16. Kapitel - Kristi præstedømme

(143) I de foregående betragtninger er følgende kendsgerninger tydelig blevet fastslået: at der er en virkelig, bogstavelig helligdom i himlen, modbilledet til den jordiske bygning, kaldet »templet«, »Guds tempel« og »templet i himlen«, og at Kristus, da han opfor til det høje, begyndte sin herlige tjeneste som præst i den første afdeling i det himmelske tabernakel, ligesom de jordiske præster, der tjente ved afbildningen og skyggen af de himmelske ting, begyndte sin tjenestes runde i den første afdeling i den jordiske bygning.

At denne kendsgerning er forklaret er af den allerstørste betydning. Andre slutninger af overordentlig vigtighed for menigheden og for verden følger uundgåelig heraf i hurtig rækkefølge, som vi snart skal se.

Før vi går videre, vil vi standse et øjeblik for at berøre endnu et spørgsmål til, det eneste, der står tilbage i forbindelse med dette emne, vedrørende tiden forud for begyndelsen af Kristi tjeneste i himlen.

Tjenesten i den forbilledlige helligdom fandt egentlig sin afslutning, da det sande offer blev ofret på korset, og forhænget i templet splittedes i to fra øverst til nederst. Det var da ikke længer til nogen nytte for synderen at fremstille sine ofringer der. Men Kristus opfor ikke til himlen før 43 dage derefter, og han kunne selvfølgelig ikke påbegynde sin tjeneste før sin himmelfart. Derfor bliver (144) spørgsmålet: Hvordan var tilstanden i verden under den tid? Når der ingen tjeneste var på jorden, som gjaldt noget, og tjenesten i den himmelske helligdom endnu ikke var begyndt, var der da ikke et tidsrum af mindst 43 dage, hvorunder synderen stod uden nogen midler?

Som svar herpå kunne vi henvise til tiden, før det jordiske tabernakel blev oprejst, og før noget almindeligt præstedømme var indsat, til de ofringer, om hvilke Adam og Eva blev undervist, da synden drev dem til at gå ud af det hellige eden i verdens tidligste barndom. Ingen præster var da indsat, men synderen fremstillede sig offer for sig selv. Der var ingen helligdom åbnet, og ingen præstelig tjeneste var oprettet i himlen. Og dog var de ofre, som da blev frembåret, når de ofreds på den rette måde, ligeså gyldige som noget, der nogen gang senere ofres forud for Kristus. Det store offer var endnu ikke frembåret, men de ofrende så fremad til det i troen, og troen på den kommende Genløser gav disse ofre al den betydning, de havde.

Det kunne siges, at omend der ikke var nogen tjeneste i himlen i disse tidlige tider, havde menneskene dengang alligevel gyldige ofre, som de kunne frembære, hvilket de ikke havde, efter at forhænget i templet splittedes, og dets tjeneste ophørte. Dette er sandt; men i det selvsamme øjeblik var der et offer tilvejebragt, hvis fortjeneste de kunne påberåbe sig for Gud for sig selv. I virkeligheden var der intet ophold i tjenesten. De to systemer, det forbilledlige og det modbilledlige, berørte hinanden ved korset. Der mødte skyggen helt fra eden af og nedover virkeligheden, og der var ingen tom plads mellem de to. Ligesom menneskene ved sine ofringer kunne vise sin tro på den (145) kommende Genløser, uagtet der ikke forrettedes nogen tjeneste i himlen, og ligesom disse ofringer var gældende helt hen til korset, således kunne menneskene fra dette selvsamme øjeblik af, på grund af hvad der var tilvejebragt gennem evangeliet, vise sin tro på det offer, der var frembåret på korset, omend den virkelige begyndelse og Kristi tjeneste som præst endnu for en tid måtte udsættes.

Idet vejen således er ryddet op til dette punkt, vil vi nu betragte beskaffenheden af den præstetjensten, Kristus påbegyndte, da han opfor. Tjenesten i de jordiske tabernakel blev udført af skrøbelige mennesker, der var sygdom og død underkastet, og den var derfor bebyrdet med sådanne ufuldkommenheder, som klæbede sig ved de mangelfulde redskaber, ved hvilke den blev udført. Kristi præstedømme er et ypperligere præstedømme, hvori det jordiske præstedømmes ufuldkommenheder intet tilsvarende finder. Dette fremgår tydelige af følgende:

1. Kristus er en præst efter Melkisediks vis og ikke efter Arons vis. Heb 5,6

2. Der var ingen fuldkommenhed ved det levitiske præstedømme; thi i så fald havde det ikke været nødvendigt, at en anden præst skulle opstå efter Melkisedeks vis og ikke efter Arons vis. Heb 7,11

3. De tidligere præster var mange, fordi døden ikke lod dem vedblive; men denne bliver til evig tid og har et uforgængeligt præstedømme. Vers 23.24

4. Det var nødvendigt for præsterne af Levis stamme at fremføre ofre daglig, indbefattende alle de forskellige ofre, der fremdrages af dem, som havde begået overtrædelse; men alt dette indbefattede Kristus i det enes offer, da han ofrede sig selv. Heb 9,25.26.28; 10,10.12.14

(146) 5. Tjenestens runde i det jordiske tabernakel blev gentaget mange gange; men Kristi tjeneste udførtes en gang for alle. Heb 9,11.12.24.25; 10,3.12

6. Alt det blod, som ofredes under den forrige husholdning, blev ofret kun for tidligere overtrædelser og gjaldt ikke for noget i fremtiden, medens fortjenesten ved det blod, der blev udgydt på Golgata, gjaldt ikke alene for den tidligere tid, men også for den kommende. Heb 9,14.15

7. Eftersom Kristi blod er det eneste blod, der ofreds i forbindelse med tjenesten i den himmelske helligdom (enten det sker ved en virkelig fremstilling eller i kraft af dets fortjeneste er uvæsentlig), må dette blod danne grundlaget for tjenesten i begge afdelinger.

8. Så længe som Kristus beklæder præsteembedet, så længe er han Midler mellem Gud og menneskene.

Den væsentlige forskel mellem Kristi præstegerning og de levitiske præsters grunder sig derfor på følgende kendsgerninger: at Kristus under hele sin tjeneste fremfører kun et offer; at han lever altid og derfor ikke behøver at gentage sin tjeneste, men udfører den en gang for alle; at hans offer gælder for fremtiden såvel som for den forbigående tid; og at det gør fuldkommen og virkelig borttager alle deres synder, som tilegner sig dets fortjeneste. Der er intet i det faktum, at Kristus er en præst efter Melkisedeks vis og ikke efter Arons vis, som tyder på, at han ikke udfører et værk nøjagtig som det, Aron udførte - så nøjagtig, som de fuldkomne himmelske ting kan fremstilles ved de ufuldkomne jordiske ting. Og Paulus forsikrer os om, at han udfører netop et sådant værk; thi han siger, at de aronske præster i sin gerning tjente ved afbildningen og skyggen af det værk, som Kristus udfører i himlen.

(147) Den slutning bliver derfor uundgåelig, at ligesom folkets synder under forbilledet blev ført ind i helligdommen ved offerdyrenes blod, således bliver de nu i virkeligheden ført ind i den himmelske helligdom ved Jesu blod. En sammenligning mellem tredje Mosebog og hebræerbrevet vil gøre dette ganske klart.

Det fremgår, at det ikke var alle offerdyrs blod, præsten bar ind i helligdommen og stænkede foran forhænget. Det var blodet af de ofre, der kaldes syndoffere, som blev anvendt på denne måde. Om disse ofre siger Wm. Smith i sin bibleordbog:

»Syndofferet fremstillede denne pagt som brudt af mennesket og atter istandsat ved Guds foranstaltning på grund af »blods udgydelse«. Dens særegne ceremoni bestod i, at præsten skulle stænke af blodet foran forhænget i helligdommen, stryge noget deraf op røgelsesalterets horn og udøse det øvrige ved foden af brændofferalteret. Kødet blev i intet tilfælde rørt af den ofrende; det blev enten opbrændt ved ild udenfor lejren eller spistes af præsten alene i det hellige, og alt, som kom i berøring med det, var helligt. Dette sidste adskilte det fra takofferet og viste, at den ofrende var uværdig til at have samfund med Gud. Udgydelsen af blodet symbolet på liv - betegnede, at overtræderen på grund af sin syn fortjente døden, men at offerets død ved Guds nådes foranstaltning skulle gælde for hans død... I overensstemmelse hermed finder vi, at det i alle tilfælde var skik, at den ofrende lagde sine hænder på syndofferets hoved for på en almindelig eller særskilt måde at bekende sine synder, idet han sagde: »Lad dette være mit sonoffer.« Uden al tvivl vidnede syndofferet tydeligt om, at synden var tilstede hos mennesket, at syndens løn var døden, og at Gud have tilvejebragt forsoning ved et dertil udset offers stedfortrædende lidelse.«

Alle havde anledning til at fremføre dette slags offer, hvis blod i visse tilfælde blev båret ind i helligdommen og skænket foran forhænget, først præsten (3Mos 4,3-12), (148) dernæst hele menigheden (v 13-21), videre folkets øverste (vers 22-26) og endelig hvilken som helst af det menige folk (vers 27-31).

I 3Mos 16,23 læser vi: »Men ethvert syndoffer, af hvis blod der bliver båret ind i sammenkomstens telt for at gøre forligelse i helligdommen, skal ikke ædes; det skal opbrændes med ild.« Det synes at fremgå af apostlenes vidnesbyrd i hebræerbrevet, at af alle offere var det særlig disse syndoffere, hvis blod blev båret ind i helligdommen, og hvis kroppe blev opbrændt udenfor lejeren, som afbillede vor frelsers offer. Han siger (Heb 13,11.12): »Thi de dyr, hvis blod ypperstepræsten bærer ind i helligdommen for at sone synden, deres kroppe »opbrændes uden for lejren.« Derfor led også Jesus uden for byporten, for at han kunne hellige folket ved sit blod.« Kristus var på en særskilt måde modbilledet til disse ofre. Og ligesom folkets synder førhen ved disse blev overført til helligdommen (thi apostlen siger, at deres blod blev båret derind for synden), således bliver vore synder ved Kristi blod, som frembæres i helligdommen her oven til, overført til det himmelske tempel.