13. Kapitel - Den nye pagts helligdom

(113) Læseren vil nu forstå, hvorfor vi har anvendt så megen plads til betragtningen af den jordiske helligdom og dens historie. Det er, fordi, som Paulus så tydelig og bestemt erklærer, den bygning, der blev oprejst af Moses på Guds befaling, og som senere blev efterfulgt af de tre templer bygget af Salomo, Serubabel og Herodes, var den første pagts helligdom; og det var af vigtighed at forstå hvor fremragende en stilling denne indtog i den gamle husholdning. Ordet »Helligdommen« forekommer omtrent 140 gange i det gamle testamente, og i næsten hvert eneste tilfælde anvendes det på denne bygning. Den var ingen ubetydelig genstand, ingen bagatel i den guddommelige husholdning på den tid. Overalt fremholdes den for os som helligdommen, det hellige sted, den højestes bolig blandt menneskene. Og Paulus stadfæster alle disse udsagn, når han så tydelig vidner, at dette var den første pagts helligdom.

Vi ønsker, at læseren under betragtningen af dette emne skal forstå denne fremstillings fulde værdi. Her kan der ikke være nogen grund til meningsforskel. Her må alle, som tror på bibelen indtage et fælles standpunkt. Her har vi for os denne ordning. der bestod i et tidsrum af 1500 år. Fra Moses til Kristus var denne genstand og ingen anden bibelens helligdom. Og vi har fuldt denne helligdoms historie ned til år 70 efter Kristus, da den (114) forsvandt; og siden har der ikke mere eksisteret noget lignende på jorden. Følgende spørgsmål er derfor nu betimelige: Har der ikke været nogen helligdom noget sted siden den tid? Har noget andet trådt i stedet for denne helligdom? Hvis dette sidste er tilfældet, hvad er det da? Har en anden helligdom trådt i dens sted, når og hvorfor skete det, og hvor er den?

Den pagt, hvortil den jordiske helligdom hørte, har veget pladsen for den nye pagt. Jer 31,31 Heb 8.10-12 Vi lever nu under den nye pagt; for Kristus stadfæstede den ved sin død på korset: »Thi hvor der er et testamente [pagt], er det nødvendigt, at hans død, som oprettede det, godgøres.« Heb 9,16 Kristus sagde til sine disciple, da han gav dem kalken ved nadveren: »Dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse.« Matt 26,28. De to pagter fremstilles tydelig i biblen som stående i et sådant forhold til hinanden, at de i de ydre træk er genparter af hinanden. Der må derfor i den nye pagt findes træk, som svarer til de væsentlige særegenheder ved den gamle pagt. Den gamle pagts helligdom må følgelig finde sin genpart i en helligdom, der til hører den nye pagt. Og biblen anerkender ingen steder noget som Guds helligdom med undtagelse af den helligdom eller de helligdomme, der var forbundet med disse to pagter. Den nye pagt har derfor en helligdom såvel som den gamle.

Dette ses tydelig af Paulus’ ord i det skriftsted, der ligger til grund for disse betragtninger, Heb 9,1: »Nu havde vel også den første pagt anordninger for Gudstjenesten og en jordisk helligdom.« Apostlen påpeger det forhold, de to pagter står i til hinanden; og ordet »også« (115) viser, at de ting, han nævner, tilhører begge. Den ene havde anordninger for gudstjenesten; den anden havde også sådanne anordninger. Den ene har en helligdom; den anden har også en helligdom. At Heb 9,1 hentyder til den gamle pagt, kan der ikke vare nogen god grund til at tvivle om, uanset det, forunderligt nok er blevet draget i tvivl, fordi ordet »pagt« er et indskudt ord. Men et kort overblik over Heb 8, fra 6. til det sidste vers, vil til fulde bekræfte, at kap 9,1 hentyder til den gamle pagt. I kap 8,6 står der: »Men nu har han fået en så meget højere tjeneste, som han er mellemmand for en bedre pagt, der er grundet på bedre forjættelser.« Her står ordet »pagt« i teksten, og ingen strid kan opstå derom. Men så læser vi i vers 7: »Hvis nemlig den første [pagt] havde været udadlelig, ville ingen have søgt at sætte en anden i stedet.« Her er ordet »pagt« udeladt; men kan der være nogen tvivl om, at der her hentydes til den gamle pagt? Aldeles ikke. I vers 8-12 citerer apostlen den nye pagts løfter, som Herren havde givet ved profeten Jeremias over 600 år forud, stiller den nye modsætning til den gamle, som da stod ved magt, samt viser den nye pagts fortrin fremfor den gamles. Derefter forsætter han i vers 13: »Når han siger en »ny pagt«, [ordet »pagt« udeladt i 1871 overs.] har han dermed erklæret, at den første er forældet; men det, som er ved at blive forældet og gammelt, er nær ved at forsvinde.« Her er ordet »pagt« atter udeladt. Men kan der være nogen som helst tvivl om, at det er den nye pagt, hvorom han netop har talt, der her hentydes til, og at adjektivet »første« straks efter hentyder til den gamle pagt? Nej, slet ingen. Passerer vi nu lige forbi kapitelindelingen (der er foretaget af mennesker) og læser det første vers i kap 9, så forsætter han med samme (116) tanke: »Nu havde vel også den første pagt anordninger for Gudstjenesten og en jordisk helligdom.« Her forekommer ordet pagt ikke heller i grundteksten, men det er indskudt (og med rette) af oversætterne; for kan der være nogen tvivl om, at der her hentydes til den gamle pagt? Nej, bestemt ikke noget mere her end i kap 8,7, hvor ordet »første« hentyder til den gamle pagt, og i Kap 8,13 hvor ordet »ny« hentyder til den nye pagt. Det er om pagterne, apostlen taler, og han skiller mellem den ved disse adjektiver. Ordet »første« i kap 8,13 er man enig om hentyder til den gamle pagt. Er det da muligt, at det samme ord i det følgende vers (kap 9,1), brugt på samme måde om samme emne, kan hentyde, ikke til pagten, men til noget helt andet, uden at der er den ringeste antydning til eller grund til at tro, at emnet er forandret? Det er aldeles umuligt. En sådan påstand er ikke alene et brud på logikkens love, men en fornægtelse af et direkte vidnesbyrd.

Når vi nu altså har det fastslået, at apostlen i Heb 9,1 hentyder til den første pagt, så vil det være let at gøre en anvendelse af de skriftsteder, der om handler overgangen fra den gamle husholdning til den nye; i modsat fald bliver der kun forvirring. for den gammel pagts helligdom må stå i samme forhold til den nye pagts helligdom, som den gamle pagt selv står i den nye. Og her forudsættes der ikke at være nogen meningsforskel. Alle må være enige om, at de står som forbillede og modbillede. Den gamle pagts anordninger var forbilleder; den nye pagts er deres modbilleder. Paulus forklarer dette tydelige, når han siger (Heb 10,1): »Thi loven, som kun har en skygge af de tilkommende goder og (117) ikke tingenes billede selv, kan aldrig ved de samme årlige ofre, som de hele tiden frembærer, gør dem fuldkomne, som kommer frem med dem.« Her kaldes loven, den mosariske husholdning med dens anordninger for gudstjenesten, dens årlige ofre, en skygge af de tilkommende goder; og hvad disse »goder« er, fortæller den samme apostel og i Heb 9,11: »Men Kristus kom som ypperstepræst for de goder, der nu er blevet virkelighed,« osv. Det er altså de ting som står i forbindelse med Kristi ypperstepræstelige tjeneste, der er selve kernen, af hvilken de mosaiske anordninger var skygger. Den mosaiske husholdnings helligdom var skyggen; den nuværende husholdnings helligdom er virkeligheden. Det tidligere var forbilledet, denne er modbilledet. Men tidligere husholdnings helligdom var tabernaklet, bygget af Moses. Af hvad var dette tabernakel et forbillede eller en skygge?

Svaret på dette spørgsmål fremgår klart af flere skriftsteder, hvorpå vi nu særskilt vil henlede læserens opmærksomhed. Herren sagde til Moses: »Og du skal indrette mig en helligdom, for at jeg kan bo midt i blandt dem. Du skal indrette boligen og alt dens tilbehør nøje efter det forbillede, jeg vil vise dig.« 2Mos 25,8.9 »Se til, at du udfører det efter det forbillede, som vises dig på bjerget.« vers 40 »Og du skal rejse boligen på den måde, som vises dig på bjerget.« 2Mos 26,30 »Som det vises dig på bjerget, skal du lave det.« 2Mos 27,8 »Vore fædre i ørknen havde vidnesbyrdets telt, indrettet således som han, der talte til Moses, havde befalet, efter det forbillede, som han havde set.« Apg 7,44 (118) »Så længe det første tabernakel endnu er der. Heri har vi jo et sindbillede på den nuværende tid, og svarende dertil frembæres der både ublodige og blodige ofre.« Heb 9,8.9 »Thi Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort af hænder og kun er et billede af den sande.« vers 24

Disse skriftsteder udelukker al argumentation. De kræver intet ræsonnement, hvorfra men drager slutninger. De indeholder tydelige udtalelser, der må godkendes, hvis man ellers tror skriften. De vidner om, at tabernaklet, bygget af Moses, den første pagts helligdom, ikke var en orginalbygning; det var bygget efter et forbillede, et mønster; det var kun en afbildning af noget andet og midlertidig givet til folket på den tid; og det, efter hvis lignelse det blev dannet, siges at være det sande tabernakel; må være den nye pagts helligdom; for Gud vedkender sig kun disse to helligdomme i forbindelse med sin gerning, nemlig den sande og den forbilledlige, der blev gjort efter den. Den forbilledlige var det tabernakel, der blev bygget af Moses. Hvad er da den sande?

Vedrørende dette punkt synes teologerne underligt nok at være kommet i forlegenhed og urede. Spørger man: Hvad er den sande helligdom, hvoraf den jødiske helligdom var en afbildning? svarer en: »Det er jorden.« »Det er himlen,« siger en anden. »Den optager både himlen og jorden,« siger en tredje. »Det er det hellige land,« forsikrer en fjerde. En femte svarer: »Det er menigheden,« en sjette: »Det menneskelige legeme,« en syvende: »Menneskets hjerte,« en ottende: »Herren selv.« Og om dette sidste synes en hel skare at være enighed, idet de indbilder sig i Kristi person at finde modbilledet til helligdommen selv, (119) alle dens dele, alt dens tilbehør og alle dens redskaber, der brugtes ved tjenesten. Heri finder man et udslag af den gisningens og indbildningens åndsretning, som man i betragtning af ovenstående tydelige skriftsteder i så høj grad må beklage.

Ville det ikke være vel med alle disse modstridende røster for os at lade en apostel tale og så lytte til hans ord? Heldigvis taler den store hedningernes apostel så tydelig herom, at han ikke kan misforstås. Hør, hvad han siger: »Men hovedsagen i det, som her siges, er: Vi har en sådan ypperstepræst, som sidder ved højre side af Majestætens trone i himlene som en tjener ved helligdommen og det sande tabernakel, hvilket Herren har oprejst og ikke et menneske.« Heb 8,1.2

I de syv foregående kapitler af Hebræerbrevet har apostlen ledet tanken ind på Kristi præstedømme. Han har sammenlignet det med Arons præstedømme i det profetiske ords lys. Han påviser storheden af Kristi præstedømme fremfor Arons. Kristus er en præst til evig tid efter Melkisedeks vis.

Efter at han tydelig har vist, at en præst i lighed med Melkisedek skulle indsættes, siger han os i begyndelsen af det ottende kapitel, som før anført, hvad hovedsagen i hans argument er: »Vi har en sådan ypperstepræst.« Hvem er han? »Kristus.« Hvor er han? »I himlene.« På hvilket sted er han tjener? I »det sande tabernakel,« ikke i det forbilledlige, som fandtes her på jorden. Hvem oprejste dette tabernakel eller denne helligdom? »Ikke et menneske,« som Moses, der byggede den jordiske helligdom, men »Herren«. Hvor er denne sande helligdom? Selvfølgelig i himlen, hvor ypperstepræsten er. Kunne ikke Kristus (120) være præst her på jorden? Nej; for gennem det aronske præstedømme var der draget omsorg for al tjeneste af den slags, som skulle udføres her på jorden; og den tids præster tjente, siger Paulus, ved »en afbildning og skygge af det himmelske«. Heb 8,4.5

Denne fremstilling fortjener en grundig og omhyggelig overvejelse. De to husholdninger er her sidestillet; det forhold, de står i til hinanden, er tydelig tilkendegivet, såvel som den tjeneste, der tilhører hver, det sted, hvor tjenesten forrettes, og ved hvem den forrettes. I følgende sammenligning vil vi lade nr. 1 betegne den gamle husholdning og nr. 2 den nuværende.

Nr. 1 Præstetjensten forrettet af Aron og hans sønner. 2Mos 28,1
Nr. 2 Præstetjensten forrettet af Kristus, en præst til evig tid efter Melkisedeks vis. Heb 7,12-15
Nr. 1 Præstetjensten forrettet her på jorden. Heb 8,4
Nr. 2 Præstetjensten forrettet i himlen. Heb 8,1.2; 9,11.12
Nr. 1 Forrettet i den jordiske helligdom, oprejst af mennesker. Heb 8,1.2; 9.11.12
Nr. 2 Forrettet i den himmelske helligdom, som Herren har oprejst og ikke et menneske. Heb 8,1.2; 9.11.12
Nr. 1 Skyggen. Heb 10,1
Nr. 2 Virkeligheden.
Nr. 1 Forbilledet.
Nr. 2 Modbilledet.

Hvor er nu vor præst? I himlen. Hvor er nu vor Helligdom? I himlen. Er Helligdommen i himlen en (121) virkelig Helligdom? Ja, ligeså virkelig som præsten, vor Herre Jesus Kristus, som tjener deri.

Det må sikkert være indlysende for alle, at den store orginalhelligdom, Moses havde som mønter, da han byggede den tids helligdom, omtaltes i disse skriftsteder. Den mosaisk husholdnings helligdom var kun en efterligning af denne husholdnings helligdom. Den husholdnings præstetjenste var en efterligning af denne husholdnings præstetjeneste. Den husholdning med hele dens tjeneste fyldte den nærværende husholdning sin tilværelse. Den blev givet med henblik på denne, den skulle blot indlede denne. Det var den nærværende husholdning, som er den ene vigtige i den hele ordning. Den ophørte, datiden var ude, og den indtog dens plads. Tjenesten på Jorden endte, og tjenesten i himlen begyndte. Menneskenes har nu hverken præst eller helligdom på jorden; men de har både en præst og en helligdom i himlen. Takket være Gud, at en så vigtig sandhed med så vidtrækkende følger er så tydelig åbenbaret.

Alle disse enkeltheder er så tydelig fremsat af apostlen Paulus, at, ingen som tror på, at han talte drevet af Guds Ånd, et øjeblik kan tvivle på hans vidnesbyrd. Dette burde ende al strid angående dette punkt.

Denne helligdom i himlen kaldes af David, Habakuk, og Johannes »Guds tempel i himlen« (Sal 11,4 Hab 2,29 Åb 11,19; 16,17), af Sakarias og Jeremias Guds »hellige bolig« (Sak 2,17 Jer 25,30), af Paulus »et større og fuldkomnere tabernakel, som ikke er gjort med hænder« (Heb 9,11), »den sande« (vers 24), »de himmelske ting« (vers 23).

Men nogen kunne sige: Dette lyder meget godt som et (112) argument, men det er dog muligt, at der kunne være en eller anden fejl et sted i forudsætningerne eller slutningerne. Om blot nogen havde været i himlen og set denne Helligdom, da ville vi nok tro, at der er en helligdom der, som er den nuværende husholdnings helligdom. Nuvel, vil du antage en sådan persons vidnesbyrd? Godt, du skal få at se. Johannes blev i et syn ført til himlen og vist de ting, som var der, og han har tydelig fortalt os om nogle af de ting, han så. Han så et tempel der, som han kalder Guds tempel; og dette var helligdommen; for det havde redskaber, som kun tilhørte helligdommen. Åb 11,19 Han så, at »syv lamper brændte foran tronen«. Åb 4,5 Her har man modbilledet til den gyldne lysestage med dens syv arme i den jordiske helligdom. Han så et røgelsesalter, et røgelsesalter af guld og »megen røgelse,« hvilket altsammen udelukkede tilhørte helligdommen. Åb 8,3 »Og Guds tempel blev opladt i himlen, og hans pagts ark blev set i hans tempel.« Åb 11,19 Hvad var arken? et redskab, der tilhørte helligdommen, og intet andet; den fandtes i det allerhelligste og intet andet sted.

Således så Johannes helligdommen i himlen; og han har givet os en beskrivelse af den og de vigtigste dele af dens tilbehør. Hvad mere behøver vi? Moses siger, at han gjorde helligdommen efter et »billede«, som blev vist ham; Paulus siger tydelig, at dette billede var den »sande helligdom«, og at den nu er »i himlen«, og Johannes bekræfter dette ved at sige, at han så den der. Hvorledes kunne noget bevis være mere tydeligt og afgørende? Hvilket bevis af noget andet slags findes der vel, som kan fremsættes? (123) Det vil være overflødigt at spørge nogen, der antager bibelen som Guds ord, om han tror disse profeters og apostles vidnesbyrd vedrørende dette emne. Han må visselig tro dem, så længe som han bekender sig til at tro på den hellige skrift.