14. Kapitel - Tjenesten i den himmelske helligdom

(124) Da det nu er tydelig fastslået, at der er en virkelig helligdom i himlen, Guds tempel, hvor menneskene har en virkelige midler, Jesus Kristus, de retfærdige, som står rede til at træde frem for dem, så vækkes der straks interesse for tjenesten i denne himmelske helligdom, og man spørger; Hvori består den tjeneste, der er forbundet med dette sted, og hvorledes udføres den? Idet vi begiver os ind på dette felt, der udgør den vigtigste del af det emne, vi har under betragtning, overlades vi ikke til selv at finde vejen alene. Herren har sat vejvisere til at føre den søgende sjæl ind på den rette vej. I sin af Gud inspirerede kommentar over det forbilledlige offersystem i brevet til hebræerne har Paulus på det tydeligste trukket en sammenligning mellem dette systems præstetjenste og den tjeneste, vor Herre Jesus udfører som præst efter Melkisediks vis. Vejledet af apostlen kommer vi til følgende slutninger:

1. Den jordiske helligdom møder sit modbillede i det sande tabernakel, som Herren har oprejst og ikke et menneske, hvoraf den med sine to afdelinger udgjorde et nøjagtigt billede eller skygge. Heb 8,2.5; 9,8.9.12.23.24.

2. De forbilledlige ofre måder sit modbillede i det store offer på Golgata. Heb 7,27; 9,11-14; 10,10.12.14

3. Det forbilledlige præstedømme møder sit (125) modbillede i vor Herres Jesu præstedømme. Heb 4,14; 7,23.24; 8,1.2; 9,11.24.25

4. Ligesom de jordiske præster havde ofre at frembære, er det nødvendigt, at Kristus også har noget, han kan ofre. Det fremholdes tydelig i Heb 8,3.

5. Præsternes gerning i det jordiske tabernakel møder sit modbillede i Kristi tjeneste i helligdommen her oven til. Heb 8,5.6

At Kristus er vor ypperstepræst, og at han er opfaret til himlen for der at træde frem for os, vil ingen af dem nægte, for hvem dette skrives.

Når begyndte han sin tjeneste i den himmelske helligdom? Da han opfor til himlen for at åbenbares for Guds åsyn for os. Heb 9,8.11.12.24; 19,12. Herom kan der ikke være delte meninger; for disse skriftsteder femholder det tydelig.

Hvor begyndte han sin tjeneste? Var det på et sted, der svarer til den første afdeling, det hellige, i den jordiske helligdom, eller på et sted, der svarer til det allerhelligste? Med andre ord, gør Kristus tjeneste i to afdelinger i Helligdommen her oven til, så at han på et eller andet tidspunkt forlægger sin tjeneste fra den ene til den anden afdeling, ligesom ypperstepræsten gjorde i sin tjeneste i helligdommen her på jorden? Eller tjener han kun i en afdeling - den, der svarer til det allerhelligste? Uagtet alle beviser støtter den kendsgerning, at Kristus begyndte sin tjeneste i den første afdeling af den himmelske helligdom, er der dog nogle, som afviger i dette punkt og påstår, at han kun tjener i det allerhelligste. Denne anskuelse er i virkeligheden, at der i modbilledet kun findes et »allerhelligste«, og at dette er hele himlen; følgelig har (126) Kristus kun et sted at tjene i, og hans gerning går for sig uden forandring i sin art eller med hensyn til sted fra begyndelsen til enden. Lad os se, hvad denne anskuelse vil lede til:

1. Tjenesten i det allerhelligste består ifølge forbilledet af »Helligdommens renselse«, uanset hvor denne finder sted, eller hvor længe den varer, Efter ovennævnte anskuelse begyndte altså helligdommens renselse, da Kristus opfor til himlen, og han har ikke udført nogen anden gerning i de svundne atten hundrede år, og den er endnu ikke fuldført! Hvorfor kan den da ikke med ligeså stor ret vedblive i atten hundrede år til og endnu meget længere? Sådant er efter hele begrebet om helligdommen ganske urimeligt; for i forbilledet var denne gerning et særskilt værk, der optog kun en del af en dag om året og afsluttende en runde af tjenester, som næsten udelukkende udførtes i den første afdeling.

2. Den jordiske helligdom var en skygge af den himmelske, og den jordiske havde jo to afdelinger; men hvis den himmelske kun har en afdeling, det allerhelligste, hvordan kunne den da kaste en skygge med to afdelinger ned på jorden? Om nogen kan vise os et monument med kun et tårn, som i den samme sols lys kaster en skygge, der viser to tårne, da kan man tale om en himmelsk helligdom med een afdeling, som kaster en skygge her på jorden med to. Indtil det sker, burde de, der har nogen agtelse for sig selv som mennesker med almindelig opfattelsesevne og sund fornuft, aldrig nævne noget sådant urimeligt. Men hvis der er to afdelinger i den himmelske helligdom, så er dette afgørende for tjenestes vedkommende; der må udføres en tjeneste i hver afdeling; for der ville (127) visselig ikke blive indrettet en afdeling, hvori ingen tjeneste udførtes.

3. Men præsternes Tjeneste var ligeså meget en skygge af de himmelske ting som stedet, hvor tjenesten udførtes. Og langt den største del af deres tjeneste udførtes i den første afdeling eller i det hellige. Men en tjeneste udført af den jordiske præst i det hellige kunne ikke være en skygge af en tjeneste, der udførtes af Kristus kun i det allerhelligste. Altså, i lyset af den anskuelse, vi nu drøfter, blev hele denne tjeneste i det hellige i 364 af årets dage et billede eller en skygge af - intet! og dette trods apostlenes tydelige erklæring, at de tjeneste - selvfølgelig i al sin tjeneste - ved en afbildning af skygge af Kristi tjeneste i himlen.

4. Dersom himlen kun er det allerhelligste, hvad da forhænget, som i forbilledet delte mellem dette og det hellige? Man anfører undertiden Heb 10,19.20 som bevis for, at forhænget betegnede Kristi kød. Dette skal vi siden omtale. Det er tilstrækkeligt her blot at bemærke, at hvis dette er tilfældet, så gik Kristus, da han gik undenfor forhænget, hvilket de siger, han gjorde, da han opfor, og hvilket Paulus vidner, at han har gjort (Heb 6,19.20), indenfor sit kød - noget, der ville være meningsløst. Disse skriftsteder eklærer kun, at hans kød er den nye og levende vej, der blev indviet for os, ikke at det er forhænget. Hans kød, eller hvad der er det samme, hans offer, er det, hvorved vi i troen indgår i helligdommen, som disse vers siger.

5. Det skriftsted: »Men han har frembåret ét offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved hos Guds højre hånd« (Heb 10,12), er blevet fremholdt som bevis for, at Jesus (128) ikke tjener på to steder i helligdommen. Hertil svares, at hvad hans stilling som siddende ved Faderens højre hånd angår, så ville det være ligeså rigtigt at fremstille ham som stående ved Faderens højre hånd. Apg 7,55.56. Endvidere kan bemærkes, at endog når han ses at komme i himlens skyer, siges han at »sidde hos kraftens højre hånd«. Matt 26,24 Mark 14,62 Således kan han visselig være ved Faderens højre hånd på begge steder i helligdommen. Men Paulus aflægger et direkte vidnesbyrd angående dette punkt. Han siger, at Kristus er helligdommens tjener; og det ord, der her er oversat »helligdommen« (Heb 8,2), står i grundteksten i flertal og betegner »hellig steder«. man kan derfor med rette slutte, 1) at vor Frelser kan tjene i to hellige steder og dog være hos Faderens højre hånd, og 2) at han må tjene i begge de hellige steder, ellers er Paulus’ vidnesbyrd om, at han er helligdommens, de hellige steders, tjener, falsk; for en præst, som blot skulle udføre tjeneste i det allerhelligste, kunne ikke være »de hellige steders« tjener.

6. Atter: Nogle har henvist til Heb 9,8.24 og 10,19 som bevis på. at Kristus kun gør tjeneste i det allerhelligste, Men i det første og sidste af disse skriftsteder hvor orden »Helligdommen« forekommer, står det i grundteksten i flertal, akkurat som i Heb 9,12.25 Og udtrykket »i himlen selv« i kap 9,24 er intet bevis imod, at der er to afdelinger i den himmelske helligdom; thi de er begge, taget under et, midtpunktet for Kristi midlergerning, den ene er lige så meget »himlen selv« som den anden. Disse skriftsteder afgiver altså, i stedet for at vise det modsatte, (129) et tydeligt bevis for, at der er to helligede steder i den himmelske helligdom, og at Kristus gør tjeneste i dem begge.

Blot et par ord med hensyn til, hvorledes synderen sættes i stand til at tilegne sig Kristi offer. Under den forbilledlige tjeneste lagde synderen sin hånd på offeret og bekendte over det sin synd, som han ønskede tilgivelse for, og offeret blev da slagtet og dets blod frembåret, som allerede før sagt. i den nuværende husholdning er Kristus det store offer, modbilledet til alle de offere, som fremførtes under loven. Han har allerede udgydt sit blod, idet han blev dødet ved synderes hænder. Synderen kommer nu til Kristus og lægger i virkeligheden sine hænder på ham ved at bekende sin synd og søge tilgivelse gennem hans blod. Han bekendelse og bøn godkendes; thi Kristus siger, at den, som kommer til ham, vil han ingenlunde stødde bort. Ved denne handling får synderen tilgivelse, hans synd bliver overført til offeret, og gennem dette ved præstetjensten, som også udføres af Kristus, til helligdommen. Dette sker nu i virkeligheden, ligesom det før skete billedligt under den forbilledlige tjeneste.

Dersom nogen skulle komme på den tanke, at fordi Paulus siger, at vi indgår i helligdommen, de hellige steder, ved troen, derfor skulle ordet stå i ental, fordi vi ikke kunne gå ind på to steder samtidig, vil det være tilstrækkeligt at erindre, at disse skriftsteder ikke indebærer, at vi skal gå ind på begge steder samtidig. Det var uden tvivl denne vanskelighed, der fremstillede sig for oversætterne, så de med velovervejet gengav ordet i ental, uagtet det i grundteksten står i flertal. Kristus udfører sin tjeneste henholdsvis i begge de hellige steder, i det hellige, (130) til hans gerning der er afsluttet, og siden i det allerhelligste, når tiden kommer, da værket der skal fuldbyrdes. Og Paulus siger, idet han taler til menigheden efter Kristi himmelfart, at vi indgår i helligdommen, de hellige steder, ved troen. Det er, menigheden ned igennem tiderne finder Kristus ved troen, der hvor han er. De, som lever, medens Kristus tjener i den første afdeling, vinder ham der, og de, som lever, medens han tjener i den anden afdeling, finder ham der. Begge afdelinger i det »sande tabernakel«, hver til sin særskilte tid, er åbne for menigheden ved troen, så de kan nærme sig sin store ypperstepræst og fremføre alle sine begæringer for ham.

Dersom der da er to afdelinger i helligdommen heroventil, hvor Kristus tjener, hvilket vil har vist, at der må være, og dersom Kristus tjener i begge, hvilket forbillederne antyder, og Paulus tydelig erklærer, så følger heraf, at Kristus ved et eller andet tidspunkt i sin tjeneste, må forlægge denne fra det hellige til det allerhelligste for der at udføre en særskilt gerning, ligesom ypperstepræsten under den forbilledlige tjeneste gjorde på forligelsens dag. Men i forbilledet var tjenesten i det allerhelligste den sidste gerning i den årlige runde af tjenester i helligdommen, hvorefter, som vi har set, et nyt års værk påbegyndes. Således må også i modbilledet Kristi gerning i det allerhelligste være den sidste del af hans præstelige tjeneste og udgøre fuldendelsen af han midlergerning for menneskene. Thi Kristus fuldender ikke en tjenestens runde en gang hvert år, således som det skete i forbilledet, men han udfører al sin præstelige gerning engang for alle. Under forbilledet var det nødvendigt at gøre tiden for tjenesten kort, så at den samme ypperstepræst kunne fuldbyrde hele (131) tjenesten og derved være et passende forbillede på Kristus. Dette gjordes muligt derved, at hele tjenesten kun var af et års varighed. Men hver af disse årlige runder afbildede Kristi ene store runde engang for alle, hvori han for evigt vil afslutte den gerning, han tilsidst udfører i det allerhelligste.

Disse betragtninger fører til slutninger så vigtige og så slående, at vi for et øjeblik vil standse for videre at fastslå den påstand, at Kristus gør tjeneste i to afdelinger i den himmelske helligdom, ved at gendrive to væsentlige indvendinger, som ofte fremføres derimod.