18. Kapitel - »Da skal Helligdommen komme til sin ret igen.«

(155) I profeten Daniels ottende kapitel findes nedtegnet et af hans mærkeligste syner. Han ser en symbolsk fremstilling af flere jordiske riger, der skulle undertrykke Guds folk på jorden. Tilsidst ser han to himmelske væsener samtale med hinanden (utvivlsomt Mikael og Gabriel, der andetsteds nævnes i Daniels bog), og angående deres samtale siger han:

»Da hørte jeg en hellig tale, og en anden hellig spurgte den talende: »Hvor lang tid gælder syndet om, at det daglige offer ophæves, ødelæggelsens misgerning opstilles, og helligdommen og hæren nedtrampes?« Han svaret: »2300 aftner og morgner; så skal helligdommen komme til sin ret igen!« (eng. »renses«). Dan 8,13.14

Englene forstår, hvad der er tjenstlig for os at vide. Derfor gør den ene hellige med forsæt i Daniels påhør den anden dette vigtige spørgsmål: »På hvor lang tid går synet,... at både helligdom og hær hengives til nedtrædelse?« Og den tiltalte vender sig derefter til Daniel og giver han dette svar til gavn for menigheden: »2300 aftner og morgner; så skal helligdommen komme til sin ret igen!« (renses). Nu bliver det af vigtighed at udregne denne tidsperiode, at finde dens begyndelse og afslutning, for at profetien kan blive os til nogen nytte. Og medens vi gør dette, så lad os huske, (156) hvad det er, vi har for os. Vi ser endnu »hen til Jesus«, omend vi er optaget med en profeti. thi Profetien angår helligdommen, og helligdommen er det sted, hvor Jesus forretter sin tjeneste som præst, ja endnu mere, den angår helligdommens ret og renselse, afslutningshandlingen i Guds nådeværk for menneskene. Visselig vil ingen, som gerne gransker skriften, forbigå et emne, der lover så meget.

Dette tidsrum på 2300 aftner og morgner er ikke forklaret i Dan 8; men nøglen til forklaringen findes i kap 9. Vi håber, at læseren nu er færdig til med ny interesse at kaste sig over studiet af disse dele af profetien. Begyndende med Kap 8,2 finder vi, at flere genstande fremstiller sig i rækkefølge for profetens blik.

Første scene: Det første, han så, var en væder, som stod ved floden, og den havde to horn, det ene højere end det andet. Han så denne vædder stange mod vest og mod nord og mod syd med en sådan kraft, at intet dyr kunne holde stand for den, og den gjorde efter sin vilje og teede sig overmodig.

Anden scene: En gedebuk, som havde et anseligt horn mellem sine øjne, kom frem fra vest med en sådan hurtighed, at det så ud, som om den ikke berørte jorden; og den løb imod vædderen, stødte den omkuld, sønderbrød begge dens horn og trådte den ned. Og gedebukken blev såre mægtig; men som den var i sin styrke, blev det store horn brudt af, og i stedet for det voksede der pludselig fire anselige horn frem mod himlens fire vinde.

Tredje scene: Af det ene af disse fire horn så profeten et ganske lille horn skyde frem, og det voksede med vidunderlig hurtighed. Det blev vældig stort mod syden (157) og mod østen og mod det dejlige land. Det voksede lige op til himlens hær, og det kastede nogle af hæren og af stjerner til jorden og trådte dem ned. Ja det hævede sig lige til hærens fyrste og tog fra ham det bestandige offer og nedkastede hans helligdom, gav hæren til pris for frafaldet og kastede sandheden til jorden, og det udførte det og havde fremgang. Det lille horn blev overmåde stort.

Fjerde scene: Andre ting viser sig nu for seerens blik. Himlens beboere ser ikke med ligegyldighed på de begivenheder, der femstilles ved disse symboler, især da de har betydning for Guds folk. Englene har interesse derfor og samtaler derom. To af dem har en samtale i profetens påhør. »På hvor lang tid,« siger den ene til den anden, »går synet om det bestandige offer og det ødelæggende frafald, at både helligdom og hær hengives til nedtrædelse?« Derefter vender den tiltalte sig til Daniel, og som om han ved at rette svaret til han ville tale til Guds folk, hvem svaret særskilt angik, siger han: »Indtil to tusinde og tre hundrede aftner og morgener, så skal helligdommen komme til sin ret igen.«

Dette udgør hele synet og optager de første fjorten vers af kapitlet. Det var nu nødvendigt, at det skulle forklares, og Daniel hører straks englen få -

En befaling om at forklare synet.

»Medens jeg, Daniel, nu så synet og søgte af forstå det, se, da stod der for mig en som en mand at se til, og jeg hørte en menneskelig røst råbe over Ulaj: »Gabriel, udlæg ham syndet!« Så kom han hen, hvor jeg stod, og ved hans komme blev jeg overvældet af rædsel og faldt på mit ansigt. og han sagde til mig; »Se nøje til, menneskesøn, thi synet gælder (158) endens tid!« Medens han talede med sig, så jeg bedrøvet med ansigtet mod jorden; men han rørte ved mig og fik mig på benene og sagde: »Se, jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ski i verdens sidste tid; thi syndet gælder endens bestemte tid.« Dan 8,15-19

Det er umuligt at læse disse ord uden at blive var den interesse, hvormed englen følger Guds planer vedrørende menneskerne. Paulus siger i Heb 1,14, at de er alle tjenende ånder, og Peter vidner i 1Pet 1,12, at de ønsker at skue ind i de ting, som Gud forud har åbenbaret. Således finder vi, at da Johannes så de syv segl og begyndte at græde af frygt for, at ingen skulle findes hverken i himlen eller på jorden, som var værdig til at oplukke bogen og bryde dens segl, og at de vigtige sandheder derfor for evigt ville forblive skjult, - da kom en af de ældste hen til ham og sagde, at han ikke skulle græde; Thi løven, som var af Judas stamme, ville oplade bogen. Åb 5,4.6

Vender vi tilbage til Daniels bog, så finder vi, at Gabriel, tro mod befalingen, straks går tilværks med at udføre sin pligt og give den forklaring, der var ham pålagt at give.

Forklaring over det første symbol.

»Den tvehornede vædder, du så, er kongerne af Medien og Persien.« Dan 8,20

Dette er tydelige ord. De kan ikke misforstås. Da dette er det første symbol, ved vi, på hvilket tidspunkt, synet begynder. Det begynder ikke med Babylon, som synet i det andet og syvende kapitel gør. Det babylonske rige var sin undergang nær i Belsazars tredje år, da dette syn blev givet, og synet begynder derfor med det medopersiske (159) rige, der stod for tur. Vædderes to horn betegner de to magter, Mederne og Perserne, under en regering.

Det Medo-persiske overherredømme begyndte ved Babylons erobring af Kyros år 538 f.Kr. og varede til slaget ved Arbela, år 331 f.Kr., altså i 207 år. Så langt et tidsrum omfatter det første symbol. I forklaringen over det næste symbol har vi den magt, som omstyrtede det persiske rige og følgelig indtog dets plads.

Forklaring over det andet symbol.

»Den lådne buk er kongen af Grækenland, og det store horn i dens pande er den første konge. At det brødes af, og at fire andre voksede frem i stedet, betyder, at fire riger skal fremstå af hans folk, dog uden hans kraft.« Dan 8,21.22

Dette er ligeledes klare og tydelige ord. Den verdensmagt, der ifølge profetien skulle opstå efter Persien, var Grækenland. Dette opfyldes, 207 år efter at synet var givet, da Alexander den store i slaget ved Arbela den 1.okt. 331 f.Kr. fuldstændig besejrede Darius Kodomannus’ hær og således blev uindskrænket hersker over riget i hele dets udstrækning.

Det store horn mellem bukkens øjne var den første konge, Alexander den store. Dette horn blev afbrudt. Otte år efter slaget ved Arbela døde Alexander en drankers død den 12.nov, 323 f.Kr. kun 33 år gammel.

I stedet for dette første horn fremstod fire horn mod himlens fire vinde. Englen sagde, at dette betød, at fire kongeriger skulle opstå af det folk. Efter Alexanders død var der megen splid og forvirring blandt hans tilhængere med hensyn til tronfølgen. Endelig blev det afgjort, at hans kødelige broder, den halvt vanvittige Filip Aridæus, (160) skulle udråbes til konge. Af ham og Alexander sønner, Alexander Agud og Herkules, blev det græske makedonske rige af navn opretholdt for en tid. Men alle disse personer blev snart myrdet; og da den kongelige familie da var uddøet, antog de øverstkommanderende for hæren, der rådede som Guvernører i de forskellige provinser, navn af konger. Derved kom de i strid med hverandre, og efter femten års forløb fra Alexanders død af var stillingen den, at riget fandtes delt i fire dele, just som profetien havde erklæret. Disse kongeriger opstod således omtrent ved år 308 f.Kr. De var: Makedonien i vest, Trakien i nord, Syrien i øst og Ægypten i syd, og de styredes henholdsvis af Kassander, Lysimakus, Selukus og Ptolemæus. Det ved gedebukken fremstillede rige daterer sig fra år 331 f.Kr. til den tid, da den efterfølgende magt fremtrådte på scene, hvilket skete år 161 f.Kr., som vi snart skal se. Dette symbol omfatter således et tidsrum på 170 år.

Forklaring over det lille horn.

»Men i deres herredømmes sidste tid, når overtrædelserne har gjort målet fuldt, skal en fræk og rænkefuld konge fremstå. Hans mangt skal blive stor, dog ikke som hins; han skal tale utroligt ting og have lykke med, hvad han gør, og gennemføre sine råd og ødelægge mægtige mænd. Mod de hellige skal hans tanke rettes; hans svigefulde råd skal lykkes ham, og han skal sætte sig store ting for at styrte mange i ulykke i deres tryghed. Mod fyrsternes fyrste skal han rejse sig, med så skal han knuses, dog ikke ved menneskehånd.« vers 23-25.

Dette lille horn er ubestridelig et symbol på den magt, der opstod efter Grækenland som et verdensrige. Og dette var efter profetierne i Dan 2 og 7 Rom. Skulle (161) man indtage dette standpunkt, at denne profeti ikke løber i lige linie med de andre, og at den lige fra begyndelsen bringer de samme verdensriger frem igen på skuepladsen, måtte der angives særskilte grunde herfor. I dette tilfælde må selvfølgelig det lille horn repræsentere Rom. Der findes imidlertid dem, som har den anskuelse, at denne profeti ikke er ligeløbende med Dan 2 og 7, og at det lille horn i dette kapitel ikke fremstiller Rom; men gode grunde for denne anskuelse har de ikke leveret. For at forebygge, at nævnte profeti skulle blive anvendt på Romerriget, indebefattende pavedømmet, har katolikkerne gjort den anvendelig på Antiokus Epifanes. Og denne papisternes anskuelse er blevet godkendt af de fleste protestanter, enten tankeløst, som det synes, eller af en eller anden egen årsag. Men denne anskuelse kan ikke være rigtig; thi der er endog flere og bedre grunde for, at dette symbol betegner Rom, end der er for, hvad de andre symboler betegner.

Det lille horn i Dan 8 betegner ikke Antiokus Epifanes, men derimod rom. Dette er det let at bevise, Dersom folk blot ville behandle profetiernes fortolkning, som de behandler banknoter, det er, overbevise sig om deres ægthed, da ville der ikke være nogen vanskelighed. Man kan kun undres over, at nogen for alvor har antaget anvendelsen på Antiokus for rigtig.

Den påstand, som hævdes, er altså, at det lille horn i Dan 8 ikke betegner Antiokus, men at det betegner Romerriget; for -

1. Dette horn skød op af et af gedebukkens fire horn. Vers 9. Det var derfor et andet horn, forskelligt fra noget af de fire horn. Som vi allerede har set, (162) var et af disse fire horn Syrien, der blev grundlagt af Seleukus, fra hvem den berømte kongeslægt, kendt i historien som Seleucuderne, udgik. Af disse var der 26 i følgende orden:

1) Seleukus Nikator, 2) Antiokus Soter, 3) Antiokus Teos, 4) Seleukus Callinikus, 5) Seleukus Ceraunus, 6) Antiokus den Store, 7) Seleukus Filopater, 8) Antiokus Epifanes, 9) Antiokus Eupater, 10) Demetrius Soter, 11) Alexander Bala, 12) Demetrius Nikator, 13) Atriokus Theos, 14) Antiokus Sidetes, 15) Zebia, 16) Seleukus, søn af Nikator, 17) Antiokus Grypus, 18) Antiokus Cyzicenia, 19) Seleukus, søn af Grypus, 20) Antiokus Eufebes, 21) Antiokus, anden søn af Grypus, 22) Filip, tredje søn af Grypus, 23) Demetrius Gukeres, 24) Antiokus Dionysius, 25) Tigrans, 26) Antiokus Afiaticus, der var den sidste af Seleucudernes slægt, og som efter en fire års svag regering blev fordrevet fra sine landskaber af den romerske general Pompaj, år 65 f.Kr, hvorefter Syrien blev en romersk provins.

Vi ser således, at Antiokus Epifanes kun var en af de 26 konger i Syrien, den magt, der betegnes ved det ene af gedebukken fire horn. Medens han regerede, bar han dette horn; og således kunne han ikke samtidig være en særskilt og uafhængig magt eller et andet anseligt horn, således som det lille horn var.

Romerriget var et sådant særskilt horn og skød, profetisk set, op af et af gedebukkens horn, således svarende nøjagtig til den profetiske beskrivelse. Hvorfor det fremstilles som voksende op af et af gedebukken horn vil tydeligt ses af følgende kendsgerninger: År 161 f.Kr. indgik romerne i forbund med Jøderne (163) (1Mak 8; Josefus’ »Antiquities«, 12. bind, kap 10, afs. 6; Prideaux, 2.bind. side 166). Nationerne bliver genstand for omtale i profetien, når deres historie falder sammen med Guds folks historie. Derfor blev profeten år 161 f.Kr. opmærksom på den romerske magt. Men netop syv år tidligere, 168 f.Kr., havde Rom erobret Makedonien (et af gedebukkens fire horn) og indlemmet det i kejser riget. Profeten havde blikket vendt mod gedebukkens horn, og da rom havde gjort Makedonien til en provins og syv år senere ved forbundet med jøderne kom indenfor den profetiske synskreds, ville han selvfølgelig omtale det, fra dette synspunkt set, som skydende op af hint horn Og som stammede derfra følger Profeten det på dets sejrrige løbebane.

2. Skulle man anvende det lille horn på nogen af disse 26 syriske konger, måtte det være på den navnkundige og mægtigste af den alle. Men dette var ikke Antiokus Epifanes. Thi historikerne oplyser os om, at hans navn »Epifanes«, som betyder den »herlige«, blev forandret til »Epimanes«, d.e. »Dåren«, på grund af hans usle og overdådige levned. Antiokus den store var muligvis den mest berømte af de syriske konger.

Det lille horn kan ikke anvendes på Antiokus, men må betegne Rom; for -

3. Dette lille horn blev, sammen lignet med de foregående riger, Medien og Persien, »overmåde stort«. Der er efter profetien, idet herredømmet går over fra det ene rige til det andet, en stadig og gradvis forøgelse af magt. Ved at anvende det lille horn på Antiokus, får man følgende resultater: 1) Vædderen »teede sig overmodig«. Var det sandt om Persien? Ja. 2) Gedebukken (164) blev »såre mægtig«. Var det sandt om Grækenland? Ja. 3) Det lille horn blev »overmåde stort«, Var det sandt om Antiokus? Nej, bestemt ikke.

Det persiske rige kaldes bare »overmodigt«, selvom det herskede fra Indien til Ægypten, over 127 provinser. Grækenland, som var endnu større og vældigere, kaldes »såre mægtigt«. Derefter kommer den magt, der fremstilles ved det lille horn, og den kaldes »overmåde stor«. Var Antiokus stor sammenlignet med Alexander, der erobrede verden, eller med den romerske magt, som erobrede endnu meget mere end alle Alexanders riger? Antiokus’ rige var kun en del af det rige, der fremstilledes ved gedebukken. Er da en del mere end det hele? Vi finder følgende i »The religious Encyclopedia« om forholdet mellem Antiokus og romerne: »Da han [Antiokus] fandt alle sine hjælpekilder udtømt, besluttede han at rejse til Persien for at opkræve skat og indkassere store pengesummer, som han havde samtykket i at betale romerne. «

Kan der siges om nogen konge, at han blev overmåde stor, når han ikke efterlod sig sit rige større, end han fik det? Men Isak Newton siger, at Antiokus ikke udvidede sit kongerige. Han gjorde nogle midlertidige erobringer i Ægypten, men gav øjeblikkelig slip på dem, da romerne tog Ptolemæus’ parti og befalede ham, at han skulle give den tilbage.

Det vil sikkert ikke tage lang tid for nogen at afgøre, hvilken mangt var den største, enten den, som måtte rømme Ægypten, eller den, som befalede den at rømme det, enten den, som pålagde den at betale skat. Den første var Antiokus, den anden var Rom. Med Romerriget som det tredje i rækken kommer (165) vi til dette resultat: »Overmodig« - Persien; sandt. 2) »såre mægtig« - Grækenland; sandt. 3) »overmåde stort« - Rom; mere eftertrykkelig sandt, end hvad der kan siges om en eller begge de andre.

4. Det lille horn skulle hæve sig lige på til hærens fyrste, hvilken rangstitel uden tvivl passer på vor Herre. Men Antiokus døde, 164 år før Kristus blev født. Der var imidlertid en magt, som hævede sig imod Frelseren. Det romerske rige stod på Kristi tid på sit højdepunkt. Og det var Rom, som under Herodes bestræbte sig for at dræbe Jesus som barn. Senere hen, da Pilatus var landshøvding i Judæa, var det Rom, som i lydighed mod de frafaldne Jøders afsindige skrig naglede ham til korset.

Den samme gerning tilskrives den store ildrøde drage i Åb 12, et symbol, der så tydeligt betegner den romerske magt, at der ingen grund er til at tvivle derpå.

Antiokus svarer ikke til en eneste af profetiens beskrivelser, og derfor forlader vi ham her. Men om profetiens anvendelse på den romerske magt kan endvidere siges:

5. Dette var fra først af »lidet«. Således var den romerske magt; men den »voksede« og blev »overmåde stor« i tre forskellige retninger. Hvilket bedre udtryk kunne vel benyttes til at skildre denne magts fremgang, da den fra en lille begyndelse steg til at blive verdens herskerinde?

6. Det erholdt lande mod syd. Ægypten blev en romersk provins år 30 f.Kr. og vedblev som sådan i over seks hundrede år.

7. Det sendte sine sejrende legioner mod østen. Rom undertvang Syrien år 65 f.Kr. og gjorde det til en af sine provinser. (166)

8. Det vendte sig mod det dejlige land. Judæa kaldtes således på mange steder i skriften. Sal 106,24; Sak 7,14; osv. Fra først af var det med løfte om bistand og venskab, at Romerne fik indflydelse over Judæa. Derefter gjorde de landet til en romersk provins år 63 f.Kr., og endelig ødelagde de Jerusalem år 70 e.Kr, opbrændte det herlige tempel med ild og adspredte jøderne over hele jorden.

9. Det voksede lige op til himlens hær. Udtrykket »himlens hær« må, symbolsk anvendt, med jordiske forhold for øje, betegne personer med en ypperlig karakter eller i en ophøjet stilling. Den store ildrøde drage (Åb 12,4), det hedenske Rom, siges at have kastet en tredjedel af stjernerne til jorden. Dette er den samme magt som det lille horn, der nu er under drøftelse, og dette skriftsted i Åbenbaringens bog henviser til den samme gerning, nemlig romernes forsøg på at undertrykke jøderne og berøve dem deres regenter.

10. Ved det blev det bestandige offer taget bort og den ødelæggende vederstyggelighed opstillet. Kap 11,31 Medens Rom var den herskende verdensmagt, fandt en enestående forandring sted. Rigets religion blev ombyttet fra hedensk til kristen, det vil sige til den fordærvede form af kristendommen kendt som pavedømmet. Og det sted, hvor hedenskabet så længe havde sin helligdom, nemlig Rom med dets Pantheon eller alle Guders tempel, blev nedkastet eller sat på et lavere trin ved forflytningen af regeringens sæde til Konstantinobel år 330 e.Kr. Således, som der står i Åb 13,2 gav dragen (det hedenske Rom) dyret (det pavelige rom) sin trone og stor magt.

(167) 11. I fortolkningen i vers 23 kaldes denne magt »en fræk og rænkefuld konge«. Dette kan trygt siges om Rom med dets krigslyst og snuhed i at tilvende sig myndighed og vælde. Moses anvender en lignende talemåde på et sted, hvor han, som alle er enige om, hentyder til romerne. 5Mos 28,49.50.

12. Det skulle opstå i deres, de fire rigers, herredømmes sidste tid, når de nærmede sig sin ende. Det var netop på den tid, Romerriget opstod.

13. Det skulle ødelægge på uhørt vis. Det kan man høre alle de magter, som det med råhed omstyrtede, bevidne: Således gjorde Rom.

14. Rom har (i sin pavelige skikkelse) ødelagt de mægtige og de helliges folk, Guds folk, i større grad end alle andre magter tilsammen. Røsten af over 50 millioner martyrers blod opstiger til Gud og vidner imod det.

15. Og det har (gennem pavemagten) vist »kløgt« - drevet af bedrag, sin forførelse, blandt folket og sine listige anslag blandt nationerne for at opnå egen fordel og magtfylde.

16. Og det har »lykkedes«. Det har ført krig mod de hellige og undertrykket og overvundet dem.

17. Det har fuldendt sin løbebane og skal sønderbrydes - »uden menneskehånd«. vers 25. Hvor klart hentyder ikke dette udtryk til den sten, som, løsreven uden hænder, skal ramme billedet på fødderne og knuse det. Således skal pavemagten snart forgå og fortæres af Jesu herlighed ved hans andet komme.

Således opfyldes gennem romermagten alle profetiens enkeltheder. Ingen anden magt opfylder en eneste af dem. (168) Romerriget er den magt, det gælder. Det kan ikke være nogen anden.

Hvis nogen fremdeles i lyset af disse kendsgerninger vil påstå, at Antiokus var det lille horn, eller hvis han endnu nøler med at erkende, at rom er den her betegnende magt, da kan man ikke gøre andet end at byde ham hånden og med den dybeste medlidenhed for den tilstand, han befinder sig i, udråbte: »Non compos mentis. Farvel!«

Hvorledes det her fremholdte vedrører det øvrige af Profeten, vil vi snart se.