15. Kapitel - Særskilte indvendinger besvaret

(132) 1. Inden for forhænget.
Vi har fremsat afgørende beviser på, at Kristus påbegyndte sin tjeneste i den første afdeling i den himmelske helligdom, og nogle af de mindre vægtige indvendinger. Der fremkommer imod denne anskuelse, er blevet besvaret. Der er dog endnu nogle punkter, som vi må berøre.

Paulus’ vidnesbyrd i Heb 6,19.20 anføres for at bevise, at Kristus, da han opfor til himlen, må have gået ind i det allerhelligste: »Hvilket vi har som sjælens trygge og faste anker, der går indenfor forhænget, hvor Jesus som forløber er gået ind for os, han, som efter Melkisedeks vis er blevet en ypperstepræst til evig tid.«

Den påstand, der her fremføres, er, at forhænget, indenfor hvilket det hellige og det allerhelligste, og at dersom Kristus gik indenfor dette forhæng, da han opfor, eller dersom han var der, da Paulus skrev, da var han i det allerhelligste.

Erkender vi vigtigheden af denne påstand, vil det føre til slutninger, som nøje må overvejes. Er der et forhæng, som skiller mellem det hellige og det allerhelligste (hvilket jo medgives i foranstående påstand), da må der nogen steder være et hellig så vel som et allerhelligste. Men dersom det allerhelligste er hele himlen, hvor Kristus er gået ind, hvad og hvor er da det hellige? Det må være (133) udenfor himlen. Hvad er det da? Er det denne jord, som nogle påstår? Dersom det er udenfor himlen, da må det være jorden; for det er det eneste sted, som vi har noget med at gøre uden for himlen. Hvad skulle da det forhæng være, som adskiller mellem himlen og jorden? At sige, at det er skyerne, gør forbilledet til en urimelighed.

Men videre, det hellige i helligdommen var dobbelt så stort som det allerhelligste, og dersom Jorden er det hellige i den sande helligdom og himlen det allerhelligste, da følger det, om forholdet opretholdes, at denne vor lille jord, hvoraf der ville medgå 252 000 til at danne en klode af størrelse som solen, er dobbelt så stor som hele himlen!

Men endvidere, svarende til forbilledet måtte Kristus forrette en del af sin tjeneste i det hellige. Dersom dette er jorden, burde han have forrettet en del af sin tjeneste her. Men Paulus siger udtrykkelig, at han ikke kunne være præst på jorden, fordi der var andre præster, som var indsat til at udføre al den tjeneste af den slags, som skulle udføres på jorden. Heb 8,4 Og han siger atter, at vejen til helligdommen ikke var åbenbaret, så længe det første tabernakel endnu bestod, og så længe nogen tjeneste endnu bestod, og så længe nogen tjeneste endnu udførtes deri. Heb 9,8

I lyset af disse kendsgerninger er det på sin plads at spørge, om ordet »forhænget« i Heb 6,19 betegner det andet forhæng? Svaret er: Nej; og dette er der beviser for, som vil være afgørende for enhver oprigtig sjæl. Der er kun to ord i det nye testamente, som er oversat med »forhæng«. Disse er kalymma og katapetasma. Det første forekommer kun fire gange, i vers 13.14.15 og 16 i 2Kor 3, og hentyder til det dække, der blev lagt over (134) Moses’ ansigt. Det anden anvendes seks gange, en gang hver af Matthæus, Markus og Lukas, alle med henblik på forhænget i templet, som spittedes i to, da Kristus udåndede på korset (Matt 27,51; Mark 15,38; Luk 23,45), og tre gange af Paulus i brevet til hebræerne, nemlig i kap 6,19; 9,3 og 10,20. Er der noget særegent ved Paulus’ brug af dette ord i Hebræerbrevet? Ja; for når han mener det andet forhæng, nævner han det specielt. »Men når det andet forhæng var det tabernakel, som kaldtes det allerhelligste.« Heb 9,3 Dersom ordet »forhæng« overalt anvendtes som betegnelse på det andet forhæng, hvorfor tilføjer da Paulus ordet »andet«? Hvorfor siger han ikke her bare: »Men bag forhænget«? Fordi det andet forudsætter, at der er et første, og han vidste godt, at der ved indgangen til tabernaklet hang et tæppe, som var ligeså meget et forhæng som det, der skilte mellem det hellige og allerhelligste; og for at gøre sig forståelig i undervisningen om helligdommen - et af Paulus’ vigtigste emner i hebræerbrevet - skelner han på det nøjagtigste mellem de to, og når han mener det andet, siger han det.

Ordet »forhæng«, katapetasma, defineres i Robinsons græske Leksikon som følger: »Et dække, forhæng, som hænger ned. I septuaginta: Et forhæng, gardin, i tabernaklet eller templet, hvoraf der var to, nemlig et ved indgangen til den ydre helligdom (Heb. makak, sept. katapetasma, 2Mos 26,36; 40,5) og det andet foran det allerhelligste, der skilte dette fra den ydre helligdom.«

Dette er et godt vidnesbyrd om, at det samme ord anvendes som betegnelse på begge forhæng, det ene ved indgangen, det andet i det indre af helligdommen. (135) I grundsproget i 2Mos 35,12; 39,34; 40,21 og 4Mos 4,5 er begge de ord, som bruges for dække og forhæng sammenføje, hvor der hentydes til det indre forhæng foran det allerhelligste, og dette kaldes der »det dækkende forhæng«. I »Cyelopedia og Biblical literature«, af McClintok og Strong, står der under udtrykket »Hanging« (dække):

»Dækket var et gardin, der brugtes som dør for en indgang. Det var gjort af forskelligfarvede stoffer, udfærdiget med broderier (saml Est 1,6), og var i det mindste ved et tilfælde ophængt på fem støtter af Akacietræ. Den samme benævnelse anvendes på den række gardiner, som var ophængt foran de forskellige åbenbaringer ved indgangen til tabernaklet og dets afdelinger. Af disse gardiner hang det første foran indgangen til tabernaklets forgård (2Mos 27,15; 38,18 4Mos 4,26), det andet foran Tabernaklets dør (2Mos 26,36.37; 39,38) og det tredje foran indgangen til det allerhelligste, ellers kaldet det dækkende forhæng. 2Mos 35,12; 29,34; 40,21«

Disse citater giver os tilstrækkelige beviser for, at dækket ved den ydre indgang til tabernaklet var et forhæng ligeså vel som det, der hang foran det allerhelligste. Det samme græske ord og det samme hebraiske ord anvendes på begge.

Det, vi nu må komme på det rene med, er, i hvilken forstand Paulus anvender benævnelsen »forhænget«. Alt beror på svaret på dette spørgsmål, fordi det er ham, der gør brug af denne talemåde. Som allerede bemærket er Paulus med undtagelse af de tre evangelister, som hentyder til forhænget i forbindelse med begivenheden ved korsfæstelsen, den eneste nytestamentlige skribent, som gør anvendelse af dette udtryk. Og med den sædvanlige nøjagtighed, hvormed han skriver, finder han det nødvendigt at skelne mellem de to. Og for så vidt som han en (136) gang specielt nævner det andet forhæng, når han hentyder til det, må vi forstå, at han hentyder til det første forhæng, når han ikke således specielt nævner noget andet. At forstå det anderledes ville være det samme som at beskylde Paulus for en vis grad af unøjagtighed i sine skrivelser, noget, der ville være utilgængeligt hos en mand med hans dygtighed og uddannelse og ganske uforklarligt, når man ved, at han skrev vejledt af Guds ånd.

Vi kan derfor trygt sige, at det har intet at betyde, hvordan andre skribenter anvender ordet. Evangelisterne kan mene »forhænget« for an det allerhelligste, som de uden tvivl gør; og om andre skribenter har brugt det i samme forstand titusinde gange, har det ikke på nogen måde noget at gøre med dette tilfælde; thi Paulus har tydelig vist os, hvordan han bruger ordet, og det er alt, hvad vi behøver at vide for at forstå hans forklaring af det. Når han mener det andet forhæng, siger han udtrykkelig »det andet forhæng«; og når han ikke anføre noget særskilt, kan han kun mene det, der var igen, det første.

Som det sidste og afgørende bevis for, at det forholder sig således, anmodes læseren om at slå op og læse Heb 10,19.20: »Da vi nu, brødre ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind i helligdommen [de hellige steder], idet han har indviet os en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sige hans jordiske legeme.« Apostlen forsikrer os her, at Kristus ved sit kød, sit offer, har indviet en ny og levnede vej for os gennem forhænget. Og hvortil leder denne vej gennem forhænget? Ind i helligdommen, de hellige steder, det hellige såvel som det allerhelligste. Derfor er det at gå ind i det hellige eller den første afdeling det samme som at gå igennem eller »indenfor« (137) forhænget, således som Paulus anvender udtrykket. Og dette skriftsted svarer nøjagtig til Heb 6,19.20. Kristus, vor Forløber, er gået indenfor forhænget for at indvie denne levende vej for os ind i helligdommen. Dog tjener ikke Kristus i eller åbner vejen for os til begge afdelinger samtidig. Dette ville være at kuldkaste al orden og gøre vold på forbilledet. Han tjener i den første afdeling, indtil hans gerning der er fuldført, og derefter går han indenfor det »andet« forhæng for at udføre den sidste del af sin alvorsfulde gerning, der består i at rense helligdommen og en gang for alle træffe en forføjning med hensyn til deres synder, der har søgt tilgivelse gennem hans blod.

Heri findes der harmoni, fornuft og skriftmæssighed, et guddommeligt trekløver; og at stride herimod kunne synes direkte at lukke sine øjne mod lyset.

Ved en ubetydelig omskrivning af Heb 10,19.20 vil det ses, at Paulus med udtrykket »forhænget« her hentyder til det virkelige forhæng i helligdommen og ikke til Kristi kød eller hans offer er den nye og levende vej, som han har indviet for os. Altså således: »Da vi nu, brødre ved Jesu blod har frimodighed til gennem forhænget at gå ind i helligdommen, idet han har indviet os en ny og levende vej, det vil sige hans jordiske legeme.«

Man vil lægge mærke til, at Paulus i brevet til hebræerne stadig går tilbage til Tabernaklet, oprejst af Moses og ikke til helligdommen, efter at den var indlemmet i templet. Herpå grunder han alle sine illustrationer og erklæringer. På Kristi tid siges det, at der ved indgangen til det hellige var anbragt store fløjdøre, og det eneste forhæng, (138) der da var, var det, som hang mellem det hellige og det allerhelligste. Dette vil forklare, hvorfor evangelisterne hentyder til det med det ene ord »forhænget«; thi der var da ikke noget andet. Men Paulus tager i Heb 6,19.20 sit udgangspunkt fra Moses’ tabernakel, som havde et forhæng foran indgangen til det hellige, såvel som et forhæng foran indgangen til det allerhelligste. Heraf ser vi, at »udenfor forhænget« i Heb 6,19.20 betegner kun indenfor det første forhæng eller den dør, som førte ind til det hellige.

2. Mellem Keruberne.

Der gøres endnu et andet forsøg på at finde en indvending imod den anskuelse, der her hævdes, at Kristus begyndte sin tjeneste i den første afdeling i den himmelske helligdom, da han opfor til det høje. Man siger nemlig: Gud omtales som den, der troner mellem keruberne. Disse keruber stod ved begge ender af nådestolen, der ugjorde arkens låg, og arken var altid i det allerhelligste eller den anden afdeling i helligdommen. Da dette altså var Guds faste bolig, så måtte Kristus, da han opfor og satte sig ved Faderens højre hånd, følgelig gå ind der, hvor Gud var, i det allerhelligste, og kunne derfor ikke begynde sin tjeneste i det hellige.

De skriftsteder, hvor udtrykket »mellem keruberne« eller »på keruberne« forekommer, er følgende: 2Mos 25,22; 4Mos 7,89; 1Sam 4,4; 2Sam 6,2; 2Kong 19,15; Sal 80,1; 99,1 Es 37,16; Ez 10,2.6.7. Man ser, at de alle er i det gamle testamente. De første fire hentyder direkte til arken i tabernaklet. Af de andre skriftsteder hentyder to til kong Ezekias’ bøn, og (139) to benyttes af David, og alle fire synes at være taget fra tjenesten i helligdommen. Stedet hos Ezekiel er, hvad han så i sit syn.

Før de, der gør indvendinger mod den anskuelse, vi her hævder, kan finde støtte i disse skriftsteder, må det bevises, -

1. At Gud bandt sig urokkelig til den stilling der var mellem keruberne over arken og ikke måtte eller talte med sit folk på noget andet sted. Men dette strider mod skriften; thi der var tider, da han kom sammen med Moses og Israels børn ved tabernaklets dør. 2Mos 29,42.43; 33,9.10. Og atter: Gud tronede ikke mellem keruberne på arken, da Elis sønner tog den med i krigen, og den faldt i filisterne hænder. Det må bevises, -

2. At omend Gud kom sammen med og talte med sine tjenere fra sin plads mellem keruberne på arken hernede, så at dette sted endog kaldtes hans bolig, det også må være så i himlen. Men dette følger ikke nødvendigvis heraf; thi om han benyttede sig af denne fremgangsmåde blandt menneskenes på jorden, behøvede det ikke derfor at være således i himlen. Det må bevises, -

3. At keruberne, mellem hvem Gud troner i det høje, er keruberne over arken. Men dette kan ikke bevises; thi det fremgår af Ezekiels syn (Ez kap 1 og 10), at Guds trone i sig selv er en levende trone, båret af keruber af den højeste orden. Og den mest passende fremstilling af denne kendsgerning, som kunne gives her på jorden, var at angive stedet mellem keruberne over arken som hans bolig, når han ville sætte sig i forbindelse med menneskerne. Det må bevises, -

4. At Guds trone i himlen er ubevægelig fæstet til (140) et sted. Men dette kan ikke bevises; for i Ezekiels syn, hvortil ovenfor er hentydet, fremstilles den som fuld af liv og kraft og som flyttede sig, hvorsomhelst ånden ville gå. Og som det var i det jordiske tabernakel, således også her: den stod undertiden ved døren til Herrens hus. Ez 10,18.19. Det må bevises, -

5. At den erklæring, at Kristus opfor og satte sig ved højre side af majestætens trone i himlen, har hensyn til stedet fremfor til den stilling, han indtager der. Men dette kan ikke bevises; thi endog når Kristus ved sin genkomst åbenbares i himlens skyer, siges han at »sidde hos kraftens højre hånd«. Matt 26,64.

Således må de, der vil benytte den kendsgerning, at Gud troner mellem keruberne, som bevis på, at Kristus ikke tjener i begge afdelinger af den himmelske helligdom, kunne se, at deres argumenter slår aldeles fejl.

Det fremgår af Ezekiels ophøjede beskrivelse af Guds trone, at denne trone i sig selv er fuld af liv og bevægelse. Universets Skaber, som opholder alle ting og hersker over alle ting, er ikke indskrænket til noget vist sted. Og dog troner han mellem keruberne, fordi selve hans trone bæres af disse vidunderlige væsener. Endvidere er der tydelige beviser for, at da Kristus begyndte sin tjeneste her oven til på Faderens trone, var denne trone i den første afdeling af den himmelske helligdom.

1. Johannes siger i det fjerde kapitel i åbenbaringens bog: »Derefter så jeg, og se, der var en dør opladt i himlen.« Derved fører han os ind, ikke alene i himlen, men i en vis afdeling i himlen. Da så han Guds trone i al dens vælde og herlighed, og foran tronen så han syv lamper, der uden tvivl er modbilledet til lysestagen (141) med de syv lamper, som stod i det hellige eller den første afdeling i helligdommen. Derefter føres Kristus frem på skuepladsen og beskrives både som løven af Judas stamme og som det lam, der var slagtet, hvilket betegner samtidig hans gerning som præst og hans ophøjede stilling og magt hos Gud; og han tager bogen, som var forseglet med de syv segl, og begynder at bryde seglene og oplade bogen til bedste for sit folk. Og det første segl fremviser for os den første eller apostolske menighed. Således åbnes scenen med Kristi præstetjenestes begyndelse; og ved den tid var Guds trone i den første afdeling i den himmelske helligdom, hvor modbilledet til den gyldne lysestage blev set.

2. Dette syn på sagen fastslås ved vidnesbyrdet i Åb 11,19, hvor der står, at Guds tempel, hvor arken er, det allerhelligste, ikke blev oplukket, førend den syvende engel blæste i sin basun, da alle verdens riger var nær sin ende. Scenen i Åb 4, hvor Johannes først så Guds trone, foregik derfor visselig ikke i det allerhelligste.

3. Begyndelsen til den undersøgende dom er bragt til skue i Dan 7,9.10 Og det hedder, at »den gamle af dage satte sig« ved den tid. Ordene »satte sig« betegner både på hebraisk og græsk, efter Gefenius og Liddell og Scott, at »sætte sig på tronen« eller »som dommer at tage sæde i rådet«. Havde ikke den Gamle af Dage siddet på sin trone før nu? Jo bestemt; men udtryksmåden giver tydelig til kende, at han her indtog en ny stilling i et andet øjemed. En forandring sker deraf med hensyn til Faderens sæde, når dommen begynder. Han indtager da en stilling, som han ikke havde før.

4. Kristi forhold til denne forandring med hensyn til Faderens sæde påpeges i vers 13.14: Jeg skuede (142) i nattens syner, og se, med himlens skyer kom der en som en menneskesøn, og til den Gamle af Dage kom han hen, og man førte ham frem for ham. Og han blev givet Herredømme og ære og rige,« osv. Dette er ikke Kristi andet komme til denne jord; thi den Gamle af Dage er ikke her; men han kom hen til den Gamle af Dage i himlen, og han kom for at modtage herredømme og et rige, som han vil få ved slutningen af sin tjeneste som præst, men som han ikke vil få før den tid. Her fremstilles derfor noget, som skal foregå i forbindelse med Kristi afslutning af sin tjener gerning som præst. Vi har set Kristus med Faderen på hans trone i det hellige. Men vi har også set Faderen forandre sin stilling og tage del i en ny handling, en domshandling. Og for at være med der må han komme til det sted, hvor denne handling skal foregå. Derefter føres Kristus som den anden vigtige deltager i denne handling, ledsaget af en mangfoldighed af himmelske væsener, der omgiver ham som en sky af herlighed, frem til den Gamle af Dage, hvor denne da sidder, ifølge Dan. 7,13. Under den forudsætning, at tjenesten i den himmelske helligdom overføres fra det hellige til det allerhelligste henimod enden af Kristi gerning der, finder alt dette sin rette anvendelse og forklaring; men ikke på nogen anden måde kan det forstås og forklares.

Således bliver det stadig mere klart, at den anskuelse, at Kristus gik ind i det allerhelligste, da han opfor, står, set fra alle sider, i strid med både fornuften og skriften, medens enhver indvending med den anskuelse, at han begyndte sin tjeneste i den første afdeling, forsvinder næsten af sig selv; thi Gud kan trone mellem keruberne, og Kristus kan sidde ved hans højre hånd og begge alligevel være i det hellige.