17. Kapitel - Den himmelske helligdoms renselse

(149) En del vidnesbyrd blev i det foregående kapitel fremsat til bevis for, at vore synder bliver overført til den himmelske helligdom ved Kristi blod. Dette bekræftes endvidere ved apostlenes ord i 1Pet 2,24. »Han [Kristus], som selv bar være synder på sit legeme på træet.« På korset bar Kristus være synder som et sonoffer. I den forstand bærer han dem ikke til nogen anden tid eller på noget andet sted. Her blev han fremstillet som »det Guds Lam, som bærer verdens synd«. Joh 1,29 Her blev han ofret til en forsoning for hele verdens synder. Men hvor meget ligger der i disse udtryk, at han bar vore synder på træet, og at han er det Lam, som bærer verdens synd? Jo det, at her blev det offer tilvejebragt, hvis jordtjenste hos Gud var tilstrækkelig til at udslette hele verdens skyld; at her blev et offer givet, hvorpå alle, som ville, kunne lægge sine synder. Men dersom ingen var kommet eller ville komme til Kristus, ville hans offer havde været forgæves. Om hans offer skal blive til fordel for den enkelte eller ej beror på individets egen handlemåde.

Skønt måden, hvorpå synderen nu kommer til Kristus, allerede er omtalt, er dette dog en sag af så stor vigtighed, at læseren vil bære over med en kort gentagelse og undskylde, om emnet bliver fremstillet »bud på bud, regel på regel, lidt her og lidt der«, således som dets dybe betydning gør krav på, at de skulle behandles.

(150) Efter at Kristus havde bragt offeret, begyndte han sin gerning, som præst i helligdommen heroventil, og indbydelsen sendtes ud i hele verden: Kom til mig og få tilgivelse og evigt liv. Måden, hvorpå vi kan komme, beskrives i Apg 20,21; ved »omvendelse til Gud og tro på den herre Jesus Kristus«. Vi bekender vore synder for Gud gennem Kristus, vort offer, ligesom den angrende synder i den forrige husholdning lagde sine synder på sit offer ved at bekende over det sine overtrædelser, således lægger vi være synder på Kristus ved at bekende dem for Gud gennem ham. Derved finder den tidligere synders bekendelse og offer sit modbillede i vor syndsbekendelse for Gud gennem Kristus. Ved de mosaiske ofre blev synden ført ind i den jordiske helligdom; ved troen på Kristus kom vort offer og ved vor bekendelse gennem ham overføres vore synder til den himmelske helligdom, hvor han tjener for os. Således forsætter vor Frelser det store værk, han påbegyndte, da han ved sin døde bar verdens synd, idet han taler den angrende synders sag gennem sit blod, som blev udgydt for dem. Og således sker der i denne husholdning såvel som i den forrige en overførelse af synder - før forbilledligt, nu i virkeligheden. Der er intet forunderligt eller mystisk ved dette. Enhver kan forstå det. Sådan var tjenesten ved forbilledet, som var en skygge af det himmelske, og sådan er derfor også den himmelske tjeneste selv.

Ligesom der i forbindelse med syndernes overførelse til det jordiske tabernakel opstod det spørgsmål: Hvad blev der af disse synder? således har vi her det samme spørgsmål at besvare angående syndernes overførelse gennem Kristus til den himmelske helligdom: Hvad skal der (151) blive af disse synder? Vil de forblive der for evigt? Nej de vil engang blive fjernet, ligesom de blev forbilledet; thi den himmelske helligdom vil blive »renset«, ligesom den jordiske blev.

Men herimod indvendes atter, at denne anvendelse ikke kan være berettiget, og at dette ikke kan hentyde til helligdommen i himlen, fordi der intet er der, som behøver at renses, intet, som er urent, hvorpå en sådan talemåde kan passe. Og for nogle bliver denne lille anstødssten til et stort bjerg, som de hele tiden forgæves forsøger at overstige, og som fordunkler for dem alle de tydelige vidnesbyrd, der fra andre hold kan fremføres vedrørende dette spørgsmål. Det er ikke så underligt, om denne tanke allerførst skulle opstå og frembyde en tilsyneladende vanskelighed. Men ved lidt nærmere betragtning og eftertanke bliver sagen ganske klar. Læg mærke til, at denne renselse ikke er en renselse fra fysisk urenhed. Den kan ikke udføres med vand, sæbe, sand og børste. Det er en renselse, som udføres med blod. Men anvendelsen af blod er til renselsen en renselse fra synd; og Paulus vidner, at en sådan renselse er nødvendig både for den jordiske og den himmelske helligdoms vedkommende. Læseren bør nøje og omhyggeligt overveje apostlenes vidnesbyrd angående dette punkt. Han siger: »Og det er næsten sådan, at efter loven bliver alt renset med blod, og der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt. Så er det da nødvendigt, at afbillederne fra den himmelske helligdom renses på denne måde, men at selve den himmelske helligdom renses ved bedre ofre end disse.« Heb 9,22.23 Ved en lille omskrivning vil betydningen af disse ord muligvis ses tydeligere, således: »Og næsten alt bliver ifølge (152) loven renset med blod; thi uden blods udgydelse sker ikke forladelse. Af den grund var det nødvendigt, at den jordiske helligdom (forbilledet af den himmelske) skulle renses med blodet af disse jordiske ofre (offerdyrs blod, vers 19); og af samme grund var det nødvendigt, at også den himmelske helligdom skulle renses, men dette måtte ske med blod, som er bedre eller af større værd end blodet af dyr, blod, nemlig med Kristi eget dyrebare blod.«

Det kan vistnok med fuld vished siges, at enhver, som forstår sig på almindeligt sprog, vil indrømme, at dette er nøjagtig den tanke, som apostlen her udtrykker; og altså bekræfter han med tydelige ord, at den himmelske helligdom skal renses. Enten det så er rimeligt eller urimeligt, så er dette netop, hvad apostlen siger, og de, som ikke stemmer overens med hans vidnesbyrd, må selv afgøre sagen med ham.

At synderne overføres til den himmelske helligdom fremgår af den kendsgerning, at det er nødvendigt, at den skal renses; og der kan intet andet være der undtagen synden, som gør en sådan handling nødvendig. Se på forbilledet. Et renselsesværk blev ifølge Guds anordning udført med stor højtidelighed hvert år i forbindelse med helligdommen. Hvad tjente det til? Hvad var det, som gjorde den tidligere helligdoms renselse nødvendig? Ind i det allerhelligste måtte ingen uden ypperstepræsten gå, og han kun en gang om året. Kunne der på et sted, som holdtes så nøje bevogtet, findes noget fysisk urent? Bestemt ikke. Og dog skulle den helligdom, det allerhelligste såvel som det hellige, renses. Atter vil vi anmode vore læserer, og især sådanne, som måtte gøre indvendinger mod de her fremsatte anskuelser, om nøje at overveje spørgsmålet: (153) Hvorfor skulle den renses? Der kan kun gives et svar: Folkets synder var ført ind der, og det var fra dem, helligdommen måtte renses. Og denne renselse var, som vi har set, ikke en renselse fra materiel urenhed, men simpelthen en ceremoni, hvorved de til helligdommen overførte synder blev fjernet og for evigt bortskaffet.

Således er det også i modbilledet. Der er intet bogstaveligt urent i den himmelske helligdom. Men alle deres synder, som har søgt tilgivelse gennem Jesu fortjeneste, er blevet overført dertil, og de må fjernes. Deri består Renselsen. Ingen anden renselse omtales. De ord om, at helligdommen skal få sin ret igen eller renses, bruges aldrig om nogen anden handling. Alle kan forstå dette; og der er ingen grund til at modsætte sig denne anskuelse.

Paulus’ vidnesbyrd i Heb 9,22-24, som for altid afgør dette punkt, er allerede blevet fremstillet. Vi behøver næppe at gentage, at hans argument her gælder forladelse og udslettelse af synd. han siger i nævnte vers, at det var nødvendigt, at den jordiske helligdom skulle renses, fordi synden skulle udslettes, og at det måtte ske med blod. Derpå vidner han tydelig, at det var nødvendig af samme grund, at den himmelske helligdom skulle renses på samme måde og ved de samme midler, kun at offeret her var uendelig meget bedre, da det skulle ske ved Kristi blod i stedet for offerdyrs blod. Det er ikke nødvendigt at dvæle længere ved dette punkt; apostlenes erklæring er tydelig nok. Intet andet lys behøves, når middagssolen stråler i sin fulde glans.

Det synes, som det nu må være klart, hvad der menes med helligdommens renselse. Den udføres med blod. Den er en del af Kristi gerning som præst, ikke som konge. (154) Den er en gerning, som udføres i det allerhelligste, og hermed afsluttes helligdommens tjeneste.

Men nogen vi måske sige: Selv om nu alt dette forholder sig således, selv om der engang kommer en tid, da Kristus skal gå ind i det allerhelligste, i himlen for at udføre sin afsluttende gerning, som præst, hvilken betydning har så dette for os? Vi kan jo intet vide om, når det skal ske, og kan derfor ikke høste nogen praktisk nytte deraf.

Vent, min ven, her er det netop, folk er tilbøjelige til at fare vild, fordi de ikke kender skifterne. Gud har ikke ladet os i mørke angående en begivenhed af så stor betydning og interesse for os. Netop dette emne behandles i profetierne, og tiden er angivet, da denne store forandring skal foregå i himlen og helligdommens renselse begynde. En videre granskning af dette vigtige tema vil føre os til slutninger mere overraskende end Noas budskab på syndflodens tid, Lots advarsel til indbyggerne i Sodoma og Gomorra eller for Frelsers alvorsfulde formaninger til folket på sin tid.