12. Kapitel - Den symbolske betydning af helligdommens tjeneste

(103) Apostlen siger, at jødernes religiøse system var »et forbillede indtil den nærværende tid«. Det var forordnet af Gud og tjente i et vigtigt øjemed her på jorden i næsten ligeså lang tid, som den evangeliske tidsalder nu har varet. Det kaldes i 2Kor 3,7 »dødens Tjeneste«, fordi dødsstraf derunder - det var jo et teokrati - blev pålagt overtræderen af at de ti bud, fordi disse var indlemmet i deres borgerlige love. Dog var denne anordning i herlighed. 2Kor 3,7-11 Ifølge apostlenes forklaring i dette kapitel har der aldrig været noget her i verden mere herligt med undtagelse af evangeliet, af hvilket det blev efterfulgt. At det var »end ikke herligt« var ene og alene, fordi noget, som var mere herligt, nemlig Kristi evangelium, indtog dens plads. Vers 10. Det var det bedste der kunne gøres for hin tidsalder og hint folk under de daværende forholde. Det var en udfoldelse af Guds planer og forsætter vedrørende forløsningsværket, så hurtigt som menneskene var færdige til at anerkende, vurdere og antage dem. Det fortjener, ikke at ringeagtes, men at studeres. Dets særskilte formål var foruden dets sindbilledlige betydning at indplante i menneskenes hjerter den lydighed, hyldest og tilbedelse, de skyldte Gud. Derfor var de gudstjenestelige former, det foreskrev, beregnet på at vække i den tilbedendes sind den tanke, at Gud kom nær til ham, og han (104) kom nær til Gud, og således opfostre hos ham en troens og angerens ånd. Det var bestemt til at vække og fastslå i folkets sind bevidstheden om synd og antyde, hvorledes folks ydmyge og ærbødige tilbedelse. Følgende bemærkninger af Hengstenberg vedrørende jødernes ceremoniallov vil her finde sin anvendelse:

»Det bedste forsvar for den ceremonialske lov ligger i at påvise dens formål, thi disse gendriver de beskyldninger, der fremføres imod dem. Først: den tjente til stadig at opelske den religiøse stemning. Den påmindede israelitterne i alle deres forbindelser om Gud; tanken på Gud blev indført i alle forholde i folkelivet. For det andet: Den gjorde krav på erkendelsen af synd og fremkaldte således det, der allerførst er nødvendigheden for at få del i forløsningen, nemlig en følelse af trang til forløsning; loven var - og den var tilsigtet at skulle være - et tungt åg og ville derfor vække en længsel efter forløseren. For det tredje: Den tjente til at skille Israel fra hedningerne; den oprettede mellem den en adskillsens mellemvæg, hvorved samkvemmet dem imellem forhindredes. For det fjerde: Mange ting i den ceremonialske lov tjente ved de indtryk, de gjorde på sindet, til at vække ærbødighed for hellige ting hos et sanseligt folk. For det femte: Et særskilt kendemærke på den ceremonialske lov var dens symbolske betydning. Folket, som stadig var bundet til disse ydre genstande, var endnu ikke i stand til at tilegne sig oversanselige sandheder udtrykt ved ord. Det var nødvendigt, at sandheden så at sig skulle nedlade sig og antage en skikkelse, hvori de med sin fatteevne kunne gribe den, berede sig et legeme af synlige ting for at befri folket fra dets trældom under det synlige. Ville vi heller slet ikke tale til den stumme end benytte os af tegn dertil? Den ceremonialske lov var ikke en ufuldkommen form af sammen tilbedelse, en nødvendig forberedelse for den. Den her anvendte ordning forandrede ikke den sande tilbedelses væsen, men var blot afpasset efter omstændighederne, som store bogstaver er for børn, der endnu ikke kan læse almindelig skrift.«

(105) En bemærkning af J.P.Thompson, D.D., er det også værd at lægge mærke til:

»det var aldrig meningen, at det af Moses så omhyggelig udarbejdede system for Guds tilbedelse skulle være nok i sig selv. Men dets forskellige offere, dets bønner og lovsange, dets præstelige tjeneste i alle dens former var forbundet en indre følelse af anger, tro, taksigelse, kærlighed og hengivenhed. De højtidelige ceremonier var et passende ydre udtryk for hjertes følelser i betragtning af dets synd og sorg og Herrens godhed og miskundhed. De skulle føre til en bedre forståelse af de løfter, der forestod og styrke troen på deres opfyldelse. De vakte i den troendes hjerte en forventning at messias og lagde vægt på den vigtige forsoningslære, fremstillet igennem det daglige offer, et forbillede på det Guds Lam, slagtet fra verdens grundvold blev lagt.«

Tabernaklet blev bygget af materialer, der blev skænket af folket. Enhver, som kunne give af et villigt hjerte, skulle bringe en gave. Den lærdom, der ligger heri, er, at Gud ikke kan tage imod nogen gave, som ikke gives frivillig. Og den beredvillighed, hvormed de efterkom opfordringen om at bringe materialer til Helligdommen, må med rette vække beundringen. Og deres overordentlige gavmildhed er ikke mindre beundringsværdig. De bragte en sådan mangfoldighed af gaver, at det var umuligt, at bruge dem alle, og det blev nødvendigt at afholde dem fra at give mere. Har man nogensinde set et sidestykke hertil i noget andet foretagende? Heri gav Folket et tydeligt bevis på en grundig omvendelse, en fuldstændig oprejsning fra det frafald, hvori det så nylig var sunket. Materialerne til helligdommen bestod af guld, sølv og kobber, som de havde ført med sig fra Ægypten, vævede tøjer, purpur og skarlagen og fint hvidt linned, for hvis fabrikation ægypterne var berømte, stoffer af gedehår og væderskind (106) fra deres egne hjorder, takasskind, som kunne fås i overflod i omegnen af det røde hav, arkacietræ, der voksede vildt i ørknen, olie og røgelse, der blev tilberedt af stof, som var forhånden, urter, juveler og ædelstene, der ejedes af familiens og stammernes overhoveder.

To personer, Bezalel og Oholiab, blev kaldt af Herren og fyldt med Guds Ånd, med visdom og forstand og færdighed i alle hånde arbejde og kunstværk for tabernaklet. Den lærdom, vi kan drage heraf, er, at Gud ofte har et særskilt arbejde, som skal udføres, og at han kalder og dygtiggør sådanne dertil, som han ser er skikket til at udføre det. Moses var den dygtigste til leder, Aron var bedst egnet til ypperstepræst; men ingen af den kunne måle sig med Bezalel og Oholiab i at udføre kunstigt arbejde for tabernaklet. Om disse mænd er der blevet sagt, at de var kaldet af kunstnere; og medens deres hænder var beskæftiget med at omforme stoffet til nyttige og skønne figurer, kunne de glæde sig over, at de arbejdede ligeså direkte i Herrens sag, som om de havde forrettet tjeneste ved alteret. Men disse mænd skulle også undervise andre, som var kunstfærdige og vise af hjertet, hvori vi har en garanti, om en sådan behøvedes, for det rigtige i ved undervisning at søge at udvikle de evner, man allerede har som en Guds gave. Alle forstandige af hjertet, som Gud havde givet visdom, skulle deltage i denne undervisning, hvilket viser, at alle talenter er en gave fra Gud. Ligesom Bazalel var kaldet til kunstner, således er mænd kaldet til andre livsstillinger - kaldet til agerdyrkere, til købmænd, til lærere, til læger, til statsmænd eller hvilken som helst anden stilling, hvortil Gud har gjort dem skikket ved at give dem talenter, der skal bruges til (107) hans ære. Når nogen fristes til at rose sig af sin dygtighed eller sine bedrifter eller sin ejendom, som om det alt var opnået ved hans egen fortjeneste, så udfordrer Herren ham med det spørgsmål: Hvem har givet dig magt til at samle dig vælde eller at gøre dette eller hint? Store åndsevner er en gave fra Gud, ligeså meget som et rent og helligt hjerte er af Guds nåde. Men desværre er disse to ikke altid uadskillelig forbundet. Hvor mange har ikke gode evner, men mangler nåden! Hvor mange er der ikke, som bruger sine forstandsevner og sin kunstfærdighed, ikke til at forherlige Gud, men til at bringe fordærvelse over sig selv med andre ved sit vanhellige liv. Bedre er et godt hjerte med mindre skarpsindighed end kæmpeevner uden gudsfrygt.

Medens vi søger at udgranske, hvilke lærdom det var ment, at vi skulle få af helligdommens materialer, udstyr og tjeneste, vil det være godt altid at erindre følgende fornuftige advarsler, den første af Stuart Robinson, D.D., den anden af Albert Barnes.

»Det er ganske klart, at hensigten med tabernaklet og sidenhen med templet var, at de gennem symboler skulle indprente i folkets sind store og vigtige sandheder vedrørende forløsningens plan. Thi vi finder den symbolske gudstjeneste på det tætteste forbundet med folkets hele tænkesæt i eftertiden. Dog er det sikkert en fejltagelse at forsøge på at tillægge enhver del deraf en forbilledlig eller symbolsk betydning, da mange ting som i enhver anden bygning blev ordnet, som det var mest bekvemt.«

Hr Barnes siger:

»Ingen, der er kendt med de mange fortolkninger, der er fremkommet, kan tvivle på, at man har begået en stor fejl ved at fortolke det gamle testamente på en fanatisk måde og gøre hver nagle og støtte til et forbillede og hver kendsgerning i dets (108) historie til et symbol. Intet er mere egnet til at udsætte den videnskabelige fortolkningskunst for foragt, og intet vanærer bibelen mere end at gøre den til en bog fuld af mørke taler. Bibelen er en forståelig bog.«

Men det er ganske naturligt, at visse slående og nyttige lærdomme, som det endnu er umagen værd at grunde på, blev indtrykt på folkets sind. Der var aldrig på noget tidspunkt mere end et tabernakel og et tempel forbundet med den sande gudsdyrkelse. Dette udgjorde gennem hele Israels historiske et slående vidnesbyrd imod alle de landes afguderi, som omgav dem, hvor hvert særskilt sted havde sin guddom og hver høj sin lund med særlige former for afguderiet. Akacietræet, som benyttedes så meget til tabernaklet og dets redskaber, var et symbol på varighed. Østerlændingene kaldte det for »lignum imputrabile«, det uforgængelige træ, hvilket skulle tilkendegive, at det aldrig rådnede. Guld står blandt alle folkeslag som et billede på det, der er herligt og skønt. Det eftertragtes af konger og fyrster, for at de kan smykke sig og sine slotte dermed. Sølv anses som et symbol på renhed og kobber på kraft. Når vi kommer til de vævede tæpper, der skulle bruges til dækker og forhæng, vidnede da ikke det fine hvide linned om hellighed, det blå om himlens hvælving, purpuret om det kongelige klædebon og skarlagenet om det frie og lykkelige liv, som Gud ønsker, at hans børn skal nyde? Hele prisen for de materialer, som benyttedes ved tabernaklets opførelse, anslås til en og en fjerdedel million dollars. Professor Bush fremsætter den tanke, at anvendelsen af så stor en rigdom ved dets opførelse »havde en dobbelt hensigt: 1) at indprente i folkets sind den guddommelige majestæts herlighed (109) og vælde; 2) at antydde den ydre forms pragt og glans de åndelige tings overvættes herlighed, afbilledet derigennem.«

Som allerede bemærket blev tabernaklet først oprejst som en flytbar bygning og måtte som sådan bygges, netop som den blev bygget. »At søge efter en dybere og åndelig betydning af sådanne ting som plankerne og stængerne, ringene og støtterne og de forskellige slags tæpper og dækker, hemper og hager osv. er derfor,« siger Fairbairn, »at gå helt ind på gisningens område og give fantasien frit spillerum.«

Lysestagen var dannet i form af et mandeltræ, det første træ, som vågner op af vinterens søvn og fremviser vårens kopper og blande. Dets stammer og grene veksler med gyldne blomster og frugter og kunne således passende betegne, at Gud søger efter en lignende levende og frugtbringende karakter hos sit folk, lyset, som udstrålede fra lysestagens lamper, var et skønt symbol på det åndelige lys, Gud altid ønsker at sende sit folk. Lyset, som udstrålede fra lysestagens lamper, var et skønt symbol på det åndelige lys, Gud altid ønsker at sende sit folk. Salveolien og røgelsen blev tilberedt på en omhyggelig og kostbar måde og måtte ikke anvendes i noget verdsligt øjemed, hvilket tilkendegiver, at intet almindeligt eller vanhelligt måtte blandet med Guds værk og tilbedelse. Røgelsen var et sindbillede på bøn. Loven var langt ind i arken, men over den var nådestolen, hvormed fremstilles hovedbegrebet i evangeliet. Det viser, at loven og evangeliet altid går sammen. De kan ikke skilles ad. At afskaffe loven ville være at gøre evangeliet overflødigt og værdiløst. At afkaste evangeliet ville være at overlade menneskeslægten til fortabelse. Men der er endnu en lærdom at drage af, hvad der her er sagt om loven. Da anvisningen (110) til opførelsen af tabernaklet blev givet, var arken, hvori loven skulle opbevares, den første genstand, som blev beskrevet. Således har synderen, når han kommer til Kristus, allerførst med loven at gøre; for det er loven, som overbeviser om synd. Han må tro, at Gud »er til, og at han bliver deres Belønner, som søger ham«, og at han altså vil overlade til deres egen skæbne dem, der ikke søger ham. Ikke før synderen således er grebet og tugtet af loven, vil han se sit behov af det hjælpemiddel, der er tilvejebragt ved evangeliet. Men når han, således vakt, søger hjælp hos Kristus, da finder han ikke loven stående ved dørtærsklen til den guddommelige nådes tempel, som om den ville sige: opfyld først mine krav, og siden kan du gå ind og søge nåde hos Gud; men han finder en indbydelse til at komme ind, og da vil han få nåde nok til at holde loven. Nu finder han loven i det allerhelligste, og de første ting, som møder hans blik, er alteret, offeret og præsten, hvorigennem han kan opnå den retfærdighed, der vil bringe ham i harmoni med loven, og hvis savn har forvoldt al hans elendighed. Han kan komme uden nogen egen retfærdighed, og han må komme på den måde; for han har ingen at bringe med sig; men han må have en hunger og tørst efter retfærdighed, at da siger disse nådens foranstaltninger til ham: Gå frit ind og find den nåde, du søger, og som vil sætte dig i stand til at holde loven. Og således bliver loven tilsidst indesluttet i hjertets og sindet inderste helligdom, og da »fuldbringes lovens krav« i ham, som apostlen siger; og da han også med ham i stemme og sige: »Jeg har lyst til Guds lov efter det indvortes menneske.« Rom 8,4; 7,22.

(111) de tolv brød henlagt på skuebrødsbordet kan betegne Guds børns stadige festmåltid hos Herren og den stadige meddelelse af hans nåde, eftersom de har behov. Der var også visse ting i forbindelse med ypperstepræstens dragt, som indeholdt trøst og opmuntring for Guds folk. Livkjortlen af guld og blå og purpurrød og karmoisinrød uld og fint tvundet lin henledte tanken på kongelige klæder og tilkendegav den høje stilling, den indtog, der var folkets ypperstepræst. Overkjortelen, et sidere klædningsstykke, af blåuld havde på sin nederste kant en rad af granatæbler, østens kæmpefrugt, med bjælder af guld, hvis lys folket kunne høre, og hvoraf de vidste, at den, der gjorde tjeneste for dem for Guds åsyn, ikke var omkommet, med at hans tjeneste for dem var antagelig, og de var benådet. Livkjortelen havde to skulderstykker smykket med onyxstene, hvorpå var indgraveret navnene på Israels tolv stammer, hvilket skulle betegne, at deres tjener for Herren bar dem på sine skuldre, et symbol på styrke. Også på brystspannet var Israels børns navne indgraveret på tolv forskellige stene, som var indfattet deri; dette skulle han bære på sit bryst, over sit hjerte, når han udførte den store forsonergerning for folket. Hermed betegnes, at verdens store ypperstepræst har kraft til at bære sit folk på sine skuldre, kraft til at opholde dem og ønsker at indeslutte dem i sit hjerte. Urim og Tummim, der betegner »lys og fuldkommenhed«, viste det guddommelige lys, der strålede frem af brystspannets ædelstene som svar på de bønner, ypperstepræsten opsendte til Herren. Hermed betegnes den guddommelige ledelse, Herren forunder dem, der søger at vandre på hans veje. Og så var der en plade af purt guld fæstet på præstens hue, hvorpå var (112) indgraveret disse højtidelige ord: »Helliget Herren.« Dette måtte sikkert være en stadig på mindelse for folket om det store mål, de kunne opnå gennem denne tjeneste, og om den karakter, der burde udmærke det folk, som fremstillede sig for Herrens alter.

Således pegede alt det, som stod i forbindelse med jødernes gudsdyrkelse, hen på Kristus og havde til mål at hæve deres sind opad mod det høje og hellige og lede dem til sandheden, og det skulle for verden være den banende vej, hvorpå menneskene skulle føres fremad til hans komme, der i tidens fylde skulle åbenbares som menneskenes lys og liv.