hver til sit brug. Herren selv afgjorde det, idet Aron efter hans anvisning kastede lod om dem. Vers 8. Når dette var gjort, skulle han slagte den bud, hvorpå loddet for Herren faldt, til et syndoffer for Folket og bære dens blod indenfor forhænget og stænke det med sin finger på nådestolen (sonedækket) fortil og foran nådestolen (sonedækket) syv gange.

Der anføres to særskilte grunde, hvorfor dette blod blev ofret: 1) for at gøre forligelse for Israels børns overtrædelser i alle deres synder; 2) for at rense eller gøre forligelse for Helligdommen. Disse vigtige kendsgerninger fremholdes klart i 3Mos 16,15-22. Vi vil her anføre nogle af disse vers:

»Derefter skal han slagte folkets syndofferbuk, bære dens blod inden for forhænget og gøre med det som med tyrens blod, stænke det på sonedækket og foran sonedækket. Således skal han skaffe helligdommen soning for Israels urenhed og deres overtrædelser, alle deres synder, og på samme måde skal han gøre med åbenbareingsteltet, der har sin plads hos dem midt i deres urenhed. Intet menneske må komme i åbenbaringsteltet, når han går ind for at skaffe soning i helligdommen, før han går ud igen. Således skal han skaffe sig selv, sit hus og hele Israels forsamling soning. Så skal han gå ud til alteret, som står for Herrens åsyn, og skaffe det soning; han skal tage noget af tyrens og bukkens blod og stryge det rundt om på alterets horn, og han skal syv gange stænke noget af blodet derpå med sin finger og således rense det og hellige det for israelitternes urenheder. Når han så er færdig med at skaffe helligdommen, åbenbaringsteltet og alteret soning, skal han føre den levende buk frem. Aron skal lægge (98) begge sine hænder på hovet af den levende buk og over den bekende alle israelitternes misgerninger og alle deres overtrædelser, alle deres synder, og lægge dem på bukkens hoved og så sende den ud i ørkenen ved en mand, der holdes rede dertil. Bukken skal da bære alle deres misgerninger til et ødeland, og så skal han slippe bukken løs i ørkenen.«

Denne buk blev fjernet fra folket. Den kom aldrig mere ind i lejren. Og med den ansås den synd, som den bar, for evigt fjernet fra folket og skulle aldrig mere stå frem mod dem. Traditionen siger, at bukken blev nedstyrtet fra en stejl skrænt og dræbt. Hvordan dette nu end forholder sig, er det dog sikkert, at den på en eller anden måde ynkelig omkom, og med den fjernedes også den syndebyrde, den havde båret, fra Israel. Den mand, som skulle føre syndebukken bort, måtte tvætte både sig selv og sine kæder i vand, førend han vendte tilbage til lejrern. Hele tjenesten var beregnet på at indprente i Israels børns hjerter Guds hellighed samt hans afsky for synden, og at de ikke kunne have noget med den at gøre uden at blive besmittet.

Ved syndebukkens bortsendelse blev folket fri for følgen af sine synder, for hvilke der var gjort forligelse. Indtil da var de det ikke; for enhver måtte ydmyge sig, medens forligelsens gerning gik for sig, og den, der nægtede dette, skulle udryddes af folket. 3Mos 23, 29.30

Præstens gerning i forbindelse med helligdommens renselse er atter kort skildret i 3Mos 16,29.30.33.34:

»Det skal være eder en evig gyldig anordning. Den tiende dag i den syvende måned skal I faste og afholde eder fra alt arbejde, både den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder. Thi den dag skaffes der eder soning til eders renselse; fra alle eders (99) synder renses I for Herrens åsyn.« »Og han skal skaffe det allerhelligste soning; og åbenbaringsteltet og alteret skal han skaffe soning; og præsterne og alt folkets forsamling skal han skaffe soning. Det skal være eder en evig gyldig anordning, for at der kan skaffes israelitterne soning for alle deres synder én gang om året. Og Aron gjorde, som Herren bød Moses.«

I tilknytning til ovenstående ønsker vi at fremstille nogle tanker, der er værd at overveje, vedrørende syndens tilgivelse og udslettelse. Hensigten med antagelsen af et offerdyr som en stedfortræder for synderen var ikke, at det, der skete med offerdyret, skulle være den endelige straf for synderens synd, men kun at skaffe et middel, hvorved skylden kunne fjernes fra synderen. Udgydelsen af offerdyrets blod skete ikke for at udslette synden i den forstand, at den var helt udryddet, men kun for at befri synderen for hans skyld og tilvejebringe et middel for syndens overførelse til et andet eller en anden. Gennem offerdyrets blod blev overtræderens synd overført til helligdommen. I dette stykke bestod synderens handlemåde i en tilståelse af, at han var skyldig overfor loven og ønskede tilgivelse ved troen på en stedfortræder. Og derved sikrede han sig tilgivelse, og hans synd blev bortfjernet og ville vedblive at være det på visse betingelser. Synden blev ham ikke tilregnet og ville ikke blive det, så længe som han opfyldte betingelserne for at blive fri for den. Han var relativt set og betingelsesvis fri. Men lovens uigenkaldelige dom over synden er døden, og menneskets eneste frelse består i at holde sig fri for dens besmittelse, indtil denne dom er fuldbyrdet.

På forligelsens dag tog præsten, efter at han have taget et offer for hele folket, blodet af dette almindelige offer og stænkede det på nådestolen (sonedækket) lige oven over loven (100) for at stille dens krav. Når lovens krav således var stillet, gav den afkald på alle de synder, der var overført til Helligdommen, og derved også på overtræderne, fra hvem disse synder var kommet. Derefter tog ypperstepræsten alle synderne på sig og bar dem ud af helligdommen. Og idet han lagde sine hænder på syndebukkens hoved, bekendte han over den alle disse synder og overførte dem derved fra sig selv til bukken. Derefter bar bukken den bort, og med dens undergang blev de udslettet.

Syndens udslettelse er deres absolutte bortkastelse, en udryddelse af dem for evig, så at de aldrig mere stilles frem for synderen. Tilgivelse sikredes ved det offer, synderen frembar; men en udslettelse kunne alene ske ved forligelsens tjeneste. Tilgivelsen var på betingelse, udslettelsen absolut. Mere vil blive sagt herom under en anden afdeling af emnet.

Ceremonien med syndebukkens bortsendelse på forligelsens dag fastslår tydelig den kendsgerning, at synden i sig selv betragtet anses som noget virkeligt, et mørkets og dødens væsen i abstrakt betydning, og at den forfølges af lovens hævnede magt, indtil den ikke mere er til. Dersom synderne ikke ansås for at være noget virkeligt, der måtte bortfjernes, og dersom de ikke ved Arons hånd blev lagt på syndebukkens hoved og derefter ved denne båret ud i ørkenen og tilintetgjort, da er beretningen kun opdigtet og vildledende. Men ingen af Guds anordninger bør betragtes på den måde.

Det spørgsmål, hvorfor offeret, som synderen bragte under den mosaiske husholdning, ikke strak til for at borttage hans synd, kan besvares fra et andet standpunkt med Paulus’ ord i Heb 10,4: »Thi det er umuligt, at blod (101) af offer og bukke kan borttage synder.« Det bedste offer, der kunne fremføres under hin husholdning, var ikke værdifuldt nok til at opfylde kravet. Et dyrs liv kunne ikke i værdi ligestilles med et menneskes liv. Der var ingen mulighed for, at det kunne sone for hans synder, uden at mennesket eller Guds regering måtte forringes. Derfor blev i virkeligheden ikke en eneste synd borttaget under hele denne tjeneste. Men hvorfor blev den da vedligeholdt med så meget blodsspilde og så meget arbejde i det lange tidsrum af femten hundrede år? Svaret er: Som et middel, hvorved menneskene kunne udvise sin tro. Dette blod kunne ikke borttage synd, men det kunne på en for alle parter passende måde fremstille den sandhed, at et bedre offer var tilvejebragt og i sin tid ville blive åbenbaret for verden; og ved den foreskrevne måde at anvende dette forbilledlige blod kunne synderen vise, at han troede på den kommende frelser, og at han i troen tilegnede sig hans fortjeneste og stolede alene på ham til frelse fra synd. Heri lå hele fordelen ved offerstystemet. Uden en sådan tro fra dens side, som bragte offeret, var alle hans bestræbelser kun en forgæves og unyttig ceremoni.

Men tiden kom, da menneskene ikke længere kunne vise sin tro på den måde. Helligdommen og dens tjeneste skulle ikke bestå for bestandig. Det mere fuldkomne, som den afbildede, skulle åbenbares i tidens fylde. Som vi allerede har set, forsvandt selve helligdommen i året 70 e.Kr, og tjenestens gyldighed ophørte egentlig, da Kristus erklærede for jøderne: »Se, eders hus skal lades eder øde,« og da midt under korsfæstelsesscenen forhænget i templet splittes fra øverst til nederst og blottede alteret, (102) som så længe havde været skjult og bevogtet for ugudelige og vanhellige menneskers nysgerrige blikke.

Det vil derfor nu være på sin plads, at vi overfører vor granskning på det område, hvor vi kan vente at finde, hvad hensigten med alle disse ceremonier var, og lære betydningen af helligdommen og dens tjeneste at kende, samt hvad der fandt sted, da den helt ophørte. Ligesom knoppen udfolder sig til en blomst, således vil vi finde disse ting udfolde sig i Guds Søns herlige evangelium. Medens vi foretager vore undersøgelser på dette felt, vil vi ofte finde os foranlediget til at henvise til den undervisning, der gives os i den gamle husholdning; dog må vi, før vi forlader dette system for Guds tilbedelse som en væsentlig del af vort studium kaste et blik på dets belærende og ophøjende symbolske betydning.